Hvem vil tage del i den sidste forkyndelse?

 1. Hvilken historie gentager sig? Vil vor generation erfare det?

Mennesker siger, at historien gentager sig. Historien om fortidens advarsler fra Gud og fuldbyrdelsen af hans domme vil gentage sig, thi Guds ord siger, at „dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet“. (1 Korinter 10:11) Hvem kan benægte den forbilledlige betydning af vandmassernes og ildens og svovlets nedstyrtning på Noas og Lots tid og de ledsagende advarsler, der blev modtaget ligegyldigt af menneskene, som ubekymret fortsatte deres daglige levevis, som om deres verden skulle vedvare uforstyrret i al evighed? Sagde Jesus ikke netop det, da han talte om sin anden nærværelse i „de sidste tider.“ „Som det gik til i Noas dage, således skal det også gå i Menneskesønnens dage: De spiste, drak, tog til ægte, blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken og syndfloden kom og ødelagde dem alle. Eller som det gik til i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede, og på den dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle — på samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares.“ (Lukas 17:26-30) Kristus Jesus har været nærværende siden 1914, og der er blevet aflagt et vidnesbyrd om de tegn, som beviser det. Men sløret vil ikke blive løftet fra menneskehedens flertals blinde „forstands øjne“, før hans magt åbenbares i Harmagedonslagets raseri.

 2. Hvad var Ægypten og Babylon forbilleder på? Hvorfor?

² At Ægypten, som Moses advarede, og hvis magt blev brudt, da Jehova udfriede sit folk, var forbilledligt og symbolsk, bevises af Åbenbaringen 11:8: „Deres lig skal ligge på gaden i den store stad, som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor også deres Herre blev korsfæstet.“ Deres „lig“ er et billede på standsningen af en vis side af Guds vidnegerning ved slutningen af den første verdenskrig. Dog var det i det samme symbolske Ægypten af vort tyvende århundrede, at Jesus blev forfulgt og dræbt for nitten århundreder siden. Ægypten, den første verdensmagt, er et billede på den verdensorganisation, „den nærværende onde verden“, som århundreder igennem har undertrykt Jehovas folk. Åbenbaringen viser også, at det Babylon, som Gud advarede ved Esajas og andre, var et forbillede på et større, kommende Babylon; thi længe efter at det bogstavelige Babylon var gået under, forudsagde det attende kapitel den undergang, som skal ramme „Babylon, den store“.

 3. Hvad blev forbilledligt fremstillet ved Jerusalem og Juda? Hvorfor var det med rette?

³ Jerusalem og Juda, som antog Guds navn, men i så høj grad kom til kort med hensyn til at leve op til det, er i sandhed et passende forbillede på vor tids kristenhed. Kristenheden antager Guds navn og Kristi riges navn; men ligesom Jerusalem på Jeremias’s tid har det forkastet den sande gudsdyrkelse for falske guder; det tjener selvet, gør penge, magt, skabninger, statuer og billeder til afguder, ofrer sine børn til krigsguden og spotter, fængsler og undertiden dræber Jehovas vidner, der advarer det om dets forsømmelser. Ligesom det troløse Jerusalem på Jesu tid har det en ydre form for gudsfrygt, men fornægter Guds kraft, dets præster og prædikanter efteraber farisæerne ved deres klædedragt og titler, deres filosofi og tradition, deres ceremonier og trosbekendelser, deres hykleri og fromme ansigter, deres ord og gerninger, der bliver sagt og gjort for reklamens skyld. Det er netop under sådanne tilsvarende forhold, at Kristi sande efterfølgere kan vandre i hans fodspor, udføre det samme arbejde, ved lignende metoder, under tilsvarende prøvelser og med samme reaktion over for et tilsvarende budskab og advarsel. Men med den forskel: Det nuværende vidnesbyrd er verdens sidste vidnesbyrd: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Mattæus 24:14.

Hvem tager del i gerningen?

 4, 5. Hvem tager ikke del i den sidste forkyndelse? Hvorfor ikke?

