Bør du deltage i Herrens aftensmåltid?
DET var blevet forår i det år der senere benævntes år 33 e. Kr. Det var den 14. nisan, den første måned i det hebraiske måneår. Solen var forsvundet bag horisonten da Jesus Kristus og hans tolv apostle forsamledes i en sal ovenpå i et hus i Jerusalem. Her lå de nu på løjbænke omkring det dækkede bord og indtog et måltid bestående af stegt lam, usyret brød, bitre urter og vin. Som trofaste jøder fejrede de den årlige påskefest, mindet om israelitternes udfrielse fra ægyptisk trældom. Da dette måltid var ved at være til ende rejste en af deltagerne, Judas Iskariot, sig og forlod værelset. Et øjenvidne beretter hvad der videre skete:
„Jesus [tog] et brød, og da han havde udtalt en velsignelse brød han det, gav det til disciplene og sagde: ’Tag, spis. Dette betyder mit legeme.’ Han tog også et bæger, takkede og gav det til dem med ordene: ’Drik alle af det; thi dette betyder mit „pagtsblod“ der skal udgydes til gavn for mange til forladelse af synder.’“ Af andre beretninger fremgår det at Jesus havde i sinde at denne højtid skulle holdes år efter år, for han sagde yderligere: „Vedbliv med at gøre dette til minde om mig.“ — Matt. 26:26-28; Luk. 22:19, NW.
Hvorfor gav Jesus denne befaling, og hvilken betydning ligger der i hans ord? Denne højtid, som Paulus kalder „Herrens nadver“ eller „Herrens aftensmåltid“, blev indført for at de kristne kunne lære at føle værdsættelse — ikke alene værdsættelse af at Jehova havde givet sin søn, men også værdsættelse af hvad Jesus Kristus havde gjort, og værdsættelse af de krav der stilles til hans efterfølgere. I lydighed mod Jesu befaling vil kristne Jehovas vidner i hele verden komme sammen den 14. nisan efter solnedgang for at mindes deres Herres død. Ifølge vor kalender vil denne dag i år begynde tirsdag den 17. april.
Lad os overveje betydningen af Jesu ord. Da Jesus sammenlignede sit legeme med det usyrede brød hentydede han til sit bogstavelige, kødelige legeme, der skulle blive til livgivende føde for menneskeslægten, sådan som han tidligere havde sagt: „Det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden.“ Vinen repræsenterede Jesu bogstavelige blod eller hans liv, idet sjælen eller livet er i blodet. Det tjente to hensigter: det borttog verdens synd og det satte en ny pagt i kraft, en pagt som Gud samtidig indstiftede og som skulle træde i stedet for den gamle lovpagt, Moseloven, der var ved at forsvinde. — Joh. 6:51; 1:29; Jer. 31:31-34; Ap. G. 15:14.
Ved denne lejlighed indgik Jesus en pagt om Riget med sine elleve trofaste apostle. Vi læser: „I har holdt ud med mig i mine fristelser; og ligesom min Fader har tildelt mig, kongedømme, tildeler jeg jer, at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ Andre skriftsteder viser at 143.989 andre vil dele denne herlighed med Jesus og hans elleve trofaste apostle, så de i alt udgør en skare på 144.001. De får alle del i den første opstandelse og skal virke som konger og præster i tusind år. Det er kun disse der er berettigede til at deltage i Herrens aftensmåltid. — Luk. 22:28-30; Åb. 14:1, 3; 20:4-6.
Intet problem i fortiden
Der var en tid da det slet ikke var noget spørgsmål hvem der skulle deltage i Herrens aftensmåltid. I den første kristne menighed blev alle indviede og døbte kristne lemmer på Kristi legeme. De blev salvet med den hellige ånd og beviste det idet de kunne udøve en eller flere af åndens mirakuløse gaver, som for eksempel helbrede syge, tale i tunger, udlægge tungetale, og så videre. Så længe disse gaver blev tildelt stod det klart for alle hvem der skulle nyde brødet og vinen ved Herrens aftensmåltid.
