Grundlaget for at tro på Gud
IFØLGE en ordbog kan tro blandt andet være „en fast og urokkelig forvisning om noget der ikke er bevis for“. Dette er dog snarere en definition af lettroenhed, af villighed til at tro uden at have beviser. Lettroenhed kan ikke kaldes tro i bibelsk forstand. Den tro på Gud som Bibelen taler for — og giver grundlag for — er en tro der bygger på klare vidnesbyrd og sunde ræsonnementer.
Videnskabsmænd kan siges at tro på de fundamentale principper der gælder for det specielle felt de har med at gøre. Landmanden dyrker sin jord i tillid til eller tro på årstidernes regelmæssige skiften. Sådan kunne der anføres mange eksempler på at mennesker fæster lid til — eller tror på — den regelbundethed der gør sig gældende i naturen og i forbindelse med de love universet styres af. Denne regelbundethed er faktisk i sig selv et vidnesbyrd om at der må findes en intelligent, personlig Skaber. Ved at foretage beregninger på grundlag af himmellegemernes bevægelser og kendskabet til naturlovene, har astronomer været i stand til at fastslå et par af planeternes eksistens og plads endnu før det var muligt at se dem. Og på grund af den regelbundne orden i det man kalder grundstoffernes periodiske system, har videnskabsmænd været i stand til at fastslå at visse grundstoffer eksisterede og at beskrive deres egenskaber endnu før disse grundstoffer blev fundet. Hvorfor skulle videnskabsmænd, landmænd og alle andre da ikke fæste lid til, ja tro på, den der står bag disse naturlove?
Ordet „tro“ bruges i Bibelen i to forbindelser: om noget man håber på, noget man ikke ser fordi det endnu hører fremtiden til; og om noget der er usynligt, noget man ikke kan se fordi det er åndeligt, ikke materielt. Som eksempel på det første kan nævnes troen på Guds løfter, og som eksempel på det andet troen på Gud selv. Det er de to forhold der nævnes i Hebræerbrevet 11:1: „Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser.“ (Da. aut.) Der siges derfor at de kristne skal vandre efter det de tror, ikke efter det de ser. — 2 Kor. 5:7.
Troen på at Gud er til underbygges når man tænker på den magt og visdom, orden og harmoni der kommer til udtryk i det synlige skaberværk. Det må indrømmes at enhver virkning har en årsag. Et ur vidner for eksempel om at der må være en urmager. Uanset hvor vi retter blikket hen, om vi betragter insektets komplicerede øje eller de vældige stjernesystemer i det ydre rum, kommer vi derfor til den slutning at der simpelt hen må findes en mægtig og viis Skaber som har frembragt det hele.
Alligevel er det en kendsgerning at mange mennesker i dag ikke tror på at Gud er til. Og fordi de ikke-troende i mange tilfælde er videnskabsmænd, drager nogle straks den slutning at det er uvidenskabeligt at tro på at der er en Gud som har skabt alt. Men det er slet ikke tilfældet, efter hvad en professor ved universitetet i Pennsylvanien, U.S.A., engang sagde. På spørgsmålet om hvorvidt man kan tro på de mirakler der er omtalt i Bibelen, sagde han at de kunne skyldes en kraft fra Gud som videnskaben endnu ikke kendte. „De fleste videnskabsmænd er ikke kristne“, sagde han videre, „men det er ikke fordi de er videnskabsmænd. De fleste forretningsfolk eller journalister er heller ikke kristne; ja de fleste mennesker er ikke kristne.“
I denne forbindelse kan også nævnes en artikel der for nogle år siden blev bragt i New York-bladet Journal-American. Der stod blandt andet: „I mange år har man almindeligvis regnet med at videnskabsmænd var ateister. Men i dag, . . . hvor videnskaben næsten hører til i hverdagen, holder denne teori ikke længere stik. I denne uge har N.Y. Journal-American bedt otte af landets fremtrædende videnskabsmænd om at udtale sig om dette spørgsmål: ’Tror videnskabsmænd på Gud?’ Af svarene fremgår tydeligt en grundlæggende opfattelse: En eller anden guddommelig magt som ligger uden for menneskenes rækkevidde, har formet universet. De fleste af de otte videnskabsmænd udtrykte allerede deres mening om dette emne for år tilbage. Ingen har i mellemtiden set nogen grund til at ændre deres synspunkter.“
