En ung mand farer vild

 1. (a) Hvorfor benyttede Jesus ofte lignelser? (b) Hvordan åbenbarede Jesus den egentlige årsag til at hans tilhørere havde vanskeligt ved at forstå hans lignelser?

JESUS fortalte mange lignelser. Hvorfor mon han så ofte benyttede denne undervisningsmetode? Sædvanligvis tjener en lignelse det formål at lette forståelsen og slå noget fast på en magtfuld måde. Men der gives undtagelser fra denne regel, som det ses i følgende tilfælde. Disciplene spurgte Jesus: „Hvorfor taler du til dem i lignelser?“ Når vi læser hans svar, slår det os straks at han henviser til det selv samme som vi her har fremhævet angående nødvendigheden af at komme på bedre tanker og betydningen af at have det rette hjertelag. Han sagde til sine disciple: „Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder; men dem er det ikke givet.“ Det kunne se ud som om Jesus traf en temmelig selvrådig afgørelse, men han fortsatte med at vise at den egentlige årsag til vanskeligheden lå hos tilhørerne selv. Han citerede fra Esajas’ profeti og viste at den opfyldtes på hans samtidige. Han sagde: „Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørene hører de tungt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørene og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem.“ — Matt. 13:10, 11, 15, 34.

 2. Hvordan virkede Jesu undervisningsmetode som en prøve, og med hvilket resultat?

² Åh jo, de fleste blandt folket på Jesu tid nød at lytte til ham; for dem var han en herlig historiefortæller. Men de brød sig ikke om at der blev pillet ved deres synspunkter eller deres måde at leve på. Så dybt ønskede de ikke at blive berørt af budskabet. Derfor lukkede de deres forstands ører og øjne for ikke at komme til fornuft og blive tvunget til at erkende at de var nødt til at lade deres fødder og deres hjertes følelser tage en fuldstændig anden retning. Markus siger at Jesus var „bedrøvet over deres hjertes forhærdelse“. (Mark. 3:5) Jesu metode, at undervise ved hjælp af lignelser, virkede som en prøve, som de ikke bestod, med det resultat at de endog mistede den kundskab og de muligheder de havde. Som Jesus sagde: „Den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.“ — Matt. 13:12.

 3. Hvilket lignende forhold kendes i dag, og hvad gør man klogt i at gøre?

³ Det samme gælder i dag, især for de mennesker der befinder sig i kristenheden. De har deres religion og den kirke de synes bedst om, og mange har ikke til hensigt at skifte religion eller at overveje nødvendigheden af at gøre en forandring. Når et af Jehovas vidner besøger dem og prøver på at henlede deres opmærksomhed på Bibelens budskab til vor tid, bliver de nærmest irriteret. De lukker ørerne og øjnene, og døren med. De har truffet deres afgørelse. De siger nej til Jehovas vidner, ligegyldigt hvordan budskabet præsenteres. Det har de naturligvis ret til; det er deres eget ansvar, men de behøver ikke at reagere sådan. Som på Jesu tid således nu: afgørelsen hviler hos den enkelte. På disciplenes anmodning standsede Jesus op og forklarede betydningen af nogle af sine lignelser. Vi der lever i dag gør også klogt i at standse op og undersøge hvad disse passager i Bibelen betyder og skal anvendes på nu. Vi ved at de er „skrevet, for at vi kan lære deraf“, i særdeleshed nu da „de sidste tider er kommet“. — Matt. 13:36; Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11.

