Enheden i Guds familie
„Se! hvor godt og lifligt det er for brødre at bo sammen i enhed!“ — Sl. 133:1, NW.
1. Hvor ser man uenighed?
VI lever i en splittet verden. Dens uenighed ses overalt. Den giver sig for eksempel stærkt til kende i forholdet mellem nationerne. Vi ser verden delt i forskellige politiske blokke, den østlige, den vestlige og den neutrale blok. Men selv inden for de enkelte grupper af nationer, ja selv inden for den enkelte nation, hersker der uenighed og en spændt atmosfære. Der er uenighed inden for hver stat, provins og kommune. Den samme uenighed og spændte atmosfære kan man finde i utallige familier, de grundelementer hvoraf det menneskelige samfund består. Der hersker ikke alene uenighed og et spændt forhold mellem forældre, men også mellem forældre og børn. Jesu ord er virkelig gået i opfyldelse: „Broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn; og børn skal sætte sig op imod forældre og slå dem ihjel.“ — Mark. 13:12.
2. Hvorfor kan det siges at vor tid fremfor nogen anden har været præget af uenighed?
2 Ingen sinde før har tiden i den grad været præget af splittelse og ufred. Freden er blevet taget bort fra jorden, sådan som Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, har forudsagt: „Og en anden hest kom frem, den var ildrød; og ham, som red på den, blev der givet magt til at tage freden bort fra jorden, for at menneskene skulle myrde hverandre; og der blev givet ham et stort sværd.“ (Åb. 6:4) Som en opfyldelse heraf er de to største krige i menneskehedens historie, den første og den anden verdenskrig, blevet udkæmpet i vor tid, og ikke nok hermed, nationerne ruster sig nu med feberagtig hast til en tredje verdenskrig.
3. (a) Har verdens religioner formået at skabe et forenende bånd? (b) Hvad har præsteskabet måttet erkende?
3 Denne chokerende uenighed i hele verden må afgjort ødelægge enhver illusion som ærlige mennesker måtte nære om at de mange religioner og kirker kunne danne et forenende bånd der var stærkt nok til at føre og holde alle folkeslagene sammen i enhed. Kristenhedens kirker er kommet sørgeligt til kort i at hidføre denne enhed. Selv ikke de økumeniske bestræbelser, som er blevet hilst velkommen af så mange, og som tilstræber enhed blandt de mange afvigende religiøse samfund, formår at tilvejebringe enhed og fred. Efter Kirkernes Verdensråds møde i Amsterdam i 1948 offentliggjorde plenarforsamlingen en udtalelse hvori den åbent erkendte den uenighed der hersker blandt kirkerne indbyrdes. Det hed i udtalelsen: „Vi er adskilt fra hinanden, ikke alene i lærespørgsmål, organisation og tradition, men også på grund af vor syndige stolthed: nationalstolthed, klassestolthed, racestolthed. Derfor er vi i os selv ikke i stand til at hidføre kirkens enhed.“ (National Zeitung, Basel, nr. 425, 14. september 1948) Dette er en indrømmelse fra kirkerne selv. Ja, de såkaldt kristne kirker har ikke alene ikke formået at forene folkene, men de har endog vist sig selv at være en årsag til splittelse ved at deltage i krig og politik. Ville man forvente dette af Guds sande menighed? Nej. Apostelen Paulus stillede spørgsmålet: „Er Kristus da delt?“ (1 Kor. 1:13) Det er ikke vanskeligt at se at alle disse verdslige kirker ikke udgør Guds sande menighed. Et schweizisk kirkeblad indrømmede: „Denne verdens fyrste [Satan] har haft held til at føre kirken i frivilligt fangenskab.“ — Johannes und Markus-Gemeindeblatt, Bern, Schweiz, 4. juli 1959.
