Bring Gud „et lovprisningsoffer“
„Så vil vi bringe vore læbers offer som ungtyre.“ — Hos. 14:2, AS.
1. På hvilken måde sagde de jødiske præster, at Jehovas bord var usselt, og hvordan reagerede Jehova?
JEHOVA anklagede de jødiske præster i det femte århundrede før Kristus for at ringeagte hans navn og sige: „Jehovas bord er usselt.“ (Mal. 1:6, 7, AS) Med forargede miner og påtaget bestyrtelse spurgte disse religiøse ledere, hvordan de havde gjort det. Jehova svarede: „Når I bringer blinde dyr som offer, er der så ikke noget ondt deri? Når I bringer halte og syge dyr, er der så ikke noget ondt deri? Bring dem engang til din statholder! Mon han vil synes derom og tage vel imod dig?“ Lovpagten krævede dyreofre, og præsterne bragte disse ofre. Men den forlangte også, at ofrene skulle være sunde og lydefri dyr, og det var ikke sådanne dyr, præsterne bragte. I stedet for udvalgte de de ringere dyr, de syge, halte og blinde, og ofrede dem på Jehovas alter eller bord. Herved ringeagtede de hans navn og viste foragt for hans bord. De ville ikke et øjeblik tænke på at bringe sådanne sløje offergaver til deres jordiske statholder, når de ønskede at behage ham og opnå hans gunst. Men, når de bønfaldt den Allerhøjeste om hans gunst, holdt de de lydefri dyr tilbage og ofrede Gud de ringeste, der kostede dem det mindst mulige eller slet intet, da de jo alligevel var så godt som værdiløse. Gik det an? Nej, sagde Jehova: „Mon han vil synes derom og tage vel imod dig?“ „Vil han vise nogen af jer gunst, når I kommer med en sådan gave i hånd?“ (RS) De blev forbandet som bedragere, fordi de havde lovet noget og kunne holde det, men undlod at gøre det af selviske grunde: „Forbandet være den bedrager, som i sin hjord har et handyr og lover mig det, men ofrer Herren et dyr, som ikke dur?“ — Mal. 1:8, 9, 14.
2, 3. Hvilke ofre, der kan sidestilles med fortidens dyreofre, frembærer kristne i dag?
2 Gjorde nationen, der hævdede at være Jehovas folk, sig nu ikke skyldig i grov synd og i en formastelig handlemåde? Jo, folket og præsterne viste i højeste grad foragt for den almægtige Gud, når det bragte sygdomsbefængte offerdyr, og præsterne ofrede disse på Jehovas bord, for derved henviste de ham til en langt lavere stilling end deres jordiske herskere, som de ikke ville drømme om at behandle på en så tarvelig og fornærmende måde. Hvis du havde levet dengang, ville du ikke have vist samme foragt for Jehovas bord, vel? Eller ville du? Gør du det nu? Mange, mange mennesker gør det. Men hvordan kan de det, spørger du, når der ikke længere frembæres offerdyr på et alter? Nu bringes der ofre, som sidestilles med disse dyreofringer, og de bør være lige så rene, sunde og lydefri som fortidens offerdyr. Hvori består disse nutidige ofre? Frembærer du sådanne ofre? Er dine syge eller sunde, halte eller velskabte, blinde eller oplyste?
3 Hoseas 14:2 (AS) siger: „Tag ord med jer og vend jer atter til Jehova: sig til ham: Borttag al brøde, og tag imod det, som er godt: så vil vi bringe vore læbers offer som ungtyre.“ Hvis vi er gledet bort fra Jehovas gunst, skal vi tage ord, der udtrykker anger og beder om tilgivelse, og vende tilbage til ham med dem, idet vi frembærer disse ord som offertyre. Vi skal ikke alene frembære angersord, men også offentligt bringe lovprisningsord til Jehovas navn og ære, ligesom der under Moseloven blev frembåret ofre af afgrøden: „Lad os da ved ham altid bringe Gud et lovprisningsoffer, det er frugt af læber, der offentligt forkynder hans navn.“ I dag skal vore ord, som ungtyre og læbers frugt, bringes Jehova som et lovprisningsoffer. Den kristne skal fremholde sandhedsord og sund lære, ord, der ophøjer Jehova og hans hensigter, og navnlig nu skal den kristne tale de rette, ord vedrørende den gode nyhed om Guds nye retfærdsverden. — Hebr. 13:15, NW.