 4. Hvad er hovedtrækkene i lignelsen om den fortabte søn?

⁴ Lignelsen om den fortabte søn er meningsmættet. For at vi kan have billedet i frisk erindring vil vi kort gengive beretningen, der handler om en mand der havde to sønner. Den yngste bad sin fader om at få sin andel af formuen. Det fik han, og derpå tog han hvad der tilhørte ham og rejste langt bort til et fremmed land, hvor han ødte hele sin formue bort i et udsvævende liv. Landet ramtes af hungersnød, og i desperation tog han arbejde som svinevogter; men han fik end ikke lov til at spise af svinenes foder. I sin kval gik han i sig selv, som Bibelen siger, og besluttede at vende hjem. Han ville indrømme sin syndige færd og bede om at blive antaget, ikke som søn, men som daglejer. Men da hans fader så ham komme langt borte løb han ud og tog imod ham og gav ham en hjertelig velkomst. Han blev hurtigt iført den bedste klædning, sandaler og en kostbar ring, hvorefter der blev festet med musik og dans. Men da den ældste søn nærmede sig huset og fik fortalt hvad der var sket, blev han vred og ville ikke gå ind. Hans fader bønfaldt ham, men han gjorde blot indvendinger. På den mest venlige og appellerende måde forklarede faderen nu sin søn hvorfor han havde handlet sådan. Der slutter beretningen brat; vi får ikke at vide hvordan den ældste søn reagerer til sidst. — Luk. 15:11-32.

 5. På hvilken måde er denne lignelse noget for sig?

⁵ Der er visse træk der gør denne lignelse til noget for sig. Det er en af de længste af Jesu lignelser, og vi får en yderst detaljeret skildring som gør et dybt indtryk. Men det der især gør indtryk er det familieforhold som vi får indblik i. I andre lignelser brugte Jesus livløse ting, såsom forskellige slags sæd eller jordbund, eller han benyttede forholdet mellem en herre og hans tjenere. (Matt. 13:18-30; 25:14-30; Luk. 19:12-27) Men her ser vi det nære og fortrolige forhold mellem en fader og hans sønner. Sandt nok ser man ofte en fader som ikke sørger for at have et sådant venskabeligt og tillidsfuldt forhold til sine sønner; sønnerne er opdraget til at frygte og respektere ham og ikke til at nære en umiddelbar kærlighed til ham. Men vi skal blot læse denne lignelse for at forstå at denne fader nærede en inderlig kærlighed til sine to drenge og uselvisk lod dem begge føle den, selv om de til tider ikke fortjente den. Beretningen er i sig selv en varm opfordring, hvad Jesus også ville at den skulle være, og vi ser derfor med forventning frem til en forklaring af hvordan den i alle enkeltheder opfyldes nu.

Baggrunden for lignelsen

 6. Hvilke omstændigheder fik Jesus til at fortælle denne og to andre lignelser?

⁶ Først må vi se under hvilke omstændigheder denne lignelse blev fortalt. Jesus var på vej til Jerusalem for næstsidste gang, så der var altså kun et års tid tilbage af hans tjeneste. (Luk. 13:22) Det der omgående fik Jesus til at fortælle denne og to andre lignelser siges klart i begyndelsen af Lukas-evangeliet, det femtende kapitel: „Alle toldere og syndere plejede at holde sig nær til ham [Jesus] for at høre ham. Og både farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: ’Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.’“ (Luk. 15:1, 2) De tre lignelser handlede alle om noget der var gået tabt men som kom tilbage, nemlig et mistet får, en tabt mønt og, som det kosteligste af alt, en ung søn som var fortabt men blev fundet igen. Der lægges også i hvert tilfælde stor vægt på ejerens glæde over at det tabte er kommet tilbage. — Luk. 15:32.

 7. Hvilket synspunkt og hvilken indstilling havde Jesus i modsætning til de religiøse ledere?

⁷ Denne knurrende og klagende indstilling hos de religiøse ledere og andre var ikke noget nyt. Den åbenbarede sig allerede ved begyndelsen af Johannes Døbers tjeneste. Jesus fortalte dem at det var „toldere og skøger [syndere]“ der troede og tog imod Johannes’ budskab. I de selvretfærdige religiøse lederes øjne var denne kategori af mennesker fortabt; de foragtede den og fandt ingen grund til at regne med den. Men sådan så Jesus ikke på det. Skønt tolderne og skøgerne var faret vild og var at betragte som fortabte, viste de sig villige til at lytte til ham og komme på bedre tanker, og „mange af dem fulgte ham“. Jesus sagde at de skulle „gå ind i Guds rige førend“ farisæerne. Og han sagde også, dengang han blev beværtet af Zakæus, der var „overtolder“: „Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse det fortabte.“ — Matt. 21:31, 32; Mark. 2:15-17; Luk. 19:10.

