„Jehova er i sit hellige tempel“

„Men Jehova er i sit hellige tempel: stille for ham, al jorden.“ — Hab. 2:20, AS.

 1. Hvad har Jehovas nærværelse i sit tempel betydet for al religion, siden den første verdenskrig endte?

HAR DU mon undret dig over, hvorfor religion har haft så svære kår, siden den første verdenskrig endte i 1918? Det er, fordi „Jehova er i sit hellige tempel“ og jorden ikke har været stille for ham. Med hans nærværelse i templet foregår der en religiøs udrensning uden fortilfælde, og religionerne kan ikke fortsætte som hidtil, uden at det vil få øjeblikkelige og katastrofale følger. (Sl. 11:4-6) Hvor er da Jehovas tempel, og hvordan kan vi vide, at han er nærværende der, så vi ærbødigt kan være stille for ham?

 2. Hvilket ansvar betroede Jehova i fortiden Levis stamme i forbindelse med sin forbilledlige tempeltjeneste?

² Jehova Gud har kun ét tempel i hele universet. Der var engang, da han havde sit tempel her på jorden, og i århundreder lå dette tempel i den hellige by Jerusalem i Judas land. Dertil bragte alle israelitterne deres personlige offergaver, for at de kunne blive ofret på dette ene alter af det af Gud indsatte præsteskab, der bestod af en ypperstepræst og hans mange underpræster, alle af Arons, Levis søns, slægt. Præsterne blev assisteret af tempeltjenerne, levitterne, der alle var af Levis stamme. Præsterne og levitterne havde pligt til at bevare tilbedelsen af Jehova Gud ren og ubesmittet. Ikke alene havde de fået befaling til at tjene i templet i forbindelse med ofringerne og højtiderne, men de skulle også lære folket Guds lov og meddele Israels stammer, hvad der var hans vilje.

 3, 4. Hvad gik Jehovas pagt med Levi ud på? Hvem krænkede den, og hvordan?

³ Gud indgik en pagt med Levis stamme eller gav som sin vilje udtryk for, at de som de eneste skulle have det privilegium at forrette tempeltjeneste, og at han skulle være deres arvelod, eftersom de ikke fik nogen jord i eje i Israels land. Denne pagt med Levi kom klart til udtryk i Jehovas anerkendende ord til Pinehas, ypperstepræsten Arons sønnesøn, fordi han så dristigt havde grebet ind og hindret, at afgudsdyrkelse og moralsk løsagtighed fik lov at trænge ind i Israel: „Pinehas, søn af Eleazar, søn af præsten Aron, har vendt min vrede bort fra Israels sønner, da han ikke tolererede, at jeg havde nogen som helst rival i deres midte, så jeg ikke har udslettet Israels sønner i mit ufravigelige krav om absolut hengivenhed. Sig af den grund: Nu giver jeg ham min fredspagt. Og den skal tjene som en pagt om et præsteskab på ubestemt tid for ham og hans afkom efter ham, fordi han ikke tålte nogen rivaliseren med sin Gud, men skyndte sig at skaffe soning for Israels sønner.“ — 4 Mos. 25:10-13, NW.

⁴ I sin videre beskrivelse af pagten med Levi sagde Jehova til de præster, der var forsømmelige i udførelsen af deres pligter: „Og nu, I præster, denne befaling gælder jer. Og I skal vide, at jeg har sendt denne befaling til jer, for at min pagt kan være med Levi, siger hærskarers Jehova. Min pagt med ham gjaldt liv og fred; og jeg gav ham [liv og fred], for at han skulle frygte; og han frygtede mig og viste ærefrygt for mit navn. Sandhedens lov var i hans mund, og uretfærdighed fandtes ikke på hans læber: han vandrede med mig i fred og i retskaffenhed og vendte mange bort fra uret. For præstens læber skulle bevare kundskab, og man skulle søge Loven ved hans mund; for han er hærskarers Jehovas sendebud [eller: engel]. Men I bøjede af fra vejen; I har fået mange til at snuble over Loven; I har fordærvet pagten med Levi, siger hærskarers Jehova.“ — Mal. 2:1, 4-8, AS; Da, margen.

 5, 6. a) Hvornår og under hvilket symbol blev Jehovas nærværelse i templet først fremstillet? b) Under hvilket symbol blev den fremstillet, da Israel var kommet ind i det forjættede land?

⁵ Den første, der byggede Jehova et tempel, var den levitiske profet Moses, Arons broder. Dengang Moses var færdig med templet eller tabernaklet, og det stod færdigrejst i ørkenen i året 1512 f. Kr., fandt en betydningsfuld begivenhed sted. Beretningen siger: „Således afsluttede Moses arbejdet. Og skyen begyndte at dække mødeteltet, og Jehovas herlighed fyldte mødeteltet. Og Moses kunne ikke gå ind i mødeteltet, fordi skyen lagde sig omkring det, og Jehovas herlighed fyldte tabernaklet.“ (2 Mos. 40:33-35, NW; 1 Sam. 1:9; 3:3; 2 Sam. 22:7, AS) Dette mirakel var et symbol på, at Herren Jehova var kommet til sit tempel og nu var nærværende i sit hellige tempel. Otte dage senere, den første dag efter indsættelsen af ypperstepræsten Aron og hans sønner, underpræsterne, bragte de deres første ofre, både for sig selv og for Israels folk. Da ofringen nåede sit højdepunkt, viste der sig endnu et tegn fra himmelen: „Så løftede Aron hænderne ud mod folket og velsignede dem og kom ned efter at have frembåret syndofferet og brændofferet og fællesskabsofrene. Sluttelig gik Moses og Aron ind i mødeteltet og kom ud og velsignede folket. Derpå kom Jehovas herlighed til syne for hele folket, og ild brød ud foran Jehova og begyndte at fortære brændofferet og fedtstykkerne på alteret. Da hele folket fik det at se, brød de ud i råb og kastede sig ned på deres ansigter.“ Jehovas anerkendelse af de ofre, Aron og hans sønner frembar, var et bevis for, at han billigede deres indsættelse til præster i overensstemmelse med hans pagt med Levi. Skyen, der stod over tabernaklet, var et tegn på, at Jehova befandt sig i sit hellige tempel. — 3 Mos. 9:22-24, 1, NW; 2 Mos. 40:1, 12-17, 31, 32, 36, 38.

