30. NOVEMBER – 6. DECEMBER 2026
SANG NR. 22 Lad Guds rige komme!
Beskyt dig selv mod “verdens ånd”
“Alt det der er i verden ..., er noget der ikke stammer fra Faren.” – 1. JOH. 2:16.
FOKUS
Tre områder hvor verdens ånd nemt kunne komme til at påvirke os, og hvordan vi kan beskytte os selv.
1. Hvordan påvirker Satan mennesker? (1. Johannes 2:15, 16)
DEN verden vi lever i, er styret af Satan. (Joh. 14:30; 1. Joh. 5:19) Og Bibelen fortæller at han fører en intens krig mod dem der elsker Jehova. (Åb. 12:12, 13, 17) Det betyder ikke at Satan er overalt på samme tid. Faktisk siger Bibelen ikke noget om at nogen engle, hverken onde eller gode, har den evne. Men Satan er ikke alene. Han har et stort antal onde engle der hjælper ham. (Åb. 12:9) Og verdens ånd, som Satan udnytter til sin fordel, er overalt. De fleste mennesker, om de er klar over det eller ej, er under dens påvirkning. (Læs 1. Johannes 2:15, 16). Selv de der ikke tror at Satan findes, gør ubevidst det han ønsker, når de bliver påvirket af verdens ånd. Det er som om at de er blevet “fanget levende af ham for at de [skal] ... gøre hans vilje”. – 2. Tim. 2:26.
2-3. (a) Hvordan er de der elsker Jehova, anderledes end dem der lader sig påvirke af “verdens ånd”? (b) Hvad må vi passe på ikke sker for os?
2 Mange af os har på et tidspunkt levet på en måde der var påvirket af verdens ånd. Men så lærte vi sandheden at kende og fandt ud af hvad verdens ånd er, og hvor den stammer fra. Det gav os lyst til at følge Bibelens opfordring om at “afvise ugudelighed og verdslige ønsker”. (Tit. 2:11, 12) Vi bliver ved med at kæmpe imod Satans voldsomme angreb og den ånd der er overalt i samfundet omkring os. Det kan vi kun gøre fordi Jehova hjælper os. (Jak. 4:7, 8) Du kan være sikker på at han ser din kamp og er meget stolt af dig! Jehovas folk er virkelig noget helt særligt midt i en verden der er påvirket af Satans tankegang.
3 Men der er en fare vi må være opmærksomme på. Den måde folk i samfundet tænker og opfører sig på, appellerer ofte til vores ufuldkomne tendenser uden at vi overhovedet lægger mærke til det. Og derfor er nogle der ellers har tjent Jehova trofast, blevet smittet af verdens ånd. (Ef. 6:11; Flp. 3:18) I den her artikel vil vi se på hvad vi kan gøre så det ikke sker for os. Men først skal vi have forklaret udtrykket “verdens ånd”. – 1. Kor. 2:12.
HVAD ER “VERDENS ÅND”?
4. Hvad er “verdens ånd”, og hvordan kommer den til udtryk?
4 I Bibelen bliver udtrykket “verdens ånd” brugt om den måde mennesker der ikke er venner med Jehova, tænker og opfører sig på. De der er smittet af verdens ånd, har en tendens til at være selviske. De er også ofte ligeglade med hvad Jehova siger er rigtigt og forkert. Mange synes endda at det er helt okay at leve på en måde der går imod hans normer. De er ikke interesserede i at gøre det Jehova synes om, men gør i stedet “nationernes vilje”. – 1. Pet. 4:3.
5. Hvordan er verdens ånd som luft? (Efeserne 2:1, 2) (Se også billedet).
5 Verdens ånd er et af de mest effektive våben Satan bruger for at “[vildlede] hele den beboede jord”. (Åb. 12:9) Paulus omtalte den som “den atmosfære der gennemtrænger alt”. (Læs Efeserne 2:1, 2). Vi kan nemt se billedet for os. Verdens ånd er som forurenet luft der siver ind overalt, og som man let kan komme til at indånde. Hvis ikke man passer på, kan den gøre stor skade. Vi skal nu se på hvordan vi kunne komme til at indånde verdens forurenede luft, og hvad vi kan gøre for at beskytte os.
Vi kan nemt komme til at “indånde” verdens ånd. (Se paragraf 5)
VORES MÅDE AT TALE PÅ
6. Hvordan præger verdens ånd den måde folk taler på?
6 Bibelen har forudsagt at folk i de sidste dage ville være “pralende, stolte” og “uforsonlige”. (2. Tim. 3:1-3) Det kommer ofte til udtryk i den måde folk taler på. For eksempel hører man nogle gange om skænderier der eskalerer og ender i vold. Det er desværre heller ikke ualmindeligt med verbal vold inden for hjemmets fire vægge. Og mange, både børn og voksne, betragter det som helt normalt at bande. (Ef. 5:3, 4) Verdens ånd har virkelig sat sit præg på folks sprog og den måde mange kommunikerer på.
