Hvordan kan vi identificere Messias?
Er Messias kommet? Hvem er han i så fald, og hvorfor har så mange som hævder at de anerkender De hebraiske Skrifter forsømt at identificere ham?
„Fader,“ spurgte en lille jødisk dreng på den aften påsken fejres, „hvem er det ekstra glas vin på påskebordet til, og hvorfor åbnede du døren?“ „Det glas vin er til profeten Elias,“ svarede hans fader. „Ser du, vi venter at han skal vende tilbage en sådan påskeaften og bringe os den gode nyhed at Messias er kommet. Det er også grunden til at jeg åbnede døren.“
Ja, hvert år forbereder millioner af jøder verden over sig ved ceremonier som den ovennævnte til at tage imod Elias når de holder påske, idet de stadig ser hen til Messias’ komme. Især venter de ortodokse jøder en personlig Messias. Nogle af disse afslår endog at have noget som helst med zionismen at gøre, idet de er overbevist om at Messias når han kommer hverken vil behøve hjælp fra De forenede Nationer eller fra velhavende jøder i De forenede Stater.
Mindre og mindre venter jøderne imidlertid en personlig Messias. Nogle tror at deres nation, og i særdeleshed zionismen, vil blive verdens messias, mens andre blot venter en messiansk æra „som vil opnås ved forenede bestræbelser af gode mennesker fra alle nationer, racer og religioner“. — What the Jews Believe, Bernstein.
De som venter en personlig Messias forbinder hans komme med den messianske æra, den tid da han vil regere hele verden med retfærdighed. Men skal disse to begivenheder nødvendigvis være sammenkædet, eller kan det tænkes at Messias vil komme på én tid og den messianske æra på en senere tid, måske meget senere? Dette er ikke blot muligt men det er nøjagtigt hvad Bibelen og de historiske kendsgerninger viser er tilfældet: at Messias virkelig kom for cirka nitten århundreder siden, hvorimod det at hans verdensregering skal grundfæste retfærdigheden stadig er noget fremtidigt.
Messias i profetien
The Jewish Encyclopedia siger: „Først da det makkabæiske dynasti faldt, da Herodes den Stores og hans families despotiske regering og det romerske kejserdømmes stadig voksende tyranni havde gjort jødernes stilling mere og mere uudholdelig, søgte jøderne tilflugt i håbet om en personlig Messias.“ Kendsgerningerne og Bibelen viser imidlertid noget andet. Så langt tilbage som i Edens have gav Gud grundlag for håbet om en personlig Messias da han sagde til slangen: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ — 1 Mos. 3:15.
Håbet om en personlig Messias blev klarere da Gud på grund af Abrahams lydighed gav ham løftet: „I din sæd skal alle jordens folk velsignes.“ Profetien bliver endnu mere bestemt da Jakob på sit dødsleje erklærer: „Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene lyde.“ En yderligere hjælp til at identificere Messias er Guds ord til David: „Jeg [vil] efter dig oprejse din sæd, . . . og jeg vil grundfæste hans kongetrone evindelig.“ — 1 Mos. 22:17, 18; 49:10; 2 Sam. 7:12, 13, 16.
Selve stedet hvor den forjættede sæd skulle fødes var også forudsagt: „Og du, du Betlehem-Efrata, . . . Af dig skal udgå mig én til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage.“ Sådanne profetiske løfter gav ganske afgjort håb om at en personlig Messias skulle komme, og de kan overhovedet ikke anvendes på en nation, langt mindre på flere nationers samvirkende bestræbelser. — Mika 5:1.
Således var ikke blot Messias’ slægtslinje og fødested klart opgivet; også selve året for hans fremtræden var fastslået. Hvor? I Daniel 9:25 (KJ): „Fra budet om at genrejse og bygge Jerusalem udgår og indtil Messias, fyrsten, kommer, skal der gå syv uger og toogtresindstyve uger.“ Ved hjælp af den bibelske regel der findes hos Ezekiel 4:6 der regner en dag for et år, kan man se at dette må give 483 år i alt. Guds ord viser at budet om at genrejse og opbygge Jerusalem udgik i Artaxerxes’ (den Tredjes) tyvende regeringsår, og den verdslige historie sætter dette til år 455 f. Kr. Når vi tæller 483 år frem fra dette tidspunkt kommer vi til år 29 e. Kr., kejser Tiberius’ femtende regeringsår. Det var netop i dette år Jesus trådte frem som den forjættede Messias. — Neh. 2:1; Luk. 3:1.