⁶ Da Israels folk niogtredive år senere gik over Jordanfloden og bosatte sig i det forjættede land, var det ikke nødvendigt at flytte tabernaklet fra sted til sted, for folket var ikke længer på vandring, og følgelig forsvandt skystøtten fra sit sted over tabernaklet. Jehovas nærværelse i det hellige tempel blev imidlertid symboliseret ved pagtens ark, den hellige kiste, på hvis låg der var to guldkeruber, og i den opbevaredes hellige rekvisitter. Denne ark havde plads i det inderste rum, det allerhelligste, og oven over kisten skinnede et mirakuløst lys. „I en sky vil jeg komme til syne over dækket,“ sagde Jehova. (3 Mos. 16:2, NW) „Når som helst Moses nu gik ind i mødeteltet for at tale med ham, ville han høre røsten tale med sig fra stedet oven over dækket, som var på vidnesbyrdets ark, fra stedet mellem de to keruber [på sonedækket].“ (4 Mos. 7:89, NW) Hvert år på forsoningsdagen gik ypperstepræsten ind i det allerhelligste og stænkede forsoningsblodet foran arken. Han trådte således frem for Jehovas åsyn. — Hebr. 9:7.

 7, 8. Hvorledes gav Jehovas nærværelse sig synligt til kende i Salomos tempel, da det var bygget færdigt?

⁷ Efter at have tjent sit formål i det forjættede land i 446 år blev tabernaklet eller åbenbaringsteltet erstattet af et tempel af sten og træ, udsmykket med ædle metaller og funklende stene. Det kom til at ligge på Morija bjerg i Jerusalem, og det tog kong Salomo, Davids søn, over syv år at bygge det. På dagen for dette herlige tempels indvielse var tiden nu kommet til, at symbolet på Jehovas nærværelse skulle bringes ind i denne skønne bygnings inderhal. Herom læser vi: „Så bragte præsterne Jehovas pagts ark ind på dens plads, til det inderste af husets rum, det allerhelligste.“ Hvad skete der da? „Da præsterne kom ud fra det hellige sted, skete det, at selve skyen fyldte Jehovas hus. Og præsterne var ude af stand til at stå og udføre deres tjeneste på grund af skyen, for Jehovas herlighed fyldte Jehovas hus.“ Den mirakuløse sky var i endnu højere grad end anbringelsen af pagtens ark i inderhallen et tegn på, at Jehova var kommet og befandt sig i sit hellige tempel. Men begge tegn, både arken i det allerhelligste og herlighedsskyen, der fyldte den hellige bolig, symboliserede på synlig vis Jehovas nærværelse. — 1 Kong. 8:6, 7, 9-11, NW.

⁸ Efter at dette havde fundet sted, udtalte kong Salomo sin erkendelse af Jehovas trofasthed og velsignede hele folket, der var forsamlet i tempelgården. Som Salomo stod der foran det store alter, hvorpå der lå dyreofre til Gud, bad han en lang bøn. Han bad for Jehovas udvalgte folk og for dem, der i fremtiden skulle komme fra andre lande og tilbede Jehova. Jehova gav et synligt bevis for, at han havde bønhørt Salomo. „Lige så snart Salomo var færdig med at bede, for ilden ned fra himlene og begyndte at fortære brændofferet og slagtofrene, og Jehovas egen herlighed fyldte huset. Og præsterne var ude af stand til at træde ind i Jehovas hus, for Jehovas herlighed havde fyldt Jehovas hus. Og alle Israels sønner var tilskuere, da ilden for ned, og Jehovas herlighed hvilede over huset, og de bøjede sig øjeblikkelig ned med ansigterne mod jorden, mod stenbroen, og faldt på knæ og takkede Jehova: for han er god, thi hans miskundhed varer evigt.“ (2 Krøn. 7:1-3, NW) — Ilden fra himmelen, der antændte brændet på det nye alter og fortærede ofrene derpå, viste, at Jehova anerkendte templet og dets alter. Ligeledes var den en anerkendelse af, at tilbedelsen af ham var blevet flyttet fra det gamle tabernakel til dette hellige palæ på Morija bjerg. Han var nu nærværende i dette tempel, som han havde været det i tabernaklet.

 9. På hvilke andre måder manifesterede Jehova sin nærværelse i Salomos tempel?

⁹ Ikke sådan at forstå, at Jehova var bogstaveligt nærværende i dette tempel af sten og træ; det var han lige så lidt som han havde været det i det mere beskedne tabernakel, som Moses havde rejst. Hverken dette tempel eller hint telt kunne rumme universets store Gud. Salomo selv bekendte åbenlyst dette ved templets indvielse, da han i sin bøn sagde: „Men vil Gud da virkelig bo hos menneskene på jorden? For se! himmelen, ja selve himlenes himmel kan ikke rumme dig, hvor langt mindre da dette hus, som jeg har bygget?“ (2 Krøn. 6:18, NW) Jehova var kun nærværende i det hellige tempel på Morija bjerg i den forstand, at han udsendte sin kraft fra sin himmelske trone og lod den komme til syne i templet ved herlighedsskyen og ilden, der for ned fra himmelen. Han var også nærværende i dette tempel ved at have sin opmærksomhed henvendt på det og ved at opfylde de bønner, der blev bedt derfra eller opsendt af sådanne, der bad med ansigtet vendt mod dette tempel. Som Salomo selv sagde i sin indvielsesbøn: „Du må vende dig til din tjeners bøn og til hans begæring om gunst, o Jehova min Gud, ved at lytte til hans glædesråb og til den bøn, som din tjener beder for dit åsyn, så at det må blive åbenbart, at dine øjne er rettet mod dette hus dag og nat, til det sted, hvor du sagde, du ville stedfæste dit navn, ved at lytte til den bøn, som din tjener beder vendt mod dette sted.“ (2 Krøn. 6:19, 20, NW) Og som Jehova senere hen sagde til Salomo i Gibeon: „Jeg har helliget dette hus, som du har bygget, ved at stedfæste mit navn der på ubestemt tid, og mine øjne og mit hjerte skal beviseligt være der altid.“ — 1 Kong. 9:3, NW.

Herren (ha-A·donʹ) kommer til sit tempel

10. Hvornår og hvorfor unddrog Jehova Salomos tempel sin nærværelse, og hvad førte det til?

¹⁰ Tiden kom, da Jehova ikke længer var nærværende i dette Salomos tempel, fordi præsterne og levitterne med vidende og vilje besmittede „pagten med Levi“, og Israels folk overtrådte alle de love, Jehova havde givet dem i sin pagt. Da han ikke mer var nærværende i dette tempel, blev det overladt til tilintetgørelse af de babyloniske hære i året 607 f. Kr., og nogle af de overlevende af dette folk, der havde vanhelliget det, blev ført i fangenskab i Babylon. Halvfjerds år senere udfriede Jehova en trofast rest fra deres fangenskab i Babylon, fordi de bad med ansigtet vendt mod det sted, hvor templet førhen havde ligget, og viste, at de af hjertet ønskede at genoprette den rene tilbedelse. Han førte dem tilbage til Juda og Jerusalem for at genopbygge templet og atter indføre tilbedelsen af Gud i dens fulde renhed. Under statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Jesua blev templet og dets alter genopbygget og tilbedelsen af Jehova atter indført på det gamle sted. Det tempel, som den angrende og hjemvendte rest byggede, havde ikke på langt nær den ydre pragt som Salomos tempel. Dog var det i forbindelse med dette tempel, som den udfriede rest havde genopbygget, at Jehova Gud lod Malakias udtale en profeti — den sidste før den kristne tidsalder — der blandt andet indeholdt dette bemærkelsesværdige udsagn: „Se, jeg sender mit sendebud [eller: engel], og han skal berede vejen foran mig; og Herren, hvem I søger, skal pludselig komme til sit tempel, og pagtsengelen, som I finder jeres glæde ved: se, han kommer, siger hærskarers Jehova.“ — Mal. 3:1, Da.

