Den trofaste Skaber

„En barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på miskundhed og sandhed.“ — 2 Mos. 34:6.

 1, 2. Hvilke forskellige opfattelser af „Gud“ har mennesker i dag?

TRANGEN til at tilbede er til stede i alle mennesker. Imidlertid eksisterer der mange forskellige opfattelser af „Gud“. Nogle siger: Jeg forstår ikke „Gud“, men de gør heller ikke noget forsøg på at forstå ham. Andre siger: Der er ingen Gud. Alligevel dyrker de noget; de dyrker sig selv, sportshelte, filmsstjerner, og lignende. Så er der andre hvis gudsopfattelse repræsenteres af en mystisk treenig guddom, en helgen med glorie om hovedet, en Buddha eller et rigt udstyret tempel. Nogle tilbeder uskyldigt udseende „lykkeguder“. Andre tilbeder hedengangne krigeres sjæle og valfarter til deres grave; atter andre dyrker forfædrenes ånder som siges at vende tilbage på visse festdage for at modtage et overdådigt offer af mad og drikke som de efterladte stiller frem for dem.

² I dette tyvende århundrede er en hærskare af nye guder dukket op, eller rettere gamle guder med nye navne. En gruppe på femogtyve katolske og protestantiske teologer i Amerika har for nylig opregnet nogle af disse guder. Der er „moderne bekvemmeligheder og fysisk styrke“, „økonomisk sikkerhed“, „prestige“, „sex“, „videnskab“, „social stilling“, „atomkraft“, „vellyst“ og „krig“.a Selv sovjetborgerne har deres guder, såsom Marx, Lenin og „fæstningernes gud“. — Dan. 11:38.

 3. Hvilke utvetydige udtalelser fremsætter Bibelen om den trofaste Gud?

³ Konfronteret med verdens forvirrede begreber om Gud er det en stor tilfredsstillelse at læse Bibelens utvetydige udtalelser om den trofaste Gud og Skaber, som er „rig på miskundhed og sandhed“. Han er den Gud der giver udtryk for sin loyale kærlighed til sin skabning, mennesket, leder det på retfærds sti og lærer det sandheden om sine evige hensigter at kende. Han er ikke alene menneskehedens sande Gud og Skaber, men også troende menneskers pålidelige ven. (1 Mos. 5:22-24; 6:9; Jak. 2:23) De der bliver denne kærlige Guds venner glæder sig over at høre hans navn nævnet og at blive kaldt med hans navn, for dette navn indebærer alt hvad der er værd at hæge om, såsom miskundhed, trofasthed og sandhed.

 4, 5. (a) Hvad erklærer Skaberen selv om sit navn? (b) Hvilken dyb betydning ligger der i hans navn for dem han gør til sine venner?

⁴ Hvem er mere kompetent til at gøre Guds, Skaberens, herlige navn kendt, end den trofaste Skaber selv? Hør hvad han selv siger til profeten Moses: „Og Jehova gik forbi hans åsyn og erklærede: ’Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på miskundhed og sandhed.’“ (2 Mos. 34:6, NW) Læg mærke til hvordan han understreger at han har et navn! Det er et navn der identificerer ham som den store Hensigtens Gud, der med sikkerhed vil fuldbyrde al sin vilje. Jehova! Jehova! Det er navnet over alle navne — uforanderligt, evigt, et navn der beskriver den trofaste Skabers egen strålende personlighed. — Es. 55:8-11.

⁵ I den nye verden som Jehova har til hensigt sigt at skabe vil hans uforlignelige navn blive ophøjet over himlenes himle. Jorden vil også blive en helligdom, viet til hans pris. Da vil hans herlige løfte blive opfyldt: „Se, nu er Guds bolig [telt, NW] hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne.“ (Åb. 21:3, 4) Dette lykkelige forhold mellem Gud og menneskene vil være så nært og så rigt på miskundhed at der ikke vil være nogen ende på glæden og jubelen i den nye verden. (Es. 65:17, 18) I sandhed en trofast Ven og Skaber! En nådig og barmhjertig Gud, der hæver sig højt over alle „ikke guder“ i denne fordærvede verden og adskiller sig fra dem ved sit enestående, sit uforlignelige og storslåede navn — JEHOVA! — Sl. 115:1-4; Es. 37:18-20.

