„Hedningernes tiders“ afslutning

 1. Hvad viser Paulus i Hebræerne 10:12, 13 om Kristi ventetid?

AT KRISTUS JESUS ikke begyndte sin lovede nærværelse eller parousía ved det jødiske systems afslutning i år 70 e. Kr., viser apostelen Paulus. Fyrretyve dage efter at Jesus steg op til himmelen for at sætte sig ved Guds højre hånd, begyndte han at vente, indtil „hedningernes tider“ skulle udløbe. Herom siger apostelen: „Han har frembåret eet offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd og venter nu kun på, at hans fjender skal lægges som en skammel for hans fødder.“ — Hebræerne 10:12, 13.

 2. Hvorfor endte hans ventetid ikke i år 70 e. Kr.? Hvordan vises det?

² Læg nu mærke til, hvorfor Jesu ventetid ved Guds højre hånd ikke endte med det jødiske systems afslutning i år 70 e. Kr. Det endte ikke der, fordi „hedningernes tider“ ikke endte der, men vedvarede længere endnu. Dette fremhæves ved, at i året 70 blev Jerusalem udslettet for anden gang af hedningerne. At Jerusalems ødelæggelse betød, at hedningernes tider skulle vedvare længe endnu efter år 70 e. Kr., forklarede Jesus i sin profeti, da han sagde: „Der skal komme stor nød over landet og vredesdom over dette folk. Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“ (Lukas 21:23, 24) Når hedningerne tog herredømmet over jorden fuldt ud der, kunne Jesu fjender naturligvis ikke lægges som skammel for hans fødder dengang. Det er også klart, at han ikke dengang gjorde noget forsøg på at lægge dem for sine fødder, men han lod dem ødelægge Jerusalem, hvor Jehova en gang havde sat sit navn, i sit tempel. Eftersom Jesus ikke kunne gå ind til sit rige og begynde sin nærværelse som konge og herske midt iblandt sine fjender, før „hedningernes tider“ var endt, fandt hans nærværelse og verdens ende, som han profeterede om, ikke sted i år 70 e. Kr. Hans nærværelse i Rigets magt begyndte i året 1914 e. Kr. Det var Jehovas tid til Rigets fødsel.

 3. Hvorfor siger vi så afgjort, at 1914 betegner Rigets fødsel?

³ Jehovas rige under Kristus er en himmelsk regering, og Kristi indsættelse må derfor finde sted i de usynlige himle. Hvorfor sier vi da så afgjort, at 1914 betegner Rigets begyndelse og følgelig også begyndelsen af Kristi anden nærværelse eller parousía? Fordi „hedningernes tider“ endte i 1914. Men hvorfor skulle det bestemme tidspunktet, da verdensherredømmet skulle blive vor Herres og hans Salvedes? Hvorfor skulle det være tidspunktet, da Jehova Gud den Almægtige ville tage sin store magt og begynde at regere med hensyn til vor jord? (Åbenbaringen 11:15-17) Fordi, da „hedningernes tider“ begyndte, lod Jehova Gud sit forbilledlige rige på jorden blive omstyrtet af verdens hedningemagter. Hedningernes tider begyndte ikke med Jerusalems ødelæggelse af de romerske legioner under general Titus i år 70 e. Kr. Hvis „hedningernes tider“ fortsatte efter år 70 e. Kr., fordi Jerusalem da blev ødelagt for anden gang, er det logisk, at de i virkeligheden må være begyndt i 607 f. Kr. I det år blev Jerusalem ødelagt for første gang af hedningerne, af kejser Nebukadnezars babyloniske hære. Den blev nedtrådt under hedningernes hæl, og den har aldrig siden fået absolut uafhængighed fra hedningernes herredømme under en hersker af kong Davids linie, ikke engang efter at den og templet blev genopbygget halvfjerds år senere i 537 f. Kr.

 4. Hvorfor må hedningernes tider være begyndt i 607 f. Kr.?

⁴ Det var, da Jerusalem blev ødelagt første gang i 607 f. Kr., at Guds befaling om symbolerne på den aktive kongemagt, kronen og hovedbindet, blev bragt til udførelse: „Og du, gudløse hedning [Zedekias], Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmoden, så siger den Herre Jehova: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ (Ezekiel 21:25-27) Den konge, der tales til her, var af Davids kongeslægt gennem kong Salomo, og vi læser om Salomos regering: „Salomo satte sig på Jehovas trone som konge i sin fader Davids sted.“ (2 Krøniker 29:23) Den trone, som Israels konger af Davids linie sad på, repræsenterede således Jehovas trone, og Jehova var det gamle Israels sande og retmæssige konge. Det er begrundelsen for Jesu befaling vedrørende det gamle Jerusalem: „I må aldeles ikke sværge, hverken ved himmelen, thi den er Guds trone, eller ved jorden, thi den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, thi det er den store konges by.“ (Mattæus 5:34, 35) I 607 f. Kr. blev hovedbindet og kronen, der var symboler på den aktive kongemagt, taget fra Israels konge, og „Jehovas trone“ blev omstyrtet og fjernet for aldrig mere at blive genrejst på jorden med en jøde siddende på den, og hedningerne fik lov til at ødelægge den store konges forbilledlige by og således beherske hele jorden. I betragtning af alt dette må „hedningernes tider“ være begyndt i dette skæbnesvangre år.