4. Hvordan kan kristenheden, hvad ofringer angår, sammenlignes med de forkastelige jødiske præster?
4 Kristne gør påstand på at følge i Kristi fodspor, hvilket vil sige, at de blandt andet har lovet at ofre mundtlige frugter og unge tyre, ligesom han gjorde. Ligesom israelitterne havde anvendelige dyr i deres hjorde, således har de millioner, der påstår at være kristne, anvendelige ord til deres rådighed. Bibelen, der har vundet udbredelse på hundreder af sprog, er fuld af disse ord. For at kunne ofre disse ord fra deres læber behøver de kristne kun at give den nødvendige tid og gøre sig de nødvendige anstrengelser for at indprente sig dem i sind og hjerte. Men det store flertal af kristenhedens millioner synes, at dette er for meget at betale, nøjagtig ligesom de troløse israelitter syntes, at det kostede dem for meget at bringe de lydefri dyr, hvorfor de i stedet bragte de kasserede og tiloversblevne. Israelitterne bragte de fineste dyr som gave til deres jordiske statholder for at opnå gunstbevisninger, og kristenhedens millioner giver det bedste af deres tid og kræfter i de nationale lederes og verdslige arbejdsgiveres tjeneste for at opnå gunst og anseelse, belønning og materielle bekvemmeligheder. Jesus sagde „Tilbagebetal kejseren, hvad kejserens er, men Gud, hvad Guds er.“ Den moderne tendens er at betale alt det, der tilhører Gud medindbefattet til denne verden og til kødets gerninger. Kun den tid og de kræfter, de i ny og næ har tilovers, tænker de på at give Jehova. Med disse karrige smuler gør de sig en ringe anstrengelse for at tage sig gudfrygtige ud. — Luk. 20:25, NW.
5. Hvordan besmitter mange navnkristne Jehovas bord?
5 Hvad bliver så facit? At man i realiteten siger: „Jehovas bord er usselt.“ At hans bord må nøjes med levninger og rester. De ord, der ofres på hans bord, skulle være nærende, åndelig føde, men hvis din kristne tale ikke er andet end udenadlærte trosbekendelser og religiøse overleveringer, om hvilke Jesus sagde, at de satte Guds ord ud af kraft, besmitter du i sandhed Jehovas bord. (Matt. 15:6) Hvis dine læbers unge tyre er ord, der lærer hedenske læresætninger, for eksempel om den udødelige sjæl, skønt Bibelen siger: „Den sjæl, der synder, den skal dø“; og evig pine for syndere, skønt Guds ord siger: „Syndens løn er døden“; og treenigheden, på trods af Jesu udtalelse: „Faderen er større end jeg“, da er disse mundtlige offertyre syge, lamme og blinde, og enhver, som spiser af dem, vil blive åndeligt syg, vanfør og uoplyst. (Ez. 18:4; Rom. 6:23; Joh. 14:28) Millioner, der om sig selv mener, at de er kristne, fremsiger ordremser uden virkelig at forstå dem og deltager i religionsøvelser, ritualer og ceremonier i lighed med fortidens jøder, der gennemgik hele det formelle offerritual for at ofre dyr, som ikke duede. Sådanne holder sig nær til Jehova med munden og ærer ham med læberne, men deres hjerte er fjernt fra ham, og følgelig siger Jehova om dem: „Deres religion er en farce, kun en overlevering, der er lært på remse.“ — Es. 29:13, Mo.
6. Hvad vil sande kristne vidner for Jehova beflitte sig på at gøre?
6 Sande kristne vidner for Jehova vil ikke vise en sådan ringeagt for Jehovas bord. Det er dem magtpåliggende at vælge Bibelens lifligste ord og frembære dem som deres læbers frugt og tyre. De bruger ord, som er sunde og oplysende, og som befordrer det åndelige helbred, selv om det frafaldne flertal i disse sidste dage „ikke vil finde sig i den sunde lære“. (2 Tim. 4:3) Der er dog et mindretal på mange tusinde, der er sig deres åndelige behov bevidst, og når de vender sig fra de ortodokse religioners dogmeofre, der er besmittet af fortidens hedenskab og nutidens filosofier og videnskabelige spekulationer, og til Bibelens sandhed, som Jehovas vidner betjener dem med, vil de få åndelig næring og blive mætte. Vi må derfor forvisse os om, at vi har studeret og lært de rette svar, de magtfulde ord og de tydelige forklaringer, der vil ophøje Jehova, hans ord og hans hensigter. Vore svar skal ikke være vege, vage og valne, men så faste og fyndige, at de fortrænger de falske ord og begreber, vor tilhører har sindet fyldt med. De nødvendige ord er at finde i Bibelen; vi må lede dem op og bruge dem som et lovprisningsoffer.