Selv efter at disse gaver var forsvundet, da apostlene og de som apostlene havde meddelt gaverne var gået bort i døden, var det forholdsvis let at afgøre om man skulle deltage eller ej, om man var en åndsavlet søn af Gud, et lem på Kristi åndelige legeme eller ej. Helt op til den nyere tid gjaldt den regel at „alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn. I modtog jo ikke en Ånd, der giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I modtog en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: ’Abba, Fader!’“ Følgende kunne også anvendes på dem: „Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet, thi vi elsker brødrene.“ Skriftsteder som disse passer kun på dem der har håb om en himmelsk belønning, dem som skal arve et rige. — Rom. 8:14, 15; 1 Joh. 3:14.
Fra apostelen Johannes døde og indtil slutningen af det nittende århundrede har der uden tvivl levet nogle af disse åndsavlede kristne på jorden; de er vokset op som hvede midt i en mark der nu var fuld af rajgræs, som vist i Jesu lignelse. (Matt. 13:37-43) Men i 1870erne begyndte Gud at indsamle disse mennesker, og i 1919 begyndte opfyldelsen af Mattæus 24:31, der lyder: „Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser.“ Kendsgerningerne viser at der på det tidspunkt udgik et kald: Der skulle skaffes flere arbejdere til Guds vingård. Dette kald fortsatte indtil 1931 da alle arbejderne efter „dagens“ arbejde i vingården modtog belønningen, denaren, navnet Jehovas vidner. — Matt. 20:1-16.
De andre får
Navnlig siden 1931 har Jehova Gud indsamlet en stor skare „andre får“, mennesker som indvier sig til at gøre Guds vilje og som viser deres brødre kærlighed og er åndeligsindede. Bortset fra at de ikke har et himmelsk håb ligner de den salvede rest. De kan sammenlignes med de midlertidige indbyggere i det gamle Israel. Disse erkendte Lovpagtens forpligtelser og nød dens mange velsignelser, ligesom deres modstykke i nutiden erkender hvilket ansvar der hviler på det åndelige Israel og også får del i det åndelige Israels velsignelser. Og ligesom ingen fremmed eller midlertidig indbygger kunne blive konge i Israel, således kan de der udgør den store skare „andre får“ heller ikke, i hvert fald ikke som sådanne, blive medlemmer af regeringen. — 5 Mos. 17:15.
Siden 1931 er budskabet om Riget hovedsagelig gået ud til den store skare „andre får“, hvis håb er jordisk. Imidlertid vil det sandsynligvis blive blandt disse at enkeltpersoner kaldes til at udfylde eventuelle tomme pladser hvis nogen af de 144.000 skulle blive troløse eller forkastet. Tidspunktet for ens indvielse kan altså have nogen betydning for om man hører til resten, men det er ikke afgørende derfor.
Forskelle
De indledende skridt er de samme for dem der udgør Kristi legeme, den lille hjord, og den store skare „andre får“. Disse indledende skridt er følgende: man må tilegne sig kundskab, angre, omvende sig, udøve tro på Gud, på Kristi offer og på Guds ord, indvi sig til at gøre Guds vilje og lade sig døbe i vand. Men Jehova Gud gør noget der udelukkende kommer dem der skal udgøre Kristi åndelige legeme til gode: På grundlag af deres tro på Kristi offer og deres indvielse erklærer han dem retfærdige, avler dem som åndelige sønner ved hjælp af sin hellige ånd eller virkekraft og salver dem som lemmer på Kristi legeme. Samtidig bliver de taget med ind i den nye pagt og pagten om Riget. Det de selv gør og det Gud gør for dem danner altså grundlag for at de nu har en fast overbevisning om at de vil modtage en himmelsk belønning hvis de er trofaste indtil døden. — Åb. 2:10.
Til sådanne, og kun til dem, er Paulus’ ord henvendt: „Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham. Thi i håbet blev vi frelst. Men et håb, som man ser, er ikke noget håb, thi hvordan kan man håbe på det, man ser? Håber vi derimod på det, vi ikke ser, da bier vi på det med udholdenhed.“ Det var også dem Johannes tænkte på da han skrev: „I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.“ — Rom. 8:16, 17, 24, 25; 1 Joh. 3:2.
