En løve bliver til et lam

EFTER at have udplyndret en butiksekspedient og skræmt ham fra vid og sans, flygtede mine brødre og jeg i vores bil. Lidet anede jeg at det denne dag — den 14. april 1972 — skulle vise sig hvilket ’vilddyr’ jeg var blevet.

Da vi gjorde holdt i nærheden af en af politiets vejspærringer føg en regn af kugler pludselig gennem bilen. Min broder Larry faldt død om på mit skød — han var blevet ramt i hovedet. Jeg var helt sølet til med hans blod. Vi trådte speederen i bund for at komme væk, men nåede ikke ret langt fordi kuglerne fik bilen til at bryde i brand. Vi sprang ud og prøvede at finde en anden bil.

I en bil i nærheden sad en gammel mand og sov. Jeg gik amok fordi jeg lige havde set Larry dø. I blindt raseri greb jeg fat i manden og kunne ikke holde op med at slå ham. Han fik kraniebrud, og det var kun med nød og næppe at han overlevede. Efter en biljagt hvorunder jeg to gange blev ramt af skud, besvimede jeg og bilen forulykkede.

„Kom ud af den bil med hænderne i vejret!“ var de næste ord jeg huskede. Jeg var omringet af politiet, men selv dette kunne ikke standse mig. Et skud affyret på nært hold gav mig et gabende sår i maven. Alligevel begyndte jeg at slås med en politimand der vejede omkring 120 kilo. Det endte med at han smed mig på maven i en mudret vandpyt, satte sig på min ryg og hånende sagde: „Nu dør du, nigger!“

Da jeg senere blev indlagt på hospitalet havde jeg kun ét ønske: at dræbe alt hvad der bevægede sig! Forstår I, efter at min lillebroder var død, kunne jeg ikke se nogen mening med livet. Jeg havde ikke noget håb om nogen sinde at blive til noget som helst. For mig drejede det sig om at dræbe eller selv blive dræbt. Det var ikke så underligt at der sad to bevæbnede vagter ved min hospitalsseng!

Men hvad havde dog givet mig en så ’løveagtig’ personlighed?

En barndom præget af vold

Der var altid nogen der sloges i vores familie. Fader var blevet blind på det ene øje efter en slåskamp. Somme tider terroriserede han hele menneskemængder ved at stille sig op i indgangsdøren til et tætpakket danselokale og råbe: „Ingen kommer ind og ingen kommer ud!“ Der var aldrig nogen der udfordrede ham. De kendte ham og vidste hvad han kunne finde på! Vi fulgte faders eksempel. En af mine brødre var lige ved at skære min fod af med en stor kniv, blot fordi jeg sagde: „Jeg flytter den ikke!“ Min moder viste os en vis omsorg, men som jeg tænkte: „Når vi er seksten børn må det være meget svært at vise os alle kærlighed.“

Selv om vi var fattige, havde vi det nødvendige — men det var ikke nok for mig. Snart begyndte jeg at begå indbrud i private hjem. Det resulterede i at jeg i en alder af tretten år blev anbragt på et drengehjem — hvilket førte endnu mere vold med sig. En dag var jeg for eksempel oppe at slås med en dreng der havde forsøgt at udnytte mig. Jeg slog ham til han faldt om med blodet flydende ned ad ansigtet.

Da jeg var kommet ud af drengehjemmet drejede hele min tilværelse sig om mig, og kun mig. Alle andre var jeg revnende ligeglad med. Mine voldshandlinger blev stadig mere grusomme indtil den førnævnte dag i april 1972. Da min broder Cy og jeg kom for retten idømte dommeren os lovens strengeste straf — tredive år i statsfængselet i byen Angola i staten Louisiana!

I fængselet blev vi snart kendt som et par slagsbrødre. Jeg var lille (jeg vejede kun godt 60 kilo), men jeg havde gået til selvforsvar og dyrkede vægtløftning. Jeg kunne med lethed løfte mere end to gange min egen vægt over hovedet! Snart spredtes rygtet: „Pas på Al — han holder sig ikke tilbage for at slå ihjel!“

’Dét slog benene væk under mig’

Jehovas Vidner holdt nogle ugentlige møder i fængselet. Af ren og skær nysgerrighed overværede jeg et af dem. „Du aner ikke hvad du taler om!“ sagde jeg udfordrende til en af de tålmodige, veltalende forkyndere. „Hvordan kan du vide at det er som du siger?“ Som fange havde jeg lært at være skeptisk. Vi var selv eksperter i at manipulere andre med „sød“ tale. Forkyndernes tiltalende ord prellede derfor af på mig i begyndelsen.

Men efterhånden begyndte jeg at lægge mærke til noget hos dem, noget som ingen nogen sinde før havde vist mig: ægte, uselvisk interesse. For det første måtte de rejse næsten en time hver vej for at komme til fængselet. Det gjorde de uge efter uge uden at få noget for det. For det andet tog de sig tid til, selv når de ikke var i fængselet, at drøfte vore problemer og spørgsmål med andre ældste i menigheden, og den følgende uge fortalte de os så hvad de i mellemtiden havde fundet ud af. De ønskede virkelig at hjælpe os. Det kunne jeg mærke.

Den sandhed som jeg lærte fra Bibelen var både logisk og anvendelig i dagligdagen. Lidt efter lidt begyndte jeg at leve efter det jeg lærte. Min ’løveagtige’, gamle personlighed måtte efterhånden vige for en ny, der indbefattede medfølelse, venlighed og ydmyghed. Jeg følte mig godt tilpas. Bibelens ord kunne virkelig bruges i hverdagen! Så kom det første stævne som Jehovas Vidner holdt inden for fængselets mure.a — Kolossenserne 3:9-12.

