En kamp mellem guder

 1. (a) Hvorledes betragtede mange af de hedenske folkeslag en krig mellem to byer eller to hære? (b) Hvad var disse guder i virkeligheden, hvem brugte dem og i hvilken hensigt skete det?

DET er en interessant kendsgerning at fortidens hedenske folkeslag, i særdeleshed babylonierne, troede at hver by havde sin skytsgud til hvem byens tempel og dens indbyggere var viet.a I tilfælde af krig blev et slag derfor ikke blot betragtet som en kamp mellem de respektive hære, men som en kamp mellem guder. Den sejrende hærs gud fik æren for sejren over den besejrede hærs eller bys gud. Disse folkeslags guder var tomme afguder som i virkeligheden intet kunne udrette, men bag dem stod usynlige dæmoner. Når de hedenske folk ofrede til disse afguder ofrede de til usynlige dæmoner, onde ånder, der er underlagt Satan Djævelen, „denne tingenes ordnings gud“. (NW) Ved hjælp af disse guder kunne Satan holde folk i trældom og borte fra tilbedelsen af den sande Gud. — Sl. 96:5; 1 Kor. 10:20; 2 Kor. 4:4.

 2. Hvem ville kampen i virkeligheden stå imellem når Jehovas tid var inde til at udfri jøderne fra Babylon?

² Guds profet Esajas fortalte jøderne at Jehova på grund af deres ondskab og oprør havde besluttet at han ville tugte dem ved at lade dem føre som fanger til Babylon, et land fuldt af afguder. Esajas forudsagde også at de ville blive udfriet fra Babylon efter at de var blevet tugtet en tid. Når tiden var inde til at Jehova ville udfri sit folk, ville dæmonerne modsætte sig dette, og enhver kamp for at udfri Guds folk ville blive betragtet som en kamp mellem Jehova, den sande Gud, Israels Gud, og Babylons guder, af hvilke Bel, hvis navn betyder „Herre“, var den øverste. Han var den samme som Merodak eller Marduk, eller blev identificeret med Marduk.

 3. (a) Hvorfor er det ikke mærkeligt at Kyros først tilskrev falske guder æren for sin sejr over Babylon? (b) Hvad viser inskriptionen på Kyros-cylinderen med hensyn til hvem Kyros først gav æren for sin sejr?

³ På det tidspunkt Kyros indtog Babylon kendte han ikke noget til den profeti Esajas havde udtalt om ham og hvori han blev kaldt ved navn og det blev forudsagt at Jehova ville bruge ham som sit redskab til at besejre Babylon. Kyros var tilhænger af Zoroasters eller Zarathustras lære, men han var overtroisk og ønskede at behage de guder som de forskellige folkeslag han besejrede, tilbad. Hans uvidenhed om Esajas’ profeti, der viste hvem æren for hans sejr virkelig tilkom, kan være grunden til at han tilskrev Babylons falske guder sin sejr, sådan som han gør på det kileskriftdokument der kaldes Kyros-cylinderen:

Han spejdede ud over alle lande . . . Han søgte en retfærdig fyrste efter sit hjertes ønske der kunne gribe hans hånd. Kyros, kongen af Anshan, hvis navn han nævnede, kaldte han til fyrsteværdigheden over alt og alle. . . . Marduk, den store herre, sit folks beskytter, så med glæde på hans gode gerninger og hans retfærdige hjerte. Han gav ordre til hans march mod sin by Babylon og lod ham tage vejen til Babylon. Som en ven og ledsager drog han ved hans side.b

Hans vidtstrakte tropper, utallige som en flods vande, fastspændte deres våben og drog frem ved hans side. Han lod ham nå frem til det indre af sin by Babylon uden kamp og slag. Han frelste Babylon fra nød. . . .c

 4. Hvilket forhold mellem Nabonid og det babyloniske præsteskab kan have fået Kyros til at tilskrive de babyloniske guder sin sejr?

⁴ En af grundene til at Kyros kan have draget denne slutning er måske at Nabonid, Babylons øverste hersker, nærede en brændende interesse for de babyloniske guder og søgte at centralisere landets religion i Babylon. Tidligere havde hver by i det babyloniske rige haft sin skytsgud, men nu samlede han de forskellige gudebilleder og helligdomme i Babylon. Ved at gøre det kan han have pådraget sig det babyloniske præsteskabs vrede. Af denne grund kan Kyros have troet at det var guden Merodak (Marduk) der hjalp ham med at indtage Babylon.d

Jehova den virkelige sejrherre over Babylon

 5. Hvad kunne udvirke en ændring i Kyros’ opfattelse af hvem der stod bag hans sejr?

⁵ Men da Kyros drog ind i byen kunne Daniel vise ham Esajas’ profeti der var skrevet næsten to hundrede år tidligere. Hvem måtte Kyros da erkende havde givet ham sejren?

