Eksempler på Guds forudviden

GENNEM hele Bibelen er den måde hvorpå Gud gør brug af sin evne til at forudvide og forudbestemme til stadighed knyttet sammen med hans hensigter og vilje. Eftersom det står fast at Guds hensigter vil blive fuldbyrdet, kan han på forhånd vide hvordan resultatet, den endelige virkeliggørelse af hans hensigter, vil blive, og kan forud bestemme såvel dette som de skridt han finder passende at tage for at fuldbyrde sin vilje. (Es. 14:24-27) Bibelen taler således om hvordan Jehova ’udtænker’ sine hensigter vedrørende fremtidige begivenheder og handlinger og ’lægger’ dem ’til rette’. (Es. 46:11; 2 Kong. 19:25) Som den store pottemager „virker [Gud] alt i overensstemmelse med sin egen viljes beslutning“, i harmoni med sin hensigt (Ef. 1:11), og han ’lader alle ting samvirke til gode for dem, som elsker ham’. (Rom. 8:28) Det er derfor især i forbindelse med sine egne forudbestemte hensigter at Gud „forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket“. — Es. 46:9-13.

Da Gud skabte de første mennesker var de fuldkomne, og Gud kunne se på resultatet af hele sit skaberværk og sige at det var „såre godt“. (1 Mos. 1:26, 31; 5 Mos. 32:4) I stedet for at han mistroisk bekymrede sig om hvordan dette pars fremtidige handlinger ville være, siger beretningen at han „hvilede“. (1 Mos. 2:2) Det kunne han gøre eftersom ingen fremtidig handling, omstændighed eller tilfældighed, på grund af hans almagt og ophøjede visdom, kunne frembyde en uoverstigelig hindring eller et uløseligt problem der kunne forstyrre virkeliggørelsen af hans suveræne hensigt. — 2 Krøn. 20:6; Es. 14:27; Dan. 4:35.

Forudviden om skarer

Der forekommer tilfælde hvor Gud på forhånd har vidst hvilken adfærd visse grupper, nationer eller størstedelen af menneskene ville lægge for dagen, og derfor forudsagde han i store træk hvordan de ville handle i fremtiden, og forudbestemte hvordan han på sin side ville handle over for dem. Denne forudviden eller forudbestemmelse berøver dog ikke de enkeltpersoner der udgør en sådan kollektiv gruppe eller del af menneskeheden, muligheden for selv frit at vælge hvilken bestemt kurs de vil følge. Dette fremgår af følgende eksempler:

Før vandfloden på Noas tid bekendtgjorde Jehova at det var hans hensigt at lade denne ødelæggelse, som resulterede i at både mennesker og dyr mistede livet, ramme jorden. Bibelens beretning viser imidlertid at Gud først traf denne beslutning efter at de forhold havde udviklet sig der gjorde hans indgriben nødvendig. Desuden foretog Gud, som „kender menneskebørnenes hjerter“, en undersøgelse af folks hjertetilstand og fandt at „deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang“. (2 Krøn. 6:30; 1 Mos. 6:5) Alligevel opnåede enkeltpersoner, nemlig Noa og hans familie, Guds gunst, og undgik at blive tilintetgjort. — 1 Mos. 6:7, 8; 7:1.

