Sig ikke blot: „Hold jer varme og mætte“
„Hvis . . . en af jer siger til [nødstedte brødre]: ’Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,’ men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så? Således er også troen, hvis den ikke har gerninger, i sig selv død.“ — Jakob 2:15-17.
1. Hvordan kom en broder i Nigeria i nød?
DET antages at Lebechi Okwaraocha er født før 1880, så nu er han langt over hundrede år gammel. Efter sine nigerianske forældre arvede han en amulet, som han tilbad indtil han begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner da han var i 80erne. Han rettede sit liv ind efter det han lærte og blev døbt, så nu har han været et Jehovas vidne i omkring 30 år. Efter et meget kraftigt regnskyl for ikke så lang tid siden besøgte nogle ældste fra hans menighed ham og hans 72-årige kone. De var begge fortvivlede, for gulvet i deres stråtækte hytte stod under vand, og de havde ingen slægtninge som de kunne bo hos eller som kunne hjælpe dem med at reparere hytten. Hvad ville du have gjort hvis det var dig der havde aflagt besøget? Vi vil om lidt vende tilbage til hvordan det videre gik, men lad os først drøfte nogle tilskyndelser fra Bibelen.
2. Hvorfor ønsker vi at gøre „gode gerninger“?
2 Kristus Jesus „gav sig selv for os, for at han kunne . . . rense sig et folk der var helt hans eget, nidkært for gode gerninger“. (Titus 2:14) Disse gerninger består først og fremmest i den livreddende forkyndelse om Riget. (Markus 13:10; Åbenbaringen 7:9, 10) Kristne „gode gerninger“ omfatter dog mere end den livsvigtige forkyndelse, for, som Jesu halvbroder Jakob forklarede: „Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden.“ — Jakob 1:27.
3, 4. Hvad kan vi lære om „gode gerninger“ ved at læse i Første Timoteusbrev, kapitlerne 3-5, og hvilke spørgsmål opstår i den forbindelse?
3 Menighederne i det første århundrede udførte begge disse former for „gode gerninger“. Efter at have skitseret tilsynsmænds og menighedstjeneres kvalifikationer skrev apostelen Paulus i Første Timoteusbrev, kapitel 3, at ’den levende Guds menighed er en sandhedens søjle og støtte’. (Vers 1-15) Han påpegede at kristne der holder fast ved sandheden kan frelse både sig selv og dem der hører på dem. (1 Timoteus 4:16) Dernæst kom han ind på den gode gerning at yde materiel hjælp til trofaste enker der var „alene“. — 1 Timoteus 5:3-5.
4 Foruden at forkynde bør vi altså gøre „gode gerninger“ som at „se til faderløse og enker i deres trængsel“. Hvad kan de „der fører an“, de ældste og menighedstjenerne, gøre i denne henseende? (Hebræerne 13:17) Hvordan kan menighedens øvrige medlemmer hjælpe dem? Og hvordan kan vi personligt gøre „gode gerninger“ af denne art?
Ældste der fører an på en god måde
5. Hvad gjorde Paulus for at dække et særligt behov, og hvad svarer dette til i dag?
5 Da der opstod et særligt behov i Judæa, førte Paulus, der var ældste, an i hjælpearbejdet. At der var en som ledede arbejdet betød at der ikke ville opstå så megen forvirring og at midlerne kunne fordeles retfærdigt, efter behov. (1 Korinther 16:1-3; Apostelgerninger 6:1, 2) Også i vor tid har ældste ført an i hjælpearbejde efter katastrofale oversvømmelser, jordskred, flodbølger, tornadoer og jordskælv, hvorved de har vist at de har ’øje for andres interesser’. — Filipperne 2:3, 4.
