Mennesker og nationer bliver til latter

 1. (a) Lo den almægtige Gud ad den skændsel og vanære som hans søn måtte lide? Forklar. (b) Hvem var det der lo da der blev gjort forsøg på at undertrykke nyheden om Jesu opstandelse?

HVORDAN så Gud på at hans søn, som han havde salvet til at forkynde „Himmeriget“ og til at være den messianske regerings konge, blev udsat for hån og foragt? Lo Gud? Kunne han le? Ja, det kunne han. Men naturligvis lo han ikke ad den skændsel der var overgået ham selv og hans kongelige repræsentant, hans hårdt prøvede søn, Jesus Messias, men han lo ad de yderliggående forholdsregler som små mennesker måtte tage for at prøve at forpurre hans, den almægtige Guds, universets øverste Herskers, hensigter. Selv om ypperstepræsterne havde frydet sig over Jesu død, hvis tur var det da til at le tre dage efter, da en strålende engel steg ned og brød seglet på stenen foran Jesu grav og rullede den bort, og soldaterne næsten blev skræmt til døde? Ypperstepræsterne og deres religiøse meningsfæller lo ikke ad vagtsoldaternes rapport. De bestak dem til at sige: „Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov.“ (Matt. 28:2-4, 11-15) Men sandheden om Jesu Kristi opstandelse kom alligevel ud til folk, nemlig ved hjælp af sande vidner. Der var mere end fem hundrede. Hvem lo nu? Det gjorde den almægtige Gud!

 2, 3. (a) Hvornår og hvordan gjorde den almægtige Gud folk i almindelighed bekendt med hvad der var sket? (b) Hvad sagde Peter som et vidnesbyrd om at den almægtige Gud havde forpurret sammensværgelsen mod Jesus?

² Enoghalvtreds dage efter den religiøse og politiske magts forenede anstrengelser for at forhindre det messianske rige i at komme til magten ved at rydde Jesus Kristus af vejen, begyndte den almægtige Gud at gøre folk i almindelighed bekendt med hvad der var sket. På pinsedagen, den 6. sivar (jødiske kalender), i året 33 udgød den almægtige Gud sin hellige ånd over 120 trofaste disciple af Jesus Kristus. De havde alle set ham siden hans opstandelse, idet han havde vist sig for dem. Over tre tusind som var kommet til Jerusalem for at fejre pinsen samlede sig for at høre disse 120 forkyndere som ved den hellige ånds mirakuløse kraft vidnede på mange sprog om „Guds store gerninger“. En af de førende blandt disse forkyndere, den kristne apostel Peter, rejste sig og forkyndte frimodigt for skaren hvordan den almægtige Gud havde forpurret de religiøse og politiske lederes sammensværgelse mod hans søn og salvede, mod Messias. Peter sagde:

³ „Jesus fra Nazaret, en mand, som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, sådan som I jo selv ved, han blev efter Guds egen fastsatte plan og forudviden givet i jeres vold, og ved hedningers hjælp naglede I ham til korset og tog hans liv. Men Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt, at han kunne fastholdes af døden. . . . Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner. Efter at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den; således som I både ser og hører. Thi David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv: ’Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.’ [Salme 110] Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ — Ap. G. 1:12 til 2:36.

 4. (a) Hvorfor havde de religiøse ledere ingen grund til at le ad det der skete på pinsedagen i år 33? (b) Hvad gjorde de mod de to apostle, Peter og Johannes, som forkyndte Jesus og opstandelsen i templet?

⁴ De religiøse ledere i Jerusalem lo ikke da omkring tre tusind i den skare som Peter og hans medvidner havde talt til, troede på den gode nyhed om den opstandne og til himmelen ophøjede Messias, Jesus, og blev døbt og blev hans disciple. (Ap. G. 2:37-47) De samme religiøse ledere lo heller ikke da forkyndelsen om Jesus Messias blev ført helt ind i deres tempel i Jerusalem, især af apostlene Simon Peter og Johannes, Zebedæus’ søn. Navnlig ikke saddukæernes religiøse parti brød sig om at man forkyndte opstandelsen, det middel hvormed den almægtige Gud havde tilintetgjort fjendernes bestræbelser for at rydde den lovede Messias, Kristus, af vejen for bestandig. De lod Peter og Johannes arrestere og fængsle og førte dem for rådet på grund af det de havde gjort. Til sidst følte den jødiske domstol sig tvunget til at løslade de to apostle, men først efter at have truet dem. Nu kom beviset på at Gud lo ad dem der forfulgte de trofaste disciple af hans søn og Messias. Hvordan ved vi det?

