Ifølge Lukas
15 Alle skatteopkræverne og synderne blev nu ved med at samles omkring ham for at høre ham.+ 2 Og både farisæerne og de skriftlærde gik og mumlede vredt: “Denne mand tager venligt imod syndere og spiser sammen med dem.”+ 3 Så fortalte han dem denne lignelse: 4 “Hvis en af jer har 100 får og mister ét af dem, vil han så ikke efterlade de 99 i ørkenen og gå ud og lede efter det får han har mistet, indtil han finder det?+ 5 Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig. 6 Og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får der var blevet væk.’+ 7 Jeg siger jer at på samme måde vil der være mere glæde i himlen over én synder der angrer,+ end over 99 retfærdige der ikke har brug for at angre.+
8 Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af drakmerne, vil hun så ikke tænde en lampe, feje huset og lede omhyggeligt efter den indtil hun finder den? 9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboer sammen og siger: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den drakme som jeg havde tabt.’ 10 Jeg siger jer at på samme måde vil Guds engle glæde sig over én synder der angrer.”+
11 Så sagde han: “En mand havde to sønner. 12 Den yngste sagde til faren: ‘Far, giv mig den del af formuen som jeg skal arve.’ Så delte han det han ejede, mellem dem. 13 Nogle dage senere pakkede den yngste søn alle sine ting og rejste til et land langt borte, og der brugte han sin formue på at leve vildt og hæmningsløst. 14 Da han havde brugt det hele, blev der streng hungersnød overalt i landet, og han begyndte at sulte. 15 Han gik så hen og holdt sig til en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at vogte svin.+ 16 Og han længtes efter at spise sig mæt i de bælgfrugter som svinene åd, men ingen gav ham noget.
17 Da han kom til fornuft, sagde han: ‘Mange af min fars daglejere har mere end rigeligt brød, mens jeg er ved at dø af sult her! 18 Jeg vil rejse hjem til min far og sige til ham: “Far, jeg har syndet mod Gud i himlen og mod dig. 19 Jeg fortjener ikke længere at blive kaldt din søn. Lad mig arbejde som en af dine daglejere.”’ 20 Så tog han hjem til sin far. Mens han endnu var langt væk, fik hans far øje på ham og fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og omfavnede ham* og kyssede ham. 21 Så sagde sønnen til ham: ‘Far, jeg har syndet mod Gud i himlen og mod dig.+ Jeg fortjener ikke længere at blive kaldt din søn.’ 22 Men faren sagde til sine trælle: ‘Hurtigt! Hent en kappe, den bedste, og giv ham den på, sæt en ring på hans finger, og giv ham sandaler på fødderne. 23 Og kom med fedekalven, slagt den,* og lad os spise og feste, 24 for min søn her var død men er kommet til live igen,+ han var væk og er blevet fundet.’ Og de gav sig til at fejre det.+
25 Nu var hans ældste søn ude på marken, og da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. 26 Han kaldte på en af tjenerne og spurgte hvad der foregik. 27 Han sagde til ham: ‘Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven fordi han har fået ham tilbage i god behold.’* 28 Men han blev vred og nægtede at gå ind. Så gik hans far ud og tryglede ham om at komme ind. 29 Som svar sagde han til sin far: ‘I alle årene har jeg slidt og slæbt for dig, og jeg har aldrig været ulydig mod dig, og alligevel har du aldrig givet mig et gedekid så jeg kunne feste sammen med mine venner. 30 Men din søn dér har ødslet dine penge væk sammen med prostituerede! Og så snart han viser sig, slagter du fedekalven til ham.’ 31 Så sagde han til ham: ‘Min søn, du har altid været hos mig, og alt det der er mit, er dit. 32 Men vi kunne ikke andet end feste og være glade, for din bror var død men er kommet til live, og han var væk og er blevet fundet.’”