6. Hvad gjorde nogle ældste i Californien efter en naturkatastrofe?
6 I Vågn op! for 8. oktober 1986 nævnes der et eksempel på hvordan kristendom således kan komme til udtryk i handling. Da et digebrud i Californien forårsagede en oversvømmelse, trådte de ældste til. Disse åndelige hyrder undersøgte straks om nogen i deres hjord savnedes eller havde behov for lægehjælp, mad eller husly. De ældste organiserede hjælpearbejdet i samråd med Jehovas Vidners hovedkontor. Der blev nedsat en nødhjælpskomité, og efterhånden som andre Jehovas vidner ankom for at hjælpe, blev de organiseret i hold der kunne rengøre og reparere de beskadigede hjem. De ældste førte også tilsyn med indkøb og fordeling af forsyninger. Når der opstår et sådant særligt behov kan de enkelte give hvad de er i stand til og gøre hvad de evner, men erfaringerne viser at det vil være klogest af dem først at tale med de ældste og at gå frem efter deres retningslinjer. — Jævnfør Apostelgerninger 11:27-30.
7. Hvilke mere dagligdags behov bør vi også søge at dække?
7 Måske vil du, hvad enten du er ældste eller ikke, fra tid til anden få mulighed for at være med til at yde hjælp efter en katastrofe. Imidlertid bør vi ikke glemme at det er lige så vigtigt at de mere dagligdags behov hos brødrene i menigheden bliver dækket. Disse behov er sikkert ikke så sensationelle som en naturkatastrofe, og derfor kan man let komme til at overse dem eller kun skænke dem minimal opmærksomhed. Men det er faktisk disse lokale behov der hentydes til i Jakob 2:15-17. Ja, det er måske ens reaktion på behovene i den lokale menighed der vil afsløre om ens tro har gerninger eller er død.
8. Hvordan kan tilsynsmænd tage sig af menighedens behov på en viis måde?
8 Ældste bør bestræbe sig for at føre an med visdom og forstand. (Jakob 3:13) Med visdom kan de beskytte hjorden mod bedragere der går fra broder til broder (eller fra menighed til menighed) og låner penge eller opfinder historier for at få hjælp. Tilsynsmænd vil ikke sympatisere med dovenskab, for et bibelsk princip lyder: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ (2 Thessaloniker 3:10-15) På den anden side ønsker de ikke at ’lukke deres inderlige medfølelses dør’ eller at lede deres brødre til at gøre det. (1 Johannes 3:17) En anden grund til at de må føre an med visdom er at Bibelen ikke giver os en uendelig lang række regler vedrørende omsorg for de syge og nødstedte. Situationen afhænger af tid og sted.
9. (a) Hvordan blev der sørget for de kristne enker i det første århundrede? (b) Hvilken form for hjælp kan sådanne få i dag?
9 I Første Timoteusbrev 5:3-10 skrev Paulus for eksempel om nødlidende enker der var „efterladt alene“. Ansvaret for at hjælpe dem hvilede først og fremmest på deres troende slægtninge; at forsømme denne pligt kunne skade deres forhold til Gud. Men hvis en værdigt trængende enke ikke kunne få hjælp på denne måde, kunne de ældste skaffe hende materiel hjælp gennem menigheden. I vor tid er det også sket at menigheder har hjulpet nogle i deres midte der led nød, men i de fleste lande har man nu bistandsordninger der finansieres gennem skatterne, og hvorigennem ældre, invalide og arbejdsløse kan modtage hjælp. Kristne ældste kan dog yde hjælp på andre måder. Nogle værdigt trængende får ikke offentlig hjælp fordi de ikke ved hvordan de skal ansøge eller fordi de er bange for at gøre det. I sådanne situationer kan de ældste forhøre sig hos myndighederne eller kontakte forkyndere der har erfaring på disse områder. De kan så igen bede en egnet broder eller søster om at hjælpe den nødstedte til at få den hjælp han eller hun er berettiget til. — Romerne 13:1, 4.
Praktisk hjælp
10. Hvad bør de ældste være opmærksomme på når de vogter hjorden?
10 Vågne tilsynsmænd er ofte de rette til at sørge for at syge og nødstedte får hjælp fra kærlige brødre og søstre. De ældste bør være opmærksomme på såvel åndelige som fysiske behov mens de vogter alle hjordens medlemmer. Det er indlysende at de ældste bør lægge mest vægt på „bønnen og ordets tjeneste“. (Apostelgerninger 6:4) De bør derfor så vidt muligt sørge for at også de medlemmer af hjorden der er sengeliggende eller er indlagt på hospitalet, modtager åndelig føde. Ældsterådet kan lade møderne optage på bånd til dem der ikke er i stand til at komme. Ældste og menighedstjenere der skiftes til at aflevere sådanne bånd har fundet at de ved deres besøg får mulighed for at give den syge del i andre åndelige gaver. (Romerne 1:11, 12) Samtidig kan de bedømme om der er andet vedkommende i øjeblikket har brug for hjælp til.