 5, 6. (a) Hvorfor havde de religiøse ledere ingen grund til at le ad den øjeblikkelige virkning som deres aktion mod Peter og Johannes fik på de kristne i Jerusalem? (b) hvorfor gav Jehovas svar på de kristnes bøn ikke folkets ledere nogen grund til at more sig?

⁵ Vi ved det på grund af det der fulgte efter denne aktion mod de to kristne apostle. Havde de religiøse myndigheder grund til at le ad den virkning som deres fanatiske behandling af sagen fik, ad den måde hvorpå de kristne reagerede på denne indgriben fra myndighedernes side? Nej, de havde ikke nogen grund til at le. Beretningen fortæller: „Da de [det vil sige Peter og Johannes] nu var blevet løsladt, gik de hen til deres egne og fortalte alt, hvad ypperstepræsterne og de ældste havde sagt til dem; og da de hørte dette, opløftede de alle som én deres røst til Gud og sagde: ’Herre, du, som har skabt himmelen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem, du, som ved Helligånden gennem din tjener Davids mund har sagt: „Hvorfor fnyste hedninger og pønsede folkefærd på tomhed? Jordens konger rejste sig, og fyrsterne samlede sig mod Herren [Jehova, NW] og mod hans Salvede.“ Ja, de har i sandhed samlet sig i denne stad imod din hellige tjener Jesus, ham, som du har salvet: både Herodes og Pontius Pilatus sammen med hedningerne og Israels folkestammer for at udføre det, som din hånd og din vilje forud havde bestemt skulle ske. Og nu, Herre [Jehova, NW]! se til deres trusler, og giv dine tjenere, at de med fuld frimodighed må tale dit ord, idet du udrækker din hånd til lægedom, og der sker tegn og undere ved din hellige tjeners, Jesu, navn.’“

⁶ Det der fulgte efter kunne ikke fremkalde nogen munterhed eller latter hos Herodes Antipas, Pontius Pilatus og de religiøse ledere i Jerusalem, for vi læser: „Og da de havde bedt, rystedes stedet, hvor de var forsamlede; og de blev alle fyldt af Helligånden, og de talte Guds ord med frimodighed.“ — Ap. G. 3:1 til 4:31.

 7. Hvordan ved vi på grundlag af disciplenes anvendelse af to vers fra Salme 2 at Jehova dengang lo ad den modstand som Kristus og hans disciple mødte?

⁷ På grund af disse første kristne disciples frimodighed kunne den almægtige Gud le spottende ad modstanden mod hans Messias og de trofaste efterfølgere af Messias. Gud lo virkelig, for den anden Salme Sl 2, hvorfra disciplene citerede i deres bøn til den almægtige Gud, forudsagde at han ville le. Ligesom de første to vers i denne inspirerede salme, der er skrevet af kong David i Jerusalem, gik i opfyldelse her, som vist af disciplene i deres bøn, således må de følgende vers i den samme salme også være blevet opfyldt dengang. Det er her der siges at Gud ler, for versene to til seks i denne salme lyder: „Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod [Jehova] og mod hans salvede: ’Lad os sprænge deres bånd og kaste rebene af os!’ Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem. Så taler han til dem i vrede, forfærder dem i sin harme: ’Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!’“

 8. (a) Hvorfor havde Jehova grund til at le ad sine modstandere? (b) Hvordan talte Jehova i harme til Herodes, Pilatus og israelitterne?

