Oprejst — „hver på sin plads i rækken“
„Alle mennesker [får] Liv med Kristus — men hver på sin plads i rækken.“ — 1 Kor. 15:22, 23, Seidelin.
1. Hvordan viste Marta at hun troede på at Jesus kunne have helbredt hendes dødssyge broder Lazarus?
DET var en sørgelig vinterdag i Betania da stenen blev rullet for indgangen til den velkendte Lazarus’ grav. Hans efterladte søstre, Marta og Maria, samt venner af familien troede at dette var det sidste de ville få at se af Lazarus i denne tingenes ordning. Hans elskede ven Jesus ankom først på den fjerde dag efter Lazarus’ død, tilsyneladende for sent til at gøre noget. Marta gik ud for at møde ham, og hun sagde til ham: „Herre, hvis du havde været her, var min broder ikke død.“
2, 3. (a) På hvilken dag forventede Marta at hendes broder, der var blevet begravet, ville opstå? (b) Hvem havde tidligere udvist samme tro på opstandelsen som Marta?
2 Jesus sagde til Marta: „Din broder skal opstå.“ Marta gav udtryk for sin tro på opstandelsen idet hun svarede Jesus: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ — Joh. 11:1-24.
3 Marta tænkte på en opstandelse hvor alle de døde skulle opstå til liv her på jorden under Guds rige ved hans Messias eller Kristus. Hun troede på at denne Messias var Jesus, som havde oprejst nogle til liv, ligesom profeterne Elias og Elisa havde gjort århundreder tidligere. (Joh. 11:27) Hun troede på opstandelsen på samme måde som sin forfader Abraham, der var blevet kaldt „Jehovas ven“. (Jak. 2:21-23) Martas broder Lazarus var allerede død og begravet. I Abrahams tilfælde var sønnen Isak endnu i live, men lige ved at blive bragt som et offer. Ja, Isak var så godt som død, for Abraham var besluttet på at adlyde Jehovas befaling om at ofre ham. Om Abrahams tro i denne svære situation skriver Paulus, en efterkommer af Abraham:
4. Hvordan fik Abraham sin søn Isak tilbage fra de døde „på en billedlig måde“?
4 „Det var ved tro at Abraham, da han blev prøvet, så godt som ofrede Isak, ja, han som med glæde havde taget imod løfterne søgte at ofre sin enestefødte, skønt der var sagt til ham: ’Det der skal kaldes „din sæd“, skal komme gennem Isak.’ Men han regnede med at Gud var i stand til at oprejse ham endog fra de døde; og derfra fik han ham også tilbage på en billedlig måde.“ — Hebr. 11:17-19; 1 Mos. 22:1-18; Es. 41:8; 2 Krøn. 20:7.
5, 6. (a) Hvornår ventede Abraham at de døde ville opstå? (b) Mistede Abraham, Isak og Jakob troen på Guds messianske regering fordi de døde uden at se løfterne opfyldt?
5 Abraham troede altså på den kommende opstandelse af de døde under Kristi rige. Jesus Kristus, hvis egen opstandelse blev forudskildret ved Isaks billedlige opstandelse, sagde engang til jødiske efterkommere af Abraham: „Abraham, jeres fader, glædede sig usigeligt til at se min dag, og han så den og frydede sig.“ (Joh. 8:56) I overensstemmelse med Jesu ord om Abraham, Isaks fader og Jakobs bedstefader, læser vi:
6 „I tro døde alle disse, skønt de ikke havde erfaret opfyldelsen af løfterne, men de så dem opfyldt langt borte og hilste dem velkommen og bekendte offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet. De der siger sådanne ting giver jo til kende at de ivrigt søger et fædreland. . . . Men nu rækker de ud efter et bedre, det vil sige et der hører himmelen til [det himmelske rige med Kristus på tronen]. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at blive påkaldt som deres Gud, for han har gjort en by rede til dem.“ — Hebr. 11:13-16.
7, 8. (a) Hvordan viste Jesu ord til saddukæerne at det var helt sikkert at Abraham, Isak og Jakob ville få en opstandelse? (b) Hvad vil den messianske Hersker i den himmelske regering gøre for Abraham, Isak og Jakob i overensstemmelse med Salme 45:17?