 8. Hvad understreges i de her nævnte lignelser?

⁸ Vi forstår nu hvad der var baggrunden da Jesus fortalte lignelserne om det mistede får og den tabte drakme og understregede hvor ihærdigt ejeren søgte efter det der var gået tabt. Den tredje lignelse, den om den fortabte søn, lægger imidlertid vægt på noget andet. Den viser hvad det fortabte må gøre.

 9. Hvorfor bliver der lagt så megen vægt på glæden?

⁹ Læg mærke til følgende, der er et fælles træk i alle tre lignelser: når det tabte var kommet tilbage var det ikke alene ejeren der glædede sig, som ret og rigtigt var, men hele husstanden samt venner og naboer blev indbudt til at tage del i glæden. Jesus forklarede dette med ordene: „Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.“ (Luk. 15:10) Jesus viste således at han lagde himmelsk visdom for dagen når han med glæde tog imod dem der oprigtigt omvendte sig. Han afslørede også de religiøse ledere, som i deres dåragtige og uberettigede selvretfærdighed var så nærige over for deres dårligere stillede brødre. Eftersom de var jøder var de jo alle brødre, Guds folk, der tilhørte den ene Ejer, og de trængte i realiteten alle sammen til at lægen, Kristus Jesus, helbredte dem, så de kunne vende tilbage til Jehova. — Mark. 2:17.

10. På hvilken måde vil baggrunden for disse lignelser hjælpe os?

¹⁰ Hvis vi ser denne baggrund vil vi lettere kunne forstå vor tids opfyldelse af lignelsen om den fortabte søn. Ligesom det budskab Johannes Døber og Kristus Jesus bragte, og det arbejde de udførte, resulterede i at forskellige skarer eller kategorier af mennesker åbenbaredes, således også i dag. De der følger i Jesu fodspor forkynder et budskab og udfører et arbejde i lighed med hans, og derfor kan vi også forvente at lignende skarer viser sig i dag. Dette tjener til vejledning og trøst og desuden til advarsel for os, som det gjorde for Jesu disciple, der først fik overdraget „Himmerigets hemmeligheder“. — Matt. 13:11.

Hvem personerne skildrer

11. (a) Hvem er manden i lignelsen et billede på? (b) Hvilken vejledning får vi angående spørgsmålet om Gud som Fader?

¹¹ I indledningen til sin lignelse nævnede Jesus de tre hovedpersoner: „Der var en mand, som havde to sønner.“ (Luk. 15:11) Der var altså tale om tre mænd der var i familie med hinanden. Manden, de to unge mænds fader, er et billede på Jehova, den himmelske Fader. Spørgsmålet er nu: hvem er han Fader til? Udtrykket „fader“ betegner livgiveren, men det alene giver ikke et fyldestgørende svar. Kristenhedens præster ynder at tale om „Guds faderskab og menneskers broderskab“, men der er noget de ganske overser. Jesus sagde til farisæerne, de jødiske præster på hans tid: „I har Djævelen til fader,“ fordi de havde den samme hadets ånd som han og var mordere. Ganske rigtigt var Adam „søn af Gud“, men efter at han med fuldt overlæg havde gjort oprør anerkendte Gud ikke længere dette slægtsforhold, hverken til ham eller til menneskeslægten, hans afkom. Derfor siger Bibelen: „Hele verden er i den Ondes vold.“ I harmoni med dette viser Bibelen at Jehova kun vedkender sig at være Fader for den husstand af skabninger der er på vej til at vinde livet i hans rige under Kristus Jesus. — Joh. 8:44; Luk. 3:38; 1 Joh. 5:19.