7. Hvordan kan vi finde ud af om vores måde at tale på er blevet påvirket?
7 Som Jehovas Vidner skal vi være gode eksempler når det gælder den måde vi taler til andre på, både når vi kommunikerer ansigt til ansigt og elektronisk. (Jak. 1:26, 27) Vi kan evaluere den måde vi taler på, ved at spørge os selv: Kunne jeg finde på at bande eller bruge et grimt sprog når jeg bliver provokeret? Hvad hvis jeg har at gøre med nogen der ikke ved at jeg er et af Jehovas Vidner? Har jeg en tendens til at være negativ, respektløs eller sarkastisk når jeg snakker med mine brødre og søstre? Taler jeg hårdt til dem i min familie? Hvad ville de sige om den måde jeg taler på?
8. Hvad kan vi gøre hvis vi finder ud af at den måde vi taler på, er blevet påvirket? (Kolossenserne 3:8-10)
8 Hvad kan vi gøre hvis vi finder ud af at vi har ladet verdens ånd påvirke den måde vi taler på? Det er ikke kun det vi siger, vi så må ændre på. Husk hvad Jesus sagde: “Alt hvad der kommer ud af munden, kommer fra hjertet, og det gør et menneske urent.” (Matt. 15:18) Den måde vi taler på, afspejler altså som regel hvordan vi tænker og føler. Det er derfor Bibelen kobler “sårende ord” sammen med negative følelser som bitterhed, vrede og raseri. (Ef. 4:31) Hvad kan du gøre hvis du kan genkende nogle af de følelser hos dig selv? Bed Jehova om at hjælpe dig til at arbejde på de egenskaber der hører til “den nye personlighed”. (Læs Kolossenserne 3:8-10). Du kan også finde artikler i vores publikationer der kommer med gode råd på det område. Vær besluttet på ikke at lade verdens ånd påvirke dit hjerte og den måde du taler på. – Ef. 4:29.
VORES SYN PÅ MORAL
9. Hvordan præger verdens ånd folks syn på Jehovas moralnormer?
9 Mange der er påvirket af verdens ånd, er fuldstændigt ligeglade med hvad Jehova siger er rigtigt og forkert. For dem er der ikke noget galt i abort, homoseksualitet og sex før ægteskabet. (Esa. 5:20) Hvis ikke vi passer på, kan den indstilling der er i samfundet, lige så stille påvirke os så vi ikke længere hader det der er forkert. (2. Kor. 11:3) Vi kan endda komme til at tænke at verdens holdning til moral er mere moderne og oplyst, og at Bibelens normer er forældede. Men den tanke kunne ikke være længere fra sandheden. Det er altid til vores eget bedste at følge Jehovas normer. De bliver aldrig forældede og fungerer i alle slags samfund. Hans tanker er uendeligt meget højere end menneskers. – Esa. 48:17, 18; 55:9.
10. Hvordan kan vi finde ud af om vores syn på moral er blevet påvirket?
10 De der gerne vil glæde Jehova, må hade det han hader. (Sl. 97:10) Med det i tanke kan vi spørge os selv: Føler jeg at Jehovas moralnormer begrænser mig og holder mig tilbage fra at leve på den måde jeg egentlig gerne vil leve? Viser mit valg af underholdning at jeg er tiltrukket af noget Jehova hader? Ville jeg inderst inde ønske at Jehova tilpassede sine moralnormer efter det jeg har lyst til?
11. Hvordan kan vi lære at hade det Jehova hader?
11 Hvad nu hvis du føler dig tiltrukket af noget du ved Jehova hader? Så må du ikke give op og tænke at det er umuligt for dig at leve op til Jehovas forventninger. Husk at vi alle er ufuldkomne og en gang imellem får lyst til at gøre noget vi ved er forkert. (Sl. 51:5; 103:14) Men vi har et valg. Vi behøver ikke at handle på de forkerte ønsker. (Ef. 2:3) Beslut dig for ikke at dvæle ved det du ved er forkert. Hvis du på et tidspunkt kan mærke at du får lyst til at gøre noget forkert, så skift fokus med det samme. Tving dig selv til at holde op med at se eller tænke på det Jehova hader. (1. Mos. 39:9, 12) Meditér over hvordan den slags ting kunne skade dit forhold til Jehova og andre. Vær besluttet på ikke at lade det ske. (Ef. 5:5) Du kan stole på at Jehova nok skal hjælpe dig til at lære at hade det der er forkert.
DEN MÅDE VI FÆRDES PÅ ONLINE
12. Hvordan afspejler mange af de ting der findes online, verdens ånd?
12 For mange af os er internettet en integreret del af vores hverdag, og vi bruger det på næsten alle områder af vores liv, deriblandt i vores tilbedelse af Jehova. Men meget af det der findes online, afspejler verdens ånd. For eksempel er pornografi utroligt udbredt, og både voksne og børn har let adgang til det. Sexting – det at sende seksuelt eksplicitte beskeder, billeder eller videoer – er også helt almindeligt, især blandt unge. Der florerer også meget propaganda online, der fordrejer fakta og bevidst vildleder. Opslag på sociale medier er ofte bare “glansbilleder” af folks liv. Andres billeder, videoer og kommentarer kan gøre os utilfredse med vores eget liv og få os til at føle at vi skal bruge mere tid på oplevelser og ferier. Det kunne komme til at gå ud over vores tjeneste for Jehova. – Hebr. 10:24, 25.