7 Eftersom Gud har „gjort en by rede“ til de for længst døde patriarker Abraham, Isak og Jakob, står det fast at disse troens mænd fra fortiden vil opstå til liv under den „by“ eller regering i hvilken den herliggjorte Messias eller Kristus hersker. Jesus Kristus gjorde selv opmærksom på dette i en samtale med de jødiske saddukæere, der ikke troede på at Abraham, Isak og Jakob ville opstå. Han sagde: „I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke, men de er som engle [ikke: er engle] i himmelen. Med hensyn til de dødes opstandelse har I da ikke læst det der blev udtalt til jer af Gud, som sagde: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.“ — Matt. 22:30-32.
8 Før Abraham, Isak og Jakob døde, var Jehova deres Gud. Kun ved at oprejse dem fra de døde kan han være Gud for en levende Abraham, en levende Isak og en levende Jakob. De vil komme til at leve på jorden under den „by“ eller himmelske regering som Jehova deres Gud har gjort rede til dem. Som en opfyldelse af Salme 45:17 udnævner den herliggjorte Messias, Jesus, der hersker i denne „by“, dem så til „fyrster rundt i landet“. I forbindelse med dem vil den himmelske Messias leve op til hver eneste af de titler der er forudsagt i Esajas 9:6, også titlen Evigheds-Fader.
9. Hvad skrev profeten Esajas i forbindelse med de dødes opstandelse, og hvad har Gud da udøst sin vrede over?
9 Abraham, Isak, Jakob og andre troens mænd fra fortiden vil blive oprejst på „den yderste dag“ som Marta nævnte for Jesus lige før han oprejste hendes broder Lazarus til et jordisk liv. (Joh. 11:24-44) De der bliver oprejst er løskøbt ved Jesu Kristi genløsningsoffer, og profeten Esajas blev inspireret til at skrive følgende om dem: „På hin dag skal denne sang synges i Judas land: . . . Dine døde skal blive levende, mine dødes legemer opstå; de, som hviler i støvet, skal vågne og juble. Thi en lysets dug er din dug [i modsætning til de indtørrede lig], og jorden giver dødninger igen.“ (Es. 26:1, 19) Der vil således være en genfødsel, en genskabelse af de jordiske døde. Dette vil finde sted efter at Jehova har udøst sin vrede over den blodskyldige verden på grund af alle de uskyldige mennesker som den har sendt alt for tidligt i Sheol, graven. Det vil sige efter „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved den verdenssituation som Bibelen kalder Harmagedon. — Åb. 16:14, 16; 19:11-21.
10. Hvorfor vil jorden således ikke længere være en global kirkegård?
10 På den „yderste dag“ som Marta talte om, vil de døde altså blive oprejst til liv igen, i stedet for at ligge begravet i jordens skød. (Es. 26:20, 21) Denne „yderste dag“ vil skænke menneskehedens løskøbte døde nyt liv, et liv der er så friskt som morgenduggen. Jorden vil ikke længere være en global kirkegård.
11, 12. Hvordan mislykkedes Herodes den Stores grusomme bestræbelser for at dræbe den nyfødte „jødernes konge“?
11 Selv døde spædbørn og mindreårige vil blive begunstiget med at komme frem og få en ny mulighed for at vokse op. De kan endog opnå evig ungdom på en paradisisk jord. På denne måde rådes der bod på kong Herodes den Stores dødbringende gerning. Da astrologer fra østen kom og spurgte Herodes hvor den nyligt fødte „jødernes konge“ var, sendte han dem til Betlehem og bad dem give ham besked når de havde fundet barnet. Han havde til hensigt at dræbe Jesus, der var søn af den jødiske jomfru Maria. Efter at hans underfundige bestræbelser for at få besked om hvor den fremtidige „jødernes konge“ befandt sig, var blevet forpurret, sendte Herodes sine soldater ud og lod alle drenge fra toårsalderen og nedefter dræbe. Bibelen havde profetisk forudsagt at de efterladte mødre i Betlehem og omegn ville sørge, og den samme profeti indeholdt trøstende ord om en opstandelse.
