Følg Guds herredømmes hovedformidler
1. (a) Hvorfor gjaldt den afgørelse de kødelige omskårne jøders forfædre havde truffet ved Sinaj bjerg, ikke for jøderne i det første århundrede med hensyn til den nye pagt? (b) Hvem måtte disse jøder efterligne, og på hvilken måde?
FOR de omskårne jøder efter kødet var forholdene ikke de samme efter at Jesus Kristus var steget op til himmelen. Da han trådte frem for Jehova Gud med værdien af sit jordiske liv som han havde ofret, blev den gamle mosaiske lovpagt ophævet, og en ny pagt blev indgået ved hans, Guds søns, blod, idet han var mellemmand for denne pagt. Muligheden for at blive taget med ind i denne nye pagt blev først tilbudt de kødelige jøder. Deres forfædre havde femten hundrede år tidligere sagt til mellemmanden Moses: „Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!“ Men denne afgørelse gjaldt ikke for deres efterkommere med hensyn til den nye pagt. Den nye pagt havde en ny mellemmand som var større end Moses, nemlig Jesus Kristus. For at blive taget med ind i den nye pagt måtte de sige til denne bedre og større mellemmand: „Vi vil gøre alt, hvad [Jehova] har talet, og lyde ham!“ I lighed med Guds herredømmes hovedformidler, mellemmanden Jesus Kristus, måtte disse kødelige jøder fremstille sig for Jehova for at gøre hans vilje sådan som den blev overbragt dem gennem denne nye og større mellemmand.
2. Hvad havde Gud gjort som havde ændret disse kødelige jøders situation, ifølge det Peter sagde til dem på pinsedagen år 33?
2 Der var i sandhed opstået en ny situation for de kødelige jøder, og de måtte hver især tilpasse sig den. Det fremholdt den kristne apostel Peter for dem på pinsedagen år 33, efter at Jehova Gud gennem Jesus Kristus havde udgydt den hellige ånd over de trofaste disciple af Guds herredømmes hovedformidler. Efter at Peter havde forklaret det mirakel der havde fundet sted og hvorfor det var sket, sagde han til de tusinder af jøder der var forsamlet: „Thi David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv: ’Herren [Jehova, NW] sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.’ Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ — Ap. G. 2:34-36.
3. (a) Hvordan kunne disse jøder vise sig værdige til at blive taget med ind i den nye pagt, som vist ved det eksempel deres forfædre satte ved Sinaj bjerg? (b) Hvad ville vise at disse jøder var blevet taget med ind i den nye pagt, efter at de havde gjort hvad Peter og de andre apostle sagde de skulle?
3 Hvordan kunne de jøder der befandt sig under de nye omstændigheder og som lyttede til ham, nu sige: „Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre“ — og således vise at de var værdige til at blive taget med ind i den nye pagt? Det kunne de ved at tage imod den nylig pælfæstede Jesus som deres Herre og som Jehovas Kristus eller Messias og som deres mellemmand, hvem Moses havde profeteret om og været et forbillede på. De kunne ikke blive frelst på nogen anden måde. Det stak tusinder af jøder i hjertet da de hørte hvad Peter sagde. Da de så spurgte Peter og de øvrige apostle: „Brødre! hvad skal vi gøre?“ viste Peter dem hen til livets hovedformidler idet han sagde: „Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. Thi jer gælder forjættelsen, jer og jeres børn og alle dem, som er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde. . . . Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!“ (Ap. G. 2:37-40) Hvis de, efter at de var blevet døbt i vand, gennem Kristus fik Guds hellige ånd som gave, betød det at de var blevet taget med ind i den nye pagt.
4. Hvad symboliserede dét at disse jøder blev døbt i vand?
4 Men hvad symboliserede det at de blev døbt i vand? Eftersom de skulle døbes „i Jesu Kristi navn“ og eftersom de først måtte omvende sig til Jehova Gud, var dåben et symbol på at de fremstillede sig for Gud for at gøre hans vilje. Det at de gjorde hans vilje indbefattede at de tog imod Jesus Kristus som deres gudgivne „Herre“ og som deres gudgivne „Kristus“ eller Messias.
