Samlerens ord om unyttige og nyttige gerninger
„Frygt [den sande] Gud og hold hans befalinger. For det er menneskets hele [forpligtelse].“ — Præd. 12:13, NW.
1. På hvilke to måder er folk blevet samlet sammen siden slutningen af den første verdenskrig, og hvem leder de to sammenstævninger?
SIDEN den første verdenskrig sluttede i 1918 har alle nationernes politiske herskere og hære oplevet en sammenstævning, en samling til „det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon“. (Åb. 16:14, 16; Ez. 38:7, 13) Der er dog også foregået en stor sammenkaldelse, en verdensomspændende samling af fredselskende mænd og kvinder til et sted hvor der er sikkerhed. Alle disse mennesker udgør allerede en samlet menighed der strækker sig ud over hele jorden, og dog samles der hver dag mange andre ind i samhørighed med dem. I disse vanskelige tider efter den første verdenskrig har de set flere og flere synlige beviser for at denne verden eller tingenes ordning ikke har nogen fremtid for sig, men vil ende i den universelle konflikt ved Harmagedon. De anerkender hvor nytteløst og værdiløst det er at mennesker arbejder på at opretholde denne gamle verden. De ønsker ikke at spilde deres liv på et jag efter vind. Resten af deres levetid vil de hellere anvende på nyttige gerninger som bringer glæde og tilfredshed nu og fører til noget godt, noget der ikke vil blive udslettet i Harmagedonslaget men vil fortsætte i en strålende, ny verden. Alle sådanne mennesker der udfører nyttige gerninger, samles sammen under en magt der er helt anderledes end den der er virksom i denne verden. Herskerne og deres hære stævnes sammen til Harmagedon under indflydelse af dæmonerne, der beherskes af Satan Djævelen. De mænd og kvinder der udfører gerninger som er den retfærdige, fredelige nye verden værdige samles sammen af en viis, gudfrygtig samler, der belærer dem og leder dem i nyttige gerninger.
2. Hvordan identificerer samleren sig selv, og hvorfor er der intet til hinder for at han kan anvende et hunkønsord om sig selv?
2 Hvem er denne samler? Det er muligt at vide hvem han er. For lang tid siden blev han billedligt fremstillet i skikkelse af oldtidens viseste regent, kong Salomon, der regerede i fyrre år i byen Jerusalem. Et tusind år før den kristne tidsalder skrev kong Salomon en bog der rummede en visdom højere end menneskers; bogen kaldes populært Prædikerens bog. I de allerførste vers i denne bog omtaler kong Salomon sig selv som samler idet han siger: „Ord af samleren, søn af David, kongen i Jerusalem. ’Den største tomhed!’ har samleren sagt, ’den største tomhed! Alt er tomhed!’ Det traf sig at jeg, samleren, var konge over Israel i Jerusalem.“ (Præd. 1:1, 2, 12, NW) På det sprog kong Salomon benyttede da han skrev bogen, kaldes den Qohéleth, der betyder „Samler“. Sandt nok er ordet Qohéleth på hebraisk et hunkønsord, men det er også tilfældet med ordet for „visdom“; alligevel blev kong Salomon på grund af sin gudgivne visdom brugt som et symbol på visdom, som om han var den personificerede visdom. Desuden er den som kong Salomon var et forbillede på i den del af sit liv da han ejede visdom, på en yderst fremtrædende måde legemliggørelsen af himmelsk visdom. — Ordsp. 8:12, 22-31.
3. I hvilken forstand var kong Salomon en samler, og hvad samlede han til?
3 Men i hvilken forstand var kong Salomon en samler, og hvad samlede han til? Han var samleren af et folk, sit folk, sine undersåtter, og andre mennesker med en venlig indstilling og en god vilje. Han samlede alle disse om tilbedelsen af fredens og lykkens Gud, Jehova. I syv og et halvt år var kong Salomon beskæftiget med opførelsen af et prægtigt tempel for Jehovas navn i Jerusalem og fuldførte det i sit ellevte regeringsår. Til indvielsen af dette tempel for gudsdyrkelse indkaldte eller samlede kong Salomon alle de mennesker der havde en særlig interesse deri. Den historiske beretning herom lyder: „På den tid begyndte Salomon at kalde Israels ældre mænd, alle stammeoverhovederne, fædrehøvdingerne, over Israels børn, sammen hos kong Salomon i Jerusalem for at føre Jehovas pagts ark ud af Davidsbyen, det vil sige Zion. Derpå bragte præsterne Jehovas pagts ark til dens sted, til husets inderste rum, det helligste, lige under kerubernes vinger.“ (1 Kong. 8:1, 6, NW; 2 Krøn. 5:2, 7) Salomons samling af sine undersåtter til det nys fuldførte tempel for Jehova indledte således deres tilbedelse af Gud på det sted hvortil Jehova havde fæstet sit navn.