12 I sit evangelium beretter Mattæus: „Så blev det opfyldt som var udtalt gennem profeten Jeremias, der sagde: ’En røst blev hørt i Rama, gråd og megen klagen; det var Rakel som græd over sine børn, og hun ville ikke lade sig trøste, for de er ikke mere.’“ (Matt. 2:1-18) Men Maria var ikke blandt de mødre der græd og klagede, for hun var flygtet med drengen Jesus og var taget ned til Ægypten for at blive der indtil Herodes døde.
13. Fra hvilket „fjendeland“ vil de uskyldigt dræbte børn vende tilbage?
13 Det så dog ikke fuldstændig håbløst ud for de efterladte mødre. Jeremias’ profeti, som Mattæus citerede fra, sagde videre: „Så siger [Jehova]: Din røst skal du holde fra gråd, dine øjne fra tårer, thi der er løn for din møje, lyder det fra [Jehova]; fra fjendeland vender de hjem.“ (Jer. 31:15, 16) Sådan som Mattæus under inspiration anvendte Jeremias’ profeti, kan ’fjendelandet’ ikke være det gamle Babylon på Jeremias’ tid. Det må være det land hvortil fjenden, Herodes den Store, alt for tidligt overgav sine uskyldige ofre, altså dødens land. Døden omtales også som en „fjende“, for i Første Korinterbrev 15:26 læser vi: „Som den sidste fjende skal døden gøres til intet.“
14. (a) Hvordan viste Babylon sig at blive et dødens sted for israelitterne på Jeremias’ tid? (b) Hvordan vil de uskyldige spædbørn fra Betlehem vende tilbage, og på hvilken dag?
14 Det førkristne Babylonien viste sig at være det land hvori de bortførte jøder blev ’dødsdømt’ af deres tilfangetagere. Mange af de bortførte døde dér som fremmede. (Sl. 79:11; 102:21; Es. 14:17) Men fra og med 537 f.v.t. vendte tusinder af jødiske fanger tilbage fra fjendelandet Babylon. At de uskyldige spædbørn fra Betlehem vender tilbage, hører endnu fremtiden til. Det vil ske ved en opstandelse på den „yderste dag“ som Marta fra Betania talte om. Denne „yderste dag“ begynder efter „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon og efter at Satan Djævelen og hans dæmonengle er blevet bundet og kastet i afgrunden. — Åb. 20:1-3, 11-15.
En dommens dag
15. Hvordan gav Jesus udtryk for at „den yderste dag“ vil være en dommens dag for de oprejste døde?
15 Denne „yderste dag“ vil være en dommens dag for den oprejste menneskehed, heriblandt de mennesker der lod hånt om Jesus og ikke tog imod hans udtalelser. Jesus gav udtryk for dette da han sagde: „Den der lader hånt om mig og ikke tager imod mine udtalelser, har en til at dømme sig. Det ord som jeg har udtalt, det vil dømme ham på den yderste dag.“ (Joh. 12:48) Jesus forbandt den tid hvor menneskehedens verden skal dømmes, med opstandelsen da han sagde: „[Gud] har givet ham bemyndigelse til at dømme, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ (Joh. 5:27-29; se Vagttårnet for 1. december 1978, under overskriften „En livets opstandelse og en dommens opstandelse“, s. 12-15.) Denne „yderste dag“ vil selvfølgelig ikke være en dag på 24 timer. Det vil være en tidsperiode på 1000 år. Den vil falde sammen med Kristi tusindårsrige. — 2 Pet. 3:8; Åb. 20:4, 6.
