„Dit ord er sandhed“

Har det fjerde bud betydning for kristne?

DET fjerde af de ti bud som blev givet til Israels folk gennem Moses lyder således: „Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for [Jehova] din Gud; da må du intet arbejde udføre.“ — 2 Mos. 20:8-11.

Med tiden gik nogle af jøderne til yderligheder i forbindelse med at overholde sabbatsdagen. Saddukæerne forbød kønslig omgang på sabbatsnatten. Josefus fortæller at essæernes sekt betragtede det som en overtrædelse at gå på toilettet på sabbaten. Og farisæerne var rasende fordi Jesus helbredte syge på sabbatsdagen. — Mark. 3:1-6.

Israelitterne havde fået flere forskrifter der skulle belære dem om hvad sabbatsbudet indebar. „På sabbatsdagen må I ikke gøre ild i nogen af eders boliger.“ (2 Mos. 35:3) Tidligere var der blevet sagt: „Ingen må forlade sin bolig [sit sted, New World Translation] på den syvende dag.“ (2 Mos. 16:29) Der blev altså pålagt Israels folk bestemte restriktioner i forbindelse med at lave mad og at rejse ud på sabbaten. Hvis man derfor i dag påstår at man overholder den bogstavelige sabbatsdag, må man også overholde alle de krav der er knyttet til den.

Mange af kristenhedens kirker hævder at de er underlagt det fjerde bud. Det er dog meget tydeligt at de ikke overholder alle dets krav. Og ikke nok med det; de fleste af dem overholder en forkert dag, nemlig ugens første dag, mens den mosaiske lov sagde at hviledagen skulle falde på den syvende dag. Hvilket standpunkt bør vi da indtage?

Apostelen Paulus skrev under inspiration at Jesu Kristi disciple ikke er „under lov, men under nåde“, og at de „ved Kristi legeme“ er „døde fra loven“. (Rom. 6:14; 7:4) Man bør dog huske på at selv om de kristne ikke er under den mosaiske lov, siger Bibelen udtrykkeligt at visse af de gode bestemmelser som findes i de ti bud også gælder dem — som for eksempel forbudet mod ægteskabsbrud og afgudsdyrkelse. (1 Kor. 5:11-13; Ap. G. 15:28, 29) Der tales imidlertid ikke om nogen ugentlig sabbatsdag.

Intetsteds i Jesu inspirerede disciples skrifter finder vi noget påbud om at kristne skal holde en ugentlig sabbat. Det betyder dog ikke at det er dårligt at holde hver syvende dag fri. Og der er heller ikke noget forkert i at bruge en sådan dag til at tilbede og tjene Gud. Men kristne er ikke forpligtet til at overholde den ugentlige jødiske sabbatsdag.

Paulus henviser endvidere til den bogstavelige overholdelse af den mosaiske lov og siger at Gud „udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset“. Han fortsætter med at sige til de kristne: „Lad derfor ingen dømme jer . . . med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat; det er alt sammen kun en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus.“ — Kol. 2:13, 14, 16, 17.

Hvis en eller anden derfor insisterer på at overholde en bogstavelig sabbatsdag, forkaster han det offer Jesus Kristus gav da han hang på marterpælen, og han forkaster derved den tilgivelse af vore synder som Kristi offer gjorde mulig. Det er det samme som hvis han blev ved med at ofre dyreofre efter at Jesus havde givet sit liv som et offer — det eneste virkelige offer for vore synder.

Betyder det at det fjerde bud er fuldstændig uden betydning for kristne? Afgjort ikke. Det peger frem til en langt større sabbat for de kristne — en sabbat som ikke blot er en skygge, men virkeligheden selv. Ud fra Første Mosebog 2:2 kan vi se at Gud har hvilet fra sin skabervirksomhed på jorden siden afslutningen på den sjette skabelsesdag (skabelsesperiode), det vil sige siden vore første forældre blev skabt. Fordi Israels folk undlod at lægge tro og lydighed for dagen, gik det ikke ind til Guds hvile. (Sl. 95:7-11) Men til de kristne siger apostelen Paulus: „Altså står der endnu en sabbatshvile tilbage for Guds folk. Thi den, som er gået ind til hans hvile, har opnået at hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine. Lad os derfor stræbe efter at gå ind til den hvile, for at ingen skal falde som de [jøderne] og blive et lignende eksempel på ulydighed.“ — Hebr. 3:19; 4:9-11.

Guds hvile har været uden ophør, og det er de sande kristnes hvile også. Men hvad hviler de fra? Fra deres „gerninger“, fra det de førhen gjorde for at opnå retfærdighed i egen kraft. De tror ikke længere at de kan gøre sig fortjent til Guds godkendelse og evigt liv ved at følge visse regler og ceremonier. De tror ikke længere at Gud er tvunget til at velsigne dem på grund af deres gode livsførelse. Det var netop den fejl de troløse jøder begik; de ’søgte at opstille deres egen retfærdighed og bøjede sig derfor ikke under retfærdigheden fra Gud’. — Rom. 10:3.

Sande kristne anerkender at deres synder kun kan fjernes i kraft af Jesu Kristi offer. Og de hviler i bevidstheden om at man kun opnår Jehovas godkendelse og dermed livet ved at tro på Kristus og ved at rette sig efter hans lære. Kristi sande disciple er ikke som de mennesker der siger: „Jeg er ærlig, jeg hverken stjæler eller lyver eller gør noget der er umoralsk; det må være nok!“ Nej, de prøver at efterleve hele Kristi lære.

Der findes imidlertid mange mennesker, selv nogle som hævder at de er kristne, der tror at de har en medfødt ret til liv og andre velsignelser. Det falder dem vanskeligt at indrømme at de er født som syndere, uden retten til liv, og derfor helt afhængige af de ting Gud har gjort for at give dem liv. De tager sjældent imod råd og vejledning, selv når den gives dem i en kærlig hensigt. De indrømmer nødigt deres fejltrin. Det de går mest op i, er at fastslå deres egen retfærdighed. De ’hviler’ ikke, de har ikke afstået fra deres egne selviske gerninger, og derfor overholder de ikke Guds sabbat. Lykkelige er de der ’hviler fra deres gerninger’ og går ind til Guds hvile på hans sabbat. Der venter dem en strålende fremtid.

Guds hviledag har nu varet næsten seks tusind år. Den periode på tusind år der ligger foran os, beskrives i Bibelen som de tusind år hvori Kristus skal regere. (Åb. 20:4) Dette vil også være som en stor sabbat, langt større end de sabbater jøderne har overholdt, for til den tid vil der være varig fred og velstand. — Åb. 21:2-4.

Den ugentlige sabbat der omtales i det fjerde bud er således et billede på den store sabbat, som Jesus sagde at han var herre over. (Matt. 12:8) De der anerkender at de er syndere, og derfor afhængige af Kristi Jesu offers værdi for at opnå fred med Gud og et godt forhold til ham, kan allerede nu hvile eller afstå fra deres egne selviske gerninger, deres bestræbelser for at fastslå deres egen retfærdighed. Alle der respekterer Guds syvtusindårige sabbat fra nu af, vil kunne glæde sig over de storslåede velsignelser som Kristi regering over hele jorden vil medføre på den tusindårige sabbat.