Undgå menneskefrygtens snare

Ofte er det umuligt at behage både Gud og mennesker. En ægtefælle, en kompagnon eller andre vil måske forlange at du foretager dig noget der strider imod Guds ord. I sådanne tilfælde står du over for et valg. Du må vælge om du vil tjene Gud eller være et andet menneske til behag.

Sund fornuft vil få en til at tage hensyn til Guds vilje først, at søge hans gunst fremfor menneskers. Men når der skal træffes en afgørelse bøjer mange sig for menneskers ønsker. Frygt for en vred ægtefælle, for harmdirrende slægtninge eller for venners spot lammer deres sunde fornuft. De begynder at ræsonnere med sig selv og kommer til den slutning at det er vigtigst at stå sig godt med sine medmennesker. Et sådant ræsonnement fører til kompromis, netop som Bibelen siger: „Frygt for mennesker leder i snare.“ — Ordsp. 29:25.

Kan du undgå den snare at behage dine venner og slægtninge fremfor at gøre hvad Gud ønsker? Værdsætter du Guds gunst højere end menneskers? Dette er alvorlige spørgsmål som den kristne ikke kan undgå at tage stilling til, for kristendommens vej er ikke populær hos det store flertal. Selve kristendommens grundlægger, Jesus Kristus, siger at hvis vi følger ham vil folk håne, spotte og forfølge os og lyve os alt ondt på. — Matt. 5:11; 7:13, 14.

Modstand inden for familien

Jesus advarede om at Guds ords lære ville volde splittelse inden for husstanden og familien. „I må ikke mene,“ sagde han, „at jeg er kommen for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd. Thi jeg er kommen for at volde splid ’mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder og mellem en svigerdatter og hendes svigermoder, og en mand skal få sine husfolk til fjender.’“ — Matt. 10:34-36.

Naturligvis gik Jesus ikke rundt og vakte strid blandt familierne og satte det ene familiemedlem op imod det andet med overlæg. Han nærede sand kærlighed til menneskene og ønskede at de skulle leve sammen i fred. Det var hans lære der virkede som et kløvende sværd i nogle familier og skilte de medlemmer som tog imod de bibelske sandheder fra dem som klyngede sig til den falske religions traditioner. Fejlen var ikke Jesu eller den forkynders som fremholdt hans lære; den lå hos de familiemedlemmer som nægtede at undersøge deres religiøse traditioner i lyset af Guds inspirerede ord. Det var dem som vakte splid og bekæmpede de andre som ønskede at studere Bibelen.

Modstand mod bibelstudium

Man skal derfor ikke være overrasket over at man møder modstand hos venner og slægtninge når man begynder at studere Bibelen regelmæssigt. Er det gået dig på den måde? Du studerer måske ugentligt med en hjælpsom forkynder der underviser dig ganske vederlagsfrit. Aldrig før har du lært så meget ud fra Guds ord. Men da venner og slægtninge fik at vide at du studerede Bibelen begyndte de antageligvis at gøre nar eller komme med nedsættende bemærkninger. Nogle protesterede måske på det kraftigste og truede med både det ene og det andet hvis du ikke opgav dit studium.

Denne modstand stiller dig over for et vanskeligt valg. Du forstår at det du lærer er sandheden og at det er Guds vilje at sande kristne skal tilegne sig denne kundskab. Hvad skal du gøre? Vil du opgive studiet af frygt for slægtninges og naboers dom? Er det vigtigere for dig at behage dem end at behage Gud?

Det kræver ægte mod og sand kærlighed til Gud at undgå menneskefrygtens snare, og det ganske særligt hvis modstanderne er medlemmer af ens egen familie og deres fjendtlige holdning truer med at opløse hjemmet og splitte familien. Under sådanne omstændigheder kan man være tilbøjelig til at ræsonnere som så at Gud ikke forlanger at vi skal studere hans ord hvis det fører til brud med vor egen familie.

Men hvad var det Jesus sagde? Efter at han havde forklaret at „en mand skal få sine husfolk til fjender“, fortsatte han med at sige: „Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd, og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.“ Ved en anden lejlighed fremhævede han i hvor høj grad vi bør elske Gud, og sagde: „Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel.“ — Matt. 10:37; Luk. 14:26.