16. Af hvilken grund vil den kommende dommens „dag“ blive herlig, som vist i Første Korinterbrev 15:25, 26?
16 Denne „dag“ vil blive herlig, for da fjernes enhver virkning af den død vi alle har arvet fra Adam og Eva på grund af den dødsdom der blev udtalt over dem. Vi kan alle glæde os til Kristi tusindårsrige, for der siges i Første Korinterbrev 15:25, 26: „For han må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Som den sidste fjende skal døden [som vi har arvet fra Adam] gøres til intet.“
17. Hvis nogle dør efter denne dommens „dag“, hvad vil grunden da være, og hvilken slags død vil det være?
17 Hvordan den adamitiske død som vi har arvet, får dødsstødet, skildres i det syn som Jesus lod apostelen Johannes nedskrive. Åbenbaringen 20:13, 14 beskriver „den yderste dag“ hvor menneskeheden oprejses, på følgende måde: „Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger. Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen.“ Enhver som derefter dør på jorden, vil derfor ikke dø fordi han har arvet døden fra Adam. Han vil dø fordi han med vilje overtræder Guds lov og begår synd. Hans død vil således være „den anden død“, hvorfra han aldrig vil opstå.
18. Hvilken død befrier Jesus Kristus menneskeheden fra, og hvad er han således for den?
18 Jesus Kristus oprejser kun menneskeheden fra den adamitiske død og menneskehedens fælles grav, Hades. Det forsikrede han os om da han sagde: „Jeg er den Første og den Sidste og den levende; . . . jeg har dødens og Hades’ nøgler.“ (Åb. 1:17, 18) Jesus kunne altså med rette sige til Marta: „Jeg er opstandelsen og livet.“ — Joh. 11:25.
19. Hvilken mand, der er kendt for sin udholdenhed, vil være blandt de oprejste, og indtil hvornår ønskede han at ligge begravet i Sheol?
19 Den regerende konge Jesus Kristus vil blandt andet bruge Hades’ (eller, på hebraisk, Sheols) nøgler til gavn for en mand der er kendt for sin udholdenhed. Det er Job fra landet Uz i oldtidens mellemøsten. Alle de elendigheder der tårner sig op for os i dag, får måske nogle af os til at føle ligesom Job og ønske at vi var døde og begravet i Hades eller Sheol. Men som Job bør vi også have tro på opstandelsen. Han vidste at når den fandt sted på „den yderste dag“, ville han blive befriet for alle menneskehedens nuværende vanskeligheder. Hvis han sov ind i døden og blev begravet, kunne han hvile indtil „himlen“ — eller de overmenneskelige kræfter der nu behersker menneskeheden — var forsvundet. At de forsvinder vil gøre det muligt at påbegynde en vidunderlig forvandling af forholdene her på jorden. Derfor bad Job til Jehova Gud:
20. Hvad bad Job Gud om ifølge Job 14:12-15?
20 „Så lægger manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, . . . aldrig vækkes han af sin søvn. Tag dog og gem mig i dødens rige, skjul mig, indtil din vrede er ovre, sæt mig en frist og kom mig i hu! Om manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al stridens tid [Jeg vil vente alle mine dage under mit tvangsarbejde (som skyldes at Gud har tilladt ondskaben), NW], indtil min afløsning kom; du skulle kalde — og jeg skulle svare — længes imod dine hænders værk!“ — Job 14:12-15.
21. Hvilken forandring i Guds holdning ønskede Job at se, og hvad forventede han at hans „løser“ ville gøre til gavn for ham?
21 Mens Job var udsat for lidelser kunne han ikke se at Gud var ham gunstigt stemt. Føler vi også somme tider, på grund af de vanskeligheder Gud tillader vi udsættes for, at Gud ser på os med mishag; og ville vi gerne have at der skete en forandring i hans holdning til os? På den kommende „yderste dag“ vil der finde en opstandelse sted af de døde fra Sheol eller Hades, og dette vil være et tegn på at Jehova Gud ser gunstigt på den løskøbte menneskehed. Job troede på at han og andre ville få en opstandelse, fordi der fandtes en „løser“, en der kunne tilvejebringe den løsesum der skulle til for at købe ham fri for det „tvangsarbejde“ han var blevet solgt til.
22, 23. (a) Hvilken tillid nærede Job som gjorde at han troede på at der ville være en der ville skabe grundlag for hans opstandelse? (b) Hvornår ventede Job denne „løser“, og hvis gunst forventede Job at se?