⁴ Hvem deltager i forkyndelsen af det sidste vidnesbyrd om Jehovas rige og denne verdens undergang i slaget ved Harmagedon? Ikke de højt agtede i verden, thi de er en vederstyggelighed i Guds øjne. Ikke de verdsligvise, ikke de indflydelsesrige, ikke adelen eller de højere samfundsklasser, ikke dem, der kalder sig realister og praktiske hjerner, der spotter det, de kalder urealistisk og tåbelig evangelieforkyndelse. Jesus sagde: „Det, som sættes højt blandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud.“ Paulus skrev: „Tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud.“ — Lukas 16:15; 1 Korinter 1:26-29.

⁵ Ingen, hverken fra det kommercielle, politiske eller religiøse område, som støtter og kæmper for denne verden og søger at forevige dens eksistens trods Guds advarsel om den snarlige ende, ville eller kunde have nogen andel i den sidste forkyndelse. De, der ønsker at behage Jehova Gud, vil give agt på hans advarsel om den nuværende verdensorganisation: Kristus er ikke af denne verden, hans rige er ikke af denne verden; bed ikke for verden; jeg har valgt jer kristne ud af denne verden; elsk ikke verden og heller ikke de ting, der er i verden; skik jer ikke lige med denne verden, men lad jeres hu stå til det, som er oventil; Satan er denne verdens fyrste, dens gud, og hele verden ligger i den onde; og endelig, de, der kæmper for Guds sag, blander sig ikke i verdens anliggender, og verdens venner er Guds fjender. (Johannes 17:9, 14, 16; 18:36; 14:30; 15:18, 19; Romerne 12:2; Kolossenserne 3:2; 2 Korinter 4:4; 1 Johannes 2:15-17; 5:19; 2 Timoteus 2:4; Jakob 4:4) Fejer alle disse guddommelige udtalelser ikke endog kristenhedens indflydelsesrige og agtede ortodokse gejstlighed ud af de sande kristne forkynderes rækker?

 6. Men hvem viser sig at være Guds tjenere? Og hvad beviser det?

⁶ Viser det foregående ikke på den anden side, at den ringeagtede, svage, ydmyge, ubetydelige, indflydelsesløse, uverdslige gruppe, der kendes som Jehovas vidner, er Guds tjenere og forkyndere? Den smarte verden betragter dem som urealistiske, uvidende og tåbelige. Desuden er de de eneste, der forkynder det gode budskab om Kristi oprettede rige og advarselen om Harmagedonslagets hjemsøgelse over denne slægt. Ved hundreder af millioner af bøger og brochurer på otte og firs sprog foruden andre millioner af blade og traktater og tusinder af offentlige foredrag hver uge har Jehovas vidner forkyndt, at krige, hungersnød, pest, jordskælv, strid og forfølgelser, uro og frygt, de voksende forbrydelser og den større umoralitet i verden, regeringernes fejltagelser og sammenbrud altsammen er håndgribelige kendsgerninger, der svarer nøje til de tegn, Jesus forudsagde skulle ledsage hans anden nærværelse og efterfølges af Harmagedonslaget. Ligesom opfyldelsen af snesevis af de hebraiske skrifters profetier ved Jesu første komme beviste, at han var Messias, bevises i vor tid hans anden nærværelse af begivenheder, som opfylder profetierne. Men ligesom de indflydelsesrige religiøse og politiske ledere forkastede ham for nitten århundreder siden, forkaster den samme klasse af mennesker ham nu og tyer til verden og dens planer til fortsat eksistens. — Mattæus 24; Markus 13; Lukas 21; 2 Timoteus 3:1-5; Salme 118:22; Mattæus 21:42; 1 Peter 2:4-8.

 7. Hvem påtager sig pligten til at prædike? Og hvad udretter de?

⁷ Kristne, der har viet sig til at gøre Guds vilje, anerkender forpligtelsen til at deltage i det sidste vidnesbyrd, som Kristus Jesus befalede. (Mattæus 24:14) Deres indvielsesløfte er ikke snakkesalige tåbers hurtigt glemte bragesnak: „Mange ord giver dåretale. Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det. Thi der er ingen glæde ved dårer. Hvad du lover, skal du holde. Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde.“ (Prædikeren 5:2-5) De ligner heller ikke de tomme skyer og blæsende vinde, som omtales i Ordsprogene 25:14: „Som skyer og blæst uden regn er en mand, der skryder med skrømtet gavmildhed.“ Kristne samles ikke blot nogle få minutter en dag om ugen i en tårnprydet bygning og betaler en betitlet præst for at prædike for dem. Enhver kristen er præst og må prædike for andre. — Jakob 1:22-25.

