Et verdensomspændende vidnesbyrd om Riget
„Jehova, du har gjort nationen større; du har herliggjort dig selv. Du har udvidet alle landets grænser.“ — Esajas 26:15, NW.
1. (a) Hvilken „nation“ har opfyldt Esajas 26:2 i dag? (b) Hvordan adskiller denne sig fra verdens nationer?
HVAD er det for en nation Jehova velsigner med så stor vækst? Det er „den retfærdige nation der bevarer en trofast adfærd“. (Esajas 26:2, NW) Det er den åndelige nation af sande kristne som i 1919 blev født „på et øjeblik“ af Jehovas himmelske medhjælp, „Jerusalem som er oventil“. I modsætning til verdens nationer og deres præster, der var med i kampen om verdensherredømmet i den første verdenskrig, giver Jehovas „nation“ uforbeholden støtte til hans Messiasrige, der blev oprettet i himlene i 1914. (Esajas 66:8; Galaterne 4:26; Åbenbaringen 11:15-18) Jehova har ført sin „retfærdige nation“ ind i et åndeligt paradis med aktivitet for Rigets sag og givet den til opgave at aflægge et sidste vidnesbyrd for jordens folk. — Mattæus 24:14; 25:31-33.
2. Hvorfor har denne nation grund til at juble?
2 Som en opfyldelse af den profetiske sang i Esajas 26:1-6 er den nyfødte nations medlemmer gået ind gennem en åben port idet de har nærmet sig „et Zions bjerg og en by der tilhører den levende Gud, et himmelsk Jerusalem“. (Hebræerne 12:22) Disse arvinger til Riget kan med glæde følge sangens opfordring: „Stol for evigt på [Jehova], thi [Jehova] er en evig klippe.“ Jehova har „gjort nationen større“, forøget den til sit fulde medlemstal, og alle dens borgere hylder Jehova som deres „klippe“ og „suveræne Herre“, i fuld tillid til at han snart vil lade sin hensigt ske. — Esajas 26:15; 25:8, NW.
3. Hvordan er Jehova blevet herliggjort?
3 I de seneste år har Jehova ’udvidet grænserne’ i sit teokratiske land endnu mere, for at gøre plads for „folkenes skatte“ — en „stor skare“ der er blevet en del af hans indviede folk. De ’fylder hans hus med herlighed’, idet de er med til at aflægge vidnesbyrd om hans navn og rige. — Haggaj 2:7; Åbenbaringen 7:9, 15.
Jehova har gjort nationen større i 1982
4. (a) Hvilket eksempel finder vi i Ezekiel 9:1-11 med hensyn til at aflægge rapport? (b) Når vi trofast har rapporteret vor tjeneste, hvad kan vi da glæde os over?
4 Jehovas vidner skriver hver måned en rapport over den tjeneste de yder til støtte for Rigets sag. Deri ligner de den sekretær eller skriver der nævnes i Ezekiel 9:1-11 og som satte et mærke på dem der skulle overleve, for han kunne trofast melde til Jehova: „Jeg har gjort, som du bød.“ Det er meget opmuntrende når vi ved tjenestemøderne hører om menighedens samlede rapport og kan tænke på at vi selv har været med, skønt vi måske kun har ydet ’enkens skærv’! Og når vi ser på den samlede årsrapport for Jehovas Vidners arbejde i hele verden, er det herligt at tænke på at vor egen indsats, lille eller stor, er en del af dette storslåede arbejde! — Markus 12:42.
5. (a) Hvordan fremgår det af rapporten for 1982 at Jehova er blevet herliggjort? (b) Hvordan har arbejdet med at gøre disciple båret frugt?
5 På siderne 18-21 finder du rapporten over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i 1982. Vi må i sandhed sige at den kolossale indsats der er gjort, har været til ære for Jehovas navn! Det er opmuntrende at læse nederst på rapporten, side 21, at der har været en vækst på 4,2 procent i antallet af dem der måned for måned har adlydt Jesu befaling: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne.“ Det er også dejligt at se at 2.477.608 Jehovas vidner på et eller andet tidspunkt i årets løb har været med til at forkynde den gode nyhed „offentligt og fra hus til hus“. — Mattæus 28:19; Apostelgerninger 20:20.