 5. Hvad må hedningernes tiders ende følgelig betyde?

⁵ Hedningernes tiders begyndelse måtte altså betyde, at Jehovas rige og regering endogså over den del af jorden, som jøderne havde i deres besiddelse, var endt eller sat ud af kraft. Men Jehova havde udtalt, at hans ordning med et rige med en jødisk konge siddende på „Jehovas trone“ ikke skulle bestå mere, indtil Messias kom, han, som har retten til det, og til den tid ville Gud give ham Riget. Det betyder, at Jehovas rige under Kristus ville blive oprettet, så snart hedningernes tider var endt. Eller sagt med andre ord: Hedningernes tiders afslutning var ensbetydende med, at tiden var inde til Guds riges oprettelse. Det betød også, at Messias, hvis gudgivne ret det er at herske, da kom i Rigets magt.

 6. Hvor mange tider er der? Hvordan var det med Riget i disse tider?

⁶ Jesus sagde, at „hedningernes tider“ ville vare længere end til år 70 e. Kr., da Jerusalem blev jævnet med jorden af det romerske riges hære. Men hvornår kommer da disse „tiders“ ende? At finde ud af det er ensbetydende med at finde det nøjagtige tidspunkt for Guds riges oprettelse og Messias’s komme i Rigets magt og hans nærværelses begyndelse. Daniels profeti, kapitel fire, viser os hedningernes tiders længde, nemlig syv symbolske tider. Kong Nebukadnezar af Babylon var den hedenske monark, som Gud brugte til at eksekvere dommen over det utro Israel og til at ødelægge Jerusalem. Gud sendte Nebukadnezar en drøm og brugte Daniel til at udtyde den for ham. Ved den åbenbarede Gud, at hans regering skulle være uden en åbenbar eksistens eller midlertidigt være uvirksom i „syv tider“. I disse symbolske „tider“ ville de herskende hedenske magter, repræsenteret ved Nebukadnezar, opføre sig som ufornuftige, vilde dyr. Ved de „syv tiders“ afslutning skulle Guds rige genoprettes med hensyn til jorden, og han ville give herskermagten til den, hvem han havde bestemt at give den til. Medens han var her på jorden, blev han regnet for den ringeste af menneskene og måtte lide en forsmædelig død på Golgata. Det var Kristus Jesus, kong Davids efterkommer.

 7. Hvilken genoprettelse hentydede Peter til? Hvad viser det?

⁷ Det var ikke hedningemagterne, der tvang Jehova til at træffe den ordning med „syv tider“. Det var noget, han selv traf bestemmelse om i overensstemmelse med sin højeste vilje og vise hensigt. Men det afgør urokkeligt det spørgsmål, at genoprettelsen af Guds rige under Kristus kommer ved hedningernes tiders afslutning og bringer dem til ophør. Det var denne genoprettelse af Riget, apostelen Peter hentydede til, da han sagde til jøderne nogle uger efter, at Jesus var steget op til Herren Gud: „Når husvalelsens tider kommer fra Herrens åsyn, kan han sende ham, som er blevet prædiket for jer, Jesus Kristus. For himmelen må i sandhed huse ham indtil tiderne for alle tings genoprettelse, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid.“ (Apostlenes Gerninger 3:20, 21, Katolsk Brodersamfunds overs.) Peters ord her beviser, at Riget ikke blev genoprettet, da Jesus steg op til himmelen og satte sig ved Guds højre hånd. Det kunne det ikke være blevet, for Jerusalem blev ødelagt syv og tredive år efter, at Jesus steg til himmelen, hvorved Jerusalem altså blev nedtrådt endnu længere, indtil hedningernes tider skulle ophøre.

 8. Hvor længe varede Nebukadnezars sindssygdom? Hvad er den et billede på?

⁸ Syv bogstavelige tider gik hen over kong Nebukadnezar, da han pludselig blev sindssyg og bildte sig ind, at han var et græsædende dyr, og han blev jaget ud på den åbne mark som et dyr. De „syv tider“, Nebukadnezar tilbragte her, var syv år på tolv måne-måneder eller 360 dage i hvert år. Det ville blive 2520 år (7 × 360 dage) for de syv bogstavelige tider. De 2520 dage eller „syv tider“, hvori han var sindssyg, var et profetisk billede af „hedningernes tider“, i hvilke Jerusalem skulle være nedtrådt af hedningemagter, som var åndeligt ude af ligevægt, ligesom dyr. For de hedenske magters vedkommende er de „syv tider“ ikke bogstavelige, men må være symbolske. Gud giver os selv den regel, hvorefter symbolikken skal fortolkes, idet han siger om straffen over Israel: „Eet år for hver dag.“ (4 Mosebog 14:34) „For hvert år giver jeg dig een dag.“ (Ezekiel 4:6) De 2520 dage, som Nebukadnezars sindssyge varede, må følgelig have været et billede på 2520 år, som var fastsat for „hedningernes tider“. Hvornår begyndte dette lange tidsrum?