Hvordan vidnesbyrdet forkyndes

 8. Hvilke stumme midler er også blevet brugt i forkyndelsen?

⁸ Kristne gør effektiv brug af trykte bibler og hjælpebøger til bibelstudium. Det er ikke noget nyt. Moses frembar bud, som var skrevet på stentavler. Josua skrev på stenaltre. Jeremias skrev et budskab til de fangne i Babylon, og Baruk nedskrev nogle af Jeremias’s profetier på en rulle, der blev anbragt hos kong Jojakim. En hånd fra Gud skrev et budskab om dom og undergang på væggen i kong Belsazzars slot. Apostlene og andre kristne i den første tid skrev breve, og Paulus var særlig stærkt interesseret i visse pergamentbøger. (2 Mosebog 31:18; Josua 8:32; Jeremias 29:1; 36:1-32; Daniel 5:5, 25-28; 2 Timoteus 4:13) Det er kun nogle få ud af mange eksempler på, at det skrevne ord blev brugt for at prædike, foruden de skrevne bogruller, der til sidst kom til at udgøre de seks og tres bøger i selve bibelen.

 9. Har de været trættende for legemet eller ikke? Hvorfor?

⁹ I vor tid udspyer hurtigpresser en endeløs strøm af tryksager, der mere end nogen sinde fremhæver Salomos advarsel mod at producere mængder af bøger, hvis læsning trætter legemet. Men kong Salomo undtog visse materialer fra sin advarsel, da han sagde: „Som pigkæppe er de vises ord, som inddrevne søm, der sidder tæt; de er givet af een og samme hyrde.“ (Prædikeren 12:12, 11) I gamle dage brugte man pigkæppe, lange stokke med jernspidser, for at få okser til at bevæge sig i den rigtige retning. Vise ord fra bibelen eller grundlagt på bibelen får de sande kristne til at bevæge sig fremad i Rigets gerning og tillader dem ikke at blive tilbage eller strejfe hen ad urette stier uden at føle sig stukket af en skyldig samvittighed. (Apostlenes Gerninger 26:14) Formaning fra bibelen er spids og skarp. Alle bibelens seks og tres bøger, inspireret af den ene lærer Jehova Gud og samlet under hans ånds vejledning, indeholder spidse sandheder, som må drives dybt ind i vort sind. Ligesom søm, der er slået ind i en planke, falder de ikke ud, men man kan holde sig til dem med tillid, og de virker som et sikkert anker, der forhindrer os i at blive slået og kastet rundt eller drevet omkring af den verdslige propagandas blæsende vinde. (Jakob 1:6-8) Derfor er bibelen og pålidelige bibelhåndbøger, som Jehovas vidner udbreder, ikke trættende. I stedet for at udtrætte legemet, vil de, hvis man agter på deres råd, bringe kødet tilbage til barndommens sundhed. — Job 33:25.

10. Hvordan bliver de spredt? Og hvorfor er det med rette?

¹⁰ Jehovas vidner i vor tid får hjælp ved forkyndelsen af det sidste vidnesbyrd af vældige forsyninger af bøger og blade. I langt højere grad end fortidens trofaste mænd og den første tids kristne, der forkyndte bibelens advarsler i tidligere tider. Og da der er betroet dem mere, kræves der også mere, nemlig et verdensomfattende vidnesbyrd for alle folkeslag over hele jorden. (Lukas 12:48; Markus 13:10) Bibler og bibelske bøger uddeler de ved at gå fra hus til hus. Jesus prædikede ved denne metode og uddannede sine efterfølgere til at opføre sig på rette måde ved folks døre. (Mattæus 10:7-15) „Og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus.“ „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn.“ Endogså ovre i Babylon århundreder før Kristi komme blev dørtrinene betragtet som rette steder til at tale om Guds budskab. — Apostlenes Gerninger 5:42; 20:20; Ezekiel 33:30.

