En udholdenhed som Jobs i endens tid
„I har hørt om Jobs udholdenhed og set hvilket udfald Jehova skænkede, at Jehova er fuld af ømhed og medfølelse.“ — Jak. 5:11, NW.
1. Hvilken dommer nægter kristenheden at anerkende, og hvilket forhold vil ikke være bestemmende for om man spares i Harmagedon?
DET bliver tydeligere og tydeligere at den del af verden der er kendt som kristenheden nægter at anerkende den Gud „hvis navn er [Jehova]“, den Højeste over al jorden. (Sl. 83:19) Er det da noget under at hans domme eksekveres over kristenheden, som mere end alle andre religionssamfund i verden burde anerkende Jesu Kristi himmelske Fader? Om kort tid vil han i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ lade sit sværd gå gennem kristenhedens land for at bortrydde dem der hårdnakket nægter at tilbede ham i ånd og sandhed. (Åb. 16:14, 16; Joh. 4:24) I denne universelle krig mellem Jehova Gud og Djævelens verden vil slægtskabsbånd ikke være afgørende for om man bliver skånet og overlever den gamle verdens ende, og kommer ind i Guds nye retfærdige verden hvor alle mennesker vil stå uangribelige. Jehova fremsatte med følgende ord til sin profet Ezekiel den regel han ville lade sig lede af når han eksekverede sine retfærdige domme (ordene er udtalt kort før Jerusalems fald og ødelæggelsen af det jødiske landområde i året 607 før den kristne tidsalder):
2. Nævn den regel som er opstillet i Ezekiel 14:12-20 og som Jehova vil lade sig lede af når han skal eksekvere sine domme.
2 „Når et land troløst synder imod mig, og jeg udrækker min hånd imod det, . . . og disse tre mænd var i dets midte: Noa, Daniel og Job, så skulle de tre redde deres liv ved deres retfærdighed, lyder det fra den Herre [Jehova]. Eller lader jeg rovdyr fare igennem landet og gøre det folketomt, . . . og disse tre mænd var i dets midte — så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre [Jehova]: De skulle ikke redde deres sønner eller døtre; de selv alene skulle reddes, men landet måtte blive øde. Eller lader jeg sværdet komme over dette land . . . og disse tre mænd var i dets midte så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre [Jehova]: De skulle ikke redde deres sønner eller døtre; de selv alene skulle reddes. Eller sender jeg pest over dette land . . . og Noa, Daniel og Job var i dets midte — så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre [Jehova]: De skulle ikke redde søn eller datter; de selv alene skulle redde deres liv ved deres retfærdighed.“ — Ez. 14:12-20.
3. Hvad var fælles for Noa, Daniel og Job, og hvordan blev deres retfærdighed belønnet?
3 Da Gud inspirerede Ezekiel til at nedskrive disse strenge domskendelser levede profeten Daniel endnu og boede ligesom Ezekiel i Babylons land. Manden Job var ikke i live. Den trofaste mand Abraham, som døde i året 1844 før den kristne tidsalder, var en broder til Jobs oldefader, og på Ezekiels tid havde Job altså været død i omkring 900 år. Noa, som overlevede Vandfloden og var Abrahams og Jobs fælles stamfader, var også død. Han døde 350 år efter Vandfloden eller i året 2020 før den kristne tidsalder. Alle tre mænd, Noa, Daniel og Job, var mænd der førte et dadelfrit liv. Alle tre tilbad de den eneste Gud, Jehova; ja Bibelens beretning viser at de alle var Jehovas vidner. På grund af deres retfærdighed ind for ham blev de skånet; Noa overlevede den gamle verden der gik til grunde i Vandfloden; Daniel overlevede ikke alene Jerusalems ødelæggelse men også den store verdensmagt Babylons fald; og Job overlevede den domstid hvori han meget mod sin vilje var Satan Djævelens, „denne verdens Guds“, fange, og levede videre i 140 år bagefter. Alle tre blev udfriet på grund af deres retfærdighed, og derfor brugte Jehova Gud dem som eksempler på den retfærdighed der fører til udfrielse for os ved Guds magt.
4. Kom det at Noa, Daniel og Job ikke var i Jerusalem i året 607 f. Kr. til at betyde at ingen blev frelst fra ødelæggelsen? Og hvordan blev en rest ført tilbage halvfjerds år senere?
4 Noa, Daniel og Job var ikke i Jerusalem da byen blev ødelagt i året 607 før den kristne tidsalder. Betyder det at ingen blev frelst ud af ruinerne af denne engang hellige by? Nej; en rest af jøder, deriblandt Jeremias og Gedalja, for ikke at tale om ikke-jøder som rekabitterne og Ebed-Melek, blev frelst fra at gå til grunde sammen med Jerusalem. Det var som Jehova havde sagt til Ezekiel i denne forbindelse: „Se, da skal der levnes en flok undslupne, som fører sønner og døtre ud derfra; se, de skal drage hid til Eder, og I skal se deres færd og gerninger; da skal I trøste Eder over den ulykke, jeg har bragt over Jerusalem, . . . og I skal skønne, at jeg ikke uden grund gjorde alt, hvad jeg lod det times, lyder det fra den Herre [Jehova].“ (Ez. 14:22, 23) Det var af denne rest at mange jøder vendte tilbage fra landflygtigheden 70 år senere og genopbyggede Jerusalem og templet for Jehovas navn for at genoplive tilbedelsen af ham.
5. Hvorfor vil der være en rest som overlever i vor tid?
5 Vil der være en rest der overlever i vor tid? Noa, Daniel og Job er endnu ikke blevet oprejst fra de døde så de kan være her under verdensødelæggelsen i Harmagedon og som de eneste overleve denne ødelæggelse af kristenheden og hele den øvrige verden. Men der er nu kristne mennesker der ejer sand retfærdighed i lighed med Noa, Daniel og Job; og ifølge Jehovas eget profetiske løfte vil disse retfærdige vidner for ham blive skånet og overleve den gamle verdens undergang og komme ind i den retfærdige nye verden. En rest vil overleve. Jesus Kristus sagde i sin profeti om verdens ende: „På grund af de udvalgte skal de dage afkortes. For ligesom Noas dage var, således skal Menneskesønnens nærværelse være.“ (Matt. 24:22, 37, NW) Vi vil gerne være blandt dem der overlever.
6. Hvordan ønsker vi, i overensstemmelse med Jakob 5:9-11, at Jehova skal handle med os under den kommende dom?
6 Jesu discipel Jakob skrev om den kommende dom over denne onde verden og sagde: „Se! dommeren står foran dørene. Brødre, tag profeterne der talte i Jehovas navn til mønster på at lide ondt og være tålmodige. Se! vi erklærer dem som har holdt ud, lykkelige. I har hørt om Jobs udholdenhed og set hvilket udfald Jehova skænkede, at Jehova er fuld af ømhed og medfølelse.“ (Jak. 5:9-11, NW) I overensstemmelse med Jakobs formaning til os ønsker også vi at blive erklæret lykkelige. Vi ønsker også at Jehova skal være fuld af ømhed og medfølelse over for os og ikke ødelægge os når han eksekverer sine domme i Harmagedonkrigen.