22 Job nærede tillid til at han havde bevaret sin integritet over for Jehova, til trods for de anklager hans falske venner rettede mod ham. Han var derfor sikker på at han ville få en „løser“. Denne „løser“ ville fremstå efter Jobs død, men Job ville efterlade sig et godt omdømme som hans „løser“ kunne tage i betragtning. I tillid til at den kommende „løser“ ville skabe grundlag for en opstandelse, udbrød Job:
23 „Men jeg ved, at min løser lever, over støvet vil en forsvarer stå frem. Når min sønderslidte hud er borte, skal jeg ud fra mit kød skue Gud, hvem jeg skal se på min side; ham skal mine øjne se, ingen fremmed! Mine nyrer forgår i mit indre [fordi han var i spændt forventning]!“ — Job 19:25-27.
24. Hvordan kom den „løser“ som Gud frembragte, i familie med menneskeheden, og hvad gav denne som „en løsesum i bytte for mange“?
24 Lad blot Satan Djævelen blive ved med at bagtale menneskeheden og sige at den ikke er værdig til at få en opstandelse fordi den ikke er i stand til at frembringe mænd og kvinder der vil bevare deres integritet over for Gud. Den døde menneskehed vil dog blive oprejst på den „yderste dag“ som Marta fra Betania talte om. Hvorfor? Fordi Gud, for hvem intet er umuligt, har frembragt en „løser“, sin enestefødte søn, som kom i familie med menneskeheden da han blev født som et fuldkomment menneske. Denne søn kom midlertidigt til jorden, ikke for at lade sig tjene, „men for at tjene og give sin [menneske]sjæl som en løsesum i bytte for mange“. (Matt. 20:28; Mark. 10:45) Dette bevirkede at Gud kunne sanktionere opstandelsen af alle der var blevet genløst eller løskøbt ved Jesu Kristi offerdød.
25. Hvorfor vil denne „yderste dag“ ikke være menneskehedens sidste dag, og hvad vil Gud gøre til gavn for menneskeheden på denne „dag“?
25 „Den yderste dag“ vil derfor ikke være den yderste eller sidste dag for menneskeheden, for det er på denne „dag“, altså under Kristi tusindårsrige, at den løskøbte menneskehed opstår og får mulighed for at leve. Det vil være den yderste eller sidste dag efter al den tid hvor Gud har ladet synd og død herske over menneskeheden med det til følge at utallige millioner befinder sig i Sheol eller Hades. Det vil være den „dag“ hvor Gud anser de løskøbte mennesker for frikendt fra alle tidligere synder og hvor han vil lære dem de retfærdige krav de må opfylde for at opnå evigt liv i det paradis der genoprettes på jorden. — Es. 26:9; Rom. 6:7.
26. (a) Hvad var Kristi „plads i rækken“ med hensyn til opstandelsen? (b) Hvordan viser Første Tessalonikerbrev 4:16 at der vil finde en opstandelse sted af andre ’på deres plads i rækken’ hvad angår rang, sted eller betydning?
26 Men før der kunne finde en opstandelse sted af menneskeheden, som havde brug for at blive løskøbt, måtte ’løseren’ selv dø og opstå. Løseren Jesu Kristi opstandelse viste sig således at komme i første række. Han blev oprejst „på sin plads i rækken“ hvad betydning angår. Endvidere vil der finde en opstandelse sted af andre ’på deres plads i rækken’ hvad angår rang, sted eller betydning, før Job, de dræbte spædbørn i Betlehem og andre døde oprejses. Vi gøres opmærksomme på dette af de inspirerede ord i Første Tessalonikerbrev 4:16, hvor vi læser: „Og først skal de døde i Kristus opstå.“ (Da. aut.) Hvem er det der skal opstå først, og hvornår og hvordan vil dette finde sted? Det vil vi se nærmere på i de efterfølgende studieartikler.
[Illustration på side 9]
Forestil dig den glæde det vil være at byde fortidens trofaste velkommen tilbage fra de døde, og forestil dig de lykkelige mødre der får de små børn tilbage som blev dræbt af Herodes!