Hans skaberværks vidundere

 6. (a) Hvad skulle Jehovas trofasthed som den kommer til udtryk i hans skaberværk inspirere os til? (b) Hvorledes synges Skaberens pris i himlene?

⁶ Betragt engang Jehovas trofasthed som den kommer til udtryk i hans skaberværk. Inspirerer dette ikke os til trofasthed i studiet af hans ord og i udførelsen af hans guddommelige vilje? (Sl. 19:1, 15) Fra tidernes morgen har himmelens hærskarer lovprist Jehova for hans trofaste skaberværk. (Job 38:4-7) Indtil denne dag har hans loyale organisation af levende skabninger frembåret „ære og pris og tak til ham, som sidder på tronen, og som lever i evighedernes evigheder“. De der løskøbes fra jorden som Jesu Kristi, Guds søns, medarvinger til det himmelske rige istemmer også denne lovprisningssang: „Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ — Åb. 4:9-11.

 7. Hvordan åbenbarer Jehovas jordiske skaberværk overalt en hensigt?

⁷ Alt i Jehovas skaberværk vidner om at der er en vidunderlig hensigt med det. Skønt det jordiske skaberværk kun er en mindre afglans af den himmelske herlighed, så kan vi dog her på jorden forundres over den gavmildhed hvormed Gud har draget omsorg for menneskene. Han anbragte solen, jorden og månen hver i sin bane, alle i det rette forhold til hinanden, således at jorden ville blive forsynet med varme, lys og energi, og nat og dag, årstider og tidevand ville veksle. Naturkræfterne blev også vidunderligt afbalanceret efter den plan den store Mesterhjerne havde udtænkt. Sandt er det at „store er [Jehovas] gerninger, gennemtænkte til bunds. Hans værk er højhed og herlighed, hans retfærd bliver til evig tid. Han har sørget for, at hans undere mindes“. — Sl. 111:2-4.

 8. For hvilke jordiske foranstaltninger skulle mennesket takke og prise Skaberen?

⁸ Den visdom og rigdom der åbenbarer sig i disse gerninger slår os med forundring. Hvor umådeligt er ikke jordens forråd af mineraler og olie, og hvilken overflod eksisterer ikke af en så uundværlig ting som vand! Jehova skabte også luften som mennesket skulle indånde, og sørgede for at den bevarede sin friskhed og renhed — en foranstaltning som utaknemmelige mennesker har misbrugt i disse „sidste dage“ ved at forurene atmosfæren med sod og røg og radioaktivt nedfald. (2 Tim. 3:1, 2) Han frembragte et væld af planter og udstyrede dem med fotosyntesens forunderlige evne, hvorved sollyset indfanges og energirige fødemidler opbygges. Og hvilke muligheder for variation i maden bød disse fødemidler ikke på! Alt sammen noget mennesket skulle nyde i fremtiden. Desuden skabte han den farvestrålende hær af fisk, fugle og landdyr, som skulle være til nytte og glæde for mennesket. Skabelsen af jorden og beredelsen af den som en gave til menneskeslægten er i sandhed et talende vidnesbyrd om Guds trofasthed og miskundhed. Hvilken beundring og lovprisning skulle det ikke fremkalde i gudfrygtige menneskers hjerter! — Sl. 37:29; Job 12:7-10.

 9, 10. Hvordan er mennesket selv et mesterværk blandt Jehovas skaberværker?

⁹ Da Jehova skabte selve mennesket, tilvejebragte han et sind, et legeme og et sæt organer, og udrustede det med evnen til at arbejde. Menneskelegemet er et mirakel der overgår alle mirakler i det synlige skaberværk. Tænk engang på den gudgivne evne til at tale, lytte, skrive og læse. Selv det ufuldkomne menneske kan sige: „Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine gerninger, det kender min sjæl til fulde.“ — Sl. 139:14.

