Guds skjulte visdom — en hellig hemmelighed
„Et fysisk menneske tager ikke imod det der hører til Guds ånd, thi det er dårskab for ham . . . Det åndelige menneske ransager imidlertid alle ting.“ — 1 Kor. 2:14, 15, NW.
1, 2. (a) Hvordan voksede den kristne bevægelse frem og tog form, set med menneskers øjne? (b) Hvilket spørgsmål er vi interesserede i at få besvaret, set ud fra de kristne skribenters synspunkt?
I MERE END femten århundreder så det ud som om Israels nation i al fremtid skulle være det redskab hvormed Jehova fuldbyrdede sine hensigter. Israelitterne var hans udvalgte folk, og de benyttede flittigt deres højt værdsatte skrifter til at bevise det med. Så hændte der noget som foruroligede de styrende iblandt dem. En ny forkynder trådte frem, og omkring ham voksede en ny bevægelse op. Efter tre og et halvt års forløb lod det til at man kunne afskrive denne nye bevægelse som en fiasko. Det lykkedes nemlig de styrende at skaffe sig af med bevægelsens leder, idet de gjorde ham til genstand for offentlig hån og ringeagt, og fik ham hængt på marterpælen. Bevægelsens få tilhængere gik under jorden og mødtes bag låste døre. (Joh. 20:19) Men var bevægelsen nu også helt færdig? Kun enoghalvtreds dage senere indtraf en begivenhed som vakte endnu større uro. Den nye bevægelse levede atter op og bredte sig som en brand? Dens talerør, der hed Peter, holdt en opildnende tale og hentede herunder alle sine beviser fra jødernes egne skrifter, og sådan virkede denne tale på tilhørerne at den ’stak dem i hjertet’. Det endte med at „de, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til“. I de følgende tre år voksede bevægelsen og bredte sig mere og mere. Nu skete der noget ganske usædvanligt, der endog kom bag på bevægelsen. Selv samme talsmand, Peter, tog det uhørte skridt at åbne døren til bevægelsen for de foragtede og uomskårne hedninger. Det varede ikke længe førend medlemmerne, som nu talte mange nationaliteter, begyndte at slutte sig sammen i menigheder i alle dele af verden. Bevægelsen var ved at antage form af et redskab der skulle benyttes til et bestemt formål. Hvad skulle det alt sammen betyde? — Ap. G. 2:37, 41; 10:44-48.
2 Hertil har vi fulgt denne nye bevægelses begyndelse og vækst med menneskers øjne. Men fra vor tidligere drøftelse vil vi huske at vi er interesseret i at se på den ud fra det synspunkt som De græske Skrifters kristne skribenter anlægger. Bedømte de udelukkende denne bevægelse, der blev til den kristne kirke, ud fra et menneskeligt synspunkt? Eller kan det vises at den opfattelse de gør gældende, tydeligt beviser at Gud har inspireret og forfattet De kristne græske Skrifter og at mennesker umuligt kunne være ophav til dem? Det er spørgsmålet vi ønsker afgjort.
En åndelig nation
3. Kunne den kristne bevægelse ud fra en almindelig betragtning gøre fordring på at kaldes en nation?
3 Vi har allerede vist hvordan Guds tidligere redskab, Israel efter kødet, i alle måder kunne anses for at være en nation. Men kan dette nye redskab også anses for at være en nation? Efter en menneskelig målestok at dømme opfylder det ikke en eneste af betingelserne for med rette at kunne siges at være en nation. Hvor er dets land afmærket på landkortet? Lige siden apostlenes dage har de sande kristne kunnet findes rundt om i hele verden. Man kan på ingen måde sige at de hørte, eller hører, til den samme familie eller slægt, eller at de taler det samme sprog. Og sande kristne har levet og lever som lovlydige borgere i forskellige lande der hvert har sin regering og som kendetegnes af sine skikke, traditioner og institutioner.
