Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • mrt artikel 137
  • Hvordan Bibelen kan hjælpe ofre for kriminalitet

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan Bibelen kan hjælpe ofre for kriminalitet
  • Flere emner
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvad du kan gøre
  • Hjælp ofre for kriminalitet
  • Afslutningen på traumatisk stress
    Vågn op! – 2001
  • „En tid til at helbrede“
    Vågn op! – 1991
  • En verden uden lovløshed — hvor stærkt ønsker du det?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1975
  • Hvordan kan man tackle pludselig sygdom?
    Flere emner
Se mere
Flere emner
mrt artikel 137
En kvinde sidder derhjemme og ser fortvivlet ud af et vindue med metaltremmer. Nede på gaden er der politi.

Hvordan Bibelen kan hjælpe ofre for kriminalitet

Hvis du har været offer for kriminalitet, kan bare det at høre om emnet være ubehageligt. Det er helt naturligt at have det på den måde. En forbrydelse kan give dybe følelsesmæssige ar. For mange bliver livet aldrig det samme igen.

“Efter røveriet levede jeg i frygt. Jeg var i konstant alarmberedskab og havde svært ved at sove. Det drænede mig mentalt og følelsesmæssigt. Nogle gange fremprovokerer helt almindelige hverdagssituationer angst. Det der er helt normalt for andre, kan virke skræmmende for mig.” – Efraín, fra Venezuela, der overværede et bankrøveri.

Ofre for kriminalitet bearbejder det de har været ude for, forskelligt og i forskelligt tempo. Har du været udsat for noget der gør at du kæmper følelsesmæssigt? Hvis du har det, så kan Bibelen give gode råd, håb og trøst. Her kommer fem forslag der kan hjælpe dig til at få det bedre.

Hvad du kan gøre

1. Bed om hjælp.

“Bekymring tynger en mands hjerte, men gode ord opmuntrer det.” – Ordsprogene 12:25.

En kvinde der har det svært, betror sig til en veninde. Veninden lytter opmærksomt og viser empati.

Hvad det betyder: Det er alt for tungt at bære på et traume alene.

Hvad du kan gøre: Ræk ud til familie, venner og andre som kan tilbyde dig et lyttende øre, og som vil trøste og opmuntre dig med “gode ord”. Det at tale med nogen kan hjælpe dig til at bearbejde dine følelser og gøre det nemmere for andre at vide hvad du har brug for. Det kan også være godt at få professionel hjælp hos en der er specialiseret i traumebehandling. Det offentlige eller andre instanser kan måske tilbyde den slags hjælp og måske også juridisk assistance. Men alle er forskellige, så den enkelte må selv beslutte om han har lyst til at tale med nogen, og i så fald med hvem.

“Vi fik professionel hjælp. Jeg foretrækker at tale åbent om det der er sket. Selvom det nogle gange føles voldsomt, er det det der hjælper mig til at få det bedre.” – Refiloe, fra Sydafrika, der blev udsat for bilrøveri og truet med en pistol i flere timer.

2. Vær tålmodig med dig selv.

“Der er … en tid til at græde og … en tid til at sørge.” – Prædikeren 3:1, 4.

En mand sidder derhjemme og græder.

Hvad det betyder: Efter at have været udsat for noget traumatisk er det almindeligt at blive overvældet af mange forskellige følelser – frygt, angst, vrede, tristhed og endda skam eller skyldfølelse.

“Jeg følte at jeg havde svigtet min familie fordi jeg ikke havde kunnet beskytte dem. Jeg bebrejdede mig selv at jeg ikke opdagede at ‘politibetjentene’ der stoppede os, i virkeligheden var kriminelle.” – Eatile, gift med Refiloe, der blev citeret tidligere.

Hvad du kan gøre: Vær tålmodig. Det tager tid at lære at håndtere de svære følelser. Giv dig selv lov til at græde. Bebrejd ikke dig selv – du ville jo heller ikke bebrejde en anden der havde været offer for kriminalitet. Forestil dig hvilket råd du ville give en ven der havde været ude for noget lignende. Og følg så rådet selv. Det kan også være at du er vred og gerne vil have hævn. Det er selvfølgelig ikke forkert at gå rettens vej. Men gør dit bedste for at give slip på usunde tanker, som for eksempel hævnfantasier. Hvis du dvæler ved dem, kan det gøre det sværere for dig at hele.

3. Pas på dit helbred.

“Ingen mand har jo nogensinde hadet sin egen krop, men han giver den mad og passer godt på den.” – Efeserne 5:29.

En kvinde går tur med hunden.

Hvad det betyder: Du gør noget godt for dig selv ved at passe på dit fysiske og mentale helbred.

Hvad du kan gøre: Læg ikke for meget pres på dig selv, men prøv samtidig at komme tilbage til en normal hverdag. Spis regelmæssigt, og vælg sund mad. Hold dig aktiv, og sørg så vidt muligt for at få noget motion. Mange har oplevet at deres stressniveau bliver mindre når de er i naturen – de går måske ture hvor de lægger mærke til alle de smukke ting der er. Andre får det bedre af at foretage sig noget kreativt, som for eksempel at male, lave håndarbejde eller skrive.