¹⁰ Menneskelegemet, skabt til at stå oprejst, er i sandhed et mesterværk! Legemets velafbalancerede konstruktion, dets mekanik og kemi, den forbløffende forbindelse mellem nerver, hjerne og sanser finder ikke sin lige i nogen af menneskets videnskabelige frembringelser. Betragt engang de ti sindrigt konstruerede vægtstænger, menneskets fingre. Selv den dygtigste ingeniør kunne aldrig have udtænkt eller frembragt et så smukt og nyttigt redskab. Og tænk så på at ingen af menneskets frembringelser her på jorden, fra den mindste transistor til den mægtigste oceandamper, kunne være konstrueret uden disse gudgivne fingres behændige bevægelser. — Ordsp. 31:10-13.

11. Hvorledes viser Skaberens trofasthed sig i forplantningens mirakel?

¹¹ Som endnu en kærlig foranstaltning fra den trofaste Skabers side blev mennesket udrustet med evnen til at forplante sig. „Som mand og kvinde skabte ham dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden.’“ (1 Mos. 1:27, 28) Findes der i hele det synlige skaberværk noget der kommer på højde med dette forplantningens mirakel? Ingen udenforstående arkitekt, ingen bygningstegning bestemmer den form som det voksende foster skal antage. Det befrugtede æg vokser og deler sig af sig selv. Gennem mirakuløse processer — fastlagt af den alvise Skaber, og nedarvet fra generation til generation — udvikler fosteret sig efter et bestemt mønster, idet det udvikler hoved, krop, arme og ben. Ingen færdige bygningsmaterialer bringes ind udefra til at forme de strålende øjne, det pulserende hjerte eller det bløde hår, der både skal tjene som en beskyttelse og en pryd. Alt frembringes på forunderlig måde af cellernes laboratorium, mens cellerne bestandig formerer sig. Den af Gud fastlagte proces slutter med at der fødes endnu et menneskebarn, der yderligere skal vokse indtil det står fuldt udviklet, i al sin skønhed, som en fuldvoksen mand eller kvinde. Vi kan i sandhed takke og lovprise den trofaste Skaber for den foranstaltning hvorved vi har modtaget livets gave. — Sl. 139:15-17; Præd. 11:5.

12. Hvordan burde menneskene give udtryk for deres taknemmelighed over Guds foranstaltninger?

¹² Med fuldkommen visdom har Jehova skabt jorden til mennesket og mennesket til jorden. I taknemmelighed skulle hele menneskeheden derfor udbryde: „Min sjæl, lov [Jehova]! [Jehova] min Gud, du er såre stor! Du er klædt i højhed og herlighed, . . . Hvor mange er dine gerninger, [Jehova], du gjorde dem alle med visdom.“ Det dødelige menneske skulle derfor ønske at bruge hele sit gudgivne legeme, hele sin livskraft og alle sine evner til ære for sin Gud og Skaber. Alle burde sige: „Jorden er fuld af din miskundhed, [Jehova], lær mig dine vedtægter! Alle dine bud er trofaste.“ — Sl. 104:1, 24; 119:64, 86.

Trofasthed mod Skaberen

13. Hvorfor kan mennesket være taknemmeligt for at det er skabt i Guds og hans søns billede?

¹³ „Lær mig dine vedtægter!“ Denne bøn er i sandhed på sin plads! Vor trofaste Skabers miskundhed skulle tilskynde menneskesindet, en anden af Guds gaver, til at fremsætte denne bøn. Menneskets sind eller hjerte er visselig en vidunderlig gave. Hvor kan vi være taknemmelige over at Gud sagde: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os.“ Således skænkede Jehova det dødelige menneske gudlignende forstandsevner og sindsegenskaber, egenskaber som han og hans elskede himmelske søn lægger for dagen på en så vidunderlig måde. Mennesket blev skabt med evnen til at forstå og værdsætte de guddommelige principper som det skulle lade sig lede af. Guds love blev tydeligt fremsat for mennesket. I kærlighed og lydighed kunne mennesket nu vise sin taknemmelighed for alt hvad Jehova havde tilvejebragt for det i det jordiske paradis. — 1 Mos. 1:26-31.

14, 15. (a) Hvori kom Adam til kort, og hvad blev følgen heraf for menneskeheden? (b) Hvad gjorde Skaberen nu for at fuldbyrde sin vilje med jorden?

