Mennesker af alle folkeslag samles i een hjord

„Som en hyrde tager sig af sin hjord på stormvejrets dag, således tager jeg mig af min hjord og redder den fra de steder, hvorhen de spredtes på skyernes og mulmets dag.“ — Ez. 34:12.

Præsidenten for Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab holdt dette foredrag ved afslutningshøjtideligheden for den 21. klasse fra Vagttaarnets bibelskole Gilead. Denne højtidelighed fandt sted søndag eftermiddag den 19. juli 1953 under Den nye Verdens Samfunds stævne, som Jehovas vidner afholdt på Yankee Stadium i New York.

 1. Hvilken længsel i forbindelse med menneskeslægten vil blive opfyldt, og hvorfor ret snart?

DET er opløftende at tænke på, at mennesker fra de mange forskellige folkeslag skal samles ind i een hjord. Alle mennesker er af eet og samme kød, af een og samme slægt, den enes velfærd betyder alles velfærd, og hvor længes ikke ethvert oprigtigt hjerte efter den tid, da alle, som lever på jorden, skal forenes i en stor familie, da retfærdighed skal herske og alle stå på lige fod, knyttet sammen af kærlighedens ubrydelige bånd! Den inderlige længsel hos enhver, som føler lede ved synet af menneskehedens selviskhed og indbyrdes uenighed og idelige bekrigen hinanden, vil blive stillet tilfreds, og det ret snart. Ingen ønsker en forenet menneskehed mere end netop menneskets egen Skaber, og det er hans hensigt at virkeliggøre dette sit ønske. Han har med navns underskrift gjort os skriftligt bekendt med dette, og han vil aldrig lade sit skrevne ord reducere til en lap papir eller lade det forblive uopfyldt. Hans eget navn står på spil; menneskers evige velfærd står på spil. Alt dette er af største betydning for Skaberen, der er en skaber med respekt for sig selv, og det er derfor, at han agter at samle alle retsindige mennesker sammen i een fredfyldt fold. Vi lever i den tid, han har bestemt til at lade dette ske, og det er en vidunderlig tid at leve i og se hans hensigter blive opfyldt.

 2. I hvilken forstand har alle mennesker været som får, og hvad har de behov?

² Set under forskellige synsvinkler er menneskene som får. Når man betænker, hvorledes mennesker dør uden at kende deres Skaber og i så store antal som ofre for morderisk nedslagtning eller som dødens reglementerede bytte, kunne de lige så godt være får. Den inspirerede salmist gav en livagtig skildring af deres tilfælde, da han sagde: „I dødsriget [sheol, RS] drives de ned som får, deres hyrde skal døden være; de oprigtige træder på dem ved gry, deres skikkelse går opløsning i møde, dødsriget [sheol, RS] er deres bolig.“ (Sl. 49:15) Som får har de gerne flokkevis fulgt en leder, men til deres egen ulykke og undergang har de forladt sig på og fulgt falske ledere. Ærgerrige mennesker har gjort sig til menneskers hyrder bare for at udnytte og drage fordel af dem, men de har svigtet dem i farens stund og overladt dem til at blive slagtet ned. Menneskeheden er faret vild, har måttet udstå mange genvordigheder og været uden trøster. Den har trængt til en sand og ægte hyrde, en hyrde, der havde medfølelse med fårene, og som de kunne følge loyalt og underkaste sig i fuldkommen tryghed.

 3. Hvem kunne man i særdeleshed forvente ville tage sig af de stakkels menneskefår, og hvorfor?.

³ Hvem kunne man vente ville have større omsorg for disse stakkels menneskefår end netop Skaberen selv? Det ville være en ussel skaber, der ikke interesserede sig for sit skaberværk og især ikke for følsomme skabninger, der er afhængige af hans vejledning og omsorg og har hans beskyttelse mod deres fjender behov. Den sande og levende Gud er ikke en hjerteløs, selvoptagen skaber, der viser sine får mindre medlidenhed og hensyn end en jordisk hyrde sine. Den ømhed, omhu og kærlighed, som en simpel hyrde nærer for sådanne tillidsfulde, lydige og harmløse skabninger, blev nedlagt i det menneskelige hjerte, dengang Skaberen skabte det fuldkomne menneske og befalede ham at udøve herredømme over hele den lavere dyreskabning. (1 Mos. 1:26-28) Det er en begunstigelse mod mennesker, når Gud, deres Skaber, sammenligner dem med får, for det røber de kærlige følelser, han nærer for dem. Hvis de er som får i hans øjne, må det være, fordi han regner sig selv for at være deres hyrde. Når de er i fare, er han sig det ansvar bevidst, der påhviler ham som deres hyrde. Hvis de farer vild og bliver bytte for onde mennesker eller vilde dyr, står det til ham at opsøge de nødstedte får og for enhver pris bringe dem tilbage. Skønt det har stillet store krav til den kærlige Skabers overbærenhed, har han i sin trofasthed mod sine skabninger ikke undladt at røgte sit ansvar som menneskehedens hyrde. Da Skaberen, Jehova Gud, har lovet at handle således, har han ladet sin profet erklære:

 4. Hvad lovede Jehova at gøre for fårene ifølge Ezekiel 34:11-16?

⁴ „Thi så siger den Herre Jehova: Se, jeg vil selv spørge efter min hjord og tage mig af den. Som en hyrde tager sig af sin hjord på stormvejrets dag, således tager jeg mig af min hjord og redder den fra de steder, hvorhen de spredtes på skyernes og mulmets dag; jeg fører dem bort fra folkeslagene, samler dem fra landene og bringer dem til deres land, og jeg røgter dem på Israels bjerge, i kløfterne og på alle landets beboede steder. På gode græsgange vil jeg vogte dem, og på Israels bjerghøjder skal deres græsmarker være; der skal de lejre sig på gode græsmarker, og i fede græsgange skal de græsse på Israels bjerge. Jeg vil selv røgte min hjord og selv lade dem lejre sig, lyder det fra den Herre Jehova. De vildfarende dyr vil jeg opsøge, de adsplittede vil jeg bringe tilbage, de sårede vil jeg forbinde, de svage vil jeg styrke, og de fede og kraftige vil jeg vogte [tilintetgøre, AS]; jeg vil røgte dem, som det er ret.“ — Ez. 34:11-16.

