Jeg har tjent Gud med livet som indsats

FORTALT AF JOÃO MANCOCA

Den 25. juni 1961 blev vores kristne møde i Luanda, Angola, afbrudt af en flok soldater. Tredive af os blev sat i fængsel og slået så voldsomt at soldaterne vendte tilbage hver halve time for at se om nogen var døde. Man hørte nogle af dem sige at vores Gud måtte være den sande Gud, siden vi alle overlevede.

EFTER den omgang prygl forblev jeg i São Paulo-fængselet i fem måneder. I de næste ni år blev jeg sendt fra det ene fængsel til det andet, og jeg fik mange flere prygl, led afsavn og måtte gennem utallige forhør. Kort tid efter min løsladelse i 1970 blev jeg arresteret igen, og denne gang blev jeg sendt til den berygtede dødslejr i São Nicolau, det nuværende Bentiaba. Der blev jeg holdt fanget i to og et halvt år.

Måske undrer du dig over hvorfor jeg som en lovlydig borger blev sat i fængsel for at tale med andre om min tro på Bibelen. Jeg vil gerne fortælle hvor jeg første gang hørte den gode nyhed om Guds rige.

En god uddannelse

Jeg er født i oktober 1925 nær byen Maquela do Zombo i den nordlige del af Angola. Da min far døde i 1932, sendte min mor mig af sted til sin bror i Belgisk Congo (nu Den Demokratiske Republik Congo) så jeg kunne bo hos ham. Det var ikke fordi hun ønskede at det skulle være sådan, men hun havde ingen midler til at kunne forsørge mig.

Min onkel var baptist, og han tilskyndede mig til at læse i Bibelen. Selv om jeg blev medlem af hans kirke, kunne det jeg lærte, ikke tilfredsstille min åndelige hunger, og jeg følte mig heller ikke motiveret til at tjene Gud. Men min onkel sendte mig i skole og hjalp mig til at få en god uddannelse. Blandt andet lærte jeg at tale fransk. Med tiden lærte jeg også at tale portugisisk. Efter endt skolegang fik jeg arbejde som radiotelegrafist på den centrale radiostation i Léopoldville (nu Kinshasa). Da jeg var 20, giftede jeg mig så med Maria Pova.

En ny religiøs bevægelse

Samme år, 1946, kom jeg under indflydelse af en veluddannet angolansk korleder som hørte til baptistkirken. Han var ivrig efter at uddanne det kikongotalende folk der bor i det nordlige Angola, og give dem et åndeligt løft. Han havde modtaget en portugisisk oversættelse af den engelske brochure Riget, Verdens Haab, som var udgivet af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab og blev uddelt af Jehovas Vidner.

Korlederen oversatte denne brochure til kikongo og brugte den til at lede en ugentlig bibeldrøftelse med en gruppe af os angolanere som arbejdede i Belgisk Congo. Efter et stykke tid skrev korlederen til Vagttårnsselskabets hovedkontor i De Forenede Stater og modtog flere publikationer. Det han fortalte os, var imidlertid blandet med kirkens læresætninger. Jeg var derfor ikke i stand til klart at skelne mellem den sande kristendom og kristenhedens ubibelske læresætninger.

Jeg lagde dog mærke til at den bibelske lære som Vagttårnsselskabets publikationer indeholdt, ikke lignede noget af det jeg havde hørt i baptistkirken. For eksempel lærte jeg at Bibelen lægger stor vægt på Guds personlige navn, Jehova, og at sande kristne i overensstemmelse hermed kalder sig Jehovas Vidner. (Salme 83:18; Esajas 43:10-12) Jeg frydede mig også over at Bibelen lover dem der trofast tjener Jehova, evigt liv på en paradisisk jord. — Salme 37:29; Åbenbaringen 21:3-5.

Selv om min bibelkundskab var begrænset, havde jeg det som profeten Jeremias, der ikke kunne undertrykke sit brændende ønske om at tale om sin Gud, Jehova. (Jeremias 20:9) Andre i vores bibelstudiegruppe sluttede sig til mig i forkyndelsen fra hus til hus. Jeg holdt endda offentlige møder i min onkels have som jeg inviterede folk til ved hjælp af trykte indbydelser. Engang var der 78 som overværede mødet. På denne måde var der blevet dannet en ny religiøs bevægelse under ledelse af den angolanske korleder.