På samme måde forholdt det sig med Israels nation; selv om Gud gav israelitterne mulighed for at blive „et kongerige af præster og et helligt folk“ dersom de holdt hans pagt, forudsagde Jehova alligevel cirka fyrre år senere, da de befandt sig på tærskelen til det forjættede land, at de ville bryde hans pagt og som nation betragtet blive forladt af ham. Denne forudviden må imidlertid ses på baggrund af at folket allerede havde vist en oprørsk og ulydig indstilling. Derfor kunne Gud sige: „Jeg ved jo, hvad de pønser på allerede nu, før jeg har ført dem ind i det land, jeg tilsvor deres fædre.“ (5 Mos. 31:21; Sl. 81:11-14) Gud kunne forudse hvilke følger en sådan tydelig tendens i retning af tiltagende ondskab ville få, uden at hans forudviden dermed gjorde ham ansvarlig for denne udvikling, lige så lidt som den omstændighed at man på forhånd véd at en bygning der består af dårlige materialer og er elendigt bygget vil forfalde, gør en ansvarlig for et sådant forfald. Der var også profeter som fremholdt profetiske advarsler om de domme som Gud, på grund af allerede eksisterende forhold blandt folk og indstillinger hos dem, havde forudbestemt skulle fuldbyrdes. (Sl. 7:9, 10; Ordsp. 11:19; Jer. 11:20) Også i disse tilfælde kunne enkeltpersoner imidlertid give agt på Guds vejledning, tugt og advarsler og opnå hans gunst, hvilket nogle også gjorde. — Jer. 21:8, 9; Ez. 33:1-20.

Guds søn, som også kunne læse menneskers hjerter (Matt. 9:4; Mark. 2:8; Joh. 2:24, 25), var af sin Fader blevet udstyret med evnen til at forudvide og forudsige fremtidige begivenheder, forhold og domme som Gud ville eksekvere. Han forudsagde hvordan de skriftkloge og farisæerne som skare betragtet var dømt til Gehenna (Matt. 23:15, 33, NW), men mente ikke dermed at hver eneste farisæer eller skriftklog var forudbestemt til tilintetgørelse, hvilket apostelen Paulus’ tilfælde også bekræfter. (Ap. G. 26:4, 5) Jesus forudsagde de veer der ville overgå indbyggerne i Jerusalem og andre byer som ikke ville omvende sig, men det betød ikke at hans Fader havde forudbestemt at alle enkeltpersoner i disse byer skulle rammes af denne skæbne. (Matt. 11:20-23; Luk. 19:41-44; 21:20, 21) Han vidste også hvad menneskenes tilbøjeligheder og indstilling ville føre til, og forudsagde de forhold der ville have udviklet sig blandt menneskene ved „afslutningen på tingenes ordning“, samt måden hvorpå Guds egne hensigter ville blive fuldbyrdet. — Matt. 24:3, 7-14, 21, 22; vers 3 efter NW.

Forudviden om enkeltpersoner

Den guddommelige forudviden har ikke blot drejet sig om skarer men indbefatter også visse enkeltpersoner, som for eksempel Esau og Jakob, den farao der omtales i Anden Mosebog, Samson, Salomon, Jeremias, Johannes Døber, Judas Iskariot og Guds søn Jesus.

I Samsons, Jeremias’ og Johannes Døbers tilfælde gjorde Jehova brug af sin forudviden før de blev født. Denne forudviden drejede sig imidlertid ikke om hvordan deres endelige skæbne ville blive, men Jehova forudbestemte på grund af sin forudviden at Samson skulle leve som nasiræer og gøre de første skridt til at udfri Israel af filisternes hånd, at Jeremias skulle tjene som profet, og at Johannes Døber skulle udføre et forberedende arbejde som forløber for Messias. (Dom. 13:3-5; Jer. 1:5; Luk. 1:13-17) Selv om disse mænd i høj grad var begunstigede fordi de fik overdraget sådanne forrettigheder, var dette ingen garanti for at de ville opnå evig frelse, ja ikke engang for at de ville forblive trofaste indtil døden (hvilket dog alle tre gjorde). Jehova forudsagde således at en af Davids mange sønner skulle have navnet Salomon, og han forudbestemte at Salomon skulle bruges til at bygge templet. (2 Sam. 7:12, 13; 1 Kong. 6:12; 1 Krøn. 22:6-19) Men skønt Salomon blev begunstiget på denne måde og endog fik den forret at skrive nogle af Bibelens bøger, faldt han ikke desto mindre fra senere hen. — 1 Kong. 11:4, 9-11.