4. Hvilket vidnesbyrd har vi om at sand kristen enhed ikke er umulig?
4 I betragtning af disse forhold føler man sig fristet til at spørge: Er sand kristen enhed blot et uopnåeligt ideal i denne verden med dens utallige modstridende politiske og ideologiske synspunkter, store sociale modsætninger og århundredgamle skismaer og delinger på det religiøse område? For mange iagttagere kunne det se sådan ud. Men sand kristen enhed er ikke blot et ideal, en drøm; nej den er en realitet. Rigtignok finder man ikke denne enhed i denne verden og dens verdsliggjorte religioner og kirker, men man finder den i den gruppe mennesker der, skønt de er i denne verden, ikke er en del af verden. Denne gruppe erkendt som den nye verdens samfund af Jehovas vidner. De udgør en lille oase hvor der hersker fred og enhed midt i denne splittede verdens ørken. Men hvordan er dette blevet muligt? Hvad har udvirket denne enhed?
Det åndelige grundlag for kristen enhed
5. Hvad er kristen enhed grundlagt på?
5 Æren for den enhed der hersker blandt sande kristne tilkommer ikke noget menneske. Ligesom det gamle Israels folks udfrielse fra Ægyptens trældom ikke skyldtes noget menneske, således skyldes Guds kristne vidners udfrielse fra denne verden, der symbolsk sammenlignes med Ægypten, heller ikke ufuldkomne mennesker. (Åb. 11:8) Grunden til denne udfrielse blev lagt af Jehova Gud da han sendte sin søn til verden for at han kunne forkynde sandheden, dø offerdøden, oprejses, herliggøres og udgyde Guds ånd over sine efterfølgere. Hermed åbnedes døren for den kristne menigheds dannelse og for den kristne enhed. — Joh. 18:37; Matt. 20:28; Joh. 10:7.
6. Hvilken enhed talte Jesus om?
6 Der skulle herske sand enhed i Guds sande menighed. Dette fremgår af den bøn Jesus Kristus henvendte til sin himmelske Fader kort før sin død: „Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig. Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen ét.“ — Joh. 17:20-23.
7. Hvilken indflydelse har kendskab til sandheden på enheden, og hvorfor erfarer nogle ikke den sande kristne enhed?
7 En af de ting vi får at vide gennem denne bøn er at Kristi sande efterfølgere skal opnå en enhed der sammenlignes med den enhed der eksisterer mellem Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus. Det er uden tvivl Guds vilje med alle de skabninger som han lover evigt liv. Den fuldkomne enighed der hersker mellem Gud og hans enbårne søn er den høje norm der er fastsat for dem. Enhed er kun mulig hvor der er enighed i tanke og handling. Den eneste faste grundvold hvorpå denne enhed kan bygges er Guds ord Bibelen, det vil sige når dette ord forstås rigtigt. Det er den sandhed der både frigør og forener mennesker. „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:31, 32) Jesu disciple var enige med Jesus i hans lære og handlinger. De blev ét med ham. Det førte til at de gjorde en forandring i deres liv og fulgte deres Mester. Farisæerne derimod var uenige med Jesus i hans lære og gerninger. Deres stolthed og forkerte fortolkning af Skriften hindrede dem i at blive ét med ham. Man ser det samme i dag.
8. På hvilke måder hjælper Guds ånd oprigtige kristne?
8 Guds ords åbenbarede sandheder kan imidlertid ikke forstås medmindre Guds hellige ånd leder ærlige og sandhedselskende mennesker til denne sandhed og ind i sandheden. Denne hellige ånd frembringer derefter åndens frugter i disse mennesker og renser dem for kødets gerninger. Disse gerninger, der nævnes i Galaterne 5:19-21, har en splittende indflydelse på menneskenes indbyrdes forhold. Blandt disse kødets gerninger nævnes fjendskab, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, alt sammen noget der skiller mennesker og forårsager større eller mindre uenighed. Disse nedbrydende kræfter fjernes ved Guds ånds indflydelse. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men ved en gradvis proces, ligesom frugterne på et træ skal have tid til at udvikle sig og modnes. Mennesker der lader sig gennemtrænge af Guds ånd eller aktive kraft bliver kærlige, venlige, fredelige, tålmodige, gode, milde og tilgivende over for hinanden. (Gal. 5:22, 23) Guds ånd er derfor en nødvendig forudsætning for sand kristen enhed. Uden Guds ord og uden Guds ånd er kristen enhed utænkelig.