⁸ Hvilke krumspring politikere og religiøse ledere på jorden end foretog, kunne det ikke ændre situationen. Modstanden mod og forfølgelsen af Messias’ efterfølgere kunne ikke ændre den almægtige Jehovas guddommelige ordning. Trods alt hvad de havde gjort befandt hans opstandne Messias sig ved hans højre hånd i himmelen, på det himmelske Zions bjerg, regeringssædet. Han kunne derfor le spottende ad sine modstandere på jorden. Han havde grund til at være vred på dem og at tale til dem i sin harme. År senere blev Herodes Antipas, som havde myrdet Johannes Døber og latterliggjort Jesus Kristus, forvist af Rom til provinsen Gallien, og hans nevø Herodes Agrippa blev pludselig slået af en sygdom og ædt op af maddiker. (Ap. G. 12:1-23) Ifølge den verdslige historie blev Pontius Pilatus senere afsat af Rom. I år 70 måtte det jødiske folk lide den tort at Titus, den senere romerske kejser, lagde deres hellige by Jerusalem og templet i ruiner og affolkede provinsen Judæa. Men Jesus Messias regerede fortsat fra det himmelske Zion over sine disciple på jorden og gav dem kraft til fortsat at forkynde Guds rige trods både romernes og jødernes forfølgelse.

 9. Hvilken historisk baggrund havde denne anden Salme som fik sin opfyldelse her i det første århundrede?

⁹ Denne anden Salme, som fik en så enestående opfyldelse i det første århundrede, havde en historisk baggrund som netop forud skildrede denne opfyldelse. Salme 2 blev forfattet i det ellevte århundrede før vor tidsregning, og baggrunden var den internationale situation som rådede dengang. David fra Betlehem, en af Jesu Kristi jordiske forfædre, var blevet salvet til konge over alle Israels tolv stammer og havde indtaget fæstningen på Zions bjerg som beherskede byen Jerusalem. Der rejste David sin trone efter at have haft kongesæde i byen Hebron længere mod syd. Da filisterne, som var et nabofolk til israelitterne, hørte herom, samlede filisternes bykonger deres hærstyrker og prøvede at styrte kong David fra tronen og forhindre at de blev bundet med reb og bånd af denne nye konge over Israel. Men den almægtige Gud tålte ingen indblanding fra disse hedningers side. Han skænkede derfor David to mirakuløse sejre over dem og tvang dem til at underlægge sig kong David. — 2 Sam. 5:1-25.

10. (a) Hvad ville Jehova gøre for kong David, som vist her i Salme 2? (b) Hvorfor har dette historisk betydning?

¹⁰ Jehova inspirerede derefter den sejrrige David til at skrive den anden Salme og til at sige at Jehova ville le ad alle de folk og konger som nærede det forfængelige håb at de kunne forhindre Jehovas salvede konge, David, i at regere over hele det forjættede land fra Zions bjerg. Trods nationernes vrede, protester og modstand bevarede Jehova sin salvede konge på det hellige Zions bjerg lige til afslutningen på Davids fyrretyve års regering. Alt dette har stor historisk betydning, for den salvede David var ikke blot en fremtrædende mand blandt den salvede Jesu forfædre, men også et profetisk forbillede på ham. Ligesom navnet David betyder „den elskede“, således var Jesus også elsket af Jehova Gud og blev kaldt „den elskede“. — Matt. 3:17; 17:5.

Hvordan Gud ler i dette tyvende århundrede

11. Hvilke spørgsmål rejser sig nu i betragtning af den opfyldelse som Salme 2 fik dengang?

¹¹ Kong David regerede på Zions bjerg for tre tusind år siden og kunne sammen med Jehova Gud le ad sine fjender. Den største blandt Davids efterkommere, Jesus Kristus, levede her på jorden som menneske for nitten hundrede år siden. Nu befinder vi os i foråret 1969. Viser begivenhederne og forholdene i dette tyvende århundrede at historien gentager sig og at vi oplever endnu en opfyldelse af Salme 2? Ler Jehova Gud den Almægtige igen ad de politiske nationer i denne tingenes ordning? Ja, det gør han! Hvorfor gør han det?

12. (a) Hvornår talte Jesus om hedningetiderne, og hvornår udløb de? (b) Hvad siger de verdslige historikere endte for nationerne i dette år?

¹² Som det sikkert er de fleste bekendt talte Jesus om „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ (NW) i forbindelse med byen Jerusalem, hvis mure dengang omsluttede Zions bjerg. Han sagde: „Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider [nationernes fastsatte tider, NW] er til ende.“ (Luk. 21:24) Disse hedningetider skulle ikke fortsætte for bestandig. De måtte før eller senere udløbe. Hvornår skete det? Var det i juni 1967, da israelerne vandt seksdageskrigen over araberne og erobrede det østlige Jerusalem med den gamle bydel? Nej! Hedningetiderne var allerede endt flere år før, nemlig i 1914, det år den første verdenskrig begyndte. Årtier før havde omhyggelige bibelstuderende udregnet dette tidspunkt ved hjælp af Bibelens tidsregning og dens profetier. Når man betragter begivenhederne og verdensforholdene siden dette skelsættende år er det umiskendeligt at der var noget der endte dengang — en epoke endte for hedningenationerne i 1914. Verdslige historikere vil måske sige at det var en fredens og sikkerhedens tidsalder der endte for nationerne dengang, men hvad var det der ifølge Jesus endte i 1914?