13. Hvordan kan vi finde ud af om vi bruger internettet på en fornuftig måde?
13 Vi må være opmærksomme på hvordan vi færdes online, for der er en risiko for at vi kommer til at bruge alt for meget af vores tid eller bliver påvirket negativt. Vi kan for eksempel spørge os selv: Hvor meget tid bruger jeg på at scrolle igennem online-indhold uden at jeg egentlig har et formål med det? (Ef. 5:15, 16) Hvilken type indhold kigger jeg på? Hvis der popper noget op der kan påvirke mig negativt, hvor hurtig er jeg så til at gå væk fra det? (Sl. 119:37) Tror jeg på alt det jeg læser online, eller er jeg god til at tjekke hvad der er fakta? – Ordsp. 14:15.
14. Hvordan kan vi undgå de farer der findes online?
14 Vi kan beskytte os selv mod verdens ånd ved at begrænse hvor meget tid vi bruger online, og lade være med at kigge på noget upassende. Hvis man har børn, er det vigtigt at man engagerer sig i hvordan de bruger sociale medier, og har styr på hvad de laver online. (Ef. 6:4) Mange undersøgelser har vist at børn og unge der bruger meget tid på sociale medier, oftere er ensomme og lider af angst og depression end dem der ikke gør. De gode råd i Bibelen kan hjælpe os til at undgå mange farer, også online.
DU KAN KLARE DET!
15. Hvad kan vi lære af Gloria? (Se også billedet).
15 Hvis du opdager at du på den ene eller den anden måde er blevet påvirket af verdens ånd, må du gøre noget ved det. Det gjorde Gloria.a Hun lærte Jehova at kende i en ung alder, men verdens syn på penge og berømmelse smittede af på hende. Hun siger: “Jeg ville gerne være rig. Det blev mit fokus. Så jeg begyndte at misse møderne, og det endte med at jeg ikke havde lyst til at være et af Jehovas Vidner mere.” Med tiden gik det op for Gloria at de mål der betød så meget for hende, egentlig var formet af verdens ånd. Hvad gjorde hun? Hun siger: “Jeg begyndte at prioritere mit forhold til Jehova igen og bruge tid på personligt studie og bøn. Jeg brød også kontakten med mine gamle venner der ikke tjente Jehova. Jeg har aldrig følt mig rigere, for jeg får så mange åndelige gaver. Og jeg er meget glad for at vide at det nu er Jehova, ikke Satans verden, der påvirker den måde jeg lever mit liv på.”
Hvad kan du gøre for at beskytte dig mod verdens ånd? (Se paragraf 15)
16. Hvad kan vi lære af Robert?
16 Vi kan også lære rigtig meget af det Robert oplevede. Dårligt selskab i skolen og upassende underholdning påvirkede Robert negativt, og han begyndte at ryge, drikke og leve som homoseksuel. Han siger: “Jeg følte jeg var fri fordi jeg kunne gøre som jeg havde lyst til.” Med tiden gik det op for Robert at han slet ikke var fri. Han var derimod blevet slave af verden. (2. Pet. 2:19) Hvad fik det Robert til at gøre? Han fortæller: “Jeg har omgivet mig med mennesker der elsker Jehova. Jeg har gjort meget for at ændre min fremtoning, den måde jeg klæder mig på, og endda den måde jeg taler på.” Hvordan har Robert det nu? Han siger: “Jeg vågner hver dag med bevidstheden om at jeg glæder Jehova. Det er den bedste følelse i verden, og jeg kunne ikke ønske mig et bedre liv.”
17. Hvordan kan vi være sikre på at vi kan undgå at blive påvirket af verdens ånd? (1. Johannes 4:4)
17 Hvad har vi været inde på i den her artikel? Det står meget klart for os at vi må beskytte os selv mod verdens ånd. Vi må passe på at vi ikke bliver påvirket af et grimt sprog og verdens syn på moral, og vi må være opmærksomme på digitale farer. Selvom verdens ånd er meget stærk og er overalt, behøver vi ikke at miste håbet. Vi kan klare presset, for Jehova er langt stærkere end Satan og hans onde verden. (Læs 1. Johannes 4:4). Vi kan være sikre på at Jehova vil hjælpe os med sin hellige ånd, den stærkeste kraft i hele universet. (Luk. 11:13) Vi ønsker at blive ved med at “følge den hellige ånds ledelse” så det er Jehova der påvirker vores liv, og ikke verden. – Gal. 5:16.
SANG NR. 124 Loyale i et og alt
a Navnene i artiklen er ændret.