Hvad Gud har lovet

NÅR De hver dag i avisen læser om nye problemer og nye kriser, tænker De så: ’Bare man dog kunne få lidt fred’? Det er et naturligt ønske. Skal der komme bedre tider, må de nødvendigvis indbefatte at vi slipper af med de ting der nu gør os anspændte og volder irritation og skuffelse.

Og det er nøjagtig hvad Gud har lovet i sit ord, Bibelen. Han kender menneskene, og han ved at de behøver fred og hvile — at de bogstavelig talt kører træt sådan som forholdene er nu. Salmisten sagde: „Han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ (Sl. 103:14) Han har lovet menneskene hvile og lindring under en retfærdig regering, en regering som vil træde i stedet for alle de svigtende systemer der findes i dag, og som vil skabe et sundt og fredeligt menneskesamfund på jorden. Denne regering er det rige som Kristus Jesus lærte sine disciple at bede om. — Matt. 6:9, 10.

Lederen af denne regering sagde engang til nogle som længtes efter bedre tider: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; ’så skal I finde hvile for jeres sjæle.’“ — Matt. 11:28, 29.

Men hvordan kan vi være sikre på at denne rigsregering virkelig vil bringe hvile og lindring? Hvordan kan vi vide om dette løfte ikke er lige så usikkert som de løfter verdenslederne kommer med i dag?

Hvis en har lovet at gøre noget for os, og vi ved at han har gjort noget tilsvarende før, har vi så ikke tillid til at han også denne gang vil opfylde sit løfte? Jo. Og Gud har netop gjort noget tilsvarende før. For århundreder siden tog han sig af Israels folk på en måde der giver et godt indtryk af hans evne til at indføre bedre tider og af hvad han mener når han siger at han vil give mennesker fred og hvile. — Es. 32:17, 18.

Gud fastslår oven i købet at han direkte har ladet nedfælde en beretning om dette for at give os eksempler på hvad han vil gøre i omfattende målestok, på permanent basis, ud over hele jorden. Lad os betragte nogle af de eksempler han giver. — 1 Kor. 10:11; Rom. 15:4.

Da en nation havde hvile

I erkendelse af at mennesket har behov for at hvile fra pres og bekymringer, sørgede Gud for at Israels nation i fortiden kunne holde sabbatsår hvert syvende år. Ingen anden nation har haft en sådan sabbatsordning. Hvilke fordele indebar den, og hvordan svarer det til de forhold vi ser i dag?

Så længe israelitterne adlød Gud og overholdt de foreskrevne sabbatsår, blev de ikke forstyrret af deres fjender. Jorden blev ikke opdyrket det år, og undgik således at blive udpint. De fattige, som måske ikke var beskæftigede det år, led ingen nød, for de havde fri adgang til alt hvad der voksede af sig selv — korn, frugt og grøntsager.

Landmanden, der havde nok at lave de øvrige seks år, havde nu ekstra tid til sin familie, fordi han i vid udstrækning var fri for at udføre sit normale arbejde. Han kunne ofre familielivet større opmærksomhed, gøre mere ud af åndelige anliggender og undervisningen og opdragelsen af sine børn, og derved styrke kærlighedens bånd og hindre den splittelse og kriminalitet som mange familier rammes af i dag. Han var også fri for økonomiske bekymringer, for ingen kreditor kunne forlange en gæld indfriet dette år. — 3 Mos. 25:2-7; 5 Mos. 15:1-3.

Desuden var hvert halvtredsindstyvende år et jubelår. Da var hvilen endnu mere fuldstændig; det var et frigivelsesår. Der gjaldt de samme bestemmelser som for sabbatsåret, blot var de mere vidtgående. Nationerne i dag kunne lære meget af jubelårslovene.

Ved jubelårets begyndelse blev al gæld eftergivet. Enhver som havde solgt sin nedarvede jordlod tog den atter i besiddelse. Han fik den vederlagsfrit tilbage. Hvis han havde solgt sig til en anden for at arbejde en gæld af, blev han permanent frigivet fra denne trældom samme dag som frigivelsesåret begyndte. — 3 Mos. 25:8-22.