13. (a) Hvad var det der endte i 1914 ifølge Jesu ord? (b) Hvordan blev „Jerusalem“ yderligere nedtrådt af hedningerne i år 33?

¹³ Det var den tidsperiode hvori hedningenationerne (ikke-jødiske nationer) skulle nedtræde Jerusalem. (Luk. 21:24) Der er ikke her tale om det bogstavelige Jerusalem på Jesu tid, men om det som byen Jerusalem repræsenterede, nemlig det sted hvorfra Guds salvede konge regerede. Det vil sige at det „Jerusalem“ som ikke længere skulle nedtrædes af hedningerne, var det Guds rige som en salvet konge i Davids slægt videreførte. I året 607 f.v.t., da Davids efterkommer kong Zedekias blev styrtet og det område hvorover han havde hersket, Jerusalem og Judas land, blev lagt øde, begyndte hedningerne at nedtræde „Jerusalem“ i denne betydning. Jesus Kristus var også en af kong Davids efterkommere, og i året 33 gav „kejserens ven“, nemlig Pontius Pilatus, efter for de religiøse lederes krav og overgav Jesus til de romerske soldater for at de kunne pælfæste ham. Hermed blev Jerusalem yderligere nedtrådt af hedningerne. — Joh. 19:12.

14. (a) Hvorfor begyndte det messianske Gudsrige ikke at herske dengang den opstandne Jesus blev ophøjet til himmelen i år 33? (b) Hvilket vendepunkt for himmelen og jorden markerede da året 1914?

¹⁴ Jehova Gud den Almægtige oprejste sin elskede søn fra de døde og ophøjede ham til sin højre hånd i himmelen. Men blev Guds rige ved denne kongelige efterkommer og efterfølger af kong David straks oprettet på dette tidspunkt? Nej! (Ap. G. 1:6, 7) Jesus Kristus måtte vente i himmelen indtil den fastsatte tid hvori hedningerne skulle nedtræde Jerusalem var udløbet. (Hebr. 10:12, 13) Guds fastsatte tid for udløbet af hedningetiderne var året 1914. På dette tidspunkt, hvor der var gået 2520 år efter at det gamle Jerusalem og Juda første gang blev lagt øde af de hedenske babyloniere, skulle hedningenationerne nu ikke længere nedtræde Jerusalem eller Guds riges ret til at herske over jorden ved Guds salvede, en efterkommer af kong David. Da måtte Guds messianske rige oprettes, denne gang i himmelen og ikke på jorden. Hedningenationerne skulle nu ikke længere nedtræde det symbolske Jerusalem, men de skulle selv nedtrampes, skulle selv gøres til fodskammel for den salvede konge i Guds messianske rige. (Sl. 110:1, 2) Således markerede året 1914 et vendepunkt både for himmelen og jorden!

15. (a) Hvorfor behøver hedningenationerne ikke at være uvidende om alt dette? (b) Hvor helt anderledes ville forholdene have været på jorden, hvis nationerne, specielt kristenhedens, havde anerkendt og rettet sig efter vidnesbyrdet om Riget?

¹⁵ Hedningenationerne, blandt dem republikken Israel, behøver ikke at være uvidende herom. Det tyvende århundredes historie viser hvorfor. Siden året 1914 er alle nationer blevet gjort opmærksomme på oprettelsen af Guds messianske rige i himmelen. Det var ikke forgæves at Jesus Kristus sagde (som vi læser i Mattæus 24:14): „Denne gode nyhed om riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme.“ (NW) Hvad ville resultatet være blevet hvis hedningenationerne, specielt nationerne i kristenheden, havde taget imod dette vidnesbyrd og realistisk havde indrettet sig efter det og overgivet deres suverænitet til Guds himmelske messianske rige, på samme måde som Jehovas kristne vidner har gjort det? Ville forholdene i verden og udsigterne for verden have været anderledes end de er i dag? Ja! For alle Guds løfter til dem der underlægger sig hans elskede søn, den indsatte messianske konge Jesus Kristus, ville da være blevet opfyldt på dem. Historien ville ikke stemple dem som skændige forfølgere af de sande kristne, der har vidnet om Riget siden 1914.

