’Smag og se at Jehova er god’

DENNE opfordring til at ’smage og se at Jehova er god’ kom fra salmisten David. (Sl. 34:9) Har du fulgt denne opfordring? Hvordan kan du gøre det?

Først og fremmest er det nødvendigt at vide hvad der står i Guds ord. I Bibelen har Jehova nemlig fortalt om alle de velsignelser han har i beredskab til sine tjenere. „Den gave Gud giver er evigt liv,“ siger Bibelen. (Rom. 6:23) Men Gud har stillet sine trofaste tjenere endnu mere i udsigt. Han har også lovet dem at de, selv nu i tiden, kan opnå en indre fred og sand tilfredshed i livet.

Hvordan kan vi da ’smage’ og finde ud af om Jehova virkelig vil lade os få del i disse goder? Vi må i ydmyg lydighed underordne os ham og følge hans opfordring: „Min søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud!“ (Ordsp. 3:1) Ved at leve i overensstemmelse med Jehovas love og bud vil vi kunne ’smage’ og se om dette resulterer i noget godt for os.

Davids erfaring

Det var det salmisten David gjorde. Han begik ganske vist fejl. Men han havde et oprigtigt ønske om at tjene Jehova, og han satte lydigt Guds vilje først i livet. Det var ikke altid let for ham at gøre det. Undertiden bragte det ham endda i stor fare.

Ved en lejlighed forsøgte Israels konge, Saul, skinsygt at dræbe David. David blev da tvunget til at flygte til et fjendtligt område, filistrenes land. Der forstillede han sig og lod som om han var sindssyg, og det lykkedes ham at undslippe med livet i behold. Det var ved denne lejlighed, da David befandt sig i stor fare, at han skrev Salme 34. Læg mærke til hvordan forståelsen af denne baggrund giver hans ord større vægt:

„Jeg søgte [Jehova], og han svarede mig og friede mig fra alle mine rædsler. [Jehovas] engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem. Smag og se, at [Jehova] er god, salig den mand, der lider på ham! Den retfærdiges lidelser er mange, men [Jehova] frier ham af dem alle.“ — Sl. 34:1, 5, 8, 9, 20.

Tjenesten for Jehova kan ofte udsætte en for spot og forfølgelse — lidelser — som Davids erfaringer her viser. Af den grund tøver nogle måske med at give sig selv uforbeholdent i tjenesten for Gud. Men David, som taler af erfaring, opfordrer os til at ’smage og se at Jehova er god’. Ja, David vidste at Guds tjenere, trods de vanskeligheder de måtte møde, ville erfare Jehovas beskyttelse og „Guds fred, som overgår al forstand“. — Fil. 4:7.

Gælder alle Guds tjenere

Det er hvad Guds tjenere har erfaret i tidens løb. Se hvad der siges i Hebræerbrevet, kapitel 11, om dem der lagde tro for dagen i den førkristne tidsalder; læs beretningerne i de fire evangelier om Jehovas ypperste tjener Jesu Kristi liv; læs i Apostelgerninger om de kristne apostles erfaringer. Hvilket resultat kommer vi til?

Dette: Tjenesten for Jehova fører ofte til lidelser i form af latterliggørelse, forfølgelse og vanskeligheder, undertiden endog til en smertefuld død, som i Jesu tilfælde. Alligevel var disse Guds tjenere lykkelige. De kunne glæde sig over en indre fred og tilfredshed, for de vidste at de behagede deres himmelske Fader og at han ville belønne dem med et evigt liv. Læs for eksempel Apostelgerninger 5:40-42.

Stands op og spørg dig selv: Hvad ønsker jeg egentlig at få ud af livet? Er det mit mål at være en trofast tjener for Jehova? Eller viser min livsførelse at andre interesser betyder mere for mig? I de indledende ord af Salme 34 gav David udtryk for den indstilling vi alle bør have: „Jeg vil love [Jehova] til hver en tid, hans pris skal stadig fylde min mund.“ (Sl. 34:2) Er det også vort inderlige ønske? Føler vi os tilskyndet til at bruge det mål af sundhed vi har, vore evner og kræfter til at lovprise Jehova? Hvad kan vi gøre for at love og prise Jehova?

Er det nok at leve „et pænt liv“?

Nogle mener at alt hvad der er nødvendigt for at lovprise Jehova er at man lever „et pænt liv“ — er god mod andre, elsker sine brødre og søstre, holder sit hjem rent og pænt og udvikler en smuk personlighed. Men der kræves mere end det. Som David sagde, må munden være fuld af lovprisning. At lovprise Jehova på denne måde er et særligt krav sande kristne må opfylde. Det viste Jesus Kristus ved at udføre en offentlig forkyndelse der ophøjede hans Faders navn og rige. — Luk. 4:43.