12. Hvem er de eneste om hvem man kan sige at de vender om til Gud, og hvem må de to sønner derfor være et billede på?

¹² Det er vigtigt at vi gør os dette klart når vi nu skal beskæftige os med hvem de to sønner i lignelsen er et billede på. Modbilledet omfatter ikke dem der aldrig har kendt eller fundet den sande Gud, Jehova. Da Paulus talte med mændene i Athen tilskyndede han dem til at „søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham“. (Ap. G. 17:27) Men som tidligere bemærket opfordrede Gud ikke de israelitter der var faret vild til at famle efter ham. Nej, han sagde: „Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder,“ for de var stadig hans folk og stod i pagtsforhold til ham, selv om de længe nok havde fulgt deres egne krogede veje og var kommet bort fra Gud. (Mal. 3:7) Tilsvarende skildrer de to sønner dem der har fået tilstrækkelig kundskab om Jehova og hans hensigter til at der er dannet et grundlag for at de kan indgå i et slægtskabsforhold til ham, selv om en hel del af disse ikke drager nytte deraf og måske farer vild for en tid.

13. Hvem fik af Jesus at vide at Jehova var deres Fader, og hvem er denne skare i dag?

¹³ Det var Jesus der først gjorde dem der blev ét med ham bekendt med at Jehova var deres Fader. Han lærte dem at bede: „Vor Fader, du som er i Himlene!“ Yderligere sagde han til dem: „Frygt ikke, du lille hjord! thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget.“ Denne „lille hjord“ tæller de 144.000 som udgør den kristne menighed. De skal leve i Riget og herske sammen med Kristus i himmelen. Det er dem der er berettigede til at nyde symbolerne ved Herrens aftensmåltid eller mindehøjtiden, og optegnelserne viser at der endnu findes en rest af denne skare her på jorden. Den omtales som „en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene“. Meget passende skildrer den „ældste søn“ i lignelsen, den førstefødte, derfor dem der i dag hævder at høre til resten af den sande kirke eller menighed. — Matt. 6:9; Luk. 12:32; Åb. 3:21; 14:1; Hebr. 12:23; se også Vagttårnet, 1965, side 164.

14. Hvordan viser Jesus at andre end den „lille hjord“ skulle opnå hans gunst?

¹⁴ Men hvilken skare skildres af den „yngste søn“? Foruden den „lille hjord“ der har det himmelske håb, nævnede Jesus nogle „andre får, som ikke hører til denne fold“. Disse er identiske med de får som stilles ved Kristi højre side i lignelsen om fårene og bukkene. De er i familie med Gud, for Kongen, Kristus Jesus, sagde til dem: „Kom hid, min Faders velsignede!“ Bibelen viser at de indsamles lige efter at Menneskesønnen er kommen i sin herlighed og har sat sig på sin herligheds trone, en begivenhed der indtraf i 1914. Kongen indbyder disse mennesker med fårets sindelag til at arve det rige som er beredt til dem. Ikke sådan at forstå at de skal dele den himmelske trone med ham, men som retfærdige går de ind til det evige liv på jorden. Som løftet siger: „De retfærdige arver landet [jorden, NW] og skal bo der til evig tid.“ — Joh. 10:16; Matt. 25:31-34, 46; Sl. 37:29.

15. Hvorfor kan det ikke siges at den yngste søn er et billede på alle de „andre får“?

¹⁵ Følgelig er der to skarer som opnår det evige liv i Guds rige, og som ser hen til Gud og påkalder ham som deres himmelske fader. Stort set skildres disse af de to sønner i Jesu lignelse. Det ville imidlertid ikke være rigtigt at sige at alle de „andre får“, som omtales i Johannes 10:16, skildres ved den „yngste søn“. Mange af disse var ligesom mændene i Athen oprindelig „uden håb og uden Gud i verden“, og de påkaldte ikke Gud som deres Fader. (Ef. 2:12) Måske famlede de efter ham og tog, fordi de var oprigtige og ærlige af hjertet, imod sandhedens budskab og „kom til troen“ som nogle gjorde i Athen efter at have lyttet til Paulus. (Ap. G. 17:33, 34) Siden da har de vandret støt fremad, og det kan derfor ikke siges at den „yngste søn“ er et billede på dem. Men hvem skildrer han så?