11. Vis med et eksempel hvordan man kan sørge for hjælp til en søster der har behov for det.
11 De lægger måske mærke til at en ældre eller handicappet søster nu og da kunne komme i rigssalen eller være lidt med i tjenesten hvis en søster hjalp hende med at blive vasket og klædt på. (Jævnfør Salme 23:1, 2, 5.) Tilsynsmændene kan udpege en blandt dem til at træffe de nødvendige foranstaltninger. Tilsvarende kan de bede frivillige i menigheden om at følges med den trængende til møderne eller hente vedkommende i bil. Hvis man lægger en plan for dette vil det kunne foregå på en mere ordnet måde.
12. Hvordan kan andre samarbejde med tilsynsmændene om at yde hjælp til ældre eller syge?
12 De ældste er måske opmærksomme på andre områder hvor menigheden kunne yde hjælp. For eksempel at en ældre eller syg søster ikke er i stand til at passe sit hus og sin have så godt som førhen. Kunne nogle menighedstjenere eller andre give hende en hjælpende hånd? Trænger haven til at blive luget eller vandet? Skal plænen slås eller hækken klippes? Søsteren vil sikkert føle sig bedre til mode når hun ved at haven ikke længere er en skamplet på kvarteret. Kunne en søster der alligevel skal ud at handle, tage varer med til en broder eller søster der ikke selv kan gå ud? Husk at apostlene viste interesse for sådanne praktiske anliggender og udpegede egnede medlemmer af menigheden til at yde hjælp. — Apostelgerninger 6:1-6.
13. Hvad blev resultatet af at de ældste hjalp den førnævnte nigerianske broder?
13 De førnævnte ældste der på et hyrdebesøg fandt Lebechi Okwaraocha og hans kone i en sørgelig forfatning, viste en sådan kristen omsorg. De ældste tog hurtigt sagen op og lod menigheden vide hvad de havde i sinde at gøre — at ombygge huset. Brødre og søstre skænkede materialer og hjalp villigt til. I løbet af en uge havde de bygget et godt lille hus med bliktag. Beretningen fra Nigeria lyder:
„Landsbyens beboere var overraskede og kom på eget initiativ med mad og drikke til de brødre og søstre der arbejdede flittigt i mange timer i træk for at blive færdige før det næste regnskyl satte ind. Mange af landsbyboerne beklagede sig over andre trossamfund og sagde at de udplyndrede folk i stedet for at hjælpe de fattige. Hele landsbyen talte om genopbygningen af huset. Beboerne er blevet meget modtagelige for budskabet, og der er blevet oprettet mange hjemmebibelstudier.“
Din andel i de „gode gerninger“
14. Hvordan bør vi se på det at gøre „gode gerninger“ mod vore brødre?
14 I mange tilfælde kan vi naturligvis straks hjælpe de ældre og syge eller på anden måde trængende uden at tale med andre om det først. Hvis vi ser en måde hvorpå vi kan vise sand kristendom, bør vi da ikke gribe lejligheden og forsøge at hjælpe? (Apostelgerninger 9:36-39) Vi gør det ikke fordi andre har presset os til det, men som et udslag af kristen kærlighed. Den første betingelse for at vi kan yde andre praktisk hjælp er at vi har ægte interesse for dem og medfølelse med dem. Der er selvfølgelig ingen af os der kan give de gamle deres ungdom igen, kurere sygdomme mirakuløst eller stille alle i menigheden lige i økonomisk henseende. Men vi bør alle være omsorgsfulde og gavmilde. Hvis vi er det, og hvis vi viser det i gerning, vil det styrke kærlighedens bånd mellem os og dem vi hjælper. Det gjorde det mellem Paulus og Onesimus, der, skønt han ikke havde været kristen så længe, hjalp Paulus mens han sad i fængsel. — Filemon 10-13; Kolossenserne 3:12-14; 4:10, 11.