11. Hvordan bærer de sig ad, når de afsætter bøger? Hvis eksempel følger de?

¹¹ „Jeg er ikke handelsmand med Guds budskab.“ (2 Korinter 2:17, En Amer. Overs.) Ligesom Paulus kan Jehovas vidner i vor tid sige det samme, fordi de ikke nøjes med at afsætte bøger i folks hjem. Bogagenter har afsluttet deres arbejde, når de har solgt deres vare; men sådan bærer den forkynder sig ikke ad, der afsætter bibelske hjælpebøger. Når han svinger „åndens sværd“, slår han ikke bare eet slag ved at afsætte en bog, for så at stikke sandhedssværdet i skeden; men han fortsætter med et stød for at oprette et bibelstudium i hjemmet. Han er nidkær i at genbesøge dem, der gerne vil høre på ny om disse livsvigtige emner. (Apostlenes Gerninger 15:36; 17:32) Og ved sådanne genbesøg leder han bibelstudier ganske gratis. Jesus lærte i hjemmene og genbesøgte de hjem, hvor der var særlig interesse. (Lukas 10:38-42; Johannes 12:1-3) Han bliver ved at gøre det indtil den dag i dag, ikke personligt, men repræsenteret ved sine efterfølgere: „Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig.“ — Åbenbaringen 3:20.

12. På hvilke offentlige pladser tilbyder de også med rette budskabet?

¹² I trafikerede gader indtager kristne forkyndere strategiske stillinger og fremholder livets ord for de forbipasserende. Gader og offentlige pladser blev for længe siden brugt som steder, hvor Guds visdom blev kundgjort: „Visdommen råber på gaden, på torvene løfter den røsten; oppe på murene kalder den, tager til orde i byen ved portindgangene.“ Og atter: „Mon ikke visdommen kalder, løfter indsigten ikke sin røst? Oppe på høje ved vejen, ved korsveje træder den frem; ved porte, ved byens udgang, ved dørenes indgang råber den.“ (Ordsprogene 1:20, 21; 8:1-3) Om Kristus Jesus sagde folk: „Du har lært på vore gader.“ (Lukas 13:26) På offentlige pladser og torve prædikede Paulus for de tilstedeværende. — Apostlenes Gerninger 17:17.

13. Hvilke beviser fra bibelen kan vi fremholde for, at vi bør bruge sådanne steder ved forkyndelsen?

¹³ Når så mennesker, som er vant til den ortodokse religiøse skure med prædikener om søndagen i en kirkebygning, vil have at vide, hvorfor vi ikke følger denne fremgangsmåde, kan vi henvise til de foregående skriftsteder for at vise, at vi retter os efter vort store eksempel Kristus Jesus. Og vi kan tilføje: „Den Højeste bor ikke i huse, gjort med hænder.“ (Apostlenes Gerninger 7:48) Alligevel kan vi påvise, at ligesom Jesus og hans apostle brugte templet og synagogerne, bruger Jehovas vidner mødesale for at holde deres kredsmøder, også offentlige foredrag. De holder også friluftsmøder i parker og andre steder, ligesom Kristus Jesus gjorde for nitten århundreder siden.

Er nogen undtaget?

14. I hvilken udstrækning kan nogle prædike under forskellige omstændigheder?

¹⁴ „Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt.“ (2 Timoteus 4:2) Det gør alle Jehovas trofaste vidner. Nogle kan bruge al deres tid i forkyndergerningen; andre kan kun bruge en del af deres tid, fordi de må udføre et eller andet verdsligt arbejde for at tjene til deres udkomme. Der er omstændigheder, som begrænser nogles virksomhed; men alle kan finde lejlighed til at være med i den endelige forkyndelse. Legemlig sygdom kan hindre nogle, men selv de kan prædike med deres munds ord for naboer, venner, besøgende, eller pr. telefon eller ved at skrive breve og sende bøger af sted med posten. Ja, hvilke forhold kunne vel slå et trofast vidne fuldstændig ud af Jehovas gerning?

15, 16. Er nogen for gammel eller for ung til at deltage i forkyndelsen? Hvordan kan vi bevise det?

¹⁵ Er nogen for ung til at tjene? Paulus skrev 1 Tessalonikerbrev i år 50 e. Kr., og i dette brev omtaler han Timoteus som „Guds tjener“. Han må da have været en ung mand under tyve år; thi mere end ti år senere var han stadig ung, og Paulus gav ham det råd: „Lad ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung.“ (1 Tessaloniker 3:2; 1 Timoteus 4:12) Tolv år gammel prædikede Jesus og forbavsede tilhørerne ved sin visdom. (Lukas 2:42, 46, 47) Jeremias var kun et barn, da han begyndte at advare Jerusalem om dets kommende fald. (Jeremias 1:5, 6) Og du ved nok, at Samuel tjente Jehova i tabernaklet og profeterede, lige efter at han var vænnet fra! (1 Samuel 2:11, 18; 3:1-21) Er du yngre, end han var?