En handlemåde der fører på vildspor

16. Hvad valgte den yngste søn at gøre? Hvilken indstilling røbede han derved?

¹⁶ Efterhånden som vi iagttager den yngste søns handlinger skal vi se de træk der gør at vi kan fastslå hvilken skare mennesker han er et billede på. I indledningen af beretningen hører vi ham bede sin fader: „Giv mig den del af formuen, som tilkommer mig.“ Faderen indvilligede og skiftede ejendommen imellem dem. Den yngste søn ønskede med andre ord straks at få den del af sin faders ejendom der engang skulle blive hans. Han ønskede det i rede penge eller i materielt gods som han let kunne omsætte i penge. Derpå samlede han alt hvad der var hans og drog til et fjernt land, hvor han snart havde ødt det hele bort i tøjlesløs nydelse og sanseligt begær. (Luk. 15:12, 13) Vi ser altså her en utålmodig ung mand der på stedet begærede alt hvad han kunne få i materiel henseende for at kunne pleje sine selviske lyster. Det at bo derhjemme under faderens tilsyn og arbejde for ham tiltalte ham ikke dengang; det var en alt for begrænset tilværelse. Han ville leve sit liv på sin egen facon.

17. Hvornår og hvordan er det jordiske håb blevet fremholdt i vor tid?

¹⁷ Er der nogen som i dag har været i en lignende situation og som har handlet ligesom den unge mand? Ja. Jehovas vidners bevægelse i nutiden begyndte at tage form omkring fyrre år forud for 1914; det har sit modstykke i Johannes Døbers tjeneste. Stik imod kristenhedens almindelige lære begyndte Jehovas vidner allerede dengang at forstå og lære at det himmelske håb ikke var den eneste vej til frelse. Håbet om evigt liv på jorden under paradisiske forhold, et håb der er udstrakt til menneskeslægten i almindelighed og grundet på Kristi genløsningsoffer, var en væsentlig del af det budskab der dengang blev forkyndt. Dette forstod man først klart i 1881, og det blev da forklaret i brochuren Tabernacle Shadows of the Better Scacrifices [Tabernakel-Skygger af de „Bedre Ofre“, udkom i 1908]. Det var desuden et fremtrædende træk ved bogen The Divine Plan of the Ages, som udkom i 1886 [Guds Verdensplan, udkom i 1916]; denne bog fik en stor udbredelse og blev benyttet til studium de næste fyrre år. Endnu tydeligere kom det frem da der i brochuren Millions Now Living Will Never Die [Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø], og i det foredrag af samme titel som blev holdt verden over fra begyndelsen af 1918, blev ført bibelske beviser for at en mængde mennesker ville overleve Harmagedon og komme til at leve på jorden under Guds rige.

18. Hvordan reagerede nogle, i lighed med den yngste søn, på budskabet?

¹⁸ Mange hørte budskabet og kom i nær kontakt med Guds folks organisation der forkyndte det. De kendte og troede på Guds foranstaltning til genoprettelse af fuldkomment liv på jorden, men ligesom den yngste søn i lignelsen ville de ikke vente på at vinde livet på Guds måde og til Guds tid, på den nye jord under de nye himle. (Åb. 21:1) De søgte med andre ord at få den himmelske Fader til at give dem det der tilkom dem så de kunne nyde det med det samme. Det var et forhastet krav, fremsat med et uhæderligt motiv.

19. Hvorfor var de der skildres ved den yngste søn ikke interesseret i at få den førstefødtes del?

¹⁹ Læg mærke til at den yngste søn i lignelsen ikke bad om den del der tilkom hans ældre broder, den førstefødte. Ifølge Guds lov skulle den førstefødte arve en „dobbelt del“ af sin faders ejendom, mens den yngste søn blot fik én del. (5 Mos. 21:17) Dette kan også overføres til modbilledet. De mennesker som den yngste søn er et billede på nærede intet ønske om at eje det himmelske håb, for de vidste at det betød at de måtte gå på selvopofrelsens vej og leve som indviede tjenere for Gud. De veg tilbage for at indvi sig og træde ind i Jehovas tjeneste. For at forstå deres stilling må vi have i erindring at man indtil omkring 1934 mente at indvielsen til Gud var forbeholdt dem der skulle være Guds åndelige børn, dem der havde fået tilbudt det himmelske håb. I det år vistes det klart i Vagttårnet at de „andre får“ gjorde ret i at indvi sig til at gøre Guds vilje og symbolisere dette ved vanddåben. — Vagttårnet for 15. oktober 1934, side 314.