16. Hvad viser verdensforholdene og udsigterne med hensyn til nationernes kurs siden 1914?

¹⁶ De sørgelige og foruroligende forhold og udsigter på jorden i dag taler for sig selv. De vidner om at hedningenationerne, kristenheden og den jødiske verden indbefattet, siden udløbet af hedningetiderne i 1914, trods det verdensomspændende vidnesbyrd om Riget som Jehovas kristne vidner har aflagt på hele den beboede jord, har valgt at gå deres egne veje, ikke Guds veje. De har hårdnakket fastholdt deres suverænitet og nægtet at underlægge sig Guds retmæssige hersker over jorden, hans Messias eller Kristus. De har fortsat deres kamp om verdensherredømmet og har oven i købet i den hensigt udkæmpet to verdenskrige og truer nu hele menneskeslægten med en tredje. De har foretrukket at se hen til deres egen organisation, Folkeforbundet, og dets efterfølger, De forenede Nationer, efter fred og sikkerhed, og betragter den som den eneste praktiske erstatning for Guds himmelske, messianske rige, som de med deres vantro hjerter ikke kan forestille sig eller anerkende.

17. (a) Hvad har været det store spørgsmål siden hedningetidernes udløb i 1914? (b) Hvad kan nationerne ikke modvirke eller forhindre Gud i at gøre, trods alt hvad de får lov til?

¹⁷ Siden udløbet af hedningetiderne i 1914 har det store, universelle stridsspørgsmål været hvem der skulle have herredømmet over jorden, Jehova Guds messianske rige eller hedningenationerne? Vil hedningenationerne vinde? Kan de vinde? Lad dem blot prøve om de kan undertrykke det verdensomspændende vidnesbyrd om Guds messianske rige, lad dem blot prøve på enhver måde at kæmpe imod Riget, de vil dog ikke kunne styrte Jehovas salvede konge, hans Kristus, fra tronen på det himmelske Zions bjerg. De kan ikke forhindre at det himmelske, messianske rige gør dem til Kristi fodskammel for senere at knuse dem for bestandig. Gud den Almægtige ler spottende ad dem. Der er tumult i dag i alle nationer, de fnyser, fordi de har valgt at gå deres egne vej og at kæmpe mod Gud. Ved at fremme deres egne planer og propagandere for dem pønser folkefærdene på hvad der er fåfængt, på hvad der er tomhed og vil vise sig at være forgæves. Den bibelske historie, bibelprofetien, har forudsagt dette. — Sl. 2:1-6; Ap. G. 4:25, 26.

18. (a) Hvad ville nationerne have gjort klogt i at gøre, ifølge rådet i Salme 2:10-12? (b) Hvilken visdom har de fulgt, og hvad vil de som forudsagt blive indhentet af?

¹⁸ Nationerne har allerede siden udløbet af hedningetiderne i 1914 høstet frugterne af deres anti-messianske politik. Det klogeste ville have været at studere Guds ord Bibelen og give agt på dens råd til jordens konger og dommere, nemlig at „kysse“ Guds elskede søn som hans villige undersåtter og derefter tjene Jehova Gud under hans messianske regering. (Sl. 2:10-12) Men i stedet for har de valgt at følge den menneskelige visdom som forherliges af den moderne videnskab og teknologi. Deres verdslige visdom vil ikke blive retfærdiggjort af dens frugter. Ulykken stirrer dem i møde. Ulykken vil indhente dem, ligesom den indhentede filisterne på kong Davids tid og som den indhentede de religiøse og politiske forfølgere af Jesu Kristi apostle på deres tid. Da vil den hjerteligste latter lyde fra den guddommelige visdom, som forudsagt:

19. Hvad vil den sande visdom da gøre og sige?

¹⁹ „Visdommen råber på gaden, . . . Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det, men I lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer, derfor ler jeg ved eders ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer, når det, I frygter, kommer som uvejr, når eders ulykke kommer som storm, når trængsel og nød kommer over jer. Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde, fordi de hadede kundskab og ikke valgte [Jehovas] frygt; mit råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min revselse. Frugt af deres færd skal de nyde og mættes med egne råd; thi tankeløses egensind bliver deres død, tåbers sorgløshed bliver deres undergang.“ — Ordsp. 1:20-32.

