„Den rigtige hyrde“ og hans „andre får“
„Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre.“ — Joh. 10:16.
1. På hvilken måde adskiller „den rigtige hyrde“ sig fra „en lejet mand“?
EN RIGTIG hyrde er ikke som en lejet mand, der kun er interesseret i den betaling han skal have. Jesus sagde: „Jeg er den rigtige hyrde; den rigtige hyrde sætter sin sjæl til for fårene. Den lejede mand, som ikke er hyrde og som fårene ikke tilhører, ser ulven komme og forlader fårene og flygter — og ulven røver dem og spreder dem — for han er en lejet mand og bekymrer sig ikke om fårene.“ — Joh. 10:11-13.
2. (a) Hvad sigtede Jesus til da han sagde at „den rigtige hyrde sætter sin sjæl til for fårene“? (b) For hvem i almindelighed satte Jesus sin menneskesjæl til?
2 Dér tilbage i tiden var der visse farer forbundet med at vogte får i mellemøsten. Vi husker hvordan hyrdedrengen David engang måtte dræbe en bjørn og en løve for at redde sin fader Isajs får. (1 Sam. 17:34-36) Jesus talte om ulve der jagede fårene. At drive en ulv på flugt kunne være forbundet med livsfare. En rigtig hyrde ville ikke løbe bort for at redde sit eget liv, ligesom en lejet mand, men ville beskytte fårene mod rovdyr. En rigtig hyrde ville endog være villig til at ’sætte sin sjæl til for fårene’ for ikke at miste et eneste af dem. Ved at henlede opmærksomheden på dette forudsagde Jesus at han selv ville give sin menneskesjæl for Jehovas „får“. Han var villig til at leve op til denne karakteristik af en ’rigtig hyrde’. Hans himmelske Fader, Jehova Gud, der ejede de jordiske „får“, elskede sine „får“ højt og var villig til at lade sin søn sætte sjælen til for dem. Jesu menneskesjæl blev bragt som et genløsningsoffer for at løskøbe menneskene fra døden, som de havde arvet fra den syndige Adam.
3. (a) Hvad sammenlignede Jesus sig med i forhold til sin Fader, ifølge Johannes 10:14, 15? (b) Hvad var Jesus villig til at gøre for at dele Abrahamsløftet med ’den lille hjord’?
3 En rigtig hyrde får også et nært kendskab til hvert får i hjorden og giver det et særligt navn hvormed han kan kalde det til sig og kæle for det eller sørge for dets behov. Det var med tanke på dette træk hos en hyrde i mellemøsten at Jesus videre sagde: „Jeg er den rigtige hyrde, og jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig og jeg kender Faderen; og jeg sætter min sjæl til for fårene.“ (Joh. 10:14, 15) Jesus betragtede sig selv som et symbolsk får. Han var „Guds lam som tager verdens synd bort“. (Joh. 1:29) I Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, kaldes han 28 gange for „Lammet“. Jesus betragtede sig som et modbillede til den vædder patriarken Abraham havde bragt som et offer i stedet for sin søn Isak, som han på Jehovas bud havde været villig til at bringe som et offer. (1 Mos. 22:1-13) Isak fik Abrahamsløftet og gav det videre til Jakob. I lighed med Isak arvede Jesus Abrahamsløftet, og han var villig til at give sit liv som et offer for at dele dette løfte med sin „lille hjord“.
4. Rev Jesus ’den lille hjord’ ud af sin Faders hånd og hvordan betragtede Jesus denne „hjord“?
4 Det står derfor klart at Jesus var oprigtigt interesseret i at de der tilhørte den „lille hjord“ i den abrahamitiske pagtsordnings fårefold skulle frelses. Han satte stor pris på dem og betragtede dem som en overmåde dyrebar gave fra sin himmelske Fader. Som han sagde: „Det min Fader har givet mig, er større end alle andre ting, og ingen kan rive dem ud af Faderens hånd.“ — Joh. 10:29.
„Jeg har andre får“
5. Hvad viser at Jesus ikke blot var interesseret i at frelse mennesker til liv i himmelen?
5 Selv om kristenhedens trossamfund måske ikke tror eller lærer det, er Jesus ikke blot interesseret i at frelse mennesker til liv i himmelen. Jesus sagde: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre efter min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ (Joh. 10:16) Hvem er disse „andre får“?