Nødvendigheden af orden
9. Hvad må Jehovas folk anerkende som en verdensomspændende familie af kristne?
9 Men enhed er også nært forbundet med orden, ligesom uenighed er nært forbundet med uorden. I en familie hvor der ikke er enhed vil der heller ikke være et harmonisk, ordenspræget familieliv. Højst sandsynligt går faderen sine egne veje, moderen sine og børnene deres. Husets orden forstyrres. Det kristne samfund som Jehovas vidner udgør kan sammenlignes med en international familie. Eftersom enhed og orden er så nært forbundet, må hvert medlem af denne store familie anerkende og respektere den orden der hersker i denne „troens husstand“. Gud er ordenens Gud. „Gud er, ikke forvirringens [uordenens, NW], men fredens Gud.“ (1 Kor. 14:33) Han selv er hele denne vidunderlige familieordnings midtpunkt og øverste leder. Derfor bøjer alle medlemmer af denne store familie sig for ham i kærlighed. De anerkender alle at Jehova har indsat sin søn Jesus Kristus som arving til alle ting og har overdraget ham al magt i himmelen og på jorden. (Matt. 28:18; Hebr. 1:2) Som følge heraf indtager Jesus Kristus andenpladsen i denne guddommelige ordning og må anerkendes af alle i Guds familie. Den der ikke anerkender Sønnen, vil ikke blive anerkendt som medlem af Guds familie og vil ikke få nogen plads i den. „Den, som tror på Sønnen, har evigt liv; den, som ikke lyder Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.“ — Joh. 3:36.
10. Hvem udgør efter nogles opfattelse den sande kirke, og hvilke skriftsteder viser at denne opfattelse ikke er rigtig?
10 Den orden der hersker inden for Guds familie giver sig også synligt til kende her på jorden. Orden er beslægtet med organisation. Mange mennesker er af den opfattelse at den sande kirke ikke udgøres af et organiseret samfund af mennesker, men snarere består af mange forskellige enkeltpersoner der findes inden for alle kristenhedens religiøse samfund. De synes det er den eneste fornuftige forklaring de kan finde, når de ser kristenhedens mangfoldighed af splittede og uenige kirker. Men denne tanke er ikke bibelsk. Uden tvivl findes der mange oprigtige mennesker i alle disse kirker der er en del af det store Babylon. Men Bibelen viser at de nu kaldes ud af dette Babylon, den falske religions verdensimperium, og at de må drage ud af det hvis de ønsker at blive godkendt af Gud. Som apostelen Paulus siger: „Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? . . . Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.’“ (2 Kor. 6:14-18) Ligeledes skrev Johannes: „Faldet, faldet er Babylon, den store, . . . Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ — Åb. 18:2, 4.
11. Hvordan viste de første kristne at de forstod at der kun var én sand tro?
11 Hvis Guds sande menighed bestod af mennesker der var spredt rundt om i alle kristenhedens religiøse samfund, hvor var da enheden i tanke og handling? Hvor var da den enhed der herskede i den første menighed og som understreges så kraftigt i brevet til efeserne, kapitel 4: „Ét legeme og én Ånd, ligesom I også blev kaldet til ét håb ved jeres kaldelse, én Herre, én tro, én dåb, én Gud, alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle“? (Versene 4-6) For at opnå denne enhed forlod de første kristne alle sammen deres tidligere religion og blev forenede i den kristne menighed. Jesu jødiske disciple forlod jødedommen og dens sekter, de græske disciple vendte sig fra den tids filosofiske systemer og fra afgudsdyrkelse, og det samme gjorde de romerske kristne. Uanset hvor stærkt de havde været knyttet til disse religiøse systemer, forlod de dem; de skilte sig ud fra den falske babyloniske religion og kom til den kristne menigheds ene synlige samfund.
