De tre årlige nationale højtider
„Tre gange om året skal alle af mandkøn hos dig stedes for [Jehova] din Guds åsyn, på det sted han udvælger.“ — 5 Mos. 16:16.
1. Hvilke nationale højtider blev hvert år fejret i det gamle Israel?
FORUDEN de fester som jøderne fejrede lokalt, i deres byer og landsbyer, var der givet forskrifter for tre store nationale højtider. Det var højtidsstævner for Jehova, og loven om dem lød: „Tre gange om året skal alle af mandkøn hos dig stedes for [Jehova] din Guds åsyn, på det sted han udvælger.“ Jehova ønskede altså at hele folket skulle samles på ét sted tre gange om året, et sted som han selv udvalgte. Fra kong Salomons dage var dette sted templet i Jerusalem. Jehova havde også fastsat tidspunktet og lagt programmet for disse årlige sammenkomster. Den første skulle holdes tidligt på foråret og varede i otte dage, fra den 14. til den 21. nisan, og da skulle man fejre påsken og de usyrede brøds fest. Sidst på foråret, den 6. sivan, holdt man et én-dags stævne, og da skulle ugefesten eller pinsen fejres. Den tredje og sidste højtid skulle holdes om efteråret, fra den 15. til den 21. etanim, og var viet til løvhyttefesten og afsluttedes med et højtidsstævne den 22. etanim. — 5 Mos. 16:16; 3 Mos. 23:4-22, 33-36; 2 Mos. 23:14-17.
2. Hvilken gavn havde folket af disse højtider?
2 Disse højtider var „[Jehovas] festtider“, og man måtte ikke „stedes for [Jehovas] åsyn med tomme hænder“. „Enhver skal komme med, hvad han kan give efter den velsignelse, [Jehova] din Gud giver dig.“ Men det betød ikke at stævnedeltagerne ikke selv ville få stor gavn af sammenkomsten. Samværet ved højtiden fik dem til at føle at de var ét folk, en hellig nation, som i forening tjente Jehova, den eneste sande Gud. Den daglige tilbedelse i templet, den fælles lovprisning og taksigelse for Jehovas godhed og hans velsignelser, præsternes vejledning, alt sammen styrkede det stævnedeltagerne til fortsat at tjene Jehova trofast. Højtiderne var en opmuntring for alle, men især for dem der kom langvejsfra og fra isolerede steder. Det var tider hvor de glædede sig for Jehovas åsyn og nød et lykkeligt fællesskab ved glade, opbyggende sammenkomster for hele folket. — 3 Mos. 23:4; 5 Mos. 16:16, 17; 3 Mos. 23:40; 5 Mos. 14:24-27.
3. (a) Hvordan viste Jehova at han anså de tre „festtider“ for at være meget vigtige? (b) Hvordan så mange familieoverhoveder på højtiderne?
3 Jehova vidste hvor stor betydning disse årlige nationale stævner havde for folkets enhed og for at bevare tilbedelsen af ham ren i hele landet. Det er grunden til at han befalede at alle af mandkøn skulle være til stede. I forbindelse med påsken krævede han dødsstraf over enhver mandlig israelit hvis han med vilje undlod at overholde højtiden når han var i stand til det, det vil sige hvis han var ceremonielt ren og „ikke [var] på rejse“. (4 Mos. 9:13) Mange af de israelitiske familieoverhoveder satte så stor pris på disse højtider at de ikke rejste alene til Jerusalem, men tog deres hustruer og børn med sig. De erkendte værdien af den belæring og opbyggelse de modtog, og betydningen af det selskabelige samvær. Det var også en spændende og interessant rejse for familien, og den ville gøre et varigt indtryk på de unge sind. Mange familier rettede sig efter det råd der var givet i Loven om at lægge nogle penge til side hver måned for at kunne overvære disse årlige højtider, så disse rejser ikke blev en for stor økonomisk byrde. Jesu fosterfader Josef var en sådan omsorgsfuld og kærlig familiefader. Hans husstand drog hvert år ved påskehøjtiden op til Jerusalem. — Luk. 2:41-50.