¹⁴ Det første menneske viste sig utro i sit betroede hverv, og som følge heraf fik døden herredømmet over hele menneskeslægten. (Rom. 5:12-14) Hvor utaknemmeligt af Adam! Imidlertid forbliver Jehova tro mod sin guddommelige hensigt med denne jord, som blev skabt til at skulle være et paradis til hans ære. (Es. 45:18, 19) På grund af sin store kærlighed til hele menneskeheden sendte han sin elskede søn til jorden for at han skulle gøre den trofaste Skabers navn kendt og blive en løsesum for dem der giver bevis for deres tro på Guds foranstaltning. — Joh. 1:14; 3:16; 17:6.

¹⁵ Denne søn, Jesus Kristus, vidnede trofast om Jehova, selv om han måtte lide en grusom død på marterpælen. (Åb. 1:5; 3:14, NW) Jehova oprejste derfor sin søn og ophøjede ham til den begunstigede stilling ved sin højre hånd i de usynlige himle. Siden året 1914 har Sønnen hersket i Guds rige, efter at han har modtaget myndighed og magt til at gennemføre Skaberens vilje med denne jord. Han kaldes „Trofast og Sanddru“, og i overensstemmelse hermed forbereder han sig nu til at udkæmpe Harmagedonkrigen i retfærdighed, med det formål at rense himmel og jord for alle ondskabens spor. — Åb. 19:11-21, NW.

16. Hvilken ny skabning har Jehova frembragt, og hvilken mulighed åbner sig for lydige mennesker?

¹⁶ Tro mod sin hensigt har Jehova nu frembragt en ny skabning: „Derfor, hvis nogen er i samhørighed med Kristus er han en ny skabning; det gamle er forbi, se! noget nyt er blevet til.“ (2 Kor. 5:17, NW) De der er „i samhørighed med Kristus“ er „de kaldede og udvalgte og trofaste“ blandt menneskene, og de skal herske som konger med Kristus i hans himmelske rige til velsignelse for alle lydige mennesker. „En stor skare, som ingen kunne tælle“ er allerede blevet indsamlet fra 185 lande og øområder, og de forbereder sig nu til at overleve denne verdens ende med evigt liv for øje som Guds riges jordiske undersåtter. — Åb. 17:14; 14:3; 7:4, 9-17; Matt. 25:31-34.

17. Hvad kræves af alle der ønsker at få adgang til Skaberens nye verden, og hvis eksempel bør disse følge?

¹⁷ Trofasthed og uangribelighed kræves af alle der ønsker at få adgang til Skaberens nye retfærdige verden. Jehova selv giver bevis for sin trofasthed i hele sit skaberværk og hele sin virksomhed, og indviede kristne må ligeledes opdyrke denne egenskab. „Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ (5 Mos. 32:4) Kristus Jesus udmærker sig også ved den trofasthed hvormed han udfører Guds vilje. Han opfyldte til fuldkommenhed Salme 40:9: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ Vi kan også få Guds lov skrevet i vort indre, hvis vi under bøn studerer Guds ord, til stadighed kommer sammen med hans folk ved møderne og i tjenesten og loyalt følger den vejledning der kommer fra Jehovas organisation, hans godkendte „tro og kloge tjener“ her i endens tid. — Matt. 24:14, 45-47.

Trofasthed mod guddommelige principper

18. (a) Hvilken bøn opsender de der arbejder for Rigets interesser? (b) Hvordan viser Gud sin trofasthed når vi udsættes for prøvelser?

¹⁸ På denne onde dag beder vi om at „Jehovas ord stadig må gå frem i hast og blive herliggjort“. Hvis vi alle bevarer vor uangribelighed mens vi arbejder for Rigets interesser, da vil vi også få lov til at opleve og få del i en storslået udvidelse af arbejdet. Ydermere vil den trofaste Skaber styrke os så vi kan modstå de stød vi får fra Satans verden. „Herren er trofast, og han vil styrke jer og bevare jer fra den Onde.“ (2 Tess. 3:1-3, NW) Under fristelse og forfølgelse vil vi finde styrke i følgende løfter: „Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ (1 Kor. 10:13) „Derfor skal også de, som efter Guds vilje må lide, overgive deres sjæle til den trofaste Skaber, alt imens de gør det gode.“ (1 Pet. 4:19) Vi kan altid stole på at hvis vi trofast støtter Guds værk og følger hans principper vil det medføre en rig belønning fra Jehova, som er „den trofaste“. — Es. 49:7.

