Skal man følge skik og brug?
ET ÆGTEPAR fra Rhodesia var på besøg hos nogle venner i Østrig. Under opholdet blev de inviteret ud til en uformel sammenkomst. Da de kom indenfor blev de opfordret til at tage deres sko af og fik hver overrakt et par tøfler. Det kom helt bag på dem. De var ikke vant til at tage deres sko af i fremmedes nærværelse, især ikke i andres hjem. Men de genvandt hurtigt fatningen og fulgte villigt opfordringen. Hvorfor? Fordi det øjensynlig var skik og brug i den familie.
Dette var naturligvis en forholdsvis let ting at tage stilling til, for her var ikke tale om noget særlig vigtigt. Men ikke alle problemer i forbindelse med hvad der er skik og brug lader sig løse så let, især ikke dem der berører den kristnes samvittighed. Mange skikke er uskadelige og er i virkeligheden med til at sætte krydderi på tilværelsen. Nogle skikke er derimod direkte skadelige og kan i høj grad ødelægge ens forhold til Skaberen. Men der er også skikke som man ivrigt bør bestræbe sig for at følge, hvis man skal vandre på livets vej.
Hvad er skik og brug?
Ifølge Ordbog over det danske Sprog er en skik en „fra tidligere slægter overleveret handlemaade, som er almindelig raadende inden for en større ell. mindre kreds, . . . [en] sædvane, rettesnor, som en person almindelig følger (i sin livsførelse)“.
Lad os belyse det med et eksempel. I Første Mosebog, kapitel 29, finder vi beretningen om Jakob der forhandlede med sin onkel Laban om at måtte tage hans næstældste datter, Rakel, til ægte. Aftalen var at Jakob skulle arbejde syv år for Laban mod at få Rakel, som han elskede højt. Da de syv år var gået gik Jakob til Laban og sagde: „Giv mig min hustru, nu min tjenestetid er ude.“ Laban narrede imidlertid Jakob ved at give ham sin ældste datter, Lea, i stedet for Rakel. Jakob blev tydeligvis bestyrtet over dette bedrag og protesterede over for sin onkel. Hvad svarede Laban? „Det er ikke skik og brug her til lands at give den yngste bort før den ældste.“ Skønt Jakob var blevet bedraget begyndte han ikke at drage denne uskrevne lov i tvivl, men viste at han anerkendte den, idet han gik ind på at vente bryllupsugen ud, før Rakel blev hans kone. — 1 Mos. 29:15-28.
Vi kan også bruge et eksempel fra vor tid som viser hvad skik og brug kan indebære. I Rhodesia skal ægteskaber registreres hos myndighederne for at være lovgyldige. Sådan var det ikke før i tiden. Da måtte bryllupsceremonien foregå i overensstemmelse med afrikansk skik, en uskreven lov, for at ægteskabet kunne anerkendes af samfundet. Dette indebar blandt andet betalingen af en brudekøbesum eller lobola, såvel som tilstedeværelsen af en mellemmand der skulle opnå forældrenes eller værgens godkendelse af ægteskabet. Den dag i dag er der mange afrikanske kvinder der, selv om de har en vielsesattest, ikke betragter sig som virkelig gift medmindre disse skikke er blevet fulgt.
Dette er eksempler på skikke som ikke nødvendigvis er dårlige, når blot de ikke misbruges. Mange skikke er meget fornøjelige og kan i høj grad øge glæden ved livet. Hvem synes for eksempel ikke at det er sjovt at spise kinesisk mad — eller forsøge på det — med et par spisepinde? Den skik at man tager sine sko af når man kommer ind hos nogen, virker ikke alene afslappende, men det er også hensynsfuldt over for værtinden og hendes bestræbelser for at holde sit hjem rent og pænt. De skikke der knytter sig til høsttiden har fra umindelige tider været forbundet med glæde og munterhed. (Sl. 126:5, 6) Ja, sådanne skikke gør glæden ved livet større.
Jesus Kristus fordømte ikke alt hvad der var skik og brug. Ved én lejlighed irettesatte han endda en farisæer ved navn Simon fordi denne undlod at følge en bestemt skik i forbindelse med gæstfrihed. (Luk. 7:44-46) Ved en anden lejlighed udnyttede Jesus den skik at Skriften oplæstes i synagogen, til at aflægge et glimrende vidnesbyrd om at han var Messias. (Luk. 4:16-21; jævnfør Apostelgerninger 15:21.) Apostelen Paulus gjorde også god brug af den skik at oplæse Skriften i synagogen. Ja, han fik selv for vane at gøre dette og at forklare Guds ord. „I overensstemmelse med hvad [han] plejede“ benyttede Paulus i Tessalonika en jødisk synagoge, og „på tre sabbater ræsonnerede han med [jøderne] ud fra Skrifterne“. Resultatet? „Nogle af dem [blev] overbevist og sluttede sig til Paulus og Silas.“ (Apg. 17:2-4) Så både Jesus og Paulus benyttede sig af denne udmærkede skik for at aflægge et vidnesbyrd.