4. Hvorfor krævede det tro af hele den mandlige befolkning at drage op til Jerusalem tre gange om året?
4 Når alle mandlige israelitter tre gange om året drog til Jerusalem til højtiderne, enten alene eller sammen med familien, blev deres tro på Jehovas beskyttelse sat på en stor prøve. Hvordan? Den historiske beretning i De hebraiske Skrifter viser at jøderne var omgivet af fjender og til stadighed måtte kæmpe for at bevare deres uafhængighed. Der var filisterne, syrerne (aramæerne), amalekitterne, amoritterne, ammonitterne og moabitterne, ægypterne, assyrerne og babylonierne, som alle så med begærlige øjne på Palæstinas land. Hvilken chance havde de ikke her til at angribe landet når alle mændene var til højtid i Jerusalem! Kun nogle få kvinder og børn var ladt tilbage. Ville en hel nation nu sætte sin lid til at Jehova beskyttede landet, de forladte byer og hjem i overensstemmelse med sit løfte om at „ingen skal attrå dit land, medens du drager hen for at stedes for [Jehova] din Guds åsyn tre gange om året“? (2 Mos. 34:24) Men lad os atter vende opmærksomheden mod scenen i Jerusalem og betragte jøderne ved deres årlige højtider; det vil tjene til opmuntring og opbyggelse for os.
Påskefesten
5, 6. Beskriv påskehøjtiden
5 Når den lille jødiske dreng ved påsken den 14. nisan spurgte sin fader: „Hvad betyder den skik, I dér har?“ (2 Mos. 12:26) svarede faderen: „Det var den 14. nisan [1513 f.v.t.] Jehova udfriede sit folk og viste sig mægtigere end alle ægypternes guder. Vore forfædre havde da boet 215 år i Ægypten, en stor del af tiden som undertrykte og mishandlede trælle under et hårdt ægyptisk styre. Flere dage forinden, nemlig den tiende i måneden, havde hver familiefader taget et lam eller en ged ind i huset. Det skulle være et sundt handyr, der var et år gammelt. Efter solnedgang den 14. nisan blev det slagtet uden at benene i det blev brudt, og derefter stegt helt. I mellemtiden blev blodet strøget på døråbningens overligger og de to dørstolper, hvor alle forbipasserende kunne se det. Derefter fik ingen lov til at forlade huset.
6 Senere på aftenen samledes hele familien omkring bordet for at spise påskelammet eller geden med usyret brød og bitre urter til. De satte sig ikke ned, men spiste i hast, stående, med bælte om lænden, sandaler på fødderne og stav i hånden. De var parate til at drage af samme nat, som Jehova havde lovet gennem sin profet Moses. Og Jehova viste at han var den sande Gud. Ved midnat ihjelslog Jehovas engel alle ægypternes førstefødte blandt mennesker og dyr, fra Farao og ned til den fattigste i landet. Men på grund af blodet på dørene gik engelen forbi vore forfædres huse. Det er derfor festen kaldes ’påske’, ’forbigang’, fordi engelen gik forbi israelitternes hjem. Således blev alle deres førstefødte frelst. Denne tiende plage tvang den stædige Farao til at lade Jehovas folk rejse. Seks hundrede tusinde mænd, samt kvinder og børn og en stor sammenløben hob, marcherede den næste morgen ud som et frit folk. En forunderlig udfrielse!