4. I hvilken forstand kalder Bibelen bevægelsen for en nation?
4 Og alligevel omtaler de kristne skribenter denne bevægelse som en nation og ikke blot som en gruppe mennesker der er bundet sammen af en fælles overbevisning. Peter siger om de kristne: „Men I er ’en udvalgt slægt, . . . en hellig nation.’“ Hvordan kan det være rigtigt? Svaret er at de udgør en åndelig nation, for, som Paulus siger, „det borgersamfund, vi tilhører, er jo i Himlene“. En åndelig nation? Intet menneske var nogen sinde kommet på den tanke. Den opfattelse kunne sandelig ikke have sin oprindelse hos mennesker. — 1 Pet. 2:9, NW; Fil. 3:20. Se desuden Mattæus 21:43.
5. (a) Hvordan viser Bibelen konsekvent at det åndelige Israel er en nation? (b) Fra hvornår især gjaldt dette?
5 Når vi imidlertid forstår det synspunkt som disse kristne skribenter lader sig lede af, kan vi se hvor rigtig denne opfattelse er og hvordan alting passer ind i den. Det åndelige Israel har sin egen pagt, den „nye pagt“, som Jesus er mellemmand for. De er åndeligt set af samme familie, „thi alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn“. De taler alle det samme sprog, Guds ord, med „rene læber“, og Guds ord „er sandhed“. De underkaster sig i troskab og trofasthed den himmelske regering, „herredømmet“ der er overdraget Kongen, Kristus Jesus, som hersker fra nationens hovedstad, „den levende Guds stad“, „det himmelske Jerusalem“. Især siden 1919 e. Kr. har de udgjort en virkelig nation, for i det år erfarede de, alt imens de atter svævede i fare for at forsvinde ud af tilværelsen, ligesom en ny fødsel, således som Esajas i sin profeti udtalte: „Fødes et folk [en nation] på et øjeblik?“ Desuden blev deres kår og forhold forbedret i kraft af Jehovas velsignelse, og de forbedrede tilstande beskriver Esajas som ’et land, der kommer til verden på en eneste dag’, ja et land hvis grænser er nøje fastlagt af Guds ord og inden for hvilke de nyder sikkerhed, tryghed og relativ frihed. — Hebr. 9:15; Rom. 8:14-16; Zef. 3:9; Joh. 17:17; Es. 9:6; Hebr. 12:22; Es. 66:8.
6. Hvoraf fremgår det at kristenheden ikke har forstået dette bibelske synspunkt?
6 Denne åndelige nation som bor i sit eget land, kan sandelig lokaliseres på Guds landkort, Bibelen; men forstår kristenheden dette? Slet ikke. Tag den kirke i kristenheden der hævder at være én, sand, universel kirke, den romersk-katolske kirke. Her burde man i hvert fald kunne finde den rette forståelse af nationalitetsfølelsens plads blandt kristne. Hvad finder vi imidlertid? Som alle ved er der franske katolikker, tyske katolikker og engelske katolikker, og så videre, næsten uden ende. Betragter de sig først og fremmest som medlemmer af én åndelig nation? Er det sådan de ser på det, er det en sådan betragtningsmåde der dikterer deres handlinger i krigstid? Svaret er smerteligt indlysende. De betragter deres nationale følelse med dertil hørende loyalitet og patriotisme fra et almindeligt menneskeligt, kødeligt synspunkt. De kender intet andet. Hvordan skulle de også det når deres kirke ikke lærer dem andet? De er i første række franskmænd, tyskere og englændere, og i anden række kommer deres religiøse fællesfølelse, hvis den da ikke nådesløst trampes under fode når en krig bryder ud. Samme forhold gør sig stort set gældende i de protestantiske kirker.