11. I hvilke henseender adskilte det tempel i Jerusalem, som Zerubbabel byggede, sig fra Salomos tempel?

¹¹ I det tempel, som resten genopbyggede under statholderen Zerubbabel, fandtes der ingen pagtens ark i inderhallen eller det allerhelligste. Ved dets indvielse i året 516 f. Kr. blev det ikke fyldt af nogen herlighedssky; der kom ingen ild ned fra himmelen for at fortære ofrene, der lå på alteret. Alligevel var Gud på ny nærværende i dette tempel, og den rene tilbedelse var blevet genindført som på Moses’ tid.

12-14. Hvorfor blev det forudsagt, at Jehova pludselig ville komme til sit tempel, og hvornår skete det?

¹² Hvorfor sagde Malakias da henved halvfjerdsindstyve år senere, at „Herren [ha-A·donʹ], hvem I søger, skal pludselig komme til sit tempel, og pagtsengelen, som I finder jeres glæde ved“? Jo, fordi templets præsteskab i mellemtiden havde vist mangel på respekt for Jehovas alter og tjeneste og havde besmittet hans pagt med Levi. At præsterne havde svigtet deres gudgivne pligter bevirkede tillige, at folket blev materialistisk. De tvivlede på, at det var umagen værd at tilbede og tjene Jehova, og at han virkelig var nærværende i sit tempel og lagde mærke til det hykleri, der gik i svang under religionens dække. De trættede Gud med bestandig at sige: „Enhver, der gør ondt, er god i Jehovas øjne, og han fryder sig over dem; eller: Hvor er dommens Gud?“ (Mal. 2:17, Da) Hvis det trættede ham at høre denne respektløse og trodsige tale, burde han da ikke pludselig gribe ind og gøre noget? Jo, for spurgte de ikke: „Hvor er dommens Gud?“ Nuvel, lad dem vide, hvor han er, når han pludselig kommer til sit tempel for at holde dom.

¹³ Herren, som de foregav at søge, og som pludselig kommer til sit tempel, er Jehova Gud selv. Han er den A·donʹ (hebraisk) eller herre, som ejer templet, og hvis navn er stedfæstet der, og som kommer til det sted, hvor han formodes at blive tilbedt. Dog denne gang kommer han ikke alene, men ledsages af „pagtsengelen“. Da den domshandling, der skulle finde sted, når han var kommet sammen med sin pagtsengel, ville være både streng og uigenkaldelig, lovede Jehova, at han i sin barmhjertighed ville sende sit sendebud, og at dette skulle berede vejen for ham. Hvis der ikke fandt en forberedende gerning sted blandt hans tempeltilbedere inden hans komme til templet, ville hele folket stå i fare for at blive udslettet, som i tilfældet med Sodoma og Gomorra, der blev døbt med ild fra himmelen.

¹⁴ Denne profeti om Herren Jehovas komme til sit tempel sammen med pagtsengelen fik ikke sin opfyldelse på Zerubbabels tempel. Zerubbabels tempel blev med tiden erstattet af et mere storslået tempel, nemlig det tempel, edomitten Herodes den Store byggede, dengang han ved romersk dekret blev udnævnt til konge over Juda og Jerusalem. På dette tempel fik Malakias’ profeti en opfyldelse, der er et skyggebillede af begivenheder, som skulle indtræffe i vore dage, nu i det tyvende århundrede.

15, 16. a) Hvordan kom templets Herre, Jehova, pludselig til sit tempel efter Johannes Døbers forberedende arbejde? b) Ved hvem og hvornår kom Jehovas dom i templet til udtryk?

¹⁵ Jesus Kristus påpegede selv, hvem der på hans tid var det beredende sendebud, nemlig Johannes Døber, der havde fuldendt sin gerning og nu sad i fængsel, afventende sin henrettelse: „Det er ham, om hvem der er skrevet: Her er jeg, idet jeg sender mit sendebud forud for dig for at berede vejen foran dig?“ (Matt. 11:10, NW) Johannes begyndte sin gerning med at forkynde og døbe et halvt års tid før Jesus, og han beredte en lille rest af israelitter til at tage imod ham. Det vil dog ikke sige, at Jesus var Herren, der pludselig kommer til sit tempel. Jesus er ikke Jehova, templets herre. Han er Jehovas „pagtsengel“, der kommer sammen med Jehova til templet; og pagten er den pagt, Jehova sluttede med den trofaste Abraham: „Gennem din sæd [eller: dit afkom] skal alle jordens folk visselig velsigne sig.“ (1 Mos. 22:18, NW) Eftersom det forberedende sendebud var kommet, var det altså på Jesu tid, at Herren Jehova pludselig skulle indfinde sig i templet for at vise, hvor dommens Gud er. Dog ikke sådan at forstå, at Herren Jehova måtte komme rent personligt og vise sig synligt i templet, ligesom han jo heller ikke viste sig synligt i tabernaklet i Sinaj ørken eller i Salomos tempel i Jerusalem. Men Jesus Kristus, velsignelsespagtens engel, kom synligt til Jehovas tempel dengang. Han kom som Herren Jehovas synlige repræsentant, og ved at udgyde sin ånd over Jesus kom Jehova sammen med ham til dette tempel i året 33 e. Kr.

¹⁶ Efter at Jesus var blevet døbt i Jordanfloden af Johannes, blev han åndsavlet, idet Jehovas røst fra himmelen lød: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt“, og han blev salvet til konge, da Jehovas ånd under symbol af en due dalede ned over ham. (Matt. 3:13-17, NW) Tre og et halvt år senere red Jesus ind i kongebyen Jerusalem som en konge på sin kroningsdag. Dernæst fremstillede han sig i templet, men ypperstepræsten tog ikke imod ham og salvede ham ikke til at være jødernes konge, og han blev ikke hyldet af præsterne og levitterne. Nej, de krænkede pagten med Levi; de tog ikke imod Jehovas store offerlam til soning af menneskeslægtens synder, og sandhedens lov var ikke på deres læber. De protesterede harmfuldt, da de mange drenge i templet hyldede Jesus og råbte: „Frels, beder vi, Davids søn!“ (Matt. 21:15, 16, NW) Eftersom disse præster og levitter ikke gjorde det, måtte Jesus selv drive vekselererne, duekræmmerne og dyresælgerne ud af templet og sige til dem: „Står der ikke skrevet [i Esajas 56:7]: Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkene? Men I har gjort det til en røverkule.“ (Mark. 11:15-17, NW) Det var Jehovas egne ord, Jesus citerede, og Jehova var således med sin pagtsengel i dette domsudsagn i templet, der i det mindste blev renset for denne religiøse sjakren.