4. Hvorfor kaldte han sig selv Qohéleth da han skrev bogen, og hvad hjælpes vi i dag til når vi studerer bogen?
4 Som sit folks samler havde Salomon folkets velfærd på sinde. Han ville lede det i tilbedelsen af Gud, med hvem det havde indgået en national pagt eller højtidelig overenskomst om at elske, tilbede og tjene ham. Senere hen, da han skrev Prædikerens bog, omtalte han sig selv som Qohéleth eller „samleren“. Her gav han sig selv denne betegnelse, ikke blot fordi han først samlede sit folk og dets retsindige ledsagere om indvielsen af det nye tempel, men fordi han med sin nylig skrevne bog søgte at samle sit folk om noget andet end denne verdens unyttige, frugtesløse gerninger, nemlig om gerninger der var den Gud værdige som nationen under ét havde indviet sig til. Hensigten med hans bog kaldet Qohéleth var at hindre Guds folk i at drive ud i denne verdens materialistiske jag, eller at føre dem tilbage derfra. Det fremgår af bogens sidste kapitel, hvor han siger: „’Den største tomhed!’ sagde samleren, ’Alt er tomhed!’ Og foruden at samleren blev viis, gav han også til stadighed folket kundskab, og han grundede og foretog en omhyggelig undersøgelse, så han kunne ordne og opstille mange ordsprog. Samleren søgte at finde indtagende ord og at skrive korrekte sandhedsord.“ (Præd. 12:8-10, NW) Ved at studere Qohéleths bog og dens ordsprog, der er skrevet med sådanne velvalgte ord og korrekte sandhedsudsagn, hjælpes vi i dag nærmere til Jehova og til en højere værdsættelse af hans kostelige tjeneste.
5. Hvad andet har vi af endnu større betydning end Qohéleths bog, og hvorfor er det så vigtigt at lytte nu?
5 Imidlertid har vi i dag ikke bare Qohéleths bog, fejlagtigt kaldet Prædikerens bog af de græske oversættere, men vi har en større Samler end kong Salomon. Det er Herren Jesus Kristus, forbilledligt fremstillet ved kong Salomon. Det var vigtigt at folk lyttede til Jesus da han var på jorden. Han sagde: „Sydens dronning skal ved dommen oprejses sammen med denne generation og fordømme den; thi hun kom fra jordens ender for at høre Salomons visdom, men se! her er mere end Salomon.“ (Matt. 12:42, NW) I dag er det endnu vigtigere at vi lytter til Jesus Kristus, for han er nu i himmelen og regerer ved sin himmelske Fader Jehova Guds højre hånd. Vi er den generation af menneskeheden der lever i „endens tid“ for denne gamle verden. For hver dag der er gået siden 1914 har vi set flere og flere synlige beviser for at hans styre er begyndt. Vi lever på den tid da dommen foregår ikke alene over de helliges menighed, over hvilken kongen Kristus Jesus er hovedet, men også over denne verdens nationer, som er ved at samles til Harmagedons slagmark.
6. Hvordan kan vi vide om dronningen af Saba er bedre end vi er i dag, og hvem især var hun et profetisk billede på?
6 Dronningen af Sabas eksemplariske færd vil fordømme os i dag såfremt vi ikke sætter pris på den større Salomon i himmelen og kommer til ham for at tage ved lære af hans visdom og gudfrygtige gerninger. Hun, der ikke var jøde, var bedre end de fleste jøder på Jesu tid, fordi hun påskønnede Salomons værd. Er hun bedre end vi er i dag? Det er hun dersom vi undlader at vise den rette påskønnelse af ham der nu er her og som er langt større end kong Salomon. En stor skare retsindige mennesker, billedligt skildret på forhånd ved dronningen af Saba, indsamles nu i vor tid af Samleren, Jesus Kristus, så han kan være den kongelige Hyrde for disse „andre får“. Dette har han været i færd med at gøre lige siden han samlede de på jorden tilbageværende medlemmer af den „lille hjord“, menigheden på 144.000 får, som han selv er det himmelske hoved for. Alle sådanne fårelignende efterfølgere har han i vor tid samlet over på Guds riges side om tilbedelsen af Gud i det åndelige tempel. Herom står der skrevet: „Også for at han kunne samle Guds børn, som er spredt rundt omkring, til ét.“ — Joh. 11:52, NW; Åb. 7:1-17; Joh. 10:16.