7. I lighed med hvilke mennesker må vi holde ud nu, og hvorfor?
7 Men der hører mere til end blot at ønske dette. Vi må holde ud; vi må lide ondt og under det alt sammen udvise samme tålmodighed som Jehovas profeter. Desuden må det onde vi lider ikke komme over os fordi vi med vilje synder mod Jehova Gud. Hans profeter gennemgik ikke alle de lidelser de blev udsat for, fordi de havde øvet uret og syndet mod Gud. Nej; de led ondt med urette, og det var heri prøven på deres udholdenhed bestod. De led fordi de havde tro på Gud og uden ophør tilbad ham og vidnede om ham. Deres lidelser kom ikke fra Guds hånd, men Gud tillod disse lidelser at komme over dem uforskyldt for at prøve dem, og for at se om deres uforskyldte lidelser ville få dem til at vende sig bort fra at tilbede og tjene ham og til at fornægte ham op i hans ansigt. Hvis de holdt ud lige til prøven på deres udholdenhed var forbi, havde de herliggjort Jehova som Gud og hævdet hans universelle eneherredømme, og han ville belønne dem med et lykkeligt udfald og vise dem stor ømhed og medfølelse. Han ville dermed bevise over for alle anklagere at han var retfærdig da han lod sine tjenere lide for denne sags skyld, og at han kunne oprejse mænd fra denne syndige menneskeslægt som ville holde fast ved deres uangribelighed ind for ham. Jakob nævner specielt Job som et slående eksempel på hvordan Gud handler. Som en opmuntring til os til at holde ud og nå et lykkeligt udfald på prøven gør vi vel i at stifte bekendtskab med Jobs bog.
Spørgsmålet om udholdenhed rejses
8, Hvor levede Job, og hvornår var det at han som et Jehovas vidne var uden lige på jorden?
8 Job levede i landet Uz, i det der nu hedder Arabien, ikke så langt fra Aqababugten. På den tid sagde Gud selv om Job: „Der er ingen som han på jorden, en uangribelig og retskaffen mand der frygter Gud og vender sig fra hvad der er ondt.“ (Job 1:8, NW) Denne omstændighed sammen med andre viser os, at Job levede i landet Uz på den tid da hans fjerne slægtninge, Israels tolv stammer, levede i trældom i Ægypten. På det tidspunkt var Israels søn Josef død, efter at han havde gennemgået mange uforskyldte lidelser, men bevaret sig selv dadelfri ind for Jehova Gud. Moses, der var en fjern slægtning af Job, var endnu ikke fremstået som Jehovas profet for at føre Israels tolv stammer ud af Ægyptens trældom. Meget passende henledte Jehova derfor opmærksomheden på Job som et vidne hvis lige ikke fandtes på jorden dengang. Under hvilke omstændigheder skete det?
9. Hvad skete på det første møde som blev holdt hos Jehova Gud og hvortil Satan havde fået besked på at komme?
9 Ved Guds magt drages forhænget til det usynlige til side, og vi ser ind i åndeverdenen og bliver vidner til at engle træder sammen til møde foran den højeste Gud. Jehova Gud har også befalet Satan at indfinde sig. Hvad fandt nu sted ved dette møde? Her er beretningen fra Jobs bog: „Nu var det den dag da [den sande] Guds sønner kom for at indtage deres plads foran Jehova, og selv Satan kom ind lige midt iblandt dem. Så sagde Jehova til Satan: ’Hvor kommer du fra?’ Hertil svarede Satan Jehova og sagde: ’Fra at strejfe omkring på jorden og vandre omkring på den.’ Og Jehova sagde videre til Satan: ’Har du rettet dit hjerte mod min tjener Job, at der er ingen som han på hele jorden, en uangribelig og retskaffen mand der frygter Gud og vender sig fra hvad der er ondt?’ Hertil svarede Satan Jehova og sagde: ’Er det for intet at Job har frygtet Gud? Har du ikke selv sat et hegn omkring ham og hans hus og omkring alt hvad han har alle vegne? Hans hænders værk har du velsignet og hans hjorde har bredt sig viden om på jorden. Men til en forandring, udræk du nu din hånd og rør ved alt hvad han har [og se] om han ikke vil forbande dig lige op i dit ansigt.’ Følgelig sagde Jehova til Satan: ’Se! alt hvad han har, er i din hånd. Kun mod ham selv må du ikke udrække din hånd!’ Så gik Satan bort fra Jehovas person.“ — Job 1:6-12, NW.
10. Hvad var Job uvidende om dengang, og hvorfor var han den bedst kvalificerede til at levere svaret på det spørgsmål der var rejst?
10 Job kendte ikke noget til dette møde i himmelen og til hvad det store spørgsmål der var blevet stillet drejede sig om, og han vidste heller ikke hvad der skulle gøres for at man kunne få det sande svar på det. Det var heri Jobs vanskelighed bestod. Han vidste intet om hvad han var blevet valgt til at skulle bevise, nemlig at Gud kan oprejse den rette slags mennesker som sine vidner på jorden, og at de vil holde fast ved deres uangribelighed ind for ham trods alle de lidelser han ville tillade at blive ført over dem uforskyldt for at han kunne prøve deres uselviske tilbedelse af ham. Da der ingen fandtes på jorden som Job, ville ingen være bedre kvalificeret end han til at bevise dette i Jehovas favør.
11. I hvilken stilling tjente Job Gud på sin families vegne, og hvorfor?
11 Job fungerede som Jehova Guds præst for sin familie. Hans hustru levede, og han havde syv sønner og tre døtre. Desuden ejede han syv tusind får og tre tusind kameler, tilsammen ti tusind; dertil fem hundrede spand okser og fem hundrede aseninder samt en meget stor stab af tjenere. Trods alle sine besiddelser var Job dog ikke materialist. Han begravede sig ikke så dybt i sine materielle rigdomme at han glemte Gud, som var den egentlige kilde til al hans velstand. Han prøvede ikke at øge sin materielle velstand ved at gå krogveje, overtræde Guds love og ikke vise gudsfrygt. Job ønskede at hans ti børn frygtede Gud og forblev i Guds gunst. Når hans syv sønner skiftevis havde holdt gæstebud hver i sit hus for deres tre søstre, plejede Job altid at gå i forbøn for dem hos Jehova. „Job sendte bud og helligede dem, og han stod op tidligt om morgenen og ofrede brændofre efter deres antal, for, sagde Job, ’måske har mine sønner syndet og forbandet Gud i deres hjerte.’ Sådan plejede Job altid at gøre.“ (Job 1:1-5, NW) På det tidspunkt havde Jehova Gud endnu ikke oprettet det eneste præsteskab han havde her på jorden, præsteskabet i Levi stamme, hvortil profeten Moses hørte.