¹⁶ Nogle vil måske anføre deres høje alder som årsag til at trække sig tilbage. Aron blev ordineret til præst, da han var 83 år gammel, og Moses var 80 år, da han blev indsat i tjenesten som mellemmand mellem Jehova og Israel. I denne egenskab var han et forbillede på Kristus Jesus og virkede til sin død i en alder af 120 år. (2 Mosebog 7:7; 28:1-4; 5 Mosebog 34:7) Da Paulus første gang var i fængsel i Rom på grund af sin troskab mod Gud, omtalte han sig selv som „den gamle Paulus“; men efter sin udfrielse prædikede han endnu nogle år. (Filemon 9) Og apostelen Johannes var omkring ved et hundrede år gammel, da han skrev sine bidrag, som fuldendte bibelens kanon. Er du over hundrede år gammel?

17. Skulle fysisk svaghed helt afholde os fra at prædike? Hvorfor ikke?

¹⁷ Dårligt helbred indskrænker ens virksomhed i gerningen. Men skulle det standse forkyndelsen fuldstændigt? Husk på Job. Da han havde mistet sine børn og materielle rigdomme, blev han ramt af en frygtelig sygdom, elefantiasis eller sort spedalskhed. Denne sårsygdom dækker huden med mørke skorper og får benene til at svulme op til to eller tre gange deres naturlige tykkelse, til de ligner forvredne elefantfødder; deraf kommer navnet sort spedalskhed og elefantiasis. Jobs legemlige virksomhed blev stærkt indskrænket, og han led meget; men da de tre mænd besøgte ham, vidnede han nidkært for dem og bevarede sin retskaffenhed. (Job 2:7, 8, 11; 3:1) Selv den unge Timoteus led af en mavesygdom og af „hyppige svagheder“, og Paulus virkede trods „en torn i kødet“ eller „en bitter legemlig lidelse“. (1 Timoteus 5:23; 2. Korinter 12:7, En Amer. Overs.) I vor tid er der vidner, som forkynder budskabet trods sådanne svære legemlige hindringer som lammelse, blindhed eller døvhed og stumhed.

18. Kan nogen have for travlt til at prædike? Hvorfor ikke?

¹⁸ For travlt til at prædike? Er der nu nogle, der ligesom visse mennesker på Jesu tid undskylder sig med, at de har en gård, en besætning eller en hustru, som tager deres tid og ikke giver dem nogen tid til den nye verden? (Lukas 14:17-20) Lader de tornefulde forviklinger med denne verden og dens bekymringer og rigdomme kvæle forkyndelsen af evangeliet? (Mattæus 13:7, 22) Kan de fleste mennesker ikke få tid til mindre væsentlige ting som for eksempel et verdsligt arbejde, indkøb, at læse aviser, at høre radio, at gå på visitter, at søge hvile og rekreation og måske endog somme tider sove længe søndag morgen? Det sidste spørgsmål minder om det næste — for doven? Ordsprogene 6:6-11 siger: „Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din søvn? Lidt søvn endnu, lidt blund, lidt hvile med sammenlagte hænder: som en stimand kommer da fattigdom over dig, trang som en skjoldvæbnet mand.“ Men måske er sådanne mennesker for trætte til at leve evigt og foretrækker at sove evigt, i døden, uforstyrret af et ringende vækkeur eller opstandelsen!