Det er selvfølgelig vigtigt at være afbalanceret. Træn for eksempel ikke så meget at det bliver usundt, og sørg for at få nok hvile. Det er godt med alenetid, men lad være med at isolere dig eller at dulme den følelsesmæssige smerte med alkohol eller selvmedicinering.

4. Vær taknemmelig.

“Vis at I er taknemmelige.” – Kolossenserne 3:15.

En far sidder på knæ og krammer sine børn, der er glade for at han er kommet hjem.

Hvad det betyder: Gør en bevidst indsats for at værdsætte de gode ting i dit liv.

Hvad du kan gøre: I begyndelsen kan det måske virke helt umuligt at føle taknemmelighed for noget. Men at vise taknemmelighed er ikke det samme som at ignorere det der er sket, eller den virkning det har haft på dig. Anerkend at du har nogle negative følelser, men lad være med at dvæle ved dem. Lær at værdsætte gode ting, uanset hvor små de er – det kan være en stol du sidder godt i, eller et lækkert måltid mad. Husk at sige tak til Gud for de ting du er glad for. Undersøgelser viser at ofre der er taknemmelige for det gode i deres liv, ofte klarer sig bedre og endda bliver gladere og får et bedre helbred.

5. Hav et positivt syn på fremtiden.

“Håb [er] … som et anker for sjælen.” – Hebræerne 6:19.

Hvad det betyder: At have et håb for fremtiden kan stabilisere og styrke dig.

Hvad du kan gøre: Det kan være en stor trøst når nogen forsikrer dig om at din følelsesmæssige smerte vil blive mindre, og at livet kan blive godt igen. Men der findes et håb der kan gøre en endnu større forskel for dig. Det er et løfte fra vores Skaber om at han vil fjerne alt hvad der forårsager traumer, og rette op på de skader der er sket. Det er et håb man kan læse om i Bibelen. Du kan lære mere om det i boksen “Løftet om en verden fri for kriminalitet”. Hvis du bliver overbevist om at det er et håb man kan stole på, vil det være som “et anker for sjælen”.

“Gud lover os at der vil komme en tid hvor ingen vil være bange, og hvor der ikke vil findes våben, tårer eller smerte. Det håb betyder alt for mig.” – Efraín, der blev citeret tidligere.

Kvinden fra det første billede smiler mens hun sidder derhjemme og læser i Bibelen.

Hjælp ofre for kriminalitet

Hvordan kan du hjælpe en ven eller et familiemedlem der har været ude for noget traumatisk? Husk at det tager tid at komme sig. Derfor kan der være brug for at du hjælper og støtter i lang tid.

“Den kloges tunge virker helbredende.” – Ordsprogene 12:18.

  • Vis medfølelse, og fortæl at du er der for ham.

  • Hjælp ham til at forstå at det ikke er hans skyld.

  • Sig ikke at han skulle have gjort noget anderledes.


“En sand ven viser kærlighed til hver en tid.” – Ordsprogene 17:17.

  • Lyt med empati, og giv ham din fulde opmærksomhed.

  • Tilbyd at hjælpe med noget praktisk, men lad ham selv bestemme hvad han har brug for.

  • Vær tålmodig – tag det ikke personligt hvis han bliver vred eller irriteret.

Løftet om en verden fri for kriminalitet

Ud over at Bibelen giver gode råd til hvordan man kan håndtere en traumatisk hændelse, indeholder den et håb der giver trøst. Den fortæller at Jehovaa Gud har lovet at verden vil blive fri for kriminalitet, og at ingen igen vil få ødelagt deres liv på grund af noget andre gør.

Jehova vil …

  • fjerne kriminelle: “De onde vil blive fjernet, men de der håber på Jehova, vil komme til at eje jorden. Bare et lille stykke tid endnu, så er de onde væk.” – Salme 37:9, 10.

  • fuldstændigt fjerne de følelsesmæssige ar: “Det der var før, vil ikke blive husket, og det vil ikke længere findes i hjertet.” – Esajas 65:17.

  • fjerne de grundlæggende årsager til alt ondt: “Ingen vil gøre skade, og ingen vil gøre fortræd …, for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova som vandet dækker havets bund.” – Esajas 11:9.

  • skabe fred overalt: “De ydmyge vil eje jorden, og deres glæde vil være stor fordi der er fred overalt. De retfærdige vil komme til at eje jorden, og de vil bo på den for evigt.” – Salme 37:11, 29.

Jehova hader kriminalitet. (Esajas 61:8) Men hvorfor har han så ikke gjort noget ved det? Få svaret i videoen Hvorfor tillader Gud ondskab og lidelser?

a Jehova er Guds navn. (Salme 83:18) Se artiklen “Hvem er Jehova?”

    Danske publikationer (1950-2027)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2026 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del