Profetiernes opfyldelse
Det er derfor tydeligt at troende mennesker helt siden den første martyrs, Abels, tid har håbet på Messias som en personlig frelser og befrier, og det i særlig grad siden Gud gav David en messiansk forjættelse omkring tusind år før Herodes den Stores dage. Det er grunden til at jøderne atter og atter sagde at Messias skulle komme gennem Davids slægtslinje. — Joh. 7:42; Matt. 22:42.
Den firfoldige evangelieberetning viser at Jesus Kristus opfyldte kravene angående Messias’ slægtslinje, hans fødested og tidspunktet for hans komme. (Luk. 2:10-16; 3:23-34). Og hvad mere er, han gav ved flere lejligheder udtryk for at han var Messias. For eksempel svarede han kvinden der ved brønden i Sykar sagde: „Jeg ved, at Messias kommer (han, som kaldes Kristus),“ således: „Det er mig, jeg, som taler med dig.“ Ligeså da ypperstepræsten spurgte Jesus: „Er du Kristus, den Højlovedes Søn?“ og Jesus svarede: „Ja, jeg er.“ — Joh. 4:25, 26; Mark. 14:61, 62.
Mika havde profeteret at Messias havde en førmenneskelig tilværelse og Jesus bevidnede dette gentagne gange. Han hævdede at være kommet ned ovenfra og at have været til før Abraham. (Joh. 3:13; 8:58) Havde han været en bedraget eller en bedrager, kunne han så have udført sådanne mirakler som at helbrede syge, uddrive onde ånder, byde over elementerne og få dem til at lyde sig, oprejse døde o.s.v.? Alt dette var rigeligt bevis for at Guds magt stod bag Jesus når han hævdede at være Guds søn og Messias.
Intet under at folk sagde: „Når Kristus [Messias] kommer, mon han da vil gøre flere tegn, end denne har gjort?“ Derfor kunne han sige til sine efterfølgere: „Tro for selve gerningernes skyld.“ Ja, nøjagtig som Gud gav Moses magt til at gøre visse tegn så hans folk ville tro at Jehova virkelig havde åbenbaret sig for Moses og givet ham bemyndigelse, således gav Jehova også Jesus Kristus magt til at udføre utallige mirakler af betagende storhed så at jøderne havde fornuftige grunde til at tro at Jesus virkelig var den forjættede Messias, „den levende Guds søn“, som Peter så tillidsfuldt identificerer ham. — Joh. 7:31; 14:11; Matt. 16:16.
Gud havde forudsagt at vejen ville blive beredt for Messias, og denne profeti opfyldte Johannes Døberen. (Mal. 4:5, 6; Matt. 17:12, 13) Efterhånden som Jesus fortsatte sin tjeneste blev flere og flere profetier om ham opfyldt, blandt disse var profetien om hans indtog i Jerusalem og om at han skulle sælges for tredive sølvpenge. (Zak. 9:9; 11:12; Matt. 21:4, 5; 26:15) Profetien ved Esajas, kapitel 53, fik en bemærkelsesværdig og udførlig opfyldelse på Jesus: han blev ringeagtet og skyet af folk, bar andres skrøbeligheder, blev anklaget og falskelig dømt, blev regnet blandt syndere, døde en offerdød, blev begravet hos den rige o.s.v. — Se Mattæus 8:17; 27:12-14, 38, 57-60; Markus 15:1-15; Johannes 1:29; 12:38.
Hvorfor ikke anerkendt
Hvorfor anerkendte Israels nation, og især de religiøse ledere, ikke Jesus i betragtning af alle disse skriftsteder og kendsgerninger der identificerede ham som Messias? Det at de ikke tog imod ham skulle ikke overraske nogen jøde der er fortrolig med sit folks historie, for De hebraiske Skrifter bevidner gang på gang at jøderne var et stivsindet folk. (2 Mos. 32:9; 5 Mos. 9:6; 2 Krøn. 30:8) Fra den tid de blev kaldt ud af Ægypten til de vendte tilbage efter det babyloniske fangenskab består deres historie af gentagne frafald, af tilsidesættelse af Guds vejledning og af forfølgelse af hans profeter. (2 Krøn. 36:15, 16) Når de var så onde mod den store vingårdsejer Jehova Guds trælle, er det ikke overraskende at de i ondskab dræbte hans søn, hvilket Jesus allerede viste i en af sine lignelser. — Matt. 21:33-46.