„Alt er tomhed“
7. Hvad indbefattede kong Salomon i sit udråb: „Alt er tomhed!“ og hvad indbefattede han ikke deri?
7 Til menigheden der er samlet under kongen Jesus Kristus skriver apostelen Paulus: „Mine elskede brødre, bliv faste, urokkelige, hav altid fuldt op at gøre i Herrens arbejde, idet I ved at jeres møje ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ (1 Kor. 15:58, NW) Men allerede i begyndelsen af Prædikerens bog udslynger kong Salomon ordene: „Den største tomhed! Alt er tomhed!“ (Præd. 1:2, NW) Når nu kong Salomon er et profetisk billede på kongen Jesus Kristus, hvorfor siger han så dette? Kong Salomon hentydede slet ikke hermed til tjenesten for Jehova Gud og hans salvede konge. Den tog han ikke med ind i sit vidtfavnende udtryk „alt“. Med „alt“ mente han alt det som han tog nærmere i øjesyn, alt det som han direkte peger på i sin bog med det ene eksempel efter det andet. Det er noget der har med denne verden at gøre og ikke med Guds rige, himmelens rige, som skal herske for evigt i Guds nye retfærdsverden. Som Guds salvede konge der da sad på „Jehovas trone“ og særligt havde bedt om at få visdom fra Gud til at dømme Jehovas folk, havde Salomon de allergunstigste betingelser for at studere menneskers gøren og laden, ja endog for selv at prøve at gøre ligeså. Han fortæller selv:
8. Hvad fortæller han om de ting han hengav sig til, og om den slutning han kom til?
8 „Det traf sig at jeg, samleren, var konge over Israel i Jerusalem. Og jeg rettede mit hjerte mod at søge og granske visdom med hensyn til alt hvad der er blevet gjort under himmelen — den ulykkelige beskæftigelse som Gud har givet menneskenes børn at være optaget af. Jeg så alle de gerninger der blev gjort under solen, og se! alt var tomhed og en stræben efter vind. Og alt hvad mit øje begærede, nægtede jeg det ikke. Jeg unddrog ikke mit hjerte nogen slags glæde, for mit hjerte var opfyldt af glæde over al min møje, og dette blev min del af al min møje. Og jeg, selv jeg, vendte mig mod alle de gerninger som mine hænder havde udført, og mod den møje som jeg havde slidt og stridt for at føre til ende, og se! alt var tomhed og en stræben efter vind, og der fandtes intet fordelagtigt under solen. For et menneske gives der intet bedre [end] at han skulle spise og også drikke og få sin sjæl til at se det gode efter sin møje. Også dette har jeg, selv jeg, set, at dette kommer fra [den sande] Guds [Jehovas, Syriske Version; Targum] hånd. For hvem spiser og hvem drikker bedre end jeg gør?“ — Præd. 1:12-14; 2:10, 11, 24, 25, NW.
9. Hvorfor kunne Salomon, da han udtalte dette, ikke have haft templet og den inderlige tilbedelse af Gud i tanke?
9 Da Salomon sagde at hans personlige eksperimenter for at prøve forskellige ting viste at „alt var tomhed og en stræben efter vind“, medtog han ikke heri opførelsen af Jehovas tempel på Morija bjerg i Jerusalem. Det var det største han nogen sinde bedrev. Han nævner det ikke når han beretter om de mere omfattende arbejder som han var optaget af, husene han byggede, vingårdene han plantede, haverne og parkerne han anlagde, og dammene han lod grave til overrislingsanlæg, den store stab af tjenere og tjenerinder han omgav sig med, for alt dette var, som han sagde, „til mig selv“ og ikke beregnet for Jehova eller tilbedelsen af ham. Alle disse arbejder var noget som kong Salomon så andre mennesker beskæftige sig med og prøve på at nyde, men intet andet menneske på den tid byggede et tempel for Jehova Guds navn, således som kong Salomon. Med opførelsen af templet hverken efterlignede eller efterprøvede han andre menneskers værker. Dette, det største bygningsværk, var ikke den „største tomhed“, eftersom Salomons opførelse af templet var forudsagt af Gud og blev tilendebragt under Guds hjælp og ledelse. Det tjente også Jehovas hensigt så længe han valgte at anvende dette jordiske tempel som et forbilledligt skyggerids af sit større, åndelige tempel. (2 Sam. 7:12, 13; 1 Kong. 8:15-21) Da altså Salomon talte om at alt var tomhed og jag efter vind, havde han ikke templet og den inderlige tilbedelse af Gud dér i tanke; og det skulle vi heller ikke have.