Udregning af tiden

 9. Hvor er bibelens tidsregning knyttet sammen med verdenshistoriens?

⁹ Bibelens tidsregning fører frem til verdenshistoriens tidsregning ved perserkongen Kyros den Stores første regeringsår. Kyros omstyrtede sammen med sin onkel, mederena Dareios, Babylons rige. Herom siger 1944-udgaven af The Westminster Dictionary of the Bible i sin tavle under „Kronologi“ (side 108): „539 f. Kr. indtager Kyros Babylon.“ The Encyclopedia Americana fra 1929 siger også under „Kyros den Store“ (side 373): „I 546 besejrede han Krøsos, den rige og mægtige konge i Lydien, og i 539 tog han Babylon, der ikke gjorde særlig modstand, fordi det var splittet af indre stridigheder.“ The Encyclopedia Britannica (ellevte udgave af 1910) siger under „Kyros den Store“ (side 707): „Hvorfor krigen med Babylon, som var blevet uundgåelig, blev udsat indtil 539, ved vi ikke. Også her ødelagde Kyros i et enkelt felttog en mægtig stat. Nabonidus’s hær blev slået; Babylon selv forsøgte ingen modstand, men overgav sig den 16. Tishri (den 10.b oktober) 539 til persergeneralen Gobryas.“

10. Hvordan finder vi tidspunktet for Kyros’s første regeringsår?

¹⁰ Denne Gobryasc bliver ofte identificeret som mederen Dareios. I Daniel 9:1 og 11:1 (overs. af 1871) tales der om „Dareios’s første år“ som „konge over kaldæernes rige“. Babylon blev omstyrtet i oktober 539 f. Kr., men babyloniernes oprindelige beregning af en konges regering gik fra den første i måneden Nisan i foråret.d Månederne fra oktober 539 til den 1. Nisan 538 f. Kr. blev derfor betegnet som hans „kongeværdigheds begyndelse“. Dareios’s første fulde regeringsår ville således gå fra den 1. Nisan 538 f. Kr. til slutningen af måneden Adar i 537 f. Kr. eller omtrentlig fra den 24. marts 538 til den 11. marts 537 f. Kr. efter den julianske kalender (eller fra den 18. marts 538 til den 5. marts 537 f. Kr. efter den gregorianske kalender).e Kyros’s første år sættes nu almindeligvis til 538 f. Kr. Hvis Kyros altså regerede sammen med Dareios, ville der i Kyros’s første fulde år være mere end to måneder i 537 f. Kr. til hans udstedelse af dekretet om genopbygningen af templet i Jerusalem.f Men hvis Kyros fulgte efter Dareios i eller lige efter Dareios’s første år, ville Kyros’s første fulde år gå fra den 1. Nisan 537 f. Kr. til slutningen af Adar 536 f. Kr. eller omtrentlig fra den 12. marts 537 til den 29. marts 536 f. Kr. efter den julianske kalender (eller fra den 6. marts 537 til den 23. marts 536 f. Kr. efter den gregorianske kalender). Det ville også give tilstrækkelig mange måneder i året 537 f. Kr. til, at Kyros’s dekret kunne nå ud over hele hans rige om, at der skulle gives bidrag til opbygningen af templet, til forberedelser til israelitternes rejse til Jerusalem og til, at de kunne bosætte sig i deres byer før den første dag i den syvende måned (Tishri) i 537 f. Kr. — Ezra 1:1; 2:68-70; 3:1, 6. Se fodnoten.g

11, 12. Hvordan vidste Daniel forud, hvor mange år Jerusalem skulle ligge øde?

¹¹ I 538 f. Kr., eller medens Dareios regerede, skrev Daniel: „I Dareios’s, Ahasverus’s søns, første regeringsår, han, som var af medisk byrd og var blevet konge over kaldæernes rige, i hans første regeringsår lagde jeg, Daniel, i skrifterne mærke til det åremål, i hvilket Jerusalem efter Jehovas ord til profeten Jeremias skulle ligge i grus, halvfjerdsindstyve år.“ — Daniel 9:1, 2.

