Hvad Bibelen siger
Kan bespottelse tilgives?
JESUS KRISTUS sagde ved en lejlighed til nogle farisæere: „Enhver form for synd og bespottelse vil blive tilgivet menneskene, men bespottelse imod ånden vil ikke blive tilgivet. For eksempel: Den der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den der taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet.“ (Matt. 12:31, 32) Dette rejser spørgsmål som: Hvorfor kan bespottelse mod Guds søn, og dermed mod hans Fader, tilgives? Hvordan kan man spotte dem uden også at håne Guds ånd? Hvad vil det sige at spotte den hellige ånd?
Bibelen indeholder et tydeligt eksempel på at det er muligt at spotte Gud og Kristus uden at gøre sig skyldig i en utilgivelig synd. Det drejer sig om Saulus, eller apostelen Paulus, før hans omvendelse. Paulus skrev til Timoteus: „Før var [jeg] en gudsbespotter og en forfølger og et uforskammet menneske.“ — 1 Tim. 1:13.
Før sin omvendelse betragtede Paulus Jesu Kristi disciple som frafaldne, der fortjente døden. Han følte at Moseloven godkendte hans handlemåde, for med hensyn til en frafalden sagde Loven: „[Du må] ikke føje ham eller høre på ham, og du må ikke have medlidenhed med ham, vise ham skånsel eller holde hånd over ham, men du skal slå ham ihjel.“ (5 Mos. 13:8, 9) Overbevist om at han gjorde det rette, fortsatte Paulus med at optræde egenmægtigt og hovmodigt over for Kristi disciple, og viste således at han var „et uforskammet menneske“. Som en forfølger af de kristne var han som dem Jesus havde omtalt over for sine disciple: „Enhver som dræber jer vil mene at han har ydet Gud en hellig tjeneste.“ (Joh. 16:2) Paulus gjorde sig skyldig i bespottelse mod Guds søn. Med sit had til Kristi disciple viste han at han betragtede Jesus som en bedrager, og viste dermed foragt for Kristus. Ved at spotte Sønnen gjorde Paulus sig også skyldig i bespottelse mod Faderen, som Jesus repræsenterede. — Joh. 7:29; Matt. 27:39; Mark. 15:29; Luk. 23:39; Jud. 8.
Efter sin omvendelse blev apostelen Paulus klar over hvor farligt nær han havde været ved at begå en utilgivelig synd. I sit brev til Timoteus giver han udtryk for den store barmhjertighed han havde modtaget, og viser også hvorfor han kunne opnå tilgivelse. Vi læser: „Der [blev] vist mig barmhjertighed, fordi jeg var uvidende og handlede uden tro.“ (1 Tim. 1:13) Læg mærke til at Paulus, før sin omvendelse, ikke bevidst kæmpede mod Gud og Kristus. Han var uvidende, blind over for sandheden om Guds søn, og derfor uden tro på Jesus Kristus. Da Stefanus, der blev myrdet med Paulus’ billigelse, i dødsøjeblikket bad: „Jehova, tilregn dem ikke denne synd,“ omfattede det således også Paulus. (Apg. 7:60) I sit hjerte ønskede Paulus virkelig at gøre det der var rigtigt, som det fremgår af hans nidkærhed for den jødiske overlevering og hans strenge overholdelse af farisæernes lære. — Fil. 3:5, 6.
Da Jesus Kristus lod Saulus komme til forståelse, tøvede denne forfølger derfor ikke med at ændre sin handlemåde. Snart befandt han sig blandt de hadede, forfulgte og spottede disciple af Guds søn. — Apg. 9:3-25; 18:5, 6.
Tilfældet med Paulus kan tjene som en opmuntring til alle der, i uvidenhed, har vist sig at kæmpe mod Gud og Kristus. Deres gudsbespottelse kan tilgives hvis de ændrer sind og omvender sig. Apostelen Paulus lagde stor vægt på dette, som vi kan læse: „Den udtalelse er troværdig og fortjener at blive antaget fuldt ud, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere. Af disse er jeg den førende. Dog, grunden til at der blev vist mig barmhjertighed var at Kristus Jesus med mig som det førende tilfælde kunne vise al sin langmodighed, til et mønster for dem som vil få tro på ham til evigt liv.“ — 1 Tim. 1:15, 16.
Hvordan kan man så gøre sig skyldig i en utilgivelig synd? De der med vidende og vilje modstår Gud og Kristus, de der skjuler sandheden og udbreder falsk lære, gør sig skyldige i at synde mod Guds ånd — en synd der ikke kan tilgives. Det var hvad nogle farisæere gjorde under Jesu jordiske tjeneste. De var øjenvidner til de mirakler og kraftige gerninger som Guds ånd udførte gennem Jesus Kristus. Men de nægtede at herliggøre Jehova Gud for det. Af selviske grunde tilskrev de Satan Guds gerninger gennem Kristus. Derved syndede de mod Guds ånd. — Matt. 12:24-32.
Andre begivenheder der er nævnt i Bibelen, viser at nogle af de religiøse ledere også med vilje stillede sig i opposition til den hellige ånds virke. Efter at Jesus havde oprejst Lazarus fra de døde, var de besluttede på at dræbe Jesus. (Joh. 11:47-53) Men ikke nok med det. Bibelen fortæller: „De øverste præster lagde nu råd op om at dræbe Lazarus også, for på grund af ham gik mange af jøderne derud og fik tro på Jesus.“ — Joh. 12:10, 11.
Senere, da de soldater der holdt vagt ved Jesu grav, kom tilbage og fortalte at Jesus var blevet oprejst fra de døde, var de øverste præster besluttede på at skjule kendsgerningerne. Hvad gjorde de? Bibelen siger: „Efter at disse var kommet sammen med de ældste og havde holdt råd, gav de soldaterne et tilstrækkeligt antal sølvstykker og sagde: ’Sig: „Hans disciple kom om natten og stjal ham mens vi sov.“ Og hvis dette kommer landshøvdingen for øre, skal vi besnakke ham og udvirke at I kan være uden bekymring.’“ — Matt. 28:11-14.
Det fremgår således af Bibelen at synd imod ånden indbefatter at man med vidende og vilje handler stik imod de ubestridelige vidnesbyrd om Guds ånds virke, sådan som de øverste præster og nogle farisæere gjorde under Jesu jordiske tjeneste. Hvis man i uvidenhed spotter Gud eller Kristus kan man imidlertid opnå tilgivelse, forudsat at man oprigtigt angrer. Selve det at der er en mulighed for at spotte Guds ånd, understreger dog vigtigheden af at holde sig så langt fra syndig tale som muligt. (Jak. 3:2-10) Vi bør stræbe efter at følge det eksempel apostelen Paulus satte efter sin omvendelse. Han sagde: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ — 1 Kor. 9:27.