7. Hvilke ceremonielle skikke føjedes til påskemåltidet? Hvorfor?
7 Denne dag skal altid huskes af Israel. Endnu før udfrielsen havde Jehova befalet Moses: ’Denne dag skal være eder en mindedag, og I skal fejre den som en højtid for [Jehova], slægt efter slægt.’ Påskelammet som spises med usyret brød og bitre urter til, minder israelitterne om ikke blot de trængsler de måtte igennem mens de var i Ægypten og deres hastige afrejse, men også om den mirakuløse udfrielse fra den grusomme undertrykkelse under den mægtige Farao. Dette har gjort påsken til en glædesfest. Som udtryk for denne glæde er det senere blevet skik at drikke vin ved denne befrielsesfest og at synge sange. Første del af ’Den ægyptiske Hallel’ (Salme 113 og 114) i begyndelsen af måltidet, og efter måltidet resten af denne Hallel (Salmerne 115 til 118). Så du ser altså, min søn, at ofringen af påskelammet ikke blot frelste de jødiske førstefødte, men også udvirkede hele vort folks befrielse. Ved denne fest bør vi jøder derfor føle stor taknemmelighed mod Jehova, vores store Gud og Befrier, og give udtryk for denne taknemmelighed. Det skal være en glædesfest til ære og pris for Jehova.“ — 2 Mos. 12:14, 27-42; vers 40 efter NW.
En bedre udfrielse
8. Hvem er det virkelige påskelam?
8 Påsken var ikke blot en glædesfest til minde om fortidens begivenheder, men var også en skygge af noget bedre som skulle komme. Den pegede frem til det virkelige, det større påskelam. Apostelen Paulus viser hvem det virkelige påskelam er: „Thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus.“ (1 Kor. 5:7) Ja, Kristus Jesus blev ofret som det fuldkomne Guds lam præcis den 14. nisan i året 33. Med dette offer blev grunden lagt til en langt større udfrielse end jødernes udfrielse fra trældommen i Ægypten.
9. (a) Hvad skildredes der billedligt ved at de førstefødte blev skånet ved påsken i Ægypten? (b) Hvad fejredes efter påskehøjtiden, og hvad viste det frem til?
9 Denne udfrielse gælder Jehovas åndelige „førstefødte“ og Kristi åndelige brødre, de 144.000. Jehova har udfriet dem fra trældom under synd og død og har gjort dem til sine åndelige sønner og givet dem udsigt til udødeligt liv i himmelen. Ved påsken fejrede israelitterne de førstefødtes udfrielse; men de usyrede brøds fest, som bagefter blev fejret i syv dage, svarede til det tidsrum hvori hele Israels folk, sammen med den store sammenløbne hob, blev udfriet ved Det røde Hav. Kristi offer danner derfor også grundlaget for udfrielsen af den store skare af Jesu „andre får“ ved Harmagedon. De udfries fra denne verden som er underlagt den større Farao, og får mulighed for evigt liv på jorden. — 2 Mos. 12:37-39, 42; 1 Kor. 5:8; Åb. 7:9; Joh. 10:16.
De usyrede brøds højtid
10. Hvad blev jøderne mindet om ved de usyrede brøds højtid?
10 Dagen efter påsken markerede begyndelsen til de usyrede brøds højtid, der strakte sig over syv dage, fra den 15. til den 21. nisan. I disse syv dage fortsatte israelitterne med at spise usyret brød, ja, der måtte overhovedet ingen surdej være i deres hjem. Denne lov var meget streng. Enhver som blev fundet i færd med at spise syret brød skulle afskæres fra folket, skulle lide døden. Når jøderne skulle fjerne al surdej og alt gammelt syret brød var det et tegn på at de havde ladt Ægyptens dårlige indflydelse i religiøs, politisk og moralsk henseende bag sig og var begyndt at leve som et renset, frit folk, der var helt indviet til deres Gud og Beskytter, Jehova. Derfor ville festen ikke blot minde dem om udfrielsen fra trængslerne i Ægypten og deres hastige afrejse, men også om at de skulle holde sig fri af alle hedenske skikke, fri for Satans verdens surdej. Det usyrede brød tjente som en påmindelse til dem om at de skulle tjene Jehova i oprigtighed og sandhed. — 2 Mos. 12:39; 5 Mos. 16:3.