10. Hvad siger Salomon i Prædikerens bog at Guds gave til os er?
10 Jehova Gud, Skaberen, har det ønske at hans menneskelige skabninger skal være lykkelige og nyde livet på jorden. Det er hans gave til os, om vi vil tage imod den. Læg mærke til hvorledes kong Salomon henleder opmærksomheden på denne Guds gave: „Jeg er kommet til kundskab om at intet er bedre for dem end at glæde sig og gøre det gode i deres liv, og også at hvert menneske skulle spise og drikke og se det gode af al sin møje. Det er Guds gave.“ Og videre: „Se! det bedste som jeg selv har set, og som er smukt, er, at man skulle spise og drikke og se det gode af al den møje man har slidt og stridt med under solen i det antal levedage som [den sande] Gud har givet en, for det er ens del. Hvert menneske som [den sande] Gud har givet rigdomme og materielle besiddelser har han endogså bemyndiget til at spise af det og tage sin del med sig og glæde sig i sin møje. Dette er Guds gave. For ikke ofte vil han huske sine levedage, fordi [den sande] Gud lader [ham] være optaget af sit hjertes glæde.“ Og: „Jeg selv priste glæden, fordi menneskene har intet bedre under solen end at spise og drikke og glædes, og at den skulle følge dem i deres møje i deres levedage, som [den sande] Gud har givet dem under solen.“ — Præd. 3:12, 13; 5:18-20; 8:15, NW.
11. Hvordan kan vi glæde os over denne „Guds gave“ nu, og modsiger det den udtalelse at Gud har givet menneskene en „ulykkelig beskæftigelse“?
11 Vi kan glæde os over denne „Guds gave“ nu som trofaste og lydige undersåtter under den regerende konge, Jesus Kristus, Samleren, ved at handle i overensstemmelse med den himmelske visdom som han lader de ydmyge og lærvillige få del i. Hvorfor siger Salomon så, at han søgte at granske og at vinde visdom med hensyn til den „ulykkelige beskæftigelse som Gud har givet menneskenes børn at være optaget af“? Er der ikke noget modsigende i dette? Nej! Jamen hvordan har Gud givet en „ulykkelig beskæftigelse“, og hvem har han givet den?
12. Hvad siger Salomon er grunden til menneskenes „ulykkelige beskæftigelse“, og på hvilken måde har Gud givet menneskene den?
12 Salomon forklarer det selv, når han siger: „Se! Dette ene har jeg fundet, at [den sande] Gud skabte menneskene retskafne, men de har selv udtænkt mange planer.“ (Præd. 7:29, NW) For omkring 6000 år siden skabte Jehova Gud i Edens have mennesket Adam retskaffent, fuldkomment, i den fuldkomne Guds billede og lighed. Han skænkede også Adam en hustru. Under Urslangen Satan Djævelens indflydelse søgte de at udtænke andre planer der skulle gøre dem „vise som Gud“ uden at dø. Selv dengang Jehova Gud tilintetgjorde den gamle verden med Vandfloden på Noas tid, bevarede han en retskaffen familie i live, nemlig Noa, dennes hustru samt deres tre gifte sønner, for at menneskeslægten kunne få en frisk begyndelse i retskaffenhed og gudfrygtighed. I tidens løb udtænkte menneskene imidlertid atter mange planer i opposition til Guds vilje og befalinger. Af den grund har Gud alene ved at eksekvere sin dom over den syndige, forvildede menneskehed, bragt over den hvad der har vist sig at være til ulykke for menneskene i deres selviske liv. Han meddelte Adam at syndens straf ville komme i form af død; og da Adam syndede, ramtes også hans ufødte efterkommere, der gemtes i hans lænder, af syndens forbandelse til død. (1 Mos. 2:16, 17; Rom. 5:12) De begyndte at dø på samme vis som dyrene.
13. Hvordan viser Salomon at menneskene er som dyr i denne henseende?
13 Salomon sagde: „Jeg, selv jeg, har i mit hjerte sagt med henblik på menneskenes børn, at [den sande] Gud vil udvælge dem så de kan se at de selv er dyr. For der er et udfald for menneskenes børn, og der er et udfald for dyrene, og der er samme udfald for dem. Som den ene dør, således dør den anden; og alle har de kun én ånd, så menneskene har ingen forrang fremfor dyrene, for alt er tomhed. Alle går til ét sted. De er alle blevet til af støvet, og de er alle på vej tilbage til støvet. Hvem er der som kender menneskenes børns ånd, om den stiger opad; og dyrenes ånd, om den daler nedad mod jorden?“ — Præd. 3:18-21, NW.