Og ved afslutningen på sin jordiske tjeneste sagde Jesus: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Matt. 24:14) Hvem skulle udføre denne forkyndelse? Apostelen Peter sagde til den italienske officer Kornelius og hans husstand: „[Kristus] pålagde os at forkynde for folket og at aflægge et grundigt vidnesbyrd.“ — Apg. 10:42.

Gjaldt denne befaling kun apostlene og andre kristne ældste? Nej, alle kristne skulle efterligne Kristus og forkynde ligesom han gjorde. For at Riget kan blive forkyndt i hele verden, sådan som Jesus sagde, må alle kristne — både mænd, kvinder og børn — gøre en fælles indsats. Og blandt Jehovas Vidner ses denne fælles indsats tydeligt — alle deltager enigt i denne storstilede forkyndelse af Riget.

For dem hvis omstændigheder tillader dem at have en større andel i denne forkyndelse, findes der en ordning der kaldes „pionertjeneste“. En pioner er et Jehovas vidne der kan bruge 90 timer om måneden, eller mindst 1000 timer om året, i forkyndelsen. Sidste år var der hver måned gennemsnitlig over 115.000 forkyndere der virkede som pionerer. De udfører i sandhed en betydningsfuld tjeneste! Men hvilken indstilling må disse pionerer og andre der tjener Gud, have?

Det rette grundlag for at rose sig

Det hjælper Davids næste ord i Salme 34 os til at forstå: „Min sjæl skal rose sig af [Jehova].“ (Sl. 34:3) Det at kende Jehova og være en af hans tjenere er afgjort noget som det er værd at rose sig af. Men det må naturligvis være uden nogen antydning af selvretfærdighed, for vi skal ikke rose os af os selv, men, som David sagde, „af [Jehova]“. — Se også Galaterbrevet 6:14.

Vi kan rose os af det Jehova har gjort for os, af den måde hvorpå han har bevaret os, ledet os og sørget for os. Derimod ville det være forkert at rose sig af at man, på grund af visse omstændigheder, måske har mulighed for at have en større andel i forkyndelsen end andre. Apostelen Paulus sagde: „Når jeg nu forkynder den gode nyhed, giver det mig ingen grund til at prale, for det er pålagt mig som en nødvendighed.“ — 1 Kor. 9:16.

Vi kan tilskynde andre

Davids dybe værdsættelse af Jehova fik ham dernæst til at sige: „Hylder [Jehova] i fællig med mig, lad os sammen ophøje hans navn!“ (Sl. 34:4) Føler du dig, ligesom David, tilskyndet til at opmuntre andre til at være med i lovprisningen af Jehova? Det eneste mange Guds tjenere behøver for at tage pionertjenesten op, er en smule tilskyndelse. Læg mærke til følgende eksempler, som viser at mange er lykkelige for at de tog denne tjeneste op.

Don og Earlene Steele skriver: „Vi tøvede med at tage heltidspionertjenesten op, fordi vi havde den opfattelse at vi gerne ville have en eller anden form for økonomisk reserve. . . . vi opgav denne tanke og skrev til Vagttårnsselskabet at vi havde opsparet så mange penge at vi kunne klare os i mindst to måneder! . . . med Jehovas hjælp har vi klaret os, ikke blot i to måneder, men i syvogtyve år.“ — The Watchtower, 1971, s. 186-190.

Paul Wrobel siger: „Men så [i 1946] blev jeg ramt af en sygdom som syntes at skulle hindre mig i at tage heltidstjenesten op. Min læge forudsagde at jeg i løbet af to år kunne forvente at min højre hofte ville blive lammet. . . . Jeg besluttede at bruge disse to år i heltidstjenesten og at gøre mit bedste. Siden da er der gået syvogtyve år!“ — The Watchtower, 1973, s. 376-379.

Heinrich Dickmann understreger efter adskillige årtier i heltidstjenesten at „alle problemer, både økonomiske og helbredsmæssige, er blevet løst ved Jehovas ufortjente godhed. . . . tillid til Jehovas navn giver i sandhed tryghed.“ — The Watchtower, 1972, s. 395-399.

Tusinder, ja titusinder af pionerer som har smagt og set at Jehova er god, kan tilslutte sig Davids opfordring: „Hylder [Jehova] i fællig med mig, lad os sammen ophøje hans navn!“ (Sl. 34:4) Disse pionerer opmuntrer ikke blot dem de studerer Bibelen med, til at ophøje Jehova, men efter at have smagt pionertjenestens velsignelser anbefaler de pionertjenesten til andre af Guds tjenere.