Bibellæsning
7. Hvad må vi gøre for at hente sund visdom fra Bibelen?
7 Hvis vore mundtlige ofre ikke er gode ord hentet fra Bibelen, og hvis vi er for åndeligt dovne til at finde de bedste frem, vil den åndelige mad, vi stiller på Jehovas bord, ikke være mættende, men forekomme andre ussel, ude af stand til at opveje deres afvigende opfattelser eller argumenter. Kun efter et forudgående studium kan vi give tilfredsstillende svar: „Den oprigtiges hjerte studerer for at kunne svare.“ (AS) Vi må grave i Bibelen efter disse sandheder som grubearbejdere efter ædle metaller: „Min søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine pålæg hos dig, idet du låner visdom øre og bøjer dit hjerte til indsigt, ja, kalder du på forstanden og løfter din røst efter indsigt, søger du den som sølv og leder den op som skatte, da nemmer du [Jehovas] frygt og vinder dig kundskab om Gud. Thi [Jehova], han giver visdom, fra hans mund kommer kundskab og indsigt. Til retsindige gemmer han lykke [sund visdom, AS], han er skjold for alle med lydefri vandel.“ Jehova har nedlagt sund visdom til os i Bibelen; hvis vi søger efter den med flid og iver, lover han os, at vi skal finde den. — Ordsp. 15:28; 2:1-7.
8. Hvilke eksempler på regelmæssig bibellæsning må vi efterfølge?
8 Vi bør regelmæssigt læse i Bibelen. Israels konge fik befaling til i en bog at „skrive en afskrift til sig selv af denne lov“ (NW), og til at han skulle „læse i den alle sine levedage“. Dengang var afskrifter af den hellige skrift sjældne, og kun få ejede et personligt eksemplar; derfor blev der lagt vægt på offentlig oplæsning: Da „skal du læse denne lov højt for hele Israel“. Ved en særlig lejlighed, kort tid efter at Israel var kommet ind i Kana’ans land, oplæste Josua hele Loven, „ikke et ord af alt, hvad Moses havde påbudt, undlod Josua at oplæse for hele Israels menighed, mændene, kvinderne og børnene og de fremmede, som var draget med iblandt dem“. Århundreder senere læste kong Josias i hele folkets påhør „ordene i pagtsbogen, som var fundet i Jehovas hus“ (NW), og dette førte til en national udrensning af dæmondyrkelse. Endnu mange århundreder senere fandt der regelmæssigt en offentlig oplæsning sted: „Thi Moses har fra gammel tid sine forkyndere i alle byerne; hver sabbat oplæses han jo i synagogerne.“ — 5 Mos. 17:18, 19; 31:11; Jos. 8:35; 2 Kong. 23:2; Ap. G. 15:21.
9. Hvorfor er læsning af Bibelen for sig selv ikke nok, og hvilken hjælp står til rådighed?
9 I dag er vi heldigere stillet, da der findes rotationspresser, som trykker Bibelen i millioner af eksemplarer. Enhver, som tørster, har let adgang til at drikke livets vand; han kan eje og læse sin egen bibel. Men det er ikke altid nok at læse for sig selv. Vi kan have brug for hjælp til at forstå det, vi læser, således som ætioperen, hvem evangelisten Filip så læse i Esajas’ bog. „Forstår du også det, du læser?“ spurgte Filip ham. Han svarede: „Hvordan skulle jeg kunne det, når ingen vejleder mig?“ Filip gav ætioperen den nødvendige vejledning, så han kunne få den rette forståelse. (Ap. G. 8:26-38) Sideløbende belæring til hjælp ved bibellæsning lader Jehova tilflyde os i dag gennem sin „tro og ukloge træl“, den organisation, han har lovet skulle uddele åndelig „mad i rette tid“. Megen af denne hjælp ydes gennem udbredelsen af trykte bibelhåndbøger, der sætter den enkelte i stand til at skaffe sig større forståelse af det, han læser i Bibelen. Samlet på nogle få sider kan én af disse studiehåndbøger indeholde alle de skriftsteder fra hele Bibelen, der har tilknytning til et bestemt emne, og herved sparer læseren megen tid og kan også være sikker på ikke at overse skriftsteder, der er af væsentlig betydning for den fulde forståelse. Den sandhedssøgende kan imidlertid ofte, selv om han gør brug af disse trykte hjælpemidler, have hjælp nødig fra et andet menneske, og Jesus lovede sin bistand, hvor blot to kommer sammen for at tilegne sig kundskab: „For dér, hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, er jeg midt iblandt dem.“ — Matt. 24:45; 18:20, NW.