Ulykker
14. Hvorfor har menneskene ikke bestandigt kunnet nyde frugterne af deres personlige arbejde, og hvad skulle vi prøve at vise os værdige til selv om vi nu dør?
14 Døden er en ulykke, men Adam kunne have skånet sig selv og os, hans afkom, for den hvis han havde frygtet Gud og holdt hans befalinger. Døden er en fjende (1 Kor. 15:26), men Adam kunne have hindret os i at falde i denne fjendes kløer hvis han var forblevet Guds ven ved at vise kærlighed og lydighed over for ham. På grund af døden har ingen mand eller kvinde bestandigt kunne nyde frugterne af deres personlige arbejde og møje uden en brat afbrydelse. Hele menneskeheden ville dø bort for bestandigt, akkurat som dyrene, hvis ikke Gud gennem Samleren, Jesus Kristus, havde truffet en kærlig foranstaltning til at hæve dødens straf og oprejse alle dem der ligger døde i mindegravene. (1 Kor. 15:17-24) Mennesker som af kærlighed til synd vælger at være ulydige mod Jehova Gud med fuldt overlæg, vil forgå for evigt på umælende dyrs vis. Som dyrene vil de blot spise og drikke og leve efter deres dyriske lyster i rendyrket materialisme uden sans eller tanke for Gud. Siden de foretrækker at leve som dyr, uden engang at tjene Guds hensigt således som dyrene gør, så lad dem gå til grunde ligesom dyr. Hvorfor skulle vi imidlertid ligne dyr og bare leve i selviskhed på dyremaner og dø bort med dem? Hvorfor ikke prøve, selv om vi nu dør, at vise os værdige til en opstandelse til liv i Guds nye verden og således blive agtet for mere end blot dyr?
15. Hvordan kan der indtræffe en ulykke med hensyn til en søns arv, og hvordan kan vi handle forstandigere med den arv vi efterlader os?
15 Det er overflødigt at sige at da døden invaderede menneskeheden førte det til mange ulykkelige og ironiske ting for dem som ikke kender eller vælger at kende Jehova Gud. En materialistisk sindet fader kan arbejde hårdt for at samle en arv til sin søn, det være sig i banken eller i form af ejendom af en eller anden art. Så indtræffer et bankkrak eller en anden ulykke, og faderen mister alt og har intet at efterlade sin søn. Ville et jordbundet menneske ikke betragte det som en ulykke? Salomon udtaler: „Der findes en dyster ulykke som jeg har set under solen: rigdomme der bevares til deres storejer til hans egen ulykke. Og disse rigdomme er gået til grunde som følge af en ulykkelig beskæftigelse, og han er blevet fader til en søn når han intet som helst har på hånden.“ (Præd. 5:13, 14, NW Præ 5:12, 13) Hvor flygtige og usikre er ikke jordiske rigdomme, og hvor pludseligt kan de ikke mistes eller oven i købet blive til åndelig skade for ejeren eller det barn som han testamenterer sådanne rigdomme! Det er derfor langt bedre og forstandigere at søge at efterlade vore børn åndelige rigdomme, som er varige; et godt navn; en faders og moders trofaste eksempel på gudsfrygt; en god opdragelse der skaber modne mænd og kvinder; en undervisning i hjemmet i Guds sandhed og en teokratisk uddannelse i hvorledes man skal give denne sandhed videre til andre som en tjener for Gud. En ren materiel ulykke kan ikke berøve os disse åndelige værdier, og selv om vi dør, efterlader vi ikke børn som ikke får sande rigdomme i arv.
16. Hvordan beskriver Salomon en anden ulykke der med sikkerhed vil overgå dem der ejer materielle rigdomme, og hvorfor skulle man ikke gøre sig selv til træl af rigdomme?