Når man skal afgøre om man bør nyde brødet og vinen ved Herrens aftensmåltid kan man stille sig selv følgende spørgsmål:
Er jeg en åndelig israelit, født af Guds virkekraft til at være et af hans åndelige børn, bestemt til at leve på det åndelige plan? Er jeg blandt dem der er taget med ind i den nye pagt med det åndelige Israel? Er jeg med i pagten om Riget? Har jeg, ligesom Paulus, en sikker overbevisning om at jeg vil få en himmelsk opstandelse og skal forenes med Herren Jesus i det himmelske rige? Eftersom Guds ånd selv vidner skulle der ikke være nogen tvivl om det. Står jeg i samme stilling ind for Gud og Jesus Kristus som de elleve apostle med hvem Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid? Er jeg overbevist om at jeg har fået dette himmelske kald, dette håb? Er det det mine bønner, mine tanker og mine længsler drejer sig om?
Hvis du er gift og din hustru ikke er med i pagten om Riget, må du spørge dig selv: Er jeg beredt til at dø i bevidstheden om at jeg må efterlade min hustru her på jorden og aldrig skal genforenes med hende? Og dersom du er hustru og moder, må du spørge dig selv: Er jeg rede til at forlade mine børn uden nogen sinde mere at skulle være moder for dem eller være sammen med dem? Betyder det at være medlem af Kristi brudeskare mere for mig end mit ægteskab med en mand på jorden? Er mit ønske om for evigt at være sammen med Jesus større end mit ønske om at være sammen med min mand?
Det er nogle ting man kan overveje for at blive klar over hvilket håb man har og om man skal nyde brødet og vinen ved Herrens aftensmåltid.
Hvis du virkelig er overbevist om at du ejer det himmelske håb, da vil du også forberede dig til at få det opfyldt, du vil arbejde for det, ja det vil være hele dit liv. Da kan du, ligesom Paulus, sige at Guds ånd vidner med din ånd at du er en åndelig søn af Gud og Herren Jesu medarving til Riget.
Dersom du har en sådan helhjertet overbevisning, og Guds handlinger med dig indtil nu har bekræftet din overbevisning, da ved du hvor du står og du kender dit forhold til Gud. Altså bør du deltage i Herrens aftensmåltid i forståelse af at brødet og vinen, som du nyder, symboliserer Kristi offer, i kraft af hvilket du er blevet ført ind i dette vidunderlige forhold til Gud og har fået håbet om himmelske velsignelser.
De som ikke deltager
Kan du derimod ikke med overbevisning svare „Ja!“ på alle de her nævnte spørgsmål så hører du til blandt den store skare „andre får“. Så er du ikke med i pagten om Riget og følgelig venter der dig ikke en himmelsk, kongelig tilværelse, men liv her på jorden.
Alligevel ønsker du at holde dig til Guds pagtsfolk, det åndelige Israel, fordi du elsker Gud og anerkender hans folk og ønsker at være i samfund med det. Eftersom du har indviet dig til at gøre Guds vilje, vil du få del i de skønne velsignelser som den nye pagt står inde for, selv om du ikke er med i pagten. Du kan se frem til en paradisisk jords glæder, at være med til at efterkomme forplantningspåbudet og at leve for evigt på jorden i fuldkommenhed og lykke sammen med dine børn og børnebørn.
Du bør ikke være utilfreds fordi du ikke har det himmelske håb. Når alt kommer til alt er der ingen af os mennesker der er berettiget til noget som helst. Alt er os givet af ufortjent godhed. Hvis vi alle var af Abrahams sæd ville der ikke være nogen slægter på jorden som denne sæd kunne velsigne. — 1 Mos. 12:3; Gal. 3:16, 29.
De andre får er ligeså velkomne som resten ved Herrens aftensmåltid, selv om de ikke nyder brødet og vinen. I den gamle verden møder de lige så megen modstand som medlemmerne af resten, derfor har de også brug for at styrke deres værdsættelse af hvad Jehova Gud har gjort for dem, og det er især gavnligt at de mindes det løskøbende offer Guds søn har bragt og det fuldkomne eksempel han har sat for os.
Måtte alle de åndsavlede eller resten, alle de andre får og alle som viser et ret sind over for Gud give agt på Kristi befaling og samles i Jehovas vidners rigssale tirsdag aften den 17. april — resten for at nyde brødet og vinen, og de øvrige for at slutte op om resten, men alle for at blive åndeligt forfriskede af de bibelske sandheder der vil blive fremholdt i et foredrag om Kristi offer.