10. Hvilke eksempler viser, at den offentlige oplæsning af Bibelen var ledsaget af forklaringer?
10 Ligesom den, der læser privat, kan have brug for hjælp, således kan de, som lytter til offentlig oplæsning, have gavn af, at oplæsningen ledsages af forklaringer. Under sin regering sendte kong Josafat øverster, levitter og præster ud „for at undervise i Judas byer“: „De havde HERRENS [Jehovas] lovbog med sig og underviste i Juda, og de drog rundt i alle Judas byer og underviste folket.“ Dette undervisningsprogram har sikkert indbefattet mere end lige selve oplæsningen af Loven; utvivlsomt har det også indbefattet forklaringer og anvisninger på Lovens anvendelse samt formaninger til lydighed. Efter Israels fangenskab lod statholderen Nehemias Loven oplæse fra daggry til middag, mens folket lyttede opmærksomt, men der blev gjort mundtlige tilføjelser til det læste, så hver eneste forstod, hvad der blev læst: „De vedblev med at læse højt af bogen, af [den sande] Guds lov, der blev udlagt, og der blev lagt mening [i den], og de vedblev med at komme med forklaringer under oplæsningen.“ (NW) Jesus læste højt i synagogen i Nazaret, og da han var færdig, forklarede han: „I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.“ Sandsynligvis har han sagt mere end det, den korte beretning indeholder. Efter at have lyttet til den offentlige oplæsning i en synagoge talte Paulus på opfordring af synagogeforstanderne ret længe til forsamlingen, og de, satte så stor pris på det, han sagde, at de bad ham tale til dem igen den følgende sabbat, og „den følgende sabbat samledes næsten hele byen for at høre Jehovas ord“. (NW) Paulus instruerede den unge Timoteus om at formane, lære og oplæse Skriften offentligt: „Læg . . . fortsat vægt på offentlig oplæsning, på formaning, på undervisning.“ (NW) — 2 Krøn. 17:7-9; Neh. 8:3, 8; Luk. 4:16-21; Ap. G. 13:15-44; 1 Tim. 4:13.
Overvær møderne
11. Hvorfor er det så vigtigt at overvære menighedsmøderne i dag?
11 Både privat og offentlig bibellæsning ledsaget af drøftelser og forklaringer, det være sig trykte eller mundtlige, bidrager i høj grad til at lede de ord op i Bibelen, som vi behøver, når vi skal frembære antagelige, mundtlige offertyre. I dag yder Jehova os gennem sin synlige organisation forøget hjælp gennem ordningen med menighedsmøderne. Ved disse møder dækker han et åndeligt bord for os, og bliver vi borte, siger vi faktisk, at hans bord er usselt, og viser foragt for det, som havde det ingen virkelig værdi. Dog er dette bord livsvigtigt for os og for vor åndelige næring og styrke, både som enkeltpersoner og som en menighed af kristne. Ved møderne kan vi bekende vort håb for andre ved at kommentere, og ved de andres kommentarer høre dem bekende deres håb; vi kan opmuntre andre ved at kommentere, og selv blive opmuntret af andres kommentarer. Dette har navnlig vital betydning i den nuværende endens tid: „Lad os holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb uden at vakle, for trofast er han, der gav løftet. Lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og rette gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ — Hebr. 10:23-25, NW.