Raketeksperten Wernher von Braun, som var en af de otte, svarede: „Hvorfor tror jeg på Gud? Den væsentligste grund er kort sagt denne: Noget der er så velordnet og fuldkomment opbygget som vor jord og universet, må have en Skaber, en Mesterkonstruktør. Noget der er så ordenspræget, så fuldkomment, så nøje afbalanceret og så majestætisk som dette skaberværk, kan kun være produktet af en guddommelig idé. Der må være en Skaber. Det kan simpelt hen ikke være anderledes.“
En anden af de otte videnskabsmænd, William Swann, en kendt forsker af kosmisk stråling, udtrykte sig på lignende måde: „Videnskabsmanden ynder at adskille kendsgerninger fra spekulation. Idet jeg nu betragter universet som et samlet hele, kan jeg ikke komme uden om at det afspejler intelligens i sin opbygning. Hermed mener jeg at universet, når man ser på hvordan det virker, i meget stor målestok udviser den samme harmoni og hensigtsmæssighed i sin opbygning som en ingeniør stræber efter at opnå når han på sit niveau bygger et eller andet.“
Og videnskabsmanden Warren Weaver, en af U.S.A.s førende matematikere, sagde engang i et populært månedsblad: „Enhver ny opdagelse som videnskaben gør, er en yderligere åbenbaring af den orden Gud har indbygget i sit univers. Guds magt og højhed befæstes af sådanne manifestationer af fornuft og orden.“
Der er også det vidnesbyrd der i 1700-tallet blev aflagt af Sir Isaac Newton, som for nylig er blevet betegnet som „det største naturvidenskabelige geni verden har set“. For at citere en nylig udkommen biografi, „tog Newtons granskning af naturen næsten udelukkende sigte på kundskaben om Gud“, og han „beskæftigede sig med videnskaben på grund af det den kunne lære mennesker om Gud“. Alle disse vidnesbyrd, som der findes i tusindvis af, stemmer med apostelen Paulus’ inspirerede ord om at Guds „usynlige egenskaber ses . . . klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de [de mennesker der i ord eller handling fornægter Guds eksistens] er uden undskyldning“. — Rom. 1:20.
Ægte tro på Gud forudsætter en guddommelig åbenbaring
Det er imidlertid ikke nok at tro på at Gud er til. Man må også tro på Guds løfter. I slutningen af 1976 blev der for eksempel foretaget et rundspørge i Australien som viste at 76 procent af indbyggerne „tror på Gud“. Men tror de virkelig på det Gud siger og det Gud gør, eller tror de blot på at han er til? Ifølge bibelskribenten Jakob tror selv de onde engle, dæmoner eller djævle på at Gud er til — og de gyser. Deres tro på Gud er tydeligvis ikke ægte. (Jak. 2:14, 19) Den rette tro på Gud indebærer ikke blot tro på at han er til, men også tillid til ham som person. Bibelen udtrykker det på denne måde: „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag, for den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og [desuden] at han bliver deres belønner som ivrigt søger ham.“ (Hebr. 11:6) Troen skal ikke kun berøre sindet, men også hjertet, ja hele ens person.
For at opnå den rette tro på Gud er det givetvis ikke nok at vi blot studerer den såkaldte „naturens bog“. Hvor meget naturen eller skaberværket end kan vidne om Skaberens majestæt, visdom og magt, kan den ikke svare på sådanne spørgsmål som: Hvad er Guds navn? Hvornår skabte han os, og hvorfor? Hvad er meningen med livet? Hvad vil det ende med? Hvilke pligter har vi over for Gud og over for vore medmennesker? Hvad er grunden til problemerne i verden? Og hvad kræver Gud af os for at vi kan overleve den forestående verdenskatastrofe som han har forudsagt i sit ord?