11. Hvilket offer blev frembåret den 16. nisan? Hvorfor?
11 Den følgende dag under højtiden, den 16. nisan, var også specielt afmærket. Det var den anden dag under de usyrede brøds højtid, den dag da høsten officielt blev indledt. Jøderne havde ikke lov til at spise af den nye høst før denne dag, da førstegrøden blev ofret til Jehova. På denne dag skulle ypperstepræsten svinge et førstegrødeneg af byghøsten for Jehovas åsyn i helligdommen. (3 Mos. 23:10-14) Under denne syvdages højtid skulle der foruden de sædvanlige ofre bringes to tyre, en vædder og syv lam, handyr, som brændoffer hver dag og en buk som syndoffer. Hertil kom de mange frivillige ofre som hver enkelt bragte. Festen kulminerede med et højtidsstævne for hele folket på den syvende dag, den 21. nisan. — 3 Mos. 23:8; 4 Mos. 28:19-24; 2 Mos. 23:15.
12. Hvad lærer vi af Anden Krønikebog 30:21, 22?
12 De der overværede højtiden følte næsten på samme måde som jøderne dengang de drog op til Jerusalem på Ezekias’ tid: „Så fejrede de israelitter, der var til stede i Jerusalem, de usyrede brøds højtid med stor glæde i syv dage; og levitterne og præsterne sang af alle kræfter dagligt lovsange for [Jehova]. . . . og de fejrede højtiden til ende de syv dage, idet de ofrede takofre [fællesskabsofre, NW] og lovpriste [Jehova], deres fædres Gud.“ (2 Krøn. 30:21, 22) Det var en opbyggende glædesfest som mindede hele folket om dets udfrielse fra Ægypten, dets pligt til at forblive loyalt mod Jehova og at tjene og tilbede ham i renhed. Hele folket blev styrket, og alle følte sig åndeligt opløftet.
„Lad os derfor holde højtid“
13. Hvordan fejrer de kristne denne højtid i dag?
13 I Første Korinterbrev 5:7, 8 giver apostelen Paulus de kristne, også i vort tyvende århundrede, påbud om at helligholde de usyrede brøds højtid med ordene: „Rens den gamle surdej ud [sådan som jøderne gjorde], for at I kan være en ny dej, da I jo er usyrede; thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, ej heller med sletheds og ondskabs surdej, men med renheds og sandheds usyrede brød.“ På grundlag af Jesu offer er de 144.000 åndelige israelitter blevet udfriet fra Satans verden og den fordømmelse der hviler over den. De er blevet erklæret for at være „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk“ for Jehova. (1 Pet. 2:9) Så længe de befinder sig her på jorden må de forblive i denne hellige tilstand, forbilledligt skildret ved det usyrede brød. De må holde sig fri af den gamle tingenes ordnings surdej, dens falske religion og moralske fordærv. Der må ingen åndelig og moralsk urenhed være blandt dem. De må stadig holde højtid, en lovprisnings- og glædesfest, i oprigtighed og sandhed, mens de glade forkynder Jehovas hensigter i hele verden. Den store skare „andre får“ som i dag har sluttet sig til dem må have den samme indstilling.
14. Hvad skildredes billedligt ved den svingning ypperstepræsten udførte med førstegrødeneget af byghøsten?
14 Svingningen med førstegrødeneget af byghøsten skildrede en anden betydningsfuld ting. Det er igen apostelen Paulus der giver os den rette forståelse: „Men nu er Kristus blevet oprejst fra de døde, førstegrøden af dem som er sovet ind [i døden]. . . . Kristus, førstegrøden.“ Surdej er et billede på synd. Der var ingen surdej forbundet med ofringen af førstegrøden af byghøsten, for Jesus Kristus var „uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere“. Ligesom neget blev svunget den 16. nisan, blev Jesus oprejst som „førstegrøden“, eller den førstefødte af de døde, den 16. nisan år 33. Eftersom Jesus kaldes „førstegrøden“ eller „den førstefødte af de døde“, må der komme endnu en høst efter ham. Dette skildredes billedligt ved den næste højtid. — 1 Kor. 15:20-23, NW; Hebr. 7:26; Ap. G. 26:23; Kol. 1:18; Åb. 1:5.