12. På hvilken måde velsignede Jehova Job, og hvorfor på den måde?
12 Det var på sin plads at Jehova Gud velsignede Job for hans trofaste tilbedelse som et Jehovas vidne, og det var også ganske på sin plads at Jehova dengang velsignede Job med materielle goder når de blev anvendt på den rigtige måde. Han kunne roligt betro dem til Job. Længe før dette havde Gud velsignet Jobs grandonkel Abraham på samme måde, og også Abrahams søn Isak og hans sønnesøn Jakob. Det var således ikke noget nyt da Gud forøgede sin tjener Jobs materielle besiddelser og beskyttede dem mod fjendtlige angreb. Gud velsignede såvist ikke sine tjenere med materielle goder for blot at berige en tyvagtig fjende. Derfor beskyttede han disse besiddelser så de ikke faldt i hænderne på selviske, begærlige mennesker. Hverken Job, Abraham, eller Isak og Jakob ventede at komme i himmelen og først få deres belønning dér efter døden. Gud var således i overensstemmelse med deres jordiske forhåbninger når han velsignede dem her på jorden. Hvem havde da ret til at gøre indsigelse imod at Job besad alle disse materielle rigdomme? Ingen.
13. Hvilken prøve havde Job indtil nu bestået, og hvilken prøve foreslog Satan nu, og hvorfor?
13 Imidlertid ønskede Satan Djævelen ikke at Gud skulle have nogen glæde af Job. Derfor anklagede han Job. Men læg mærke til at Satan ikke anklagede Job for at handle materialistisk og misbruge alle de materielle rigdomme hvormed Jehova havde velsignet ham, for det kunne Satan ikke. Nej indtil dette øjeblik havde Job bestået materialismens prøve. Alt hvad Satan kunne gøre var da at anklage Jobs hjertetilstand. Han var materialistisk i hjertet, han tjente kun Jehova Gud for den materielle vinding han kunne få ud af det, påstod Satan Djævelen. For at blotlægge Jobs hjertetilstand og vise at hans uangribelighed havde en brist, foreslog Satan at Jehova skulle tage alle disse materielle besiddelser fra ham. Naturligvis ville Jehova ikke gøre det selv, men for at det rejste spørgsmål kunne blive besvaret tillod han Satan Djævelen og hans redskaber på jorden at tage disse materielle ting fra ham. Satan havde ingen tillid til Job. Det havde Gud, og han var ikke uvillig til at bevise det.
14. Hvorledes kom Satan til at stå som en løgner efter Jobs første prøve?
14 Hvad blev nu udfaldet af denne første del af Jobs prøve? At han stod fast. Berøvet for alt undtagen sin hustru, måtte Job nu afgøre om han ville berøve sig selv for sin Gud. Job afslog at skilles fra sin Gud. Han sørgede over tabet af sine børn og „bøjede sig til jorden og sagde: ’Nøgen kom jeg frem af min moders liv og nøgen vil jeg vende tilbage dertil. Jehova selv har givet og Jehova selv har taget. Jehovas navn være velsignet for bestandig.’ I alt dette syndede Job ikke og tilskrev ikke Gud noget usømmeligt“. (Job 1:20-22, NW) Satan stod som en løgner.
15. Hvad betyder navnet Job, og hvem er han i første række et billede på?
15 I denne første del af det profetiske drama der udspilledes omkring Job, kan vi se en skygge af den prøve Jesus blev sat på for nitten hundrede år siden. Jobs navn betyder „genstand for fjendskab“. Her på jorden var Jesus Kristus den der først og fremmest var genstand for Satans fjendskab. Han var Guds kvindes lovede sæd om hvilken Jehova havde sagt til Satan Djævelen i Edens have: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:15) Herudfra vidste Satan at den almægtige Gud i det mindste ville lade ham og hans onde sæd hugge Jesus Kristus „i hælen“.
16. Hvordan var der lighed mellem Jesus Kristus på jorden og Job med hensyn til sådanne materielle besiddelser og børn?
16 Satan Djævelen hånede Jesus op i hans åbne ansigt ved med tvivlende stemme at spørge ham om han var Guds søn som havde givet afkald på sin himmelske herlighed og var kommet for at befri menneskeslægten fra Satans dødsregimente. (Matt. 4:3, 6) Da Jesus var født som et fuldkomment menneske havde han ret til alt det Jehova havde skænket den fuldkomne mand Adam i Edens have. Da Jesus blev salvet med Guds ånd til at være Guds udvalgte konge over den nye verden sad Jesus inde med ejendomsretten til jorden og alle dens rigdomme og dyr. Gud gav ham ikke en jordisk hustru blandt menneskene, men han skænkede ham hvad der kan sammenlignes med børn, „børn“ i form af trofaste disciple, loyale efterfølgere som han kunne undervise og sørge for på samme måde som en jordisk fader underviser og sørger for sine børn. Profeten Esajas havde forudsagt at Jesus ville få sådanne åndelige børn. Han sagde: „Bind vidnesbyrdet til og sæt segl for læren i mine disciples sind! Se, jeg og de børn, [Jehova] gav mig, er varsler og tegn i Israel fra Hærskarers [Jehova], som bor på Zions bjerg.“ (Es. 8:16, 18; Hebr. 2:5-8, 13) Tolv af disse åndelige børn var Jesu Kristi apostle.
17. Hvordan blev Jesus, ligesom Job, berøvet disse ting, og det uden at få skår i sin uangribelighed?
17 Som med Job prøvede Satan Djævelen at berøve Jesus alt dette for bestandig. Han opdagede at han ikke kunne gøre det ved at friste Jesus til materialisme eller falsk gudsdyrkelse eller til at nære frygt for mennesker eller djævle. Satan fik vendt et af Jesu børn blandt apostlene til materialisme. For tredive sølvstykker forrådte denne mand, Judas, Jesus til dennes fjender, for blot få timer senere at begå selvmord ved at hænge sig. Da Jesus overgav sig til skaren, der var blevet ført til ham af Judas, blev de elleve andre apostle bange og flygtede idet de lod Jesus ene tilbage med sine blodtørstige fjender. Ikke lang tid efter fornægtede en af disse elleve Jesus tre gange. Jesus blev ikke genforenet med sine elleve apostle og andre disciple før han var opstået fra de døde på den tredje dag. I den tid Jesus lå død i en anden mands grav var han i sandhed, berøvet alt — børn og ejendom — på foranledning af Satan der havde hugget ham i hælen. Men lige til hans dødsøjeblik på marterpælen uden for Jerusalem kunne det om Jesus siges som der blev sagt om Job: han syndede ikke og „tilskrev ikke Gud noget usømmeligt“. Hans læber og hans hjerte var syndfri da han sagde: „Fader! i dine hænder betror jeg min ånd,“ og derefter: „Det er fuldbragt,“ hvorefter han udåndede. — Luk. 23:46; Joh. 19:30.
