Vær viis — opfør dig som en af de mindre

„Den der opfører sig som en af de mindre blandt jer alle, han er stor.“ — Luk. 9:48.

 1, 2. (a) Hvem er blandt de mest begunstigede mennesker der nogen sinde har levet på jorden, og hvorfor? (b) Men hvilket problem opstod mærkeligt nok gang på gang iblandt dem?

HVEM kan tælles blandt de mest begunstigede mennesker der nogen sinde har levet på jorden? Det kan uden tvivl de 12 disciple som Jesus Kristus udvalgte til at være apostle. Hvilken forret var det ikke for dem at ledsage ham mens han rejste „fra by til by og fra landsby til landsby, og . . . bekendtgjorde og forkyndte den gode nyhed om Guds rige“! (Luk. 8:1) Hvilken glæde må det ikke have været for dem at lytte til Jesu foredrag, som for eksempel Bjergprædikenen, og at være vidne til at han gjorde det ene mirakel efter det andet! Og dertil kom den private vejledning de til stadighed fik af Jesus.

² Men mærkeligt nok skændtes disse begunstigede mænd gang på gang indbyrdes om hvem af dem der var den største eller den ypperste iblandt dem. Ingen af dem ønskede at opføre sig som en af de mindre. Bidrog denne kappestrid til at skabe fred, harmoni og lykke? Var den velbehagelig i Jehova Guds øjne? Var den visdommens vej? Næppe, for tænk på hvad Jesus ved en lejlighed belærte dem om. Efter at have stillet et lille barn ved siden af sig sagde han til dem: „Enhver som tager imod dette lille barn på grundlag af mit navn, tager også imod mig, og enhver som tager imod mig, tager også imod den som har udsendt mig. For den der opfører sig som en af de mindre blandt jer alle, han er stor.“ — Luk. 9:48.

 3. Nævn nogle eksempler fra verden på at mange ikke er villige til at opføre sig som de mindre.

³ Hvem lægger i vor tid en sådan visdom for dagen at de er tilfredse med at opføre sig som de mindre? Meget få! Det er grunden til at der findes så megen forvirring, konkurrence, strid og splid i denne gamle verden. Nationer og blokke af nationer bliver ved med at kappes med hinanden; de ønsker hver især at være den øverste, den ypperste, den mægtigste. Derfor bebyrder nationerne deres undersåtter med enorme oprustningsudgifter. Og hvad kvindebevægelsens propaganda angår, er den så ikke i høj grad et udtryk for at dens medlemmer nægter at opføre sig som de mindre i forhold til deres mænd? Og er det ikke også den indstilling der præger mange unge i dag? De er utilfredse med den rolle deres forældre spiller, og de ønsker ikke at opføre sig som de mindre i forhold til dem. Har al denne uvillighed til at opføre sig som en af de mindre bragt lykke? Er den viis? Nej, langtfra!

Hvad vi kan lære af de bibelske eksempler

 4. Hvem var den første der lagde denne hovmodige indstilling for dagen, og hvoraf fremgår det?

⁴ At uvillighed til at opføre sig som en af de mindre er dårskab, fremgår af det forhold at alle vanskeligheder i verden begyndte fordi der var en engel som ikke ønskede at være en af de mindre. Denne engel, der førte vore første forældre ind på vejen til synd og død, afslørede sine virkelige motiver i den tredje fristelse han fremholdt for Guds søn i ørkenen. Han tilbød Jesus alle verdens riger hvis Jesus blot ville udføre én tilbedelseshandling over for ham. Hvad viser dette? At Satan ønskede at være Jehova Gud lig, og at han ikke ønskede at opføre sig som en af de mindre i forhold til ham. Det fremgår af Jesu svar til Satan: „Forsvind, Satan! For der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ På grund af sin uvillighed til at opføre sig som en af de mindre, bragte Satan skam og vanære over sig selv og vil til sidst blive tilintetgjort. — Matt. 4:8-10; Hebr. 2:14.

 5. (a) Hvordan viste Eva at hun ikke var villig til at opføre sig som en af de mindre? (b) Hvad viser at Kain havde samme indstilling?

⁵ Var det ikke også uvillighed til at opføre sig som en af de mindre der fik Eva til at bukke under for Satans bedrag og være ulydig mod Jehova Gud? Satan forsikrede hende om at hun ved at spise den forbudte frugt ville blive ligesom Gud og selv kunne afgøre hvad der var godt og ondt. (1 Mos. 3:5) Det at Eva ikke ønskede at opføre sig som en af de mindre kom til at betyde døden for hende. Og hvad med hendes førstefødte søn? Er det ikke sandt at Kain myrdede sin broder Abel fordi han simpelt hen ikke ønskede at være „mindre“ i forhold til ham? Jo, så stor var Kains misundelse over at Abel blev foretrukket fremfor ham. Denne hovmodige indstilling var årsag til at Kain blev forvist som den første morder på jorden. — 1 Mos. 4:1-16.