19. Skulle frygt for mennesker eller for udygtighed standse os? Hvorfor ikke?

¹⁹ Andre holder sig måske tilbage af generthed eller frygt. Jeremias overvandt denne hindring. (Jeremias 1:6-9, 17-19) Fuldkommen kærlighed til Gud driver den besnærende frygt for mennesker ud. (1 Johannes 4:18; Ordsprogene 29:25) Føler du dig uduelig til at tale i Rigets gerning? Både Jeremias og Moses følte det på samme måde til at begynde med. Men se på det opflammende mundtlige vidnesbyrd, de aflagde, efter at de havde overvundet denne falske frygt. (2 Mosebog 4:10-12) Heller ikke behøver frygt for spørgsmål, som er vanskelige at besvare, at hindre nogen fra at deltage i den sidste forkyndelse. Teologisk uddannelse ved det teologiske fakultet eller på missionsskoler gør ikke nogen skikket til Jehovas gerning nu lige så lidt som på Jesu tid, da han og apostlene kunne forvirre mennesker med en sådan uddannelse. Privat studium af bibelen og gruppestudium sammen med andre vidner, plus Jehovas ånd, gør en lige så dygtig som andre til at svare på spørgsmål. „Dit bud har gjort mig visere end mine fjender, thi det er for stedse mit. Jeg er klogere end alle mine lærere, thi jeg grunder på dine vidnesbyrd. Jeg har mere forstand end de gamle; jeg agter på dine bud.“ (Salme 119:98-100) Se, hvordan den unge Elihu priser Jehovas ånd som den væsentlige faktor i visdom: „Ung af dage er jeg, og I er gamle mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele jer min viden; jeg tænkte: Lad alderen tale og årenes mængde kundgøre visdom! Dog, ånden, den er i mennesket, og den Almægtiges ånde giver dem indsigt; de gamle er ikke altid de kloge.“ — Job 32:6-9.

Studér og forkynd sammen med organisationen

20, 21. a) Hvor megen tro behøver vi for at prædike? b) Hvordan kan vi udvikle den uimodståelige tilskyndelse til at prædike? Hvilke eksempler viser os det?

²⁰ At prædike kræver tro, men ikke meget. Så lidt som et sennepskorn kan flytte et bjerg. Mindre end det skulle kunne flytte os ud i arbejdet på arbejdsmarken, for vi er jo så meget mindre end bjerge! Ingen skulle behøve at drives af andre eller af sig selv til at være virksomme i forkynderarbejdet. Men hvad nu, hvis man ikke føler nogen tilskyndelse til at prædike? Studér. Grund over Guds lov dag og nat. Tal om bibelen ved kredsens møder, lyt til andres bemærkninger. Indsug sandheden gennem øjne og ører; til den fylder sind og hjerte, til den vælder op fra dit indre og flyder over gennem munden i arbejdet ude på marken. Det vil den gøre af sig selv. Vi taler om det, der bor i vort sind og hjerte. „Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.“ (Lukas 6:45) Nogle sladrer, bringer historier til torvs, taler om familievanskeligheder, udbreder sig om deres sygdomme og skildrer deres operationer eller skælder ud, klager og skændes. Det er, hvad der fylder deres sind. Hvad vi har i vort sind, ønsker vi at få ud. Så få sandheden ind i dit sind, og lad den derefter komme ud fra dit sind ude i dit distrikt.

²¹ Hvis vi nærer vort sind med Guds sandhed og fylder vort hjerte med den, vil vi tale om den eller briste, vi må lade den flyde fra vore læber for at skaffe os lindring. Elihu erfarede disse følelser, da han utålmodigt hørte på Jobs tre „trøsteres“ falske og bespottelige ordgyderi. Da der blev en pause i deres præk, udbrød Elihu: „Også jeg vil svare min del, også jeg vil frem med min viden! Thi jeg er fuld af ord, ånden i mit bryst trænger på; som tilbundet vin er mit bryst, som nyfyldte vinsække nær ved at sprænges; tale vil jeg for at få luft, åbne mine læber og svare.“ (Job 32:17-20) At tie stille vil være mere pinagtigt end den forfølgelse, som den offentlige forkyndelse måtte føre med sig, hvad Jeremias opdagede: „Dagen lang er jeg til latter, mig håner enhver. Thi så tit jeg taler, må jeg skrige, råbe: Vold og overfald! Thi Jehovas ord er mig dagen lang til skændsel og spot. Men tænkte jeg: Ej vil jeg mindes ham, ej tale mer i hans navn, da blev det som brændende ild i mit indre, som brand i mine ben; jeg er træt af at holde det tilbage, jeg kan ikke holde det ud.“ — Jeremias 20:7-9, En Amer. Overs.