17, 18. Hvilket synligt udtryk for Jehovas dom så man nogle dage senere i Jerusalems tempel?

¹⁷ Dagen efter erklærede Jesus, at Jehova ville ophøre med at være nærværende i templet. Hans ord til de skriftkloge og farisæerne og Jerusalems indbyggere lød: „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ For at der ikke på nogen måde skulle råde tvivl om, at det for Herodes’ tempel betød en ødelæggelse i lighed med babyloniernes ødelæggelse af Salomos tempel i år 607 f. Kr., sagde Jesus til sine disciple under en rundtur i templet: „Ser I ikke alt dette? Sandelig siger jeg eder, her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.“ (Matt. 23:38; 24:1, 2) To dage senere sagde disse præster, der havde draget pagten med Levi ned i smudset, i realiteten: „Hvor er dommens Gud?“, og de, overgav Guds pagtsengel til de uomskårne romere, for at de skulle henrette ham på et træ til offentlig spot og spe som en anden forbrydertræl.

¹⁸ Dommens Gud så, at når disse præster og levitter genoptog deres tjeneste i templet, ville deres hænder være besudlede med pagtsengelens blod. Da derfor hans døende pagtsengel råbte sine sidste ord: „Det er fuldbragt!“ „Fader! i dine hænder betror jeg min ånd“, kom Jehova selv til sit tempel, idet han vendte sin magt direkte mod det allerhelligste. Nej, han lod ikke en herlighedssky fylde boligen, heller ikke lod han ild fra himmelen på mirakuløs vis fortære dyreofrene på templets alter, men han lod et jordskælv ryste grunden under tempelbyen, så klipperne slog revner. Han skjulte solen, så den ikke skinnede på templet, og flængede forhænget i helligdommen i hele dets længde, som havde det været papir, skønt det var dobbelt og tommetykt og målte ni meter fra øverst til nederst, så det afsløredes, at pagtens ark ikke befandt sig i det allerhelligste. — Matt. 27:50, 51; Joh. 19:30; Luk. 23:45, 46.

Hans nærværelses sande tempel

19. Hvornår og hvordan blev det åbenbart, at Jehova totalt og for stedse havde forladt det forbilledlige tempel?

¹⁹ Syvogtredive år senere blev ikke alene det allerhelligste, men hele templet i Jerusalem hærget af ild, antændt af de romerske erobrere, så bygningen brændte ned til grunden, og Jesu profeti fik sin opfyldelse, at der ikke skulle lades sten på sten tilbage. De 97.000 jøder, der overlevede de fire måneders belejring af Jerusalem, blev taget til fange og ført „bort til alle hedningerne“, byen blev ødelagt, præsternes, levitternes og kongefamiliens slægtsregistre blev tilintetgjort eller gik tabt, og jøderne rundt om i verden var uden tempel og uden et fungerende præsteskab, der kunne identificeres som berettiget til at udføre en sådan præstetjeneste. Jehova havde i sandhed overladt deres hellige hus til dem selv.

20. Hvad kom i stedet for det tempel af sten og træ, der blev brændt ned til grunden, da Jerusalem blev ødelagt?

²⁰ Men havde Jehova nu ikke længer et tempel? Kunne han aldrig mer være nærværende i sit hellige tempel? Jo, for han havde ombyttet det forgængelige tempel af sten og træ på Morija bjerg i Jerusalem med et varigt, åndeligt tempel. På den tredje dag, efter at Jehova Gud havde sønderrevet tempelforhænget fra øverst til nederst, opstillede han „hovedhjørnestenen“ til sit åndelige tempel. Hvordan? Gud den Almægtige gjorde dette ved at oprejse sin søn, pagtens engel, fra de døde til liv i himmelen. I overensstemmelse med sin svorne ed oprejste Jehova ham som en kongepræst i lighed med Melkizedek, men med guddommelig natur. På grundlag af det opofrede menneskeliv, Jesus Kristus havde givet hen i sin egenskab af præst, blev han nu Jehovas kongelige ypperstepræst og ejermand til en offerfortjeneste, hvormed han kunne bringe soning for menneskeslægtens synder og virke som mellemmand mellem Gud og mennesker. Ved hellig ånd boede Jehova Gud i Jesus, det åndelige tempels levende hovedhjørnesten, og Gud havde ikke længer brug for det materielle tempel i Jerusalem, som var bygget af døde sten.

21, 22. Hvem er det åndelige tempels hovedhjørnesten og „levende stene“?

²¹ Fyrretyve dage senere steg Jesus Kristus op til sin Faders himmelske trone, medførende værdien af sit opofrede menneskeliv. Jehova Gud accepterede dette offer og gjorde sin ypperstepræst til den „kostelige hovedhjørnesten“ på det himmelske Morija bjerg eller Zions bjerg. Eftersom Jesus kun var hjørnestenen, er det indlysende, at Jehova Gud ikke agtede at lade ham alene udgøre sit levende, åndelige tempel. På Pinsedagen, ti dage senere, begyndte Jehova at rejse sit åndelige tempel på den levende hovedhjørnesten, Jesus. Han brugte ypperstepræsten Jesus til som en modbilledlig Salomo at udføre byggearbejdet på dette åndelige hus. På denne samme pinsedag avlede Jehova Gud ved sin hellige ånd Jesu trofaste apostle og andre disciple og gjorde dem derved til sine åndelige sønner. Ved Jesus udgød han sin hellige ånd over dem og salvede dem til at være medlemmer af et „kongeligt præsteskab“ under ypperstepræsten Jesus Kristus. Han gjorde dem til „levende stene“, der skulle opbygges på hovedhjørnestenen Jesus.

²² Derfor siger apostelen Peter til alle salvede kristne: „Idet I kommer til ham som til en levende sten, forkastet, sandt nok, af mennesker, men udvalgt, kostelig for Gud, bygges I selv som levende stene op til et åndeligt hus i den hensigt, at I skal være et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er antagelige for Gud. Thi der står i Skriften: Se! jeg er i færd med i Zion at lægge en udvalgt sten, en kostelig hovedhjørnesten . . . I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til særlig ejendom, for at I videnom skal forkynde hans fremragende egenskaber, som kaldte jer fra mørket ind til sit vidunderlige lys.“ — 1 Pet. 2:4-6, 9, NW; Ap. G. 2:1-36.