 6. Hvilke kendsgerninger støtter den sandhed at det var Jehova og ikke Bel (eller Marduk) der udvirkede Babylons fald ved Kyros?

⁶ At det virkelig var Jehova Gud der havde givet Kyros sejren, fremgår også af følgende kendsgerninger: Babylon og Jerusalem havde været fjender helt fra den tid da Abraham og kong Melkizedek af Salem, det senere Jerusalem, levede. Der havde hersket fjendskab mellem Jehova Gud og Babylon lige siden forsøget på at bygge Babelstårnet kort efter Vandfloden på Noas tid. Babylonierne frydede sig højligt over deres erobring af Jerusalem i 607 f.v.t., og de betragtede deres gud Marduk som den store sejrherre. De hadede Jehovas folk og ønskede afgjort ikke at give det fri. Guds folks udfrielse kunne derfor ikke tilskrives nogen af Babylons falske guder, men som Jehova selv udtalte var det ham der greb ind og udfriede sit folk fra Babylon og gjorde det muligt for det at vende tilbage til Jerusalem for at genopbygge templet. Dette var til ære for hans navn og til vanære for de falske guder i Babylon. Dersom Bel (eller Marduk), som Kyros-cylinderen sagde, var „sit folks beskytter“, svigtede han fuldstændig som sådan, for mange babyloniere blev dræbt og alle Bels tilhængere i Babylon blev underlagt den fremmede hersker, perserkongen Kyros. Dertil kommer at Babylon aldrig siden formåede at hævde sig som en verdensmagt.

Babylons guder beskæmmes

 7. Hvorledes beskriver Jehova i Esajas 46:1, 2 den vanære der skulle blive de babyloniske guder til del?

⁷ En anden af Babylons fremtrædende guder var Nebo, som engang havde haft større betydning end Marduk. Hans navn betyder „taler, forkynder, profet“. Han var vegetationens gud og blev identificeret med planeten Merkur. Gennem Esajas forudsagde Gud den vanære der ville overgå disse babyloniske guder: „I knæ er Bel, og Nebo er bøjet, deres billeder gives til dyr og fæ, de læsses som byrde på trætte dyr. De bøjes, i knæ er de alle, de kan ikke frelse byrden, og selv må de vandre i fangenskab.“ — Es. 46:1, 2.

 8. (a) Hvordan skulle Bel og Nebo vandre i fangenskab? (b) Hvorledes skulle de bøjes og deres gudebilleder blive en byrde?

⁸ Da Babylon blev besejret måtte Nebo og Bel derfor selv „vandre i fangenskab“, og de der tilbad dem blev Kyros’ undersåtter. I virkeligheden var det slet ikke guder, og hvor skuffende og pinligt må det ikke have været for dem der tilbad Bel og Nebo da selv disse babyloniernes største guder måtte lide et vanærende nederlag for den sande Gud Jehova. De afguder som babylonierne tilbad som guder kunne ikke bære sig selv, langt mindre dem der tilbad dem, så de kunne undslippe Kyros’ hære. Disse livløse gudebilleder blev overladt til de vilde dyr, til løven og dragen (sirrusch’en), som måtte slæbe af sted med dem, hvis de kunne. Eller de blev læsset på husdyr som ganske almindelige byrder der fik disse dyr til at synke i knæ. Her var der ikke tale om den sædvanlige årlige parade for disse falske guder, ved hvilken de blev ført gennem Babylons processionsgade til Ishtar-templet mens deres tilbedere beundrede og hyldede dem, men om en ydmygende flugt for at bringe dem i sikkerhed. Babylons guder måtte bæres på dyr i deres forsøg på at undslippe! Hvor beskæmmende!

Ingen Gud som Jehova

 9. På hvilken måde er Jehova følgelig langt højere end disse falske guder?

⁹ Jehova tillader ikke at mennesker fremstiller noget billede af ham, for han er den levende Gud. (2 Mos. 20:4, 5) Han er den der bærer sit folk i sine stærke arme, og dets udfrielse sker ikke under en hastig eller panikagtig flugt. Han forudsiger at han vil udfri det, ikke blot fra Babylon, men også fra Babylons uduelige guder Nebo og Bel. Jehova siger til sit folk:

10. Hvad ville Jehova, i modsætning til disse guder, gøre for sit folk?

¹⁰ „Hør mig, du Jakobs hus, al resten af Israels hus, løftet fra moders liv, båret fra moders skød. Til alderdommen er jeg den samme, jeg bærer jer, til hårene gråner; ret som jeg bar, vil jeg bære, jeg, jeg vil bære og redde.“ — Es. 46:3, 4.