På samme måde med Esau og Jakob. Guds forudviden afgjorde ikke deres evige skæbne. Den afgjorde eller forudbestemte hvilken af de folkegrupper som nedstammede fra de to sønner der skulle indtage en fremherskende stilling over den anden. (1 Mos. 25:23-26) Denne forudsete fremtrædende stilling viste også frem til hvem der skulle få førstefødselsretten af Jakob, en ret der indebar den forret at være af den slægtslinje gennem hvilken Abrahams „sæd“ skulle komme. (1 Mos. 27:29; 28:13, 14) På denne måde gjorde Jehova Gud det klart at hans valg af enkeltpersoner til at tjene visse formål, ikke er bundet af skik og brug eller af hvad mennesker forventer. Gud skænker heller ikke mennesker visse forrettigheder udelukkende på grundlag af deres gerninger, hvilket kunne få dem til at føle at de ’havde ret’ til eller ’havde gjort sig fortjent’ til sådanne forrettigheder. Dette understregede apostelen Paulus da han viste hvorfor Gud, i sin ufortjente godhed, kunne give hedningenationerne del i privilegier der efter alt at dømme engang var forbeholdt Israel. — Rom. 9:1-6, 10-13, 30-32.

Paulus’ citat om at Jehova ’elskede Jakob [Israel] og hadede Esau [Edom]’ stammer fra Malakias 1:2, 3, som blev skrevet længe efter Jakobs og Esaus tid. Bibelen siger derfor ikke nødvendigvis at Jehova havde en sådan indstilling til tvillingerne inden deres fødsel. Videnskaben har fastslået at en stor del af et barns sindelag og temperament afgøres i undfangelsesøjeblikket, på grund af de arveanlæg det får fra faderen og moderen. Det er indlysende at Gud kan se sådanne anlæg; David taler om at Jehova kunne se ham som „foster“. (Sl. 139:14-16; se også Prædikerens bog 11:5.) I hvilken grad denne guddommelige indsigt indvirkede på Jehovas forudbestemmelse angående de to drenge kan vi ikke sige, men under alle omstændigheder fordømte dét at han valgte Jakob fremfor Esau, ikke i sig selv Esau eller hans efterkommere, edomitterne, til tilintetgørelse. Den „sindsændring“ som Esau indtrængende og med tårer søgte, var imidlertid kun et mislykket forsøg på at få hans fader Isak til at ændre sin beslutning om at den førstefødtes særlige velsignelse helt og holdent skulle være Jakobs. Det var derfor ikke et tegn på at Esau over for Gud havde angret sin materialistiske indstilling. — 1 Mos. 27:32-34; Hebr. 12:16, 17, NW.

Disse tilfælde hvor Gud har gjort brug af sin forudviden før den enkeltes fødsel, er således ikke i modstrid med hans åbenbarede egenskaber eller den norm han følger. Der er heller intet der tyder på at Gud har tvunget de enkelte til at handle imod deres egen vilje. I Faraos, Judas Iskariots og Guds egen søns tilfælde er der intet der vidner om at Jehova gjorde brug af sin forudviden før deres fødsel. I disse særlige tilfælde gør visse principper sig gældende med hensyn til Guds forudviden og forudbestemmelse.