Den imødekommende kærlighed fra over 300 Jehovas vidner var ved at slå benene væk under mig! Der var ingen antydning af fordomme på grund af vores race eller situation. Det er netop som Jesus sagde: På denne selvopofrende kærlighed „skal alle kende“ hans sande disciple. Jeg havde tidligere haft en tro — men helt efter mit eget hoved. Mit motto havde altid været: „Gør det mod andre før de gør det mod dig.“ Jehovas vidners uselviske kærlighed bevægede mig dybt. Og ved dette stævne — den 5. oktober 1974 — blev jeg døbt. — Johannes 13:34, 35.

Jeg får et nærmere forhold til Gud

Forkynderne lærte mig at studere Bibelen. Jeg begyndte at kunne mærke Jehovas omsorgsfulde interesse for mig. Hans barmhjertighed virkede helt overvældende på mig. Når jeg tænkte på min fortid var jeg lige ved at få et nervesammenbrud. De skrækslagne ansigter på dem jeg havde udplyndret eller overfaldet, blev ved med at dukke op i mine tanker. Men følelsen af Jehovas fuldstændige tilgivelse gav mig et ønske om at gøre alt hvad jeg kunne for at være ham til behag. For første gang i mit liv fulgte jeg også vejledningen i Romerbrevet 13:1 og underordnede mig „de højere myndigheder“ i skikkelse af fængselets ledere. — Esajas 1:18, 19.

For at undgå at min gamle personlighed dukkede op til overfladen igen, måtte jeg vogte mine tanker og mit hjerte. Jeg tvang mig selv til at tænke på skriftsteder og bibelske eksempler i stedet for at tænke på voldshandlinger som førhen. Jeg stræbte hele tiden — hver eneste dag — efter i højere grad at opfylde Jehovas normer. Dette er altafgørende når man er låst inde sammen med tusinder af mænd der er fordærvede i bund og grund. Det er sørgeligt at måtte sige at nogle af dem der blev Jehovas vidner mens de sad i Angola, lod livets bekymringer og fornøjelser kvæle den sandhed der var blevet sået i deres hjerte. Andre blev dårlige eksempler ved at lade et ønske om at komme ud af fængselet eller at blive gift, overskygge de åndelige værdier. De ødelagde oven i købet livet for de Jehovas vidner der giftede sig med dem uden at kende deres sande åndelige tilstand. — Lukas 8:11-15.

For at undgå problemer af denne art gik jeg meget op i at hjælpe de andre indsatte til at få det samme håb og mål som jeg nu havde. I flere år brugte jeg over 100 timer om måneden i dette arbejde. På et tidspunkt ledte jeg 20 ugentlige bibelstudier! Otte af de indsatte jeg har studeret med, blev indviede Jehovas vidner. En af disse havde et hidsigt temperament og sad inde fordi han havde slået sin kone ihjel. Hvor var det vidunderligt at se endnu en „løve“ blive forvandlet til et Guds „får“!

Uden for murene

I 1981 blev jeg løsladt efter at have siddet inde i ni år. Hvor var det en stor glæde at kunne komme frit sammen med menigheden! Der var dog nogle der syntes at mene at jeg på grund af min baggrund lige måtte ’bevise mit værd’ først. Men jeg vidste at det at behage Jehova kom i første række og at andre med tiden ville se de åndelige fremskridt jeg gjorde. Nu stod jeg over for en ny udfordring — at forsørge min hustru og hendes fem børn. — Jævnfør Apostelgerninger 9:26.

Jeg var heldig da jeg fandt en hustru som Barbara, en der står helt på Jehovas side. Hendes ydmyge støtte har været uundværlig. For at lade Jehova komme først i vor familie, studerer vi sammen hver uge — uanset hvad der sker — og underviser andre i Bibelen som familie. Som ethvert andet par har vi selvfølgelig nogle små uoverensstemmelser. Men hvis jeg bliver vred, går jeg ind i et andet værelse, tager en bibel eller en bibelstudiehåndbog og begynder at læse. Efter en times tid er vi gode venner igen.

Efter at have læst om hvordan mange kriminelle vender tilbage til deres tidligere livsform, spekulerer man nu og da på om en „løve“ virkelig kan tæmmes og blive et „lam“. Kan den smukke skildring i Esajas 11:6-9 om lammet og løven der bor sammen i fred, blive til virkelighed blandt Guds folk i dag? Jeg kom engang ud for noget som jeg mener besvarer spørgsmålet delvis. Jeg vil lade Barbara fortælle om det.

„Al og jeg var på vej hjem efter at have været ude i forkyndelsen. En mand som kom ud fra et værtshus stirrede på os og råbte: ’Sikken en køn pige! Hende må jeg kysse!’ Så kom han over til os og lagde armen om mig,“ fortæller Barbara. „Jeg kiggede på Al og så hans ansigtsmuskler strammes. Men han gjorde ikke noget. Jeg trak mig væk fra manden, der så rakte over og greb Als hånd. Han sagde til min mand: ’Undskyld, hr., men sådan en skønhed kan jeg slet ikke stå for.’ Så gik han sin vej. Jeg glemmer aldrig hvad Al sagde bagefter: ’Skat, hvis han bare havde vidst hvad jeg kunne have gjort ved ham.’ Jeg sagde til Al: ’Det er helt sikkert at Jehovas ånd var med dig.’“

Ja, når jeg ser tilbage på de forandringer jeg har foretaget, ved jeg at det ikke er mig der har udvirket dem. Det er Jehovas ånd, hans ledelse og den nøjagtige kundskab fra hans ord der har forvandlet denne „løve“ til et „lam“ i ’den rigtige hyrdes’ hjord. — Indsendt.

[Fodnote]