6. (a) Hvad lærer kristenhedens kirker om „denne fold“ og ’de andre får’? (b) Hvad viser Jesu omtale af Paradiset i Lukas 23:43 og hans lignelse om fårene og bukkene?
6 Kristenhedens kirker hævder at den „fold“ Jesus her taler om, kun skulle rumme jødiske kristne, hvorimod ’de andre får’ er de ikke-jøder eller hedninger der bliver kristne, og at både troende jøder og troende hedninger bliver „én hjord“ under den ’ene hyrde’ i den ene åndelige fold. Men denne lære er ikke i overensstemmelse med andre bibelske skriftsteder om dette emne. Selv om apostelen Johannes ikke nævner det i sin evangelieberetning, talte Jesus om et jordisk paradis under sit rige, og han omtalte andre, foruden ’den lille hjord’ af hans himmelske medarvinger, som „får“. Da Jesus fremholdt sin profeti om „tegnet“ på sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning, sluttede han den, ifølge Mattæus’ beretning, med lignelsen om fårene og bukkene. De her omtalte „får“ ville være forskellige fra Kristi åndelige „brødre“, som de gør godt imod. — Luk. 23:43; Matt. 24:3; 25:31-46.
7. Hvorfor havde Johannes ikke svært ved at huske Jesu lignelse om fårene og bukkene, og hvordan havde han fået kendskab til det antal der hører til „denne fold“?
7 Apostelen Johannes kendte denne lignelse, for han og hans broder Jakob tillige med Peter og Andreas var årsag til at Jesus fremsatte den her omtalte profeti, idet de spurgte ham ud om „tegnet“ da de var for sig selv, og Johannes hørte profetien i sin helhed. (Mark. 13:3, 4) Da han nedskrev Jesu ord om ’de andre får’ kan han derfor udmærket have tænkt på Jesu lignelse om fårene og bukkene. Han var den alderstegne apostel der fik Åbenbaringen, hvoraf det fremgår at det åndelige Israels 12 stammer kun ville bestå af 144.000 medlemmer. Han vidste derfor at „fårefolden“ med ’den lille hjord’ kun ville rumme et begrænset antal af alle dem der bliver frelst.
8. Hvilke grene sammenligner apostelen Paulus det åndelige Israels 12 stammer med, og hvad svarede de vigtigste dele af dette „træ“ til?
8 I Romerbrevet, kapitel 11, sammenligner apostelen Paulus det åndelige Israels 12 stammer med grenene på et ædelt oliventræ. Roden på dette symbolske oliventræ blev forbilledligt skildret ved patriarken Abraham, der efter kødet var stamfader til Israels folk. Stammen på træet svarede derfor til de efterfølgende patriarker, Isak, Jakob og de 12 patriarkalske overhoveder for det kødelige Israels 12 stammer. (Apg. 7:8) De grene der voksede ud fra denne stamme svarede til de jødiske medlemmer af det kødelige, omskårne Israels 12 stammer. Disse jøder var efter kødet arvinger til Abrahamsløftet, løftet om den „sæd“ ved hjælp af hvilken alle jordens slægter og folk skulle velsignes og opnå evigt liv. Af den grund var de kødelige omskårne jøder de første der fik mulighed for at blive medlemmer af „Abrahams sæd“.
9. Af hvilken beskaffenhed var de symbolske grene? Hvem var derfor den virkelige „rod“, og hvem var træstammen?
9 Nu ved vi at denne „sæd“ er en åndelig sæd, en sæd hvis medlemmer af Jehova Gud avles til at være hans åndelige sønner. Jehova var selv den virkelige „rod“ på dette åndelige oliventræ. Hans søn, Jesus Kristus, som var det ypperste og vigtigste medlem af den større Abrahams, Jehova Guds, „sæd“, var den der billedligt blev fremstillet ved stammen på det symbolske oliventræ. Træets „grene“ må følgelig være et billede på de trofaste disciple der bliver medarvinger sammen med Kristus som underordnede medlemmer af den åndelige „Abrahams sæd“. Men var der et ubegrænset antal „grene“?