18. Hvordan gjorde Jehova derpå Jesus meget lykkelig, og hvad har Jehova i Jesus med hensyn til Satan anklage?
18 Jehovas tillid til sin elskede søn, sin ypperstepræst og mellemmand, var ikke blevet skuffet. Jesus Kristus havde loyalt hævdet Jehova som universets Suveræn og øverste Gud lige til det sidste, idet han havde bevaret sin uangribelighed hel og uskadt under den mest smertefulde og ydmygende prøve. Satan viste sig én gang til som en bagtalerisk løgner. Jesus Kristus havde bevist at Jehova Gud er sanddru, den eneste der er værdig til vor helhjertede kærlighed og fuldstændige lydighed. Fuld af ømhed for sin pligttro søn helbredte Jehova det sår Satan havde tilføjet Jesus i hælen, idet han oprejste ham fra døden til uforkrænkelighed i himmelen og indsatte ham som „arving til alle ting“. (Hebr. 1:2) Jehova kan nu sige til Satan og alle andre skabninger at af hele Guds familie i himmelen og på jorden er der ingen som Jesus Kristus i hele universet. I Jesus alene har Jehova Gud et fuldstændigt og evigt svar på Satans falske anklage der lød på at Gud ikke kan sætte et menneske på jorden der vil forblive trofast mod ham under den strengeste prøve. Gud skænkede Jesus stor lykke. Vi erklærer ham lykkelig.
Udholdenhed under forfølgelse og bagtalelse
19. Mod hvem koncentrerer Satan sine angreb i denne „endens tid“, og hvad må disse nødvendigvis gøre, og hvorfor?
19 Satan Djævelen fik ikke held til at bevise sin falske anklage mod Guds ypperste søn. Og da han stadig ikke synes at han har fået svar nok, vedbliver han med at anklage Jesu salvede efterfølgere, Jesu Kristi åndelige brødre, lige op til vor tid. Da Riget blev født i himmelen i 1914, krigen i himmelen tog sin begyndelse og den sejrende konge Jesus Kristus kastede Satan ned fra himmelen til vor jord, lød der derfor en høj røst fra himmelen: „Nu er det blevet til virkelighed med frelsen og magten og riget fra vor Gud og hans Kristi myndighed, thi vore brødres anklager, som anklager dem for vor Gud dag og nat, er blevet styrtet ned!“ (Åb. 12:7-10, NW) Siden da har denne anklager af Kristi brødre koncentreret sit angreb om den rest der endnu befinder sig på jorden af disse åndsavlede brødre der ligesom Kristus er en del af Guds kvindes sæd. (Åb. 12:13, 17) I denne „endens tid“ for Satans verden har resten af Kristi salvede medarvinger derfor den forret at lægge en udholdenhed som Jobs for dagen og give bevis på deres uangribelighed ind for Gud. I lighed med Job og Jesus må de være et svar i Guds hånd imod Satan så denne ikke i dem får noget grundlag for at spotte Gud. Til dem siger deres himmelske Fader Jehova nu: „Vær viis min søn og glæd mit hjerte, at jeg kan give den der spotter mig et svar.“ — Ordsp. 27:11, NW.
20. Hvem ville især have brug for at forstå Jobs bog, og hvordan er den til hjælp for dem blevet åbnet for deres forståelse?
20 Opfyldelsen af det profetiske drama omkring Job skifter nu fra Jesu til vor tid. Hvem ville til den tid have brug for at forstå Jobs bog? Det ville resten af Jesu lidelsesfæller og medarvinger! Det var derfor ved intet mindre end Guds ledelse at vi ti år efter at resten var blevet vakt til aktivitet — og ikke før den tid — blev gjort opmærksomme på spørgsmålet om „ustraffelighed“ eller „uangribelighed“, et emne der var ganske nyt for os. Det var i 1929. I juli- og august-numrene af The Watch Tower, i den danske udgave i numrene for den 15. august og 1. og 15. september, kom tre artikler om Jobs bog. Disse artikler blev genoptrykt i kapitel 11 i bogen Liv, der udkom på engelsk den 25. august 1929. (Dansk 1932) To år efter begyndte en del af det profetiske drama omkring Job meget overraskende at få sin opfyldelse. Senere — det var under den anden verdenskrigs veer — kom der en forklaring til hele Jobs bog, kapitel for kapitel, i bogen The New World, (ikke i dansk oversættelse), kapitlerne 4 til 12 inklusive, der blev udgivet under Den Nye Verdens Teokratiske Stævne for Jehovas vidner i Cleveland, Ohio, U.S.A., i september 1942. Og nu i 1957 er det muligt for os at studere Jobs bog ved hjælp af New World Translation of the Hebrew Scriptures. På grund af den store prøve på udholdenhed og uangribelighed som resten i denne „endens tid“ har måttet gennemgå, er Jobs bog blevet åbnet for deres forståelse som en hjælp for dem, og i den finder de en dramatisk skildring af deres egne erfaringer. Hvorledes?
21. Hvilken prøve foreslog Satan ved det andet møde i himmelen at sætte Job på, og hvad gav Jehova til kende i sit svar til Satan?
21 Efter at Job havde båret tabet af alle sine materielle besiddelser og tabet af sine ti børn, uden at forbande Gud op i hans ansigt for at have tilladt Satan at tilføje ham dette frygtelige slag, trådte Guds åndesønner på ny sammen til et møde i himmelen for Gud. Atter fik Satan befaling om at være til stede. Trodsen vældede op i Jobs plageånd da Jehova udtalte sig om Jobs uangribelighed, der stadig var ukrænket, idet han sagde: „Selv nu holder han fast ved sin uangribelighed selv om du ægger mig imod ham til at opsluge ham uden grund.“ I foragt for Job tog den troløse Satan, der endnu ikke ville indrømme sit nederlag, til genmæle og sagde: „Hud for hud, og alt hvad et menneske har vil han give for sin sjæl. Til en forandring, udræk du din hånd og rør så meget som ved hans ben og kød [og se] om han ikke vil forbande dig lige op i dit ansigt.“ Jehova var sikker på at ikke engang den form for forfølgelse ville bryde Jobs uangribelighed. Som et bevis på sit universelle eneherredømme og som et vidnesbyrd om at Satan selv intet kan gøre mod Jehovas vidner medmindre den suveræne Gud har tilladt det, overgav Jehova Job til Satans forgodtbefindende idet han sagde: „Dér, han er i din hånd! Kun må du passe på hans sjæl!“
22. Hvordan blev Job nu ramt af Satan og med hvilke følger? Men hvordan stemplede Job Satan som en løgner?
22 Imidlertid ramte Satan Job med en sygdom der så ud til at skulle blive den visse død for ham, for Job selv sagde: „En begravelsesplads er for mig.“ I orientalernes øjne så det også ud som en straf fra den sande Gud. Hans egne brødre holdt sig på afstand af ham; hans bekendte vendte sig bort fra ham, forlod ham; de som han kendte godt glemte ham som var han død; han blev som en fremmed for dem der opholdt sig i hans hus og for hans egne trælle, som nægtede at adlyde ham. Hans hustru væmmedes ved hans ånde; hans legeme stank så hans egne brødre ikke ville komme i nærheden af ham; unge mænd viste ham ikke længere respekt hverken i ord eller opførsel; hans nærmeste afskyede ham, og de som han havde elsket blev kolde over for ham. Hans legeme hentæredes så han kun var skind og ben, og for at forklare hvordan han stadig var i live sagde Job: „Jeg undslipper med mine tænders hud [i behold].“ (Det vil sige: kun med nød og næppe.) (Job 17:1; 19:13-20, NW) Jobs egen hustru var nu overbevist om at Gud helt havde forkastet Job. Hun komplimenterede ham for hans udholdenhed men sagde samtidig at det var håbløst for ham. „Holder du endnu fast ved din uangribelighed?“ sagde hun. „Forband Gud og dø!“ I stadig tillid til sin egen uangribelighed udholdt Job dette grusomme slag som den hustru han elskede havde tilføjet ham, og gav hende følgende velfortjente irettesættelse: „Som en af de uforstandige kvinder taler også du. Skal vi kun modtage hvad der er godt fra [den sande] Gud, og ikke hvad der er dårligt?“ Jobs reaktion stemplede Satan som en bagtalerisk løgner for Gud, for Guds beretning lyder: „I alt dette syndede Job ikke med sine læber.“ — Job 2:1-10, NW.