11. Hvorfor behøvede Israels folk ikke at bekymre sig, selv om det nu var på vej ind i alderdommen?

¹¹ Jehova er anderledes end afguderne. Han kan ikke alene opretholde sig selv fordi han er tidløs, uden begyndelse og ende, og følgelig aldrig bliver gammel og træt; han ejer også et uudtømmeligt forråd af energi og er i stand til at forsvare sit folk, besejre fjenderne, deres guder indbefattet, og at bære sit folk og holde det oppe. Endskønt Israel på det tidspunkt var mere end et tusind år gammelt, idet der var forløbet så lang tid siden patriarken Jakob døde i 1711 f.v.t., er Jehova evig og altid på højden af sin styrke og evne til at velsigne sit folk — en garanti for at han kunne udfri det fra Babylon. — Sl. 90:1, 2; Jak. 1:17.

12. På hvilken logisk måde besvarer Jehova selv spørgsmålet: „Med hvem vil I jævnstille, ligne mig“?

¹² Jehova ræsonnerer på en meget logisk måde med sit folk idet han siger: „Med hvem vil I jævnstille, ligne mig, hvem vil I gøre til min lige? De øser guld af pung, sølv får de vejet på vægt, de lejer en guldsmed, som gør det til en gud, de bøjer sig, kaster sig ned; de løfter den på skuldren og bærer den, sætter den på plads, og den står, den rører sig ikke af stedet; råber de til den, svarer den ikke, den frelser dem ikke i nød.“ — Es. 46:5-7.

13. Hvad skulle israelitterne huske når de kom i fangenskab?

¹³ Når israelitterne på et senere tidspunkt kom i fangenskab i Babylon, måtte de derfor ikke frygte de guder som er magtesløse, men de skulle vende sig til Jehova som ingen anden gud kan sammenlignes med. De skulle huske at han med navns nævnelse havde forudsagt selve den hærfører der skulle udfri dem fra Babylon. Dette skulle give dem mod til at holde ud og afvente hans udfrielse af dem.

Ingen anden gud kan ændre Jehovas hensigt

14. Hvad sagde Jehova, ifølge Esajas 46:8-11, til deres opmuntring?

¹⁴ Jehova sagde videre: „Kom dette i hu, lad jer råde, I frafaldne, læg jer det på sinde! Kom i hu, hvad er forudsagt før, thi Gud [El] er jeg, ellers ingen, ja Gud [Elohím], der er ingen som jeg, der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: ’Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje,’ som fra øst kalder ørnen hid, fra det fjerne mit råds fuldbyrder. Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.“ — Es. 46:8-11.

15. (a) På hvor tidligt et tidspunkt havde Jehova forudsagt det endelige udfald, hvad ville ske fyldest, og hvilket bevis havde israelitterne herpå? (b) Har Jehova haft nogen rådgivere? Begrund svaret.

¹⁵ Når israelitterne kom i fangenskab skulle de tænke på hvad Jehova i fortiden havde gjort for dem og deres forfædre. Han eksisterede før alle andre guder og han vidste fra begyndelsen hvordan hans hensigt ville blive fuldbyrdet. Ingen dæmoner eller andre falske guder kunne hindre hans hensigt i at ske fyldest. Så langt tilbage som til den første profeti Gud havde udtalt i 1 Mosebog 3:15 havde han forudsagt ting der endnu ikke var indtruffet. Israelitterne havde set opfyldelsen af mange af de ting Jehova havde forudsagt. Jehova behøvede ikke hjælp til at fastlægge eller gennemføre sin hensigt. Han behøvede ikke at søge råd eller vejledning hos nogen anden. Han handlede ikke efter en anden guds råd eller under nogen andens indflydelse, men det var hans eget råd, hans egen hensigt, og dette råd har stået fast og er blevet fuldbyrdet som han har sagt.

16. (a) Hvorledes viser begivenhederne i forbindelse med Kyros at Jehova fuldbyrder al sin vilje? (b) Hvad var Kyros’ våbenmærke?

¹⁶ I Jehovas skrevne ord har vi en åbenbaring af hvad der er hans vilje, og han har gennemført denne vilje uden hensyn til om det har behaget nogen anden. Det var ham der kaldte Kyros, og det Kyros gjorde var ikke noget denne selv havde fundet på, men det var Jehovas vilje han fuldbyrdede. Kyros var ikke jøde. Han var fra østen, fra et land der lå fjernt fra Judas land. Han var fra Persien, der lå øst for Babylon og Tigrisfloden, ja endog øst for Elam og Den persiske Bugt. Han omtales som en ørn eller en rovfugl, og det er interessant at Kyros’ våbenmærke netop var en gylden ørn. Jehova kaldte Kyros til hurtigt som en rovfugl, en ørn, at slå ned på Babylon.e

17. Hvordan viser de historiske beretninger om Kyros at Jehova er den eneste sande Gud?

¹⁷ I overensstemmelse med sit ord udtænkte og skabte Jehova de omstændigheder under hvilke hans råd kunne blive fuldbyrdet ved hjælp af Kyros, den symbolske ørn,f og dette bekræftes både af Bibelen og den verdslige historie. Det ophøjer ham som den Gud der overvandt Babylons guder og som den der gav Kyros styrke til at indtage den mægtige by.