 5. Hvad viser det, at Herren Jehova selv må påtage sig hvervet som hyrde og komme fårene til undsætning?

⁵ Det må i sandhed være alvorligt, når Herren Jehova selv må påtage sig hvervet som hyrde og opsøge sine får og bringe dem tilbage. I betragtning af den frygtelige tilstand, menneskeheden i dag befinder sig i, kan vi forstå, at Herren Jehova nu mere end nogen sinde føler sig nødsaget til at opfylde sin egen profeti og komme fårene til undsætning. Og sådan forholder det sig også! Den guddommelige hyrdes virken viser sig tydeligt i profetiernes opfyldelse. Fårenes sørgelige forfatning taler sit klare sprog om, at de er blevet forsømt på det groveste og slet behandlet. Det er ikke Herren Jehova, der har forsømt dem og behandlet dem dårligt, men derimod mennesker, som i selvisk øjemed har påtaget sig rollen som hyrder for Guds får og frabedt sig Jehova Guds indblanding.

 6. Hvem er det let at identificere som de dårlige hyrder, og hvad har deres slette adfærd udsat deres hjorde for?

⁶ Det er ikke svært at finde ud af, hvem det er, der er dårlige hyrder. Enhver ved, hvem folkene i kristenheden villigt har fulgt eller været nødsaget til at følge som deres ledere. Det religiøse præsteskab kendes af alle som sådanne, der hævder, at menighederne er deres får og de selv deres åndelige vejledere. Men i Bibelen omtales også de politiske storherrer som hyrder, som folkets åndelige vejledere og tilsynsmænd. De politiske herskere i de nationer, der bekender sig til kristendommen, bør derfor også henregnes blandt hyrderne. De religiøse hyrder har samarbejdet med de politiske hyrder. De har fulgt og støttet de verdslige hyrder i disses politiske planer, selv også når disse hyrder gik til sådanne yderligheder, at de tilrev sig diktatorisk eller totalitær magt. De har velsignet deres angrebshære og derved ført millioner af deres får ud på slagmarken for at slagtes. De har forledt fårene til at være aktive parthavere i denne fordærvede verden. For at sikre sig de politiske hyrders støtte, både finansielt og i anden henseende, har de været villige til at lade deres religiøse fårehjorde forblive mentalt og økonomisk underudviklede. Ganske særlig har de undladt at give deres hjorde åndelig føde fra Guds skrevne ord, og hjordene er derfor sørgeligt uvidende om Bibelen. Alt dette har bevirket, at hjordene er blevet skydeskive for en ny politisk hyrde, den gudløse kommunisme, der står som en trusel mod kristenheden. I en ledende artikel med overskriften „Fascisme kontra demokrati“ viser New York Times for 21. maj 1953, hvad de religiøse hyrders meriter har resulteret i. Der siges her, at Italien trods de milliarder dollars, hvormed Amerika har støttet dette førhen fascistiske land, har „det største kommunistparti uden for Sovjetlandene“ og „nu ville have haft en kommunistisk regering, hvis vi ikke var kommet det til hjælp“.

 7. Hvilke får har de forgrebet sig på og splittet, og hvornår? Hvad har kristenheden ikke formået at frembringe?

⁷ Disse religiøse og politiske hyrder har udpint og flået deres egne fåreflokke, gjort sig selv til gode på deres bekostning og drevet dem ind på veje, der fører til død og undergang. Og ikke nok med det, men de har trængt sig ind på Herren Jehovas sande hjord og har adsplittet hans får. Dette fandt ganske særlig sted i den periode under den første verdenskrig, som Jehova kalder „skyernes og mulmets dag“, da hans vidner hele verden over blev udsat for en hård forfølgelse, der var anstiftet af kristenhedens religiøse hyrder. I sin forudviden profeterede Jehova Gud følgende om kristenhedens hyrder: „I styrede dem med hårdhed og grumhed. Derfor spredtes de, eftersom der ingen hyrde var, og blev til æde for alle markens vilde dyr; ja, de spredtes. Min hjord flakkede om på alle bjerge og på hver en høj banke, og over hele jorden spredtes min hjord, og ingen spurgte eller ledte efter dem.“ (Ez. 34:4-6) Lige siden den første verdenskrig og til denne dag har kristenheden ikke formået at frembringe en hyrde eller en hyrdeorganisation, der kunne samle mennesker fra alle folkeslag sammen i een fredelig hjord inden for en tryg og sikker fold. Den civilisation, som kristenheden praler af, trues af undergang.

Menneskehedens hyrde og hersker står frem

 8. Hvem må fårene derfor se hen til, om de skal reddes, og hvad har han gjort i nøje opfyldelse af sit løfte?

⁸ Det er ikke til at tage fejl af. Det er fuldstændig blevet overladt til Skaberen, Jehova Gud, at redde dem blandt menneskeheden, som har fårets egenskaber. Det er ham, alle de vildfarende, syge, svage og sårede får, der hungrer og tørster efter retfærdighed, må se hen til. Gør de det, og tager de ham på ordet, vil de ikke søge forgæves. „Jeg vil selv røgte min hjord,“ har han sagt, og han har holdt sit ord. Hvordan? Ved at oprejse en duelig og prøvet hyrde, der vil søge efter alle hans får og samle dem sammen til enhed i Guds store familie. Derfor lyder hans løfte: „Derfor vil jeg hjælpe min hjord, så den ikke mere skal blive til rov, og skifte ret mellem får og får. Jeg sætter een hyrde over dem, min tjener David, og han skal vogte dem; han skal vogte dem, og han skal være deres hyrde. Og jeg, Jehova, vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste iblandt dem, så sandt jeg, Jehova, har talet.“ — Ez. 34:22-24.

 9. Hvem er denne hyrde og fyrste, og hvorfor er det ikke fortidens David?

⁹ Hvem er den hyrde og fyrste, som Jehova vil sætte over sine får, så han kan redde og vogte dem? Det er Davids store søn, Jesus Kristus. Han er arving til pagten om Riget, som Jehova sluttede med kong David. Denne pagt var en borgen for, at han ville oprejse kong David en sæd eller efterkommer, der skulle sidde på tronen for evigt, og hvis kongedømme skulle være uden ende. (2 Sam. 7:12-17; Sl. 89:35-38; Luk. 1:31-33; 22:28-30) For nitten århundreder siden, dengang han som konge red ind i byen Jerusalem, råbte skarerne, der fulgte ham: „Hosianna, Davids søn!“ Det vil sige: „Giv dog frelse, Davids søn!“ (Matt. 12:15) Kong David har været død i årtusinder, men vi behøver ikke at vente på hans opstandelse fra de døde, for at Jehova skal opfylde sit løfte. Navnet „David“ betyder „elskede“ og hentyder til Jehovas Messias, hans Kristus eller salvede. Det var om Jesus Kristus, Jehova sagde fra himmelen: „Denne er min søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.“ Han er derfor den større David eller den elskede. Selv fortidens kong David omtalte ham som sin herre og overordnede, dengang han sagde: „Herren [Jehova, NW] sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder.“ (Matt. 22:43, 44; Sl. 110:1) Jesus døde trofast mod Gud efter at have prædiket for de fortabte får af Israels hus og uden at forspilde sin arveret til pagten om Riget. Derfor oprejste Gud ham fra de døde og modtog ham i himmelen og gav ham sæde ved sin højre hånd på sin trone, der er langt mere ophøjet end den jordiske trone, hans stamfader kong David sad på.

