Ifølge Matthæus
10 Så kaldte han sine 12 disciple til sig og gav dem myndighed til at uddrive urene ånder+ og helbrede alle slags sygdomme og skavanker.
2 Navnene på de 12 apostle er:+ Simon, ham der kaldes Peter,+ og hans bror Andreas,+ Zebedæus’ søn Jakob og hans bror Johannes,+ 3 Filip og Bartholomæus,+ Thomas+ og skatteopkræveren Matthæus,+ Alfæus’ søn Jakob, Thaddæus, 4 kananæeren Simon og Judas Iskariot, der senere forrådte ham.+
5 Det var de 12 Jesus sendte ud, og som han gav følgende instruktioner:+ “Gå ikke til nationernes områder, og gå ikke ind i nogen samaritansk by.+ 6 Gå derimod kun til de bortkomne får blandt Israels folk.+ 7 Mens I går, skal I forkynde og sige: ‘Himlenes rige er kommet nær.’+ 8 Helbred syge,+ oprejs døde, gør spedalske raske, uddriv dæmoner. I har fået det for intet, I skal give det for intet.+ 9 Skaf jer ikke guld, sølv eller kobber til at have med i jeres pengebælter,+ 10 heller ikke en madpose til rejsen eller en ekstra klædning* eller sandaler eller en stav,+ for den der arbejder, har fortjent sin mad.+
11 Når I kommer ind i en by eller landsby, skal I lede efter dem der er værdige til at høre budskabet, og blive hos dem indtil I rejser videre.+ 12 Når I går ind i et hus, så hils på beboerne. 13 Hvis de fortjener det, så lad jeres fred komme over dem,+ men hvis de ikke fortjener det, så lad jeres fred vende tilbage til jer. 14 Hvis nogen ikke tager imod jer eller lytter til jeres budskab, skal I ryste støvet af jeres fødder når I går ud af huset eller byen.+ 15 Jeg siger jer at det vil være lettere for Sodomas og Gomorras land+ end for den by at udholde dommens dag.
16 Jeg sender jer ud som får blandt ulve.+ Vær derfor forsigtige som slanger og alligevel uskyldige som duer.+ 17 Vær på vagt, for folk vil overgive jer til lokale domstole,+ og de vil piske jer+ i deres synagoger.+ 18 I vil blive ført frem for statholdere og konger+ for min skyld så I kan aflægge vidnesbyrd over for dem og folk fra nationerne.+ 19 Men når de overgiver jer, så vær ikke bekymret for hvordan I skal udtrykke jer, eller hvad I skal sige, for det I skal sige, vil blive givet jer i samme øjeblik,+ 20 for det er ikke bare jer der taler, men det er jeres Fars ånd der taler gennem jer.+ 21 Desuden vil en mand overgive sin bror til døden, og en far sit barn, og børn vil gøre oprør mod deres forældre og få dem slået ihjel.+ 22 Og I vil blive hadet af alle på grund af mit navn,+ men den der holder ud til enden, bliver frelst.+ 23 Når de forfølger jer i én by, så flygt til en anden,+ for jeg siger jer: I vil slet ikke blive færdige med Israels byer før Menneskesønnen kommer.
24 En elev* er ikke større end sin lærer, og en træl er ikke større end sin herre.+ 25 En elev må regne med at blive behandlet på samme måde som sin lærer,+ og en træl på samme måde som sin herre.* Hvis folk har kaldt husets herre Beelzebul,+ vil de helt sikkert kalde dem der er i hans husstand, det samme. 26 Så vær ikke bange for dem, for der er intet tildækket som ikke vil blive afsløret, og intet hemmeligt som ikke vil blive kendt.+ 27 Hvad jeg fortæller jer i mørket, skal I sige i lyset, og hvad I hører hvisket,* skal I forkynde fra tagene.+ 28 Vær ikke bange for dem der slår kroppen ihjel, men som ikke kan dræbe sjælen.+ Frygt hellere ham der kan ødelægge både sjæl og krop i Gehenna.+ 29 Sælges to spurve ikke for en lille mønt? Alligevel falder ikke én af dem til jorden uden at jeres Far ved det.+ 30 Men selv hårene på jeres hoved har Gud tal på.+ 31 Vær derfor ikke bange – I er mere værd end mange spurve.+
32 Enhver der vil kendes ved mig over for mennesker,+ ham vil jeg også kendes ved over for min Far i himlene.+ 33 Men enhver der nægter at kendes ved mig over for mennesker, ham vil jeg også nægte at kendes ved over for min Far i himlene.+ 34 Tro ikke at jeg er kommet for at skabe fred på jorden. Jeg er ikke kommet med fred, men med sværd.+ 35 Jeg er nemlig kommet for at skabe splittelse – mellem en mand og hans far og mellem en datter og hendes mor og mellem en svigerdatter og hendes svigermor.+ 36 Ja, en mand vil få fjender i sin egen familie.* 37 Enhver der holder mere af far eller mor end af mig, er ikke værdig til at følge mig, og enhver der holder mere af søn eller datter end af mig, er ikke værdig til at følge mig.+ 38 Og enhver der ikke vil bære sin torturpæl og følge mig, er ikke værdig til at blive min discipel.+ 39 Enhver der redder sit liv, vil miste det, og enhver der mister sit liv for min skyld, vil få det tilbage.+
40 Enhver der tager imod jer, tager også imod mig, og enhver der tager imod mig, tager også imod ham som har sendt mig.+ 41 Enhver der tager imod en profet fordi han er profet, vil få en profets belønning,+ og enhver der tager imod en retfærdig fordi han er retfærdig, vil få en retfærdigs belønning. 42 Og enhver der giver bare et bæger koldt vand til en af disse små fordi han er en discipel – jeg siger jer: Han skal bestemt ikke gå glip af sin belønning.”+