Ugefesten
15. (a) Hvornår fejredes ugefesten? (b) Hvilket særligt offer blev bragt?
15 Halvtreds dage efter den 16. nisan, den 6. sivan, fejredes den anden nationale højtid, ugefesten, også kaldet pinsen, der betyder den halvtredsindstyvende dag. Det var et én-dags stævne. Mange stævnedeltagere blev i Jerusalem fra påsken til pinse. Pinsen var præget af stor glæde; den var „højtiden for høsten, førstegrøden af dit arbejde, af hvad du sår i din mark“. (2 Mos. 23:16) I de fleste egne var hvedehøsten forbi, og nu blev førstegrøden ofret til Jehova i helligdommen. „Fra eders boliger skal I bringe svingningsbrød, to brød, som skal laves af to tiendedele efa fint hvedemel og bages syrede, en førstegrødegave til [Jehova].“ Det er interessant at der bruges surdej ved denne højtid. Der blev bragt mange andre ofre, og hver enkelt i folket kom selv med frivillige gaver efter som deres Gud Jehova havde velsignet dem. Alle skulle glæde sig, også trællene, de fremmede, de faderløse og enkerne. — 3 Mos. 23:17-21; 5 Mos. 16:10-12.
16. Hvad skildrer de to brød billedligt? Hvorfor var der to brød?
16 Den mest betydningsfulde ugefest der nogen sinde er holdt, var den der blev fejret efter Jesu opstandelse i år 33. Historikeren og lægen Lukas har givet en detaljeret beretning om denne mindeværdige pinse. (Se Apostlenes Gerninger, kapitel 2.) Det var på denne dag svingningen med de to syrede brød begyndte at få sin opfyldelse. De to brød var et symbol på alle de 144.000 åndsavlede lemmer på Kristi legeme, og svingningen skildrede symbolsk at de blev frembåret af den større ypperstepræst Kristus Jesus og skænket Jehova som hellige for Ham. De 120 disciple som var samlet i salen ovenpå var de første der blev frembåret, og indsamlingen af de resterende har gået for sig fra pinsen år 33 frem til vor tid, hvor en rest stadig lever på jorden. De første blev udtaget blandt kødelige jøder, billedligt skildret ved det ene brød, og de øvrige er udtaget blandt de hedenske folk fra og med år 36, da Peter forkyndte for Kornelius, og det skildredes billedligt ved det andet brød. — Ap. G. 10:1-48.
17. (a) Hvad skildrede det at brødene blev bagt syrede? (b) På hvilken måde er de der skildredes ved hvedebrødene en „førstegrøde“?
17 At de to brød var syrede, skildrede billedligt at de alle som følge af arvesynden var syndige skabninger der havde brug for Jesu offer for at blive hellige for Jehova. Ligesom de to brød var førstegrøden af hvedehøsten, således er disse 144.000 også de første der udtages blandt syndige mennesker og erklæres retfærdige og hellige for Jehova, som vi læser: „Af egen fri vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger.“ „De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet.“ De er „en førstegrøde“. Ligesom byggen, ikke hveden, var førstegrøden, således er Jesus Kristus den primære førstegrøde for Gud. Men eftersom disse 144.000 kaldes en førstegrøde af menneskeslægten, må der være et langt større antal ud af menneskeslægten der vil blive frelst til evigt liv, dog ikke i himmelen, men på jorden. Dette skildredes ved den tredje og sidste højtid. — Jak. 1:18; Åb. 14:4.