Denne ordning bragte i sandhed folket hvile og tryghed! Den holdt landets økonomi i fuldkommen balance. Den hindrede at nogle blev meget rige og at andre blev meget fattige, sådan som man ser det i nogle lande i dag. Man undgik inflation. Jordpriserne forblev stabile, ligesom lønningerne. — 3 Mos. 27:16-19; 25:50.

Hvilken modsætning til de forhold man ser i dag! Stadig stigende omkostninger medfører stadig stigende priser, med det resultat at lønningerne også må stige. Et stykke tid går dette måske godt, men en dag slår regnskabets time. Gælden vokser og vokser, og det samme gør inflationen. Resultatet? Først går enkeltpersoner fallit, og så hele stater. Der drives rovdrift på landenes ressourcer. Og selv mange med en god indtægt har svært ved at finde glæden ved deres ensformige „samlebåndsarbejde“.

Under Guds ordning respekterede man menneskets værdighed. Ingen var bestandig underlagt en ubehagelig arbejdsrutine. Enhver kunne frit bruge sine evner og færdigheder, til gavn og glæde for alle. Familiens medlemmer var forenede. Alle fik en uddannelse, mange lærte et håndværk. Alle lærte at læse og skrive, og undervisning i åndelige emner bevirkede at det moralske stade blandt folket var højt. Fordi man fulgte Guds lov, føjede han sin velsignelse til. Derfor opnåede man sådanne lykkelige forhold.

Hvile for hele jorden

’Men hvilken forbindelse har dette med vort håb om bedre tider i dag?’ vil en og anden måske spørge. At der virkelig er en forbindelse, ved vi fra Jesus Kristus, som Gud har udnævnt til konge over jorden. Jesus fremholdt dog ikke at man, for at få hvile og lindring, er nødt til at genoptage den gamle israelitiske livsform eller nødvendigvis må vende tilbage til et „primitivt“ samfund, uden nogen af de moderne opfindelser eller bekvemmeligheder. De sabbater man overholdt dengang, skildrede noget større, noget af mere permanent varighed.

Jesus fremhævede at sabbatslovene ikke skulle opfattes som et ritual der var pålagt menneskene som en byrde. Han sagde: „Sabbaten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbatens skyld.“ Derefter sagde han noget meget betydningsfuldt: „Så er da Menneskesønnen også herre over sabbaten.“ — Mark. 2:27, 28,

Hvis man virkelig skal kunne glæde sig over bedre tider, må man have et godt helbred. Læg derfor mærke til at Jesus netop viste sig at være „herre over sabbaten“ ved at foretage mange af sine mest forbløffende helbredelser på den jødiske sabbatsdag. Jødernes ledere, som ikke forstod sabbatens virkelige hensigt, modstod bittert at han udførte disse barmhjertighedsgerninger på hviledagen. Men Jesus helbredte alligevel på sabbaten, for at skildre hvad der ville ske på den større hviledag eller sabbatsdag, nemlig i de tusind år hvor hans rige hersker over jorden.

Jesus vidste at hans offer til gavn for menneskene ville ophæve de bogstavelige sabbatsdage og sabbatsår — de profetiske skygger af fremtidige goder. (Ef. 2:15; Kol. 2:13, 14) Når han helbredte syge og oprejste døde, var hans undergerninger derfor kun af midlertidig art, men de er til opmuntring for os i dag, mens vi ser frem til den fuldstændige, varige opfyldelse på Guds riges store sabbat. Herom skrev apostelen Paulus til de kristne: „Lad derfor ingen dømme jer . . . med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat; det er alt sammen kun en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus.“ — Kol. 2:16, 17.

Evigt liv og varig sundhed

Vil det sige at dødsensfarlige sygdomme som hjertelidelser og kræft vil forsvinde når Guds rigsregering skaber bedre tider? Ja, under Rigets herredømme behøver man ikke at frygte de sygdomme som lægerne i dag står magtesløse over for.