De første arrestationer

Alle bevægelser der havde forbindelse med Vagttårnsselskabet, var forbudt i Belgisk Congo, men det vidste jeg ikke noget om. Derfor blev nogle af os arresteret den 22. oktober 1949. Dommeren vidste at jeg var statsansat, og før vores retssag talte han med mig under fire øjne og prøvede at ordne det sådan at jeg kunne blive sat på fri fod. Men for at få min frihed skulle jeg opgive den bevægelse der var blevet dannet som et resultat af vores forkyndelse, og det nægtede jeg.

Efter at vi havde tilbragt to og en halv måned i fængsel, besluttede myndighederne at sende dem af os som var angolanere, tilbage til vores eget land. Da vi vendte tilbage til Angola, var de portugisiske kolonimyndigheder også mistænksomme over for det vi foretog os, og begrænsede vores frihed. Flere medlemmer af vores bevægelse vendte tilbage fra Belgisk Congo, og efterhånden kom vi op på over 1000 personer, der var spredt rundt omkring i Angola.

Efterhånden sluttede tilhængere af den fremtrædende religiøse leder Simon Kimbangu sig til vores bevægelse. Disse folk var ikke interesserede i at studere Vagttårnsselskabets publikationer, for de troede at Bibelen kun kunne forstås ved hjælp af et åndemedium. Flertallet i vores bevægelse, deriblandt korlederen, der stadig blev betragtet som den der stod i spidsen for organisationen, støttede dette synspunkt. Jeg bad inderligt Jehova om at lade os få kontakt med en rigtig repræsentant for Vagttårnsselskabet. Jeg håbede at det ville kunne få alle medlemmerne af vores bevægelse til at tage imod Bibelens budskab og afvise ubibelske handlinger.

Visse medlemmer af bevægelsen brød sig ikke om at der var nogle af os som forkyndte. De forrådte os derfor til myndighederne og anklagede os for at være ledere af en politisk bevægelse. Det førte til at en del af os, deriblandt Carlos Agostinho Cadi og Sala Ramos Filemon, blev arresteret i februar 1952. Vi blev låst inde i en celle uden vinduer. Der var dog en venlig fangevogter som bragte os mad fra vore koner samt en skrivemaskine så vi kunne lave flere kopier af Vagttårnsselskabets brochurer.

Efter tre uger blev vi deporteret til Baía dos Tigres, et ørkenområde i det sydlige Angola. Vore koner tog med os dertil. Vi blev idømt fire års strafarbejde ved en fiskerivirksomhed. Der var ingen havn til fiskerbåde i Baía dos Tigres, så vore koner måtte vade frem og tilbage fra morgen til aften med tunge ladninger af fisk fra bådene.

I denne fangelejr fandt vi andre medlemmer af vores bevægelse, og vi prøvede at få dem til at fortsætte med at studere Bibelen. Men de foretrak at følge Toco, korlederen. Senere blev de kaldt tocoister.

Et længe ventet møde

Mens vi var i Baía dos Tigres, fandt vi adressen på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Nordrhodesia (nu Zambia) og skrev dertil for at anmode om hjælp. Vores brev blev sendt videre til afdelingskontoret i Sydafrika, som skrev til os og spurgte hvordan vi var blevet interesseret i Bibelen. Vagttårnsselskabets hovedkontor i De Forenede Stater blev underrettet om os, og der blev sørget for at en særlig repræsentant kontaktede os. Det var John Cooke, en missionær med mange års erfaring i fremmede lande.