23. Hvorledes kom resten ud for en skuffelse lig den Jobs hustru beredte ham?
23 Hvor udmærket skildrer ikke denne del af dette profetiske drama om prøven på Jobs uangribelighed det der er overgået resten af Kristi salvede efterfølgere! Hver og én af dem kan med apostelen Paulus sige: „Jeg for min del udfylder hvad der mangler af Kristi lidelser i mit kød til gavn for hans legeme, som er menigheden“! (Kol. 1:24, NW) I årene under den første verdenskrig var der mange der var åndeligt forbundne med resten idet disse også var trolovede med Kristus og ventede at blive forenet med den himmelske brudgom i den „første opstandelse“ fra de døde; men under de svære forfølgelser som nationerne udsatte Jehovas vidner for, med de religiøse lederes billigelse, gjorde disse trosfæller oprør imod at skulle lide sammen med den trofaste rest. De sagde at Gud havde forkastet restens organisation og de afbrød forbindelsen med resten og oprettede deres egen religiøse organisation. Dette var en meget smertelig erfaring for den trofaste rest; det var som da Jobs hustru vendte sig imod Job som var han en mand der var svigtet af Gud. Men ud fra Skriften påpegede resten i lighed med Job det uforstandige i disse oprørske, selviske frafaldnes handlemåde og erklærede at de var besluttede på at udholde den forfølgelse den almægtige Gud tillod kom over dem som en prøve på deres kærlighed og hengivenhed for ham. For kristenhedens religiøse sekter der sluttede sig sammen om at forfølge Jehovas vidner, var resten i åndelig henseende lige så syg og hårdt ramt af Gud som Job, og de overlod dem til udslettelse for Satans politiske regeringers og deres militærmaskineris hånd. Men tro mod det profetiske drama om Job udholdt den trofaste rest alt dette, skønt de undrede sig over hvad det alt sammen mon betød.
24. Hvad har Jehova hindret fjenden i at gøre mod den Job-lignende rest, og hvorfor er deres prøvelser her på jorden dog ikke overstået?
24 Den første verdenskrig sluttede i november 1918, men Gud havde holdt Satans politiske og religiøse redskabers voldshånd tilbage og således forhindret dem i at berøve hans trofaste rest sjælen. I foråret 1919 genopvakte han dem af deres i åndelig henseende dødlignende tilstand. Han satte dem i gang med at forkynde den gode nyhed om Guds rige der var blevet født i himmelen da „de for nationerne fastsatte tider“ udløb i efteråret 1914. Men deres prøvelser på jorden var ikke forbi som det fremgår af Satans videre mishandling af Job i det profetiske billede. En periode hvor en længere religiøs polemik skulle gå for sig, stod for døren, en periode hvor de ville blive bedømt forkert, bagtalt og fordømt. Men dette ville dog blive opvejet af trøst og oplysning fra Gud.
Jobs tre falske venner
25. Hvad fik Satan nu tre af Jobs venner til at gøre, og hvilken diskussion begyndte?
25 Vildledte venner og deres vildledende overtalelsesevner kan blive en ransagende prøve på vor uangribelighed ind for Jehova Gud. Vel vidende herom magede Satan det således at tre af Jobs fæller efter aftale mødtes og i forening rettede et tredobbelt fremstød mod Jobs uangribelighed for om muligt at ødelægge den. Elifaz fra Temans land, Bildad, en efterkommer af Sjua, og Zofar fra Na’ama genkendte ikke lige med det samme den sygdomshærgede Job. Under højlydte klageråb gav de derefter deres sorg over ham til kende, hvorefter de sad tavse i syv dage og betragtede ham, idet de åbnede deres sind for Satan og de tanker han indgav dem om årsagen til Jobs tilstand. Job brød til sidst tavsheden ved at nedkalde ondt over den dag han blev født, og udtrykke sin undren over at Gud havde bevaret ham i live. (Job 2:11 til 3:26) Dette blev indledningen til tre på hinanden følgende debatter. I de første to fremsatte alle tre mænd meget kraftigt hvad de tænkte, og Job forsvarede sig mod hver af dem efter tur. I den tredje debat tog na’amatitten Zofar ikke del, måske fordi han mente det var nytteløst, eller fordi han ikke havde mere at sige men var bragt til tavshed sammen med sine to fæller.
26. Hvilken dom fældede disse tre venner over Job, og på hvilket grundlag?
26 Ved deres ankomst havde de tre mænd foregivet at de var kommet for at give deres medfølelse med Job til kende og for at trøste ham. Hvis det var deres hensigt, må det siges at de ramte langt ved siden af. De havde samme indstilling som de der ifølge Esajas’ profeti ville kritisere Jesus Kristus og sige: „Vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud.“ (Es. 53:4) De mistydede Guds måde at handle med Job på. De forstod lige så lidt Guds handlinger som Job selv gjorde. Job tydede Guds handlinger som tegn på at Gud bringer lidelse over såvel retfærdige som uretfærdige og er i sin ret til at gøre det. Jobs tre fæller dømte forholdene efter de ydre omstændigheder og efter deres egen krogede tankegang. De tydede derfor Guds handlinger som tegn på at han nu offentligt afslørede Job som en hykler og et menneske der ikke havde bevaret sin uangribelighed, og offentligt straffede ham for synder som han længe havde holdt skjult for sine intetanende venner. Det var således kommet for en dag, at Job havde et slet hjerte, mens de selv — nå ja, de gennemgik jo ikke sådanne lidelser som Job, og det var bevis for at de var retfærdige i Guds øjne, hvad Job ikke var. De behøvede ikke at angre eller frembære noget offer for synder, men det var nødvendigt at Job angrede og omvendte sig og atter vandt Guds gunst. De følte sig retfærdige og solede sig i bevidstheden herom.