19. Hvilket princip overholder sande kristne med hensyn til deres tilbedelse, og hvordan gør de det?

¹⁹ Hvilke principper må vi for eksempel følge? Et vigtigt princip blev fremsat gennem Moses og gentaget af Kristus Jesus da han gik her på jorden, og det lyder: „[Jehova] vor Gud, [Jehova] er een.“ (5 Mos. 6:4; Mark. 12:29) Dette grundlæggende princip for sand tilbedelse udelukker tilbedelse af andre guder, det være sig Ba’al, en treenighed af guddomme, Allah, Brahma, Buddha, eller kommunismens røde gud. I overensstemmelse med dette princip går Jehovas vidner ikke på kompromis og vil for eksempel ikke deltage i en delvis kristen og delvis buddhistisk begravelsesceremoni. De vil heller ikke deltage i lokale religiøse ceremonier til ære for en lokal stammegud. „Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at tjene dem, thi jeg Jehova din Gud er en Gud der fordrer absolut hengivenhed.“ — 2 Mos. 20:5, NW.

20. Hvorfor indlader Jehovas vidner sig ikke på blandede ægteskaber?

²⁰ Det er også respekten for dette princip der får Jehovas vidner til ikke at indlade sig på blandede ægteskaber, eller til at give deres samtykke til deres sønners eller døtres ægteskab med et menneske der tror på en anden gud eller som slet ikke har nogen gud. Den fare der er forbundet hermed er lige så stor i dag som på det gamle Israels tid, da Jehova udtalte følgende advarsel mod de omboende folkeslag: „Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give en af deres sønner din datter eller tage en af deres døtre til din søn; thi så vil de få din søn til at falde fra [Jehova], så han dyrker andre guder, og [Jehovas] vrede vil blusse op imod Eder, og han vil udrydde dig i hast.“ (5 Mos. 7:3, 4) Denne advarsel får så meget større vægt, som vi nu står ansigt til ansigt med Harmagedonkrigen.

21. Hvilke forholdsregler gør man klogt i at tage for ikke at falde tilbage til dæmondyrkelse?

²¹ En familie der tidligere har tilhørt en hedensk religion kommer til kundskab om Bibelens sandheder og indvier sig til Jehova. Hvad skal de nu gøre med de rekvisitter de tidligere har gjort brug af i deres dæmontilbedelse, afgudsbillederne, familiealtrene, billederne af de døde? Så længe disse ting forbliver i huset frembyder de en fare for familiens åndelige sundhed. Hvis husets overhoved forstår og værdsætter guddommelige principper bør han sørge for at disse symboler fra en falsk, afsporet religion fjernes. Så vil der ikke mere være fare for at familien vil falde tilbage til dæmondyrkelse. Selv den vise kong Salomon, der engang skattede guddommelige principper højt, fordærvedes af de afguder som han tillod sine hedenske hustruer at føre med sig til Israel. — Sl. 106:36; 1 Kong. 11:1-13.

22. Hvordan viser Jehovas vidner respekt for det princip der er fremsat i Andet Korinterbrev 10:3, og hvad har det haft til følge?

²² Et vigtigt kristent princip kommer klart til udtryk i Andet Korinterbrev 10:3: „Thi om vi end færdes i verden, fører vi dog ikke strid på verdslig vis.“ Om så de splittede magter i Satans verden mobiliserer al deres nationale styrke imod os, må vi aldrig lade dette bryde det kærlighedens bånd der forener Jehovas vidner i hele verden. Vi må forblive tro mod principperne. Det var denne trofasthed under den anden verdenskrig der gjorde Jehovas vidner i hele verden kendt for deres enhed. Således viste de, og viser de stadig væk, at de er det eneste folk på jorden der til fulde værdsætter og forstår det guddommelige princip der ligger til grund for at ’smede sværd til plovjern og spyd til vingårdsknive’. (Es. 2:4) Hverken kommunistiske landes tyranni eller demokratiske landes krigshysteri kan få dem til at opgive deres trofasthed mod Guds principper.