Jesus mener ikke at kristne rent bogstaveligt skal hade deres slægtninge, men at de skal elske Gud højere end fader, moder, hustru, børn og søskende, ja højere end deres nuværende jordiske liv. Det vil sige at din kærlighed til Gud og hans ord må være så stærk at du ikke vil give selv nære kødelige slægtninge lov til at hindre dig i at studere Guds ord. Det er sandt at børn får befaling til at vise respekt for deres forældre, og at ægtemænd og hustruer får befaling til at elske hinanden, men når det er et spørgsmål om hvem de skal adlyde kommer Gud i første række.

Kun denne større kærlighed til Gud vil give dig styrke til frygtløst at stå op for det du ved er ret og rigtigt. Den vil give dig kraft til at modstå menneskefrygtens snare og slægtninges og naboers pres. Som Jesu Kristi apostel sagde: „Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud; thi frygt har med straf at gøre [frygt virker hæmmende, NW].“ — 1 Joh. 4:18.

Belønningen for frygtløshed

Det er en god hjælp at tænke over hvilken gavn du har af at undgå menneskefrygtens snare. For det første vil du have en ren samvittighed fordi du ved at du gør det rette, det som behager Gud. Desuden er det muligt at nogle af dem som modstår dig vil komme til at respektere dit urokkelige standpunkt og med tiden få øjnene op for værdien af at studere Bibelen. Hvordan kan du hjælpe dine kære og dine venner til at forstå at nøjagtig kundskab om Bibelen er et spørgsmål om liv og død, hvis du opgiver at studere Guds ord når du møder modstand?

Giver du af frygt efter for deres ønsker, viser du at du ikke bekymrer dig om deres sande vel. Det kan sammenlignes med at give efter for en alkoholikers trang til spiritus. Han vil holde af dig fordi du giver ham en drink, men hjælper du ham på den måde til at slå ind på den rette vej? Er det ikke langt bedre at finde sig i hans vrede og trusler i håbet om at det må hjælpe ham til at overvinde sin svaghed? Du vil give os ret i at den udholdenhed du viser under hans tryglen og truen vil være det hele værd hvis du derved hjælper ham til at blive sin svaghed kvit.

Er det ikke også vel værd at udholde venners og slægtninges modstand i håbet om at de en dag skifter indstilling og tager imod de bibelske sandheders livgivende vand? Du vil ikke hjælpe dem ved at være bange for hvad de tænker om dig, og du vil heller ikke hjælpe dig selv, for ikke alene vil din samvittighed nage dig fordi du har ladet dig tvinge til at gå på kompromis, men du vil miste Guds gunst. Hvor lykkelig vil du ikke være hvis du undgår at lade dig binde af menneskefrygt!

Forkyndelsen

Måske mødte du ikke nogen særlig modstand da du begyndte at studere Bibelen i dit hjem, men nu har du forstået at en kristen har pligt til at fortælle andre om Bibelens sandheder. Jesus Kristus satte selv eksemplet: „Han vandrede om fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige.“ Apostelen Paulus fulgte hans eksempel og lærte „offentligt og i hjemmene“. — Luk. 8:1; Ap. G. 20:20.

I dag er det ikke populært offentligt at tale til andre om Bibelen. Men det var det heller ikke i det første århundrede. Jesus og hans apostle blev hånet og spottet og skældt ud. Man betragtede dem som vildledende fanatikere og oprørere på grund af det de forkyndte. (Matt. 10:22; Luk. 23:2, 3; Joh. 15:18; Ap. G. 5:40) Afholder du dig fra at tale offentligt om Bibelens sandheder af frygt for at få en lignende behandling? Er du bange for at du vil blive til latter for venner og naboer eller at det vil skade dine forretningsforbindelser? Har frygten for at „tabe ansigt“ blandt dine omgivelser lammet din åndelige førlighed? Det kan ske hvis du giver frygten råderum.

I det første århundrede ser vi for eksempel at ikke alle som hørte sandheden om Jesus Kristus havde mod til at forkynde den. „Alligevel var der mange, endog af rådets medlemmer, der troede på ham [Jesus],“ siger apostelen Johannes, „men for farisæernes skyld ville de ikke være det bekendt, for at de ikke skulle blive udelukket af synagogen; thi de ville hellere have ære fra mennesker end ære fra Gud.“ — Joh. 12:42, 43.

Disse ansete mænd var åbenbart overbevist om at Jesus var den lovede Messias, men fordi der herskede en vældig strid om dette spørgsmål turde de ikke offentligt give udtryk for deres overbevisning af angst for at miste deres anseelse. De indflydelsesrige farisæere havde på det kraftigste fordømt Jesus som en bedrager, og de søgte at piske stemningen op imod ham. Da disse rådsherrer frygtede mere for hvad mennesker ville tænke om dem end for Guds dom, tav de om deres tro på Jesus.