For det andet var præsterne på Jesu tid blevet hykleriske og pengekære, og begge disse karaktertræk hindrede dem i at identificere Jesus som Messias. Som Jesus sagde dem: „Hvordan skulle I kunne tro, I, som tager imod ære af hverandre, men den ære, som er fra den eneste Gud, søger I ikke.“ Det at han afslørede deres selviskhed gjorde det så meget mere ubehageligt for dem sagligt at overveje beviserne, og derfor søgte de tilflugt ved at anklage Jesus for at gøre sine gerninger ved hjælp af Satan Djævelens magt! — Joh. 5:44; Matt. 12:22-31.
Der er endnu en grund til at disse religiøse ledere ikke vedkendte sig deres Messias. De følte sig plaget under det romerske åg og derfor ventede de utålmodigt på at Messias skulle komme og befri dem for dette. Havde ikke Esajas forudsagt at „på hans skulder skal herredømmet hvile“ og „stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige“? Og hvad mere er, havde Esajas ikke også profeteret at Messias ville blive en meget viis og retfærdig hersker, at han ville ødelægge alle de onde og at alle nationer ville vise ham troskab? Jo, i sandhed, det havde han. — Es. 9:6, 7; 11:1-10.
„Alt har sin stund“
Modsiger Guds ord da sig selv, eller blev noget af det udtalt forgæves? Ingen af delene. Men det er øjensynligt at profetier der står i kontrast til hinanden ikke vil kunne opfyldes på én og samme tid. Derfor må Guds regel anvendes her: „Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid.“ — Præd. 3:1.
Skriften viser at det i begyndelsen var Guds hensigt at lade hele jorden blive til et paradis. (1 Mos. 1:26-28) Den viser også at denne hensigt til sidst vil blive virkeliggjort ved Messias’ regering. Dette indebærer imidlertid at Messias, Guds søn, må komme to gange, hver gang med et særskilt og bestemt formål. Det første komme, eller snarere den første „nærværelse“, fandt sted i årene 29 til 33 e. Kr. På den tid kom Jesus som en ydmyg mand der vidnede om sin Faders navn, beviste sin uangribelighed under prøve og døde for menneskeslægtens synder. Derved viste han sig værdig til at være Messias, Konge, og tilvejebragte en retsgyldig grundvold for at befri hele menneskeslægten, som på grund af Adams synd selv mangler betingelserne herfor. Efter at Jesus havde opfyldt disse formål, oprejste Gud ham fra de døde og har højt ophøjet ham. — Joh. 18:37; Hebr. 5:8; Matt. 20:28; Fil. 2:9.
Kort før sin død fortalte Jesus sine efterfølgere ikke blot at han ville vende tilbage, men han gav dem også en udførlig profeti gennem hvilken tiden for hans genkomst kunne identificeres. Denne genkomst eller anden nærværelse har til formål at virkeliggøre opfyldelsen af alle de herlige forjættelser om Messias’ regering, de forjættelser jøderne dengang fejlagtigt antog at han skulle have opfyldt ved sin første nærværelse. — Mattæus, kapitel 24; Markus, kapitel 13; Lukas, kapitel 21.
I mange århundreder har jøder følt sig forpligtet til at støtte den fejl deres ledere begik i det første århundrede da de forkastede Messias. Nu er der imidlertid en tendens til at nogle jøder vil anerkende Jesus som en af deres profeter. En sådan betragtning synes logisk, eftersom ingen nogen sinde så gennemgribende har påvirket menneskeslægten til det gode som Jesus gjorde det. Men er det tilstrækkeligt? Nej, det er det ikke. For at drage fuld nytte af Messias’ regering må vi også anerkende at han er det han hævder at være: at han er Guds søn i en enestående forstand, at han havde en førmenneskelig tilværelse, at han døde som et offer for vore synder, at hans profeti om at han ville blive oprejst fra de døde i sandhed blev opfyldt.
Ateister, agnostikere, deister, det modernistiske præsteskab, jøder og muhamedanere er inkonsekvente når de påstår at de anerkender Jesus som en stor lærer og menneskeven men samtidig nægter at anerkende ham som det han hævder at være. Enten er enhver af Jesu ovennævnte påstande sande eller også var han en selvbedraget tåbe eller en falskner og ville ikke kunne have været en stor lærer og en sand menneskeven. Vi kan ikke hævde både det ene og det andet. Guds ord er ikke tvetydigt.
Ja, ikke blot efterlod Jesus os ’et forbillede for at vi skal gå i hans fodspor’, men han er også den vi skal opnå evigt liv igennem, for „der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses“. Jesus Kristus er den forjættede Messias. — 1 Pet. 2:21; Ap. G. 4:12.