Efter at broder Cooke var ankommet til Angola, gik der adskillige uger førend de portugisiske myndigheder ville lade ham besøge os. Han kom til Baía dos Tigres den 21. marts 1955 og fik tilladelse til at blive hos os i fem dage. Det han forklarede os ud fra Bibelen, var meget tilfredsstillende, og jeg var overbevist om at han repræsenterede Jehova Guds eneste sande organisation. Den sidste dag broder Cooke var hos os, holdt han et offentligt foredrag med temaet: „Denne gode nyhed om Riget.“ Der var 82 til stede, deriblandt den øverste leder af Baía dos Tigres. Alle tilstedeværende modtog et eksemplar af foredraget på tryk.

I de fem måneder broder Cooke var i Angola, kontaktede han adskillige tocoister, deriblandt deres leder. Hovedparten af dem var dog ikke interesserede i at blive Jehovas vidner. Mine venner og jeg følte os derfor forpligtede til at gøre vores standpunkt klart over for myndighederne. Det gjorde vi i et formelt brev af 6. juni 1956, adresseret til „Hans Højhed Guvernøren for Moçâmedes-området“. Vi erklærede at vi ikke længere havde nogen forbindelse med Tocos tilhængere, og at vi skulle betragtes som „medlemmer af Jehovas Vidners samfund“. Vi anmodede også om at kunne få trosfrihed. Men i stedet for at nedsætte vores straf forlængede man den med to år.

Begivenheder der fører til dåb

I august 1958 blev vi omsider løsladt, og da vi vendte tilbage til Luanda, fandt vi en lille gruppe Jehovas vidner. Gruppen var blevet dannet året før af Mervyn Passlow, en missionær der var blevet sendt til Angola for at erstatte John Cooke, men som allerede var blevet udvist da vi ankom. I 1959 besøgte Harry Arnott, en anden af Jehovas Vidners missionærer, så Luanda. Men han og vi tre der var kommet for at hente ham i lufthavnen, blev arresteret da han steg ud af flyet.

De to andre, Manuel Gonçalves og Berta Teixeira, nyligt døbte portugisiske Jehovas vidner, blev løsladt efter at være blevet advaret mod at holde flere møder. Broder Arnott blev udvist, og jeg blev truet med at blive sendt tilbage til Baía dos Tigres medmindre jeg skrev under på at jeg ikke længere var et af Jehovas vidner. Efter syv timers forhør blev jeg løsladt uden at have skrevet under på noget som helst. En uge senere var det endelig muligt for både mig og mine venner Carlos Cadi og Sala Filemon at blive døbt. Vi lejede et værelse i Muceque Sambizanga, en forstad til Luanda, hvor den første menighed af Jehovas Vidner i Angola kom til at holde til.

Atter forfulgt

Et voksende antal interesserede begyndte at overvære møderne. Nogle kom for at udspionere os, men de kunne lide møderne og blev senere Jehovas vidner. Den politiske scene skiftede, og situationen blev vanskeligere for os efter en nationalistisk opstand den 4. februar 1961. På trods af de falske rygter der var i omløb om os, lykkedes det os den 30. marts at holde højtiden til minde om Kristi død, og der var 130 til stede.

I juni blev vores møde afbrudt af militærpolitiet mens jeg var i gang med at lede vagttårnsstudiet. Kvinder og børn gik fri, men de 30 mænd der var til stede, blev taget med, som nævnt i indledningen. Vi blev slået med trækøller to timer i træk. I tre måneder derefter kastede jeg stadig blod op. Jeg var sikker på at jeg skulle dø; ja, faktisk havde en af dem der slog mig, givet mig en garanti for det. De fleste andre der blev pryglet, var udøbte som studerede Bibelen, så jeg bad inderligt på deres vegne: „Jehova, vis omsorg for dine får.“

Takket være Jehova døde ingen af dem, og det undrede militærfolkene sig over. Det fik nogle af soldaterne til at prise vor Gud, som de sagde havde hjulpet os til at overleve. De fleste af dem der studerede Bibelen på det tidspunkt, blev med tiden døbte Jehovas vidner, og nogle af dem tjener nu som kristne ældste. En af dem, Silvestre Simão, er medlem af afdelingskontorets udvalg i Angola.