7. Hvem har Gud skjult sin visdom for, hvem har han åbenbaret den, og hvordan?
7 Sørgeligt nok forstår kristenheden slet ikke det åndelige synspunkt i De kristne græske Skrifter, og hvordan skulle dens præster og talsmænd da være kompetente til at kritisere disse skrifter og deres inspiration? Hvor sande er ikke apostelens ord: „Vi taler Guds visdom, den hemmelige, skjulte, . . . Den har ingen af denne verdens herskere kendt; . . .. Thi os har Gud åbenbaret det ved Ånden; Ånden ransager jo alt, endog Guds dybder.“ Ja, dér er de kristne skribenters inspirationskilde — Guds hellige ånd. Før pinsen og udgydelsen af Guds ånd var de ikke i stand til at fatte den tanke at Gud stod i begreb med at udtage et nyt redskab hvormed han ville fuldføre sine hensigter. Men efter pinsens bevægende begivenhed begyndte de ikke alene at forstå at dette skifte havde fundet sted, men deres skrifter præges af en åndelig opfattelse der kun kunne stamme fra Jehova Gud. Har du lagt mærke til det? — 1 Kor. 2:7-10.
Et åndeligt tempel
8. (a) Hvad forstår man almindeligvis ved et tempel eller en kirke? (b) Hvordan beskriver Bibelen den kristne kirke i forhold hertil?
8 Denne forståelse bekræftes også når vi betragter sagen fra en anden synsvinkel. Da vi opregnede alle de ting som gjorde det muligt for det kødelige Israel at være Jehovas redskab, nævnede vi templet der lå på Morija bjerg i Jerusalem. Som midtpunkt for israelitternes gudsdyrkelse spillede templet en vigtig rolle. Har Jehovas nye redskab, den kristne kirke, også et tempel? Ved et tempel forstår man sædvanligvis kun én ting, en bygning af sten eller andre materialer, en bygning der er viet tjenesten for en guddom. I kristenheden er et tempel eller en kirke det sted hvor folk søger hen for at tilbede Gud. I hvert fald er det en bogstavelig bygning som man kan afmærke på et kort. Men hvor ligger så den sande kristne kirkes tempel? Det findes spredt ud over hele verden! Hvordan kan det lade sig gøre? Det er et åndeligt tempel. Hvem havde nogen sinde tænkt på eller hørt noget lignende? I det kapitel hvor Peter omtaler den sande kirke som en „hellig nation“ har han lige før kaldt de enkelte medlemmer for „levende stene“ der opbygges til „et åndeligt hus“ eller tempel, „til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud“. Hovedhjørnestenen i dette åndelige tempel er Jesus Kristus. Hvilken ophøjet tanke! Som Paulus siger: „Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer?“ — 1 Pet. 2:5, 6; 1 Kor. 3:16.
9. Forstår kristenheden dette synspunkt? Hvoraf ses dette?
9 Igen spørger vi: Forstår man dette i kristenheden? Nej, det gør man ikke, og på grund af den verdsligsindede indflydelse i kristenheden har ordet „kirke“ i det store og hele mistet sin oprindelige betydning. Ordet „kirke“ i Bibelen er oversat fra det græske ord ekklesía, der betyder en menighed som er kaldet ud af verden for at tjene Guds formål, for at blive hans redskab. (Se Mattæus 16:18; Apostlenes Gerninger 5:11; 11:22; Romerne 16:5.) Det græske ord blev aldrig anvendt om en bygning. Men når mennesker i dag taler om en kirke eller om at gå i kirke mener de uden undtagelse en bogstavelig bygning hvor de tilbeder Gud. Man har ofret umådelige pengesummer på disse bygninger, hvoraf flere har historisk betydning. Men hvem skænker kirkegængerens åndelige helbred en tanke?