Løvhyttefesten
18. Hvordan fejrede jøderne løvhyttefesten?
18 Den tredje og sidste nationale højtid blev fejret om efteråret, ved årets slutning. Den skulle holdes fra den 15. til den 21. etanim eller tisjri og afsluttes med et højtidsstævne den 22. Atter skulle alle mandlige israelitter stedes for Jehova i helligdommen i Jerusalem, denne gang for at fejre løvhyttefesten. Under denne fest skulle stævnedeltagerne i syv dage bo i løvhytter eller tabernakler, lavet af „palmegrene og kviste af løvtræer“. Løvhytterne blev rejst på tagene og i forgårdene til husene, på gaderne og i templets forgård, og endog i det åbne land indtil en sabbatsvej fra bymuren. Festen mindede israelitterne om deres omflakkende liv som nomader, dengang Jehova lod dem bo i løvhytter under deres fyrre års vandring i ørkenen, og især om Guds omsorg for dem efter at han havde udfriet dem fra Ægypten. De kunne med glæde og taknemmelighed tænke tilbage på Jehovas faderlige kærlighed og godhed for dem dengang han gav dem husly og mad: „Ham, som ledte dig i den store, grufulde ørken med dens giftslanger og skorpioner og vandløse ødemarker, ham, som lod vand vælde frem til dig af den flinthårde klippe, ham, som i ørkenen gav dig manna at spise, som dine fædre ikke kendte til.“ — 3 Mos. 23:40-43; 5 Mos. 8:15, 16; 16:16; Neh. 8:16.
19. Hvorfor blev festen også kaldt „indsamlingshøjtiden“?
19 Festen blev også kaldt „indsamlingshøjtiden“ (2 Mos. 23:16 og 34:22, NW; Kalkar, 1871-oversættelsen) fordi den blev fejret når al afgrøden var indsamlet fra landet, fra kornmarkerne, olivenlundene og vingårdene. Det var en høstfest hvor hele folket samledes for at takke Jehova for hans godhed og for at vise deres værdsættelse ved at bringe mange ofre. Det særlige brændoffer beløb sig til halvfjerds tyre for alle syv dage, men hertil kom mange andre ofre. — 4 Mos. 29:12-34.
20. Hvorfor var det den glædeligste af årets fester?
20 Indsamlingshøjtiden blev holdt kun fem dage efter forsoningsdagen, hvor de var blevet ceremonielt renset for synd. Således havde folket en følelse af renhed, af at de havde en plads for Jehovas åsyn som hans folk, og de kunne derfor fejre denne sidste højtid med stor glæde og jubel. Det var den glædeligste af årets højtider. Hvert syvende år, når der ikke var nogen høst på grund af sabbatsåret, og igen det halvtredsindstyvende år eller jubelåret, samledes folket under denne fest for at høre loven oplæst. — 5 Mos. 16:16; 31:10-13.
21. Fortæl hvilke skikke der senere føjedes til løvhyttefesten.
21 I tidens løb føjedes andre skikke til. Jøderne begyndte at bære palmegrene som tegn på glæde og sejr. Hver morgen fyldte en af præsterne en guldskål med vand fra Siloamdammen og bar den til templet, hvor der blev blæst i trompeter og ordene fra Esajas 12:3 blev udtalt: „I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.“ Om aftenen var det skik at illuminere kvindernes forgård i templet med store guldlamper. Denne række af nationale højtider afsluttedes passende med et stort højtidsstævne for hele folket på den ottende dag, uden visse af de ceremonier som blev foretaget de foregående syv dage. Det var højdepunktet på den glade fest og et udtryk for ære og pris til deres Gud, Jehova. Alle vendte tilbage til deres hjem med taknemmeligt hjerte, åndeligt styrkede og opmuntrede.