10. Hvis får bekendte David sig at være? Hvis får var Jesus, og hvilket hverv påtog han sig i lighed med sin fader?

¹⁰ Som dreng var hans forfader David hyrde, og han var hverken bange for at møde en løve eller en bjørn, når han derved kunne komme sin faders får til undsætning, eller tage kampen op med en kæmpe for derved at udfri Jehovas menneskefår, Israels folk. David betragtede til gengæld også sig selv som et Guds får. Han skrev den tre og tyvende salme, der begynder med ordene: „Jehova er min hyrde.“ Således forholdt det sig også med Jesus Kristus. Han bekendte, at Jehova var hans store hyrde og han selv et af Jehovas får. Bibelen omtaler Jesus som „Guds lam, som bærer verdens synd“. (Joh. 1:29, 36; Åb. 5:6, 12) Jesus erkendte om sig selv, at han var den, som Jehova Gud havde udset til at vogte sine jordiske får og til endogså at give sit liv hen for dem. I skønne vendinger sagde han: „Jeg er den gode [rette, NW] hyrde; den gode [rette, NW] hyrde sætter sit liv til for fårene.“ Fremdeles sagde Jesus for at fastslå, at han var hyrde ligesom sin himmelske fader: „Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd. . . . og ingen kan rive noget ud af min faders hånd. Jeg og Faderen, vi er eet.“ — Joh. 10:27-30.

11. Ophørte Jesus Kristus med at være hyrde, dengang han blev konge? Begrund dit svar.

¹¹ Skønt David var konge over Israels folk, omtales han dog som sit folks hyrde. Jehova sagde til David: „Du skal vogte [være hyrde for, AS] mit folk Israel og være hersker over Israel!“ Israels dommere, der levede forud for kong David, blev kaldt hyrder, og Jehova omtalte dem som „Israels dommere, som jeg satte til at vogte [være hyrder for, AS] mit folk Israel“. (2 Sam. 5:2; 7:7) Det er også tilfældet med Jesus Kristus. Når hans fader, Jehova Gud, gør ham til konge over den nye verden, vil Jesus ikke ophøre med at vogte fårene, hvor ringe denne gerning end kunne synes at være. Han bliver den regerende hyrde for alle sine undersåtter, for det er for dem, han har givet sin sjæl hen og sat sit liv til som menneske. Det er ham, vi nu hylder; det er ham, til hvem vi råber „Hosianna!“ Vi gør det, fordi han alene er den, som Jehova Gud har ladet fremstå som hyrde for menneskehjorden! I 1914, da „nationernes fastsatte tider“ ophørte, indsatte universets højeste hersker ham på tronen i de høje himle som den nye verdens regerende konge. Ved denne handling gjorde han ham til kongelig hyrde for alle, som skal opnå evigt liv i den retfærdige, nye verden. Da hans rige fødtes af Guds teokratiske organisations moderskød, blev profetien opfyldt: „Og hun fødte et drengebarn, som engang skal vogte [være hyrde for, NW] alle folkeslag med jernspir.“ (Åb. 12:5) Til forsvar for sit folk vil han bruge jernsceptret mod de verdslige nationer og knuse dem, som var de en pottemagers skrøbelige kar.

12. Hvorfor blev Jesus Kristus ved sin kroning på Zions bjerg indsat som en hyrdekonge?

¹² Vi må forstå og værdsætte, hvorfor den Højeste har indsat Jesus Kristus som hyrdekonge. Siden Kristi kroning på det himmelske Zions bjerg har fårene været adspredt videnom på grund af den første verdenskrig og de begivenheder, der fulgte i dens kølvand. Man har kaldt den efterkrigstid, vi lever i, flygtningenes tid, men det har snarere været de adsplittede fårs tid. Hvor umådelig tiltrængt var det derfor ikke, at fårene skulle samles sammen fra alle de nationer, de var blevet adsplittet iblandt, og føres ind i en fredfyldt hjord! Derfor besluttede Jehova at tage sig af sin hjord „som en hyrde“, og han bestemte at sætte „een hyrde over dem, min tjener David, og han skal vogte dem“. Der skulle derfor udføres en vidtrækkende hyrdegerning blandt folk af alle nationer.

Hyrdegerningen

13. Hvorfor bør vi ikke give op, fordi Jehova og Jesus ikke viste sig synligt som hyrder, især når vi tænker på Davids og Israels erfaringer?

¹³ Der er ingen, der i selvopgivelse behøver at sige: „Men Jehova Gud og Jesus Kristus er åndelige, usynlige og vil altid forblive sådan. De har ikke vist sig synligt for at opsøge og indsamle de spredte og adsplittede får blandt menneskeheden. Hvordan kan man derfor vide, at de er kommet og har opsøgt og bragt de vildfarende får tilbage?“ Husk, at salmisten David sagde tilbedende: „Jehova er min hyrde“, skønt den store, kærlige Gud aldrig havde vist sig i en fårehyrdes klædning og med hyrdestav i hånd. Ikke desto mindre havde David som et ydmygt får erfaret Guds nænsomme omsorg for ham, og han skildrer den i sin smukke salme. Husk også, at Jehova var det gamle Israels hyrde. Salmisten Asaf siger: „Lyt til, du Israels hyrde, der ledede Josef som en hjord.“ En anden af Israels salmister skrev: „Thi han er vor Gud, og vi er det folk, han vogter, den hjord, han leder.“ (Sl. 80:2; 95:7) Til trods for at Jehova Gud var usynlig, ledede han dog Israels folkehjord ud af Ægypten, gennem den frygtelige ørken og ind i Palæstinas fold, hvor han trofast vogtede dem som sine får, så længe de som får underkastede sig ham og viste ham tillid og loyalitet. Hvad der var muligt og historisk sandt på Israels tid, kan også være muligt nu og har vist sig historisk korrekt siden den første verdenskrig, „skyernes og mulmets dag“. At se alt dette er underfuldt for vore øjne.

14. Hvad betyder det altså, at Jehova opsøger sine får og oprejser den større David, og hvad betyder det for kristenhedens politiske og religiøse hyrder?