20. Forklar hvordan nogle i dag har handlet ligesom den yngste søn.

²⁰ Før 1935 blev der ikke lagt vægt på at indsamlingen af de „andre får“ skulle fuldføres inden Harmagedon. Men fra da af bragte Vagttårnet åndelig føde og hjælp specielt beregnet på at styrke dem der havde det jordiske håb. Alligevel er der fortsat sket det at mange har fået kundskab om Jehova og hans hensigter og er blevet overbevist om at det er sandheden men har afholdt sig fra at gøre yderligere fremskridt. De har set hvad det medførte. Ligesom den yngste søn har de ønsket noget andet, nu.

21. (a) Hvilke spørgsmål opstår der ofte når unge mennesker handler sådan? (b) Hvad bør forældre tænke på i denne henseende? (c) Hvad er det rette syn på indvielse?

²¹ Kendsgerningerne viser at det i mange tilfælde har været unge mennesker, eller måske børn af indviede forældre, altså mennesker der var godt kendt med håbet om liv i et genoprettet paradis. Nogle af disse unge lod sig — måske mens de var mindreårige — døbe, idet de erklærede at de havde indviet sig til Gud. Efter nogen tid så man dem imidlertid ikke mere blandt Jehovas vidner. De blev helt opslugt af verdslige gøremål og fornøjelser, ja hengav sig måske endda til en skammelig adfærd og bragte vanære over deres forældre. Nu spekulerer forældrene i deres store sorg på om deres unge søn eller datter virkelig forstod indvielsen og dåbens betydning. Men er det ikke et dårligt tidspunkt at rejse det spørgsmål på? Skulle de ikke have forvisset sig om det dengang? Det er så let for unge mennesker at gå ind for en sag med stor begejstring for en tid, for derefter at kaste sig over noget andet med lige så stor iver. De får blot en smagsprøve på hvad livet har at byde på, denne verdens forlystelser, drømme og tomhed indbefattet. (Præd. 4:7) De er så modtagelige for påvirkning. De ser andre på deres egen alder blive døbt, så hvorfor skulle de ikke lade sig døbe? Med den kundskab de har om sandheden føler de at de kan sige ja til de to spørgsmål der stilles dem inden dåben. Men kan det siges at de på det udviklingstrin de befinder sig på virkelig forstår hvad det betyder at de indvier sig og afgiver et uigenkaldeligt løfte til Gud om at gøre hans vilje for evigt og leve i overensstemmelse dermed? Bibelen siger: „Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde,“ og undskylder dig med at „det var af vanvare“. „Hvorfor skal Gud vredes over din tale og nedbryde dine hænders værk?“ Det var netop det der skete for den fortabte søn. — Præd. 5:4-6.

22 Hvordan må forældre betragte deres børn, men hvad må de undgå?

²² Mennesker er naturligvis højst forskellige, og det gælder også de unge. Nogle har i en forbavsende tidlig alder et alvorligt syn på tingene, og bevarer dette. Som et bibelsk eksempel kan vi nævne Samuel. Vi kan ikke sætte en generel regel eller aldersgrænse. Alle børnene i familien må betragtes individuelt. Men samtidig vil vi gerne undgå en handlemåde der frembringer fortabte sønner.

23. Hvilke spørgsmål opstår der angående dem der farer vild?

²³ Der opstår mange spørgsmål angående dem der farer vild. De er ikke forsætlige fjender. Er det muligt for dem at komme tilbage og i så fald, hvordan? Hvordan hjælper lignelsen om den fortabte søn os til et svar på disse spørgsmål? Hvad belærer den os om, ikke alene med hensyn til dem som den fortabte søn er et billede på, men også med hensyn til hvilken indstilling og handlemåde de der holder sig nær til Guds organisation bør lægge for dagen? Disse og andre spørgsmål vil blive drøftet i næste nummer af Vagttårnet.