Har Gud glemt menneskene?
Tyder livets genvordigheder på at Gud har glemt os? Hvilket håb giver Bibelen?
I DERES beskedne hjem drøftede en alvorligt udseende jernbanemand og hans hustru livets genvordigheder med en forkynder der var kommet til deres hus. De havde haft deres del af sygdom, bekymringer og besværligheder for at skaffe sig det daglige brød, men de klagede ikke. Alligevel havde manden et spørgsmål som han ofte funderede over: „Hvordan kan det være at mennesker der prøver at gøre det der er rigtigt har megen modgang, mens det tilsyneladende går godt for de samvittighedsløse og onde?“ Dette forhold havde fået ham til at tænke på om Gud havde glemt menneskene. Hvordan ville forkynderen forklare det?
Forkynderen havde været stillet over for dette spørgsmål før. Ja, på profeten Malakias’ tid havde folk spurgt om nøjagtig det samme. Dengang svarede profeten sine landsmænd således: „I siger: ’Det er ørkesløst at tjene Gud; hvad vinder vi ved at opfylde hans krav og gå sørgeklædte for Hærskarers [Jehovas] åsyn? Nej, vi må love de frække! De øver gudløshed og kommer til vejrs; de frister Gud og slipper godt derfra.’“ (Mal. 3:14, 15) Selv de der elskede Gud og tjente ham trofast kunne undertiden spørge: „Har Gud da glemt at ynkes, lukket sit hjerte i vrede?“ — Sl. 77:10.
Lovovertrædere siger i dag det samme som tidligere tiders gudløse, der selvsikkert sagde: „Gud glemmer, han skjuler sit åsyn; han ser det aldrig.“ (Sl. 10:11) For den ærlige jernbanemand så det også sådan ud. Både gode og onde mennesker har tænkt at Gud har glemt menneskene. Nu i tiden drages denne slutning ikke blot på grundlag af den modgang man personligt møder men også på grundlag af verdensforholdene i almindelighed.
Mange bønner er blevet opsendt om fred, men alligevel har vi i dette århundrede oplevet to verdenskrige. Kirkerne i Amerika har foranstaltet særlige bedeuger, hvor de har opsendt bønner om det ateistiske Ruslands omvendelse, men alligevel fortsætter den kolde krig. Faren for en atomkrig eksisterer stadig og vil måske om nogle få år møde hård konkurrence fra et nyt problem. Dr. Firuz Kazemzadeh, der er professor i historie ved Yale Universitet, spår at befolkningstilvæksten om femten år vil frembyde et lige så alvorligt problem som atomtrusselen.
Med større og større uro og bekymring ser menneskene på forbrydelsernes voksende tal, på den tiltagende ungdomskriminalitet og den stadig udbredte fødevaremangel Det er nogle af de problemer der volder den vestlige verden størst bekymring, her hvor kirkerne ligger tæt, men hvor folk oftest spørger: Mon Gud har glemt menneskene?
Hvem har glemt hvem?
Nu må vi imidlertid retfærdigvis spørge: Hvem er det der har glemt hvem? Er det Guds fejl at tilstandene er som de er? Er det ikke ham der fra begyndelsen har skabt solen og givet os lys og varme for at vi kunne leve og have det godt? Er det ikke ham der har skabt et vidunderligt kredsløb i naturen der giver os vand at drikke og regn til vor afgrøde? Hvad med selve den luft vi indånder? Det er gaver fra Gud som vi stadig nyder godt af. (Matt. 5:45) Det er også Gud der har sørget for de mange skønne planter og vækster, og det er også ham der har skabt dyrene, der tjener os på flere måder. Med Guds love som en rettesnor havde det første menneske en vidunderlig fremtid for sig som forvalter over hele jorden. Men så var der nogen der glemte? Var det Gud?
Beretningen viser at det ikke var Gud der glemte menneskene. Nej, det var ikke Gud der bragte synd, lidelse og død ind i verden. Jehova havde fortalt det første menneskepar hvordan de kunne bevare livet og lykken, men deres kærlighed til ham var ikke stor nok til at de adlød ham. Manden og kvinden tilsidesatte med vilje Guds lov og tilsidesatte dermed også Gud. Overtrædelsen medførte den fastsatte straf: døden. Men selv da glemte Gud ikke menneskene. Han havde øje for at Adams endnu ufødte børn ville få brug for et håb i deres syndige, døende tilstand. Han besluttede at rense sit eget navn for den forsmædelse som den oprørske åndesøn, Satan Djævelen, havde bragt over det da han bedrog Eva gennem en slange. (Åb. 20:2) Samtidig udtalte Jehova løftet om at sende en befrier som kunne udfri menneskene af dødens snare.