Overvej følgende: Skaberen har givet os evne til at ræsonnere, til at undres, til at bruge vor fantasi og til at stille spørgsmål som disse. Mon han da ikke også ville give os mulighed for at få svar på det vi spørger om? Gud har givet os en kundskabstørst, en trang til at vide besked, også med ting som kun han kan oplyse os om. Er det da ikke sandsynligt at han også ville tilfredsstille denne tørst efter kundskab? Han har jo skabt os med andre naturlige behov — for mad og drikke, for smukke syns- og lydindtryk, og så videre — og har givet os mulighed for med en vis indsats at få dækket disse behov. Desuden har han sørget for at dyrenes behov er dækket i enhver henseende. Nærer han mon mindre kærlighed til sine fornuftbegavede menneskeskabninger? Er det ikke kun logisk at mene at han ville give os svar på det vi spørger om — ved en guddommelig åbenbaring? Bibelen gør krav på at være en sådan åbenbaring, og hvis vi undersøger den, finder vi at den opfylder de krav man må stille til en åbenbaring fra Gud.
Bibelen er med rette blevet kaldt civilisationens og frihedens fakkel. Alene sådanne dele af den som Dekalogen eller de ti bud, Jesu bjergprædiken, Davids salmer og Salomons ordsprog sætter den i en klasse for sig. De ti bud er for eksempel højt hævet over Hammurabis lov. Ganske vist har man antydet at de skulle have denne lov som forbillede. Men intet kunne være fjernere fra sandheden. De ti bud lægger hovedvægten på gudsdyrkelsen, hvorimod Hammurabis lov koncentrerer sig om verdslige eller borgerlige anliggender. Og selv i behandlingen af de verdslige anliggender er der stor forskel. Ikke alene forbydes mord i de ti bud, men i resten af Moseloven fastsættes der dødsstraf for mord, og der skelnes mellem overlagt mord og uagtsomt manddrab. (4 Mos. 35:9-34) Men om Hammurabis lov siges der følgende i et engelsk opslagsværk: „Det er mærkeligt at loven slet ikke kommer ind på overlagt mord, og der er usikkerhed om hvordan mord blev straffet eller af hvem der blev øvet gengældelse.“ (Encyclopædia Britannica, 1971, bind 11, side 43) Vi lægger også mærke til at der i det sidste af de ti bud siges: „Du må ikke begære.“ (2 Mos. 20:17) Denne lovsamling er simpelt hen enestående i retsplejens historie. Den griber fat om det der er selve roden til kriminalitet, og dog er det i vid udstrækning overladt til personen selv at håndhæve denne lov!
Bibelen begynder naturligt nok med skabelsesberetningen. Derved kan den faktisk siges at være kommet Albert Einstein i møde, for Einstein sagde engang: „Jeg vil gerne vide hvordan Gud har skabt verden. . . . Jeg vil gerne kende Hans tanker.“ Skønt folk i almindelighed ikke er klar over det, er Bibelens skabelsesberetning i harmoni med mange videnskabsmænds synspunkter i dag.
Læg i denne forbindelse mærke til hvad en af U.S.A.s førende geologer, Wallace Pratt, har udtalt: „Hvis jeg som geolog i korte træk over for et simpelt hyrdefolk som de stammer Første Mosebog henvendte sig til, skulle forklare vor moderne forestilling om jordens oprindelse og livets opståen på den, kunne jeg næppe gøre det bedre end ved i hovedtrækkene at holde mig temmelig nøje til ordlyden i Første Mosebogs første kapitel.“ Og med hensyn til længden af de skabelsesdage der omtales i Første Mosebog, siger denne videnskabsmand meget fornuftigt: „Forsikres vi ikke om at for Skaberen er ’én dag som tusind år og tusind år som én dag’?“ Hvordan kunne forfatteren af Første Mosebog have fået disse oplysninger og denne forståelse, uden ved en direkte åbenbaring fra Gud?
Dertil kommer at bibelskribenterne udviser en ærlighed og oprigtighed der tydeligt understreger at deres beretninger må være pålidelige. Man kan ikke tillægge dem bagtanker eller forkerte motiver. Bibelen besmykker ikke sandheden men fortæller ligeud om selv fremtrædende troende mænds fejl og mangler. Den fortæller om at Noa drak sig beruset, om at patriarken Juda stod i forhold til en kvinde som han antog for at være en tempelskøge, om at Moses forløb sig, om Davids umoralske affære med Batseba, der også kom til at koste hendes mand livet, og om Jesu apostles indbyrdes kappestrid. Eftersom Bibelen ikke alene fortæller om de trofastes dyder men også om deres fejl, bærer den tydeligt præg af at være ærlig og sandfærdig.
