Var det en opstandelse der fandt sted?
FANDT der en opstandelse fra de døde sted da Jesus døde? Det hævder mange bibelkommentatorer. De baserer denne antagelse på ordene i Mattæus-evangeliet 27:52, 53. Disse vers lyder: „Og gravene åbnede sig, og mange af de hensovede helliges legemer opstod, og de gik ud af gravene og kom efter hans opstandelse ind i den hellige stad og viste sig for mange.“ (Således også den amerikanske reviderede oversættelse samt flere romersk-katolske oversættelser.)
Ifølge den romersk-katolske Commentary on Holy Scripture var det jordskælvet som nævnes i det foregående vers, der fik klippegravene til at åbne sig, hvorved vejen beredtes for de døde legemer, der dog ikke blev oprejst før efter Kristi opstandelse. Man bedes imidlertid bemærke at det ikke er hvad teksten nøjagtigt udtrykker, hverken i romersk-katolske eller protestantiske oversættelser.
Om disse vers siger en af de betydeligste protestantiske bibelkommentarer, nemlig den der er udarbejdet af Adam Clarke: „Det er vanskeligt at give en forklaring til det der fortælles i versene 52 og 53. Nogle har ment at disse to vers er indført i Mattæus’ tekst fra Nazaræerevangeliet, andre mener at betydningen ganske enkelt er denne: — at flere døde legemer, som var blevet begravet, ved jordskælvet kastedes ud og nu blev synlige for alle, og at de blev liggende til efter Kristi opstandelse og blev set af mange i byen. Hvorfor gravene skulle åbnes om fredagen, og legemerne ikke oprejses til liv før den følgende søndag, er vanskeligt at forstå. Stedet er yderst dunkelt.“
En anden bibelkommentator, dr. Jenks, siger om disse vers: „Denne begivenhed er ikke fortalt så detaljeret som vor nysgerrighed kunne ønske. . . . Vi kan stille spørgsmål hertil som vi ikke er i stand til at få svar på.“ Andre bibelkommentatorer udtrykker sig i lignende vendinger.
Kan den begivenhed der nævnes i disse to vers virkelig have været begyndelsen til den opstandelse fra de døde som Jesus talte om, som berettet i Johannes-evangeliet 5:28, 29? Nej, for Jesus sagde at alle de der var i mindegravene skulle komme frem, enten i en opstandelse til liv eller i en opstandelse til dom. Eftersom beretningen siger det var „hellige“, ville de være blevet oprejst til en opstandelse til liv. Blev de det? Næppe; ellers ville de stadig være i live i dag, ligesom Jesus er forblevet i live siden sin opstandelse til liv. — Åb. 1:18.
Derfor læser vi også at Kristus er „opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede“. „Han er begyndelsen, førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste blandt alle.“ De hellige der her er tale om, kan derfor ikke være blevet oprejst med udsigten til evigt liv før Jesus blev oprejst. — 1 Kor. 15:20; Kol. 1:18.
De kan ikke engang være blevet oprejst til liv umiddelbart efter Jesu opstandelse, som foreslået af nogle, eftersom Paulus viser at de kristne hellige først vil blive oprejst og modtage deres belønning „på hin dag“. „Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå.“ Da Paulus skrev dette var der gået mange år siden Jesus var blevet oprejst, og opfyldelsen skulle først finde sted mange år ude i fremtiden. — 2 Tim. 4:8; 1 Tess. 4:16.
Kunne det da tænkes at der her var tale om hellige fra den før-kristne tid, mennesker der ikke var bestemt til liv i himmelen men til liv på jorden? Heller ikke disse kunne dog have fået deres opstandelse på samme tid som Jesus, for Paulus skrev om sådanne trofaste: „Og skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med.“ Hvis de var blevet oprejst til liv dengang, ville de være nået til fuldendelsen uden at „vi“, de kristne hellige, var med. — Hebr. 11:39, 40.
Ingen kødets opstandelse
Intetsteds i Skriften læser vi at de dødes legemer vil blive oprejst, selv om den såkaldte apostolske trosbekendelse lærer at der vil komme en kødets opstandelse. Bibelen taler om de „dødes“ opstandelse, ja, men ikke om de „døde legemers“ opstandelse. De døde vil blive oprejst når Guds tid er inde dertil, og han vil skænke dem et passende legeme. De vil få den samme personlighed som før. Læg i denne forbindelse mærke til apostelen Paulus’ klare ræsonnement med hensyn til de kristne helliges opstandelse: „’Hvorledes står de døde op? hvad slags legeme kommer de med?’ . . . det, du sår, får jo ikke liv, hvis det ikke dør. Og hvad du end sår — du sår ikke den plante, der senere kommer op, men et nøgent korn, . . . Men Gud giver det et legeme efter sin vilje . . . Således er det også med de dødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed; . . . der sås et sjæleligt [fysisk, NW] legeme, der opstår et åndeligt legeme. . . . kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed.“ — 1 Kor. 15:35-38, 42-44, 50.
Eftersom Bibelen ikke lærer menneskelegemets opstandelse, hverken i den første opstandelse eller i den der følger efter, beviser dette at de legemer der her oprejstes ikke kunne have været begyndelsen til nogen af disse opstandelser. Det kunne højst have været en midlertidig opstandelse af nogle trofaste jøder der måske var døde for nylig. Deres opstandelse ville derfor ikke have været forskellig fra den opstandelse som Jesu ven Lazarus og andre erfarede.