Et af disse principper er at Gud prøver enkeltpersoner ved at forårsage eller tillade visse omstændigheder eller begivenheder eller ved at lade sådanne enkeltpersoner høre hans inspirerede budskab, med det resultat at de er nødt til at gøre brug af deres frie vilje for at træffe en afgørelse, hvorved de åbenbarer en bestemt hjertetilstand som Jehova kan læse. (Ordsp. 15:11; 1 Pet. 1:6, 7; Hebr. 4:12, 13) I overensstemmelse med den måde hvorpå de enkelte reagerer kan Gud også forme dem i den retning som de selv har valgt af egen fri vilje. (1 Krøn. 28:9; Sl. 33:13-15; 139:1-4, 23, 24) Et menneskes hjerte må altså vise en tilbøjelighed i en bestemt retning før Jehova leder vedkommendes skridt. (Ordsp. 16:9; Sl. 51:12) Under prøve kan det fastslås hvordan et menneskes hjertetilstand er, om det enten forhærdes i uretfærdighed og oprørskhed, som tilfældet var med Faraos hjerte ved udgangen af Ægypten, eller om det vokser sig stærkt i ubrydelig hengivenhed for Jehova Gud og holder fast ved at gøre hans vilje. (2 Mos. 4:21; 8:15, 32) Når den enkelte af egen fri vilje har vist hvilken vej han eller hun vil følge, kan det endelige resultat af vedkommendes kurs vides på forhånd og forudsiges uden at der begås nogen uretfærdighed og uden at der gøres vold på vedkommendes moralske frihed. — Se også Job 34:10-12.

Judas Iskariots forræderiske adfærd var en opfyldelse af en guddommelig profeti og et vidnesbyrd om både Jehovas og hans søns forudviden. (Sl. 41:10; 55:13, 14; 109:8; Ap. G. 1:16-20) Alligevel kan man ikke sige at Gud forudbestemte Judas til en sådan adfærd. Profetierne forudsagde at en der stod Jesus meget nær ville forråde ham, men viste ikke specielt hvem af hans nærmeste det ville være. Også i dette tilfælde ville det være i modstrid med Bibelens principper hvis Gud havde forudbestemt Judas’ handlemåde. Den guddommelige norm som apostelen fremholdt, lyder: „Lad ingen håndspålæggelse ske overilet, og gør dig ikke medansvarlig for andres synder; bevar dig selv ren!“ (1 Tim. 5:22) Som et udtryk for hvor omhyggelig Jesus var med at foretage en klog og rigtig udvælgelse af sine tolv apostle, tilbragte han natten i bøn til sin Fader før han gjorde sin beslutning kendt. (Luk. 6:12-16) Hvis Judas allerede af Gud var forudbestemt til at være en forræder, ville dette være uforeneligt med Guds ledelse, og, ifølge ovennævnte regel, gøre ham medansvarlig for de synder en sådan forræder begik.

Det synes således klart at på det tidspunkt Judas blev udvalgt til at være apostel, viste hans hjerte intet synligt tegn på en forræderisk indstilling. Han tillod ’en bitter rod at skyde op’ og besmitte ham, og det førte til at han afveg fra den rette vej og lod sig lede, ikke af Gud, men af Djævelen, og blev en tyv og forræder. (Hebr. 12:14, 15; Joh. 13:2; Ap. G. 1:24, 25; Jak. 1:14, 15) Med tiden nåede denne afvigelse et bestemt punkt hvor Jesus selv kunne læse Judas’ hjerte og forudsige hans forræderi. — Joh. 13:10, 11.

I beretningen i Johannes 6:64, der omtaler den lejlighed hvor nogle af disciplene tog anstød af Jesu lære, læser vi ganske vist at „Jesus vidste fra begyndelsen [fra første færd, Jerusalem Bible], hvem det var, der ikke troede, og hvem det var, der skulle forråde ham“. Selv om ordet „begyndelse“ i Andet Petersbrev 3:4 er anvendt om skabelsens begyndelse, kan det også henvise til andre tidspunkter. (Luk. 1:2; Joh. 15:27) Da apostelen Peter for eksempel talte om at den hellige ånd var faldet på hedningerne „ligesom på os i den første tid [i begyndelsen, NW]“, henviste han til pinsedagen år 33 e.v.t., da den hellige ånd begyndte at blive udgydt i en bestemt hensigt. (Ap. G. 11:15; 2:1-4) Det er derfor interessant at lægge mærke til følgende kommentar til Johannes 6:64 som findes i Critical, Doctrinal, and Homiletical Commentary af Schaff-Lange: „[’Begyndelse’] betyder ikke metafysisk fra alle tings begyndelse . . ., ej heller fra begyndelsen af hans [Jesu] bekendtskab med hver enkelt . . ., eller fra begyndelsen af hans indsamling af sine disciple, eller fra begyndelsen af hans messianske tjeneste . . ., men det betyder fra de første skjulte kim af vantro [der fik nogle af disciplene til at tage anstød]. På samme måde vidste han også fra begyndelsen hvem der ville forråde ham.“ — Jævnfør Første Johannesbrev 3:8, 11, 12.