10. Hvad skal der forstås ved Guds „tempel“ der omtales i Åbenbaringen 7:15, og hvilken tilskyndelse ligger der heri?
10 I stedet for at afslutte emnet med disse nedslående perspektiver vil vi minde om det inspirerende syn som står at læse i Åbenbaringsbogens syvende kapitel. I de første otte vers gives en beskrivelse af den sande kirke, som udgør det åndelige Israels tolv stammer. Dernæst beskrives „en stor skare“ fra „alle folkeslag“, nemlig de retfærdselskende mennesker „som kommer fra den store trængsel“ over Satans verden i det tidsrum Gud viser sin langmodighed. De håber at komme til at leve i et paradis på jorden. Men hvor er det de yder Gud tjeneste? Beretningen siger at de „tjener ham dag og nat i hans tempel“. Vil det sige i en jordisk bygning? Naturligvis ikke. De høster stor glæde og tilfredshed ved at lære hvordan de aktivt skal tilbede Gud på en måde han har behag i, og det gør de ved at tjene i nær samhørighed med den trofaste rest af den sande kirke, Jehovas redskab. Det går ikke for sig ligesom i kristenhedens kirker, hvor kun meget få direkte deltager i tjenesten. I Guds åndelige tempel tilskyndes og hjælpes hver enkelt til konstant at „bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som bekender hans navn“. Tager du del i denne tjeneste? Kan vi hjælpe dig? — Åb. 7:9-15; Hebr. 13:15.
11. Hvilke andre sammenligninger kan vi drage mellem det åndelige og det kødelige Israel, og hvilken slutning må vi komme til?
11 Indtil nu har vi betragtet to af de betingelser som de kødelige israelitter måtte opfylde for at kunne være Guds udvalgte redskab, nemlig at de måtte udgøre en nation og have et tempel, og vi har også set at den sande kirke er en åndelig parallel hertil. På lignende måde kunne vi betragte de øvrige betingelser Israel måtte opfylde, for eksempel at det måtte have et præsteskab og en ypperstepræst og at det måtte bringe ofre, og vise at disse træk går igen i Guds nye redskab. Men i modsætning til det synspunkt De hebraiske Skrifter anlægger, åbenbarer de kristne skribenter den nye opfattelse at hvert enkelt af disse træk virkeliggøres på et åndeligt, himmelsk plan, og at det i øvrigt også gælder løfterne. Vi er nødt til at indrømme at der består en forunderlig indre harmoni mellem de to grupper bibelskribenter, selv om de ikke skriver ud fra den samme synsvinkel. De er ikke i konflikt med hinanden.
12. Hvad henviser de kristne skribenter til som grundlag for den åndelige opfattelse de har?
12 Der er endnu et spørgsmål. Hvad henviste de kristne skribenter til som grundlag for deres opfattelse? Eftersom de ikke blot placerede tingene på et højere jordisk plan, men på et helt andet plan, nemlig et åndeligt, skulle man tro at de må have hentet deres opfattelse hos en helt ny autoritet. Men det forbavsende er at disse skribenter atter og atter viser at de hentede støtte for deres nye opfattelse i de beretninger som blev skrevet af de gamle hebraiske profeter, der i mange moderne menneskers øjne var mænd som famlede sig frem til Gud og hvis skrifter er jordbundne og blottet for åndelighed.
13. Hvordan viser Paulus (a) hvem der er det sande Israel, (b) hvem det nye folk er som Gud kalder og (c) hvem der har Guds godkendelse?
13 Som bevis for at de kristne skribenter hentede støtte for deres opfattelse i De hebraiske Skrifter, vil vi kort betragte det argument apostelen anvender begyndende med Romerbrevets niende kapitel, hvor han forklarer at Gud har taget et nyt redskab i brug. Han skriver: „Det er ikke alle dem, der stammer fra Israel, som virkelig er israelitter; ej heller er de alle sammen børn, fordi de er Abrahams afkom, . . . Det vil sige: det er ikke de kødelige børn [født på almindelig menneskelig vis], der er Guds børn, men det er kun de børn, som er født i kraft af forjættelsen, der regnes for afkom,“ ligesom Isak blev født i kraft af en forjættelse eller et løfte, for Abraham og Sara var faktisk langt over den alder da de kunne få børn. (Hebr. 11:11, 12) Paulus viser så med yderligere citater fra De hebraiske Skrifter at Gud har uindskrænket ret til at vælge hvem han vil, samt at de gamle profeter havde forudsagt at Gud til sidst ville udvælge sig et folk han ikke hidtil havde vedkendt sig. Som Hoseas skrev: „Jeg . . . siger til Ikke-mit-Folk: ’Mit folk er du!’“ „Den levende Guds Børn.“ (Hos. 2:23; 1:10) Ud fra andre citater viser han at hedninger „vandt retfærdighed“ ved tro, hvilket det kødelige Israel ikke gjorde, og det var fordi „de søgte den, ikke ved tro, men som om den kunne vindes ved gerninger“, det vil sige lovgerninger. Til slut anfører Paulus de ord som Moses og Esajas på Guds vegne talte imod Israel: „Jeg vil vække jeres skinsyge mod et folk, der ikke er et folk“, og: „Jeg blev fundet af dem, som ej søgte mig.“ (5 Mos. 32:21; Es. 65:1) — Rom. 9:6-8, 25, 26, 30-32; 10:19, 20.