¹² Om den tid, hvori „Jerusalem skulle ligge i grus“, siger Jeremias 25:11, 12: „Hele dette land [ikke blot Jerusalem, men også hele Judas land] skal blive til ørk og øde, og disse folkeslag skal trælle for Babels konge i halvfjerdsindstyve år. Men når der er gået halvfjerdsindstyve år, hjemsøger jeg Babels konge og folket der for deres misgerning, lyder det fra Jehova, også kaldæernes land hjemsøger jeg og gør det til evige ørkener.“ Om de samme halvfjerds år, hvori landet skulle ligge øde, sagde Jeremias 29:10 til de fangne jøder i Babylon: „Så siger Jehova: Når halvfjerdsindstyve år er gaaet for Babel, vil jeg se til jer og på jer opfylde min forjættelse om at føre jer tilbage hertil.“

13. Hvad gjorde ende på disse ødelæggelsens år som forudsagt?

¹³ Efter at landet havde ligget øde i halvfjerds år, blev de bortførte israelitter atter bosat i deres land, som det var forudsagt i Jeremias 33:10, 11: „Så siger Jehova: På dette sted, som I siger er ødelagt, uden mennesker og kvæg, i Judas byer og på Jerusalems gader, der er lagt øde, uden mennesker og kvæg, skal atter høres fryderåb og glædesråb.“ Landet skulle således ligge øde uden mennesker og husdyr, for at det kunne opnå en ubrudt række af sabbater i halvfjerds år. (Jeremias 32:43; 33:12; 36:29) De halvfjerds år, hvori Judas land lå øde, endte i 537 f. Kr., efter at Kyros i sit første regeringsår i Babylon havde udstedt sin befaling. Det skete, siger 2 Krønikebog 36:21-23, „for at Jehovas ord gennem Jeremias’s mund kunne opfyldes, indtil landet fik sine sabbater godtgjort; så længe ødelæggelsen varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve år. Men i perserkongen Kyros’s første regeringsår vakte Jehova, for at hans ord gennem Jeremias’s mund kunne opfyldes, perserkongen Kyros’s ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit rige og desuden kundgøre ved en skrivelse: Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle jordens riger har Jehova, himmelens Gud; givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt jer, der hører til hans folk, med ham være Jehova hans Gud, og han drage derop.“ En trofast rest af jøder eller israelitter drog derop i det år.

14, 15. I hvilket år begyndte hedningernes tider? Hvorfor ikke før?

¹⁴ Judas lands og Jerusalems øde tilstand endte således i 537 f. Kr. Da det var afslutningen på de halvfjerds års ødelæggelse, må disse år være begyndt syv årtier tidligere, nemlig i 607 f. Kr., og i det år må Jerusalem være blevet ødelagt af Nebukadnezar.

¹⁵ „Hedningernes tider“ eller de symbolske „syv tider“ begyndte altså ikke, da Farao-Neko af Ægypten tog Judas konge Joahaz til fange og gjorde hans broder Jojakim til konge af Jerusalem i hans sted. Det var i 628 f. Kr. „Hedningernes tider“ begyndte heller ikke efter Jojakims død, da Nebukadnezar kom til Jerusalem og afsatte hans søn Jojakin fra tronen. Han førte Jojakin som fange til Babylon og gjorde Jojakims broder Zedekias til konge i Jerusalem. Det var 617 f. Kr. (2 Kongerne 23:31 til 24:18) Nej, men „hedningernes tider“ begyndte i det ellevte år af Zedekias’s regering, i 607 f. Kr., da han blev sat fra tronen, og Judas land kom til at ligge øde uden mennesker og dyr. Da begyndte Jerusalem og hele riget at blive nedtrådt af hedningerne.

De „syv tiders“ afslutning

16. På hvilken dag og i hvilken jødisk måned ødelagde de Jerusalem?

¹⁶ Jeremias overlevede Jerusalems ødelæggelse i 607 f. Kr.. Han siger, at babylonierne lavede en breche i Jerusalems mur den 9. Thammuz, det vil sige på den niende dag i den fjerde jødiske måned af året. Derefter flygtede kong Zedekias og hans mænd fra Jerusalem, dog blot for at blive taget til fange. Så kom babylonierne på den tiende dag i den femte jødiske måned, det vil sige den tiende Ab, og begyndte at nedbrænde templet, kongeslottet og byens andre huse. De nedbrød dens mure, tog de tiloversblevne jøder til fange og bortførte de fleste af dem til Babylon, hundreder af kilometer derfra. (Jeremias 52:6-16) Hvornår var den 10. Ab i 607 f Kr.?