Men denne antagelse må også lades ude af betragtning, idet vi ellers stilles over for følgende spørgsmål: Hvis gravene åbnedes da Jesus døde, hvorfor måtte de helliges legemer da vente til Jesus var oprejst og først da komme ud af gravene og vise sig for mange? Hvorfor åbnede gravene sig ikke først ved det jordskælv der fandt sted da Jesus blev oprejst? Hvem viste disse legemer sig for? Ville de konkurrere med Jesus, der viste sig for sine disciple på den tredje dag? Hvad var formålet med at de stod frem? Hvad gjorde de opmærksom på og hvad talte de om? Skulle deres opstandelse tjene til at fremhæve eller øge betydningen af Jesu opstandelse og være en bekræftelse på den? Hvordan kan det være at en så usædvanlig begivenhed ikke nævnes andre steder i De kristne græske Skrifter? Endvidere: Hvorfor henledte apostelen Paulus i Første Korinterbrev, kapitel 15, ikke opmærksomheden på denne opstandelse i sin bevisførelse for at der er en opstandelse fra de døde? Hvis mange var blevet oprejst og set af mange, ville det være alment kendt, og Paulus kunne derfor have anvendt dette bevis.
En rimelig løsning på problemet findes i den måde hvorpå de omtalte vers gengives i New World Translation of the Christian Greek Scriptures. Skønt denne oversættelse lægger vægt på at være en ordret oversættelse, sætter den dog klarhed i tanke over en bogstavelig gengivelse. Det hedder heri: „Og mindegravene åbnedes og mange af de hensovede helliges legemer blev oprejst, (og folk, der kom ud fra mindegravene efter at han var blevet oprejst, gik ind i den hellige by,) og de blev synlige for mange mennesker.“ Af sammenhængen fremgår det at der ikke behøver at være tale om en opstandelse af „hensovede hellige“, men blot om at døde legemer blev kastet ud af gravene ved jordskælvet der ledsagede Jesu død.
New World Translation er ikke alene om at gengive versene således. En moderne tysk oversættelse gengiver dem på nogenlunde samme måde: „Grave åbnedes, og mange af de begravedes legemer kastedes ud og stod oprejst. I denne stilling stak de frem fra gravene og blev set af mange der gik forbi stedet på vej tilbage til byen.“ — Matt. 27:52, 53.
En begivenhed lig denne fandt sted i Ecuador i 1949. Her begraves de døde som regel i store gravhvælvinger, hylde over hylde, og hvælving over hvælving. Et jordskælv fik hvælvingerne til at revne så mange af de døde legemer kastedes ud. Disse måtte straks begraves for at der ikke skulle udbryde pest.
Hvad er nu grundlaget for disse gengivelser? Først og fremmest det at stedordet „de“ i vers 53, i forbindelsen „de gik ud af gravene“, ikke kan vise tilbage til „legemer“, fordi stedordet på græsk i køn må rette sig efter det ord det viser tilbage til, og stedordet her står i hankøn, mens „legemer“ er intetkøn. Stedordet „de“ kan heller ikke vise tilbage til de „hellige“, for teksten siger ikke at det var de hellige der blev oprejst, men at det var deres legemer der rejstes eller kastedes op. I øvrigt stemmer ingen manuskripter, selv ikke de ældste, overens med hinanden i læsemåde. I det sinaitiske manuskript udelades ordene „og mindegravene åbnedes“ og „gik ind i“.
I betragtning af alle de spørgsmål som disse skriftsteder giver anledning til, og i betragtning af de modsigende og varierende læsemåder i de ældste manuskripter, er der en anden forklaring som man ikke kan udelukke. Den går ud på at versene ikke er skrevet af Mattæus selv men tilføjet af en af de tidlige afskrivere. Denne forklaring synes at finde yderligere støtte i den omstændighed at det særlige græske ord for „opstandelse“ (vers 53), égersis, der anvendes her, ikke forekommer noget andet sted i De kristne græske Skrifter. Ligeså er dette det eneste sted hvor udtrykket „hellige“ forekommer i evangelierne, idet vi ellers først møder det efter Pinsedagen. At versene findes i det apokryfe Nazaræerevangelium men ikke i de øvrige kanoniske evangelier giver også grund til at tvivle på versenes ægthed. For øvrigt mener nogle at dette Nazaræerevangelium var Mattæus’ originale evangelium på hebraisk, hvilket han senere oversatte til græsk. Det har temmelig stor lighed med det kanoniske evangelium, men udelader Jesu slægtsregister i indledningen.
Vi kan ikke komme uden om at versene 52 og 53 i Mattæus-evangeliet, kapitel 27, er dunkle. I virkeligheden er det et af de vanskeligste steder at oversætte i De kristne græske Skrifter. På grund af deres flertydighed kan man ikke dogmatisk sige hvordan de bør gengives. Det der bliver bestemmende for en oversættelse af skriftsteder som disse hvor den originale tekst er flertydig, bliver derfor ikke tekstkritikken, fordi denne i sig selv umuliggøres af usikkerheden i tydningen. Eksegese eller fortolkning af hvad nedskriveren oprindelig har ment må blive bestemmende for gengivelsen. Den måde hvorpå oversætteren vil gengive sådanne skriftsteder kommer derfor til at afhænge af vedkommendes forståelse af den øvrige del af Skriften. De bibelske kendsgerninger der er gjort opmærksom på i det foregående, kan tjene som en rettesnor for hvordan de bør gengives for at være i overensstemmelse med den øvrige del af Bibelen.