20. Hvilken march er nationerne blevet advaret om siden den første verdenskrigs afslutning i 1918, og hvilken krig har de valgt?

²⁰ I mange år, ja siden den første verdenskrig endte i 1918, er hedningenationerne blevet advaret om at de er på march mod Harmagedon, mod „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åb. 16:14-16)a Hverken Folkeforbundet eller De forenede Nationer har nedsat den hastighed hvormed de marcherer. Tværtimod. De har nemlig støttet nationalisme og hedningenationernes herredømme over jorden i stedet for den almægtige Guds messianske rige. Nationerne har valgt krig — ikke krig indbyrdes, men forenet krig mod universets suveræne Gud, jordens Skaber.

21. (a) Hvorfor er situationen som den er i dag latterlig, set fra et bibelsk synspunkt? (b) Hvor og hvornår vil Jehovas spottende latter vise sig at have været berettiget?

²¹ Når vi forstår at dette er situationen som den er i dag, virker den lattervækkende. Men latteren er ikke på nationernes side. De er kun som dråbe på spand og som fnug på vægt i sammenligning med den almægtige Gud og Skaber. (Es. 40:15) De indbyder selv til deres tilintetgørelse, og de vil blive tilintetgjort — når denne universelle strid kulminerer i Harmagedon. (Åb. 19:11-21) Den almægtige Gud vil le spottende ad nationerne når han tvinger dem til at lægge kortene på bordet i den endelige kamp om verdensherredømmet og sender sin messianske konge Jesus Kristus imod dem for at tilintetgøre disse hedninger som har vovet at betvivle hans ret til herredømmet over jorden. Hans Messias vil vinde kampen, og den almægtige Guds universelle suverænitet vil være fastslået for evigt. Guds spottende latter vil vise sig at være berettiget. Da vil det messianske rige, som er blevet forkyndt i hele verden af Jehovas vidner trods modstand fra nationerne, overtage det fulde herredømme over jorden og varetage alle menneskeslægtens interesser til evig tid. Det vil for evigt velsigne alle som er forstandige og som er lydige imod ham.

Skal vi le sammen med Gud?

22. Hvad vil det betyde for os nu og i fremtiden hvis vi bliver genstand for Guds latter, og hvad kan vi gøre for at dette ikke skal ske?

²² Men hvordan forholder det sig med os som enkeltpersoner? Ler den almægtige Gud sammen med sin Messias (Kristus) ad os i dag under nationernes voksende trængsler? Vil han le triumferende ad os efter sejren ved Harmagedon? Det står til os selv at afgøre dette. Hvis Gud ler ad os betyder det vor tilintetgørelse, efter mange unødvendige bekymringer, besværligheder og lidelser nu. Hvilket fornuftigt og rettænkende menneske vil ønske at blive leet ad under sådanne omstændigheder? Det behøver ikke at ske! Lad blot verdens nationer fortsat handle uklogt, men lad ikke os gøre det. Vi kan lytte til visdommen ovenfra, den himmelske visdom, den sande visdom.

23. Hvilket løfte giver den sande visdom dem der lytter til den, og hvorfor kan man ønske sig at erfare opfyldelsen af dette løfte?

²³ Efter at den sande visdom har fortalt hvordan den på ulykkens dag vil le ad den der har ladet hånt om den, siger den: „Men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod ulykkens rædsel.“ (Ordsp. 1:33) Kunne man ikke ønske sig at opnå denne sikkerhed? Da behøver vi ikke at frygte nogen ulykke eller rædsel fra den almægtige og alvise Guds hånd. Han vil se på os med godkendende øjne. Hans beskyttelse vil være sikret os under „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Vi vil overleve tilintetgørelsen af nationerne, som har været genstand for Guds latter, og få adgang til Guds retfærdige nye orden under hans elskede Messias’, den større Davids, rige. Der vil vi sammen fryde os over alle de rene og sunde glæder som den almægtige Gud vil fylde vort liv med.

[Fodnote]