17. Hvornår faldt denne dag i 607 f. Kr. ifølge vor kalender?

¹⁷ Det jødiske år var et måneår og begyndte med den første nymåne nærmest ved forårsjævndøgn. Oplysninger, der er givet af Det Nautiske Almanakselskab i England, dateret den 11. december 1945, siger: „Forårsjævndøgn i år 607 f. Kr. var den 28. marts, og den nærmeste nymåne indtraf den 2. april i den 23. time. En nøjagtigere beregning vilde være betydningsløs.“ Men den administrerende direktør for U.S.A.s flådeobservatoriums nautiske almanak angiver den 1. august 1946 datoen for forårsjævndøgn i 607 f. Kr. som den 27. marts klokken 19.00 (efter den julianske kalenderh) og afviger således fra den engelske beregning med en dag. Det sætter datoen for nymånen nærmest forårsjævndøgn til den 2. april klokken 22.00 (efter den julianske kalenderi) og stemmer således med den engelske regnemåde. Heraf følger, at den femte nymåne, der er begyndelsen til den femte jødiske måned Ab, må være indtruffet klokken 10.00 den 30. juli (efter den julianske kalender) eller den 23. juli (efter den greoriarnske).j Denne nymåne vilde ikke være synlig før tredive timer senere i Jerusalem. Følgelig kan den 1. Ab eller den første dag af den femte jødiske måned ikke være begyndt før solnedgang den 1. august (julianske kalender) eller den 25. juli (gregorianske kalender). Derfor må den 10. Ab eller den tiende dag i den femte måned være begyndt ved solnedgang den 10. august og varet ved til solnedgang den 11. august, efter den julianske kalender, eller 3. til 4. august efter den gregorianske kalender.k På denne dag i 607 f. Kr. begyndte Jerusalems ødelæggelse som omtalt ovenfor.l

18. Men fra hvilken måned regner vi hedningernes tiders begyndelse? Hvorfor?

¹⁸ Men Judas lands fuldstændige ødelæggelse begyndte ikke den 11. august (juliansk) eller den 4. august (gregoriansk) i 607 f. Kr. Nebukadnezars hærfører lod de fattigste i landet blive boende for at dyrke det og passe vingårdene, og de blev ikke opfyldt af frygt og flygtede til Ægypten før nogen tid senere i sidste halvdel af den syvende måned i 607 f. Kr. (Jeremias 41:1-4, 11-15; 42:7; 43:4-7) Nymånen for denne syvende måned begyndte den 27. september klokken 15.00 efter den julianske kalender.a Judas land og Jerusalem kom altså ikke til at ligge øde hen og uden indbyggere før ind i oktober 607 f. Kr. Fra da af regner vi hedningernes tiders begyndelse.

19. I hvilken måned og hvilket år udløb de da? Hvilken begivenhed fulgte med?

¹⁹ Eftersom de syv symbolske tider begyndte i oktober 607 f. Kr. og vedvarede i 2520 år, må „hedningernes tider“ ende i oktober 1914 e. Kr. Da udløb Jehovas tid til at lade hedningemagterne på jorden udøve verdensherredømmet uden hans indblanding. Da udløb den tid, hvori Kristus Jesus skulle sidde ved hans højre hånd og vente på, at hans fjender skulle lægges for hans fodskammel. Det betyder, at Jehova Guds tid til at tage sin universelle magt og begynde sin regering med hensyn til jorden var kommet. Tiden var inde til hans riges fødsel ved at sætte hans søn Kristus Jesus på tronen for at virke med fuld magt som hans konge. Da var tiden kommet for opfyldelsen af Daniels syn af Menneskesønnen, der skulle komme hen til Jehova Gud, „den gamle af dage“, og gives „magt og ære og herredom, . . . og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham“. Ikke længere skal den teokratiske regering holdes i uvirksomhed, men Riget skal genoprettes, og Jehova Gud vil give magten til ham, som har retten til den. Da må Jehova udrække sin søns vældes spir fra Zion med befalingen: „Hersk midt iblandt dine fjender.“ (Daniel 7:13, 14; Ezekiel 21:27; Salme 110:1, 2) Alt dette er, hvad der fandt sted til den Højestes fastsatte tidspunkt, nemlig i året 1914 e. Kr.

Hvad endte, og hvad begyndte?

20, 21. Hvilket Jerusalem er ikke blevet nedtrådt siden da? På hvilken måde?

²⁰ Nu opstår der interessante spørgsmål. Nogen vil spørge: Når Jesus sagde, at Jerusalem skulle nedtrædes af hedningerne, indtil hedningernes tider endte, og hvis disse syv tider endte i oktober 1914, hvorfor ophørte Jerusalem så ikke at være nedtrådt af hedningerne i den måned for fem og tredive år siden? Vort svar er dette: Jesus sagde ikke, at Jerusalem skulle genopbygges på jorden af Jehovas folk ved hedningernes tiders udløb, og at den skulle befries for hedningernes herredømme. Vor tids by Jerusalem i Palæstina er ikke den store konge Jehovas by, selv om kristenheden kalder visse steder derovre for „hellige“. Denne by er dømt til undergang ved verdens ende. Men det sande Jerusalem skal leve for evigt som hovedstaden i Jehovas universelle organisation. Vi mener det nye Jerusalem, som Jesus Kristus viste apostelen Johannes i et syn på øen Patmos. Det er himmelsk, ikke jordisk. Det er åndeligt, ikke materielt eller skabt af mennesker. Det kommer ned fra himmelen for at regere over jorden. Det kommer ikke ned bogstaveligt, men det tager hele jorden under sit herredømme og sender sin mirakuløse magt ned fra himmelen for at fuldbyrde Guds vilje over hele jorden. — Åbenbaringen 21:1-23.