12. Hvilke møder afholder menigheden?
12 Jehovas vidners menigheder samles flere gange om ugen. Et af møderne er et offentligt foredrag særlig beregnet for nyinteresserede, men hele menigheden bør overvære det, for alle vil kunne lære noget. Hvem skal byde de fremmede velkommen, hvis ikke menigheden selv er til stede? Hvis du er medlem af en menighed, bør du være tilstede og få de fremmede til at føle sig velkomne og besvare deres spørgsmål. Vagttaarnsstudiemødet er af allerstørste vigtighed. Enhver i menigheden bør studere lektien, overvære studiet, lytte, kommentere og vise venlighed mod alle, især mod de fremmede. Den teokratiske skole oplærer menighedens medlemmer i, hvad de skal sige, hvilke ord de skal bruge, og hvordan de skal fremholde dem for andre i deres tjenestegerning. Systematisk bibellæsning er et led i skolens program. Tjenestemøderne er også belærende møder, der især lægger vægt på undervisning i vidnearbejde fra hus til hus, i bibelprædikener og ledelse af bibelstudier i folks hjem. Ingen, som virkelig af hjertet ønsker at ofre sine læbers frugter og lydefri tyre, vil undlade at overvære tjenestemødet. Et andet menighedsmøde er bogstudiet, der holdes i privathjem på strategisk vigtige steder i hele menighedens distrikt. I disse små studiegrupper benytter man bibelhåndbøger, og gruppens begrænsede størrelse gør det lettere for deltagerne at blive kendt med hinanden, at kommentere under studiet og hjælpe hinanden med at frembære lydefri lovprisningsofre for Gud.
13. Hvordan kan menighedsmøderne gøre os til dygtigere kristne?
13 Menighederne med deres udnævnte tjenere og faste møder er organiseret med det for øje, at vi kan vokse op til modne kristne, der er i stand til at modstå de gudløshedens bølger, Satan forsøger at overskylle os med for at få os til at miste fodfæstet. Således forholdt det sig også på apostlenes tid: „Han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som missionærer, nogle som hyrder og lærere med det for øje at oplære de hellige til en tjenestegerning, for at Kristi legeme kan opbygges, indtil vi alle når frem til enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn, til at være en fuldvoksen mand, til det mål af vækst, der hører til Kristi fylde, for at vi ikke mere skal være spædbørn, der drives som af bølger og kastes hid og did af enhver lærdoms vind ved menneskers bedrageriske kunstgreb og ved underfundighed i at finde på vildfarelse.“ Når du overværer møderne og kommenterer, kan du vedblivende prøve, om du er i troen. Hvis du kommer på afveje i dine kommentarer, kan andre mere modne brødre bringe dig tilbage til den rette tankegang. Hvordan kunne I ellers som menighed opfylde det guddommelige krav om, at alle bør „tale enigt“ og „være fuldt ud forenede i samme sind og i samme tankegang“? — Ef. 4:11-14; 2 Kor. 13:5; 1 Kor. 1:10, NW.
14, 15. Hvorfor er det vigtigt, at Jehovas vidner kommer sammen ved menighedens møder?
14 Værdien af at komme til menighedsmøderne ligger ikke bare i det, vi lærer, og i, at vi bliver forenede i vor tankegang og forbedrer vore lovprisningsofre til Jehova. Selve samværet har værdi. Det synes, som om Jehovas ånd ved møderne udøses i koncentreret form, således at vor egen ånd beriges teokratisk. De fleste af os er nødt til at tilbringe så megen tid i verden, hvor vi bestandig har fordærvede personer på nært hold, hører deres uærbødige og grimme tale og iagttager deres skammelige adfærd, at det, når vi kommer til menighedens møder, er som at forlade en storbys slumkvarter og tage op til et kursted i bjergene og indånde dets styrkende luft. „Slet omgang fordærver gode sæder“, men god omgang udsletter dårlige sæder og erstatter dem med gode. (1 Kor. 15:33) Midt i det store menneskehav, der er fremmed for Jehova, rejser vi os som små bitte øer i bestandig fare for at blive ædt bort af bølgernes brænding, men når vi kommer sammen, henter vi styrke hos hinanden, så vi kan stå fast som klippegrund, upåvirkelige af havets fortærende bølgeslag. Vi får frisk mod, bliver atter frygtløse og fornyer vor styrke, så vi kan modstå verden. Men giver vi efter for de underfundige snarer, der holder os borte fra møderne, må vi snart give tabt: „Lad os ikke give op, når vi gør, hvad der er ret; for til sin tid skal vi høste, såfremt vi ikke giver tabt.“ — Gal. 6:9, NW.