6. Hvilket inderligt håb nærer Jehovas Vidner?
6 Jehovas Vidner regner dog ikke med at omvende hele verden. Deres opgave er at „udråbe et nådeår fra [Jehova], en hævnens dag fra vor Gud“. Det er vor inderlige bøn og forhåbning at yderligere flere millioner vil lytte til Rigets budskab før ’den store trængsel’ fjerner alle ødelæggende elementer. Derefter vil jorden i sandhed være ’fuld af Jehovas kundskab, som vandene dækker havets bund’. — Esajas 61:2; Mattæus 24:14, 21, 22; Esajas 11:9.
7. Hvad er Jehovas organisation beredt til?
7 Med henblik på hurtigt at kunne forøge Rigets arbejde endnu mere, har Jehovas Vidner nu i flere år haft travlt med at udvide deres faciliteter flere steder i verden. Ved hovedkontoret i New York har man istandsat og udvidet kontorlokalerne i Columbia Heights nr. 25, og man er ved at indføre datastyring og offsettrykning på trykkerierne i Brooklyn og på Watchtower Farms. Over 30 af Selskabets afdelingskontorer i hele verden har været i færd med at bygge nye og større faciliteter; nogle af disse er afbildet på side 17. Ja, Jehovas organisation er klar til yderligere vækst!
8 Hvad har du fundet særlig interessant i årsrapporten på siderne 18-21 med hensyn til væksten i forkyndertallet?
8 Der er 95 lande på årsrapporten der i 1982 har nået det højeste antal forkyndere nogen sinde, og nogle af disse har passeret store milepæle. For eksempel er der i millionbyen Hongkong nu over 1000 forkyndere. (Esajas 60:22) Brasilien har nået et nyt højdepunkt på 133.377 og er dermed blevet den største „hjord“ af Jehovas vidner uden for USA. (Mika 2:12) I det katolske Italien er Jehovas Vidner det næststørste trossamfund; det har haft 8 procents fremgang, med et højdepunkt på 98.172 forkyndere. (Markus 4:8, 20) Øer og økontinenter lige fra Australien til De caraibiske Øer melder om nye forkynderrekorder. (Esajas 42:10) Det er også en glæde at høre om fremskridt i lande der har haft særlige problemer, såsom Argentina, El Salvador, Pakistan og Uganda. (Salme 91:9, 10) Lande hvor Jehovas organisation længe har været grundfæstet, har også mærket den kraftige fremgang — for eksempel England, Canada og Den tyske Forbundsrepublik, foruden USA, hvor man i august nåede helt op på 613.007 forkyndere, en forøgelse på 8,8 procent. — Apostelgerninger 16:5.
En pionerindsats for den gode nyhed
9. (a) Hvordan er det gået med antallet af pionerer? (b) Hvorfor anbefaler vi varmt denne tjeneste?
9 Af det samlede antal forkyndere i hele verden var der hver måned i gennemsnit 172.859 som deltog i en eller anden form for pionertjeneste og brugte en stor del af deres tid til at forkynde den gode nyhed for andre. Det var en forøgelse på 14 procent fra året før! Mange flere har planer om at tage denne glædebringende heltidstjeneste op. Gælder det også dig? Som pioner vil du virkelig kunne ’vidne grundigt’, som apostlene gjorde det, om de velsignelser der venter alle som kommer til Jehova i „tro på vor Herre Jesus“. — Apostelgerninger 2:40; 8:25; 10:42; 20:21, 24; 23:11; 28:23.
10. (a) Hvordan kan pionertjenesten sammenlignes med nasiræernes tjeneste? (b) Hvordan viser rapporten fra forskellige lande at Jehovas vidner har været selvopofrende?
10 Disse loyale pionerer, deriblandt de mange „hjælpepionerer“ (der måske har påtaget sig denne ekstra tjeneste i en måned eller to), kan sammenlignes med nasiræerne i det gamle Israel; de aflægger ganske vist ikke de samme løfter, men ofte bringer de dog store ofre for at kunne tjene Gud. I nogle lande har Jehovas tjenere virkelig gjort noget ekstra for ’altid at bringe Gud et lovprisningsoffer’. For eksempel havde Venezuela i april måned 2464 hjælpepionerer — 136 procent flere end det foregående højdepunkt. På Trinidad var 51 procent af alle forkynderne med i en form for pionertjeneste. I Japan var der i juni, årets vådeste måned, 25.140 pionerer — 36 procent af alle landets forkyndere. Hvilken glæde og tilfredshed at kunne fornægte sig selv for at lovprise Jehova endnu mere! — Hebræerne 13:15; 4 Mosebog 6:8; Lukas 9:23-25.