16 De der ejer materielle rigdomme bør også huske på en anden ulykke som de kan være sikre på vil overgå dem. Salomon beskrev den således: „Ligesom man er kommet ud af moders liv, nøgen vil man gå bort igen, ligesom man kom; og overhovedet intet kan man føre med sig for sin møje, intet som man kan tage med i sin hånd. Og også dette er en dyster ulykke: nøjagtig som man er kommet, sådan går man bort; og hvad vinding har den som ustandseligt slider og strider for vind? Tillige, alle sine dage spiser han i mørke, med en god portion ærgrelse, lidende af sygdom og med [anledning til] harme.“ (Præd. 5:15-17, NW Præ 5:14-16) Hvorfor skulle man så gøre sig selv til træl af selviske rigdomme, af mammon, med det mørke om Guds hensigter, al den ærgrelse, alle de skuffelser, alle de fristelser og snarer og alle de smerter den udsætter en for? Vi kan ikke være Guds trælle og samtidig være trælle under rigdom eller mammon. (Matt. 6:24) I selviskhed kan et menneske blive overvældende rigt, mangemillionær, og ved hans død kan man lægge alle mulige husgeråd, værdifulde juveler og klæder, en himmelbåd og endda ligene af hans trælle, som man har dræbt for at de kan følge ham i graven — og dog kan han ikke tage det mindste med sig og nyde det. Han bragte intet med sig ind i verden, og han kan intet tage med sig ud af den. Han er død på samme måde som et dyr, og han har ikke lagt en grundvold for det virkelige liv og den virkelige frihed i en kommende verden. Hvilken ulykke for et sådant menneske som ikke har været Guds træl! „Thi hvad gavner det et menneske om han vinder den hele verden, men sætter sin sjæl over styr? eller hvad kan et menneske give i bytte for sin sjæl?“ Det var et spørgsmål Jesus stillede, og det giver selv svaret. — Matt. 16:26, NW.
17. Hvilken ulykke vedrørende selvtilfredshed nævner Salomon også, og hvordan illustreredes dette i Nebukadnezars tilfælde?
17 Salomon går videre med sin opregning af ulykker: „Der findes en ulykke som jeg har set under solen, og den forekommer hyppigt blandt menneskene: et menneske hvem [den sande] Gud giver rigdom og materielle besiddelser og ære, og som, af alt det han viser en længsel efter, intet mangler for sin sjæl, og dog sætter [den sande] Gud ham ikke i stand til at spise deraf, endskønt en helt fremmed kan spise det. Dette er tomhed og det er en slem sygdom.“ (Præd. 6:1, 2, NW) At komme i besiddelse af noget og ikke være i stand til at nyde det, kan knuse ens hjerte hvis man kun tænker på sig selv. At få et lækkert måltid stillet frem for sig og alligevel ikke kunne nyde det på grund af en eller anden mavebesværlighed, er som at blive holdt for nar. Jehova Gud tillod Nebukadnezar at blive verdenshersker i Babylon; men da Gud ydmygede ham for hans stolthed, hans praleri og selvforgudelse og han gik fra forstanden, idet han troede han var blevet et dyr, ville han ikke vide af den fine mad og de fine drikke der serveredes i hans kongelige palads. Han foretrak at spise græs ligesom en okse. Hvilken ulykke, hvilken slem sygdom det var for Nebukadnezar i syv år! — Dan. 4:28-37.
18. Hvem er ifølge Salomons ord dårligere stillet end et dødfødt barn, og hvad er grunden hertil?
18 At leve et langt liv uden at kunne glæde sig over det man ejer — hvor man måske oven i købet længes efter døden — fylder en med utilfredshed og bristede illusioner, som kun forøger de uopfyldte længslers tal. „Hvis en mand skulle blive fader hundrede gange og han levede mange år, hvor talrige hans leveår end ville blive og hans sjæl dog ikke tilfredsstilles med godt og graven ikke engang er blevet hans, så må jeg sige at en der er for tidligt født er bedre faren end han. For til ingen nytte er denne [den for tidligt fødte] kommet, og i mørke går han bort, og hans navn vil blive skjult af mørke. Solen, den har han hverken set eller kendt. Denne har hvile fremfor den første [der har et langt liv]. Selv om vi antog at han levede et tusinde år to gange og han dog ikke har set hvad der er godt, er der så ikke kun et sted enhver går hen?“ (Præd. 6:3-6, NW) Har man intet andet håb end det dette liv byder på, så er det bedre for en at være dødfødt og ikke se dagens lys i denne materialistiske verden, bedre end at leve et helt langt liv uden at opnå tilfredsstillelse, men kun græmmelse og ærgrelse. Alt dette er resultaterne når man udelukkende drager fordel af denne jords materielle goder eller denne verdens selviske jag.
19. Hvilken ulykke vedrørende regeringsmagten beskriver Salomon, og hvorfor vil dette ved Harmagedon resultere i ulykke for dem der støtter en sådan regering?