Vi bør ikke mene at mennesker umuligt kan nyde fuldkommen sundhed til evig tid. Jesus helbredte jo folk for de vanskeligste lidelser, uden at tage noget for det. Han helbredte blinde og stumme. (Matt. 9:27-34) Han kurerede lamme og vanføre. (Luk. 5:18-26; 13:11-17) Han uddrev dæmoner, så svært besatte blev fuldt normale igen. (Matt. 8:28-34; Luk. 8:26-39) Han helbredte nogle for datidens mest frygtede sygdom — spedalskhed. (Mark. 1:40-45) Ved at bruge denne magt når hans rige hersker over jorden, kan han føre alle lydige mennesker frem til fuldkommenhed på sind og legeme.

Men hvordan med dem der er døde? Jesus overså dem ikke, men gav en forsmag på opstandelsen ved at vække nogle til live igen, heraf en som havde ligget i graven flere dage. — Matt. 9:18-26; Luk. 7:11-17; Joh. 11:38-44.

Rigeligt med mad

Vi behøver heller ikke at være bange for at der skal blive mangel på fødevarer når Kristus hersker som Herre over Guds store sabbat. Kongen vil vide hvad hans undersåtter har brug for. (Joh. 2:25; jævnfør Mattæus 6:7, 8.) Jesus viste sin medfølelse og sine evner da han i nærheden af Galilæas sø „ynkedes inderligt over“ en folkeskare på 5000 (og ved en anden lejlighed 4000) mænd, foruden kvinder og børn, og bespiste dem alle. I begge tilfælde gjorde han det mirakuløst, med kun nogle få brød og fisk. — Matt. 14:14-21; Mark. 8:19, 20.

Århundreder tidligere havde Gud selv givet en forsmag på hvor rigeligt han vil forsyne indbyggerne med fødemidler under Rigets sabbatshvile. Hvordan? Ved at give israelitterne et vældigt høstudbytte — der kunne strække til to eller endda tre år — umiddelbart før sabbatsårene og jubelårene! — 3 Mos. 25:20-22.

Fred og sikkerhed

Men materielle ting eller et godt helbred er naturligvis ikke i sig selv nok til at bringe varig lykke. Der må også være fred — ikke blot politisk fred mellem nationerne, men også fred mellem de enkelte mennesker, uden hensyn til race eller baggrund i livet.

Hvor dejligt hvis man trygt kunne forlade sit hjem uden at låse efter sig! Hvor skønt hvis ens naboer virkelig var interesserede i ens fred og velbefindende! Hvor betryggende hvis man vidste at man selv og ens børn ikke vil blive revet bort af krig, kriminalitet eller sygdom.

En sådan ægte fred og sikkerhed blev også forudsagt og forudskildret af Gud for længe siden. Han fremsatte nemlig en profeti om „nye himle og en ny jord“ (det vil sige Jesu Kristi himmelske regering, og den nye tingenes ordning på jorden under Rigets tusindårige herredømme).

Profetien blev udtalt af Guds profet Esajas, og den blev henvendt til israelitterne før de kom i landflygtighed i Babylon i år 607 f.v.t. fordi de ikke havde holdt Guds love. Gud trøstede dem ved at vise at han ville føre dem tilbage til deres land. Han sagde:

„Der skal ikke være børn, der dør som spæde, eller olding, som ikke når sine dages tal; thi den yngste, som dør, er hundred år, og forbandet er den, som ej når de hundred.“ — Es. 65:17, 20.

Under landflygtigheden, som varede halvfjerds år, holdt israelitterne op med deres afgudsdyrkelse og begyndte igen at tjene Gud i sandhed. (Jer. 29:10) Da de vendte tilbage til deres land behøvede de ikke at leve i stadig frygt for deres fjender; de kunne føle sig trygge. Borte var den følelse de havde oplevet halvfjerds år tidligere, da Nebukadnezar kom og dræbte både unge og gamle. (Klages. 2:21) Nu ville deres børn nå at blive voksne, og de voksne ville få en normal levealder. Sværd, hunger eller pest ville ikke rive dem bort.