22. Hvordan skal forkyndelsen af evangeliet ledes? Af hvilken grund?

²² Lad ingen trætte sig ud med at beholde sandheden hos sig selv, men bortkast de forlorne grunde og undskyldninger, som beklipper Rigets gerning. Det trætter dig mere at slæbe rundt på dem og kæmpe med din samvittighed, end det ville gøre at tage del i forkyndergerningen. Lad andre forkyndere i organisationen hjælpe dig med at dirigere din nidkærhed, nu da den er antændt af kundskab som en brændende fakkel. Led den til taktfuld og organiseret forkyndelse af evangeliet. Jehovas synlige organisation kan bruge dig, men den kan også klare sig uden dig. Men du kan ikke klare dig uden den. Ufrugtbare grene bliver til sidst skåret af og savnes aldrig, efterhånden som nye indpodes. Afskårne grene visner og dør snart, fordi de er afskåret fra den cirkulerende, livgivende saft. Hvis en hånd eller fod bliver skåret bort fra legemet, vil det amputerede lem ligeledes gå til grunde; og hvis et lem holdes uvirksomt i en krampagtig stilling, falder det i søvn, bliver stift, mister evnen til at bevæge sig. Blodet, hvori livet er, kan ikke cirkulere til disse dele og heller ikke tilføre dem ny næring og føre affaldsprodukterne bort. Således er det med Jehovas synlige organisation. De må alle komme sammen, må tage til sig af den livgivende åndelige føde, som Gud uddeler til sit folk gennem organisationen, modtage de nye sandheder, som bortfjerner gamle ideer, og den formaning, som holder mærkelige personlige ideer nede. Det vil bevare os friske og stærke og virksomme, så vi ser øje til øje og kæmper skulder mod skulder. Bliv ikke en vissen gren eller en lammet fod. Amputér ikke dig selv fra organisationen, så du begår åndeligt selvmord. — Johannes 15:1-8.

Folkene deles

23. Hvilken skæbne venter spotterne og de ligegyldige?

²³ Overlad den selvmorderiske handlemåde til den gamle uretfærdighedens verden. Lad den håne og spotte og sige til os, som Jerusalems indbyggere sagde til Jeremias: Gud interesserer sig ikke for jorden. Han har sigtet den. Han vil hverken gøre godt eller ondt. Og selv om Harmagedonslaget også kommer engang, så bliver det ikke i vor tid, ikke i dette slægtled. Forkyndelsens advarsel fejes ligegyldigt til side af millioner af mennesker, som ikke gør sig skyldige i voldelig forfølgelse, men blot undlader at efterkomme den. Denne ligegyldighed er nok til at sætte dem i klasse som „bukke“. (Mattæus 25:41-46) Disse pæne ligegyldige eller de, hvis formodede overlegne intelligens ikke tillader dem at agte på advarselen, de, som fejer den til side med en overlegen bemærkning om, at vildledte og enfoldige tåber talte om verdens ende i deres faders eller bedstefaders tid, de, der siger, at det hele vil fortsætte, som det har gjort i fortiden, skulle huske på, at spotterne sagde det samme på Noas tid, på Lots tid og på Jeremias’s tid. Apostelen Peter har sagt, at der ville være sådanne overlegne spottere i „de sidste dage“. — 2 Peter 3:3-7.

24, 25. Hvilken klasse af uvirksomme kommer til os? Hvad bliver deres skæbne?

²⁴ Der er en anden klasse af mennesker, som åbenbarer sig nu i tiden, da det sidste vidnesbyrd forkyndes. De kender Jehovas vidners forkyndergerning. De tror, at Jehovas vidner har den bedste religion, og at deres bøger indeholder den mest harmoniske forklaring af bibelen. Med særlig forkærlighed og glæde betragter de sandhederne om de herlige tilstande, man skal leve under i Jehovas nye verden, og de kommer og lytter, som det kunne være til en smuk sang. De kommer altid til møderne, når deres yndlingstalere står på programmet, og går sjældent glip af konventer og aldrig af mindemåltidet. Men de handler ikke efter, hvad de hører, og de er tilbøjelige til at betragte nidkære vidner som yderliggående og fanatikere. De vil komme til fornuft for sent, ifølge Ezekiel 33:31-33:

²⁵ „De kommer til dig, som var der opløb, og sætter sig lige over for dig for at høre dine ord. Men de gør ikke derefter; thi der er løgn i deres mund, og deres hjerte higer efter vinding. Og se, du er dem som en, der synger en elskovssang med liflig røst og er dygtig til at spille; de hører dine ord, men gør ikke derefter. Men når det kommer — og se, det kommer — skal de kende, at en profet har været iblandt dem.“ Kristus Jesus kaldte denne klasse mennesker for dårer, da han sagde: „Enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og ikke handler efter dem, ligner en dåre, som byggede sit hus på sand. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og slog imod det hus; og det faldt, og dets fald var stort.“ — Mattæus 7:26, 27.