23. Hvorledes skabes den „nye personlighed“ i overensstemmelse med Guds vilje?

²³ Når den kristne trofast lever et liv i overensstemmelse med den guddommelige vilje vil det lykkes ham at iføre sig den „nye personlighed“ som apostelen Paulus beskriver: „I skal fornys i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ (Ef. 4:23, 24, NW) Loyalitet mod Guds vilje kræver at den kristne ikke lader sig smitte af en eller anden galskab der måtte få tag i Satans gamle, døende verden i dens desperate kamp for livet, for det vil betyde et brud på den kristnes integritet eller uangribelighed. — 1 Tim. 4:7-10.

24, 25. (a) Hvorledes bør vor tids overdrevne brug af blodtransfusion betragtes af dem der respekterer Guds principper og love? (b) Hvordan kan blodtransfusioner skade den „nye personlighed“?

²⁴ En sådan galskab er vor tids overdrevne brug af blodtransfusioner. Den mængde blod der medgår hertil synes måske ringe i en verden der har udgydt millioner af menneskers blod i to verdenskrige. (1 Mos. 9:5, 6) Men det er vigtigt at loyale kristne holder fast ved det guddommelige princip om blodets hellighed. Den trofaste Skaber og Livgiver siger selv: „Alt køds sjæl [liv, AS] er dets blod.“ (3 Mos. 17:14) Blodet er dyrebart i Guds øjne, og i sin visdom har han fastsat visse love for hvordan det må bruges, og disse love er givet til menneskenes gavn. Den lov Gud fremsatte over for Noa og som er nedskrevet i Første Mosebog 9:4 gælder hele menneskeheden som jo nedstammer fra Noa: „Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ Denne lov blev gentaget som en retningslinje for alle sande kristne i følgende beslutning, truffet af den første kristne menigheds styrende råd: „Thi Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Når I holder jer derfra, handler I ret. Lev vel!“ — Ap. G. 15:28, 29.

²⁵ Er afgudsdyrkelse og utugt skadelig for den kristnes personlighed? Ja, det kan få katastrofale følger! Det gælder også indtagelse af blod, hvad enten dette sker gennem fødemidlerne eller ved en blodtransfusion, for det kristne styrende råd nævnte dette på lige fod med de andre ting de kristne burde undgå. Lægevidenskabelige undersøgelser har i øvrigt for nylig på en meget realistisk måde vist hvordan blodtransfusion kan skade et menneskes personlighed. En læge siger således: „Blodet i et menneske er i virkeligheden personen selv. Det indeholder alle de særegenheder der kendetegner det menneske det hidrører fra. Dette indbefatter arvelige anlæg, modtagelighed for sygdomme, giftstoffer ophobet som følge af personens levevis, spise og drikkevaner.“b Overførsel af blod kan derfor medføre overførsel af fordærvede karaktertræk. Det kan betyde en stor fare hvis blodet kommer fra blodbanker hvortil forbrydere og andre af samfundets subjekter har givet blod. I sin visdom og trofasthed har menneskets Skaber beskyttet mennesket imod dette og andre skadelige følger heraf ved loven der forbyder indtagelse af blod. — 3 Mos. 17:11-14.

26. Hvilken belønning venter dem der er loyale mod den trofaste Skabers vilje?

²⁶ De der forbliver loyale mod Skaberen og trofast gør hans vilje skal aldrig savne hans gunst og velsignelse. „For Jehova er retfærdig; han elsker retfærdige handlinger. Det er de retskafne der skal se hans ansigt.“ (Sl. 11:7, NW) De vil virkelig komme til at kende Jehova som en „barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på miskundhed og sandhed“. De vil fortsat kunne glæde sig over at kende hans navn og over at drage fordel af den beskyttelse han har tilvejebragt når han om kort tid bringer Harmagedons ødelæggelse over dette sidste slægtled af ’dem der hader ham’. Alle der overlever, vil da vide at Jehova er den sande Gud, „den trofaste Gud, der i tusinde slægtled holder fast ved sin pagt og sin miskundhed mod dem, der elsker ham og holder hans bud“. Hele menneskeheden, indtil det symbolske „tusinde slægtled“, vil da opnå det evige livs belønning på en paradisisk jord og kan i al evighed lovprise den trofaste Skaber. — 5 Mos. 7:9-11; Sl. 98:1-3.

[Fodnoter]