23. Hvad er formålet med det åndelige tempel?

²³ Fra og med Pinsedagen har Jehova boet i sit hellige, åndelige tempel, bygget af „levende stene“. Gennem apostelen Paulus siger han til disse præstelige kristne: „Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds ånd bor i jer?“ „Kristus selv er hovedhjørnestenen. I samhørighed med ham vokser hele bygningen, idet den harmonisk føjes sammen til et helligt tempel for Jehova. I samhørighed med ham bliver også I sammen bygget op til et sted for Gud at bo ved ånd.“ — 1 Kor. 3:16 og Ef. 2:20-22, NW.

24. a) Hvorfor så man ikke efter apostlenes død noget til det åndelige tempels opbygning og vækst? b) Hvilken forandring er der indtruffet i det forløbne århundrede med hensyn til templets „levende stene“?

²⁴ Ved slutningen af det første århundrede var Kristi tolv apostle døde. Snart tabte man dette åndelige tempels opbygning og vækst af syne, fordi der skete et frafald fra den rene tempeltro. Tilstandene blev som på den tid, da jøderne var i fangenskab i Babylon, mens Jerusalem lå i ruiner, og Jehova intet tempel havde på jorden, hvor han kunne bo ved sin ånd. Naturligvis har Jehova altid boet i templets hjørnesten, Jesus Kristus, i himmelen i kraft af sin ånd, men de „levende stene“ på jorden tabtes af syne og kunne så godt som ikke identificeres. Kort tid efter 1870, det vil sige for over firsindstyve år siden, begyndte de på ny at komme til syne, for sandhederne fra det åndelige tempel begyndte atter at blive genoprettet og finde anvendelse, og Guds ånd sås igen at være virksom i frembringelsen af den sidste rest af de 144.000 „levende stene“ i det „åndelige hus“. „Jehovas vidners historie i nyere tid“, der for tiden offentliggøres i Vagttaarnet, fortæller i nærmere enkeltheder om disse begivenheder.

25, 26. Hvordan er Jehova pludselig kommet til sit åndelige tempel for endegyldigt at opfylde Malakias’ profeti?

²⁵ Men foruden denne rest af åndelige, „levende stene“ har også kristenhedens verdslige religionssystemer gjort påstand på at være Guds hus, hans sande tempel, skønt de bestandig er faldet fra tempeltroen, og intet tyder på, at Jehova bor i dem med sin ånd. De trættede Jehova Gud med deres religiøse tale om, at enhver, som gør ondt, er god og velbehagelig i Guds øjne. Derfor trængte spørgsmålet sig på: „Hvor er dommens Gud?“ Forholdene krævede mere og mere, at en begivenhed af verdensomfattende religiøs betydning skulle finde sted i opfyldelsen af denne profeti. Hvilken begivenhed? Denne: Herren Jehovas pludselige komme til sit sande, åndelige tempel ledsaget af pagtens engel som den endelige og fulde opfyldelse af Malakias’ profeti.

²⁶ Er Herren Jehova kommet til sit åndelige tempel sammen med sin pagtsengel? Kristenheden siger nej! Men det skyldes, at han er kommet ganske pludseligt og har grebet kristenheden på fersk gerning i ukristelig færd. Den er ikke mere interesseret i Jehovas komme under ledsagelse af pagtens engel, end de tempelvanhelligende præster og levitter var interesseret i eller værdsatte betydningen af, at Jesus kom til templet og rensede forgårdene for religiøse udbyttere. Dengang kom Jesus og foretog en sådan udrensning tre og et halvt år efter, at han var blevet døbt, åndsavlet og salvet ved Jordanfloden. Nu kom Jesus og begyndte udrensningen i foråret 1918, tre og et halvt år efter Guds riges fødsel i 1914 og Jesu Kristi tronbestigelse i himmelen som regerende konge.

27. Hvilken stilling har kristenheden siden 1914 indtaget over for Jehovas indsatte konge, alle dens påstande til trods?

²⁷ Lad kristenheden benægte 1918 som det år, da Herren Jehova pludselig kom til sit åndelige tempel som dommens Gud ledsaget af Jesus Kristus, pagtens engel; ikke desto mindre er dommens time inde for alle, som med rette eller urette påstår at være Guds hus, og denne dom har gået for sig siden foråret 1918. Det er således på sin plads at stille de spørgsmål, der forekommer i Malakias’ profeti: „Hvo kan udholde den dag, han kommer, og hvo kan stå, når han kommer til syne?“ Nu i dag, da der er gået otteogtredive år siden 1918, viser kristenheden, at den ikke vil holde ud eller stå fast som Guds hus, for Jehovas pagtsengel er „som metalsmelterens ild og tvætternes lud“. (Mal. 3:2) Kristenheden kan ikke anerkende den sande Kristus i hans rolle som konge og præst nu siden Rigets fødsel i 1914. Han er den alt for meget af en ild, alt for meget af en lud. Der er intet ædelt metal i kristenheden, kun brændbare stoffer. Den er ikke gjort af holdbare materialer, den er kun snavs og smuds, som luden vil fjerne. I Harmagedonslaget, når Herren Jehovas dom eksekveres fra hans sande, åndelige tempel, vil dette blive åbenbart.

28, 29. a) Hvem underkaster sig nu villigt Jehovas brændende domme, og i hvilken hensigt? b) Hvad indbefatter disse rensedes åndelige ofre?

²⁸ Men hvem har kunnet møde denne dag, da han kom til sit tempel sammen med pagtens engel, og stå den igennem? De, som oprigtigt har søgt Jehova; de, som glæder sig af hjertet over hans pagtsengel og elsker hans tilsynekomst; de, som har været de eneste, der har henledt opmærksomheden på den kendsgerning, at Jehova er kommet til sit tempel sammen med pagtens engel og er nærværende der. Det er Jehovas vidner. Det er dem, der har vist sig villige til at underkaste sig Jehovas domme ved Kristus, uden hensyn til hvor brændende eller blegende de har været, og som har udholdt en renselse af deres lære, organisation og virksomhed.

²⁹ Gennem Malakias siger Jehova (3:3, AS): „Og han vil sidde som en, der renser og lutrer sølv, og han vil lutre Levisønnerne og rense dem som guld og sølv; og de skal bringe Jehova offergaver i retfærdighed.“ Levis sønner i fortiden var templets tjenere og vogtere, og det var dem, der frembar ofrene. De modbilledlige „Levisønner“ i dag er resten af det åndelige tempels „levende stene“. De udgør resten af det „kongelige præsteskab“ under ypperstepræsten Jesus Kristus og må i denne egenskab frembære åndelige lovprisningsofre og øve gode gerninger for Gud samt gøre andre bekendt med Kristi syndoffer. Indtil Herrens komme til templet i 1918 sammen med pagtens engel var deres „åndelige ofre“ meget mangelfulde og ikke Guds alter værdige, ligesom deres organisation heller ikke var helt ren. Men da den første verdenskrig var endt i 1918, blev de underkastet en lutrende ild, så de kunne „bringe Jehova offergaver i retfærdighed“. Nu ved hele verden, at denne rest af modbilledlige „Levisønner“ siden 1918 har frembåret åndelige lovprisningsofre i retfærdighed, for deres største offer har været forkyndelsen i lydighed mod den profetiske befaling i Mattæus 24:14, forkyndelsen af „den gode nyhed“ om Guds riges oprettelse i 1914. De har bestræbt sig for at lade denne forkyndelse lyde ud over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, inden Satans rige for stedse skal styrtes i Harmagedonslaget. I løbet af de første tre årtier efter 1918 har engelen i templet lutret denne forkyndende organisation som med ild, så den nu er teokratisk i opbygning og virkemåde. Det har haft til resultat, at resten er vendt tilbage til fordums dages apostolske fremgangsmåde, som „i henrundne år“, hvilket alt sammen er lifligt for Jehova. — Mal. 3:4.