 6. Hvordan kom uvillighed til at opføre sig som de mindre til udtryk hos (a) Josefs halvbrødre? (b) Aron og Mirjam? (c) Kora, Datan og Abiram?

⁶ Så var der Josefs halvbrødre. Fordi deres fader, Jakob, foretrak Josef — eftersom han var søn af hans yndlingshustru, Rakel — blev de så fyldt med bittert had at de ikke stillede sig tilfreds før de fik ham ryddet af vejen. (1 Mos. 37:3-35) Til sidst fik de imidlertid også grund til at fortryde deres handlemåde. Mange år senere gjorde Mirjam og Aron oprør imod at skulle opføre sig som nogle der var mindre i forhold til deres yngre broder Moses. De klagede: „Har [Jehova] kun talet til Moses? Mon han ikke også har talet til os?“ Men som beretningen videre viser, lyttede Jehova Gud. Deres indstilling vakte i høj grad hans mishag, for han sagde til de to klagende: „Hør, hvad jeg siger: . . . min tjener Moses: han er tro i hele mit hus; med ham taler jeg ansigt til ansigt, . . . hvor tør I da tage til orde mod min tjener Moses?“ Jehova Gud var så vred at han slog Mirjam med spedalskhed. Så var der Kora, Datan og Abiram, hvis oprør imod at skulle opføre sig som de mindre var af endnu alvorligere karakter, og som derfor blev udslettet. — 4 Mos. 12:1-15; 16:1-35; 26:9-11.

 7, 8. (a) Hvilke to konger fra fortiden gik det ilde fordi de ikke ønskede at opføre sig som nogle der var mindre? (b) Hvilke eksempler har vi fra den apostolske tid?

⁷ Endnu en af Jehova Guds tjenere der havde vanskeligheder på dette punkt, var kong Saul. Han kunne simpelt hen ikke holde ud at høre Israels kvinder synge: „Saul slog sine tusinder, men David sine titusinder!“ Dette gjorde Saul så rasende at han fra den dag af ’så skævt til David’, ja endog forfulgte ham ligesom en sporhund i sine bestræbelser for at slå ham ihjel. Hvor bittert blev ikke Sauls liv på grund af hans uvillighed til at opføre sig som en af de mindre i forhold til David på dette punkt! Og hvilket tragisk endeligt fik han ikke! (1 Sam. 18:7-9; 31:3-6) Så var der kong Uzzija. Hans militære bedrifter, der i sandhed var store, gjorde ham hovmodig. Til sidst var han ikke længere tilfreds med udelukkende at tjene som konge og tage sig af statsanliggender. Han ønskede at være ligestillet med præsterne med hensyn til tilbedelsen i templet. Fordi han havde for høje tanker om sig selv, slog Jehova Gud ham med spedalskhed. Han døde som spedalsk. — 2 Krøn. 26:16-21; Ordsp. 11:2.

⁸ Hvad De kristne græske Skrifter angår, har vi allerede nævnt det problem som de 12 apostle havde mens Jesus var sammen med dem, idet ingen af dem var villig til at opføre sig som en af de mindre. Det bør imidlertid bemærkes at vi intet læser om den slags i forbindelse med dem efter at de havde modtaget Guds hellige ånd på Pinsedagen. Men der var andre kristne i det første århundrede som havde dette problem. Det ser ud til at de kristne i Korint — i det mindste nogle af dem — ikke var tilfredse med at opføre sig som de mindre i forhold til apostelen Paulus. Og apostelen Johannes fandt det nødvendigt at sætte Diotrefes strengt i rette, fordi denne gerne ville være den første og ikke med respekt tog imod det apostelen Johannes havde at sige til de kristne dengang. — 2 Kor. 10:1-11; 12:5-9; 3 Joh. 9, 10.

Problemets årsag

 9. Hvad er den egentlige grund til at man ikke ønsker at opføre sig som en der er mindre?

⁹ Hvorfor har dette problem været så fremherskende gennem hele menneskehedens historie og ikke alene berørt mennesker i verden, nationer såvel som enkeltpersoner, men endog Jehova Guds tjenere? Det skyldes nedarvet selviskhed. Som vi læser i Første Mosebog 8:21: „Menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af.“ Følgelig er hjertet „svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det?“ — Jer. 17:9

10-12. I hvilke situationer er problemet størst? Giv eksempler.

¹⁰ I almindelighed har Jehovas tjenere ikke vanskeligt ved at opføre sig som de mindre i forhold til dem der tydeligvis indtager en overordnet stilling. Problemet opstår når det gælder om at opføre sig som de mindre blandt dem der i højere grad er deres ligemænd. For eksempel havde ingen af de 12 apostle vanskeligt ved at opføre sig som en af de mindre i forhold til deres Herre, Jesus Kristus. Men i forhold til de øvrige 11 apostle var det svært. Ingen ønskede at opføre sig som en af de mindre blandt alle de andre!