Esajas’ profeti fortsætter:

„Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; . . . de skal ikke have møje forgæves, ej avle børn til brat død; thi de er [Jehovas] velsignede æt og har deres afkom hos sig. Førend de kalder, svarer jeg; endnu mens de taler, hører jeg.“ — Es. 65:21-24.

Efter at de hjemvendte israelitter var blevet formanet af Jehovas profeter til at sætte åndelige interesser først i livet, lykkedes deres arbejde med at bygge og plante, og det de ejede blev ikke taget fra dem af indtrængende fjender eller som følge af økonomiske vanskeligheder. Deres børn blev ikke ofre for krig, kriminalitet og en tidlig død. I mange år blev de velsignet på denne måde af Jehova. Men senere blev de igen ulydige, og det gik tilbage for dem som nation betragtet. Hvorfor tillod Gud dette?

Fordi tiden endnu ikke var inde til at Guds messianske rige skulle overtage magten; tiden var endnu ikke inde til at skabe „’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor“, sådan som apostelen Peter senere skrev. Det der fandt sted dengang, var kun en mindre eller forbilledlig opfyldelse af profetien. — 2 Pet. 3:13.

Guds handlinger i fortiden — en garanti for paradisiske forhold på jorden

Hvordan forholder det sig så med den virkelige opfyldelse under Guds messianske regering? Gud gjorde godt mod sit folk i fortiden når det lyttede til ham. Han vil i endnu større målestok gøre godt mod dem der i dag hører hans løfter og tror på dem, for han har i sinde at oprette et paradis på jorden, at skabe helt nye forhold og levevilkår som aldrig ophører.

Jesus omtalte dette paradis for en forbryder der døde på en pæl ved siden af ham. Selv om denne mand med rette led døden for en forbrydelse han havde begået, udtrykte han tro på Kristi kommende rige, og af den grund lovede Jesus Kristus ham at han ville få mulighed for at leve der. — Luk. 23:39-43.

Læg også mærke til nogle af de øvrige løfter Gud har udtalt. Mange af dem har allerede fået en mindre eller forbilledlig opfyldelse i det sjette århundrede før vor tidsregning, til trøst og opmuntring for os, og for at vi kan nære håb og tro:

„Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre, blomstre frodigt som rosen og juble, ja, juble med fryd. . . . thi vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemark.“ — Es. 35:1, 2, 6.

Disse løfter blev opfyldt i mindre målestok da israelitterne vendte hjem fra Babylon. Deres land havde ligget fuldstændig øde, uden mennesker eller husdyr. I halvfjerds år havde der kun levet vilde dyr i landet. Det meste lå hen som en ørken. Men Gud, som fandt behag i at de var vendt tilbage til den sande tilbedelse, fik vand til at vælde frem, og på kort tid begyndte landet at blomstre og bære rigelige afgrøder.

Jehova lover varige velsignelser til dem der adlyder ham under Rigets herredømme — velsignelser svarende til dem han gav de hjemvendte israelitter:

„På hin dag slutter jeg en pagt for dem med markens dyr og himmelens fugle og jordens kryb; bue, sværd og stridsvåben sønderbryder jeg i landet, og jeg lader dem bo trygt.“ — Hos. 2:18.

Hvis israelitterne var forblevet trofaste, ville de fortsat have nydt denne fred. Men de gjorde oprør mod Gud. Under Kristi himmelske herredømme vil der imidlertid ikke finde et sådant oprør sted. Hvorfor ikke? Fordi Jesus, på grundlag af sit sonoffer for menneskene, gradvis vil føre de lydige frem til fuldkommenhed og således udslette al selviskhed og begærlighed. Heri ligger den store forskel mellem grundlaget for den fred Kristi rige vil indføre, og grundlaget for den fred verdenslederne søger at indføre.

Ved at følge Bibelens principper kan vi allerede nu til en vis grad overvinde dårlige tilbøjeligheder og stort set holde dem under kontrol. Men når fortjenesten af Kristi offer anvendes i fuld målestok, vil de lydige nå frem til fuldstændig sundhed, både åndeligt, mentalt og legemligt; de vil få fuldt herredømme over alle deres evner og handlinger og fuldstændig overvinde alle deres svagheder. — Jævnfør Romerbrevet 7:18-25.