Sand religion er også i dag et vældigt stridsspørgsmål. Fremholder man de klare, bibelske sandheder — som for eksempel at Guds navn er Jehova, at hans rige er en regering der snart vil tilintetgøre alle jordiske regeringer og indføre varig fred, at Jesus ikke er Guds ligemand, at menneskesjælen ikke er udødelig og at der ikke findes noget brændende helvede — så blotter man sig for kritik og latterliggørelse fra deres side som holder fast ved ubibelske traditionsprægede opfattelser. — Sl. 83:19; Es. 42:8; Dan. 2:44; Joh. 18:36; Sl. 72:5-8; Joh. 8:42; 13:16; 14:28; Ez. 18:4; Præd. 9:5, 10; Ap. G. 2:32.

Hvad tænker Jesus om det menneske der af frygt forholder sig tavs vedrørende sin tro? Lyt til hvad han siger: „Derfor, enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også jeg kendes ved over for min Fader, som er i Himlene. Men den, som fornægter mig over for menneskene, ham vil også jeg fornægte over for min Fader, som er i Himlene.“ — Matt. 10:32, 33.

Hvor vigtigt er det derfor ikke at undgå menneskefrygtens snare! Den er en dødsfælde. Men Bibelen siger at „den, der stoler på [Jehova], er bjerget“. (Ordsp. 29:25) Vist kræver det mod at stå fast under modstand, men Jehova vil beskytte dem som gør det. Læs blot Jeremias’ bog, det seksogtyvende kapitel. Læg mærke til at Jeremias frygtløst fortsatte med at forkynde til trods for at man truede ham på livet, hvorimod Urija, der også var profet, „blev . . . bange og flygtede og kom til Ægypten“. Men hvad skete der? Jeremias, der stolede på Jehova, blev beskyttet, men Urija, der var bange for mennesker, blev hentet tilbage af kong Jojakims folk, og kongen „lod ham hugge ned med sværdet og hans lig kaste hen, hvor småfolk havde deres grave“. Hvor sandt er det ikke at frygt for mennesker er en snare, men at den som stoler på Jehova bliver reddet!

Lev op til sandheden

Det er ikke let at leve et kristent liv i denne onde verden. Det har du sikkert allerede erfaret. Apostelen Peter vidste det af smertelig erfaring. Da han var klar over at man kunne omgås både jøder og hedninger, kom han sammen med ikke-jøder i Antiokia og spiste hos dem. Men da nogle jøder fra Jerusalem som nærede indgroet fordom imod at omgås hedningerne på nært hold, kom til byen, trak Peter sig af frygt for de nyankomne tilbage og søgte ikke mere de hedningekristnes selskab. Med dette kompromis viste Peter at han ikke levede op til sandheden, og apostelen Paulus trådte derfor op imod Peter, „thi dømt var han“, sagde Paulus. — Gal. 2:11-14.

Det er lige så let for os i dag at blive fanget i den snare at frygte for hvad andre tænker om os. Måske arbejder du på et kontor, og en dag kommer der nogle rundt og samler penge ind til et formål din kristne samvittighed forbyder dig at støtte. Alle de andre giver noget, nogle af ægte gavmildhed, andre for at tage sig godt ud i deres kollegers øjne. Men hvad gør du? Øver du vold mod din kristne samvittighed for ikke at vække pinlig opmærksomhed?

Ofte vil du komme ud for lignende situationer der kræver at du ikke viser menneskefrygt. En arbejdsgiver vil måske forlange at du fører kunderne bag lyset eller skamroser hans varer. Han hævder måske at en forretningsmand ikke kan leve uden at bære sig sådan ad, og at alle de andre også gør det. Men det er ikke desto mindre snyderi, og det kan en kristen ikke befatte sig med. Vil du kvie dig ved at sige til din arbejdsgiver at det vil du ikke være med til? Vil du af frygt for at mishage ham og for måske at miste din stilling lade som ingenting og nedværdige dig til at benytte verdens principløse metoder?

Det kræver mod at leve i harmoni med Bibelens principper og at ryste frygten for hvad andre tænker af sig. Men husk at hvis du stoler på Jehova vil han beskytte dig. Hans eget ord borger for det. „Thi han har selv sagt: ’Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig.’“ Du kan frimodigt sige: „[Jehova] er min hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et menneske gøre mig?“ — Hebr. 13:5, 6.

[Illustration på side 532]

En vred ægtemand søger måske at hindre sin hustru i at studere Guds ord