10. Hvordan viser Paulus, ifølge Romerbrevet 11:11-32, at der kun ville være et begrænset antal „grene“ på det symbolske oliventræ?
10 Apostelen Paulus viser at der kun ville være et begrænset antal „grene“ på det åndelige oliventræ. Hvordan det? Jo, han påpeger at der, når en af de naturlige grene blev brudt af, ikke ville vokse en anden naturlig gren ud på træet. Derimod ville der blive indpodet en gren fra et vildt oliventræ i dets sted. Denne indpodede vilde olivengren ville altså ikke øge antallet af grene på træet. Antallet af grene på dette træs stamme ville forblive det samme. Når kødelige, omskårne jøder blev brudt af fra det åndelige træ, fordi de i vantro forkastede Jesus Kristus som den der i første række udgjorde den større Abrahams „sæd“, ville ikke-jøder eller hedninger følgelig blive indpodet i stedet for disse afskårne, naturlige „grene“. — Rom. 11:11-32.
11. Hvordan viser Paulus, ifølge Galaterbrevet 3:26-29, at de der befinder sig i det åndelige Israels fold ikke bør opdeles i jøder og hedninger?
11 Disse grene på det abrahamitiske pagtstræ kan derfor ikke med rette betragtes som kødelige jøder og ikke-jødiske hedninger. De må alle betragtes som åndelige israelitter. Apostelen Paulus understreger netop dette. Efter at have drøftet Abrahamsløftet og Abrahams sæd siger han videre: „I er jo alle Guds sønner ved troen på Kristus Jesus. For alle I som blev døbt til Kristus har iført jer Kristus. Der er hverken jøde eller græker, der er hverken træl eller fri, der er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i samhørighed med Kristus Jesus. Endvidere, når I hører Kristus til, er I jo Abrahams sæd, arvinger ifølge et løfte.“ — Gal. 3:8, 16, 26-29.
12-14. (a) Hvem er, ifølge Paulus’ ord i Galaterbrevet 4:21-31, de kristnes åndelige moder? (b) Understreger Paulus noget jødisk islæt i ’den lille hjord’ i „denne fold“?
12 Apostelen Paulus skrev brevet til galaterne omkring år 50-52. Det var mindst 17 år efter at Jehova havde naglet Lovpagten til det træ hvorpå hans søn Jesus Kristus blev pælfæstet. Alligevel var der i menighederne i Galatien nogle kristne som ønskede at blive trælbundet under den lovpagt der med Moses som mellemmand var blevet indgået ved Sinaj bjerg i Arabien. På dette punkt ønskede de at følge de antikristne jøder der klyngede sig til det jordiske Jerusalem og det bogstavelige tempel som var bygget dér af kong Herodes den Store, der havde forsøgt at dræbe barnet Jesus. Dette Jerusalem var forbilledligt blevet skildret ved Hagar, Abrahams trælkvinde, og det var ligesom en moder for de jøder der stadig ønskede at forblive i trældom under Moseloven fremfor at anerkende Jesus Kristus som den større Moses. Følgelig skrev Paulus herom:
13 „Men det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder. . . . Men vi, brødre, er løftets børn på samme måde som Isak. . . . Derfor, brødre, er vi ikke tjenestepigens men den frie kvindes børn. Til en sådan frihed har Kristus frigjort os. Stå derfor fast, og lad jer ikke igen spænde i trældoms åg.“ — Gal. 4:21 til 5:1.
14 Isak, Abrahams søn, var ikke jøde eller israelit. Som søn af Abrahams frie kvinde, Sara, blev han fader til Jakob, som fik navnet Israel og som blev fader til Juda. Kristne der hører til ’den lille hjord’ i „denne fold“ under den rigtige hyrde, Jesus Kristus, er ligesom Isak arvinger til Abrahamsløftet. Det himmelske Jerusalem er deres åndelige moder, forbilledligt skildret ved Sara, der var moder til hebræeren (ikke jøden) Isak.