¹¹ I dag kan der ligeledes i den kristne menighed være lidt kappestrid eller opstå lidt skinsyge, navnlig mellem dem der har lige gode evner eller de samme fortrin. Dette synes at have været tilfældet med to kristne kvinder i menigheden i Filippi, om hvem apostelen Paulus skrev: „Evodia tilskynder jeg og Syntyke tilskynder jeg til at være enige i Herren. Ja, jeg anmoder også dig, ægte medhjælper, bliv ved med at hjælpe disse kvinder som har kæmpet skulder ved skulder med mig i forbindelse med den gode nyhed sammen med . . . de andre af mine medarbejdere.“ (Fil. 4:2, 3) Højst sandsynligt var begge disse søstre særdeles dygtige og nidkære forkyndere af „den gode nyhed“, og af den grund var der i deres hjerte opstået en kappestridens ånd som gav anledning til gnidninger.

¹² På samme måde kan der undertiden opstå problemer blandt brødre der har samme tjenesteforrettigheder. I den kristne menighed har menighedstjenere i det store og hele ikke vanskeligt ved at opføre sig som de mindre i forhold til de ældste; de ældste i forhold til kredstilsynsmanden; kredstilsynsmænd i forhold til områdetilsynsmænd, og så videre. Prøven er størst når det gælder forholdet til ligestillede; spørgsmålet er om menighedstjenere vil være villige til at opføre sig som de mindre i forhold til andre menighedstjenere, ældste i forhold til andre ældste i menigheden, og så videre.

Jordisk, sjælelig, dæmonisk visdom

13-15. Hvorfor kan stridbarhed og skinsyge kaldes (a) jordisk visdom? (b) sjælelig eller dyrisk visdom?

¹³ Fordi mange, på grund af menneskelig ufuldkommenhed, er uvillige til at opføre sig som de mindre, fandt disciplen Jakob det nødvendigt at skrive: „Hvis I har bitter skinsyge og stridbarhed i jeres hjerte, så pral ikke og lyv ikke imod sandheden. Dette er ikke den visdom der kommer ned ovenfra, men den jordiske, sjælelige, dæmoniske. For hvor der er skinsyge og stridbarhed, dér er der uro og alt hvad der er slet.“ — Jak. 3:14-16.

¹⁴ Hvor har disciplen Jakob ret når han omtaler skinsyge og stridbarhed som en „visdom“ der er jordisk, sjælelig og dæmonisk! Den er jordisk eller materialistisk, for den kendetegner selviske, ufuldkomne mennesker, og den står som en modsætning til den visdom der er ovenfra, den himmelske. Denne samme ånd er desuden ’sjælelig’ eller „dyrisk“, som der siges i Erikke Rosenørn-Lehns oversættelse, for den er karakteristisk for dyrene. Forskere der studerer dyrs adfærd har opdaget at der blandt forskellige dyr, som for eksempel køer og kyllinger, findes en såkaldt „hakkeorden“, hvor visse individer altid kommer før andre.

¹⁵ For nogle år siden kunne man for eksempel i pressen læse om en cirkusforestilling i New York der havde et nummer med 12 tigre på programmet. Efter nummeret var tigrene på vej mod den gang der førte til deres bure, da førertigeren Rajah pludselig bed Ila, en huntiger, i struben. Før det lykkedes cirkusfolkene at få skilt de to tigre ad var huntigeren blevet dødeligt såret. Hvad var der i vejen? I stedet for at blive på sin plads bag Rajah var Ila formasteligt gået foran ham, og dette havde gjort Rajah så rasende at han angreb hende. Hendes uvillighed til at opføre sig som en af de mindre kostede hende livet.

Det gode eksempel som Moses, Jesus og Paulus satte

16. Hvilket glimrende eksempel satte Moses med hensyn til villigt at opføre sig som en af de mindre?

¹⁶ En af Jehovas tjenere i fortiden der på bemærkelsesværdig vis opførte sig som en af de mindre, var Moses. Han blev i høj grad benyttet af Jehova Gud: til at aflægge vidnesbyrd for Farao, til at fremkalde de 10 plager, til at skille Det røde Hav ad i to dele, og til på overnaturlig vis at forsyne sit folk med vand! Men til trods for alle disse privilegier og den fremtrædende stilling han dermed kom til at indtage, var „den mand Moses . . . såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet menneske på jorden“. På grund af hans villighed til at opføre sig som en af de mindre gjorde Jehova Gud ham stor, både i verdens og i hans eget folks øjne. — 4 Mos. 12:3.

17-19. Hvad viser at Jesus opførte sig som en af de mindre (a) før han kom til jorden? (b) mens han var på jorden? (c) efter sin opstandelse og himmelfart?