Messias

Jehova Gud kendte forud og forudsagde Messias’ lidelser, den død han skulle lide og den opstandelse han ville få. (Ap. G. 2:22, 23, 30, 31; 3:18; 1 Pet. 1:10, 11) Virkeliggørelsen af de ting som Gud i kraft af sin forudviden havde besluttet skulle ske, afhang dels af Guds egen brug af sin magt og dels af menneskers handlinger. (Ap. G. 4:27, 28) Sådanne mennesker lod sig imidlertid villigt bruge af Guds modstander, Satan Djævelen. (Joh. 8:42-44; Ap. G. 7:51-54) Ligesom de kristne på Paulus’ tid vidste ’hvad Satan havde i sinde’, således forudså Gud også de onde anslag og metoder hans modstander ville tage i brug mod hans Salvede. (2 Kor. 2:11) Det er derfor indlysende at Gud i kraft af sin magt også kunne modgå eller endog hindre ethvert angreb eller anslag mod Messias som ikke var i overensstemmelse med profetierne om hvordan og hvornår det skulle ske.

Apostelen Peters udtalelse om at Kristus, som Guds offerlam, var „forud kendt før verdens [kos’mou] grundlæggelse [form af det græske ord katabole’]“, benyttes af tilhængerne af læren om forudbestemmelse som et bevis for at Gud gjorde brug af en sådan forudviden før menneskets skabelse. (1 Pet. 1:19, 20, NW) Det græske ord katabole’, der er oversat „grundlæggelse“, betyder bogstaveligt „det at kaste ned, nedlægge“, og kan hentyde til ’det at modtage’ sæd, det vil sige ’undfange’, som for eksempel i Hebræerbrevet 11:11 (NW), der hentyder til at Abraham afgav sæd for at avle en søn og at Sara modtog denne sæd og blev frugtsommelig. Selv om menneskehedens verden blev grundlagt da Gud skabte de første mennesker, hvilket fremgår af Hebræerbrevet 4:3, 4, mistede disse derefter deres stilling som Guds børn. (1 Mos. 3:22-24; Rom. 5:12) Ved Guds ufortjente godhed fik de alligevel lov at nedlægge (så) og modtage sæd og frembringe afkom, og Bibelen viser at især et af deres børn, nemlig Abel, opnåede Guds gunst og indtog en sådan stilling at han vil kunne få gavn af genløsningen og opnå frelse. (1 Mos. 4:1, 2; Hebr. 11:4) Det er bemærkelsesværdigt at Jesus, i Lukas 11:49-51, omtaler „alle profeternes blod, som er udgydt fra verdens grundlæggelse“, og sammenstiller dette med ordene „lige fra Abels blod til blodet af Zakarias“. Jesus forbinder således „verdens grundlæggelse“ med Abel, med tiden dengang.

Messias eller Kristus skulle være den lovede sæd gennem hvem alle retsindige mennesker fra alle jordens slægter skulle velsignes. (Gal. 3:8, 14) Den første omtale af en sådan „sæd“ forekom efter at oprøret i Eden havde fundet sted, men før Abels fødsel. (1 Mos. 3:15) Dette var over fire tusind år før „den hellige hemmelighed“ om den forvaltning der skulle komme gennem Messias, blev åbenbaret; den havde følgelig været „fortiet i lange tider“. — Rom. 16:25-27, NW; Ef. 1:8-10; 3:4-11.