15, 16. Siger Jesus, ifølge Johannes 10:16-18, at han må føre ’de andre får’ ind i „denne fold“ for at der kan blive „én hyrde“?
15 Efter at have omtalt den ’fårefold’ som medlemmerne af den kollektive „Abrahams sæd“ hører til, kommer Jesus ind på et andet punkt, idet han videre siger: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre efter min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde. Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter min sjæl til, for at jeg kan modtage den igen. Ingen har taget den fra mig, men jeg sætter den til på eget initiativ. Jeg har bemyndigelse til at sætte den til, og jeg har bemyndigelse til at modtage den igen. Budet herom har jeg modtaget fra min Fader.“ — Joh. 10:16-18.
16 Vi lægger mærke til at Jesus ikke siger at han også må „føre“ disse andre får ind i „denne fold“. Derimod siger han at „de vil blive én hjord“, idet der kun vil være „én hyrde“.
17. Hvilken slutning kunne man drage ud fra den omstændighed at Jesus, efter at have omtalt „denne fold“, straks går over til at tale om ’de andre får’, men er denne slutning nødvendigvis rigtig?
17 Fordi Jesus, efter at have omtalt „denne fold“, straks og uden ophold går over til at tale om ’de andre får’ kunne man måske være tilbøjelig til at tro at handlingsforløbet i forbindelse med disse to begreber kun strækker sig over en kort tid og ikke over en lang tidsperiode, som for eksempel flere hundrede år, og at Jesus af den grund må sigte til det forhold at de ikke-jødiske folk, hedningerne, der ifølge beretningen bidrog til den kristne menigheds vækst på apostlenes tid, blev ført ind i „denne fold“. Nogle kunne måske drage den slutning at Jesus ikke fremsatte en profeti om noget der lå langt ude i fremtiden. Men en sådan slutning er ikke nødvendigvis rigtig. Den skelner ikke mellem „denne fold“ og „én hjord“. — Jævnfør Åbenbaringen 7:8, 9.
18. Kunne Jesus fremsætte en profeti om noget der lå langt ude i fremtiden, og hvad måtte ske før alle jordens slægter kunne blive velsignet?
18 Jesus var begavet med profetiske evner og kunne derfor fortælle sin lignelse om fårene og bukkene, selv om den først ville gå i opfyldelse 1900 år senere. Han var det vigtigste medlem af den lovede „Abrahams sæd“ og var derfor i høj grad interesseret i at alle jordens slægter og folk blev frelst og opnåede evige velsignelser ved hjælp af denne sæd. Denne velsignelse kunne først opnås når den kollektive „Abrahams sæd“, bestående af 144.000 medlemmer under ham, var fuldtallig. Som historien viser ville der gå 1900 år. De mennesker af alle jordens slægter og folk der blev velsignet ville ganske rigtigt være „får“, men de ville være „andre får“, fordi de ikke hørte til „denne fold“, som rummede arvingerne til Abrahamsløftet. De kunne altså ikke være åndelige israelitter, men var, i relativ forstand, hedninger.
19. Hvem udgør ’den store skare’ der beskrives i Åbenbaringen 7:9-17, at dømme efter de foregående vers i Åbenbaringen, kapitel 7?
19 Helt i overensstemmelse med dette er den omstændighed at apostelen Johannes, efter at han, som beskrevet i Åbenbaringen 7:1-8, havde set beseglingen af det åndelige Israels 12 stammer, så et syn af den talløse ’store skare’ af dem der ikke er åndelige israelitter og som derfor hører til ’de andre får’. De ses stående foran Guds trone, og de siger: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ Der siges om dem at de overlever „den store trængsel“, og at de yder Jehova Gud hellig tjeneste dag og nat i hans tempel. „Den rigtige hyrde“ drager kærlig omsorg for disse „andre får“, for vi læser: „Lammet . . . vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand.“ — Åb. 7:9-17.