30. a) Hvilken dadelværdig adfærd fra de åndelige „Levisønners“ side har vakt Jehovas harme i vor tid? b) Hvilke gode virkninger havde det, da han ikke længere var vred på dem?

³⁰ Med sorg at melde gjorde den præstelige rest, de modbilledlige „Levisønner“, sig under første verdenskrig skyldig i besmittelse af „pagten med Levi“, idet de indgik kompromis med denne verden, så Jehova „vrededes“ på dem. (Es. 12:1) Men siden 1919 har den lutrende engel renset dem, så de nu er som ædelt metal. Han har udfriet dem fra det verdslige Babylon og påbudt dem som bærere af Jehovas kar ikke længer at røre noget urent i Babylon. (Es. 52:11) Siden har de forstået, at „pagten med Levi“ kræver af dem, at de skal være hærskarers Jehovas sendebud, at deres læber skal vogte på kundskab, deres mund på sandhedens lære, at de i fred og sanddruhed skal vandre med deres Gud og holde mange fra brøde. De forstod, at hvis de skulle gøre alt dette, måtte de være vidner for Jehova og forkynde Rigets sandheder. I erkendelse heraf antog de i 1931 modigt navnet „Jehovas vidner“. De ved nu, at „pagten med Levi“ kræver et rent præsteskab, et, der hverken tillader åndelig eller fysisk hor og utugt, et præsteskab, der viser Gud absolut hengivenhed ved at bevare hans tilbedelse i templet ren, ubesmittet og fri for hykleri. Som fortidens levitter, der ingen jordlod ejede, ved de, at Jehova er deres arvelod, og at deres håb er det himmelske rige, hvorfor de må tragte efter det, som er oventil. (Kol. 3:1, 2) Samvittighedsfuldt søger de derfor nu at holde „pagten med Levi“. De insisterer på at bevare den rette tilbedelse inden for den nye verdens samfund.

Et „hastigt vidne“

31, 32. I hvilket gavnligt øjemed har Jehova været et „hastigt vidne“ mod de åndelige Jakobssønners urette adfærd?

³¹ For at rense sit folk fortæller Jehova Gud os, hvad det er, han vil vende sig imod, når han kommer og er nærværende i sit hellige tempel for at holde dom og foretage en religionslutring. „Og jeg vil nærme mig jer til dom; og jeg vil være et hastigt vidne mod troldmændene og imod horkarlene og imod menederne og imod dem, der forholder daglejeren hans løn og undertrykker enken og den faderløse, og mod dem, der nægter den fremmede [indbyggeren af fremmed nationalitet] hans ret og ikke frygter mig, siger hærskarers Jehova. Thi jeg, Jehova, forandrer mig ikke; derfor fortæres I ikke, o Jakobs sønner.“ — Mal. 3:5, 6, AS; AT.

³² Fra Jehovas komme til sit tempel og til Harmagedonslaget er der kun fastsat „en kort tid“, og følgelig har Jehova for at frelse sit åndelige Israel eller sine åndelige „Jakobssønner“ fra at blive fortæret i denne universelle krig måttet være et hastigt vidne mod al uret, afsløre den samt rense dem, der angrede deres forseelse. Som et hastigt vidne mod troldmændene har han i 1920, i 1934 og i 1955 givet os tre magtfulde pjecer i hænde, der afslører spiritismen. Han har også revet masken af de såkaldte „vismænd fra Østerland“, der kom for at opsøge drengebarnet Jesus, og vist, at de kun var stjernetydere, der uafvidende blev brugt som redskaber i dæmonfyrstens hånd i den hensigt at få kong Herodes opildnet til at dræbe Jesus. Han har også afsløret den store pyramide ved Giza og vist, at den ikke er „Guds stenvidne“ eller „Bibelen i sten“, men et dæmonismens monument til forherligelse af troen på sjælens udødelighed eller „et liv efter døden“.

33. Hvilken virkning har det haft på de urene og på dem, som indviede sig, men ikke levede op til deres indvielse, at Jehova har vidnet i hast imod dem?

³³ Fra sit tempel har Jehova også i hast vidnet mod dem, som har gjort sig skyldige i hor eller legemlig eller åndelig urenhed samt i ubibelske skilsmisser. Han har lært sit folk at indtage et ubesmittet, neutralt standpunkt over for alle denne verdens politiske og militære konflikter. Han har vidnet mod menederne eller dem, som har svoret falsk, navnlig den „onde træl“, sådanne, som har svoret til Gud og bekræftet, at de vil „følge [hans] retfærdige lovbud“, men har vist sig svigefulde ved ikke at leve op til deres indvielse til at gøre Guds vilje. Eftersom disse menedere er som hyklere, har Jehova ved sin pagtsengel kastet den „onde træl“ ud af sin organisation og nægtet denne skare yderligere åndeligt lys. — Sl. 119:106; Matt. 24:48-51.

34, 35. På hvilke forskellige måder har Jehova tilfredsstillet de afhængiges legemlige og åndelige behov, og hvilke afhængige har nydt godt af hans foranstaltninger?

³⁴ Ved at åbenbare sit ord og træffe en ny ordning for sin organisation, så den i barmhjertighed kan tage sig af de ringe, har Jehova vidnet mod dem, som undertrykker sådanne, der er afhængige af andre — daglejeren, der med rette venter sin løn, enken, især den barnløse, og den faderløse, der for drengenes vedkommende har ansvar for at bevare familienavnet. Jehova sørger nu for, at disse bliver hjulpet, både hvad angår deres legemlige og — navnlig — deres åndelige fornødenheder, så de kan leve et rigt åndeligt liv og nyde godt af alle de åndelige forsyninger, han tilvejebringer for sit folk. Han har lært den stærke at bære den svages og afhængiges byrder.

