Menneskerettighederne i dag

MENNESKERETTIGHEDSFORKÆMPERE har for nylig udført en stor bedrift. For det første har de dannet en bevægelse der kaldes Den Internationale Kampagne mod Landminer (ICBL), som består af mere end 1000 organisationer i 60 lande. For det andet er det lykkedes dem at få vedtaget en international traktat der forbyder disse våben. Og endelig har ICBL og dens utrættelige koordinator, den amerikanske aktivist Jody Williams, vundet Nobels fredspris i 1997.

I forbindelse med disse landvindinger kommer publikationen Human Rights Watch World Report 1998 imidlertid med en nøgtern konstatering. Den siger at menneskerettighedernes universalitet stadig er „under angreb“. Og skylden ligger ikke kun hos små diktaturstater. „Stormagterne har vist en udtalt tendens til at ignorere menneskerettighederne når disse stiller sig hindrende i vejen for [deres] økonomiske eller strategiske interesser — en forsyndelse som både Europa og USA har gjort sig skyldige i,“ hedder det i rapporten.

For millioner af mennesker rundt om på jorden er krænkelse af menneskerettighederne en kendsgerning der ikke kan ignoreres. For dem er tilværelsen stadig præget af diskrimination, fattigdom, sult, forfølgelse, voldtægt, børnemisbrug, slaveri og dødsfald som følge af vold. For disse ofre ligger de lovende forhold der beskrives i den voksende stak af menneskerettighedstraktater, meget fjernt fra virkeligheden. De grundlæggende menneskerettigheder der omtales i verdenserklæringens 30 artikler, er for størstedelen af verdens befolkning stadig en uopfyldt drøm. For at illustrere hvordan det står til, vil vi kort betragte hvordan nogle af erklæringens ædle rettigheder fungerer i praksis.

Ligeret for alle?

Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. — Artikel 1.

Et tidligere udkast til verdenserklæringens artikel 1 lød på engelsk: „All men are . . . equal“, som direkte oversat kan betyde „alle mænd . . . er lige“. For at sikre at denne udtalelse ikke ville føre til en diskrimination af kvinder, krævede de kvindelige medlemmer af det udvalg der var blevet nedsat, at den blev omformuleret. Deres krav blev imødekommet, og ordene „all men are . . . equal“ blev ændret til „all human beings (mennesker) . . . are equal“. (Kursiveret af os.) Men betød denne omformulering af artikel 1 en ændring i kvindernes stilling?

Den 10. december 1997, Menneskerettighedsdagen, sagde USA’s præsidentfrue, Hillary Clinton, til FN at verden fortsat „behandler kvinder som andenrangsborgere“. Hun nævnte nogle eksempler: 70 procent af verdens fattige er kvinder. To tredjedele af de 130 millioner børn i verden der ikke har mulighed for at gå i skole, er piger. To tredjedele af verdens 96 millioner analfabeter er kvinder. Kvinder lider også under vold i hjemmet og seksuel vold, hvilket ifølge Hillary Clinton „er en af de mest fortiede og udbredte krænkelser mod menneskerettighederne i verden“.

Nogle piger bliver ofre for vold endog før de kommer til verden. Især i visse asiatiske lande hvor man foretrækker drenge frem for piger, er det en udbredt praksis at få foretaget abort hvis fosteret er en pige. Her er anvendelsen af fostervandsprøver for at bestemme barnets køn blevet en blomstrende forretning. En klinik der foretager sådanne kønsbestemmelsestester, reklamerede med at det var bedre at bruge 38 dollars nu på at få fjernet et pigefoster, end at bruge 3800 dollars senere på at betale hendes medgift. Reklamer som disse virker efter hensigten. En undersøgelse foretaget på et stort asiatisk hospital viste at 95,5 procent af de fostre der blev identificeret som piger, var blevet fjernet ved abort. Det er ikke kun i de asiatiske lande at sønner ofte foretrækkes frem for døtre. Da en tidligere amerikansk mester i boksning blev spurgt hvor mange børn han var far til, svarede han: „Én dreng og syv fejltagelser.“ FN-publikationen Women and Violence skriver at „der kan gå lang tid før folks indstilling og holdning til kvinder ændrer sig. Mange mener at det først vil ske i den næste generations levetid, måske endda senere.“

Børn uden barndom

Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt. — Artikel 4.

Officielt er slaveriet afskaffet. Regeringer har underskrevet utallige traktater der gør slaveri ulovligt. Men ifølge den britiske organisation Anti-Slavery, der er kendt som verdens ældste menneskerettighedsorganisation, „er der flere slaver i dag end på noget andet tidspunkt i historien“. Vore dages slaveri omfatter mange forskellige former for brud på menneskerettighederne, deriblandt børnearbejde.

En sydamerikansk dreng ved navn Derivan er et tragisk eksempel på dette. ’Hans små hænder er hudløse af at arbejde med grove blade fra sisalhamp, en plantefiber der anvendes til madrasser. Hans job består i at hente bladene i et lagerlokale og bære dem hen til en maskine 90 meter derfra. Efter en 12-timers arbejdsdag har han flyttet et tons blade. Derivan begyndte at arbejde da han var fem år. I dag er han 11.’ — World Press Review.