20. Hvornår og hvor begyndte synet af ’den store skare’ at gå i opfyldelse, og hvordan kom dette til udtryk?
20 I overensstemmelse med den rækkefølge der nævnes her i Åbenbaringen, kapitel 7, var det i foråret 1935, 20 år efter at „afslutningen på tingenes ordning“ var begyndt i 1914, at synet af ’den store skare’ i Åbenbaringen blev forklaret. Dette skete den 31. maj 1935, ved stævnet i Washington, D.C., i De forenede Stater. Ved denne lejlighed holdt præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society, J. F. Rutherford, sit foredrag om emnet „Den store skare“, og forklarede at denne ikke var en sekundær himmelsk skare, men en jordisk skare, den rigtige hyrdes „andre får“. Disse oplysninger blev senere offentliggjort i bladet Vagttårnets spalter. Da begyndte „den rigtige hyrde“ i sandhed at „føre“ sine „andre får“, og de begyndte at høre efter hans stemme og at følge ham, for dagen efter denne forklaring af Åbenbaringen 7:9-15 var der 840 som symboliserede deres indvielse til Gud gennem Kristus ved vanddåben. De fleste af disse bekendte sig til ’den store skare’ af Kristi „andre får“.
21. (a) For hvem andre end ’den lille hjord’ satte „den rigtige hyrde“ sin sjæl til? (b) Hvordan modtog denne hyrde sin sjæl igen, og hvis kærlighed var dette et udtryk for?
21 „Den rigtige hyrde“ satte også sin „sjæl“ til for disse „andre får“, der ikke hører til samme „fold“ som arvingerne til Abrahamsløftet. Apostelen Johannes, der selv tilhørte den skare som udgør „Abrahams sæd“, skrev: „Han [Jesus Kristus] er sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens.“ (1 Joh. 2:1, 2) Jehova Gud, den himmelske Fader, elskede sin søn fordi han bragte dette offer. I dyb forståelse af dette sagde Jesus, „den rigtige hyrde“, i nærværelse af de jøder der hadede ham: „Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter min sjæl til, for at jeg kan modtage den igen.“ (Joh. 10:17) Faderen viste sin kærlighed til den selvopofrende „rigtige hyrde“ ved at oprejse ham fra de døde på den tredje dag. På denne måde fik Guds søn sin „sjæl“ eller sit liv igen, men på det himmelske plan.
22. Hvorfor havde ingen, i tiden forud for Jesu udtalelse i Johannes 10:18, og trods forsøg derpå, taget Jesu sjæl fra ham?
22 I tiden forud for Jesu omtale af ’de andre får’ havde jøderne gjort forsøg på at tage ’den rigtige hyrdes’ liv. Men Jesus havde aldrig gjort noget der berettigede nogen til at tage hans liv eller „sjæl“. Det forklarer hvorfor han sagde: „Ingen har taget den fra mig, men jeg sætter den til på eget initiativ. Jeg har bemyndigelse til at sætte den til, og jeg har bemyndigelse til at modtage den igen. Budet herom har jeg modtaget fra min Fader.“ — Joh. 10:18.
23. Hvornår satte Jesus sin sjæl til på eget initiativ, og hvorfor?
23 Nogle få måneder senere blev denne udtalelse bekræftet. Den nat Jesus blev forrådt i Getsemane have, hvor hans discipel Peter forsøgte at beskytte ham med et sværd, sagde han: „Mener du at jeg ikke kan bede min Fader om hjælp, så han i dette øjeblik sender mig mere end tolv legioner engle? Men hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt, som siger at det nødvendigvis må ske på denne måde?“ (Matt. 26:53, 54) Efter at have ladet sine apostle flygte overgav Jesus sig således på eget initiativ til den skare der kom for at arrestere ham og gøre et sidste forsøg på at få ham dræbt. Ved denne handlemåde bortkastede Jesus ikke sit liv.
24. Hvilken fuld bemyndigelse med hensyn til sin sjæl havde Jesus fået af sin Fader, og hvordan mislykkedes det sidste forsøg på at hindre ham i at gøre brug af denne bemyndigelse?
