“Jeg fremstod som en moder i Israel”

DEBORA kiggede rundt på soldaterne der var samlet på toppen af Tabors Bjerg. Det gjorde et dybt indtryk på hende at se dem stå dér. I morgenlyset stod hun og tænkte på hvor modige de var, og at deres leder, Barak, havde en meget stærk tro. Til trods for at hæren var på 10.000 mand, ville deres tro og mod på denne dag blive sat på en stor prøve. De skulle kæmpe mod en ondskabsfuld fjende, de var i undertal, og de var dårligt udrustede. Men alligevel var de kommet – først og fremmest fordi de var blevet tilskyndet til det af denne ene kvinde.

Se Debora for dig. Hendes klædning flagrer i brisen mens hun sammen med Barak skuer ud over et imponerende landskab. Tabors Bjerg minder om en stor kegle med en flad top. Fra toppen kan man se ud over Jizre’elsletten, der omkring 400 meter nede breder sig som en vifte mod sydvest. Kisjons Regnflod bugter sig igennem det flade græslandskab og løber ud i Det Store Hav ved Karmels Bjerg. Flodlejet var måske tørt den morgen, men der var alligevel noget der glimtede på den brede slette. Siseras hær kom nærmere og nærmere, og man kunne se ildevarslende glimt fra jern. Glimtene kom fra Siseras hærs stolthed – omkring 900 stridsvogne, som sikkert var forsynet med jernleer der stak ud fra hjulakslerne. Det var Siseras hensigt at meje de dårligt udrustede israelitter ned som om han var ude at høste byg!

Debora var klar over at Barak og hans mænd ventede på et signal fra hende. Var hun den eneste kvinde der var til stede? Hvordan var det for hende at stå med så stort et ansvar i denne situation? Var hun i tvivl om hvorfor hun var der? Bestemt ikke. Jehova, hendes Gud, havde fortalt hende at hun skulle indlede denne krig; han havde også forudsagt at det ville være en kvinde der afsluttede den. (Dommerne 4:9) Hvad kan Debora og disse modige mænd lære os om tro?

Første gang Bibelen nævner Debora omtales hun som “en profetinde”. Den betegnelse gør Debora til noget usædvanligt, men ikke noget enestående, i den bibelske beretning.a Debora havde også en anden opgave. Hun var åbenbart den der afgjorde stridsspørgsmål ved at komme med Jehovas svar når der opstod problemer. – Dommerne 4:4, 5.

Debora boede i Efraims bjergland, mellem byerne Betel og Rama. Dér sad hun under en palme og hjalp folk med deres problemer i overensstemmelse med Jehovas vejledning. Det var en krævende opgave, men det lod Debora sig ikke afskrække af. Der var et desperat behov for hendes tjeneste. Faktisk var hun senere med til at skrive en inspireret sang hvori der blandt andet stod om det utro folk: “De ville vælge sig nye guder. Dengang var der krig i portene.” (Dommerne 5:8) Fordi israelitterne forlod Jehova for at tjene andre guder, overgav han dem til deres fjender. Kana’anæerkongen Jabin undertrykte folket ved hjælp af sin vældige hærfører Sisera.

Sisera! Alene navnet skabte skræk og rædsel i Israel. Kana’anæernes religion og kultur var brutal, med ritualer der omfattede børneofringer og tempelprostitution. Hvordan var det at leve under en tyrannisk kana’anæisk hærfører og hans hær? Deboras sang viser at det var blevet næsten umuligt at rejse rundt i landet, og at ingen længere boede i landsbyerne. (Dommerne 5:6, 7) Man kan forestille sig hvordan mennesker har skjult sig i skovene og bjergene fordi de var bange for at dyrke deres jord eller bo i byer uden mure. De var rædselsslagne for at blive overfaldet på de åbne veje, få deres børn kidnappet og deres kvinder voldtaget.b

Rædselsherredømmet fortsatte i 20 år indtil Jehova så tegn på at hans genstridige folk var parat til at forandre sig, eller som Deboras og Baraks inspirerede sang udtrykker det: “Indtil jeg, Debora, fremstod, indtil jeg fremstod som en moder i Israel.” Vi ved ikke om Debora, der var gift med Lappidot, selv havde børn, men her er udtrykket “moder” brugt billedligt. Faktisk havde Jehova tildelt Debora den opgave at give nationen moderlig omsorg og beskyttelse. Han gav hende besked på at tilkalde en stærk mand med tro på Gud, dommeren Barak, og befale ham at tage kampen op mod Sisera. – Dommerne 4:3, 6, 7; 5:7.