²¹ Jesus Kristus er „kongernes konge og herrernes herre“ i det sande Jerusalem. Ved udløbet af hedningernes tider i 1914 blev han sat på tronen som den aktive hersker i den „store konges by“, Jehovas by. Efter en afbrydelse på 2520 år ved de hedenske magter opstod den teokratiske regering således atter til magt i det nye Jerusalem for aldrig at blive nedtrådt af hedningerne. Tværtimod kom tiden i 1914 til, at disse hedenske fjender skulle lægges som fodskammel for det nye Jerusalems konge, og til at han skulle herske midt iblandt dem. — Salme 110:2.

22. Modbevises det af forfølgelserne imod Jehovas vidner efter 1914?

²² Men så vil nogen måske spørge: Når hedningernes tid for nedtrædelse af Jerusalem endte i 1914, hvorfor begyndte så i det år en stor forfølgelse af Jehovas vidner for at kulminere i 1918, da fjenderne praktisk talt dræbte Rigets vidnegerning? Vi svarer: Det var kristenheden, der bragte forfølgelserne over Guds sande Israel, Jesu Kristi efterfølgere, men det påvirkede eller ændrede ikke Kristi kongelige stilling i himmelen. I løbet af den første verdenskrig fra 1914 til 1918 udkæmpedes „kampen i himmelen“ mellem Jehovas nylig kronede konge og Djævelens dæmonorganisation. Den nye konge forblev på sin himmelske trone, men Djævelen og hans dæmoner blev kastet ned til jorden for at vente på deres undergang, når tiden kommer. Djævelen og hans dæmoner kunne ikke nedtræde det himmelske nye Jerusalem, men de blev selv lagt under kongens fødder. — Åbenbaringen 12:1-13.

23. Hvorfor blev forfølgelserne da tilladt? Hvad foregår til trods for dem?

²³ Jehovas vidner på jorden forkyndte om hedningernes tiders udløb i 1914 og hans riges oprettelse under Kristus. En rasende forfølgelse mod disse vidner blev tilladt, endog så langt, at de dræbte den offentlige forkyndelse af Riget i 1918, og det af en bestemt grund. Ikke for at vise, at Jerusalem yderligere skulle nedtrædes, men for at bevise for hele universet, at alle jordens nationer, kristenheden indbefattet, forkastede Jesus Kristus som jordens retmæssige konge. Hvordan kunne de bevise det, efter at han var blevet den aktive himmelske hersker, undtagen ved at forkaste hans riges budskab og hans sendebud, hans trofaste efterfølgere? Hvis afslutningen på forfølgelsen mod Jehovas vidner skulle afgøre sagen, så ville hedningernes nedtrædelse af Jerusalem ikke ende før slaget ved Harmagedon, når alle det nye Jerusalems hedenske fjender må bide i græsset i undergangen. For at vise, at det nye Jerusalems konge stadig var uafhængig og hævet over alle hedningernes magter og herredømme og over deres gud, Satan, Djævelen, genoplivede Jesus sine trofaste efterfølgeres rests offentlige virksomhed i 1919. Intet har i de tredive år siden da kunnet standse eller formindske deres verdensomfattende forkyndelse af Riget.

24. Hvorfor er krigens udbrud før oktober 1914 ikke noget bevis imod det?

²⁴ Men når hedningernes tider endte i oktober 1914, hvorfor begyndte nationerne så en rasende verdenskrig den 28. juli? Den dag gik Østrig-Ungarn i krig mod Serbien, og den 1. august erklærede Tyskland krig mod Rusland, og andre krigserklæringer fra det ene land i kristenheden til det andet fulgte hurtigt efter. Vi svarer: De fleste af krigserklæringerne i 1914 fandt sted i august måned, selv om krigserklæringerne vedblev i alle disse år indtil den 19. juli 1918, da Honduras erklærede Tyskland krig. August måned 1914 svarer til august måned 2520 år tidligere, da det gamle Jerusalem blev indtaget af babylonierne, og dets tempel og kongeslot blev ødelagt den 3.-4. august 607 f. Kr. efter den gregorianske kalender.b Men det betød ikke, at hedningernes tider begyndte der. I virkeligheden blev Jerusalem belejret af babylonierne i eet år og syv måneder, før den faldt. Ligeledes var der krigsrummel i kristenheden i så lang tid, før krigen virkelig brød ud i juli 1914 Det betyder derfor ikke, at hedningernes tider begyndte ved begyndelsen til Jerusalems belejring eller ved dens fald. Hedningernes tider begyndte, da både Jerusalem og Judas land var lagt fuldstændig øde i oktober 607 f. Kr. Følgelig må de ende i samme måned 2520 år senere, i oktober 1914 e. Kr. Ved udgangen af den måned var ti europæiske og fjernøstlige nationer i krig.