³⁵ Jehova har haft flere i tanke end bare sit åndelige Israel, sine åndelige „Jakobssønner“. Han har også tænkt på en langt større skare mennesker, der har fårets føjelige sind, men ikke hører til de åndelige israelitter. Nu da fuldbyrdelsen af ilddommen i det frygtelige Harmagedonslag nærmer sig, har Jehova Gud som den store Hyrde medfølelse med disse, der har fårets egenskaber. Selve det, at de ikke er åndelige israelitter, er ingen grund til, at de skulle gå tabt. Hans eget åndelige Israel var engang som de og havde selv barmhjertighed nødig. Jehova tillader eller tilsteder disse andre får ret til at få en mulighed for at opnå liv i hans nye verden. De blev billedligt fremstillet ved den fremmede eller folkene fra andre nationer, som midlertidigt boede blandt Israel, og som Jehova elskede. „Thi Jehova jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, mægtige og frygtindgydende Gud, som ikke optræder partisk over for nogen, ej heller tager imod bestikkelse, som eksekverer dom på den faderløse drengs og enkens vegne og elsker den midlertidige indbygger, så han giver ham brød og klæder. I skal ligeledes elske den midlertidige indbygger.“ — 5 Mos. 10:17-19, NW.

36. Ved hvilke andre foranstaltninger har Jehova siden 1918 bragt vederkvægelse og forståelse til millioner, „der sukker og jamrer“ over byens, kristenhedens, vederstyggeligheder?

³⁶ Harmfuld over enhver uret, der begås mod disse fremmede, har Jehova været et hastigt vidne mod sådanne, „der nægter den fremmede [eller: den midlertidige indbygger] hans ret“. (Mal. 3:5, AS) For at vække større interesse for de fremmede har Jehova siden 1918 ladet et overraskende budskab forkynde: „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“, og i 1923 gav han en fortolkning af „lignelsen om fårene og bukkene“. (Matt. 25:31-46) Han viste, at den retfærdige jordiske skare var de „andre får“, som den rette hyrde måtte samle ind i folden, så de sammen med det åndelige Israels får kunne udgøre „én hjord“ under „den ene hyrde“. (Vagttaarnet, december 1923, side 181) Da tiden var moden, viste Jehova sin indsamlede rest, at de måtte vi denne skare mennesker med fårets sindelag deres fulde opmærksomhed, for i 1931 åbenbarede han, at resten skulle virke som den profetiske mand, der „bar linned klædebon og havde et skrivetøj ved sin lænd“. De skulle sætte et mærke i panden på de nedtrykte „får“, så Jehovas skarprettere kunne skåne dem i Harmagedonslaget. Eftersom Jehova har påbudt, at disse får skal mærkes i panden, ville vi, såfremt vi nægtede at tage del i dette mærkningsarbejde, forholde den modbilledlige fremmede eller midlertidige indbygger hans ret. Handler vi således, da ve os! Jehova er stadig i sit hellige tempel og kan handle som et hastigt vidne, der afslører manglende kærlighed hos enhver, som nægter at bekymre sig om disse får og ikke er flittig i vidnearbejdet med at mærke dem i panden. — Ez. 9:1-4.

„Et bedehus for alle folkene“

37, 38. a) Hvordan har Jehova som dommer siden 1918 udbredt sin lære om sand tilbedelse blandt dem, som beredvilligt ophører med at „lære krig“? b) Hvilken plads giver de rensede Levisønner bestandig deres „åndelige ofre“?

³⁷ Da Jehova nu befinder sig i sit hellige, åndelige tempel for at holde dom, går Esajas’ profeti i opfyldelse.: „Og det skal ske i de sidste dage, at Jehovas huses bjerg skal grundfæstes på bjergenes top og skal hæves op over højene; og alle folkene skal strømme dertil. Og mange folk vil vandre og sige: Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier: thi fra Zion skal loven udgå, og fra Jerusalem Jehovas ord. Og han skal [fra sit tempel] dømme mellem folkene, og træffe afgørelse vedrørende mange folk; og de skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive; folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal heller ikke mer lære krig.“ (Es. 2:2-4, AS) I fortiden var det skik og brug at tilbede på højtliggende steder. Jehova blev tilbedt på et bemærkelsesværdigt højt sted, på hans „hellige bjerg“, Morija bjerg, der hævede sig 730 meter over Middelhavet og 1158 meter over det Døde Hav. Der stod hans „hus“ eller tempel, højt hævet over alt og alle.

³⁸ Ved at fæste sit navn på sin rest af det åndelige tempel og ved at udsende dem som sine vidner har Jehova ladet sit navn ophøje over al jorden i disse „sidste dage“. Resten holder „pagten med Levi“ og viser Jehova absolut hengivenhed, og således har denne skare sat hans rene tilbedelse over alt andet og koncentreret sig om den som deres fornemste opgave i overensstemmelse med deres præstelige pligter. Intet folk, ingen regering har ret til at gribe forstyrrende ind på dette område, og kommer det til et valg mellem at tilbede Jehova og adlyde jordiske herskere, der står ham imod, vil resten give tilbedelsen af Jehova førsterangen og holde urokkeligt fast ved den tjeneste, de har fået anvist i hans tempel, idet de først og fremmest giver Gud, hvad Guds er. (Matt. 22:21) De har nægtet at holde op med at bringe deres åndelige lovprisningsofre og prædike den gode nyhed om hans oprettede, sejrende rige.

39. a) Hvem har ikke set med blide øjne på Jehovas sande tilbederes retlinede færd, og hvorfor ikke? b) Hvordan blev Jehovas høje krav om tilbedelse sammenligningsvis omtalt i fortiden?

³⁹ Denne trofasthed mod tilbedelsen af Jehova, som hele verden er vidne til, har ophøjet „Jehovas hus“, huset, hvor han tilbedes, for øjnene af alle folkeslagene. De patriotiske elementer i verden harmes over, at resten sætter tilbedelsen af Jehova, hans hus, over alle verdslige regeringer, loyalitetsforhold og over alle andre religioner. Blandt alle nationerne findes mennesker med fårets egenskaber, og de værdsætter denne tilkendegivelse af, at tilbedelsen af Jehova kommer frem for alt. Af resten af tempelskaren lærer de at give tilbedelsen af ham førstepladsen i deres liv og lade den stå højt hævet over alle andre systemer i Satans verden, der løfter sig som bjerge. Ligesom Salomos tempel på Morija bjerg, der hævede sig cirka 730 meter over Middelhavet, lå højere end noget af de hedenske templer i hovedstæderne i Ægypten, Assyrien, Babylon, Persien, Grækenland og Romerriget, således er tilbedelsen af Jehova højt hævet over hele Djævelens synlige organisation. Det er den ophøjede plads, „fårene“ blandt nationerne giver tilbedelsen af Jehova i deres liv. Det er grunden til, at de underkaster sig Jehovas domme og bestemmelser, der udgår fra hans suveræne tempel. De forlader Djævelens verden og dens religiøs-politiske bjerge samt dens krige og krigsvåben og drager op til „Jehovas huses bjerg“ for at tilbede ham der på dette sted, der „smukt løfter sig“ over denne fornedrede verden og dens dæmontilbedelse. (Sl. 48:2, 3) De bestræber sig for at leve op til hans tilbedelses høje standard. De indvier sig til ham gennem hans ypperstepræst Jesus Kristus. De anerkender, at deres pligt til at tilbede ham i hans hus går forud for enhver forpligtelse, de måtte have over for denne dødsdømte gamle verdens bjerge eller magter.