Over for de efterfølgende generationer gentog og udvidede Jehova dette løfte. Retfærdige mænd som Noa, Abraham, Isak og Jakob kunne glæde sig over at modtage særlige kundgørelser fra Gud. Tro mod sit ord gjorde Gud deres efterkommere til et stort folk. Gennem Moses gav han Israels folk love der kunne tjene som vejledning for dem lige til Jesus Kristus, den lovede Messias, kom. Loven ville være som en tugtemester eller lærer for dem. (Gal. 3:24) Foruden disse love udtalte Gud også mange profetier om den kommende Messias, Jesus, for at opbygge menneskenes tro på ham. For eksempel forudsagde Gud at Messias skulle fødes i Betlehem, at han skulle forkynde i Galilæa, at han skulle lide en forsmædelig død, og at han skulle opstå til liv igen. (Mika 5:1; Es. 9:1, 2; 53:1-12; Zak. 11:12; Sl. 22:1, 18; 16:10) Alt dette var tegn på at Gud ikke havde glemt menneskene, men kan menneskene sige sig fri for at have glemt Gud?
Selv Guds udvalgte folk, Israel, glemte ofte Gud. Den bibelske beretning siger i Jeremias 3:21: „De vandrede krogveje, glemte [Jehova] deres Gud.“ Som Adam og Eva brød de sig heller ikke om Guds vejledning. Jehova brugte sin profet Hoseas til at meddele folket hvorfor det ville miste Guds gunst: „Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab. Da du har vraget kundskab, vrager jeg dig som præst; du glemte din Guds åbenbaring, så glemmer og jeg dine sønner.“ (Hos. 4:6) Da Jehova til sidst trak sin beskyttelse tilbage, faldt det nordlige rige, Israel, i 740 f. Kr., og i 607 f. Kr. faldt Juda rige, og judæerne kom i fangenskab i Babylon i halvfjerds år. Folket blev genrejst og landet atter beboet, men det opnåede aldrig den velstand og herlighed som det havde erfaret under kong Salomons regering. Endnu et håb havde det: den Messias hvis komme var blevet forudsagt i Edens have. Ifølge Daniels profeti (9:25) skulle Messias fremstå i år 29. Ville Gud huske dette?
Guds kærlighed til menneskene
Til den fastsatte tid kom Jesus til verden, og da han var tredive år begyndte han sin jordiske tjeneste. Hans ord og mirakler elektriserede folk. Tre og et halvt år efter led han døden — og blev oprejst til liv. Her har vi et tydeligt vidnesbyrd om Guds kærlighed til menneskene. (Joh. 3:16) Men det skete jo for næsten to tusind år siden. Hvad med de koncentrerede veer der har ramt jorden siden den første verdenskrig? Har Gud glemt Jesu bøn om at Guds rige måtte komme og Guds vilje måtte ske på jorden og i himmelen?
Som apostelen Peter forudsagde er der mange der mener det. Han skrev: „I de sidste dage skal der lyde spot fra spottere, der lever efter deres egne lyster og siger: ’Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.’“ (2 Pet. 3:3, 4) Sådan siger de, men har de ret?
Nej. De frygtelige begivenheder der er sket i vor tid, ja spotterne med, er tværtimod en tydelig opfyldelse af Bibelens profetier om Guds riges oprettelse i himmelen med Kristus som konge. Det er hvad verdenskrigene, de store jordskælv, epidemierne, mangelen på levnedsmidler, den tiltagende lovløshed og folkenes rådvildhed og frygt betyder. (Matt. 24:3-12; Luk. 21:11, 25, 26) Det gjorde Jesus opmærksom på da han sagde: „Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig.“ „Og han fortalte dem en lignelse: ’Se på figentræet og alle de andre træer; så snart I ser, at de springer ud, skønner I af jer selv, at nu er sommeren nær. Således kan I også skønne, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg eder: denne slægt skal ikke forgå, før det er sket alt sammen.’“ — Luk. 21:28-32.