¹⁷ Tænk også på det gode eksempel Jesus Kristus, Guds søn, satte med hensyn til at opføre sig som en af de mindre! I modsætning til den engel der blev Satan Djævelen, tænkte Ordet, eller Logos, „skønt han var i Guds skikkelse, ikke . . . på ran, nemlig at han skulle være lig Gud“. Ved skabelsen tjente han med glæde som „værkmester“ i nær tilknytning til sin Fader. — Joh. 1:1-3, 14; 1 Kor. 11:3; Fil. 2:6-8; Ordsp. 8:30, NW.

¹⁸ Mens Jesus var på jorden vedblev han med at opføre sig som en af de mindre i forhold til sin Fader, idet han sagde at ’Faderen var større end han’, og at ingen var god undtagen Gud. (Joh. 14:28; Luk. 18:19) I sit jordiske liv opførte Jesus sig også som en af de mindre i forhold til sine medmennesker, idet han påtog sig en tjeners rolle. Som han selv sagde: „Menneskesønnen . . . er [ikke] kommet for at lade sig tjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ Han påtog sig endog det meget ydmyge hverv at vaske sine apostles fødder. Og han blev højt ophøjet for sin ydmyghed! — Matt. 20:28; Joh. 13:2-16; Fil. 2:9-11.

¹⁹ Efter sin opstandelse og himmelfart er Kristus blevet ved med at opføre sig som en af de mindre i forhold til sin Fader, Jehova, idet han har været villig til tålmodigt at vente indtil Jehova lagde hans fjender som en skammel for hans fødder. Efter Jesu tusindårige styre, når Jehova har lagt alle Jesu fjender under hans fødder, „så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle“. — Sl. 110:1; 1 Kor. 15:25-28.

20, 21. (a) Hvordan viste apostelen Paulus sig at være en god efterligner af Jesus Kristus på dette punkt? (b) Hvad vil den næste artikel vise som kan være os til gavn?

²⁰ Blandt Kristi disciple var navnlig apostelen Paulus en god efterligner af Jesus Kristus på dette punkt. For den gode nyheds skyld gjorde han sig til træl for alle. Det var i sandhed at opføre sig som en af de mindre. (1 Kor. 9:19) Han opførte sig som en af de mindre i forhold til det styrende råd i Jerusalem, både med hensyn til sin tjeneste, hvor han skulle forkynde, og i lærespørgsmål. (Apg. 15:2; Gal. 2:7-10) Ved en lejlighed følte han det nødvendigt at stille den kristne menighed i Korint følgende spørgsmål: „Begik jeg en synd ved at ydmyge mig for at I kunne ophøjes?“ Intet under at Jehova Gud så rigt velsignede Paulus’ tjeneste! — 2 Kor. 11:7.

²¹ Uvillighed til at opføre sig som en af de mindre er, som vi har set, dårskab, mens villighed til at gøre det er et udtryk for visdom. Vi vil uden tvivl ønske at følge visdommens vej. For at kunne gøre det må vi, på grund af vor nedarvede ufuldkommenhed, have hjælp. Den næste artikel vil vise hvad der kan hjælpe os til at få den rette sindsindstilling.

Hvad der kan hjælpe os til at opføre os som en af de mindre

 1. Hvilke bibelske oplysninger som vi tidligere har omtalt, kan hjælpe os til at opføre os som en af de mindre?

HVAD kan hjælpe os til at opføre os som en af de mindre? Alt hvad der er nævnt i den foregående artikel med hensyn til de dårlige frugter man høster ved ikke at gøre det, bør afgjort tjene som advarende eksempler for os og få os til at opføre os som en af de mindre. Vi ønsker jo ikke at blive diskvalificeret i løbet for livet, vel? På den anden side bør alle de gode bibelske eksempler på at nogle opførte sig som de mindre og blev belønnet for det, virke tilskyndende på os, så vi ønsker at efterligne dem.

 2, 3. (a) Hvordan kan et godt forhold til Jehova hjælpe os til at opføre os som en af de mindre? (b) Hvorfor kan ydmyghed være os en hjælp?

² Det er ikke sikkert at vi lige har tænkt på det, men et af de bedste hjælpemidler i denne henseende er at bevare et godt forhold til Jehova Gud og at sætte hele sin lid til ham. Når vi gør det vil vi ikke være overdrevent bekymrede for at komme til kort, blive nedvurderet eller ignoreret. Nej, vi vil ’stole på Jehova af hele vort hjerte og ikke forlade os på vor forstand’; vi vil ’have ham i tanke på alle vore veje, og han vil jævne vore stier’. (Ordsp. 3:5, 6) Så kan vi have tillid til at han vil lade alle sine gerninger samvirke til bedste for os. — Rom. 8:28.