15 Når vi er alene, og verden går os imod, taber vi let modet ved tanken om, at vi er ene i vor retskaffenhed, og at de andre er os for stærke. I længst forsvundne tider viste profeten Elias nidkærhed for Jehova, og for ikke at blive ramt af en frygtelig trussel flygtede han for at redde livet. Mens han opholdt sig i en hule, spurgte Jehova ham: „Hvad er du her efter, Elias?“ Profeten svarede: „Jeg har absolut ikke tolereret nogen rivaliseren med Jehova, hærskarers Gud, for Israels sønner har forladt din pagt, dine altre har de nedbrudt, og dine profeter har de dræbt med sværdet, så jeg alene er tilbage, og nu begynder de at søge efter min sjæl for at fjerne den.“ Elias følte, at der nu ikke var andre end ham, der var interesseret i Jehovas sag, men sådan var det i virkeligheden ikke: „Jeg har ladet syv tusinde forblive i Israel, alle de knæ, der ikke har bøjet sig for Ba’al, og hver mund, der ikke har kysset ham.“ (1 Kong. 19:13, 14, 18, NW) Regelmæssig mødedeltagelse vil holde os knyttet til vore brødre, og det vil styrke os.
16. Hvorfor er det tåbeligt af en kristen at isolere sig og forsøge at klare sig på egen hånd?
16 Satan ynder at splitte sine modstandere for derpå at overmande dem enkeltvis, at sprede hjorden og gøre løsgængerne til sit bytte. Menigheden må holde sammen til gensidig hjælp. Står vi alene, hvem vil da hjælpe os, hvis vi falder? Alene er det sværere for os at bevare vor nidkærhed for Jehova brændende. Sammen kan vi opildne de uvirksommes kølnede iver. Disse principper fremholdes i Prædikeren 4:9-12: „To er bedre faren end én, thi de får god løn for deres flid; hvis den ene falder, kan den anden rejse sin fælle op. Men ve den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op. Og når to ligger sammen, bliver de varme; men hvorledes kan den ensomme blive varm? Og når nogen kan overvælde den ensomme, så kan to stå sig imod ham; tretvundet snor brister ikke i hast.“ Hvis vi falder, hvis vor nidkærhed kølnes, hvis vi giver efter, når Satan angriber, vil vi ikke kunne bringe Jehova offentlige lovprisningsofre. For at undgå en sådan ulykke må vi ikke svigte vor egen menighedsforsamling. Vær ikke et ensomt får, thi det får, der søger bort fra hjorden, er fortabt. Menighedens trofaste tjenere og hyrder gør sig flid for at genne de vildfarne får tilbage til folden, den nye verdens samfund. (Matt. 18:12-14) Overvurder ikke din åndelige styrke, og tro ikke, du kan forfølge selviske interesser og lade hånt om samværets sunde princip: „Eneren søger sine egne selviske interesser; han kværulerer over ethvert sundt princip.“ — Ordsp. 18:1, AT.
17. Hvordan skal vi lade os belære af Jehova?
17 Hvis vi skal komme i besiddelse af læbernes godkendte frugter og lydefri tyre, må vi lade os belære af Jehova. Få denne belæring gennem bibellæsning. Få den ved systematisk studium. Få den ved menighedsmøderne. Det er navnlig dér, Jehova dækker et åndeligt bord for os. Kom og spis! Indtager du alle dine almindelige måltider på sengen? Hvis du sætter så stor pris på dem, at du kommer til bords for at få dem, sætter du da ikke større pris på den endnu vigtigere åndelige føde? Jehova opmuntrer ikke til dovenskab ved at servere de åndelige måltider på sengen eller i hjemmet borte fra menighedens mødesteder. Gå til bords, gå til rigssalen! Medmindre vi gør alle disse nødvendige ting, beflitter vi os ikke på at tilegne os de ord, vi har brug for, når vi skal frembære sunde, raske og oplysende lovprisningsofre, og vi vil komme sørgeligt til kort over for den inspirerede formaning: „Gør dit yderste for at fremstille dig som godkendt af Gud, som en arbejder, der intet har at skamme sig over, som behandler sandhedsordet på rette måde.“ — 2 Tim. 2:15, NW.