¹⁴ At Jehova selv opsøger sine får og har oprejst den større David som fyrste til at vogte dem, betyder ikke, at Jehova aflægger sit usynlige væsen, men at han udruster trofaste tjenere her på jorden og sender dem ud for at repræsentere ham som hyrder blandt alle nationerne, og at de opsøger, indsamler, vejleder og vogter hans får under guddommeligt overopsyn. Han siger: „I er min hjord, I er den hjord, jeg røgter, og jeg er jeres Gud, lyder det fra den Herre Jehova.“ (Ez. 34:31) Hvem ville Herren mon udsende i denne verdensomspændende hyrdegerning? Mon det ville blive kristenhedens religiøse og politiske hyrder, idet kristenheden jo er et sidestykke til fortidens Israel? Nej, for han er imod dem på grund af deres forsømmelighed i varetagelsen af deres tjeneste. „Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Jehova: Fordi min hjord blev til rov, fordi min hjord blev til æde for alle markens vilde dyr, eftersom der ingen hyrde var, og hyrderne ikke spurgte efter min hjord, og fordi hyrderne røgtede sig selv og ikke min hjord, derfor, I hyrder, hør Jehovas ord! Så siger den Herre Jehova: Se, jeg kommer over hyrderne og kræver min hjord af deres hånd, og jeg sætter dem fra at vogte min hjord; hyrderne skal ikke mere kunne røgte sig selv; jeg redder min hjord af deres gab, så den ikke skal tjene dem til æde.“ (Ez. 34:7-10) Nu skal der ske en forandring! Fårenes harmfulde ejer har bestemt at fjerne alle dem i kristenheden, som har påstået at være hans fårs religiøse og politiske hyrder „af Guds nåde“, men som har ført menneskemasserne ud i det morads, hvori de nu befinder sig. Hans hastige aktion i denne henseende blev billedligt fremstillet, da hans profet sagde: „Og jeg ryddede de tre hyrder af vejen i een måned.“ (Zak. 11:8) Han vil kræve fårene af deres hånd.

15. Hvem ville Jehova udsende som sine repræsentanter i denne hyrdegerning, og hvad måtte der først ske med dem?

¹⁵ Hvem ville Herren Jehova da udsende som sine synlige repræsentanter i denne hyrdegerning? Hvem var de nærmeste dertil? Hvem andre end dem, hvis Gud er Jehova, som ikke skammer sig over at bære hans navn og have hans navn på deres læber — Jehovas egne trofaste vidner? Hvor det er passende i betragtning af, at hans „ene hyrde“, Jesus Kristus, sagde om sig selv, at han var „det troværdige og sanddru vidne“! (Åb. 3:14) Denne hyrdekonge ville altså som sine repræsentanter bruge mennesker, der som han selv var vidner! Ved afslutningen på den første verdenskrig var resten af Jehovas vidner imidlertid selv som en fårehjord, der var blevet splittet og adspredt. Guds riges fjender havde taget eksempel af Judas’ og de religiøse og politiske hyrders adfærd på Jesu tid og havde forkastet Jehovas hyrdekonge. Det gjorde de ved at forkaste budskabet om Riget og forfølge hans efterfølgere, budbærerne. Profetien blev således til fulde opfyldt på dem: „Hyrden vil jeg slå, så fårehjorden spredes.“ (Zak. 13:7; Matt. 26:31) Den adsplittede rest måtte derfor først indsamles, hvis den skulle få del i Jehovas hyrdegerning under hans hyrdekonge. Fra og med året 1919 gav den kærlige Skaber sig til at genindsamle sine får, da denne verdens politiske og religiøse hyrder ikke gjorde noget tegn dertil. Han lod fårene høre den hyrdes røst, som han havde ladet fremstå og sat til at vogte hjorden. Røsten var budskabet fra hyrdekongen, den større David. Den forsikrede dem om, at Guds rige var blevet oprettet og lagt i hans hænder, og at „det gode budskab om Riget“ skulle forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, inden den absolutte ende på denne verden kom.

16. a) Hvorfor blev de ikke indsamlet til en uvirksom tilværelse? b) Hvilket navn antog de, og hvorfor er det omsonst, at fjenderne kritiserer dem, fordi de bærer dette navn?

¹⁶ Fårene i hans kongelige „lille hjord“ kendte denne særprægede, uforlignelige røst, den større Davids røst, og adlød den. Fra jordens ender, hvortil de var blevet adsplittet, flokkedes de nu sammen i tusindvis til en enig organisation, der stod under hans omsorg. Der ville de være i tryghed under den tilstundende verdens ende og sikre på at modtage livgivende, åndelig føde. Guds lams efterfølgere, der var som får, havde ikke været uvirksomme. I årenes løb havde de udført meget arbejde, for de måtte jo følge deres leders eksempel og gå ud og opsøge de vildfarende og adsplittede får og give dem den nødvendige åndelige føde og lede deres skridt ind i den fold, der står under Guds omsorg og beskyttelse. Som en anerkendelse af, at Jehova Gud havde samlet dem på ny, og som en bekendelse af, at de var hans hjord, antog resten af den „lille hjord“ det navn, der kendetegner dem som Jehovas vidner. Det var i året 1931, og lige til denne dag har de levet op til dette navn. Det er helt ved siden af, når fjenderne retter smålig kritik mod dem og spørger, hvem der har gjort dem til Jehovas vidner. De skulle hellere pege på, hvori de har undladt at gøre, hvad navnet kræver af dem — at vidne om Jehova.

„Andre får“

17. Hvilken større forståelse gav Gud sin genindsamlede rest i 1931?

¹⁷ Indsamlingen af alle Guds får på jorden var ikke tilendebragt i året 1931. Men den guddommelige vogter, der selv havde påtaget sig det ansvar at indsamle og give sine får næring, gav i det år sin genindsamlede rest et klarere udsyn og en bedre forståelse. Han åbnede deres øjne for den store hyrdegerning, der endnu var at udføre. Skarer på skarer af retsindige mennesker skulle mærkes i deres pander med sandheden, for at de kunne opnå evigt liv. Resten måtte gå ud og opsøge eller jage disse mennesker, som sukkede og jamrede over de vederstyggeligheder, der går i svang i kristenheden. De måtte mærke dem der, hvor deres forstand har sæde, for at de, som således blev mærket, kunne give til kende, at de tilhører Jehova Gud og er undersåtter under hans konge Jesus Kristus. (Ez 9:1-4) Det har vist sig at være et kolossalt arbejde.

18. a) Hvem døde den rette hyrde også for, og hvad må han derfor gøre inden verdens ende? b) Hvad skyldes det, at der kan opnås enighed inden for hjorden?

