Er du en loyal kristen?
Hvad vil det sige at være loyal? Hvad ligger til grund for loyalitet?
MANDEN var aviskorrespondent i Beirut og arbejdede for to af Londons førende dagblade. Han havde gået i en af Englands bedste skoler, var gift med en charmerende kvinde og havde flere dejlige børn. Pludselig en dag flygtede han til Rusland. Hvorfor? Hans illoyalitet over for sit lands regering var blevet opdaget. Andre lande har også haft deres sensationelle afsløringer, med Wennerström-affæren som en af de sidste.
Illoyalitet over for regeringer er kun ét udslag af tidens svigtende loyalitetsfølelse. Illoyalitet over for ægtefæller er endnu mere udbredt, hvad skilsmisseprocenten er et tydeligt bevis for. Men skilsmisserne giver os ikke hele det grelle billede af den ægteskabelige utroskab. I en meget fornem forstad til New York blev der sidste år afsløret en bande der specialiserede sig i umoralitet og som benyttede velansete og respekterede husmødre som „call girls“, et høfligt udtryk for prostituerede eller skøger; disse husmødre stillede sig til rådighed mod betaling.
Mest iøjnefaldende er imidlertid illoyaliteten over for Gud og hans ord, Bibelen, selv blandt dem som hævder at være kristne, og her går mange gejstlige i spidsen. Disse religiøse ledere skjuler ikke deres illoyalitet; den fremgår med al tydelighed af deres prædikener og bøger, hvori de glat væk fornægter Gud som en person og Bibelen som inspireret af Gud. Lægfolket røber også manglende loyalitet ved deres fantastiske uvidenhed om Bibelen, ved deres materialisme og ved deres forlystelsestrang; den sande tilbedelse af Gud har de glemt.
Også på andre områder viser de deres illoyalitet, men de nævnte tilfælde skulle være nok til at overbevise enhver om hvor udbredt den er. Denne sørgelige tilstand minder om forholdene i to-stammeriget Juda i det ottende århundrede før vor tidsregning. Om dem lod Gud sin profet skrive: „Den loyale er forsvundet fra jorden, blandt menneskene findes ingen der er retskaffen.“ — Mika 7:2, NW.
Hvad er loyalitet?
Det menneske der viser loyalitet „retter sig efter, respekterer de gældende love, den bestaaende øvrighed, sine foresatte osv.“ og „respekterer (retslige ell. moralske) forpligtelser over for andre, tager hensyn til andres berettigede krav ell. interesser, optræder paa en ærlig og hensynsfuld maade“. (Ordbog over det danske Sprog) Skønt loyalitet almindeligvis bygger både på følelser og på principper, kan det dog til tider betyde en troskab der hviler på principper fremfor følelser.
Ordene „loyal“ og „loyalitet“ forekommer ikke i de ældre oversættelser af Bibelen, og heller ikke i mange af de nye. Men efterhånden som man har fået større kendskab til de sprog hvorpå Bibelen er blevet skrevet, er man begyndt at anvende ordene i de moderne oversættelser af Bibelen, deriblandt New World Translation.
Vi vil bedre kunne forstå den nøjagtige betydning af ordet loyal hvis vi sammenligner det med synonymet trofast, der defineres: „som er præget af en af etisk følelse (retsindighed, pligtfølelse) ell. hengivenhed bestemt urokkelig fastholden ved et vist forhold (en tilknytning) og derfor varigt (under vekslende vilkaar) er (fuldt ud) til at lide paa.“ (Ordbog over det danske Sprog) Man kan derfor godt sige om et dyr, en hund for eksempel, at det kan være trofast. Men man kan ikke tale om at en hund er loyal, for det at vise loyalitet hviler på principper, og det er kun individer med en fri vilje der kan lade sig lede af principper.
Forskellen mellem de to udtryk ses også af den omstændighed at regelmæssigt tilbagevendende fænomener omtales som trofaste, fordi man trygt kan stole på at de optræder igen. Solen, månen og stjernerne kaldes trofaste („et trofast vidne på himlen“, Sl. 89:37, NW), men de kan selvfølgelig ikke på grundlag af en personlig forståelse respektere moralske forpligtelser over for andre eller føle personlig tilknytning til en skabning.
Loyalitet mod Gud
Eftersom loyalitet er så ophøjet en egenskab er det forståeligt at Skaberen kræver at hans skabninger er loyale. Det er ret og rimeligt at han kræver det, eftersom han selv er loyal. Den gudfrygtige David udtrykte det på følgende måde: „Over for den loyale handler du loyalt.“ En lignende tanke kommer frem der hvor Gud ved sin profet Jeremias opfordrer det frafaldne Israels folk til at vende tilbage til ham: „For jeg er loyal.“ Gud er loyal i en højere betydning end nogen af hans skabninger kan være det. I Bibelen omtales han derfor som den eneste loyale: „Hvem skulle ikke frygte dig, Jehova, og herliggøre dit navn? For du alene er loyal.“ — 2 Sam. 22:26; Jer. 3:12; Åb. 15:4, NW.