Den Internationale Arbejdsorganisation anslår at en kvart milliard børn i alderen fra 5 til 14 er børnearbejdere, hvilket næsten svarer til Brasiliens og Mexicos samlede befolkningstal. Mange af disse børn uden barndom slider i miner, hvor de må trække tunge vogne fyldt med kul. Nogle vader gennem mudder for at høste afgrøder eller sidder bøjet over væve for at fremstille tæpper. Selv børn i tre- til femårsalderen bliver spændt sammen under et åg for at pløje, tilså og høste marker fra morgen til aften. En jordbesidder i et asiatisk land siger: „Børn er billigere i drift end traktorer og klogere end okser.“

Retten til at vælge og skifte religion

Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion. — Artikel 18.

Den 16. oktober 1997 modtog FN’s Generalforsamling en „foreløbig rapport om afskaffelsen af alle former for religiøs intolerance“. Rapporten, der er udarbejdet af Menneskerettighedskommissionens specialrapportør, Abdelfattah Amor, indeholder en liste over de overtrædelser af artikel 18 der stadig finder sted. Den omtaler adskillige tilfælde af ’chikane, trusler, mishandling, arrestationer, tilbageholdelse, forsvindinger og mord’ i en række lande.

Publikationen 1997 Human Rights Reports, der er udarbejdet af USA’s Kontor for Demokrati, Menneskerettigheder og Arbejde, påpeger at selv lande med en lang tradition for demokrati „har søgt at begrænse de friheder der tilkommer forskellige minoritetsreligioner, og betragter dem under ét som ’kulter’“. Disse tendenser er årsag til bekymring. Willy Fautré, formand for organisationen Human Rights Without Frontiers, der har sæde i Bruxelles, siger: „Religionsfrihed er en meget god målestok for graden af menneskelig frihed i et samfund.“

Et urentabelt slid

Enhver, der arbejder, har ret til et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse. — Artikel 23.

Sukkerrørsarbejdere i Caraibien tjener cirka tre dollars om dagen, men på grund af udgifterne til husleje og værktøj kommer de med det samme i gæld til plantageejerne. Desuden får de ikke deres løn udbetalt i kontanter, men i særlige kuponer. Og eftersom plantagens butik er den eneste i området, er de tvunget til at købe deres madolie, ris og bønner dér. Men for at tage imod arbejdernes kuponer forlanger butikken et gebyr der svarer til 10 til 20 procent af kuponens værdi. I en FN-radioudsendelse har Bill O’Neill, der er vicedirektør for Juristernes Menneskerettighedskomité, sagt: „Når høstsæsonen er slut, har de ingen penge tilovers efter ugers og måneders opslidende arbejde. De har ikke været i stand til at lægge noget til side, og de har knap nok kunnet klare sig gennem sæsonen.“

Lægehjælp til alle?

Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp. — Artikel 25.

Ricardo og Justina er fattige latinamerikanske bønder der bor cirka 80 kilometer fra den nærmeste by. Da deres lille pige Gemma blev syg, bragte de hende til et nærliggende privathospital. Her afslog man at behandle barnet eftersom Ricardo tydeligvis ikke var i stand til at betale regningen. Næste dag lånte Justina penge af nogle naboer for at foretage den lange rejse ind til byen med et offentligt transportmiddel. Da Justina og barnet endelig ankom til byens lille statshospital, fik hun at vide at der ikke var flere ledige sengepladser, og at hun måtte komme igen den følgende dag. Eftersom hun hverken havde slægtninge i byen eller råd til at leje et værelse, tilbragte hun natten på et bord på byens markedsplads. Justina holdt barnet tæt ind til sig for at trøste og beskytte det, men til ingen nytte. Den lille Gemma døde samme nat. — Human Rights and Social Work.

Hver fjerde person på jorden må klare sig for det der svarer til én dollar om dagen. De står over for det samme frygtelige dilemma som Ricardo og Justina: At privatiseret sundhedspleje er tilgængelig, men ikke betalbar, mens offentlig sundhedspleje er betalbar, men ikke tilgængelig. Selv om jordens over en milliard fattige har ’ret til lægehjælp’, er den tragisk nok uden for deres rækkevidde.

Den frygtelige liste over brud på menneskerettighederne er uendelig. Der findes millioner af beretninger som den ovennævnte. Trods menneskerettighedsorganisationers omfattende bestræbelser og trods den omhu som tusinder af aktivister med livet som indsats har vist for at forbedre vilkårene for mænd, kvinder og børn i hele verden, er „alle menneskerettigheder til alle“ stadig kun en drøm. Vil det nogen sinde blive en realitet? Ja, helt bestemt, men først må der ske nogle drastiske ændringer. To af dem vil blive behandlet i den følgende artikel.

[Kildeangivelse på side 8]

Med tilladelse af MgM Stiftung Menschen gegen Minen (www.mgm.org)

[Kildeangivelse på side 9]

UN PHOTO 148051/J. P. Laffont — SYGMA

[Kildeangivelse på side 9]

WHO photo/PAHO af J. Vizcarra