¹⁸ Jesus, den rette hyrde, døde for flere end den „lille hjord“, der skal arve det himmelske rige med ham. Han døde også for dem, som skal opnå fuldkomment liv som mennesker i den nye verdens jordiske paradis. Disse må han begynde at indsamle nu inden den gamle verdens ende og den nyes komme. Den kommende verdensødelæggelse gør det nødvendigt for dem at blive mærket til beskyttelse. Det var dem, Jesus hentydede til, da han sagde: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne [Rigets] fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive een hjord, een hyrde.“ (Joh. 10:16) Jesu omtale af denne ene hyrde stemmer overens med Jehovas profeti, der gælder vor tid: „Jeg sætter een hyrde over dem, min tjener David, og han skal vogte dem.“ Det tilkendegiver, at Jesus, Davids kongesøn, er den, som Jehova omtaler som „min tjener David“, den ene hyrde. (Ez. 34:23) Det er udelukkende, fordi der er een hyrde, at den ene hjord kan blive forenet i en verdensomspændende enhed, selv om dens medlemmer indsamles fra så mange forskellige nationer. I skærende modsætning til den gamle verden, hvor der hersker håbløs uenighed, en uenighed, der bærer undergangen i sit skød, har den almægtige Jehova med held oprettet sand enhed blandt sin ene hjord under den ene hyrde, hans regerende konge. Der findes ingen så tiltrækkende og forenende kraft i universet som den eneste sande og levende Gud og hans hyrdekonge. „Og jeg, Jehova, vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste iblandt dem, så sandt jeg, Jehova, har talet.“ (Ez. 34:24) Hvilken forenende kraft ligger der ikke i denne udtalelse!

19. Hvordan blev den teokratiske organisation en hyrdeorganisation? Hvilken åbenbaring i 1935 hilste de med glæde?

¹⁹ Så snart den genindsamlede rest af Guds kongelige „lille hjord“ i hans ord så, at den „ene hyrdes“ arbejde gik ud på at samle sine „andre får“ sammen, og at han måtte begynde på det, inden den gamle verden forgik i en katastrofe, tog de med begejstring denne hyrdegerning op sammen med ham. På denne måde blev hele den teokratiske organisation en hyrdeorganisation. Med glædesråb og håndklap modtog de i 1935 den åbenbaring fra Guds ord, at en „stor skare“, ja utallige flokke af disse „andre får“, skulle samles ud af „alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“ inden denne verdens sidste trængsel, og at de også skulle tjene Jehova Gud aktivt dag og nat i hans åndelige tempel. — Åb. 7:9-15.

20. Hvem har de siden da budt velkommen blandt hjorden, og hvorledes har disse efterlignet den „ene hyrde“?

²⁰ Lige siden da har de frydet og glædet sig over den måde, hvorpå Gud har belønnet deres hyrdegerning. Hvert år har de hilst nye skarer „andre får“ velkommen blandt hjorden ved Guds tempel. Disse „andre får“ har indsuget den ånd, der gennemsyrer den lille rest. De har forstået, at de bør efterligne den „ene hyrde“ og sammen med ham være med til at opsøge andre vildfarende og adsplittede får. De har taget denne gerning op i loyalt samarbejde med resten under den himmelske hyrdes, den større Davids, førerskab. Selv de fascistiske, nazistiske og kommunistiske religiøs-totalitære diktatorer og den anden verdenskrigs udbrud har ikke kunnet standse deres hyrdegerning ud over hele jorden.

21. Hvordan opmuntrede hyrdekongen sine får til at gå angrebsvis til værks? Hvilken skole blev derfor påtænkt i 1942?

²¹ Hyrdekongen Jesus Kristus ville ikke tillade diktatorisk ensretning af folkene og total mobilisering af de krigsførende nationer at skræmme sine får, så de hørte op med indsamlingsarbejdet. Han fortsatte med at gå angrebsvis til værks. Han opmuntrede dem til at planlægge og organisere sig til et endnu større arbejde. I 1942 åbenbarede han gennem Guds hellige bibel, at den anden verdenskrig ikke ville udmunde i det sønderknusende Harmagedonslag, men skulle efterfølges af en freds- eller efterkrigsperiode. Skulle det være en varig fred? Det svar, Jehovas vidner gav, og som de hentede fra Bibelen, var en gentagelse af Guds utvetydige nej! Men så længe freden inden Harmagedonslaget varede, skulle der udføres et vældigt arbejde, et arbejde, der hastede, og det skulle foregå over hele jorden og i lande, hvor de „andre får“ endnu ikke var blevet opsøgt. Med denne bibelunderbyggede tillid til, at en hyrdegerning skulle udføres i efterkrigstiden, og fast besluttede på straks at træffe forberedelser dertil og gå til angreb med det samme blev tanken om at oprette en skole til uddannelse af missionærer — Vagttaarnets bibelskole Gilead — undfanget i 1942.

22. Hvornår udgik det første hold eksaminerede missionærer fra skolen, og hvad har det betydet, at Gud har tilvejebragt midlerne til opretholdelsen af skolen?

²² I februar 1943, midt under en verdenskrigs trængsler, begyndte det første hold elever, der i forvejen var ordinerede Jehovas vidner, deres uddannelse, der bestod i fem måneders intensivt studium. Tidligt på sommeren, nøjagtig for ti år siden, udsendte Gileadskolen sit første hold eksaminerede elever, i alt fire og firs. Hvor længe denne missionærskole ville holde sine døre åbne, hvor længe den ville undervise og hvert år føre to hold elever op til eksamen efter en omfattende uddannelse, vidste man ikke i det krigshærgede år. Men fårenes store vogter har ved sin „ene hyrde“ tilvejebragt midlerne dertil indtil nu, og i dag har Vagttaarnets bibelskole Gilead den uendelig store glæde her på Yankee Stadium i New York at afholde afslutningshøjtideligheden for dens een og tyvende klasse missionærer, der er kommet fra otte og tyve forskellige lande. Til stede iblandt os i denne vældige tilhørerskare sidder det næste hold elever, der skal udgøre den to og tyvende klasse. Hundredtusinder Jehovas vidner hele jorden over følger i deres hjerte, sind og bønner denne sammenkomst og hilser med glæde denne lykkelige begivenhed.

„Gilead“

23, 24. Hvordan er det på sin plads, at navnet „Gilead“ er knyttet til denne skole, når vi betænker den store andel, den har i hyrdegerningen?