Bibelen er meget realistisk når den skildrer menneskets natur, og menneskets natur har ikke ændret sig ret meget gennem de sidste seks tusind år. Næsten lige fra begyndelsen af den guddommelige beretning konfronteres vi for eksempel med den menneskelige svaghed der hedder skinsyge. Adam og Evas førstefødte søn dræber i vrede sin broder på grund af skinsyge. Senere i historien bliver Josef ryddet af vejen af sine skinsyge halvbrødre. Og kong Saul bliver skinsyg på David på grund af dennes fremgang og popularitet, og søger endog at dræbe ham. Sådan som Bibelen beskriver forholdene, både i disse og i mange andre tilfælde, har den troværdighedens præg.
Desuden måtte vi naturligt vente at Bibelen, hvis den er Guds åbenbaring til menneskene, ville have den største udbredelse som nogen bog har fået — og foreligge på flest sprog — så den kunne være tilgængelig for det største antal mennesker på jorden. Og det er netop tilfældet. Alene i 1975 blev der distribueret over 300 millioner bibler eller bibeldele, og hele Bibelen eller dele af den kan nu fås på godt og vel 1575 sprog.
Men den stærkeste grund til at vi bør acceptere Bibelens påstand om at den er Guds åbenbaring — hvilket den gang på gang gør krav på at være — er opfyldelsen af dens mange profetier. De hebraiske profeter forudsagde snesevis af enkeltheder om Jesu Kristi fødsel, hans offentlige tjeneste og hans død. For eksempel forudsagde de hvor han skulle fødes, gav oplysninger om hvornår han ville træde frem som Messias, at han ville udføre sin offentlige tjeneste i tre og et halvt år, hvordan han blev modtaget, samt hvordan begivenhederne ville forme sig i forbindelse med hans død og opstandelse.a Tror vi på Gud og på at Bibelen er hans ord, må vi også tro på Jesus Kristus som menneskehedens frelser og kongen i Guds rige.
● Om den fantastiske matematiske præcision der kendetegner skaberværket, udtaler professor i matematik ved Cambridge universitet, P. Dirac: „Det ser ud til at et af grundtrækkene i naturen er at fundamentale fysiske love udtrykkes i en matematisk teori af stor skønhed og kraft, en teori som det kræver en ikke ringe matematisk indsigt at forstå. . . . Måske kunne man beskrive forholdet ved at sige at Gud er matematiker, en matematiker i topklasse, og at han har benyttet en matematik af højeste orden ved opbygningen af universet.“ — Scientific American, maj 1963, side 53.
[Fodnote]
[Tekstcitat på side 173]
„Det er imidlertid ikke nok at tro på at Gud er til. Man må også tro på Guds løfter.“
[Tekstcitat på side 175]
’Men den stærkeste grund til at vi bør acceptere Bibelens påstand om at den er Guds åbenbaring, er opfyldelsen af dens mange profetier.’
[Oversigt på side 173]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Grundstoffernes periodiske system. (Grundstoffernes navne er angivet på engelsk.) På grund af den regelbundne orden i dette system har videnskabsmænd været i stand til at fastslå at visse grundstoffer eksisterede og at beskrive deres egenskaber endnu før disse grundstoffer blev fundet. Skyldes denne regelbundne orden et tilfælde?