24 Jesus havde bemyndigelse fra sin himmelske Fader til at følge denne kurs, men det stod til ham selv om han ville gøre det. Hans bemyndigelse til at modtage sin sjæl igen ved en opstandelse afhang af om han villigt satte den til. Fordi han satte sin sjæl til i døden, gav hans himmelske Fader ham bemyndigelse til at modtage den igen fra den eneste der kunne oprejse ham fra de døde. Ingen magt i himmelen eller på jorden kunne hindre denne myndighed i at lade Jesus modtage sin „sjæl“ eller sit liv igen. Landshøvdingens segl på den store sten der spærrede indgangen til den grav hvori Jesus blev lagt efter at han var død på marterpælen, og det vagtmandskab der blev posteret ved graven for at hindre hans disciple i at stjæle hans legeme, kunne således ikke hindre Jesus i at gøre brug af sin gudgivne bemyndigelse på den tredje dag. — Matt. 27:62 til 28:15.
25. Hvordan blev det muligt for Jesus at bruge sin ret til liv som menneske til gavn for menneskeheden?
25 Jesus havde i virkeligheden fået bud fra sin himmelske Fader om at gøre alt dette. På den tredje dag efter hans død bød Jehova Gud derfor at hans lydige søn skulle opstå fra de døde og modtage livet igen, i åndeverdenen sammen med sin himmelske Fader. Eftersom Jesus ikke ved ulydighed havde forspildt retten til sit liv som menneske, modtog han også retten til et fuldkomment menneskeliv for at han kunne frembære den for Jehova Gud i hans himmelske tempel og skaffe soning for hele verdens synder.
26. (a) Hvad var vejen nu blevet åbnet til for alle jordens slægter? (b) Fra hvornår især begyndte ’den store skare’ af Jesu „andre får“ at blive velsignet?
26 På denne måde blev vejen åbnet til at alle jordens slægter og folk kunne blive velsignet ved hjælp af den ypperste af „Abrahams sæd“. (1 Mos. 12:1-3; 22:15-18) Medlemmerne af ’den store skare’ af den rigtige hyrdes „andre får“ begyndte at blive velsignet ved hjælp af ham da de indviede sig til Jehova Gud gennem ham og symboliserede denne indvielse ved vanddåben. De hørte efter den rigtige hyrdes stemme og fulgte ham, sammen med den salvede rest af Abrahams sæd. Dette tog navnlig sin begyndelse ved stævnet i Washington, D.C., i 1935. Siden da har den salvede rest hilst alle ’de andre får’ velkommen, og der er, nøjagtig som Jesus forudsagde, blevet „én hjord“ under „én hyrde“.
27. Hvem andre end ’den store skare’ der overlever „den store trængsel“, vil blive regnet med blandt den rigtige hyrdes „andre får“, og hvornår vil det ske?
27 Under Hyrdens, den indsatte konge Jesu Kristi, tusindårige styre vil alle de genløste døde blive oprejst fra deres søvn i døden og få lejlighed til at blive velsignet, idet de også vil blive regnet med blandt den rigtige hyrdes „andre får“. Blandt disse vil være den tidligere ’dørvogter’ ved den ’fårefold’ der er et billede på den abrahamitiske pagtsordning, nemlig Johannes Døber. (Joh. 10:1-3) Jesus vil føre de lydige til „kilder med livets vand“. ’Den store skare’ af dem der overlever den kommende „store trængsel“ vil være en velsignelse for de milliarder af opstandne som da vil blive hjulpet til at nyde godt af ’kilderne med livets vand’. (Åb. 7:9-17) Sammen med ’den store skare’ vil alle de symbolske får da kunne sige: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ — Åb. 7:10; 20:11-14.
[Diagram på side 17]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Jehovas foranstaltning for hans „får“
1) „Den rigtige hyrde“: Jesus Kristus, der sætter sin sjæl til for „fårene“
2) „Dørvogteren“: Johannes Døber, der præsenterer ’hyrden’ for „fårene“
3) „Fårefolden“: Den abrahamitiske pagtsordnings rigsfold
4) „Fårene“ i denne fold: ’Den lille hjord’, bestående af jøder og hedninger
5) „Fårenes dør“: Jesus
6) ’Den fremmede’, „tyven“, „den lejede mand“: Frafaldne og falske hyrder
7) ’De andre får’: ’Den store skare’ og andre som arver Rigets jordiske domæne
(Se også „Vagttaarnet“ for 15. november 1946, siderne 393-401)