Til sin bestemte tid overdrog Jehova Gud sin førstefødte søn det hverv at opfylde den profetiske rolle som „sæden“ og blive Messias. Der er intet der tyder på at denne søn var forudbestemt til en sådan rolle før han blev skabt eller før oprøret i Eden. Guds endelige udvælgelse af ham til at være den der skulle opfylde profetierne savnede heller intet grundlag. Det nære samfund der havde været mellem Gud og hans søn i tiden før Sønnen blev sendt til jorden, havde uden tvivl givet, Jehova et sådant kendskab til sin søn at han kunne være sikker på at Sønnen trofast ville opfylde de profetiske løfter og forbilleder. — Jævnfør Romerbrevet 15:5; Filipperbrevet 2:5-8; Mattæus 11:27; Johannes 10:14, 15.

’De kaldede og udvalgte’

Tilbage har vi nu at undersøge de skriftsteder der omtaler de kristne „kaldede“ eller „udvalgte“. (Jud. 1; Matt. 24:24) Der siges om dem at de er „udvalgte ifølge Gud Faders forudviden“ (1 Pet. 1:1, 2), „udvalgte . . . før verdens grundlæggelse“, ’forudbestemte til adoption som Guds sønner’ (Ef. 1:3-5, 11, NW), ’udvalgte fra begyndelsen til frelse’ og „kaldet“ dertil. (2 Tess. 2:13, 14) Forståelsen af disse skriftsteder afhænger af om de hentyder til forudbestemmelse af visse enkeltpersoner eller om de taler om forudbestemmelse af en skare mennesker, nemlig den kristne menighed, der udgør „ét legeme“ (1 Kor. 10:17) bestående af dem der skal være medarvinger med Kristus Jesus i hans himmelske rige. — Ef. 1:22, 23; 2:19-22; Hebr. 3:1, 5, 6.

Hvis disse ord gælder bestemte personer som er forudbestemt til evig frelse, betyder det at disse enkeltpersoner aldrig kunne vise sig utro eller svigte deres kaldelse, for Guds forudviden om dem kunne ikke være forkert og hans forudbestemmelse af dem til en bestemt skæbne kunne aldrig slå fejl eller gøres til intet. Alligevel viste de samme apostle som blev inspireret til at skrive de ovennævnte ord, at nogle af dem som var købt og helliget ved Kristi genløsningsoffers blod og som ’havde smagt den himmelske gave og fået del i Helligånden . . . og den kommende verdens kræfter’, ville falde fra og aldrig omvende sig, men ville bringe ødelæggelse over sig selv. — 2 Pet. 2:1, 2, 20-22; Hebr. 6:4-6; 10:26-29.

Hvis vi derimod anvender de ovennævnte skriftsteder på en skare, nemlig på den kristne menighed eller det ’hellige folk’ af kaldede som en helhed (1 Pet. 2:9), betyder det at Gud på forhånd vidste og forudbestemte at der skulle fremstå en sådan skare (men ikke de enkeltpersoner der skulle udgøre den). Det betyder også at han har fastsat eller forudbestemt det „mønster“ som alle de der, når tiden var inde, blev kaldet til at være medlemmer af denne skare, måtte tilpasse sig, alt sammen i overensstemmelse med hans hensigt. (Rom. 8:28-30, NW; Ef. 1:3-12; 2 Tim. 1:9, 10) Ligeledes at han har forudbestemt de gerninger som det kunne forventes at disse udførte, og de prøvelser de ville komme ud for på grund af de lidelser verden ville bringe over dem. — Ef. 2:10; 1 Tess. 3:3, 4.

Den måde hvorpå Gud har gjort brug af sin forudviden fritager os således ikke for det ansvar vi har for selv at stræbe efter at være i overensstemmelse med hans retfærdige vilje.