26. Hvilke andre bringer forkyndelsen for dagen? Og i hvor stort antal?

²⁶ Men hvis det sidste vidnesbyrd ophidser spotterne og forfølgerne og kildrer de lade og selviske og dåragtige i øret, så bringer det også en fårelignende klasse af retfærdselskere for dagen. De ikke blot lytter til, men giver agt, de ser tegnene, som beviser Kristi anden nærværelse, de tror på advarselen om det kommende slag ved Harmagedon og tager sig formaningen om at fly fra den gamle verdens forviklinger til hjerte. Esajas forudsagde denne storslåede tilvækst og indsamling, der bliver et resultat af at lade sandhedens lys skinne vidt omkring over hele jorden. Som havenes vandmasser ville de blive omvendt, som duer, der formørker himmelen ved deres store mængde, kommer de til det eneste lys i Jehovas organisation. Organisationens porte står altid åbne, lukkes aldrig hverken dag eller nat. Skønt falsk religion, politik, handel, finansmagt, militarisme, dæmoner og Djævelen selv søger at slå portene i, vil de aldrig blive lukket blot et øjeblik, men står åbne for at lade lyset skinne ud og tage imod Herrens „andre får“. Den mindste bliver en stamme, den ringeste et talrigt folk. Og Jehova haster med at fuldbyrde det, medens hans tjenere forkynder det sidste vidnesbyrd. — Esajas 60:1-22.

Vær med i forkyndelsen og sejren!

27. Hvilken handlemåde følger disse mennesker? Og i hvor lang tid?

²⁷ Disse mennesker, der elsker retfærdighed, kommer ikke til Jehovas synlige organisation for grådigt at fortære åndelig føde og fodre selvet eller kildres i øret af behagelige sandheder om Rigets velsignelser. Nej, de drives ikke af sådanne egenkærlige motiver, men betragter det som en større velsignelse at give sandheden videre til andre, end det var selv at modtage den til at begynde med. De falder i trit med andre af Jehovas vidner, indtager deres plads i rækkerne, marcherer med den modbilledlige hær af græshopper, kundgør vidt og bredt budskabet, som afsvider de saftige græsgange, hvor præsterne har høstet hø, brænder dem lige så grundigt som faklerne i de sjakalers haler, som Samson slap løs i de troløse filisteres kornmarker. Blot har de salvede vidner og deres retsindige medarbejdere i vor tid ingen sjakaler til at løbe med sandhedens fakler. Men med forenede stemmer opløfter de det voksende vidnesbyrds råb, og de vil blive ved, til det endelige vidnesbyrd har lydt for alle folkeslagene, til enden kommer, „til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske, og agerjorden ligger som ørk“. — Apostlenes Gerninger 20:35; Joel 2:1-11; Jeremias 25:36; Dommerne 15:4, 5; Esajas 6:11.

28. Hvordan er nu vore erfaringer, når vi forkynder sandheden?

²⁸ Foran de lydige mennesker vil da strække sig endeløse velsignelser i en ny verden. Men for at høste disse velsignelser til den tid må vi så sandhedens sæd nu. Trofasthed i denne gerning vil kalde forfølgelser ned over vore hoveder. Mennesker vil ligge på lur som løver efter Guds vidner, skælde over dem, ophidse pøbel til at angribe dem. Fjenderne svides af budskabet om undergangen og sættes i brand af de flammende domme. Derfor steger de vidnerne i den offentlige presse og fra prædikestolene og bruger deres tænder og tunger som spyd og sværd for at sønderhugge deres gode navn og rygte ved at slynge smædenavne og forhånelser imod dem. Som David sagde: „Jeg må ligge midt iblandt løver, bo mellem folk, der spyr ild, hvis tænder er spyd og pile, hvis tunge er hvas som et sværd.“ (Salme 57:5) Men Jehova giver os en sikker rustning, som beskytter os mod den ondes brændende pile; og hvor menneskelig kraft og styrke slår fejl, giver hans ånd sejr. — Efeserne 6:10-17; Zakarias 4:6.

29. Hvor lang tid er der endnu tilbage? Og hvorfor må vi enten prædike nu eller aldrig?