Kan man beholde det man finder?

HVORDAN reagerer du når du finder noget værdifuldt som en anden har tabt?

Føler du straks at det er dit og afviser enhver tanke om at tilbagelevere det, med den begrundelse at ’det man finder må man beholde’?

Eller føler du inderst inde at du burde aflevere det, men begynder alligevel at finde på undskyldninger, idet du for eksempel tænker: ’Vedkommende burde nu ikke have været så skødesløs at han tabte det,’ eller: ’Jeg ved ikke hvem det tilhører. Det er ikke mit ansvar at finde ud af det — desuden er det for besværligt’?

Sådan er det meget let at tænke. Men hvordan ser Gud på det med at aflevere tabte genstande?

Det kan vi få svar på ved at læse hvad han sagde herom i Moseloven: „Når du ser din broders okse eller får løbe løse om, må du ikke undlade at tage dig af dem, men du skal bringe dem tilbage til din broder. Og hvis din broder ikke bor i nærheden af dig, eller du ikke ved, hvis dyret er, skal du tage det ind i dit hus, og det skal være hos dig, indtil din broder spørger efter det; så skal du give ham det tilbage. På samme måde skal du forholde dig med hans æsel, med hans klæder og med alt, hvad der bliver borte for din broder, når du finder det. Du må ikke undlade at tage dig af det.“ — 5 Mos. 22:1-3.

Når det drejede sig om bortløbne dyr, måtte finderen selv betale foderet til dyret indtil dyrets ejer dukkede op; men dét var ikke nogen undskyldning for at beholde dyret eller bare lade det strejfe om så det måske blev stjålet eller angrebet af hunde eller vilde dyr.

Hvad ville der ske hvis finderen beholdt det han havde fundet og ikke tilbageleverede det? Hvis han blev pågrebet og fundet skyldig, blev han regnet for en tyv. Loven sagde: „I alle tilfælde hvor det drejer sig om uredelighed med en okse, et æsel, et får, en klædning eller en hvilken som helst bortkommen ting, hvorom der rejses krav, skal de to parters sag bringes frem for Gud, og den, som Gud dømmer skyldig, skal give den anden dobbelt erstatning.“ — 2 Mos. 22:9; jævnfør Anden Mosebog 22:1, 4.

En sådan sag ville blive forelagt byens ældste, som repræsenterede Gud når der skulle dømmes i sådanne tilfælde. Ved en undersøgelse ville de bringe sagens kendsgerninger for dagen og derefter følge Guds lov. Ofte ville tabte genstande som fandtes i en andens besiddelse, kunne identificeres ved bestemte mærker og særegenheder, og ved vidner som kendte de pågældende genstande. Sådan var det især i de mindre bysamfund i Israel.

Hvis man fandt ud af at en mand lå inde med noget han havde fundet, hvordan kunne man så vide om han var en tyv? Hvordan kunne dommerne vide om han ikke bare opbevarede det indtil ejeren viste sig? Jo, hvis han ikke havde givet meddelelse om det han havde fundet og ikke havde anstrengt sig nok for at finde ejeren, måtte han regnes for en tyv. Den ærlige ville have underrettet byens ældste og andre om det han havde fundet og om at han opbevarede det indtil ejeren viste sig. Så ville man ikke kunne anklage ham.

Hvis finderen virkelig havde anstrengt sig for at finde ejeren og havde ventet et rimeligt stykke tid, ville han utvivlsomt få lov til at sælge det fundne eller på anden måde råde over det.

Pas på fristelsen

En som normalt ikke ville stjæle, kan blive fristet når han finder noget som en anden har tabt. Han kan blive begærlig, ja ligefrem blive en tyv. I Guds øjne synder han ikke alene mod ejeren af det tabte, men også mod Gud selv. Hvis han med sin samvittighed erkender hvad han har gjort, må han hurtigt bringe sagen i orden med den der er blevet forurettet og bede Gud om tilgivelse. — Matt. 5:23, 24.

Hvad er det for et karaktertræk der får en som finder noget, til selvisk at beholde det uden at gøre en fornuftig men dog omhyggelig anstrengelse for at bringe det tilbage til ejeren, eller som får ham til at forlange findeløn? HAVESYGE. Og havesyge mennesker vil ikke få evigt liv af Gud. — 1 Kor. 6:10.

Gør en bestræbelse for at finde ejeren

Nogle spørger måske: ’I hvor stor udstrækning skal jeg bestræbe mig for at finde ejeren til den tabte genstand?’ Læg mærke til følgende tildragelse som er et godt eksempel:

En mand fra San Francisco tabte sin tegnebog med 395 dollars da han steg ud af en taxa i New York. Et af Jehovas vidner fandt den. Han henvendte sig på et hotel i New York, idet visse oplysninger i tegnebogen tydede på at manden opholdt sig der. Men han var taget til London. På grundlag af forskellige reservationsbeviser i tegnebogen kunne vidnet, via en telefonopringning, finde frem til manden i London. Efter samtalen, hvori manden havde givet udtryk for sin taknemmelighed, blev tegnebogen med indhold, kun fratrukket forsendelsesomkostningerne, sendt til mandens forretning i San Francisco.

Det er næppe sandsynligt at du finder noget der er så værdifuldt som denne tegnebog. Men i alle tilfælde gælder det princip som Jesus fremsatte: „Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store. Hvis I altså ikke har været tro med den uretfærdige mammon, hvem vil så betro jer den rette? Og hvis I ikke har været tro med det, som tilhørte andre, hvem vil så give jer noget at eje selv? Ingen slave kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kan ikke tjene både Gud og mammon.“ — Luk. 16:10-13.

Skønt det i almindelighed ikke er så svært at tilbagelevere en tabt genstand, omfatter det faktisk spørgsmålene: Hvem eller hvad tjener jeg som min Gud? Gør jeg mod andre som jeg ønsker de skal gøre mod mig? — Matt. 7:12.

Den der er ærlig bekymrer sig ikke om findeløn. Han belønnes i højere grad ved glæden over en god samvittighed. „Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!“ (Sl. 106:3) Hvis vi ydermere ikke kun er ærlige for at tage os retfærdige ud, kan vor ærlighed være en anbefaling for sandheden, så ejeren får et godt indtryk af Guds ord med dets storslåede principper. Det er en af de måder hvorpå vi kan ’gøre sandheden åbenbar’, idet vi derved „anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn“ som hans tjenere. — 2 Kor. 4:2.