³ Det kræver også ydmyghed at opføre sig som en af de mindre. Og hvorfor skulle vi ikke ønske at være ydmyge? Der siges: „Hellere sagtmodig med ydmyge end dele bytte med stolte.“ Den stoltes kurs vil uvægerlig føre til ulykke: „Hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen.“ Ikke nok med det, men stolthed får Gud til at modstå os, sådan som vi læser: „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ Apostelen Peter fremsætter samme tanke som disciplen Jakob, idet han siger: „I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden.“ Ja, vi bør opføre os som en af de mindre, for „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed“. — Ordsp. 16:18, 19; Jak. 4:6; 1 Pet. 5:5; jævnfør Romerbrevet 12:16.

Ledelsens princip

 4, 5. (a) Hvordan kan forståelse af ledelsens princip være en hjælp i denne henseende? (b) Hvordan kan vi illustrere dette?

⁴ Et andet hjælpemiddel er at forstå og anerkende ledelsens princip. Når som helst der er flere om at udføre et arbejde, må der være en til at tage ledelsen og træffe de endelige afgørelser; ellers bliver der forvirring og uorden. Med andre ord, der er brug for organisering. En organisation af mange mennesker kan sammenlignes med et menneskelegeme. Hvor mange og forskellige lemmer har vort legeme ikke, og dog styres de alle af ét hoved! Nogle lemmer er måske mere fremtrædende, mere betydningsfulde end andre, men som apostelen så klart viser, kan det ene lem ikke sige til det andet: „Dig har jeg ikke brug for.“ De er alle nødvendige. Med dette billede i tanke, bør vi da ikke være tilfredse med dog at have en andel i udførelsen af det hverv organisationen har fået overdraget? — 1 Kor. 12:21.

⁵ Nødvendigheden af at anerkende ledelsens princip kan også udmærket illustreres ved hjælp af et orkester. I et stort symfoniorkester er der måske 100 musikere, alle talentfulde, og dog må enhver af dem opføre sig som en af de mindre. Selv dirigenten må opføre sig som en af de mindre, for han er forpligtet til at fortolke musikken i overensstemmelse med komponistens tanke. Og alle musikerne i orkestret må følge dirigenten, idet de er underordnet ham. Ikke alene det, men i hver instrumentgruppe hvor der er mere end én musiker som spiller et bestemt instrument, findes der en som har „førstepladsen“, og resten af musikerne i denne gruppe må følge hans spil så nært som muligt. Blandt førsteviolinerne er der således en koncertmester. Kun hvis alle respekterer denne ordning kan der frembringes en smuk og harmonisk musik. Ja, forståelse af ledelsens princip kan hjælpe os til at opføre os som en af de mindre.

Et sundt sinds ånd og Guds hellige ånd

 6, 7. På hvilke måder kan et sundt sinds ånd være en hjælp til at opføre sig som en af de mindre?

⁶ Det kan også være en hjælp at have et sundt sinds ånd. Apostelen Paulus giver os følgende vejledning: „Ved den ufortjente godhed der er skænket mig siger jeg nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind, hver enkelt sådan som Gud har tildelt ham et mål af tro.“ (Rom. 12:3) Når vi kaster et nøgternt blik på os selv og ikke lader dette tilsløre af stolthed eller egennytte, finder vi mange grunde til at opføre os som en af de mindre. Hvordan det?

⁷ Jo, vi kender alle os selv langt bedre end vi kender andre. Vi skulle, langt bedre end andre, kunne se hvor meget vi kommer til kort med hensyn til at være og gøre det vi burde. Som Paulus beklagende sagde: „Jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg.“ (Rom. 7:15, da. aut.) Som kristne er vi desuden forpligtede til ikke at dømme andre for strengt, men at give rum for deres ufuldkommenheder og lade tvivlen komme dem til gode. Men vore egne skrøbeligheder kender vi sikkert kun alt for godt, og vi erkender at vi nogle gange har ladet os påvirke af et uret motiv. Selve dette forhold burde få os til villigt at opføre os som en af de mindre i forhold til andre. Der er ingen tvivl om det: Det at have et sundt sinds ånd kan hjælpe os i denne henseende. — 2 Tim. 1:7.

 8. Hvordan kan forståelse af Guds hellige ånds kraft være en hjælp til at opføre sig som en af de mindre?

⁸ Sand værdsættelse af Guds hellige ånds kraft kan også hjælpe os til at opføre os som en af de mindre. Det der betyder noget i Jehovas organisation, uanset vore naturlige evner eller færdigheder, er Guds hellige ånd. (Zak. 4:6) Denne ånd gjorde det muligt for de første kristne at udføre deres tjeneste på en så effektiv måde at deres fjender klagede over at de havde „vendt op og ned på den beboede jord“. (Apg. 17:6) Det skyldtes Guds ånd at de kunne tale med en sådan frimodighed da de stod over for deres religiøse modstandere, endskønt de set fra et kødeligt synspunkt var ulærde og almindelige mennesker. (Apg. 4:13, 29-31) Når vi erkender at alle vore brødre har Guds hellige ånd, vil det hjælpe os til at opføre os som en af de mindre i forhold til dem, selv om vi set fra et verdsligt synspunkt måske overgår dem på visse områder. Dette skulle gøre det lettere for os at følge vejledningen: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ — Rom. 12:10.