1 Hydrogen 1
2 Helium 2
3 Lithium 2-1
4 Beryllium 2-2
5 Boron 2-3
6 Carbon 2-4
7 Nitrogen 2-5
8 Oxygen 2-6
9 Fluorine 2-7
10 Neon 2-8
11 Sodium 2-8-1
12 Magnesium 2-8-2
13 Aluminum 2-8-3
14 Silicon 2-8-4
15 Phosphorus 2-8-5
16 Sulfur 2-8-6
17 Chlorine 2-8-7
18 Argon 2-8-8
19 Potassium 2-8-8-1
20 Calcium 2-8-8-2
21 Scandium 2-8-9-2
22 Titanium 2-8-10-2
23 Vanadium 2-8-11-2
24 Chromium 2-8-13-1
25 Manganese 2-8-13-2
26 Iron 2-8-14-2
27 Cobalt 2-8-15-2
28 Nickel 2-8-16-2
29 Copper 2-8-18-1
30 Zinc 2-8-18-2
31 Gallium 2-8-18-3
32 Germanium 2-8-18-4
33 Arsenic 2-8-18-5
34 Selenium 2-8-18-6
35 Bromine 2-8-18-7
36 Krypton 2-8-18-8
37 Rubidium 2-8-18-8-1
38 Strontium 2-8-18-8-2
39 Yttrium 2-8-18-9-2
40 Zirconium 2-8-18-10-2
41 Niobium 2-8-18-12-1
42 Molybdenum 2-8-18-13-1
43 Technetium 2-8-18-13-2
44 Ruthenium 2-8-18-15-1
45 Rhodium 2-8-18-16-1
46 Palladium 2-8-18-18-0
47 Silver 2-8-18-18-1
48 Cadmium 2-8-18-18-2
49 Indium 2-8-18-18-3
50 Tin 2-8-18-18-4
51 Antimony 2-8-18-18-5
52 Tellurium 2-8-18-18-6
53 Iodine 2-8-18-18-7
54 Xenon 2-8-18-18-8
55 Cesium 2-8-18-18-8-1
56 Barium 2-8-18-18-8-2
57 Lanthanum 2-8-18-18-9-2
58 Cerium 2-8-18-20-8-2
59 Praseodymium 2-8-18-21-8-2
60 Neodymium 2-8-18-22-8-2
61 Promethium 2-8-18-23-8-2
62 Samarium 2-8-18-24-8-2
63 Europium 2-8-18-25-8-2
64 Gadolinium 2-8-18-25-9-2
65 Terbium 2-8-18-27-8-2
66 Dysprosium 2-8-18-28-8-2
67 Holmium 2-8-18-29-8-2
68 Erbium 2-8-18-30-8-2
69 Thulium 2-8-18-31-8-2
70 Ytterbium 2-8-18-32-8-2
71 Lutetium 2-8-18-32-9-2
72 Hafnium 2-8-18-32-10-2
73 Tantalum 2-8-18-32-11-2
74 Tungsten 2-8-18-32-12-2
75 Rhenium 2-8-18-32-13-2
76 Osmium 2-8-18-32-14-2
77 Iridium 2-8-18-32-15-2
78 Platinum 2-8-18-32-17-1
79 Gold 2-8-18-32-18-1
80 Mercury 2-8-18-32-18-2
81 Thallium 2-8-18-32-18-3
82 Lead 2-8-18-32-18-4
83 Bismuth 2-8-18-32-18-5
84 Polonium 2-8-18-32-18-6
85 Astatine 2-8-18-32-18-7
86 Radon 2-8-18-32-18-8
87 Francium 2-8-18-32-18-8-1
88 Radium 2-8-18-32-18-8-2
89 Actinium 2-8-18-32-18-9-2
90 Thorium 2-8-18-32-18-10-2
91 Protactinium 2-8-18-32-20-9-2
92 Uranium 2-8-18-32-21-9-2
93 Neptunium 2-8-18-32-22-9-2
94 Plutonium 2-8-18-32-24-8-2
95 Americium 2-8-18-32-25-8-2
96 Curium 2-8-18-32-25-9-2
97 Berkelium 2-8-18-32-26-9-2
98 Californium 2-8-18-32-28-8-2
99 Einsteinium 2-8-18-32-29-8-2
100 Fermium 2-8-18-32-30-8-2
101 Mendelevium 2-8-18-32-31-8-2
102 Nobelium 2-8-18-32-32-8-2
103 Lawrencium 2-8-18-32-32-9-2
104 Rutherfordium
105 Hahnium
Gold
Atomtal 79
Antal elektroner i hver skal, begyndende med den skal der er nærmest kernen — 2-8-18-32-18-1
[Illustration på side 171]
Selv Darwin indrømmede: „At antage, at Øjet . . . skulde være bleven dannet ved Kvalitetsvalget, det synes, skal jeg villigt indrømme, at være absurd i allerhøjeste Grad.“ — „Arternes Oprindelse“, s. 196.