“Tag af sted og spred dig på Tabors Bjerg,” befalede Jehova gennem Debora. Barak skulle mønstre 10.000 mand fra to af Israels stammer. Debora overbragte Guds løfte om at de ville besejre den vældige Sisera og hans 900 stridsvogne. Løftet overraskede helt sikkert Barak. Israel havde ingen hær og stort set ingen våben. Alligevel indvilligede Barak i at drage i krig – men kun på den betingelse at Debora også tog med til Tabors Bjerg. – Dommerne 4:6-8; 5:6-8.

Fordi Barak kom med den betingelse, er han blevet beskyldt for at mangle tro, men det er uberettiget. Han bad trods alt ikke Gud om at få flere våben. Det var snarere et udtryk for at Barak, som en troens mand, kunne se at det ville styrke ham og hans mænd at Jehovas profetinde var med. (Hebræerne 11:32, 33) Jehova opfyldte Baraks ønske og lod Debora tage med. Men Jehova inspirerede hende også til at profetere at det i sidste ende ikke ville være en mand der fik æren for sejren. (Dommerne 4:9) Gud havde besluttet at det skulle være en kvinde der henrettede den onde Sisera!

I verden i dag bliver kvinder i stort omfang udsat for uretfærdighed, vold og mishandling. Det er sjældent at man giver dem den værdighed som Gud ønsker de skal have. Men Gud sætter mænd og kvinder lige højt, og alle kan opnå hans godkendelse. (Romerne 2:11; Galaterne 3:28) Eksemplet med Debora viser os at han også velsigner kvinder med privilegier og forsikrer dem om hans særlige gunst. Det er meget vigtigt at vi ikke antager de intolerante synspunkter som er så almindelige i dag.

Barak drog af sted for at mønstre sin hær. Han samlede 10.000 mand der var modige nok til at kæmpe mod Siseras frygtindgydende hær. Da Barak førte sine mænd op på Tabors Bjerg, var han glad for at have én med der kunne styrke deres mod. Beretningen siger: “Debora drog op sammen med ham.” (Dommerne 4:10) Forestil dig hvor opmuntrende det har været for soldaterne at marchere op på Tabors Bjerg side om side med denne tapre kvinde, der ligesom dem var villig til at sætte livet på spil i tillid til Jehova Gud.

Da Sisera fandt ud af at israelitterne havde dristet sig til at mønstre en hær imod ham, handlede han hurtigt. En række kana’anæiske konger sluttede sig til kong Jabin, som måske var den mægtigste af dem. Derpå stormede Siseras mange stridsvogne hen over sletten i formation. Det var så jorden rystede. Kana’anæerne var sikre på at de hurtigt kunne besejre Israels ynkelige hær. – Dommerne 4:12, 13; 5:19.

Hvad ville Barak og Debora gøre når fjenden kom nærmere? Hvis de blev stående på skråningerne af Tabors Bjerg, kunne det give dem en fordel i forhold til de fremrykkende kana’anæiske styrker, eftersom stridsvognene kun kunne manøvrere effektivt på fladt terræn. Men Barak var besluttet på at føre kampen efter Jehovas anvisninger, så han ventede på Deboras ord. Endelig var tiden inde. Hun sagde: “Bryd op! for det er på denne dag Jehova giver Sisera i din hånd. Er det ikke Jehova der er draget ud foran dig?” Derefter siges der: “Så gik Barak ned fra Tabors Bjerg med ti tusind mand efter sig.” – Dommerne 4:14.c

Israels styrker stormede ned ad bjerget og ud på den åbne, flade slette med direkte kurs mod de frygtindgydende krigsmaskiner. Drog Jehova ud foran dem, som Debora havde lovet? Svaret kom prompte. ‘Jorden rystede, ja, himmelen dryppede,’ siger beretningen. Siseras stolte styrker blev grebet af forvirring. Og så kom regnen! Skybruddet var så voldsomt at området hurtigt blev oversvømmet og omdannet til ét stort pløre. Inden længe var stridsvognene med alt deres jern mere til besvær end til gavn. De sank ned i mudderet og sad uhjælpeligt fast. – Dommerne 4:14, 15; 5:4.

Uvejret gav ikke Barak og hans mænd problemer. De vidste hvor det kom fra. De rykkede direkte frem mod kana’anæernes styrker. Israelitterne handlede som Guds domsfuldbyrdere, og ingen af Siseras mænd overlevede. Kisjons Regnflod gik over sine bredder, og ligene blev ført med strømmen og skyllet ud i Det Store Hav. – Dommerne 4:16; 5:21.