27. Hvad sagde Job med rette til dem, og hvordan afslørede dette at de ikke havde kunnet trøste ham?
27 Med rette kunne Job sige til disse tre udsendinge fra Satan: „I mænd er intet værd; . . . Hvor virkningsfulde er ikke retskaffenhedens ord! Men hvad gavner jeres revselse?“ (Job 6:21, 25, NW) „I mænd smører på med løgn; I er alle læger uden værdi. Hvis bare I ville tie helt stille, at det kunne være visdom hos jer!“ (Job 13:4, 5, NW) „I er alle besværlige trøstere! Er der ingen ende på tomme ord? Eller hvad plager dig, siden du svarer? Også jeg kunne tale som I. Hvis blot jeres sjæle var i min sjæls sted ville jeg da tale store ord imod jer og ville jeg ryste på hovedet ad jer?“ (Job 16:2-4, NW) „Hvor længe vil I mænd vedblive at irritere min sjæl og knuse mig med ord? Ti gange har I nu revset mig; I skammer jer ikke [over at] I farer så hårdt frem imod mig. Og ifald jeg har begået en fejl, er det hos mig min fejl vil blive natten over. Hvis det er rigtigt at I mænd påtager jer hoverende miner over for mig og viser at min skændsel er berettiget, så vid at Gud selv har vildledt mig og har lukket sit fangstnet om mig. Vis mig nåde, vis mig nåde, mine fæller, for Guds egen hånd har rørt mig. Hvorfor vedbliver I at forfølge mig som Gud gør og får ikke nok af mit kød?“ (Job 19:2-6, 21, 22, NW) „Hvor er det forgæves I prøver at trøste mig, selve jeres svar bliver stående som troløshed!“ (Job 21:34, NW) Jobs tre foregivne trøstere viste at de ikke var blevet salvet med Jehovas hellige ånd til at „trøste alle, som sørger“. — Es. 61:1-3.
28. Med hvilke ord skildrede Job sig selv som værende i en retstrætte, med Gud som sin modpart?
28 Job forestillede sig selv som stillet for retten hvor han stod fast på sin uskyld; modparten var Jehova Gud. „For,“ sagde Job, „han er ikke et menneske som jeg, [at] jeg kunne svare ham så vi kunne mødes for retten. Der findes intet menneske der kan dømme imellem os, så han kunne lægge sin hånd på os begge.“ Job kunne ikke forvente at vinde med Gud som sin modpart: „Hvem jeg ikke ville svare, selv om jeg virkelig havde ret. Min modpart for retten ville jeg bede om nåde.“ (Job 9:15, 32, 33, NW) Alligevel ville Job fortsat føre sin sag, for han var sikker på at Gud, sagsøgeren, ikke ville finde ham troløs selv om han måtte dræbe Job for at få bevis for at Job ikke var faldet fra ham: „Om han end dræbte mig, ville jeg da ikke vente? Jeg ville kun føre bevis for mine veje for hans åsyn. Han ville også være min frelse thi for ham vil ingen frafalden træde frem.“ (Job 13:15, 16, NW) „Og se nu! i himlene er der en der vidner om mig og mit vidne er i det høje. Mine fæller tager til orde imod mig; mit øje har søvnløst set hen til Gud. Og en dømmer mellem en rørig mand og Gud som mellem et menneskebarn og hans fælle.“ — Job 16:19-21, NW.
29. Med hvilket udtryk gav Job til kende at han ville holde fast på at han var en uangribelig mand, og hvordan viste han sin værdsættelse af visdom?
29 Lige til det sidste er Job besluttet på at hævde at han er en uangribelig mand, og på at handle i overensstemmelse med sin påstand. Til sine fejlagtigt ræsonnerende fæller siger han: „Det er utænkeligt for mit vedkommende, at jeg skulle give jer ret! Til jeg udånder tager jeg ikke min uangribelighed bort fra mig selv! I min retfærdighed har jeg grebet fat og jeg slipper den ikke; mit hjerte skal ikke spotte [mig] for nogen af mine dage.“ Derfor kom Job til følgende konklusion: „Der er kun ét. Derfor siger jeg: ’Den uangribelige og også den gudløse gør [Gud] ende på!’“ Og: „Han vil veje mig på nøjagtig vægt, og Gud vil kende min uangribelighed.“ (Job 27:5, 6; 9:22; 31:6, NW) Job kendte bedst sit eget liv, og når han betragtede sig selv i lyset heraf følte han sig sikker på at han kunne godtgøre sin egen uangribelighed. Job viser hvor højt han altid har vurderet visdom, og hvad Gud har sagt til mennesket: „Se! Frygt for Jehova det er visdom, og at vende sig bort fra det onde er forstand.“ — Job 28:28, NW.
30. Hvad ville Job vise ved at fortælle om sit private liv, og med hvilken opfordring til sin modpart indlod Job sin sag til doms og sluttede sit indlæg?
30 Job fortæller åbent sine tre fæller og også den unge mand Elihu hvordan han har levet sit liv, altid har bestræbt sig for at leve i overensstemmelse med sand visdom, ikke haft kærlighed til penge eller sat sin lid til dem, heller ikke tilbedt de synlige skaberværker på himmelen: „For da ville jeg have fornægtet [den sande] Gud oventil.“ Med sin livshistorie, som han har sat sit navn under, opfordrer Job sin modpart til at fremføre sine anklager for retten: „O gid at en ville lytte til mig, at den Almægtige selv ville svare mig ifølge min underskrift! Eller at den der er stillet for retten med mig selv har skrevet et dokument! Visselig jeg ville bære det på min skulder; jeg ville binde det om mig som en prægtig krone. Tallet på mine skridt ville jeg fortælle ham, som en fører ville jeg nærme mig ham.“ Hvis det kunne bevises at Job havde øvet uret var han villig til at lide sin velfortjente straf. Nu har han forelagt sin sag og afventer den himmelske domstols kendelse. „Hermed slutter Jobs ord.“ — Job 31:28, 35-40, NW.
31. Hvordan har især de religiøse ledere i kristenheden spillet Elifaz’, Bildads og Zofars roller?
31 I opfyldelsen af det profetiske drama om Job nu i „endens tid“ har især kristenhedens religiøse ledere spillet Elifaz’, Bildads og Zofars roller godt. Idet de ondskabsfuldt anklagede resten af Kristi legeme og endog bad til Gud imod dem, drog de på en meget ufin måde fordel af den første verdenskrig, hvormed endens tid for denne verden indledtes, og de bragte forsmædelse, forfølgelse og politisk undertrykkelse over resten. Efter den første verdenskrigs afslutning fortsatte de deres anklager imod og fordømmelse af resten, der befandt sig i samme stilling som Job, idet de hævdede at resten ikke havde noget særlig godt omdømme hos Gud, at de ikke var Jehovas vidner, og at de var en fare for denne verdens regeringers sikkerhed fordi de først gav Jehova Gud det de var ham skyldig og derefter den politiske kejser hvad der tilkom ham. De religiøse ledere har prøvet at tage forskellige forholdsregler imod vidnernes arbejde fra hus til hus med at forkynde denne gode nyhed om Guds oprettede rige over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, før denne verdens ende indtræffer i Harmagedon. — Ap. G. 20:20; Matt. 24:14.
32. Hvor har resten derfor været nødt til at gøre rede for deres liv og færden, men ind for hvem har de især bestræbt sig for at fastholde deres uangribelighed?