15. Hvordan kan vi hjælpe dem der virkelig trænger til det?
15 Somme tider kan vi dække et økonomisk behov ved at give en gave anonymt eller under fire øjne. Er en broder blevet arbejdsløs? Har en søster haft uventede udgifter til lægebehandling, har hun været ude for en ulykke eller er hun blevet bestjålet? Situationer som disse kan let opstå i en menighed. Når vi giver „barmhjertighedsgaver“ vil vor Fader, som ser til i det skjulte, se det og finde behag i det. (Mattæus 6:1-4) I stedet for penge kunne vi måske, ligesom Job, give tøj til de fattige og mad til enker eller faderløse. — Job 6:14; 29:12-16; 31:16-22.
16. På hvilken anden praktisk måde kan vi somme tider yde hjælp? Belys svaret med et eksempel.
16 Vore erfaringer kan komme os til nytte når vi søger at yde andre praktisk hjælp. En broder bad for eksempel broder W. . . . . . . om et lån. Hans venlige svar lød: ’Hvorfor mener du at jeg er i stand til at låne penge ud?’ Svaret lød: ’Fordi du er bedre til at administrere dine penge.’ Broder W. . . . . . .. havde ofte lånt ud til trængende og havde derfor en vis dømmekraft. Han foreslog nu: ’Det du dybest set har brug for, er måske lidt hjælp til at lære at styre din økonomi. Hvis du vil have det, vil jeg meget gerne hjælpe dig.’ En sådan hjælp værdsættes især af brødre som har behov for at tilpasse deres levestandard efter ændrede omstændigheder, eller som er villige til at arbejde hårdt selv om deres job måske ikke er i så høj kurs blandt andre. Hvis en broder på den anden side virkelig har brug for et lån, vil det være godt at lave en skriftlig aftale for at undgå at der senere opstår problemer. Men mange brødre der ikke bryder sig om at låne penge af andre, vil uden tvivl sætte stor pris på at få hjælp i form af personlig vejledning. (Romerne 13:8) Dette kan belyses med en erfaring fra Vestafrika:
Emmanuel var udlært barber, men der var langt mellem kunderne, og det gjorde ham modløs at han ikke længere kunne tjene til føden. Så spurgte en opmærksom ældste i menigheden ham om han kunne tænke sig at prøve en anden form for arbejde. Emmanuel svarede ja, for han ville ikke lade faglig stolthed være en hindring. Ældstebroderen talte med sine bekendte og fandt et job som opsynsmand på et hospital til Emmanuel. Dette job passer han godt, og han har haft mulighed for at hjælpe andre i menigheden.
17. Hvordan kan man hjælpe en broder der ligger på hospitalet? (Salme 41:1-3)
17 Hvis en broder eller søster er kommet på hospitalet eller på plejehjem, har vi særlige muligheder for at yde hjælp. Også her er det af stor betydning at vi nærer ægte interesse og omsorg. Dette kan man vise ved at fortælle opmuntrende oplevelser eller ved at læse højt for patienten af opbyggende kristne bøger og blade, men man bør ikke glemme at der også kan være fysiske behov man kan være med til at dække. Plejehjem og hospitaler er i nogle lande så overbebyrdede at patienterne ikke bliver vasket eller får mad medmindre de besøgende sørger for det. Man kan derfor spørge plejepersonalet om det er i orden at man bringer patienten et måltid mad eller hjælper vedkommende med at blive badet og få vasket hår. Mangler han eller hun en lun badekåbe eller et par hjemmesko? (2 Timoteus 4:13) Måske kan man tilbyde at løse et problem som bekymrer patienten. Måske plages han af tanken om hvordan hans lønningscheck skal blive hævet og regningerne betalt. Man kan aflaste en sådan patient ved at gøre selv ganske enkle ting for ham, for eksempel sørge for at posten ikke hober sig op i hans hjem, at stueplanterne bliver vandet og at der bliver lukket for varmen.