 9. Hvilken virkning bør det have på os at vi forstår betydningen af Jehovas rige?

⁹ Forstår vi hvor stor betydning Jehova Guds rige har? Hvis vi gør det, vil vi være villige til at sætte dets interesser først i livet. Dette vil også hjælpe os til at opføre os som en af de mindre. Hvordan det? Jo, hvis vi forstår at det er Rigets arbejde som vi alle er optaget af, og ikke os selv, der betyder noget, vil vi ikke føle os overdrevent foruroligede hvis vi skulle blive forbigået i forbindelse med en tjenesteforrettighed som vi måske gerne ville have haft. Vi ønsker at tage Guds gerning, og ikke os selv, alvorligt. Når alt kommer til alt er der kun et vist antal punkter på de forskellige menighedsmøder, kun et vist antal punkter på et kredsstævneprogram og kun et vist antal punkter på et områdestævneprogram. Det kan derfor ikke undgås at nogle af os bliver forbigået. Hvis det skulle blive os, så lad os glæde os sammen med de brødre som har disse forrettigheder, fremfor at misunde dem. Lad os have samme indstilling som salmisten, der sagde: „Bedre én dag i din forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds hus’ tærskel end dvæle i gudløsheds telte.“ Ja, det er langt bedre at være en af de mindre i Jehovas organisation end at være en af de større i Satans onde dødsdømte organisation. — Sl. 84:11.

Praktisk visdom

10. Hvilken pinlig situation kan vi undgå ved at opføre os som en af de mindre?

¹⁰ Guds ord har meget at sige om praktisk visdom. For eksempel peger det på visdommen i at bruge redskaber som er skarpe, så man ikke behøver at lægge kræfterne i. (Præd. 10:10) Det giver os også praktiske råd om hvordan vi skal opføre os som en af de mindre. Jesus var inde på dette, sådan som vi læser i Lukas 14:8-11: „Når du bliver indbudt af nogen til en bryllupsfest, så læg dig ikke på den fornemste plads. Måske er en der er mere anset end du, blevet indbudt af ham, og han som indbød dig og ham, vil komme og sige til dig: ’Overlad din plads til denne mand.’ Og så må du med skam begynde at indtage den nederste plads. Derimod skal du, når du bliver indbudt, gå hen og lægge dig på den nederste plads, så manden der har indbudt dig vil sige til dig når han kommer: ’Ven, ryk højere op.’ Så bliver det til ære for dig for øjnene af alle som ligger til bords sammen med dig. For enhver der ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og den der ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“

11. (a) Hvorfor bidrager det at vi opfører os som en af de mindre til at skabe et godt forhold til andre? (b) I hvilke andre henseender er denne indstilling en hjælp?

¹¹ Det kan også med rette siges at være praktisk visdom at stræbe efter at have et godt forhold til andre. En af de måder hvorpå vi kan opnå et sådant forhold, er ved at opføre os som en af de mindre. Det ligger til den menneskelige natur at søge sit eget, og når vi er ærgerrige eller overdrevent ivrige efter at udmærke os, får vi andre til at føle sig ilde til mode. Men når vi opfører os som en af de mindre, truer vi ikke andres position eller får dem til at føle sig usikre eller underlegne. Vi tvinger dem ikke i defensiven. Følgelig vil de være så meget mere tilbøjelige til at vise os venlighed og hengivenhed. Dertil kommer at når vi opfører os som en af de mindre, vil vi ikke anstrenge os til det yderste for at kappes med andre for at overgå dem. Det vil afholde os fra at gøre noget der overstiger vore evner eller kræfter; det vil afholde os fra — som et ordsprog siger — ’at slå større brød op end vi kan bage’. Eller, som langt bedre udtrykt af Jesus: det er visdom at beregne omkostningerne. Praktisk visdom vil også afholde os fra at love mere end vi kan holde. — Luk. 14:28.

