Spørgsmål fra læserne

■ Er Jesus den „Gud“ der omtales i Hebræerbrevet 1:8?

Nej. Der er tungtvejende vidnesbyrd om at det må være Jehova. I Hebræerbrevet 1:8 står der, ifølge Ny Verden-oversættelsen: „Men med henblik på Sønnen: ’Gud er din [Sønnens] trone i evighedens evighed.’“ Dette viser at Jesu trone, det vil sige hans embede eller myndighed som hersker, stammer fra Jehova, den almægtige Gud.

De der tror på treenighedslæren foretrækker imidlertid en gengivelse som den vi finder i den danske autoriserede oversættelse af 1948: „[Han siger] om Sønnen: ’Din trone, o Gud! står i evighed fast.’“ (King James-oversættelsen svarer hertil.) De mener således at Jesus ifølge dette skriftsted er den almægtige Gud. Hvorfor er dette ikke rigtigt?

Læg for det første mærke til sammenhængen. I det følgende vers står der i mange oversættelser: „Derfor salvede Gud, din Gud, dig.“ (Da. aut.) Heraf fremgår det klart at den som ordene i vers 8 henvendes til, ikke er Gud, men en som selv tilbeder Gud og bliver salvet af ham.

Bemærk for det andet at ordene i Hebræerbrevet 1:8, 9 er et citat fra Salme 45:7, 8, der oprindelig var henvendt til et menneske, nemlig Israels konge. Salmisten har naturligvis ikke troet at dette menneske var den almægtige Gud selv, og lige så lidt har Hebræerbrevets skribent ment at Jesus var den almægtige Gud. I en kommentar hertil siger bibelforskeren B. F. Westcott: „Det er næppe tænkeligt at אלוהים [Elohimʹ: Gud] i originalteksten kan være henvendt til kongen. . . . Alt i alt ser det således ud til at man i den første sætning må foretrække gengivelsen: Gud er din trone (eller: Din trone er Gud), det vil sige: ’Dit kongedømme har Gud som grundvold.’“

Der er derfor god grund til at Ny Verden-oversættelsen og adskillige andre gengiver Hebræerbrevet 1:8: „Gud er din trone.“ (AT; ASV; RSV; NEB) Heraf fremgår det tydeligt at „Sønnen“, Jesus Kristus, har en Gud der er højere.

■ Indbefatter „ukrudtet“ i Jesu lignelse om hveden og ukrudtet dem der for nylig er faldet fra sandheden?

Nej, disse hører ikke med til „ukrudtet“.

Den pågældende lignelse og Jesu forklaring af den findes i Mattæus 13:24-30, 37-43. I en mark, som skildrer verden, såede „Menneskesønnen“ sin „gode sæd“, som repræsenterede „rigets sønner“, det vil sige de sande, salvede kristne. Derefter såede Djævelen „ukrudtet“, der lignede „hveden“ men i virkeligheden var „den ondes sønner“. Disse er øjensynlig falske kristne der lever på samme tidspunkt som „hveden“, de sande kristne. Denne situation udviklede sig i særlig grad efter apostlenes død. (2 Tessaloniker 2:6, 7) I århundredernes løb har mange kun været kristne af navn, deriblandt præster som har udspredt falsk lære.

Jesus sagde at „ukrudtet“ i løbet af høsten, ’afslutningen på en tingenes ordning’, ville blive samlet fra og „brændt i ild“. Nogle vil måske betragte det lille antal mennesker der for nylig er faldet fra sandheden, som „ukrudt“ der blev samlet fra. Men Jesus sagde ikke at „ukrudtet“ engang havde været hvede. Det var blevet sået som ukrudt og blev ved med at være ukrudt, i overensstemmelse med det princip at planterne formerer sig „efter deres arter“. (1 Mosebog 1:11, 12) Vi må nemlig huske at Jesus i sammenligningen med „ukrudtet“ forudsagde en særlig gruppe falske kristne der skulle fremstå. Han talte ikke om enkeltpersoner af ’hvedeskaren’ der måtte blive onde, dårlige som fordærvet hvede.

„Ukrudtet“ skildrer ikke frafaldne. Bibelen viser imidlertid at sådanne frafaldne ’ikke er af vor slags’, at de har Guds mishag og at loyale kristne må holde sig fra dem. Alle der falder fra og ikke har omvendt sig inden afslutningen på denne tingenes ordning, vil få samme skæbne som „ukrudtet“; de vil lide fuldstændig tilintetgørelse. — Titus 3:10; 1 Johannes 2:18, 19; 2 Johannes 9-11.