Hvad vil det sige at være loyal over for Gud? Det vil sige at nære en varig og stærk kærlighed til ham og erkende sin forpligtelse over for ham som den store Suveræn og Velgører. At være loyal mod Gud vil sige at lade sig lede af hans vilje som den kommer til udtryk i hans ord, Bibelen. Hver eneste dag har vi lejlighed til at vise at vi er loyale mod Gud. Vi lægger denne loyalitet for dagen når vi lader os lede af hans retfærdige principper i stedet for af selviskhed og når vi ikke skammer os over at gøre hvad der er ret selv om det er upopulært og selv om vi derfor udsættes for hån og latter. Navnlig viser vi os loyale over for Gud når vi ikke skammer os over at bekende vor tro på ham over for andre men frimodigt vidner om hans eksistens, hans retfærdige egenskaber og hans hensigter med menneskene.
Som kristne bør vi aldrig handle illoyalt over for nogen som helst regering eller over for en arbejdsgiver eller over for en ægtefælle, selv om vi altid må huske at vor loyalitet over for Gud kommer i første række. Vor loyalitet over for Gud kan til tider fordre at vi indskrænker vor loyalitet over for andre, men den kan aldrig få os til at handle illoyalt over for dem. Vor loyalitet mod Gud kan betyde at vi ikke går i kirke sammen med vor ægtefælle; men det vil ikke sige at vi er illoyale over for ægtefællen — vi er stadig tro mod ham eller hende og kunne for eksempel aldrig finde på at indlede et forhold til en anden. Vor loyalitet mod Gud er imidlertid absolut og vor loyalitet over for andre kan som følge heraf kun være relativ.
Loyalitet skabninger imellem
To ægtefæller har ved vielsen sluttet en gensidig aftale om indbyrdes troskab og loyalitet, og det både i stort og småt. Loyalitet fra ægtemandens side betyder ikke blot at han forsørger sin hustru, men også at han begrænser sine kønslige interesser til hende. At flirte med en anden kvinde kan måske synes at være en bagatel, men ikke desto mindre er det illoyalt og kan meget let føre til alvorligere og grovere former for illoyalitet. — Ordsp. 5:15-20; Matt. 5:28.
Der er også en anden måde på hvilken ægtemanden kan vise sin hustru loyalitet. Han kan passe på ikke at komme med nedsættende bemærkninger om hende eller røbe hendes svagheder, som han naturligvis får et godt kendskab til ved deres samliv. Han bør også forsvare hende hvis nogen truer hende — ikke bare rent fysisk, men også hvis nogen kommer med uvenlige bemærkninger. — 1 Pet. 3:7.
Loyalitet fra hustruens side betyder at hun ikke flirter med andre mænd, at hun ikke rundkaster sin mands fejl og mangler, og at hun tager ham i forsvar hvis nogen angriber ham på den ene eller den anden måde. Måske vil den største prøve på hustruens loyalitet være om hun underkaster sig sin mand. Sæt nu at manden forekommer hende urimelig, lunefuld eller tyrannisk, og at han svigter som familieoverhoved — hvad så? Så må hustruen vise sin loyalitet ved at bære over med ham og finde sig i det uden at beklage sig til udenforstående.
De kristne skal vise loyalitet over for øvrighederne, denne verdens regeringer. Ganske vist er det en relativ loyalitet, begrænset af loyaliteten mod Gud. Da kristne kan være loyale både mod Gud og de jordiske regeringer, kan de aflægge ed på at de vil forsvare forfatningen, en ed som borgerne i visse lande må aflægge før de kan få udstedt pas. Princippet i alt dette fastslog Jesus da han sagde: „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ — Mark. 12:17.
Man er også forpligtet til at være loyal over for sin gode ven og forsvare ham, ligesom en god hustru altid er parat til at forsvare sin mand. En sand ven kommer med glæde én til undsætning i en vanskelig situation. Som Bibelen siger: „Ven viser kærlighed når som helst, broder fødes til hjælp i nød.“ David og Jonatan knyttede et sådant venskab. Personlige fordele betød intet for Jonatan, for han forblev loyal over for David selv om det blev David der besteg tronen i stedet for ham, der dog var arving til den, og han stillede sig uforbeholdent på Davids side og talte hans sag hos sin fader selv om det var med fare for sit eget liv. I sandhed et fremtrædende eksempel på loyalitet! — Ordsp. 17:17; 1 Sam. 20:15, 32, 33.
Den samme loyalitet bør råde blandt den kristne menigheds medlemmer. Alene det at et andet menneske er en trosfælle skulle få os til at være loyale over for og parate til at forsvare vedkommende hvis det er nødvendigt. Alle begår fejl, og medmindre det drejer sig om meget alvorlige synder kan en kristen som regel se en eller anden formildende omstændighed når hans broder i troen har forset sig.
I dag ser man illoyalitet alle vegne i verden fordi menneskene er selviske og ikke ønsker at blive besværet på nogen måde. De er slået ind på en tåbelighedens vej der kun fører til død. En slående modsætning til denne illoyalitet er den store Skabers, Jehova Guds, loyalitet. Han har vist sig loyal lige siden der var skabninger som kunne nyde godt af hans loyalitet. Han har haft sine tjenere på jorden lige fra Abel og op til vor tid, og de har vist sig loyale trods al den modstand og alle de fristelser de har været udsat for. På grund af deres loyalitet kan de være sikre på at de nyder Jehovas gunst og vil blive beskyttet af ham. „For Jehova elsker ret, og han svigter ej sine loyale.“ — Sl. 37:28, NW.