12. Hvilken ordning havde man i de første menigheder?
12 Dette synlige samfund havde sin orden eller organisation. Der var en styrelse eller ledelse som bestod af apostlene og andre modne mænd. De lokale menigheder havde deres tilsynsmænd og assisterende tjenere. (1 Tim. 3:1-9) Alle menigheder modtog en undervisning der hvilede på det samme grundlag, nemlig Guds inspirerede ord. Menighederne fik formaning om at anerkende såvel de lokale tilsynsmænd som det styrende råd. En af de brødre der havde fået et stort ansvar betroet, nemlig apostelen Paulus, skrev til dem: „Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab; sørg for, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, thi det ville ikke være godt for jer.“ (Hebr. 13:17) Når menighederne anerkendte de brødre der stod i spidsen for arbejdet, både den lokale og den højere ledelse, bevaredes enheden. Denne anerkendelse af disse tilsynsmænd og ledende brødre var nødvendig, selv om de alle var ufuldkomne mennesker der kunne begå fejl. Disse tilsynsmænd havde Guds ånd.
13. Hvilken vejledning gav Paulus med hensyn til enhed?
13 Tilsynsmændene havde ikke frihed til at prædike og lære hvad de selv fandt for godt, eller til kun at acceptere visse dele af Guds ord. Det samme gjaldt hvert eneste medlem af menigheden, som hver især havde fået befaling til at forkynde. De var ikke fri til at forkynde hvad som helst. De var alle kaldet til at forkynde sandheden. De var altså bundet til at forkynde det samme budskab, hvad enten de befandt sig i Jerusalem, Rom eller Korint. „Men jeg formaner jer, brødre, . . . at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.“ (1 Kor. 1:10) Der var ikke rum for grupper der havde modstridende meninger, sådan som tilfældet er i dag, hvor man inden for den samme kirke kan finde en „fundamentalistisk“ gruppe, der holder strengt på Bibelen, og en „liberal“ gruppe, der ikke engang anerkender Jesu offerdød og opstandelse. Apostelen Paulus skrev til Titus, der var tilsynsmand, at han i sin lærergerning skulle vise „uforfalsket renhed“ og „sund, upåklagelig forkyndelse“. (Tit. 2:7, 8) Dette blev ikke kun skrevet til gavn for Titus og hans menighed, men for alle kristne tilsynsmænd i tiden der kom.
14. Hvilken fremgangsmåde skulle anvendes over for personer der gav anledning til splittelse?
14 For at bevare enheden og undgå dannelse af sekter og partier skrev apostelen Paulus, der var medlem af det styrende råd dengang, i sit brev til tessalonikerne: „Men hvis nogen ikke rettet sig efter, hvad vi har sagt her i brevet, skal I mærke jer ham og ikke have med ham at gøre, for at han må skamme sig!“ (2 Tess. 3:14) Et menneske der ikke ville anerkende apostelens inspirerede lære, var det ikke godt for menighedens medlemmer at omgås. Han fik ikke lov til at stå frem foran forsamlingen og udtale sine egne meninger, der var i modstrid med hvad apostelen havde skrevet og talt. Nej, han skulle ignoreres, så han kom til at se det ufornuftige i sin indstilling, og gennem retledning skulle han hjælpes til lydighed. Ved denne fremgangsmåde sikredes enheden inden for menighedens egne rækker samt enheden med de øvrige menigheder og de ledende brødre.
15. Hvilket grundlag bygger de der forlader de babyloniske religioner deres enhed på?
15 I dag finder vi den samme orden og de samme principper gælde i Jehovas vidners menigheder. I de sidste få årtier har hundredtusinder af retsindige mennesker forladt de kirker og religiøse samfund som de tidligere tilhørte og som de fleste var blevet medlem af ved fødslen. De har taget imod den sunde lære om Guds rige, indviet sig til Jehova og sluttet sig til Jehovas vidners organiserede menigheder. Uanset om de tidligere har været katolikker, protestanter, jøder, buddhister, muslimer, ateister eller noget andet, mødes de nu på den bibelske sandheds fælles grund i Guds store familie under Guds rige. De har fundet en enhed som de ikke har kendt før.