12. Hvordan kan det at vi opfører os som en af de mindre være en hjælp i familiekredsen?

¹² At praktisk visdom får os til at opføre os som en af de mindre, gælder også i familiekredsen. Den forstandige hustru vil for eksempel være tilfreds med at spille den underordnede rolle i forhold til sin mand, som hans medhjælp, idet hun véd at dette bidrager til familiens fred og lykke. Ved at være villig til at spille denne rolle vinder hun sin mands hengivenhed og kærlighed, og får ham til at ønske at gøre noget for hende. Og hvad kunne gøre en hustru lykkeligere end at have en mand med en så kærlig indstilling over for hende at han altid, i ord og handling, giver udtryk for sin værdsættelse og hengivenhed? En ægtemand kan ligeledes lægge praktisk visdom for dagen ved at anerkende at hans hustru på visse områder udmærker sig fremfor ham og ved at være tilfreds med at spille rollen som den der er mindre, idet han lader hende udfolde sig under hans ledelse. En sådan indstilling vil også have en god virkning på hende.

Uselvisk kærlighed den største hjælp

13, 14. Hvordan var uselvisk kærlighed en hjælp for (a) Jonatan? (b) Jesus Kristus?

¹³ Kan hengivenhed og uselvisk kærlighed hjælpe os til at opføre os som en af de mindre? Ja, og det mere end noget andet! Vi har et glimrende eksempel i Jonatan, kong Sauls søn. Lige efter at David havde dræbt kæmpen Goliat, „blev Jonatans sjæl bundet til Davids sjæl, og han elskede ham som sin egen sjæl“. (1 Sam. 18:1) Som tiden gik blev Jonatan klar over at det ikke var ham, men David, Jehova havde valgt til at efterfølge Saul som Israels konge. Men det lå Jonatan fjernt at misunde David; hans kærlighed til David fik ham til at sige: „Frygt ikke! Min fader Sauls arm skal ikke nå dig. Du bliver konge over Israel og jeg den næste efter dig.“ — 1 Sam. 23:17.

¹⁴ Tænk også på det storslåede eksempel vi har i Jesus Kristus! Jesus sagde: „Jeg elsker Faderen.“ På grund af denne kærlighed tænkte Jesus aldrig et øjeblik på at være lig sin Fader, men forstod altid at Jehova Gud var hans hoved. (Joh. 14:31; 1 Kor. 11:3; Fil. 2:6) På grund af sin store kærlighed til sine salvede disciple var han desuden villig til at dø for dem. (Ef. 5:25) Jesu ydmyge og kærlige eksempel bør afgjort hjælpe os til at opføre os som en af de mindre.

15. Hvilket glimrende eksempel satte apostelen Paulus med hensyn til at opføre sig som en af de mindre?

¹⁵ Vi har tidligere nævnt at apostelen Paulus opførte sig som en af de mindre i forhold til sine medkristne. Hvorfor gjorde han det? På grund af sin store kærlighed til dem. Da han skrev til sine trosfæller i Rom så han således ikke alene frem til at styrke deres tro, men også til at de kunne styrke hans tro, så de kunne opmuntre hinanden. (Rom. 1:8-12) I sine ord til brødrene i Korint giver han udtryk for en lignende indstilling: „Vor mund er åben over for jer, korintere, vort hjerte har udvidet sig. I har ikke kneben plads hos os, men der er kneben plads hos jer med hensyn til inderlig hengivenhed. Så for at gøre gengæld — jeg taler som til børn — må I også udvide.“ (2 Kor. 6:11-13) Læg mærke til lignende udtalelser til de kristne i Filippi og Tessalonika. — Fil. 1:8; 4:1; 1 Tess. 2:7, 8.

16, 17. (a) Har vi eksempler på at nogle i vor tid opfører sig som de mindre? (b) Hvilken hjælp kan kærligheden være i denne henseende?

¹⁶ Hvordan forholder det sig i vor tid? I dag har vi også mange brødre på ansvarsfulde poster der sætter et godt eksempel med hensyn til at opføre sig som de mindre. De står ydmygt til rådighed for deres brødre når disse trænger til hjælp. Dette ses navnlig ved vore store stævner. Uanset naturlige evner eller poster i organisationen ’smøger de alle ærmerne op og sager fat’, for at få arbejdet gjort.

¹⁷ Uselvisk kærlighed kan afgjort hjælpe os til at opføre os som en af de mindre, for ’kærligheden er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, søger ikke sine egne interesser’. Den er ikke overdrevent optaget af om den får hvad der med rette tilkommer den. (1 Kor. 13:4, 5) Kærligheden kan virkelig være os en hjælp, for den vil tilskynde os til ’fortsat at søge medmenneskets og ikke vor egen fordel’. (1 Kor. 10:24) Som Paulus sagde til de kristne i Galatien: „Vær ved kærlighed trælle for hinanden.“ Skal vi være trælle for hinanden må vi nødvendigvis hver især opføre os som en af de mindre. — Gal. 5:13.