„Andre får“
22. Hvilken forbindelse er der mellem Johannes 10:16 og indsamlingshøjtiden?
22 Jesus sagde: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede.“ (Joh. 10:16) Indsamlingen af disse „andre får“ i vor tid blev også på forunderlig måde skildret ved indsamlingshøjtiden. Resten af det åndelige Israel har siden 1919 været travlt optaget af at forkynde den gode nyhed om Riget. Som et resultat af denne forkyndelse har „en stor skare, som ingen [kan] tælle“, sluttet sig til den, „af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“. (Åb. 7:9) De er blevet indhøstet, samlet til Jehovas tempelskare, repræsenteret ved resten, for at blive beskyttet under det kommende Harmagedonslag. Ligesom Jehova velsignede jødernes høst i fortiden, således velsigner han indsamlingen af de „andre får“ i dag.
23. (a) Hvad var det at folket boede i løvhytter et billede på? (b) Hvad var de halvfjerds tyre et billede på? (c) Det at man bar palmegrene?
23 At jøderne boede i løvhytter under denne højtid er et billede på at resten og de „andre får“ blot betragter deres ophold i denne gamle tingenes ordning som midlertidigt, idet de ser frem til en varig bolig — resten til en bolig i himmelen og de „andre får“ til en bolig på en paradisisk jord. Disse løvhytter var ikke overdådigt udstyret. Svarende hertil i dag lægger Jehovas folk vægt på gudsfrygt sammen med nøjsomhed: „Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje [være tilfredse, NW] med det.“ (1 Tim. 6:6-8) De er glade og lykkelige for at have en andel i denne større indsamling og for at hjælpe folk til nu at tage imod Jesus som genløsningsofferet. De ved at Jesu offer alene vil udvirke sand tilgivelse for synd. De halvfjerds tyre der blev ofret i løbet af de syv dage festen varede, skildrer billedligt at Jesu offer er fuldstændigt, set både fra et jordisk og himmelsk standpunkt, og at det er for alle mennesker, forbilledligt skildret ved de halvfjerds slægter der nævnes i Første Mosebog, kapitel ti. Som tegn på glæde bar jøderne dengang palmegrene, og det er interessant at se at den store skare fra folkeslagene skildres med palmegrene i hænderne i Åbenbaringsbogens syvende kapitel, vers ni. De har også god grund til at give udtryk for deres glæde mens de råber med høj røst: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ — Åb 7 Vers 10.
24. Hvad gjorde Jesus ved højtiden, og hvilken betydning har det for os?
24 Under løvhyttefesten fik folket undervisning i hvad der stod i Loven, og Jesus selv fulgte denne sædvane, for vi læser: „Da højtiden halvt var omme, gik Jesus op i helligdommen og lærte.“ Det samme kan siges om resten i dag. Den forkynder og lærer Guds lov overalt på jorden, hjulpet af omkring en million „andre får“, som allerede er indsamlet. Denne undervisning giver tilhørerne noget der er mere vederkvægende end vandet fra Siloams dam. Derfor sagde Jesus også til sine tilhørere i templet på højtidens sidste eller syvende dag: „Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt, rinde strømme af levende vand.“
25. Hvilken udtalelse af Jesus hentyder muligvis til en af de skikke som var knyttet til løvhyttefesten?
25 Denne lære er også mere oplysende end de fire guldlamper der om aftenen under højtiden oplyste kvindernes forgård i templet. Det er måske dette Jesus har hentydet til da han sagde, muligvis på dagene efter denne højtid i år 32: „Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.“ Den store indsamlingsfest går nu for sig. Tusinder af „andre får“ er allerede blevet ført ind i Jehovas organisation, og tusinder endnu vil blive indsamlet, til ære og pris for Jehova og til ophøjelse af hans navn. — Joh. 7:14-16, 37, 38; 8:12.