Skikke der bør undgås
Der findes imidlertid skikke som er skadelige. Da Jesus befandt sig her på jorden havde jøderne opbygget et system af traditioner som lagde tunge byrder på folket. Ja, mange anså disse traditioner for at være af større værdi end Guds skrevne ord. De der påtvang andre sådanne traditioner og derved gjorde Guds ord ugyldigt, blev skarpt fordømt af Jesus som hyklere. Tog de skyldige farisæere ved lære af dette? Nej, for disciplene sagde til Jesus: „Ved du at da farisæerne hørte hvad du sagde, blev det en snublesten for dem?“ Disse farisæere var blinde, og det samme var de som blev påtvunget disse traditioner. (Matt. 15:1-14) Den uvidenhed sådanne skikke eller traditioner førte med sig, resulterede i at jøderne dræbte den der viste sig at være den længe lovede Messias, „livets hovedformidler“. — Apg. 3:14-17.
I dag har vi også skikke der kan føre til åndeligt skibbrud hvis ikke vi har en stærk tillid til Guds ord. I Rhodesia, for eksempel, er det skik og brug at en nygift mand efterlader sin kone i landsbyen og tager til byen for at få arbejde. Den uskrevne lov siger at han skal gøre det, ellers udsætter han sig for at blive stærkt kritiseret af de øvrige beboere i landsbyen. Men hvordan plejer det at gå når man følger denne skik? Når manden først er kommet til byen må han have et sted at bo. Så finder han et værelse som han sandsynligvis må dele med en eller flere. Efterhånden som tiden går begynder han at føle behovet for at nogen laver hans mad og vasker hans tøj. Så ser han sig om efter det der kaldes en mapoto-kone. Mapoto er simpelt hen et udtryk der er afledt af det engelske ord „pot“ (gryde) og omskrevet til det lokale sprog, shona. Denne kvinde tager sig ikke alene af mandens husholdning, men tilfredsstiller også hans seksuelle behov. Han kommer altså til at leve i et utugtigt forhold.
Men hvad med hans kone der blev ladt tilbage i landsbyen? Hun passer markerne, husdyrene og børnene, og hun ser måske kun sin mand én eller to gange om året. Uden en mand i huset det meste af tiden, er også hun stærkt fristet til at begå umoralitet. Her er altså et tilfælde hvor en skik kan føre til direkte overtrædelse af Guds rene sandhedsord. Bibelen siger at når en mand og kvinde gifter sig bliver de ét kød og bør derfor holde sammen. (Matt. 19:5, 6) Der kan naturligvis være situationer hvor en mand eller kone finder det nødvendigt for en tid at være adskilt fra ægtefællen, måske på grund af uforudsete omstændigheder. Eller det kan ske efter gensidig overenskomst for at man midlertidigt kan varetage visse pligter. Men når det, som i det ovennævnte eksempel, bliver en skik at leve adskilt, kan det medføre stor skade.
De kristne Jehovas vidner der bor hvor en sådan praksis følges, har lykkeligvis modigt båret den hån og spot man udsættes for når man undlader at følge denne skik. Det vil de hellere end at følge en handlemåde der medfører Jehovas misbilligelse og måske resulterer i at de mister det evige liv. I stedet for at forlade deres ægtefælle og rejse til byen for at få arbejde, har nogle taget initiativet til at dyrke kaffe og bananer. Jehova har velsignet dem for deres oprigtige ønske om at holde sig nær til deres familie og til de retningslinjer han har givet i sit ord. Selv om de af den grund måske møder en vis modvilje fra de øvrige beboeres side, gør de det som for Jehova, og ikke for mennesker. — Kol. 3:23.
Nogle skikke er så fordærvede at de vækker afsky hos Jehova, og derfor også bør gøre det hos hans folk. Blandt sådanne skikke er sodomi, homoseksualitet, blodskam og andre former for kønslig umoralitet. De kana’anæiske indbyggere i det forjættede land var henfaldne til sådanne skikke. Efter at Jehova havde opregnet de skikke der var urene og vederstyggelige i hans øjne, gav han israelitterne denne advarsel: „Så hold mine forskrifter, så I ikke øver nogen af de vederstyggelige skikke, som øvedes før eders tid, at I ikke skal gøre eder urene ved dem.“ Derefter understregede han sagens alvor ved at sige: „Jeg er [Jehova] eders Gud!“ — 3 Mos. 18:1-30.