25. Endte verden i 1914? Hvad begyndte for den gamle verden?

²⁵ Nu spørger vi rent ud: Endte den gamle verden i 1914 e. Kr.? Vi svarer: Nej! Den gamle tingenes orden og hedningerigerne er stadig i høj grad levende og tilsyneladende stærkere end nogen sinde før, bevæbnet med atombomber og andre krigsvåben for at beherske situationen. Det er derfor indlysende, at svaret på spørgsmålet må være nej! Og Jesus sagde ikke i sin profeti, at verden skulle ende i det år. „Hedningernes tider“ endte der, men det var ikke verdens ende. Men da begyndte der noget for den dødsdømte verden. Hvilket? Dens „endens tid“, dens afslutning (syntéleia), hvori visse faktorer virker sammen hen imod en fælles afslutning. 1914 var begyndelsen til enden for denne verden. „Endens tid“ har en begyndelse og en afslutning. Den havde sin begyndelse i 1914 e. Kr. med „kamp i himmelen“. Den vil også få en afslutning, nemlig i slaget ved Harmagedon, hvor denne verden, den usynlige og synlige, vil blive udslettet. Apostlene spurte Jesus om et tegn på hans nærværelse, og hans nærværelse betegner en tidsperiode. Hans nærværelse falder sammen med denne verdens afslutning (syntéleia) eller „endens tid“ for den. (Mattæus 24:3, Amer. Stand.-Overs., margen) At verden gik ind i sin „endens tid“ i 1914, ved vi, fordi det tegn, Jesus forudsagde, begyndte at vise sig nøjagtig til tiden, ved hedningernes tiders udløb. Det var ikke et tilfælde uden betydning.

26. Hvordan viste Jesus, at verdens fuldstændige ende ikke ville komme i 1914?

²⁶ At den første verdenskrig i 1914 var begyndelsen til „endens tid“, viser Jesu profeti. Hvordan? Jesus taler om „endens tids“ afslutning eller endepunkt og bruger et andet ord, telos, der betyder „en fuldstændig ende og altså opfyldelsen, afslutningen, fuldbyrdelsen af noget“. (Liddell og Scott Græsk-Engelsk Leksikon, 1856) Da Jesus altså talte om begivenheder, der skulle ske, før „endens tid“ begynder, sagde han til sine apostle: „I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter. Se til, at I ikke lader jer skræmme, thi det må komme således. Dog, det er endnu ikke enden (telos, den fuldstændige afslutning).“ Eller som Lukas gengiver hans ord: „Men enden kommer ikke straks.“ Men hvorfor er den fuldstændige afslutning „endnu ikke“ kommet i 1914 eller ikke kommet „straks“? Hvorfor kom den ikke, så snart vi nåede til hedningernes tiders udløb i 1914? Jesus siger hvorfor, når han udtaler: „Folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt dette er kun veernes begyndelse.“ (Mattæus 24:6-8; Lukas 21:9-11) Disse begivenheder, der er tegn på hans usynlige nærværelse, må ske, før den teliske ende kommer, den fuldstændige afslutning.

27. Hvordan viser Daniel også, at „endens tid“ begyndte i 1914?

²⁷ Nøjagtig ved hedningernes tiders udløb i 1914 ser vi, at hele nationer rejser sig mod hele nationer, og hele riger mod hele riger, i en verdenskrig, hvis lige aldrig før har været. Den var ledsaget af og blev efterfulgt af jordskælv, hungersnød, pest og forfærdelige ting og store tegn fra himmelen. (Lukas 21:10, 11) Men disse begivenheder, sagde Jesus, var kun „veernes begyndelse“. De betegnede kun begyndelsen til „endens tid“ for verden, men ikke den fulde afslutning (telos). At den første verdenskrig var begyndelsen til „endens tid“, vises i Daniels profeti. Han sammenligner de demokratiske magter i denne krig med „sydens konge“, men de autoritære eller autokratiske magter med „nordens konge“, og det kirkelige Rom eller Vatikanet støtter den sidstnævnte konge. Så siges der i Daniel 11:40: „Ved endens tid skal sydens konge prøve kræfter med ham, og nordens konge stormer imod ham med vogne, ryttere og skibe i mængde og falder ind i landene, oversvømmer og overskyller dem.“ Læg mærke til, at Daniel siger, at det er ved „endens tid“, at disse militære bevægelser mellem de to konger eller verdensmagter finder sted. Da de begyndte i 1914, beviser det, at „endens tid“ begyndte i dette bemærkelsesværdige år.

28. Iblandt hvem må Kristus herske i „endens tid“? Hvorfor?

²⁸ Når hedningernes tider for verdensherredømmet endte i det år, og Guds rige blev født, var det ganske naturligt, at nationerne ville rase imod Jehovas kronede konge som et tegn på eller bevis for, at de forkastede ham. Det er derfor, at han i verdens afslutningsperiode skal herske midt iblandt sine fjender. Han må være nærværende i sin kongemagt i den periode. Hans nærværelse i endens tid for hans fjender stemmer da overens med den kendsgerning, at den gamle verdens afslutning (syntéleia) er en tidsperiode på flere år.