Ni års lidelser

Som jeg nævnte i indledningen, gennemgik jeg mange lidelser i de efterfølgende ni år, og jeg blev overført fra fængsel til fængsel og fra arbejdslejr til arbejdslejr. Alle steder forkyndte jeg for politiske fanger, og mange af disse er i dag døbte Jehovas vidner. Min kone, Maria, og vore børn fik lov til at følge med mig fra sted til sted.

Da vi var i arbejdslejren Serpa Pinto, blev fire politiske fanger taget i et flugtforsøg. For øjnene af alle fangerne lod man dem tortere til døde på den mest grusomme måde for at skræmme de andre så de ikke engang turde tænke på at flygte. I Marias og børnenes overværelse truede lejrkommandanten mig senere: „Hvis jeg griber dig i at forkynde igen, vil du blive dræbt på samme måde som dem der prøvede at flygte.“

I november 1966 havnede vi så i São Nicolau, der var blevet en berygtet dødslejr. Da vi ankom dertil, fandt jeg til min forfærdelse ud af at lejrkommandanten var hr. Cid, den selv samme mand som nær havde pryglet mig til døde i São Paulo-fængselet. I snesevis af fanger blev systematisk myrdet hver måned, og min familie blev tvunget til at se på de brutale drab. Som følge heraf fik Maria et nervesammenbrud, som hun aldrig helt er kommet sig over. Til sidst fik jeg tilladelse til at hun og børnene kunne blive evakueret til Luanda, hvor mine to ældste døtre, Teresa og Joana, tog sig af dem.

Frihed, men fængslet igen

Jeg blev løsladt det følgende år, i september 1970, og blev genforenet med min familie og alle brødrene i Luanda. Det rørte mig dybt at se hvordan forkyndelsesarbejdet havde haft fremgang i de ni år jeg havde været væk. Da jeg blev sat i fængsel i 1961, bestod menigheden i Luanda af fire små grupper. Nu var der fire store menigheder som var organiseret på rette måde, og som hvert halve år fik besøg af en rejsende repræsentant for Jehovas organisation. Jeg var ovenud lykkelig for at være på fri fod, men friheden varede kun kort.

En dag fik jeg besøg af direktøren for Portugals nu opløste hemmelige politi (PIDE). Efter at have smigret mig i min datter Joanas påhør rakte han mig et dokument som jeg skulle skrive under på. Det var en hvervning af mig som stikker for PIDE, og jeg blev lovet mange materielle goder for min tjeneste. Da jeg nægtede at skrive under, truede han mig med at jeg ville blive sendt tilbage til São Nicolau, hvorfra jeg ifølge hans udsagn aldrig ville blive løsladt igen.

I januar 1971, efter kun fire måneder i frihed, blev der så gjort alvor af truslerne. I alt blev 37 ældste fra Luanda arresteret og sendt til São Nicolau. Der blev vi holdt indespærret indtil august 1973.

Løsladt, men stadig forfulgt

I 1974 blev der religionsfrihed i Portugal, og denne frihed blev udvidet til også at gælde for Portugals oversøiske besiddelser. Den 11. november 1975 opnåede Angola uafhængighed af Portugal. Det var en stor glæde for os at holde vore første kredsstævner i frihed i marts samme år! Jeg havde den forret at holde det offentlige foredrag ved disse glædelige sammenkomster på Luandas sportsstadion.

Den nye regering var imidlertid imod vores neutrale standpunkt, og borgerkrigen rasede i Angola. Situationen blev så kritisk at de hvide Jehovas vidner var tvunget til at flygte ud af landet. Tre af os lokale brødre blev betroet at føre tilsyn med arbejdet i Angola under ledelse af Jehovas Vidners afdelingskontor i Portugal.

Snart begyndte mit navn at dukke op i aviserne og at blive nævnt i radioen. Jeg blev beskyldt for at være agent for international imperialisme og for at være ansvarlig for at angolanske Jehovas vidner nægtede at gå i krig. Resultatet var at jeg blev indkaldt til et møde hos guvernøren over landsdelen Luanda. Respektfuldt forklarede jeg hvordan Jehovas vidner i hele verden er neutrale, og at deres standpunkt svarer til det Jesu første disciple indtog. (Esajas 2:4; Mattæus 26:52) Da jeg påpegede at jeg havde været i fængsler og arbejdslejre i 17 år under kolonistyret, besluttede han sig for ikke at arrestere mig.