11. (a) Hvorfor skal man ikke blive mismodig hvis man ikke kan være pioner? (b) Hvilke tal viser at Jehovas vidner overalt har været meget aktive?
11 Det er dog ikke kun pionererne, men hele det åndelige Israels „nation“ og den store skare af dets medarbejdere, der har gjort en rosværdig indsats i forkyndelsen af Riget i 1982. Alle har ydet deres til at man nåede et nyt højdepunkt på 384.856.662 timer i tjenesten, og mange har været med til at lede de 1.586.293 ugentlige bibelstudier i interesserede menneskers hjem. Da højtiden til minde om Jesu død blev fejret den 8. april 1982, var der 6.252.787 forsamlede i de 44.953 menigheder — i sandhed en stor skare! Måtte vi være flittige til at sørge for at disse „små får“ stadig modtager åndelig føde! — Johannes 21:15-17.
12. Hvilken velsignelse bliver udtalt i Fjerde Mosebog 6:24-26, og hvem kan den gælde i dag?
12 Straks efter at Jehova havde meddelt loven om nasiræerne, lod han Moses velsigne hele folket med disse ord: „[Jehova] velsigne dig og bevare dig, [Jehova] lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, [Jehova] løfte sit åsyn på dig og give dig fred!“ I dag erfarer Jehovas hellige nation, det åndelige Israel, og den ’store hob’ af alle nationer der tjener Jehova sammen med den, en smuk opfyldelse af disse ord! Det er meget opmuntrende at der i hele verden blev døbt 138.540 nye vidner for Jehova i årets løb — 15,6 procent flere end året før. Jehovas navn er nævnet over alle disse, og over alle de øvrige i menigheden, og Jehova har velsignet dem. — 4 Mosebog 6:24-27; 2 Mosebog 12:38.
„Fuldstændig sejrrige“
13, 14. (a) Hvordan er situationen for vore brødre i de „28 andre lande“? (b) Hvordan kan deres eksempel tilskynde os?
13 I mange lande har Jehovas Vidner haft meget svære forhold og måttet kæmpe en hård kamp for troen. For at beskytte vore brødre mod fjendens ondskab er nogle af disse lande ikke opført enkeltvis, men deres tjeneste står under et på linjen „28 andre lande“, lige før sammentællingen.
14 De forkyndere som rapporterne her repræsenterer, er virkelig kommet til at stå „fuldstændig sejrrige ved ham som har elsket os“ . (Romerne 8:37-39) Måtte vi, med tanke på deres trofaste tjeneste, være besluttede på at overvinde enhver modstand og blive ved at tjene Jehova ’af hele vort hjerte, hele vor sjæl, hele vort sind og hele vor styrke’ mens vi kærligt hjælper vor næste til at gøre det samme. På den måde kan vi vise at vi ’ikke er langt fra Guds rige’. — Markus 12:29-31, 34.
15-17. (a) Hvilke opmuntrende rapporter får vi fra lande med megen uro? (b) Har du læst andre, lignende rapporter i årets løb? (c) Hvad beder Jehovas Vidner om med hensyn til herskerne i denne verden?
15 Fra Libanon skriver en rejsende tilsynsmands hustru: „Hver gang vi var i tjenesten og hørte skyderier med antiluftskyts, stillede vi os i ly under en eller anden portal, for fem var allerede blevet dræbt af granatstykker i det distrikt vi havde gennemarbejdet fra hus til hus i ugens løb. Vi bad hele tiden Jehova om velsignelse for det kommende stævne og for vore brødre i Vestbeirut. Kredsstævnet skulle holdes den 13. juni. Til vor store glæde blev der i radioen annonceret våbenstilstand den 12., netop dagen før, så stævnet gik fint.“ Det blev senere rapporteret at ingen af Jehovas vidner på det tidspunkt var kommet til skade i Vestbeirut.
16 I et land i Mellemamerika har en ny regering totalt misforstået Jehovas Vidners fredelige arbejde og udvist alle missionærerne. Et missionærægtepar blev pågrebet og holdt skjult i to uger, indtil nogle trofaste, lokale forkyndere fandt frem til dem og meddelte den engelske ambassade hvor de var; herfra sørgede man for deres udrejse. Det forlød at myndighederne var på jagt efter „den trofaste og kloge træl“ som de havde hørt var lederen af Jehovas Vidners arbejde. — Mattæus 24:45-47.