De veer der har hjemsøgt vor generation er ikke tegn på at Gud har glemt menneskene. De er tværtimod en forsikring om at Gud har husket sit løfte om at indføre Paradiset på jorden igen ved hjælp af sit rige. (Es. 65:17; Dan. 2:44) Den første verdenskrig, i hvilken folk rejste sig mod folk, var ikke den eneste kamp der fandt sted på det tidspunkt. Åbenbaringsbogens tolvte kapitel viser at Mikael, som er Kristus i himmelen, da tog sæde på Guds riges himmelske trone og straks begyndte at kæmpe mod den gamle slange, Satan Djævelen, som til sidst blev styrtet ned på jorden. Dette har medført yderligere veer over jorden, for, som der siges: „Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ (Åb. 12:5-12) Ansporet af Satan undertrykker mennesker og nationer hinanden, fører blodige krige, forårsager levnedsmiddelmangel og megen anden elendighed. Det er alt sammen noget vor slægt har oplevet siden Guds riges fødsel i himmelen. Men hvad nu? Har Guds konge glemt at optræde som befrieren?
Heller ikke. Gud har i sin kærlighed sørget for at mennesker nu bliver gjort kendt med at hans rige er oprettet. Jehova har oprejst en gruppe kristne der nu i hele verden aflægger vidnesbyrd om at Riget er oprettet. De opfordrer alle til at tilbede den sande Gud Jehova og tage imod håbet om at overleve hans krig, Harmagedon, og vinde livet i hans nye verden. (Matt. 24:14; Åb. 16:14, 16) Disse vidner har Gud sendt helt hen til folks døre med forsikringen om at han ikke har glemt. I deres budskab forkynder de at Kristus snart vil knuse Slangen, Satan, og „tilintetgøre Djævelens gerninger“. (Hebr. 2:14; 1 Joh. 3:8) Efter denne sejrrige kamp ved Harmagedon vil kongernes Konge underlægge sig alle sine fjender, også den adamitiske død, og indføre et fredens og glædens paradis, der vil strække sig til jordens ender. (1 Kor. 15:25, 26; Sl. 46:10; 72:7) Selv de døde der er bevaret i Guds erindring vil komme frem i den opstandelse Gud har lovet. Aldrig mere skal Djævelen eller mennesker der er af Djævelen undertrykke ydmyge mennesker, for „de sagtmodige skal arve landet“. (Joh. 5:28, 29; Sl. 37:11) „Se,“ siger Jehova, „jeg gør alting nyt.“ — Åb. 21:5.
Hvem husker Gud?
Eftersom Jehovas hensigt står fast og hans langmodighed absolut er til fordel for menneskene, er der ingen grund til at tro at han har glemt dem. Spørgsmålet er derimod: Hvem vil huske Gud og overleve Harmagedon? Jehova siger: „Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle folk, der ej kommer Gud i hu.“ (Sl. 9:18) Det vil derfor være godt at erindre os profeten Malakias’ ord og overveje vort forhold til Jehova. Malakias skrev: „Da talte de, som frygter [Jehova], med hverandre. Og [Jehova] lyttede og hørte efter, og en bog [mindebog, NW] blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter [Jehova] og slår lid til hans navn. Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers [Jehova], og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham. Da skal I atter kende forskel på retfærdig og gudløs, på den, som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham.“ (Mal. 3:16-18) Snart vil ingen mere stille det spørgsmål som jernbanemanden stillede: Hvordan kan det være at det tilsyneladende går godt for de onde?
Når Harmagedon bryder løs i dette slægtled vil Gud huske dem der har tjent ham, ligesom han huskede den retfærdige Noa og hans familie før Vandfloden og frelste dem. Det får vi en forsikring om i hans eget ord: „Gud er ikke uretfærdig, at han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod hans navn.“ (Hebr. 6:10) Vi har al grund til at nære tillid til disse ord. Jehova har tydeligt vist at han har truffet foranstaltning til menneskenes frelse; at han har givet troende mennesker sin lov som en rettesnor for dem og givet dem et sandt håb. Desuden vil Gud, som Bibelen viser, til trods for at de fleste mennesker har glemt Gud, snart fjerne undertrykkerne, genoprette de lydige blandt menneskene til fuldkomment liv og genoprejse de døde. Det er nogle af de velsignelser der venter dem der husker Jehova Gud nu og ærer hans navn.
Gør du det?