32 I tusinder af retssale verden over har resten måttet gøre fuldstændig rede for hele deres liv og færden; de har måttet hævde deres uskyld, bevise deres uskyld, deres uangribelighed. Især siden 1922 har de forkyndt at en dom der udgår fra Jehovas åndelige tempel, er begyndt over resten, og denne rest har søgt at bevare et rent omdømme for den himmelske domstol foran den øverste dommer, uanset hvilken kendelse verdslige og kirkelige domstole har afsagt imod dem. Ind for Gud har de bestræbt sig for at bevare deres uangribelighed, idet de ved at det er ham der skal afsige den endelige dom over dem, den dom der tæller og som til syvende og sidst skal eksekveres. Det har været en stor kamp for dem at stå fast i deres krav om at de er kristne der bevarer deres uangribelighed ind for Gud, hvem de i sidste instans forelægger deres sag. Jesus Kristus, deres fører, blev også bagtalt og forfulgt lige til døden, men det betød aldrig at han var uden uangribelighed ind for Gud.
Elihu, vidnet for Jehova
33. Hvem udtalte sig nu, og hvorfor var han vred? Hvorfor kan man ikke påstå at han talte som en uforskammet dreng?
33 Efter at Job såvel som hans tre falske venner, der havde taget Satans parti i deres anklager mod Job, var faldet til ro efter deres debat, tog Elihu, en fjern slægtning af Job, til orde. I ærbødighed for mænd der var ældre end han havde Elihu afholdt sig fra at bryde ind før de implicerede parter havde talt færdig. Men nu blev han vred. Hvorfor? „Mod Job blussede hans vrede op fordi han retfærdiggjorde sin egen sjæl mere end Gud. Også mod hans tre fæller blussede hans vrede op fordi de ikke havde fundet et svar men havde dømt Gud skyldig.“ (Job 32:1-3, NW) Moderne bibelkritikere kalder Elihu „snakkesalig“ og siger at hans taler var „langtrukne“ fordi han udtalte sig meget udførligt og fremlagde alt det stof der nu indeholdes i kapitlerne 32 til 37 i Jobs bog. Men Elihu så at det var vigtigere at ophøje Jehova Gud end at ophøje noget menneske. For at tale forstandige ord stolede han mere på Guds ånd end på den visdom der forventes at komme med alderen og med årenes erfaring. Han var ligeledes modstander af at gøre forskel på mennesker eller tildele nogen en ærefrygtindgydende titel. Han talte ikke som en uforskammet dreng.
34. Hvad beskrev Elihu nøjagtigt på forhånd vedrørende Job, og hvis erfaringer efter 1919 er også forudsagt med disse ord?
34 Elihu beskrev på forhånd nøjagtigt hvad der ville ske, og også skete med Job da han havde genvundet sin position som en mand der af alle er anerkendt for at eje Guds gunst som følge af at han havde givet bevis på sin uangribelighed og forstandigt havde givet Gud et svar imod Satan, der havde smædet Gud som en der købte sine tjeneres kærlighed. Da Job her var et billede på den kristne rest forudsagde Elihu altså også hvad der er sket den salvede rest siden 1919. Han sagde:
35. Hvad var det Elihu sagde i denne beskrivelse?
35 „Hans sjæl drager graven nær, og hans liv til dem der volder død. Hvis der for ham er et sendebud, en talsmand, en ud af tusind der kan vidne for mennesker om hans retskaffenhed, begunstiger han ham og siger: ’Lad ham slippe for at gå ned i graven! Jeg har fundet en løsesum! Lad hans kød blive friskere end en ynglings, lad ham genvinde sine ungdomsdages kraft.’ Han vil bønfalde Gud at han kan finde behag i ham, og han skal se hans åsyn med fryderåb og han vil give det dødelige menneske sin retfærdighed tilbage. Han vil synge for mennesker og sige: ’Jeg har syndet, og hvad der er retskaffent har jeg fordærvet, og det var visselig ikke ret af mig. Han har friet min sjæl fra at gå i graven, og mit liv, ja mit liv skal se lyset.’ Se! Alt dette gør Gud to gange, tre gange, med en rørig mand for at hente hans sjæl tilbage fra graven at han kan oplyses med de levendes lys.“ — Job 33:22-30, NW.
36. Hvordan sparede Gud resten for at gå i graven eller døden?
36 I 1918 skånede Gud resten for at gå i graven eller døden for deres brutale fjenders hånd. I 1919 skånede han dem for at gå i en åndelig død. Hvorledes? Ved at indgyde dem sin ånd for at give dem nyt liv i hans tjeneste så de kunne være vidner om hans rige i denne „endens tid“.
37. Hvorledes sluttede Elihu med at hævde og retfærdiggøre Jehova, og hvad viser nu hvem Elihu er et billede på i dramaet om Job?
37 Dermed er Elihus ord bekræftet. Han sluttede sin ophøjelse af Jehova således: „Den Almægtige har vi ikke udgransket; han er ophøjet i magt, og ret og en rigdom af retfærdighed vil han ikke ringeagte. Lad derfor mennesker frygte ham. Han agter ingen der er vise i [deres eget] hjerte.“ (Job 37:23, 24, NW) Som en person der spiller en rolle i det profetiske drama om Job, synes Elihu derfor at være et udmærket billede på det åndelige, styrende råd for den salvede rest af Kristi legeme. Ifølge historien, som den har formet sig siden 1919, har dette styrende råd af den „tro og kloge træl“s skare oplyst resten som et hele både om nødvendigheden af at bevare sin uangribelighed og om det store stridsspørgsmål der gælder ophøjelsen af Jehova og hans universelle eneherredømme gennem Riget som er givet i Jesu Kristi hånd.
Jehovas svar
38. Hvordan svarede Jehova, og hvordan virkede det på Job?
38 Job havde bedt om at den Gud som han tilbad i uangribelighed måtte tale. Det gjorde han. „Og Jehova svarede Job ud fra stormvejret og sagde: ’Hvem er det der fordunkler råd med ord uden kundskab?’“ Med det han nu sagde til Job og gjorde med ham beviste han, at moderne bibelkritikere har uret, og at han er den samme som den Jehova der var Israels tolv stammers Gud, og den samme Jehova hvis vidner vi har den forret at være i dag over for hele menneskeslægten i denne betydningsfulde og afgørende „endens tid“. I ophøjede vendinger, hvis indhold stemmer med skabelsesberetningen i Bibelens første bog, Genesis, viste Jehova nu at han er højt hævet over al tvivl og alle falske anklager, for han har skabt himmelen og jorden i hvis store undere Job, der først for ganske nylig har gjort sin ankomst til jorden, ikke er trængt til bunds i og heller aldrig vil komme til det. Job havde ingen kontrol over skaberværket, og den almægtige Gud kunne styre det uden Jobs hjælp. Som Jehova sagde: „Er der nogen kværulant der strides med den Almægtige? Lad den der kritiserer Gud selv svare.“ Dybt ydmyget indrømmede Job at han intet havde at sige til sit forsvar. Jehova beskrev derefter den vældige behemot og den smidige leviatan som skaberundere der var velkendt for mennesket. — Job 38:1, 2; 40:15 til 41:34, NW, marginalnoten.