29. Hvad viser lignelsen om hveden og rajgræsset med hensyn til syntéleia?

²⁹ At afslutningen er en tidsperiode, fremgår også af Jesu lignelser. Efter at han havde fortalt lignelsen om hveden og rajgræsset og omtalt rajgræssets indsamling i høsttiden og indsamlingen af hveden i laden, sagde han: „Høsten er verdens ende [syntéleia, afslutning]; og høstfolkene er engle. Ligesom nu rajgræsset samles fra og brændes i ild, således skal det ske ved verdens ende. Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen; der skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige.“ (Mattæus 13:39-43) For at en sådan høstvirksomhed kan foregå og nå et højdepunkt, må verdens afslutning (syntéleia) være en tidsperiode fra 1914 og fremefter.

30. Hvordan slås dette yderligere fast i lignelsen om voddet?

³⁰ Dette faktum slås yderligere fast i Jesu lignelse om voddet. „Fremdeles er det med himmeriget ligesom med et vod, der blev kastet i havet og indfangede fisk af alle slags. Da det blev fuldt, trak man det op på strandbredden og satte sig og samlede de gode sammen i kar, men kastede de ubrugelige ud. Således skal det ske ved verdens ende [syntéleia, afslutning]. Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ildovnen; der skal der være gråd og tænderskæren.“ (Mattæus 13:47-50) For at en sådan virksomhed kan udføres af Kristi Jesu engle under hans nærværelse som konge, må denne gamle verdensordens afslutning (syntéleia) strække sig over en tidsperiode fra 1914 e. Kr., efter hedningernes tiders udløb.

(The Watchtower, 1. november 1949)

[Fodnoter]

I forbigående bemærker vi, at den tidligere latinskolelærebog „On the Road to Civilization — A World History“ af Heckel og Sigman, udgivet i 1937, siger følgende på side 61 under „Det babyloniske fangenskab“: „Perserkongen Kyros besejrede Babylon (538 f. Kr.). Han tillod hebræerne at vende tilbage til deres hjemland Juda og holdt det som en provins under det persiske rige.“ Ifølge dette ville Kyros’s første fulde regeringsår falde i 537 f. Kr., fra den 1. Nisan og fremefter.

Julianske kalender 607 f. Kr.

Forårsjævndøgn: 27. marts Greenwich tid: 19.00

Nymåne [første]: 2. april — 22.00

Nymåne [anden]: 2. maj — middag

Nymåne [tredje]: 1. juni — 3.00

Nymåne [fjerde]: 30. juni — 19.00

Nymåne [femte]: 30. juli — 10.00

Nymåne [sjette]: 29. august — 1.00

Nymåne [syvende]: 27. september — 15.00

„Med hensyn til datoer så langt tilbage i tiden kan solens og månens bevægelser ikke beregnes nøjagtigt nok til at angive tiden for disse fænomener nærmere end inden for nogle få timer.“

I Lukas 21:20-24 forudsagde Jesus den anden ødelæggelse af Jerusalem i år 70 e. Kr. Herom siger den jødiske historieskriver Josephus i Jødernes Krige, bog 6, kapitel 8, at efter at Jerusalem var stukket i brand, „medens alt brændte, oprandt den ottende dag af måneden Gorpieus eller Elul over Jerusalem“.

The Encyclopædia Britannica, bind 26, ellevte udgave af 1910, siger under „Titus“ (side i 032): „Vespasian, som var blevet udråbt til kejser, vendte tilbage til Italien og lod Titus fortsætte Jerusalems belejring, og byen blev indtaget den 8. september 70.“

Denne dato, 8. september, kan kun være tilnærmelsesvis. Måneden Elul, i hvilken Josephus siger, at Jerusalem blev ødelagt, er den sjette jødiske måned. Ifølge den tavle, der er leveret os af direktøren for U.S.A.s flådeobservatoriums nautiske almanak den 5. august 1947, begyndte nymånen for den første jødiske måned klokken 20.00 den 30. marts år 70 e. Kr., og nymånen for den sjette måned begyndte den 24. august klokken 1.00. Den ottende dag af måneden Elul, på hvilken Jerusalem blev ødelagt, må derfor være begyndt ved solnedgang den 2. september (julianske kalender) eller 31. august (gregorianske kalender) i år 70 e. Kr.

Men selv om byen Jerusalem blev ødelagt den dag, fortæller Josephus os, at templet blev ødelagt af romerne den 10. Ab, eller den 5.-6. august (juliansk) eller den 3.-4. august (gregoriansk) i år 70 e. Kr., og han siger, at den dag var den samme dag i året som den, på hvilken templet blev ødelagt af babylonierne i år 607 f. Kr. (Jødernes Krige, bog 6, kapitel 4, paragraf 8). Se paragrafferne 16 og 17 i denne artikel.