Det er altså Jehovas syn på sådanne fordærvede skikke. Men hvordan forholder det sig i dag? Er disse skikke almindelige i vort land? Hvordan er situationen dér hvor vi bor? Vi må erkende at nogle lande endog har ændret deres love, så homoseksualitet nu ikke længere er strafbart men homoseksuelle betragtes som respektable samfundsborgere. Ligesom på det gamle Israels og den første kristne menigheds tid, vil sådanne skikke blive betragtet med afsky af alle der ønsker at være ’hellige i hele deres adfærd’. — 1 Pet. 1:15; Rom. 1:24-27.
Skikke der er værd at følge
Vi har nu drøftet skikke der øger glæden ved livet, skikke den kristne må tage stilling til ud fra sin bibeloplærte samvittighed, og skikke den kristne må undgå hvis han skal forblive ren i Jehovas øjne. Lad os nu se på nogle af de skikke som det skulle være den kristnes ønske at følge for at holde sig adskilt fra verden. Husk at en skik ifølge definitionen er en handlemåde eller sædvane der følges af en større eller mindre kreds eller af en person. Hvilke skikke bør en kristen da stræbe efter at følge?
Husker du beretningen i det 17. kapitel i Apostelgerninger, hvor det fortælles at Paulus og Silas forlod Tessalonika og rejste til Berøa? Hvordan reagerede berøanerne på den kristne lære? Vers 11 siger: „De tog imod ordet med den største iver og undersøgte daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således.“ Har du for skik at studere Guds ord daglig? Er der tidspunkter hvor du mediterer over det du har lært? Bibelen siger at den der har gjort det til en vane er salig eller lykkelig. — Sl. 1:1, 2.
Men hvordan med det at komme sammen med andre kristne for at tilbede Gud? Mon det ikke er en skik vi burde stræbe efter at følge? Det mente apostelen Paulus. Da han skrev til de kristne hebræere omtalte han en skik der øjensynlig var opstået blandt nogle af dem — den skik at forsømme at komme sammen til sådanne møder. I stedet for at godkende denne skik opfordrede apostelen sine medtroende til at følge den modsatte skik. Han sagde at de skulle komme sammen for at anspore hinanden til kærlighed og gode gerninger. Vi bør gøre det samme — ’og det så meget mere som vi ser dagen nærme sig’. — Hebr. 10:24, 25.
Endelig kunne vi spørge os selv: Hvor stor interesse viser jeg andre? Har jeg gjort det til en vane at dele sandheden med mine trosfæller og andre i deres hjem? Tænk blot på den indstilling Jesu apostle havde til denne skik. I Jerusalem fik Peter og Johannes engang af det jødiske sanhedrin ordre til ikke mere at tale i Jesu navn. Disse apostle svarede respektfuldt, men modigt: „Vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ Efter at være blevet løsladt sluttede disse Guds tjenere sig til deres trosfæller, og sammen bad de: „Jehova, giv agt på deres trusler, og lad dine trælle fortsat tale dit ord med al frimodighed.“ (Apg. 4:18-30) I sandhed en enestående indstilling!
Men det var ikke alt. Senere blev apostlene sat i fængsel på grund af deres frimodige forkyndelse. Om natten blev de imidlertid udfriet af en engel. Og hvor gik de hen? Til templet for at fortsætte deres forkyndelse af „den gode nyhed“. Snart blev de igen stillet for den jødiske domstol. Efter at de frimodigt havde erklæret at de ’burde adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker’, blev de pisket og løsladt. Og hvad gjorde de? „Hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus.“ (Apg. 5:17-42) Disse trofaste disciple af Jesus Kristus havde virkelig tillagt sig gode vaner! Har vi den samme indstilling til den kristne skik at forkynde „den gode nyhed“?
Hvordan vil vi da besvare spørgsmålet: Skal man følge skik og brug? Kloge afgørelser vil resultere i et nært venskab mellem os og vore trosfæller, og vil desuden bidrage til at gøre livet mere interessant og indholdsrigt. Og hvad mere er, vi vil på denne måde opbygge et nært, inderligt og personligt forhold til Jehova der har skabt alt til glæde for os. Dermed vil vi også sikre os at vi selv og andre for hvem vi forkynder „den gode nyhed“, får den forret at leve i Guds retfærdige nye orden, hvor alle skikke vil genspejle Jehovas herlighed. — 1 Kor. 10:31.