I dag sender Jehova ikke længere sine tjenere ud for at kæmpe rent bogstaveligt. Men han beder sit folk om at deltage i en åndelig krig. (Mattæus 26:52; 2 Korinther 10:4) Når vi gør hvad vi kan for at adlyde Gud i dag, tager vi standpunkt for ham i denne krig. Det kræver mod, for de der vælger at stille sig på Guds side, kan komme ud for voldsom modstand. Men Jehova har ikke forandret sig. Han kommer stadig dem til undsætning der, ligesom Debora, Barak og de modige soldater i fortidens Israel, stoler helt og fuldt på Ham.

Én af de kana’anæiske fjender undslap – den værste af dem alle! Sisera, som så grusomt havde undertrykt Guds folk, flygtede til fods fra slagmarken. Han lod sine mænd dø i mudderet, slap forbi de israelitiske soldater og fik fast grund under fødderne på vej mod de nærmeste allierede han kunne komme i tanker om. I konstant frygt for at de israelitiske soldater skulle finde ham, flygtede han hen over det store åbne terræn og styrede mod kenitten Hebers telte. Heber havde skilt sig ud fra de øvrige nomadefolk mod syd og sluttet en form for pagt med kong Jabin. – Dommerne 4:11, 17.

Fuldstændigt udmattet kom Sisera til Hebers lejr. Han fandt ud af at Heber ikke var hjemme. Men det var hans hustru, Jael. Sisera tog åbenbart for givet at Jael ville respektere sin mands overenskomst med kong Jabin. Måske var det helt utænkeligt for ham at en kvinde ville handle eller tænke anderledes end sin mand. Men Sisera kendte ikke Jael! Hun havde helt sikkert set kana’anæernes ondskab og deres undertrykkelse af landet; og nu stod hun over for et valg. Skulle hun hjælpe denne onde mand, eller skulle hun stille sig på Jehovas side og gøre det af med denne fjende af hans folk. Men hvad kunne hun gøre? Hvordan kunne en kvinde overvinde en så stærk og hærdet kriger?

Jael skulle tænke hurtigt. Hun tilbød Sisera et sted hvor han kunne hvile sig. Han befalede at hun ikke måtte afsløre ham hvis nogen kom og ledte efter ham. Da han havde lagt sig, lagde hun et tæppe over ham, og da han bad hende om at få lidt vand, gav hun ham mælk. Sisera faldt hurtigt i dyb søvn. Jael greb derefter et par redskaber som kvinder der boede i telte, ofte brugte med stor dygtighed – en teltpløk og en hammer. Konfronteret med den skræmmende opgave at skulle handle som Jehovas domsfuldbyrder knælede hun ved Siseras hoved. Blot et øjebliks usikkerhed eller tøven kunne have været katastrofalt. Tænkte hun på Guds folk og på hvordan denne mand havde tyranniseret dem i årtier? Eller tænkte hun på det privilegium det var at stille sig på Jehovas side? Det fortæller beretningen ikke. Vi ved kun at hun handlede hurtigt. Sisera blev slået ihjel! – Dommerne 4:18-21; 5:24-27.

Senere dukkede Barak op, på jagt efter sin fjende. Da Jael viste ham liget med teltpløkken gennem tindingerne, vidste han at Deboras profeti var gået i opfyldelse. En kvinde havde dræbt den vældige kriger Sisera! Nogle bibelkritikere har brugt alle mulige nedsættende betegnelser om Jael, men Barak og Debora vidste bedre. I deres sang blev de inspireret til at prise Jael som “den mest velsignede blandt kvinder” på grund af hendes modige gerning. (Dommerne 4:22; 5:24) Læg mærke til hvor storsindet Debora var. Hun blev ikke misundelig fordi Jael fik ros. Nej, det eneste der betød noget for Debora, var at Jehovas ord var gået i opfyldelse.

Nu hvor Sisera var ryddet af vejen, udgjorde kong Jabin ikke længere en trussel mod israelitterne. Endelig var det slut med kana’anæernes undertrykkelse. Derefter var der fred i 40 år. (Dommerne 4:24; 5:31) Debora, Barak og Jael blev virkelig velsignet fordi de havde stolet på Jehova Gud! Hvis vi efterligner Deboras tro ved modigt at stille os på Jehovas side og opmuntre andre til at gøre det samme, vil Jehova også lade os vinde sejr – og give os fred til evig tid.