39. Hvad skulle et studium af Jehovas værker give os et indtryk af, og hvad måtte Job altså nu indrømme?
39 En nøjere betragtning af sådanne skaberværker skulle give os et dybt indtryk af den visdom og magt som Jehova Gud besidder, og skulle få os til at tænke os om før vi lader ydre omstændigheder få os til at tro at han er uretfærdig og ukærlig. Viseligt lagde Job sig dette på sinde og indrømmede at han havde ført sin sag uden forstand. Han sagde til Jehova: „Rygter har jeg hørt om dig, men nu ser mine egne øjne dig. Derfor tager jeg mine ord tilbage og angrer virkelig i støv og aske.“ — Job 42:1-6.
40. Hvorfra svarede Jehova den Job-lignende rest, siden hvornår, og med hvilket resultat?
40 Har Jehova også svaret den Job-lignende rest ud fra stormvejret? Ja det har han! Denne storm er den store trængsel som han bringer over Satans organisation, og som skal danne både indledningen til og afslutningen på denne „endens tid“ for Satans verden. Denne trængsel ramte den usynlige del af Satans organisation i 1914 og hvirvlede ham og hans dæmoner ned fra himmelen til jordens nærhed. Denne trængsels dage er blevet afkortet ved at Satan har fået „en kort tidsperiode“ at virke i på jorden for at prøve resten, mens denne og dens retsindige medarbejdere udfører en verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Guds oprettede rige. Trængselen vil begynde igen i Harmagedonslaget og vil resultere i Satans synlige organisations udslettelse og i at hans usynlige organisations virksomhed sættes ud af funktion. I denne mellemliggende tidsperiode, hvormed trængselens dage er blevet afkortet, har Jehova Gud før den sidste del af uvejret bryder løs så at sige ud fra stormens øje eller rolige center svaret den Job-lignende rest — og det især siden 1919. Fra det tidspunkt har den åndelige rest fået klarhed over mange bibelske lærepunkter. De er blevet gjort bekendt med Satans udfordring til deres uangribelighed og tillige med det altoverskyggende stridsspørgsmål om Jehovas universelle eneherredømme som skal fastslås af hans oprettede rige. Vi er derfor blevet hans vidner som aldrig før.
41. Hvordan behandlede Jehova Elifaz, Bildad og Zofar, og hvad var de forpligtet til at gøre?
41 Efter at have talt til Job ud fra stormvejret revsede Jehova strengt Elifaz, Bildad og Zofar. De blev tvunget til at frembære ofre og lade Job bede for sig. Det var dem der behøvede omvendelse, ikke Job, for Jehova sagde: „Hans åsyn alene vil jeg anerkende så jeg ikke begår en vanærende dårskab på jer, for I har ikke talt sandt om mig sådan som min tjener Job har.“ — Job 42:8, NW.
42. Hvad gjorde Jehova nu for Job, og hvad var Job et eksempel på da han døde i en høj alder?
42 Jehova udfriede nu Job af Satans hånd og helbredte ham. Der står skrevet: „Jehova anerkendte nu Jobs åsyn. Og Jehova selv vendte Jobs fangne tilstand da han bad for sine fæller, og Jehova begyndte tillige at give Job alt hvad der tidligere havde været hans, i dobbelt mål.“ Hans brødre og søstre og tidligere venner kom og spiste og drak og samledes med ham som før og bragte ham gaver. Hans hustru skænkede ham atter syv sønner og tre døtre, de smukkeste kvinder i landet, og de kom til at arve sammen med deres syv brødre. Jobs liv blev mirakuløst forlænget med 140 år og han så sine efterkommere i fire generationer. Til sidst døde han med sin uangribelighed i behold som et eksempel på hvor stor en ømhed og medfølelse Jehova viser dem der bevarer deres uangribelighed ind for ham, og på hvor stor en lykke Guds tjenere opnår i ham når de udholder alle forsøg fra Satans side på at forhindre dem i at ophøje Gud. — Job 42:7-17, NW.
43. Hvorledes blev resten gjort lykkelig mellem 1919 og 1931?
43 Hvilken lykke den Job-lignende rest har opnået siden 1919 og især siden 1931! Efter den første verdenskrigs ophør blev de udfriet af deres åndelige trældom under Satans verden og deres forhold til Jehova Gud blev læget. Han velsignede dem med ungdoms kraft til at forkynde Rigets budskab overalt og skænkede dem en vækst så stor at den opvejede tabet af alle de venner som var blevet troløse og var faldet fra under den forudgående prøvelse. Samtidig blev tallet på dem der udgjorde resten fuldstændiggjort så at Kristi åndelige legeme, som forudbestemt, kunne få de 144.000 lemmer.
44. Hvordan er billedet med at Job fik ti andre børn blevet opfyldt siden 1931?
44 Men hvad er der da sket siden 1931? Jo, på den tid begyndte Jehova Guds rette hyrde, Jesus Kristus, til den Job-lignende rest at indsamle sine „andre får“ for hvem han vil blive „Evighedsfader“ under sin velsignede tusindårige regering. Til indsamlingen af disse „andre får“ har han benyttet resten af sit legemes lemmer. På denne måde er disse får blevet som restens åndelige børn, født ved den gode nyhed om Riget som resten har forkyndt. Således svarer disse „andre får“ til de ti børn Job fik efter at Jehova havde forandret hans fangne tilstand. — 1 Kor. 4:15.
45. Hvordan er de, ligesom Jobs børn, smukke, og hvordan er de alle stillet lige med hensyn til at arve?
45 Som forudskildret ved det fuldkomne tal ti er disse „andre får“ allerede blevet en „stor skare“, men indsamlingen af dem fortsætter stadig i denne korte tidsperiode før Harmagedon. De er smukke i åndelig henseende, for de er alle nationernes kostelige, attråværdige skatte der er kommet til Jehovas åndelige tempel for at herliggøre ham. Som Jobs tre døtre kom til at arve sammen med deres syv brødre, således har kvinderne såvel som mændene blandt de „andre får“ andel i den forret det nu er at være Jehovas vidner for at forkynde den gode nyhed om Riget. Således hjælper de til med at indsamle endnu flere af de „andre får“. Selv mange som tidligere havde en forkert opfattelse af Satans forfølgelse af resten, som tilfældet var med Jobs slægtninge og venner, har taget imod tugt og er blevet restens teokratiske medarbejdere.
46. Hvor længe må resten og de „andre får“ holde ud, og hvilken lykke vil de opnå dersom de holder ud?
46 Resten må stadig holde ud til Harmagedon. Alle de indsamlede „andre får“ må ligeledes bevare deres uangribelighed ind for Gud og holde ud sammen med resten indtil Satans verden med forfølgerne og modstanderne er lagt øde i Harmagedon. Hvor kan vi være lykkelige alle sammen fordi vi har holdt ud og bevaret vor uangribelighed til nu! Og hvilken uudsigelig lykke vi vil opnå dersom vi holder ud lige til Jehova fastslår sit universelle eneherredømme i Harmagedon og udfrier os og fører os ind i hans retfærdige nye verden! For der vil han herliggøre resten, hvis uangribelighed er ukrænket, i sin søn Jesu Kristi himmelske rige, og han vil også velsigne den store skare af „andre får“ og løfte dem op til gudlignende, menneskelig fuldkommenhed i et paradis der vil forskønne hele jorden.