Stævner i vor tid
26. Hvorfor er det nødvendigt for kristne i dag at samles til møder og stævner?
26 Med stor påskønnelse har vi nu set jøderne fejre deres højtider. Under gennemgangen af disse højtider har vi måske følt et stærkt ønske om sammen med vor familie at være blandt stævnedeltagerne i Jerusalem, sammen med dem at have en andel i fællesskabet, tilbedelsen, ofrene til Jehova og lovprisningen af ham, og at opleve al denne jubel og glæde. Vi kan få vort ønske opfyldt, oven i købet i større målestok. Ligesom Jehova traf foranstaltning til at hans folk i fortiden kunne samles til højtider og stævner, sådan har han gjort det i dag. Ligesom jøderne har de kristne i dag brug for at komme sammen, til glade og opbyggende sammenkomster. Den historiske beretning om vor tids kristne viser at sådanne møder og stævner er til stor gavn.
27. Hvilken foranstaltning har Jehovas organisation truffet til møder og stævner, og hvordan bør vor indstilling til dem være?
27 Jehovas vidner samles til fem ugentlige møder i menigheden, men derudover mødes de som regel tre gange om året ved zone- og sektionsstævner, eller nationale og internationale stævner. Ved at være til stede viser de at de forstår betydningen af stævnerne. Ligesom israelitterne i fortiden er de taknemmelige for denne foranstaltning, og de erkender værdien af disse stævner på grund af den undervisning og opmuntring de henter her. De følger Paulus’ råd om „ikke [at] svigte vor egen menighedsforsamling, . . . men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig“. — Hebr. 10:25.
28. I hvilken forstand kan man sige at Jehovas tjenere i vor tid ikke kommer „tomhændede“ til deres ugentlige møder?
28 Ligesom israelitterne ikke trådte tomhændede frem for Jehova når de kom til højtiderne, sådan undlader Jehovas vidner heller ikke at bidrage noget til de sammenkomster de overværer, hvad enten det er de ugentlige møder eller de store stævner. De er glade, og de giver udtryk for deres glæde. De viser det ved at være godt forberedt hvis de har en andel i programmet, uanset om den er stor eller lille. De forbereder sig på at kommentere ved bibelstudiemøderne. De tager ikke deres personlige vanskeligheder eller bekymringer med til mødet og viser et sørgmodigt ansigt, men de kommer med et glad ansigt. De er glade for at se og at samles med deres brødre i en atmosfære af venlighed, og at byde den fremmede velkommen. På denne måde følger de på en meget praktisk måde Paulus’ råd om at opmuntre hverandre.
29. Hvordan gælder dette samme princip ved stævnerne?
29 Ved de større stævner er de glade for at yde en tjeneste i de forskellige stævneafdelinger, som ordenshavende, som rengøringsassistenter, som medvirkende på programmet eller på andre poster hvor de kan gøre brug af deres evner og talenter som et bidrag til tjenesten for Jehova. Nogle åbner deres hjem for stævnedeltagerne. Andre stiller deres personlige redskaber og udstyr til rådighed. Nogle giver et bidrag af deres private midler til dækning af udgifterne. Når stævnedeltagerne således tilskyndes af Jehovas ånd bliver stævnerne en glædelig sammenkomst der er til ære for Jehovas navn, og folk udenfor betragter stævnerne som et eksempel og tilskyndes derved til at nære større respekt for Jehova, hans ord og hans organisation.
30. Hvordan ser Jehovas vidner på deres stævner, og hvilken virkning har disse stævner haft?
30 Ligesom israelitterne i fortiden lagde noget af udbyttet af deres marker og hjorde til side i forvejen med henblik på højtiden, således forbereder Jehovas vidner sig ved at lægge deres ferie til rette og spare penge sammen, så hele familien kan komme med til stævnet. Det resulterer i at et stort vidnesbyrd bliver aflagt om Jehovas navn og at alle får en stor opmuntring. Som eksempel kan nævnes stævnerne i Latinamerika, hvor hundreder af vidner fra De forenede Stater, Canada og andre lande var til stede og således blev bundet med et stærkere enhedens bånd til deres kristne brødre. Den gensidige kærlighed og forståelse er således blevet øget. — 5 Mos. 14:22-27.