40. Hvorfor tillægger nu de mange, der midlertidigt bor blandt resten af det åndelige „Guds Israel“, sig med rette gode lyttevaner?

⁴⁰ Når disse „får“ har forstået, at Jehova er i sit hellige tempel, tier de i ærbødighed, for de drager op til „Jakobs Guds hus“ med det for øje, at „han skal lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier“. De lytter for at høre hans lov, der udgår fra det himmelske Zion, og hans ord, der kommer fra hans regeringsorganisation, det himmelske Jerusalem. Derpå vandrer de ad hans stier og bliver således medlemmer af hans nye verdens samfund. De bliver „midlertidige indbyggere“ blandt de åndelige israelitter.

41. a) Hvilken enestående ret tilkommer den fremmede og må derfor anerkendes og forsvares af alle sande tilbedere af Jehova? b) Hvilken dyb betydning ligger der i dag i de ord, Jesus citerede fra Esajas (56:7), da han kom til Jerusalems sidste forbilledlige tempel og rensede det?

⁴¹ I dag har disse „andre får“ det håb at kunne overleve Harmagedonslaget og blive ført ind i Guds nye verden. I den korte tid, der er tilbage inden dette slag, er disse ikke-israelitter i deres gode ret til at komme op til Jakobs Guds ophøjede hus for at tilbede Jehova der og vinde frelse. Vi må ikke forholde dem denne ret, men bør tværtimod i lydighed mod Gud gøre alt for at hjælpe dem til at nyde godt af denne rettighed. Dengang Jesus som pagtens engel kom til templet i år 33 e. Kr. og rensede dette tempel, som var blevet gjort til „en røverkule“, sagde han til disse røvere: „Står der ikke skrevet: Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkene?“ (Mark. 11:17, NW) I dag stiller denne samme pagtsengel det samme spørgsmål: „Står der ikke skrevet?“ Jo, og fordi disse ting er skrevet for vor tid, befaler Jehova Gud nu, at hans hellige tempel skal være et bedehus for alle folkene, for alle nationerne. Ved tempelindvielsen på Morija bjerg, og efter at Jehova var kommet til templet og havde fyldt det med sin nærværelses herlighedssky, bad kong Salomo om, at dette tempel måtte være et hus, hvor alle folk og nationer kunne bede, thi blandt sine syv begæringer indbefattede Salomo en bøn for den fremmede, der kommer fra et fjernt land for Jehovas navns skyld. — 1 Kong. 8:41-43.

42. Hvorfor er enighed blandt alle sande tilbedere af Jehova af allerstørste betydning?

⁴² Hører du med til resten? Så men ikke, at fordi disse andre får ikke er åndelige israelitter med en himmelsk arv i vente, har de ingen ret til at komme ind i det åndelige tempels gård for at tilbede Jehova ved hans ypperstepræst, Jesus. Eller er du en modbilledlig fremmed fra et fjernt land? Så tro ikke, at du vil blive skilt ud fra Jehovas vidner, fordi du ikke hører til resten, og at du ikke vil blive anerkendt af den nye verdens samfund, selv om du stiller dig på Jehovas side ved at indvi dig til ham. Sådan tænker Jehova ikke, nu da hans frelse ved hans nyoprettede rige er for hånden. Jehova siger følgende om alle de andre får, der kommer fra alle de for det åndelige Israel fremmede nationer: „Lad heller ikke den fremmede, som har sluttet sig til Jehova, tale og sige: Jehova vil sikkert adskille mig fra sit folk; . . . Også de fremmede, som slutter sig til Jehova for at tjene ham og elske Jehovas navn, for at være hans tjenere, enhver, der holder sabbaten og ikke vanhelliger den, og som holder fast ved min pagt, selv dem vil jeg bringe til mit hellige bjerg [på hvis top templet ligger] og lade dem glæde sig i mit bedehus: deres brændofre og deres slagtofre vil blive antaget på mit alter; for mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkene. Den Herre Jehova, som samler Israels forstødte, siger: Jeg vil dog samle andre til ham foruden hans egne, som bliver samlet.“ — Es. 56:3, 6-8, AS.

43, 44. a) Hvem har siden 1919 hårdnakket søgt at hindre det verdensomspændende indsamlingsarbejde, Jehova udfører, men hvoraf kan vi se, at de ikke har haft held med sig? b) Hvad hører og ser vi nu, som forudsagt af Gud, i samklang med det stadig voksende og fremadskridende indsamlingsarbejde?

⁴³ Siden 1919 og ganske specielt indtil 1931 har Jehova indsamlet resten af det åndelige Israel, der var forstødt og i fangenskab i den babyloniske verden. Siden 1931 har han indsamlet andre til sit tempel foruden sin egen israelitiske rest, der allerede er blevet indsamlet. Det er ham, der har indsamlet disse andre. Hvem har indtil nu formået at hindre ham? Den „onde træl“? Kristenhedens præsteskab og deres hjorde? Politiske diktatorer, radikale regeringer, totalitære regeringer eller andre politiske stormagter i denne verden? Satan Djævelen og hans dæmoner? Nej, for i dag er den nye verdens samfunds aktive medlemmer i Jehovas tempel steget til 608.000 vidner rundt om en tempelrest på 17.000. Det er på denne dag Jehovas fryd at „glæde“ disse modbilledlige „fremmede“, disse andre får, „i mit bedehus“. Har han gjort dem lykkelige i tilbedelsen af ham? Ja! Jehovas huses hellige bjerg genlyder af deres glædesråb, alt mens de ved ypperstepræsten frembærer deres åndelige „brændofre“ og „slagtofre“, og han viser dem sin anerkendelse ved at velsigne dem i sin tjeneste, sin vidnegerning.

⁴⁴ For nitten århundreder siden gav ypperstepræsten Jesus Kristus apostelen Johannes et syn, hvori han så denne „store skare“ fremmede fra alle folkeslag, iført hvide klæder og med palmegrene i hænderne, forsamlet i templet, hvor de hyldede Jehova og hans søn, der havde ofret sig selv, og tilskrev dem deres egen frelse samt tjente Jehova dag og nat i hans tempel. Hvilken opløftende erfaring for Johannes at se dette syn! Ja, men hvilken hjertegribende erfaring for os i dag at se det virkeliggjort! — Åb. 7:9-15.

45. Hvem tilbeder nu enigt og i fællesskab Jehova i hans åndelige bedehus, hvordan former deres tilbedelse sig, og hvilken lykkelig fremtid venter dem, når de gudgivne forudsigelser opfyldes?