I den periode krævede det mod at tjene som vidne for Jehova i Angola. Eftersom mit hjem blev overvåget, kunne vi ikke længere holde møderne dér. Men som apostelen Paulus sagde, ’trængtes vi på enhver måde, men havde ikke så kneben plads at vi ikke kunne røre os’. (2 Korinther 4:8) Vi blev aldrig uvirksomme i tjenesten. Jeg fortsatte i forkyndelsesarbejdet og besøgte menighederne i områderne Benguela, Huíla og Huambo som rejsende tilsynsmand for at styrke dem. På det tidspunkt brugte jeg dæknavnet ’broder Filemon’.

I marts 1978 blev vores forkyndelsesarbejde forbudt igen, og fra pålidelig kilde blev jeg underrettet om at fanatiske oprørsstyrker planlagde at myrde mig. Jeg søgte derfor tilflugt hos en nigeriansk broder som var ansat på den nigerianske ambassade i Angola. En måned senere, da tingene var faldet lidt til ro, fortsatte jeg med at betjene brødrene som kredstilsynsmand.

Trods forbudet og borgerkrigen var der tusinder af angolanere der var lydhøre over for vores forkyndelse. På grund af den store vækst i antallet af nye Jehovas vidner blev der udpeget et landsudvalg der skulle tage sig af forkyndelsesarbejdet i Angola, under ledelse af afdelingskontoret i Portugal. I den periode rejste jeg ved adskillige lejligheder til Portugal, hvor jeg modtog værdifuld oplæring af kvalificerede brødre og fik tiltrængt lægebehandling.

Endelig frihed til at forkynde!

Mens jeg var i arbejdslejrene, sagde de politiske fanger ofte hånende til mig at jeg aldrig ville blive løsladt hvis jeg fortsatte med at forkynde. Mit svar til dem lød: „Tiden er endnu ikke inde til at Jehova vil åbne døren, men når han gør det, vil intet menneske kunne lukke den.“ (1 Korinther 16:9; Åbenbaringen 3:8) Døren ind til forkyndelse uden begrænsninger blev åbnet yderligere efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. På det tidspunkt begyndte vi at få større religionsfrihed i Angola. I 1992 blev Jehovas Vidners arbejde officielt juridisk anerkendt. I 1996 blev der så oprettet et afdelingskontor for Jehovas Vidner i Angola, og jeg blev medlem af afdelingskontorets udvalg.

I de mange år jeg sad i fængsel, blev der på en eller anden måde altid sørget for min familie. Vi havde seks børn, og de fem er stadig i live. Vores elskede Joana døde sidste år af kræft. Fire af de andre børn er døbte Jehovas vidner, men en af vore sønner har endnu ikke taget skridt hen imod dåb.

Da broder Cooke besøgte os i 1955, var vi blot fire angolanere der forkyndte den gode nyhed om Guds rige. I dag er der over 38.000 forkyndere af Guds rige i landet, og de leder over 67.000 bibelstudier hver måned. Blandt dem der forkynder den gode nyhed, er der mange som tidligere forfulgte os. Det er en stor glæde, og jeg er Jehova meget taknemmelig for at han har bevaret mig i live og ladet mit brændende ønske om at forkynde hans ord gå i opfyldelse. — Esajas 43:12; Mattæus 24:14.

[Kort på side 20, 21]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Den Demokratiske Republik Congo

Kinshasa

Angola

Maquela do Zombo

Luanda

São Nicolau (nu Bentiaba)

Moçâmedes (nu Namibe)

Baía dos Tigres

Serpa Pinto (nu Menongue)

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustrationer på side 22, 23]

Modsatte side: Genforenet med John Cooke efter 42 år

Herunder: John Cooke og mig i 1955. Sala Filemon står til venstre i billedet

[Illustration på side 23]

Min kone, Maria, og mig