²³ Det er ikke uden sin egen, dybe betydning, at det bibelske navn „Gilead“ er knyttet til denne missionærskole. Gilead var det landområde, der lå lige øst for Jordanfloden og mellem Arnonfloden mod syd og Jarmukfloden mod nord. I dag udgør dette område kongeriget Jordan. Det er et vildsomt land med højdedrag og bjerge og minder om det højdedrag øst for Cayugasøen i den nordlige del af staten New York, hvor Vagttaarnets bibelskole Gilead ligger. Det, der særlig tiltrak sig israelitternes opmærksomhed, da de kom til Gilead femten århundreder før Kristus, var højlandets græsgange. Israels tolv stammer var nået til det fyrretyvende år af deres langvarige rejse ud fra Ægypten. Tirret til kamp af de hedenske indbyggere i dette bjergland tog israelitterne under Moses’ førerskab kampen op, vandt den og tog landet Gilead i besiddelse. Blandt Israels tolv stammer havde især Rubens og Gads stammer meget kvæg. Da de så Gileads højland med de mange vandløb og så, at det egnede sig som græsgange for kvæget, valgte de at bosætte sig i Gilead fremfor at drage over Jordanfloden og ind i det forjættede land.

²⁴ Moses gik med hertil på betingelse af, at Rubens og Gads stammer og Manasses halve stamme sendte deres troppekontingent med over sammen med de andre israelitter og hjalp dem med at indtage landet, der flød med mælk og honning. Hertil svarede de: „Vi vil kun bygge kvægfolde til vore hjorde her og byer til vore familier; men selv vil vi ruste os til kamp og drage i spidsen for israelitterne, til vi har bragt dem hen til deres sted.“ (4 Mos. 32:1-17) Med tiden blev disse to og en halv stammes folde, indhegnet af stendiger og strøet rundt omkring i landskabet, et særkende for Gilead. Hvor passende er det derfor ikke, at Vagttaarnets bibelskole Gilead, der gennem sine mange afgåede elever tager så stor en del i den hyrdegerning, Jehovas „ene hyrde“ leder, skulle have navnet Gilead knyttet til sig!

25. Hvilken tilknytning er der mellem missionærskolens navn og den israelitiske dommer, der kom fra Gilead?

²⁵ Gilead var også Jeftas, Gileads søns, hjemland. Jefta var en af Israels store dommere. Han havde lovet, at han, såfremt han vandt sejr over de angribende ammonitter, ville ofre den første, der kom ham i møde, når han vendte hjem med sejr. Hans eneste barn, hans ugifte datter, var den, der først kom ham i møde med dans for at fejre Jehovas sejr. Hun gjorde ikke oprør mod at blive den, der skulle ofres til sin faders Gud, som havde herliggjort sig selv på sit folks fjender. Men inden hun blev indviet til et liv i jomfrustand som Guds hellige ejendom, der ikke måtte røres af nogen mand, gik hun og hendes veninder ud i Gileads bjerge for at begræde tabet af den ægtestand, hun måtte forsage. Da de to måneder var gået, vendte hun tilbage, og Jefta indviede hende, tro mod sit løfte, til som en ren jomfru helt at stå til rådighed og til tjeneste for den Gud, som havde velsignet ham med sejr. I dette profetiske herliggørelsesdrama, hentet fra selve livet, var jomfrudatteren et billede på den store skare „andre får“, der er blevet indsamlet i tusindvis, i særdeleshed siden Vagttaarnets bibelskole Gileads grundlæggelse. Denne datterskare hylder nu med jubel og glæde den større Jeftas, deres „Evigheds-Faders“, sejr. De overgiver deres liv til Jehova Guds tjeneste og holder sig som rene jomfruer uplettet af denne verden. De bryder ikke det løfte, den større Jefta har givet, den „ene hyrde“, som har fremstillet dem til tempeltjeneste for den Højeste. — Dom. 11:1-40.

26. Hvilket lægemiddel var Gilead berømt for, og hvilken overensstemmelse er der mellem denne balsam og formålet med denne skole?

²⁶ Gilead var også kendt for sin lægende balsam, der blev udvundet af dets mange buske. (1 Mos. 37:25; Jer. 8:22; 46:11) Denne balsam blev bragt videnom, og den blev et symbol på Guds åndelige lægedom. I nøje overensstemmelse med balsamen fra Gilead og dens lægende virkning har missionærerne, der er udgået fra Vagttaarnets bibelskole, bragt Jehovas budskabs balsamiske lægedom, dets trøstende og forsonende ord, til alle nationer og anvendt det til åndelig lægedom og helbredelse for mange blandt masserne, der ellers ville gå deres åndelige død i møde.

27, 28. a) Hvad betyder navnet „Gilead“, og hentyder dette navn til vidnesbyrdets størrelse og omfang? b) Hvad er den historiske baggrund for navnet?

²⁷ Selve navnet „Gilead“ betyder efter den oprindelse, Bibelen tilskriver det, „vidnedysse“. Det hentyder ikke til det vidnesbyrds omfang eller størrelse, Jehovas vidner har aflagt på hele jorden. I lydighed mod Guds befaling forlod fortidens patriark Jakob, fader til Israels tolv stammer, Syrien og sin svigerfader Labans tjeneste, og han gjorde det uden at meddele noget derom i forvejen. Han og hele hans husstand og hans vældige kvæghjorde blev forfulgt og indhentet af Laban. Inden de skiltes, foreslog Laban, at de skulle slutte en pagt eller en aftale. Så rejste Jakob en støtte og lod sine tjenere samle sten sammen og lave en dysse. På eller ved denne stendysse spiste han og Laban og deres venner et offermåltid i al venskabelighed. Beretningen siger om stendyssen:

²⁸ „Laban kaldte den Jegar-Sahaduta [på aramaisk], og Jakob kaldte den Gal’ed [på hebraisk]. Da sagde Laban: Denne dysse skal i dag være vidne mellem os to! Derfor kaldte han den Gal’ed og Mizpa; thi han sagde: Jehova skal stå vagt mellem mig og dig, når vi skilles. . . . Gud [er] vidne mellem mig og dig! Og Laban sagde til Jakob: Se denne stendysse og se denne stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig! Vidne er denne dysse, og vidne er denne støtte på, at jeg ikke i fjendtlig hensigt vil gå forbi denne dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gå forbi den ind til mig.“ — 1 Mos. 31:47-52.

29, 30. Hvad betyder „Gilead“ altså, når vi tager baggrunden for dette navn i betragtning, og hvorfor er det et godt navn for Hyrdens ene hjord?

²⁹ Både det aramaiske navn Jegar-Sahaduta og det hebraiske navn Gal’ed betyder „vidnedysse“. Navnet Gilead er den almindelige omskrivning af Gal’ed, og dets sande betydning anses derfor at være „vidnedysse“. Navnet „Mizpa“ betyder „vagttaarn“. Ligesom Mizpa og Gal’ed eller Gilead var nært knyttet til hinanden, således er navnene Vagttaarnet og Gilead (eller „vidnedysse“) meget nært knyttet til Jehovas vidners bibelskole, hvor missionærer modtager højere uddannelse. I lyset af, hvad der gav anledning til disse navne, kan vi se, at Gilead betyder den dysse, der er vidne om den pagt eller højtidelige aftale om at holde fred inden for familieskabet og om aldrig at være illoyal over for det eller gøre dets medlemmer fortræd. Jehova ser alt og overvåger, at den bindende aftale bliver overholdt.