14. Hvad viser Paulus yderligere med henblik på (a) præsteskabet og ofrene og (b) omskærelse?
14 I hvert enkelt tilfælde var grundlaget for de kristne skribenters opfattelse dybt forankret eller rodfæstet i De hebraiske Skrifter. Paulus viser for eksempel at den ypperstepræst som ville tilvejebringe det eneste acceptable offer, et som var langt bedre end dyreofre, ikke skulle være en levitpræst, hvad Israels lov jo fordrede. Hvordan ved vi det? Fordi, siger Paulus, israelitternes skrifter utvetydigt tilkendegiver at „der i lighed med Melkisedek opstår en præst af en anden slags, som ikke blev det efter en lov, der kræver kødelig afstamning, men fordi han har sin kraft fra et uopløseligt liv. Thi han får det vidnesbyrd: ’Du er præst evindelig på Melkisedeks vis.’“ (Hebr. 7:15-17; Sl. 110:4) Og da Stefanus talte sin sag for synedriet, citerede han fra Esajas’ profeti, der fortæller at Gud kun ville bo i et hus af en ganske anden og højere beskaffenhed end Israels smukke tempel af sten. (Ap. G. 7:48, 49; Es. 66:1) Paulus taler desuden om de åndelige jøders (kristnes) omskærelse som en „hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven [den skrevne lov]“. Selv Moses havde århundreder i forvejen udtalt at hjertets omskærelse var langt vigtigere end kødets omskærelse. — Rom. 2:29; 5 Mos. 10:16; 30:6.
15. Hvad beviser den indre harmoni i Bibelen, og hvad må vi slutte heraf?
15 Alle disse vidnesbyrd viser tydeligt at de kristne skribenter lod sig lede af en vidunderlig åndelig opfattelse, der på det smukkeste harmonerer med mønsteret i De hebraiske Skrifter. Hvordan kan man i betragtning heraf hævde at det alt sammen har sit udspring og sin oprindelse hos mennesker? Det er virkelig sandt at „aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud“. Lige så sandt må det være at den rette forståelse af en profeti aldrig beror på menneskers visdom, men helt og holdent er afhængig af profetiens Ophav, der, når tiden er inde, taler gennem mennesker som er fyldt med hans ånd. — 2 Pet. 1:21.
Frembragt af ét menneske eller af Gud?
16. Hvordan udviklede Israel sig til et folk mens det opholdt sig i Ægypten?
16 Vi vil nu gå over til at betragte et andet vidnesbyrd og se på hvad der hændte kort tid efter at Israel forlod Ægypten. Lad os imidlertid først minde om at Jakob, hans tolv sønner og disses børn 215 år tidligere havde søgt ned til Ægypten for at undgå hungersnøden. De drog altså derned som en familie. I et syn lod Gud dengang Jakob vide: „Vær ikke bange for at drage ned til Ægypten, thi jeg vil gøre dig til et stort folk der.“ Gud ville altså gøre familien til et talrigt folk, men ikke nødvendigvis til en stor, uafhængig nation. Beretningen siger jo også: „Israelitterne var frugtbare og formerede sig, og de blev mange og overmåde talrige.“ (1 Mos. 46:3; 2 Mos. 1:7) I al den tid israelitterne opholdt sig i Ægypten var de ildesete gæster, for de var kvægavlere, der var „ægypterne en vederstyggelighed“. De boede derfor i Gosens land, afsondret fra ægypterne. Under disse forhold ville det ikke være fornuftigt, end ikke muligt, at følge en stærk national og uafhængig politik eller oprette en selvstændig regering. De måtte leve stille og roligt i et landbrugssamfund og følge de retningslinjer som de var vant til fra det patriarkalske samfund. — 1 Mos. 46:34.