Pionertjenesten kan hjælpe os til at ’smage’

Pionertjenesten kan hjælpe os til i endnu højere grad at smage Jehovas godhed. Når vi daglig taler om åndelige ting, vokser vi i kundskab. Derved styrkes vores tro. Vi bliver bedre i stand til at anvende Bibelens vejledning til at overvinde problemer. Vi lærer at stole mere fuldstændigt på Jehova, så vi ikke gør tingene i egen kraft men henter styrke fra ham.

Efter al sandsynlighed har vi måttet give afkald på visse materielle fordele for at kunne tage pionertjenesten op, og det gør os mere afhængige af Jehovas hjælp i materiel henseende. David henviste til at vi er afhængige af Jehova idet han sagde at „unge løver lider nød og sulter, men de, der søger [Jehova], dem fattes intet godt“. — Sl. 34:11.

Jesus Kristus underbyggede denne tanke fra Davids salme da han sagde til sine disciple: „Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl med hensyn til hvad I skal spise eller hvad I skal drikke, eller for jeres legeme med hensyn til hvad I skal tage på. . . . Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Matt. 6:25-34) Guds søn har altså givet dem der søger Riget først, uanset om de er i pionertjenesten eller ikke, det løfte at Jehova vil sørge for deres materielle behov. Kunne et løfte have en mere pålidelig kilde?

Pionertjenesten kan også rent fysisk hjælpe os til i højere grad at smage Jehovas godhed. Frisk luft, motion, en følelse af at udrette noget og en god omgangskreds bidrager alt sammen til et godt helbred.

Et tysk ordsprog siger: „Den der hviler, ruster.“ Mange ældre som er holdt op med at arbejde, har undgået at ’ruste’ ved at tage pionertjenesten op. Tag for eksempel en pioner i Vestberlin der i en alder af 86 år spurgte sin læge om det ville være klogt af ham at holde op som pioner. „Hold ikke op,“ lød lægens svar. „Hvis De holder op, dør de.“ Så i dag, i en alder af 92, er denne forkynder stadig i pionertjenesten. Som han siger: „Min læge har forbudt mig at holde op i pionertjenesten.“

Varige goder

Mange af dem der har taget heltidstjenesten op, har gjort den til deres livsopgave. Det er rosværdigt. Andre har kun været i stand til at tjene som pionerer i en begrænset tidsperiode. Alligevel har de intet at fortryde. Deres beslutning om at holde op i pionertjenesten fordi visse forhold har ændret sig, kan ikke alene have været menneskelig forståelig, men også bibelsk rigtig. Har deres tid i pionertjenesten været spildt? Nej, slet ikke.

Hvis de har tjent med et ret motiv og et oprigtigt ønske om at vokse åndeligt, vil pionertjenesten have hjulpet dem til at anlægge et mere åndeligt syn på livet. Den vil have hjulpet dem til at opnå balance i tilværelsen. De kan have lært noget der kan hjælpe dem senere i livet, som for eksempel hvordan man lægger en god timeplan, hvordan man får pengene til at slå til og hvordan man kan være tilfreds med blot at have det nødvendigste. Den kan hjælpe unge mennesker til senere at blive bedre ægtefæller og bedre forældre end de ellers ville have været. Ja, pionertjenesten kan medføre varige goder.

Er den noget for dig?

Jehova viser sin godhed mod alle dem der tjener ham; den er på ingen måde forbeholdt dem der er i pionertjenesten. De der af gode grunde ikke kan tage denne tjeneste op, behøver aldrig at frygte at de derfor vil miste Jehovas gunst. Men vi må hver især være ærlige over for os selv. Siger du: „Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt“? Men er ånden virkelig villig? Lad os ikke bruge kødets skrøbelighed som en undskyldning for åndens uvillighed.

Hvis du, efter at have lagt sagen frem for Gud i bøn, stadig tøver, så tænk på ordene i Malakias 3:10: „Sæt mig på prøve dermed, [Smag og se!] . . . siger Hærskarers [Jehova], om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål.“ Hvem ville — uden gode grunde — bryde sig om at sige nej til en sådan opfordring?

De der ikke i øjeblikket er i stand til at tage pionertjenesten op, kan tænke på at vi hver især kan have en fuld andel i tilbedelsen af Jehova ved at være helhjertede i vores hengivenhed og tjeneste for ham. Bliv derfor ved med at lægge den gode pionerånd for dagen! Bliv ved med at tjene Jehova helhjertet, og du vil stadig kunne ’smage og se at Jehova er god’.