Job

14 Et menneske, født af en kvinde,

har et kort liv+ fyldt med bekymringer.*+

 2 Han kommer op som en blomst og visner så væk;*+

han flygter som en skygge og forsvinder.+

 3 Ja, du har rettet dit blik mod ham,

og du lægger sag an mod ham.*+

 5 Hvis hans dage er fastsat,

så afhænger antallet af hans måneder af dig;

du har sat en grænse han ikke kan overskride.+

 6 Vend dit blik væk fra ham så han kan få fred

indtil han slutter sin dag, ligesom en daglejer.+

Hvis det bliver fældet, vil det skyde igen,

og det vil blive ved med at sætte nye grene.

 8 Hvis roden i jorden bliver gammel

og stubben dør i mulden,

 9 vil det spire igen ved lugten af vand,

og det vil sætte grene som en ny plante.

10 Men når en mand dør, er hans kraft forsvundet;

når et menneske udånder, hvor er det så?+

11 Fra en sø forsvinder vandet,

en flod svinder ind og tørrer ud.

De vågner ikke før himlen er borte,

og de bliver heller ikke vækket af deres søvn.+

13 Bare du ville gemme mig i Graven,*+

skjule mig indtil din vrede lægger sig,

sætte mig en tidsfrist og huske mig!+

Jeg vil vente så længe mit tvangsarbejde varer,

lige til min befrielse kommer.+

16 Men lige nu tæller du hvert eneste skridt jeg tager;

du er kun på udkig efter mine synder.

17 Min overtrædelse er forseglet i en pose,

og du forsegler mine fejl med lim.

18 Som et bjerg falder sammen og smuldrer væk

og en klippe rives løs fra sit sted,

19 som sten slides ned af vand

og jord skylles væk af vandstrømme,

sådan har du ødelagt det dødelige menneskes håb.

20 Du tvinger ham i knæ så han giver op;+

du forandrer hans udseende og sender ham væk.

21 Hans sønner æres, men han ved det ikke;

de bliver ubetydelige, men han er ikke klar over det.+

22 Han føler kun smerte så længe han er i sit kød;

han sørger kun så længe han er i live.”