17. Hvad blev Israel udsat for fra tidspunktet for Moses’ fødsel, og hvilken vigtig begivenhed førte det frem til?
17 „Da kom der en ny konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Josef,“ og i mindst firs år, fra Moses’ fødsel indtil udvandringen, gjorde ægypterne „dem livet bittert ved hårdt arbejde, . . . ved alt det arbejde, de tvang dem til at udføre for sig“. Her gaves ikke en chance for at blive en nation. Så fulgte de ti plager og udvandringen, da Israel sammen med „en stor hob sammenløbet folk“ drog over Det røde Hav — og i hælene på dem de ægyptiske hære, der opslugtes og tilintetgjordes. Mindre end tre måneder efter „slog Israel lejr lige over for bjerget“ (Sinaj bjerg), Her indledtes en meget betydningsfuld tid i Israels historie. Den markerede begyndelsen til Israels folks eksistens som en selvstændig og uafhængig nation. Men hvordan kunne israelitterne blive en nation når de slet ikke havde indhøstet erfaringer i nationale spørgsmål eller i regeringsanliggender? — 2 Mos. 1:8, 14; 12:38; 19:1, 2.
18. Hvor meget skrev Moses sandsynligvis af Pentateuken mens israelitterne opholdt sig ved Sinaj bjerg?
18 Det der skete var følgende: Først gav Gud dem de ti bud samt en lang række lovbud der handlede om trældom, erstatninger, tyveri, forførelse, optagelse af lån og så videre, og desuden forordninger om sabbaten og højtider. Det var imidlertid ikke alt. Et par dage senere steg Moses atter op på bjerget for at modtage yderligere forordninger, og han „blev på bjerget i fyrretyve dage og fyrretyve nætter“. Hvad blev resultatet heraf? Alle vidnesbyrd peger i retning af at Moses skrev Første, Anden og Tredje Mosebog samt måske de indledende afsnit til Fjerde Mosebog mens israelitterne opholdt sig ved Sinaj bjerg. — 2 Mos. 21:1; 24:18.
19. Hvad var det som Moses ene mand præsterede, set med menneskers øjne?
19 Hvis indholdet i disse beretninger stammer fra mennesker, således som det almindeligvis antages, så må et eneste menneske, Moses, altså i løbet af nogle få måneder have affattet de detaljerede og omfattende retningslinjer der skulle gælde for Israels nationale liv, både det borgerlige og det religiøse. Den ene mand skulle ikke alene udarbejde de grundlæggende ti bud og de utallige forskrifter der dannede rammen om det borgerlige liv, men han skulle også skrive de detaljerede forordninger som skulle gælde Israels religiøse liv og gudsdyrkelsen. Herunder hørte desuden konstruktionen af arken, tabernaklet, de ting der skulle anvendes deri, tabernaklets forgård, udformningen af præsternes og ypperstepræstens dragter samt indsættelsesceremonien. Yderligere måtte han i enkeltheder beskrive de materialer der skulle anvendes og opgive deres mål, farve, og så videre. Læg hertil alle de love som Tredje Mosebog giver om de forskellige ofringer og folkets adgang til at stedes for Guds åsyn.
20. Hvorfor er det umuligt for ét menneske at præstere alt dette?
20 Det er rent ud sagt umuligt at ét menneske skulle kunne præstere alt dette. Bortset fra at der er så umådelig mange detaljer, ligger hele ideen på et meget højt plan. Intet menneske og ingen regering har kunnet skabe noget tilsvarende, eller noget som tilnærmelsesvis er kommet på siden af det. Det er rigtigt at der i det patriarkalske samfund, som Gud benyttede sig af i tiden forud for Moses, fandtes fastlagte love. Men Moses havde det hverv at tilvejebringe en helt ny gudstjenesteordning for et folk der stod på nippet til at folde sig ud som en nation i fuldt flor. Der er heller ikke grundlag for at hævde at Moses, fordi han „blev oplært i al ægypternes visdom“, kopierede ægypternes hedenske livsmønster og gudsdyrkelse. — Ap. G. 7:22.