19 En anden af de ulykker Salomon beskriver, er den at et menneske eller en regeringsform får herredømmet i et land. Derpå påtager herskermagten sig det ansvar at diktere folket befalinger og at afskære det adgangen til Gud og leder det på gale veje. De mennesker som underkaster sig et sådant vrangt lederskab og adlyder det fremfor Gud, pådrager sig et ansvar for regeringens fejl og for dens kamp imod Gud. Sammen med regenten bliver de ansvarlige for regeringens dårskab. Salomon siger: „Der findes noget ulykkeligt jeg har set under solen, som når der sker en fejl som følge af den der er ved magten: Dårskab er blevet anbragt i mange høje stillinger, men de rige selv bor stadig kun i ringhed. Jeg har set tjenere til høst, men fyrster vandre på jorden ligesom tjenere.“ (Præd. 10:5-7, NW) I denne „endens tid“ er verdens nationer stillet til doms for Guds oprettede rige. Gennem sit ord og sine tjenere har Gud derfor givet de politiske herskere og dommere det råd at handle i visdom, at frygte Jehova og at kysse Sønnen i lydighed. Men folkets herskere og ledere fortsætter med at optræde dåragtigt over for Jehova Gud, og deres regeringer vil blive sønderslået ved Harmagedon af Jehovas søn, Jesus Kristus. Det vil indvarsle en verdensulykke, ikke alene for regeringerne og deres herskere, men også for de folk der har været medvirkende til deres regeringers slemme fejlgreb: at kæmpe mod Jehova Gud og hans rige ved Kristus. — Sl. 2:1-12.
20. Hvilken hjertetilstand har mennesker som følge af at døden er fælles for alle, og hvordan bringer de sig selv i en fortvivlet situation uden hjælp og trøst?
20 Når mennesker ikke håber på en opstandelse fra døden, men mener at døden er afslutningen på alt for alle, fremskynder de endnu en ulykke under solen: „Dette er det ulykkelige ved alt hvad der er blevet gjort under solen, at menneskebørnenes hjerte, fordi der er ét udfald for alle, også er fyldt med ondt, og der er vanvid i deres hjerte i deres levetid, og derefter — til de døde.“ (Præd. 9:3, NW) Vestens demokratiske regeringer betragter Ungarn og kalder det der er hændt her siden 1956 for en forfærdelig ulykke. Men undertrykkelse finder også sted i andre dele af verden. Folk selv er hjælpeløse. Og hvis de nu ikke vender sig til Jehova Gud og hans rige, hvor skal de så vente hjælp fra? Oldtidens samler udtrykte sig om denne ulykkelige situation med ordene: „Jeg vendte mig om så jeg kunne se al den undertrykkelse som foregår under solen, og se! tårerne af dem der undertrykkes, men de havde ingen trøster; og på undertrykkernes side var der magt, så de havde ingen trøster. Og fremfor de levende som stadig var i live, lykønskede jeg de døde som allerede var døde. Bedre stillet end de, [er] den som endnu ikke er blevet til, som ikke har set den ulykkelige gerning der øves under solen.“ — Præd. 4:1-3, NW.
21. Hvorfor kunne Salomon med rette udtale sig om de forhold der rådede under regeringer der lededes af mænd som ikke tilbad Jehova?
21 Kong Salomon giver ikke her en beskrivelse af foreteelser i sit eget rige, i Guds forbilledlige rige på jorden. Så længe han herskede som en viis konge, greb hans regering ikke til undertrykkelse: De „spiste og drak og glædede sig“, levede „i tryghed, hver under sit eget vintræ og under sit eget figentræ, fra Dan til Be’ersjeba“. (1 Kong. 4:20-25, NW) De fjerne tiders samlers rige adskilte sig væsentligt fra de undertrykkende regeringer, der lededes af mænd som ikke tilbad Jehova. Derfor kunne Salomon med rette udtale sig om de ulykkelige forhold der rådede under dem.
22. Hvilken kundskab bevirker at de Jehovas vidner der lever under sådanne undertrykkende regeringer ikke ynker sig selv, og hvordan giver de udtryk for deres medynk med dem man virkelig må ynke?