Læs selv hvordan Gud, i Bibelens sidste bog, forsikrer os om varig fred, sundhed og sikkerhed:

„’Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos den, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før [den nuværende gamle ordning], er nu forsvundet.’ Og han, som sad på tronen, sagde: ’Se, jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv; thi disse ord er troværdige og sande.’“ — Åb. 21:3-5.

En sandfærdig Gud

Ja, disse ord er troværdige og sande. Der er ikke tale om politiske løfter fra mænd som kun søger at bevare deres magt og position. Gud har gjort sig den ulejlighed at forberede det hele lang tid i forvejen og at nedfælde en beretning om det for hundreder af år siden til belæring for os. (2 Tim. 3:16, 17) I det foregående har vi set eksempler på at han allerede har givet nogle af sine løfter en midlertidig opfyldelse i mindre målestok. Han har også givet andre løfter som han allerede har opfyldt, og dette bør give os stærk tillid til at hans ord er pålideligt. Her er nogle få eksempler:

For mange hundrede år siden lovede han at rense jorden med en vandflod, og vandfloden kom. (1 Mos. 6:17; 7:11-24) Over 400 år i forvejen lovede han at føre Israel ud af Ægypten, og det skete nøjagtig til tiden. (1 Mos. 15:13, 14; 50:25; 2 Mos. 12:37-42) Næsten to hundrede år i forvejen lovede han at lade en hersker ved navn Kyros omstyrte Babylon sådan at israelitterne kunne blive udfriet, og sådan gik det. — Es. 45:1, 2; 2 Krøn. 36:22, 23; Ezra 1:1-4.

Ydermere har han fremsat hundreder af profetier om Messias som blev opfyldt til punkt og prikke på Jesus Kristus, den lovede udfrier og konge — for eksempel om stedet og måden for hans fødsel, tiden for hans fremtræden som Messias, at han skulle forrådes, hans død, hans opstandelse og om mange andre ting som pladsen slet ikke tillader at vi nævner her. — Mika 5:1; Es. 7:14; Dan. 9:25, 26; Sl. 41:10; Es. 53:12; Sl. 16:10.

Vi må derfor uvægerlig drage den slutning at det Gud har lovet, vil ske nøjagtig som han har sagt. Vi kan ikke afvise det vidnesbyrd som trofaste mænd har aflagt når de, ved deres livs afslutning, ikke søgte at ophøje sig selv, men uselvisk ophøjede Gud som den der opfylder sine løfter. En af disse trofaste var Josua, som anførte israelitterne da de underlagde sig det forjættede land. Lige før sin død sagde han til dem: „Så betænk da med hele eders hjerte og hele eders sjæl, at ikke ét af alle de gode ord, [Jehova] eders Gud talede til eder, faldt til jorden.“ — Jos. 23:14.

Bibelen er den eneste kilde som lover det mennesker virkelig ønsker og har behov for. Hvor ellers finder vi et løfte om frihed for kriminalitet, om virkelig fred, sundhed, sikkerhed og overflod, og om evigt liv? Er det ikke disse ting De virkelig ønsker? Er disse enestående løfter ikke værd at undersøge nærmere?

[Illustration på side 10]

Guds ordning med et sabbatsår for Israels folk i fortiden virkede til fremme af undervisning og åndelig interesse

[Illustration på side 11]

Jesus helbredte på et øjeblik en kvinde som havde været krumbøjet i atten år, og skildrede således at han vil bringe varig lægedom under sit rige

[Illustration på side 12]

Jesus oprejste enkens søn fra Nain, og gav dermed en garanti for at der vil ske en opstandelse under hans rige

[Illustration på side 13]

Jehova gav sit lydige folk en overmåde rigelig høst, som en forsmag på den overflod der vil være under Kristi rige

[Illustration på side 14]

Jesus lovede en døende forbryder at han ville blive oprejst og få mulighed for at leve på en paradisisk jord