Hvordan kan verdens energibehov blive dækket? Hvad siger Bibelen?
“Energi er fundamentet for det moderne samfund,” siger Fatih Birol, administrerende direktør for Det Internationale Energiagentur. Alle har brug for energi, og i 2015 satte verdenslederne det mål at “sikre at alle har adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi til en overkommelig pris.”a
Men målet er endnu ikke nået. Verdenslederne kæmper med mange udfordringer, blandt andet meningsforskelle, stigende efterspørgsel, brændstofmangel og miljørisici. Vil verdens energibehov nogensinde blive dækket? Hvad siger Bibelen?
Løsningen på verdens energiproblemer
Udfordring: uenighed om ren energi. Omkring 80 procent af verdens energibehov bliver dækket af fossile brændstoffer – olie, gas og kul. Mange mener at det bidrager til den globale opvarmning. Alligevel er verdenslederne uenige om om de skal mindske brugen af fossile brændstoffer. Og de regeringer som gerne vil mindske brugen, er måske ikke enige om hvordan det skal gøres, og om hvordan ren energi skal implementeres. For eksempel har landene der skrev under på Parisaftalen,b haft svært ved at nå målet om at begrænse global opvarmning.
Bibelen siger: “Himlens Gud [vil] oprette et rige som ... vil knuse og gøre ende på alle disse riger.” – Daniel 2:44.
Bibelen fortæller om en regering i himlen, Guds rige, som snart vil erstatte alle regeringer på jorden. (Matthæus 6:10) Riget vil herske over hele jorden, så det vil ikke have behov for at forhandle med andre regeringer om hvordan man skal passe på miljøet. Gud har myndigheden til at gøre “alt hvad han har lyst til, i himlen og på jorden”. (Salme 135:6) Det hans rige vil gøre, kommer til at gavne alle mennesker, og vores behov vil blive dækket uden at det skader planeten.
Udfordring: energifattigdom.c Flere hundrede millioner har ikke elektricitet eller sikre komfurer til madlavning. Millioner af andre har adgang til for eksempel elektricitet, men energipriserne er så høje at de ikke har råd til at opretholde en sund levestandard. Desværre er det folk i udviklingslande, især kvinder og børn, der bliver mest påvirket af energifattigdom.
Bibelen siger: “Gud ... vil dømme folkene retfærdigt.” – Salme 67:3, 4.
Gud har ingen fordomme og gør ikke forskel på nogen. (2. Krønikebog 19:7) Derfor vil hans rige sørge for at alle bliver behandlet retfærdigt. Og han har sin enorme “dynamiske kraft” han kan gøre brug af. (Esajas 40:26) Han vil sikre sig at alles behov bliver dækket, uanset hvem de er, eller hvor de bor.
Udfordring: krige og konflikter. Nogle lande har store energiressourcer men er ramt af krige, konflikter eller uenigheder om landenes områder. Og når konflikterne rammer forsyningskæder for olie og gas, fører det ofte til energimangel og prisstigninger.
Bibelen siger: “Jehovad ... standser krige overalt på jorden.” – Salme 46:8, 9.
Jehova Gud vil fjerne krige og konflikter. Mennesker der gerne vil leve på den måde Gud ønsker, vil opleve ægte fred og tryghed. (Esajas 32:17) Derfor er der ikke noget der vil kunne forhindre mennesker i at få deres behov dækket, deriblandt energibehovet.
Udfordring: teknologiens energiforbrug. For eksempel udtrykker nogle eksperter bekymring for den mængde energi der skal bruges til at drive og træne AI-modeller (kunstig intelligens).e Og selvom nogle mener at elbiler er bedre for vores planet, kan det at producere og skaffe sig af med batterierne til elbilerne udgøre en stor fare for miljøet.
Bibelen siger: “Jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova som vandet dækker havets bund.” – Esajas 11:9.
Når Guds rige styrer, vil mennesker få gavn af Guds visdom. Fordi han har skabt os, ved han hvordan man dækker menneskers behov på den bedste måde, uden at opbruge naturens ressourcer eller skade miljøet. Med hans hjælp vil mennesker lære at bruge energi på en god måde.
Udfordring: ekstremt vejr. Voldsomme storme som medfører oversvømmelser, har været årsag til strømsvigt mange steder. Og hedebølger har ført til overbelastning af elnettet.
Bibelen siger: “[Gud] får stormen til at blive stille, får havets bølger til at lægge sig.” – Salme 107:29.
Gud kan styre naturkræfterne. Når hans rige regerer, vil han ikke tillade at ekstremt vejr forårsager ødelæggelse. Det har aldrig været Guds mening at vejret skulle skade mennesker. Han vil sørge for at miljøet kommer i balance igen så vi kan leve i harmoni med naturen. – Esajas 35:7.
Hvad med vedvarende energi?
Mange eksperter anbefaler at man bruger vedvarende energikilder for at sikre at der er nok energi i fremtiden. Det kunne for eksempel være energi fra sollys, vind, vand eller jordens indre (geotermisk energi). Vil de her naturlige ressourcer blive udnyttet endnu mere når vi lever under Guds rige? Det siger Bibelen ikke noget om, men den siger at vores Skaber er den egentlige kilde til al energi. Hans kraft, visdom og forstand gør at han kan hjælpe mennesker til at bruge naturens ressourcer på en måde der gavner alle. – Jeremias 51:15.
Læg mærke til hvad Bibelen siger om Guds magt over vedvarende energikilder.
Solenergi. “[Gud] skabte lyset og solen.” – Salme 74:16.
Vindenergi. “[Gud] åbner sine lagerrum og slipper stormen løs.” – Salme 135:7.
Vandkraft. “[Gud] fordelte vandmasserne.” – Job 28:25.
Geotermisk energi. “Jordens dybder har [Gud] ... i sin hånd.” – Salme 95:4.
“Med visdom grundlagde Jehova jorden,” med alle dens vedvarende energikilder. – Ordsprogene 3:19
a 2030 Dagsordenen for bæredygtig udvikling, vedtaget af alle FN-medlemslande i 2015.
b Parisaftalen er en international aftale der blev vedtaget af 195 lande ved klimatopmødet i Paris i 2015. En af aftalens målsætninger er at begrænse den globale opvarmning.
c “Energifattigdom er manglende adgang til tilstrækkelig, pålidelig og økonomisk overkommelig energi til … daglige behov.” – FN’s Udviklingsprogram.
d Jehova er Guds navn. (Salme 83:18) Se artiklen “Hvem er Jehova?”
e AI-modeller er computerprogrammer der efterligner processer der forbindes med menneskelig intelligens, for eksempel evnen til at lære, skabe, løse problemer og træffe beslutninger.