21. Anfør endnu et vidnesbyrd om at Moses og alle bibelskribenterne blev ledet af Jehovas ånd.
21 Der er endnu to punkter som fortjener at blive omtalt. I almindelighed går der flere slægtled inden en nation har udviklet et lovsystem, hvorefter det må regulere og ændre lovene. Men de love der blev givet ved Moses ændredes ikke med en tøddel. Det andet punkt er det Paulus fremfører: „Loven ejer kun en skygge af de kommende goder.“ I sit brev til hebræerne fremdrager Paulus mange af Lovens træk og viser at de er „Afbillederne af, hvad der er i Himlene“. (Skat Rørdam) Hvorledes kunne Moses i det hele taget se så langt ud i fremtiden og skrive på en sådan måde at det ville skildre noget som han intet kendskab havde til? Og hvordan ville i øvrigt Paulus og andre være i stand til i kraft af egne evner at se det himmelske mønster Jehovas nye redskab fulgte, genspejlet i den gamle lov? Det er overbevisende tydeligt at både Moses og Paulus samt alle de andre bibelskribenter blev ledet af Jehovas ånd til at skrive Hans værk, Bibelen! — Hebr. 10:1; 9:23.
22. På hvilken måde blev Loven sammenfattet i et eneste ord eller bud, og lader dette forhold sig sammenligne med Moses’ skrifter?
22 Hvad skete der da Moses gik bort? Femten hundrede år efter Moses’ død forklarer en bibelskribent hvorledes Lovpagten ugyldiggjordes. Han siger at Gud „udslettede det anklagende skyldbrev [Lovpagten] med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til [marterpælen]“. Et andet sted sammenfatter den samme bibelskribent hele Loven i et eneste ord — KÆRLIGHED! Han viser at ’kærlighed er lovens opfyldelse’ og at „hele loven er opfyldt i et eneste bud, nemlig dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ Den kærlighed som er nævnt her er ikke det mennesker forstår ved kærlighed, der hovedsagelig udspringer af følelser alene. Det er derimod den kærlighed som Jehova lader sig lede af, for, siger apostelen Johannes: „Gud er kærlighed.“ Det ser måske ikke ud af så meget som det Moses frembragte, men det går langt dybere. — Kol. 2:14; Rom. 13:10; Gal. 5:14; 1 Joh. 4:16.
23. Hvilke velsignelser venter der de mennesker der accepterer Bibelen som Guds ord?
23 Hvordan vi end betragter dette emne, vil vi, når først vi har anlagt det rette synspunkt, mere og mere indse at „hvert skrift er indblæst af Gud“ og står som et uforgængeligt minde om „Jehova, sandhedens Gud“. (NW) Vi kan trygt nære tillid til at hele Bibelen er pålidelig og være forvisset om at alt hvad den forudsiger vil blive opfyldt. Den nye verdens samfund af Jehovas vidner, der er et folk som helt har viet sig til Jehova og uden forbehold anerkender hans ord, oplever netop nu i tiden at sådanne opfyldelser finder sted. Også du kan opleve det. Som Jehova selv udtrykte det: „Så skal det gå med mit ord, . . . det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det. Ja, med glæde skal I drage ud; og i fred skal I ledes frem.“ — 2 Tim. 3:16, fodnoten; Sl. 31:5; Es. 55:11, 12.
24. Hvilket nyt spørgsmål opstår i forbindelse med Bibelen?
24 Hvis man vil kunne vurdere en bog eller en samling bøger, som for eksempel Bibelen, rigtigt, er det en stor hjælp, hvis ikke ligefrem nødvendigt, at have et indgående kendskab til forfatteren og hans personlighed. Hvordan kan man få det? Det er umagen værd at ofre dette særlig opmærksomhed hvad Bibelens forfatter angår.