Den enhed der har Guds behag

VI HAR nu betragtet nogle af de mange forsøg der er blevet gjort på at forene menneskeheden ved hjælp af religion. Men selv Kirkernes Verdensråd er splittet på mange punkter og er ikke i stand til at lade et klart signal lyde gennem sit budskab. Hvorfor mislykkes disse bestræbelser på at frembringe enhed?

For det første fordi man prøver at basere enheden på et så spinkelt grundlag som nogle ganske få lærespørgsmål eller kirkestrukturelle fællestræk, som regel et resultat af et kompromis mellem forskellige sekteriske opfattelser. For det andet fordi man forsøger at sammensmelte grupper i stedet for at skabe enhed mellem de enkelte mennesker, og der er ofte større uenighed mellem de mennesker der befinder sig i de sammensmeltede grupper end der er mellem selve grupperne. For det tredje vil de mange millioner kirkemedlemmer ikke blive forenede i tankegang, synspunkter og adfærd, selv om det skulle lykkes at skabe enhed vedrørende et lærespørgsmål eller to. Dette er ikke den enhed der har Guds behag.

Den enhed Kristus Jesus underviste om

Da Kristus Jesus var på jorden nævnte han at de der tilbeder hans Fader, må gøre det „med ånd og sandhed“. (Johannes 4:23, 24) Dette betegner en enhed der er langt mere omfattende end den man kan opnå ved at slå nogle grupper sammen eller indgå et kompromis i nogle få lærespørgsmål. Han sagde til sine disciple: „Jeg er vintræet, I er grenene. Den der forbliver i samhørighed med mig, så jeg forbliver i samhørighed med ham, han bærer megen frugt . . . I forbliver i samhørighed med mig, og mine udtalelser forbliver i jer . . . Hvis I holder mine bud, vil I forblive i min kærlighed.“ (Johannes 15:5, 7, 10) Jesus talte ikke om en overfladisk enhed, men sagde at hans udtalelser skulle forblive i hans disciple og at de skulle holde alle hans bud.

Sagde Jesus ikke at hans disciple ikke måtte være en del af denne verden (Johannes 15:19), at de skulle elske hinanden ligesom han elskede dem (Johannes 13:34, 35), at de skulle undgå uærlighed og umoralitet (Mattæus 5:28; Markus 7:21-23), og at de måtte gå gennem den snævre port og blive på den trange vej for at få liv (Mattæus 7:13, 14)? Vil nogle mon hævde at blot en lille gruppe inden for de kirker der arbejder på at opnå enhed, efterlever disse udtalelser? Og dog må grundlaget for enheden mellem mennesker være deres samhørighed med Jesus og hans udtalelser. Nu kunne man måske spørge om det overhovedet er muligt at opnå en sådan enhed. Bibelen svarer ja; en enhed som denne fandtes nemlig i den kristne menighed i det første århundrede.

Den sidste aften før sin død bad Jesus til sin himmelske Fader angående sine disciple: „Hellige dem ved hjælp af sandheden; dit ord er sandhed. . . . Jeg beder . . . for at de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os, for at verden kan tro at du har udsendt mig.“ (Johannes 17:17, 20-23) Denne enhed blev til stadighed styrket ved den indflydelse Guds ord og hans hellige ånd havde på Jesu disciple.

Den første kristne menighed var forenet

De første kristne disciple var forenede om apostlenes lære. (Apostelgerninger 2:42) Jesus befalede sine efterfølgere at gøre disciple af folk fra alle nationerne, så deres enhed ville brede sig på tværs af landegrænser og raceskel. (Mattæus 28:19, 20) Af denne grund kunne man sige om de første kristne: „Der er hverken jøde eller græker, der er hverken træl eller fri, der er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i samhørighed med Kristus Jesus.“ — Galaterne 3:28.

De første kristne var forenede i den forstand at de havde samme opfattelse af Gud, hans navn og hans hensigt (Mattæus 6:9, 10; Romerne 10:13; 1 Peter 3:10-12; 1 Johannes 4:8-10), og samme syn på verden omkring dem. (2 Korinter 4:4; Jakob 4:4; 1 Johannes 2:15-17; 5:19, 20) De var også enige med Peter i det syn på moral han gav udtryk for da han skrev: „I skal, i overensstemmelse med den Hellige som kaldte jer, også selv være hellige i hele jeres adfærd.“ (1 Peter 1:14-16; 2:12) Vi ser altså at enheden var vidtrækkende i den kristne menighed i det første århundrede. Disse kristne blev tilskyndet til at „føre enig tale, og . . . være helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. — 1 Korinter 1:10.

Nu vil nogle måske indvende at dette var dengang den kristne menighed var ny, uudviklet og lille. De finder måske at det kun er naturligt at der opstod store forskelle som tiden gik og kristendommen kom til at omfatte mange nationalt og kulturelt forskellige grupper og mennesker af alle racer. Og dog bad Jesus om at den kærlighed og enhed hans disciple lagde for dagen, ikke alene måtte bevise at han var udsendt af Gud men også at de var hans disciple. (Johannes 17:20, 21; 13:34, 35) Dette bør rimeligvis også være tilfældet med Jesu sande disciple i endens tid, den tid vi nu lever i. En sådan enhed findes da også, nemlig inden for den voksende skare mennesker der kendes som Jehovas vidner.

Sand kristen enhed i vor tid

Mange af Jehovas vidner har før været medlemmer af forskellige trossamfund, eller har været irreligiøse, og har derfor været splittede. Men takket være deres tilbedelse af Gud gennem Kristus Jesus og den forenende indflydelse Guds ord, Bibelen, øver på deres liv, er de nu blevet forenet.

For det tilfælde at nogle ikke betragter dette som sand enhed men som en slags sekterisk ensretning, siger vi: Kast et ærligt, ransagende blik på Jehovas Vidners virksomhed dér hvor du bor. Du vil opdage at de tror det samme, at de har samme opfattelse af Gud, samme syn på moral og på verden omkring dem som deres trosfæller i ethvert andet land i verden. Og dette gælder uanset deres nationalitet, race eller tidligere religiøse og politiske tilhørsforhold. De følger Jesu bud om ikke at være en del af denne verden (Johannes 15:19), og derfor kan verdens konflikter ikke bryde deres enhed.

Deres enhed skyldes ikke kun en sammensmeltning af grupper — de er forenede som enkeltpersoner. Deres enhed kommer til udtryk i deres tankegang og adfærd, og berører alle sider af deres tilværelse. Den er baseret på at de søger Guds rige og hans retfærdighed først. (Mattæus 6:33) Jehovas Vidner beder: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme.“ (Mattæus 6:9, 10) For dem er dette langt mere end en intetsigende remse. Disse ord henviser til det sande håb om det eneste der kan forene menneskeheden: Guds himmelske rigsregering.

Prøv selv at undersøge om det ikke forholder sig sådan. Vi vil gerne tilskynde dig til at kontakte den lokale menighed af Jehovas Vidner og overvære dens møder. Flere gange om året holder Jehovas Vidner desuden nogle stævner, og ved at overvære disse, samt ved at komme i Jehovas Vidners menighed dér hvor du bor, vil du selv kunne iagttage og opleve den enhed Jehovas Vidner har opnået — den enhed der har Guds behag.

[Illustration på side 11]

Ved Jehovas Vidners møder kan man opleve en sand, altfavnende enhed mellem mennesker der er motiveret af Guds ord