18. Hvilken advarsel gav Jehova babylonierne før de ødelagde Jerusalem?

¹⁸ Nu henvender Jehova sig profetisk til babylonierne. Han vidste at de ville ødelægge Zion eller Jerusalem af had til ham og hans folk: „Hør på mig, I modløse, som tror, at retten er fjern [Hør på mig, I mægtige af hjertet, I som er langt borte fra retfærdighed, NW]: Jeg bringer min ret, den er ej fjern, min frelse tøver ikke; jeg giver frelse på Zion, min herlighed giver jeg Israel.“ — Es. 46:12, 13.

19. (a) Hvad havde Jehova besluttet at gøre længe før Babylon blev den tredje verdensmagt, og på hvilken måde ville denne frelse ikke være fjern eller komme for sent? (b) Hvorledes ville dette være en retfærdig handling fra Jehovas side?

¹⁹ Det var Jehova som havde besluttet at hans folk Israel skulle føres som fanger til Babylon på grund af dets uretfærdighed og oprørskhed, men det var også hans eget råd at det, når tiden var inde, skulle udfries fra Babylon. Set under Jehovas synsvinkel, han som lever evigt og for hvem tusind år blot er som én dag, var udfrielsen fra Babylon ikke fjern. (2 Pet. 3:8) Den ville komme nøjagtig til Guds tid. Han ville ikke være urimelig med hensyn til den straf hans folk måtte udstå, og han ville ikke lade Zion ligge øde i en uoverskuelig tid. Før der var gået alt for lang tid ville han give Israel sin herlighed, den herlighed at blive frelst af Jehova fra babylonierne. Guds ret var ikke fjern, for han ville snart hævde sig. Det ville være en retfærdig handling fra hans side, for al den vanære der var blevet bragt over hans navn ved at israelitterne trællede for Babylon, ville blive fjernet ved Jehovas sejr over alle Babylons guder.

20. Hvordan skulle Esajas’ profeti have virket på babylonierne?

²⁰ Babylonierne som var „mægtige af hjertet“ og stolte over deres guder Bel og Nebo, skulle have givet agt på denne advarsel så de ikke havde handlet så hovmodigt og grusomt mod Guds folk Israel mens det var i fangenskab.

21. I hvilket år sendte Jehova den symbolske ørn imod Babylon, og hvilke spørgsmål angående tiden måtte nu besvares?

²¹ I 539 f.v.t., kun to år før de halvfjerds år udløb hvori Jerusalem skulle ligge øde hen, sendte Gud sin hurtigtflyvende ørn, perserkongen Kyros, mod Babylon, for at denne kunne fuldbyrde hans guddommelige råd mod det. (Jer. 25:11) Men Babylon var en stærkt befæstet by der blev betragtet som uindtagelig. Kunne Babylons guder, der fandtes bag dets mægtige forsvarsmure, holde ud i årevis og på denne måde forhindre Jehova i at fuldbyrde sit råd til sin fastsatte tid? Ville to år være tilstrækkelig lang tid til at Kyros kunne udvirke Babylons fald og til at han kunne tage sig af jødernes udfrielse?

22. Hvad var det egentlige stridsspørgsmål i kampen mod Babylon, og hvad ville kampens udfald være en forsmag på?

²² Jehovas ord og navn stod på spil. Det ville ikke blot blive en kamp mellem Jehova og Babylon for hans folk Israels skyld. Det ville blive en kamp mellem guder. Jehova ville vise sin overhøjhed over disse guder som ikke var guder, og kaste dem til jorden til stor forsmædelse for dem. Det ville blive et knusende nederlag for Satan og hans onde dæmoner, en forsmag på det nederlag og den tilintetgørelse som venter disse modstandere af Gud, og på den fuldstændige hævdelse af Jehovas navn over alle folkeslagenes guder. Babylons fald måtte derfor indtræffe til Guds bestemte tid. I næste nummer af dette blad skal vi drøfte nogle af de begivenheder der indtraf den skæbnesvangre nat da Babylon faldt.

[Fodnoter]

[Illustration på side 282]

„Sirrusch’en“, Babylons drage