17 I Zimbabwe i Afrika sagde en højtstående regeringstalsmand ved et politisk møde: „Så længe de er Jehovas vidner er der ingen problemer. De er ikke vore fjender. Men hvis de holder op med at være Jehovas vidner, så har vi grund til bekymring.“ Det er Guds sande tjeneres bøn at alle myndighedspersoner må være lige så fornuftige, så alle Jehovas vidner kan „føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor“. — 1 Timoteus 2:1, 2.
Stævnerne sætter noget i gang!
18. Hvilken enestående bog blev udgivet ved stævnerne „Sandheden om Guds rige“, og hvad er bogens formål?
18 I juni 1982 indledtes områdestævnerne „Sandheden om Guds rige“, en stævnerække der inddrog næsten alle lande og fortsatte til ind i 1983. Alene i USA var der 1.108.022 til stede, et nyt højdepunkt.a En ny håndbog til bibelstudium blev udgivet, Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Bogen er smukt illustreret, men det er ikke bare en billedbog, og den er heller ikke kun til børn. Billederne kan bruges ved undervisning af alle aldersklasser, og formålet er at give læseren den livreddende egenskab TRO. Det var på grund af en TRO der var fast funderet på nøjagtig kundskab om Jehova, hans ord og hensigter, at loyale vidner i fortiden kunne overvinde hindringer der syntes uovervindelige. Det er i kraft af TRO at „en stor skare“ af retsindige kan tage udfordringen i disse „sidste dage“ op, blive frelst gennem „den store trængsel“ og komme ind i Jehovas nye orden. — Åbenbaringen 7:9, 14; 2 Timoteus 3:1; Hebræerne 10:38, 39; 11:32-38.
19. Hvad mener du om denne bog?
19 En familiefader udtrykker sin glæde over denne nye bog: „Det er en gave fra Jehova som jeg ikke har set magen til i mine 25 år i sandheden. Den er skrevet i en stil der må appellere til alle. Illustrationerne er så talende at man forstår alle de følelser de skal gengive. Guds hensigt med Riget fortælles på en meget overbevisende måde.“ Bogen er allerede udgivet på 21 sprog, og mange flere vil snart blive føjet til.
20. (a) Hvorfor ønsker vi at flere millioner endnu må kunne nå at lære sandheden at kende gennem denne bog? (b) Hvad vil de der følger ordene i Esajas 26:2, 4 snart erfare?
20 Vi håber at flere millioner i hele verden vil kunne nå at lære sandheden at kende ved hjælp af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden og at de vil tage fast standpunkt i stridsspørgsmålet om Riget, når afslutningen på ’sangen’ i Esajas’ bog, kapitel 26, opfyldes: „Mit folk, gå ind i dit kammer og luk dine døre bag dig; hold dig skjult en liden stund, til vreden er draget over. Thi [Jehova] går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde.“ Når den suveræne Herre Jehova således herliggør sit store navn i Harmagedon, vil „den retfærdige nation der bevarer en trofast adfærd“ sammen med ’den store skare’ af dens medtilbedere, komme uskadt igennem og erfare opfyldelsen af alle de løfter Jehova i sin trofasthed har ladet nedfælde i sit ord. — Esajas 26:2, 4, 20, 21 (vers 2 efter NW); Åbenbaringen 7:9, 14; 16:13-16.
[Fodnote]
a I 1981 blev områdestævnerne „Loyalitet mod Guds rige“ i hele verden overværet af 4.147.256, og 44.357 blev døbt.
Den nutidige opfyldelse af ’sangen’ i Esajas 26:
■ vers 2: Hvem er de første der i hele verden har stillet sig på Rigets side i stridsspørgsmålet, hvordan har de gjort det, og hvad har det ført til?
■ vers 4: Hvilken tillid bør disse ord indgive alle Jehovas tjenere?
■ vers 15: Hvordan viser årsrapporten at dette er gået i opfyldelse?
■ vers 20: Hvilken tilflugt tilvejebringer Jehova, og hvor længe?
■ vers 21: Hvad fortæller dette om grunden til at Jehova eksekverer sin dom?
[Oversigt på side 18-21]
Rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i 1982
(Se den trykte publikation)
[Illustrationer på side 17]
Nogle af de nye afdelingskontorer Jehovas Vidner har under opførelse i Europa
Enebakk, Norge
Holbæk, Danmark
Ajalvir (Madrid), Spanien
Selters, Tyskland