Intet diktatur
16. Hvad er et diktatur, og hvilke spørgsmål er blevet stillet angående denne styreform og Jehovas vidner?
16 Nogle af dem der har lagt mærke til enheden blandt Jehovas vidner verden over og har set at de alle retter sig efter ganske bestemte principper, har spurgt om ikke Jehovas vidner lever under et diktatur. Ved et „diktatur“ forstår man i almindelighed i dag en regeringsform der tiltager sig selv absolut magt og myndighed og hersker over undersåtterne med hård hånd. Millioner af mennesker i dag lever under diktaturer af den art, og som regel får disse regeringer god støtte hos kirkerne. Men hvor mange af dem der lever under et sådant diktatur, er glade for og tilfredse med denne styreform? Hvor mange lider ikke uretfærdigt under et diktatur! Hvor mange længes ikke efter at blive udfriet fra det! De fleste af dem der lever under en sådan regeringsform ønsker det ikke selv. Den er blevet dem påtvunget. Men de har intet andet valg end at affinde sig med den.
17. Hvilken forskel er der mellem Guds styre og et diktatur?
17 Guds rige er imidlertid ikke et diktatur, og det er den nye verdens samfund af Jehovas vidner heller ikke. Diktatoren regerer ved at undertvinge sine undersåtter; Jehova Gud appellerer til oprigtige menneskers frie vilje. Gud tvinger ikke nogen til at tjene sig. „Vælg i dag, hvem I vil tjene.“ (Jos. 24:15) Det har altid været det princip Jehova har fulgt, og er det stadig i dag. Ingen tvinges til at gå ind for den teokratiske ordning hvorefter Guds familie virker i dag. Det er et standpunkt som den enkelte selv vælger. Jehova vinder sine undersåtter ved at vise dem kærlighed, og han forventer af sine undersåtter at de viser ham uforbeholden kærlighed. (Matt. 22:37, 38) Guds styre er baseret på kærlighed fra øverst til nederst. Det vil man ikke finde i et diktatur. Guds styre er endvidere baseret på fuldkommen retfærdighed, visdom og magt. Dette finder man heller ikke i noget som helst diktatur. Eftersom Jehova er alle tings Skaber har han ubetinget og ubestridelig ret til at kræve fuldkommen lydighed og hengivenhed af alle sine skabninger. Intet diktatur kan gøre krav på dette.
18, 19. (a) Hvad forlanger Gud af os? (b) Hvilken indstilling bør vi have som en del af Guds familie?
18 Den kærlighed som de kristne nærer til Gud og hans rige under Kristus kommer til udtryk i den lydighed de viser mod Guds bud: „Thi dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud.“ (1 Joh. 5:3) Når vi adlyder Gud, gør vi det ikke af tvang, men af fri vilje og med glæde. Det er ikke en byrde som vi sukker over og lider under at bære. Som Kongen i Guds rige sagde: „Mit åg er gavnligt, og min byrde er let.“ (Matt. 11:30) Der er lykke ved at gøre Guds vilje, som salmisten udtrykte det med ordene: „Salig [lykkelig, NW] er den, der frygter [Jehova] og ret har lyst til hans bud!“ — Sl. 112:1.
19 Der er således himmelvid forskel mellem et diktatur og Jehovas organisation. Utallige mennesker ville flygte fra et diktatorisk styre hvis blot de havde mulighed for det. På den anden side ser vi at titusinder af oprigtige mennesker hvert år flygter til Guds rige fordi de her finder løftet om et evigt liv i lykke. De optages i Guds families enhed. „Se! hvor godt og lifligt det er for brødre at bo sammen i enhed!“ — Sl. 133:1, NW.
[Illustration på side 369]
’Jeg beder om at de må være ét, ligesom vi er ét.’
[Illustration på side 371]
Apostelen Paulus skrev: „Lyd jeres vejledere.“