22 Men de Jehovas vidner der i dag lever under lignende undertrykkende regeringer, der ledes af materialistiske mænd som ikke ejer tro, ynker ikke sig selv. De har en trøster. De ved at Jehova hjælper dem fra dag til dag. De forstår at deres uangribelighed ind for Jehova, hvis vidner de er, nu er kommet på prøve under sådanne undertrykkende forhold. De ved hvad samleren i gammel tid sagde: „Hvis du ser nogen undertrykkelse af den ubemidlede, og vold der fjerner ret og retfærdighed i et retsdistrikt, skal du ikke forbavses over den sag, for en som er højere end den høje, våger, og der er dem som står højt over dem.“ (Præd. 5:8, NW Præ 5:7) De véd at højt over Det øverste Præsidium eller Højesteretten, eller hvad nu mennesker kalder det højeste på jorden, står de uendeligt højere: Jehova Gud, den Allerhøjeste, og hans konge Jesus Kristus, som hersker ved hans højre hånd. Det er de himmelske dommere, hvem intet jerntæppe eller bambustæppe kan hindre i at våge og se, og deres domme over alle undertrykkere vil blive eksekveret ved Harmagedon. De undertrykte vidner for Jehova venter tillidsfuldt og tålmodigt på at disse dommere ved universets højeste ret skal gribe ind. Mens de selv holdes oppe af Guds ord og ånd, og hans kærlighed fylder deres hjerter, føler de medynk med de stakkels mennesker som står ganske håbløse og hjælpeløse midt i sådanne ulykkelige forhold. Til dem som har et hørende øre forkynder de modigt den gode nyhed om Guds rige som menneskehedens eneste håb og redning.
Et liv som hades
23. Hvilken uvished med hensyn til fremtiden fik Salomon til at give udtryk for had til livet på grund af de ulykker det rummer?
23 Med tanke på alle de menneskelige ulykker der ligger uden for Guds riges område, og uden kendskab til hvem han kunne få til efterfølger på sin trone, sagde kong Salomon, den viseste af datidens mænd: „Jeg hadede livet, fordi det arbejde som er blevet gjort under solen var ulykkeligt, set fra mit synspunkt, for alt var tomhed og stræben efter vind. Og jeg, selv jeg, hadede al min møje som jeg [for at gøre et eksperiment] sled og stred med under solen, og som jeg ville efterlade til den mand som ville følge efter mig. Og hvem ved om han vil vise sig at være viis eller dåragtig? Alligevel vil han få herredømmet over al min møje som jeg har slidt og stridt med, og som jeg har anvendt min visdom på, under solen. Også dette er tomhed. Og jeg, jeg vendte om og lod mit hjerte fortvivles over al den møje som jeg havde slidt og stridt med under solen. For der findes den mand hvis møje er blevet udført med visdom og med kundskab og med dygtighed, men til en der ikke har slidt og stridt med noget sådant, vil dennes del blive givet. Også dette er tomhed og en stor ulykke.“ — Præd. 2:17-21, NW.
24. Hvordan betragter buddhisterne livet, og hvilken indstilling til livet ville vi have grund til at have dersom det kun kunne byde på de ulykker Salomon beskrev?
24 Buddhisterne påstår at de hader livet fordi de ifølge deres religion mener at livet midt i en materiel, fysisk verden ikke er andet end idelig lidelse. Derfor søger de at forsvinde ud af tilværelsen ved at blive opslugt af et evigt intet, et nirvana, netop på det tidspunkt da de synes at de står på deres højeste og har det største værd. Hvis livet i denne gamle verden ikke havde andet at byde på end den slags ulykker Salomon beskriver, så havde han grund til at hade et sådant verdsligt, materialistisk liv. Det ville være meningsløst at leve. Ens liv ville ikke bidrage til noget der havde evigvarende værdi. Ens tilværelse på jorden ville, efter en stadig gentagelse af en række mindre ulykker af den ene eller den anden slags, ende med den store ulykke: at dø som enhver anden og ligesom et dyr, og legemet ville havne samme sted som alle de andres, i graven. Og hvad stiller graven, den fælles grav eller Sheol, de døde i udsigt? Hør engang:
25. Hvad siger Salomon er forskellen mellem de levende og de døde, og hvad stiller Sheol de døde i udsigt?
25 „En levende hund er bedre faren end en død løve. For de levende er sig bevidst at de skal dø; men de døde, de er sig aldeles intet bevidst, og de får heller ikke længer nogen løn, for mindet om dem er glemt. Desuden er deres kærlighed og deres had og deres skinsyge allerede visnet hen, og på ubestemt tid får de ikke mere del i noget som helst af det som må gøres under solen. Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det af al din magt, thi der er intet arbejde, ingen tankevirksomhed, ingen kundskab eller visdom i Sheol, det sted hvor du går hen.“ — Præd. 9:4-6, 10, NW.