³⁰ Når vi holder os den „ene hyrdes“ hjord for øje, hvor passende er så ikke navnet Gilead! Det kendetegner den forpligtelse til ubrydelig enhed og sammenhold, der påhviler medlemmerne af den ene hjord, den hjord, som den „ene hyrde“ har indsamlet. Ligesom Jakob og Laban til gensidig gavn svor ved Gud, at de ville holde fred familierne imellem, således har medlemmerne af den ene hjord ved deres indvielsesløfte svoret at ville holde fred inden for deres rækker og aldrig søge at skade noget medlem af hjorden. De har forpligtet sig til på fredelig og fordragelig vis at komme godt ud af det med hinanden under deres „ene hyrde“. Det hindrer, at fårene i hjorden bliver splittet på grund af nogen selvisk ånd inden for hjorden. Det fredelige og harmoniske forhold blandt denne „ene hjord“, der gør sig gældende ud over hele jorden, er et vidnesbyrd om, at de udgør Hyrdekongens trofaste hjord. Jehova Gud er selv vidne dertil, og derfor velsigner han dem med fremgang.

31, 32. Hvilke beviser har vi for, at skolen Gilead har haft en stor og bemærkelsesværdig andel i det aflagte vidnesbyrd og i hyrdegerningen, selv om navnet har denne begrænsede betydning?

³¹ Det foregående er den grundlæggende betydning af navnet „Gilead“, som det anvendes om missionærskolen. Desuden er der, lige siden den første klasse udgik fra Vagttaarnets bibelskole Gilead for ti år siden, blevet aflagt et forbløffende stort vidnesbyrd om Guds elskede søns rige. Den strøm af missionærer, der er udgået fra denne skole hvert år, har en stor og bemærkelsesværdig andel i det aflagte vidnesbyrd, der er uden sidestykke, og i den omfattende indsamling af de vildfarende og adsplittede får i den ene hjord.

³² For ti år siden sluttede tjenesteåret 1943 med et gennemsnit på 109.794 får, der blev rapporteret som tilhørende hjorden, og som hver måned aktivt deltog i hyrdegerningen. De brugte i alt 28.726.524 timer i vidnetjenesten i det år under de een og tyve af Vagttaarnets selskabs afdelingskontorer, der trods en verdenskrigs rasen fortsatte arbejdet. Nu, da tjenesteåret 1953 nærmer sig sin afslutning, er antallet på afdelingskontorer tredoblet og tallet på fårene nået op på en halv million, der rapporterer arbejde udført i hyrdegerningen, og det i mange lande, vi aldrig har hørt fra før. Mange i denne vældige forsamling, som er til stede her på Yankee Stadium, er her takket være Vagttaarnets bibelskole Gilead, og fordi der er blevet udsendt missionærer til deres land. Selv nogle af eleverne i den een og tyvende klasse vil her få overrakt deres diplom takket være tidligere elevers arbejde som missionærer. Det er et uomstødeligt bevis for, at den trofaste Skaber har velsignet skolen, og at den er en del af hans omsorg for sit folk. Hvad den har betydet for det verdensomfattende vidnesbyrd, er et uudsletteligt bevis for, at Jehova har holdt sit profetiske løfte, og at han har oprejst sin tjener, den større David, sin ene hyrdekonge, og trofast har brugt ham i indsamlingen af de adspredte får.

Fjenden græmmer sig over vor hyrdegerning

33. Hvordan viser kristenhedens politiske og religiøse hyrder i almindelighed deres mishag over indsamlingen af Jehovas hjord og over den fremgang, dette arbejde har?

³³ Det kommer ikke som nogen overraskelse, at kristenhedens politiske og religiøse hyrder ser med mishag på, at indsamlingen af Jehovas hjord krones med stadigt voksende held. De gør krav på, at græsgangen er deres, og at fårene tilhører dem til selvisk udnyttelse. De harmes over, at den „ene hyrde“ kommer ind på deres enemærker og kalder på sine får, så de unddrager sig deres magt og af ham bliver indsamlet i hans „ene hjord“. Ved at forbyde budskabet om Riget og formene dets forkyndere adgang til det, disse hyrder selv kalder deres egne græsgange, søger de at hindre de syge, sårede og svage får i at høre Hyrdens røst. For at få fårene til at vende deres ører bort fra den sande hyrdes røst stiller de Jehovas vidners hyrdegerning i et urigtigt lys og søger at skabe vanskeligheder for dem hos denne verdens regeringer.

34-36. Hvilket eksempel fra Afrika viser, at de søger at stille dette arbejde i et urigtigt lys?

³⁴ Et eksempel herpå har vi i Afrika, hvor indsamlingen af fårene fra alle folk, stammer, farver og tungemål har haft en rivende udvikling. I parlamentet i Cape Town fremkom et af regeringsmedlemmerne med den udtalelse, at Vagttaarnets selskab var ansvarligt for Mau Mau-grusomhederne i Kenya, Østafrika. Han indrømmede, at kilden til hans viden var en artikel, der havde stået i et af Londons tidsskrifter, The Twentieth Century (Det tyvende århundrede) for januar 1953. Den havde overskriften „Baggrunden for Mau Mau“.

³⁵ I denne artikel stod der: „Bevægelser, som forener politik og religion, er ikke noget nyt i Afrika, hvor stammen ikke kender til at sondre mellem disse begreber. . . . I hvert tilfælde har sekterne i den grad grebet om sig, at en højtstående katolsk embedsmand under en privat samtale udtalte, og det var ikke bare ment som en spøg, at alle tiders arving i Afrika bliver Vagttaarnet. Dette sidste fænomen, der måske er vor tids mest udbredte politisk-religiøse bevægelse, har som så mange andre sin oprindelse i Amerika. Denne bevægelses ophav er dommer Rutherford fra New York, grundlæggeren af Jehovas vidner, hvis engelske disciple hver weekend kan ses sælge småblade, de har i en lærredstaske, på de triste fortove i enhver engelsk provinsby. De ønsker ligesom afrikanerne at hævde sig, at gå imod myndighederne og de store i denne verden. . . . Disse bevægelser har alle enten deres udspring i protestantismen eller fremgang blandt samfundets déracinés (rodløse). Der synes at være færre af den slags bevægelser i den katolske verden, måske på grund af dens brug af højere symbolisme, dens mindre pågående undervisningsmetoder og dens overlegne psykologi, der ikke så ofte kommer op imod den største anstødssten i det protestantiske Afrika, flerkoneriet.“

³⁶ Dagbladet Cape Argus for den 24. februar 1953 sagde under overskriften „Vagttaarnet“ følgende: „Det er kommet for dagens lys, at årsagen til vanskelighederne i Kenya kan spores tilbage til Vagttaarnsbevægelsen, der stammer fra Amerika. Organisationen har uddelt sin litteratur i Kenya og i Rhodesia i stor stil. Myndighederne undersøger nu sagen.“

37. Hvorledes talte et velkendt blad i en artikel om Afrika om Jehovas vidner på en måde, der viste dets fordom imod dem?