18. Hvad vil du gøre hvis en broder eller en søster kommer i nød?
18 Vi kan uden tvivl alle finde nogle områder hvor vi kan gøre mere, i stedet for blot at sige: „Hold jer varme og mætte.“ (Jakob 2:16) Tænk på brødrene og søstrene i din menighed. Er nogle af dem i alvorlige økonomiske vanskeligheder, syge, handicappede eller sengeliggende? Hvad kan du rent praktisk gøre for at hjælpe disse brødre og søstre? Husk på at de er afholdte medlemmer af menigheden og at Kristus døde for dem. Hvis du har denne indstilling vil du være bedre rustet til at reagere hurtigt hvis der opstår en situation der gør din hjælp påkrævet.
19. (a) Hvorfor er det så vigtigt at vi er ligevægtige i denne henseende? (b) Hvad er det bedste vi kan gøre for andre, og hvorfor? (Salme 72:4, 16)
19 Ved at gøre hvad vi kan for at hjælpe vore brødre, viser vi at vor tro ikke er død. Denne tro tilskynder os også til at arbejde hårdt i den kristne forkyndelse. Vi må bevare en god balance mellem at hjælpe andre økonomisk og at deltage regelmæssigt i den kristne forkyndelse. (Jævnfør Mattæus 15:3-9; 23:23.) Denne afbalancerede indstilling kommer til udtryk i Jesu vejledning til Marta og Maria. Han sagde at hvis man bedømmer de materielle ting i forhold til den åndelige føde, er sidstnævnte „den gode del“, den der ikke skal tages fra en. (Lukas 10:39-42) Der vil altid være syge og fattige mennesker i denne tingenes ordning. Vi kan — og vi bør — gøre godt mod dem. (Markus 14:7) Men den bedste og mest varige måde vi kan gøre godt mod andre på, er ved at lære dem om Guds rige. Det var det Jesus betragtede som det vigtigste. (Lukas 4:16-19) Under Guds rige vil de fattiges, de syges og de nødstedtes vanskeligheder blive afhjulpet for stedse. At hjælpe vore brødre og andre til at sætte deres lid til Gud og „få et fast greb om det virkelige liv“, vil skænke os selv stor glæde. — 1 Timoteus 6:17-19.
Husker du dette?
■ Hvilke af de „gode gerninger“ den kristne menighed kan gøre, har størst betydning?
■ Hvordan kan de ældste på en afbalanceret måde være opmærksomme på „gode gerninger“ i forbindelse med deres brødres økonomiske situation?
■ Hvilke praktiske skridt kan de ældste tage?
■ Hvilke praktiske ting kan vi personligt gøre for at hjælpe vore brødre og søstre når de er i nød?
[Ramme på side 17]
Menigheden viste omsorg
Et ægtepar der er flyttet til en lille menighed ude på landet, fortæller denne tankevækkende beretning:
’For tre år siden solgte min kone og jeg vores hus og flyttede til en fjerntliggende menighed der havde brug for modne brødres hjælp fordi der havde været nogle problemer. Snart varetog jeg fire ansvarsopgaver. Vi holdt meget af brødrene og ville gerne samarbejde med dem. Som månederne gik blev menighedens ånd bedre, og to dygtige ældste flyttede til.
Min kone begyndte at få problemer med helbredet, og sidste år måtte hun gennemgå en større operation. Samme dag som hun blev indlagt på hospitalet, måtte jeg gå i seng med leverbetændelse. To måneder senere blev jeg fyret fordi de økonomiske forhold var så dårlige i området. Vi havde ikke flere penge, jeg havde mistet mit arbejde, og vi gik begge og kæmpede for at blive raske. Jeg var ked af det, for områdestævnet nærmede sig og jeg havde et punkt på programmet. Jeg havde også et punkt ved kredsstævnet nogle uger senere, men jeg havde ingen anelse om hvordan det skulle blive muligt for mig at komme til disse stævner eller bare at forsørge min familie når jeg ingen penge havde. En formiddag hvor min kone var taget ud i forkyndelsen, satte jeg mig ned for at tænke over vores situation.
Mens jeg kiggede ud ad vinduet spurgte jeg mig selv hvad der var blevet af min tillid til Jehova. Jeg havde sagt til min kone at hun ikke skulle være bekymret, men nu begyndte jeg selv at tvivle. I bøn fortalte jeg Jehova om min svage tro og bad ham om hjælp. Da jeg havde afsluttet bønnen, bankede en broder på døren. Han spurgte mig om jeg ikke ville med ham hjem og have en kop kaffe. Jeg forklarede ham at jeg nok hellere måtte lade være, for jeg skulle forberede et punkt til mødet samme aften. Men han insisterede og sagde at det kun ville tage nogle få minutter, så jeg tog med ham. Vi kom tilbage en halv times tid senere, og da jeg steg ud af hans bil var jeg bedre til mode.