18. Hvordan kan vi opsummere det vi her har behandlet om at opføre sig som en af de mindre?

¹⁸ Det fremgår således tydeligt af Bibelens beretning, såvel som af verdenshistorien før og nu, at det at opføre sig som en af de mindre er visdommens vej. Følger vi denne vej opnår vi et godt forhold til Jehova Gud, til vore medkristne og til medlemmerne af vor egen familie. Det er desuden lykkens vej, for det betyder at man lader andre komme først og få fordelene, og der er som bekendt „mere lykke ved at give end ved at modtage“. (Apg. 20:35) Endvidere er der som nævnt mange ting der kan hjælpe og tilskynde os til at opføre os som en af de mindre: det at efterligne bibelske eksempler, at anerkende ledelsens princip, at have et sundt sinds ånd, at følge Guds hellige ånds ledelse og at lægge praktisk visdom og uselvisk kærlighed for dagen. Måtte vi altid betragte det som et privilegium, en velsignelse, at opføre os som en af de mindre, til gavn for os selv og andre, og først og fremmest til Jehovas pris.

[Illustration på side 18]

Hvordan ville det gå i et orkester hvis alle var dirigenter?

Jehovas navn — et stærkt tårn

At sætte sin lid til Jehova medfører frelse. Dette erfarede to kødelige søstre fra den syd-østlige del af Frankrig. Den ene af dem beretter:

„Det var midt om natten. Klokken var 0.30. Vi lå begge i vores sødeste søvn. Pludselig blev vi vækket af en usædvanlig støj som kom fra køkkenet, og en mand kom til syne i døren. Grebet af panik råbte min søster: ’Jehova! Jehova! Hjælp os!’ Dette fik manden til at true os med en kniv idet han gav ordre til at vi skulle tie stille. Takket være Jehova blev vi igen rolige og kom i tøjet.

Den ubudne gæst var klatret op på vores altan på femte sal og havde skåret sin hånd da han smadrede køkkenvinduet for at komme ind. Jeg tog mig af hans sår og lavede noget mad og kaffe for at hjælpe ham til at blive ædru efter sin rus. Jeg talte også til ham om Jehova, idet jeg viste hvordan vi må tro på ham. Han svarede at han ikke kendte Jehova og begyndte at håne hans navn. Mens han så til, læste min søster fra Bibelen, og jeg bad en stille bøn. Tydeligvis irriteret over denne ro samlede han et glasskår fra vinduesruden op, pressede det mod min søsters hals mens han samtidig placerede kniven i nakken på hende og erklærede: ’Bare et lille tryk, og der flyder blod!’ Jeg sprang op og sagde med klar stemme: ’De kan ikke skræmme os, for Jehova vil hjælpe og beskytte os. Og hvis De slår os ihjel, er der håbet om opstandelsen.’ Helt forbløffet over disse ord holdt han op med at true.

Klokken var cirka 2.45 da han sagde han ville gå; og jeg fulgte ham til døren. På vej ud sagde han: ’O.K. Jeg har forstået det. Jehova er stærkere end jeg er.’ Efter at have lukket skodderne for køkkenvinduet rettede vi en taknemmelig bøn til Jehova Gud, som ikke havde svigtet os.“ — Ordsp. 18:10.

Spørgsmål fra læserne

● I de senere år har jeg læst om at der er blevet født reagensglasbørn. Hvad er det bibelske syn på fremgangsmåden i forbindelse med dette?

Lad os først ganske kort nævne hvad det ifølge referaterne drejer sig om.

Det første såkaldte reagensglasbarn blev født i England. Moderen var ude af stand til at undfange på normal vis på grund af et problem med æggelederne, som ægget må passere igennem for at nå frem til livmoderen. Ved et mindre, kirurgisk indgreb udtog lægerne derfor et af hendes modne æg og anbragte det i en skål med næringsstoffer. Derefter blev sædceller fra hendes mand tilført, og en befrugtning fandt sted. Efter nogle dages forløb blev den voksende cellemasse (blastocysten) omhyggeligt indført i hendes livmoder, hvor den voksede videre under normale forhold, og senere fødte hun et barn.

I dette tilfælde kom sædcellen og ægcellen fra en mand og kvinde som var gift med hinanden. Dette har ifølge Bibelen stor betydning, for Gud gav fortidens israelitter denne lov: „Du må ikke have kønslig omgang med [ordret: give din udtømmelse som sæd til] din landsmands hustru og således blive uren derved.“ (3 Mos. 18:20, 29, NW) Denne lov blev naturligvis givet længe før kunstig befrugtning og reagensglasbørn kom på tale, men den afspejler trods alt hvordan Gud betragter sagen.

Vi må altså drage den slutning at hvis befrugtningen foretages med en sædcelle og en ægcelle der ikke stammer fra to mennesker som er gift med hinanden, vil det i bibelsk forstand være utugt eller ægteskabsbrud. Og Bibelen lader os ikke i tvivl om hvordan Gud betragter dette: „Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (Hebr. 13:4; Matt. 19:9) Men hvad nu hvis et ægtepar ikke har kunnet få børn på anden måde og så får tilbud om at forsøge ovennævnte