³⁷ Senere og i et lignende forsøg på at støtte kristenhedens forsømmelige hyrder og bringe den hyrdegerning, Jehovas „ene hyrde“ udfører, i miskredit, bragte bladet Life for den 4. maj 1953 en lang artikel om „Afrika“. På side 126 under titlen „Halvoverbeviste proselytter“ sagde forfatteren følgende: „Selv den kristendom, vi har givet dem, synes at være overfladisk. Jeg har erfaret, at med undtagelse af dem, som bliver uddannet hos katolikkerne, har missionsstationerne ikke frembragt tilfredsstillende eller pålidelige proselytter. Det er i hvert tilfælde den almindelige opfattelse blandt dem, som har haft unge hos sig, der har været uddannet på missionsstationerne. Jeg kan ikke give nogen forklaring undtagen den, at det måske skyldes, at de indfødte meget hurtigt ser, at den hvide mand sjældent handler i overensstemmelse med det, han prædiker. Og det er næppe tilstrækkeligt at lære en dreng at synge salmer og læse Bibelen og pigerne at tilhylle deres nette nøgenhed i et klædningsstykke og så forvente, at de kristne dyder, næstekærlighed og ærlighed, straks indfinder sig.“ Fremdeles indflettes der i dette samme nummer af Life i selve den ledende artikel „Amerikanere og Afrika“ på side 178 følgende bemærkning: „Blandt de Forenede Staters missionsgrene i Afrika er Jehovas vidner ikke de mindst indflydelsesrige, deres evangelium, der så langt fra tilskynder til civilisation, giver afrikanernes værste dagdrømme næring.“

38. Hvorfor er vor tids civilisation og kristendom ikke eet og det samme, og hvilken kristendom tilskynder Jehovas vidner til og arbejder for blandt afrikanske trosfæller?

³⁸ Hvis denne lederartikel med „civilisation“ mener folkets oplæring i denne gamle fordærvede verdens kunst, videnskab og politik, så er det rigtigt, at Jehovas vidner ikke tilskynder til dette. Men det afgørende i sagen og det spørgsmål og svar, der har betydning, er dette: Tilskynder de til kristendom? Det er ikke deres fejl, at civilisationen i dag endogså i sin religion er hedensk, eller at civilisation og sand kristendom ikke er eet og det samme. Den kristendom, den Højestes vidner opmuntrer og tilskynder til og arbejder for blandt deres afrikanske trosfæller, er den, som giver dem kundskab om den eneste levende og sande Gud og hans frelsesforanstaltning, der er tilvejebragt ved hans søns, Jesu Kristi, offer og ved hans rige; en kristendom, der udfrier dem fra deres hedenske og dæmoniske overtro og skikke, der lærer dem at leve efter Kristi mønster, der kun tillader en ægtemand at have een hustru, at opdrage deres børn til at frygte, tilbede og tjene Gud, at være ærlige og pålidelige arbejdere, som deres arbejdsgivere kan stole på, at læse og forstå Guds hellige bog, Bibelen, at leve i fred, endrægtighed og broderkærlighed, skønt de er af forskellige hudfarver, tungemål og stammer, og som Jehovas vidner at være med i forkyndelsen og således have andel i den yderst vigtige hyrdegerning, Jehovas hyrdekonge Jesus nu udfører, inden den gamle verdens dødsdømte civilisation går under i Harmagedonslaget.

39. Hvordan kan vi gendrive beskyldningen om, at Jehovas vidner skulle være en politisk-religiøs bevægelse, og hvad giver afrikanerne til kende, når de tager imod det evangelium, vidnerne forkynder?

³⁹ Jehovas vidner er ikke nogen politisk-religiøs bevægelse: de blander ikke politik og religion sammen. De vasker deres hænder fuldstændig rene for denne verdens politik, der er kendt for, hvad den er. De holder sig til Jakobs definition af „en ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor fader“, der går ud på, at vi må bevare os selv uplettet af verden. Det evangelium, som de forkynder, og som Life i sin ledende artikel sagde „giver afrikanernes værste dagdrømme næring“, er det evangelium, som Jesus Kristus forudsagde skulle forkyndes i denne efterkrigsperiode. Det er „dette evangelium [gode budskab, NW] om Riget“, det selvsamme evangelium, som bliver forkyndt i andre verdensdele, og som Jesus sagde skulle forkyndes i hele verden til et vidnesbyrd for alle folkeslag, og det indbefatter Afrika. (Matt. 24:14) Hvis afrikanere i tusindvis tager imod dette budskab, tilkendegiver det på fyldestgørende vis, at de har samme mål af intelligens, samme ædle ønsker og berettigede håb, samme retsindighed over for Gud og samme gudgivne evne til at skelne den rette hyrdes røst og adlyde den, som hans „andre får“ i alle andre verdensdele har. Det er på denne måde, at de vil vinde det evige liv i Guds retfærdige nye verden, og der vil de glæde sig over livet, længe efter at denne atomkyndige civilisation for stedse er gået under.

40. Til hvilken ophøjet mission vil missionærerne, der udgår fra skolen, vise sig kvalificerede, som omtalt i deres diplom, og hvem vil de samarbejde med alle vegne?

⁴⁰ På det diplom, som hver elev, der udgår fra Vagttaarnets bibelskole Gilead, modtager, står der: „Han har derfor bestået sin eksamen som særlig velegnet til at tage et oplysningsarbejde op, til at fremme velvilje og arbejde på opretholdelsen af varig fred og den fuldkomne ordens og retfærdigheds lov blandt alle folkeslag.“ Eleverne fra den klasse, der nu fejrer sin afslutningshøjtidelighed, vil drage ud og vise deres kvalifikationer i denne ophøjede mission i de mange lande, hvor de har fået anvist deres virkefelt, og der forkynde det gode budskab om Riget, ligesom de foregående tyve klasser har gjort det. De vil samarbejde med alle andre Jehovas vidner på vor arbejdsmark, det vil sige i hele verden.

41. Hvad udgør Jehovas vidner i dag, hvad enten de hører til resten eller til de „andre får“, og hvad vil de trods alt fortsætte med at gøre?

[Illustration på side 329]

Gilead