Da jeg kom ind i huset lagde jeg mærke til at køkkenbordet var fyldt med købmandsvarer. I første omgang troede jeg at min kone havde været ude at købe ind, men så tænkte jeg: „Hov, hvordan kan hun det, når vi ingen penge har.“ Så fik jeg øje på en konvolut. Der stod på den:
„Fra jeres brødre og søstre, der elsker jer meget højt. Læg ikke nogen af disse penge i bidragsbøssen. Det er allerede blevet ordnet for jer.“
Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg tænkte på min svage tro, og kom til at græde endnu mere. Så kom min kone hjem. Jeg kunne bare pege på fødevarerne og de andre gaver. Hun og de to søstre der var kommet sammen med hende, begyndte også at græde. Vi forsøgte at forklare at vi ikke kunne tage imod så meget, men søstrene sagde at ingen vidste hvem der havde givet hvad. Alle i menigheden havde bidraget, og de ville gerne gøre det fordi de følte at det var os der havde lært dem at være gavmilde mod andre. Det forstærkede bare strømmen af tårer!’
Da broderen senere skrev denne beretning, havde han fået sit arbejde igen, og han og hans kone var hjælpepionerer.
[Ramme på side 18]
Vidnesbyrd om kristen kærlighed
En menighed af Jehovas Vidner i den vestlige del af USA fik en enestående lejlighed til at vise kristen kærlighed, sådan som Bibelen råder til, da staten åbnede et center for alvorligt spastisk lammede i deres distrikt. En af centerets første beboere var den 25-årige Gary, der ikke længere kunne blive plejet hjemme. Han var lam i begge arme og begge ben og havde talevanskeligheder.
Gary havde været en døbt forkynder i syv år. Da han var flyttet til det nye center ville han gerne overvære den stedlige menigheds møder. Hans forældre boede ikke langt derfra, og et stykke tid kørte de for ham. Men med tanke på forældrenes alder begyndte andre brødre i menigheden at træde hjælpende til. En broder som havde en minibus, gjorde sig sammen med sin hustru og deres to piger klar til at tage hjemmefra tre kvarter inden hvert møde, så de kunne tage Gary med. Bagefter kørte de ham hjem til centeret og kom hver gang sent hjem.
Imidlertid begyndte der at ske noget på centeret. Andre spastisk lammede viste interesse for Bibelen. Snart tog et ægtepar imod et tilbud om et bibelstudium, og senere viste andre interesse. Men hvordan kunne de alle komme til møde? Endnu en familie i menigheden skaffede sig en minibus, og nogle lokale brødres firma stillede en tredje til rådighed. Dette var imidlertid ikke altid tilstrækkeligt eller lige bekvemt. Kunne menigheden gøre mere?
De ældste drøftede sagen og foreslog så at man anskaffede en minibus alene med det formål at transportere de handicappede til og fra mødet. Menigheden gav sin tilslutning og bidrog med glæde. Nogle brødre i de omliggende områder hørte om projektet og bidrog også. Man erhvervede en minibus og udstyrede den til at transportere kørestole.
Nu skiftes menighedens bogstudiegrupper til en måned ad gangen at køre minibussen til møder og stævner. Fem fra centeret er regelmæssigt med, og fire af dem er nu døbte forkyndere. De er blevet afholdte venner af mange brødre og søstre, som oplever glæden ved at hjælpe når de holder sangbøger og slår skriftsteder op for deres handicappede venner under møderne. Ved kreds- og områdestævnerne hjælper de dem der ikke kan klare sig selv, med at spise og med andet. Som følge af alt dette er der opstået en stærk gensidig kærlighed. Og hvordan er det gået Gary? Han tjener nu som menighedstjener i denne menighed der har aflagt et så stærkt vidnesbyrd om sin kærlighed. — Apostelgerninger 20:35.