5, 6. (a) Gennem hvem ville de få deres synder tilgivet, og hvilke synder var det de behøvede tilgivelse for? (b) Hvad ville tilgivelsen af deres synder bevirke, ifølge Hebræerbrevet 9:14?
5 Hvis de ikke tog imod Jesus Kristus som både „Herre og Kristus“, kunne de ikke få tilgivet deres synder. De synder som Gud nu tilgav dem gennem Jesus Kristus, var ikke de synder som de havde begået imod Lovpagten. Denne pagt med det kødelige Israel var nu forbi, ophævet, og den lovede nye pagt var blevet indgået ved den bedre mellemmand, Jesus Kristus. De synder de måtte omvende sig fra var først og fremmest deres synd imod Gud, det at de havde været med til at pælfæste hans søn Jesus Kristus, foruden deres synder i almindelighed. Det at Gud gennem Kristus tilgav dem deres synder ville bevirke at de fik en god samvittighed. Herom læser vi:
6 „Hvor meget mere vil da ikke Kristi blod, fordi han i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer for Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.“ — Hebr. 9:14.
7. Hvilket løfte i forbindelse med synder var der givet i den nye pagt, og gennem hvem blev de jøder der blev døbt, taget med ind i denne pagt?
7 Denne tilgivelse af synder som fører til en god samvittighed over for Gud, havde Han givet løfte om i den nye pagt. Dengang Jehova ved profeten Jeremias forudsagde at der skulle komme en ny pagt, sluttede han denne profeti med ordene: „Thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.“ (Jer. 31:31-34) Århundreder senere skrev apostelen Paulus til de kristnede hebræere, der var kødelige efterkommere af Jehovas ven Abraham, og citerede fra Jeremias’ profeti: „’Thi jeg vil nådig tilgive deres uret og aldrig mere komme deres synder i hu.’ Når han siger en ’ny pagt’, har han dermed erklæret, at den første er forældet; men det, som er ved at blive forældet og gammelt, er nær ved at forsvinde.“ (Hebr. 8:12, 13) Det er derfor logisk at slutte at de tre tusind jøder som angrede og som blev døbt i Jesu Kristi navn og fik den hellige ånds gave, blev taget med ind i den nye pagt gennem den bedre mellemmand, Jesus Kristus. — Ap. G. 2:41.
8, 9. Hvem henviste Peter jøderne til nogle dage senere i templet, hvad sagde han de måtte gøre, og hvad ville det resultere i for dem?
8 Nogle dage efter denne begivenhed på Pinsedagen befandt Peter og Johannes sig i templet i Jerusalem. Da Peter talte til den folkemængde der havde samlet sig om dem, viste han igen jøderne hen til Guds herredømmes hovedformidler. Peter pegede også på nødvendigheden af at de angrede eller ændrede sind og omvendte sig, idet de søgte den vederkvægelse de kunne opnå ved at Gud gennem Kristus tilgav dem deres synder. Peter sagde videre:
9 „Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore fædres Gud, har herliggjort sin tjener Jesus, som I forrådte og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulle løslades. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bad om, at I måtte få en morder benådet. Livets banebryder [Fyrste, 1871-oversættelsen; hovedformidler, NW] dræbte I, men Gud opvakte ham fra de døde; derom er vi vidner. . . . Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus, . . . Det var for jer, Gud først oprejste sin tjener, og han har sendt ham for at velsigne jer, når I hver især vender om fra jeres ondskab.“ — Ap. G. 3:13-26.
10. Hvorfor blev der ingen angrende jøder døbt ved denne lejlighed, og hvilket navn fremholdt Peter og Johannes i retten som det eneste hvorved man kunne blive frelst?
10 Før Peter og Johannes kunne træffe foranstaltning til at nogen af de angrende jøder dér i templet blev døbt, ændrede situationen sig, for vi læser: „Medens de talte til folket, kom præsterne og anføreren for tempelvagten og saddukæerne over dem, da de tog dem det ilde op, at de lærte folket og i Jesus forkyndte opstandelsen fra de døde.“ (Ap. G. 4:1, 2) Peter og Johannes blev så sat i forvaring natten over, og den næste dag blev de stillet for retten og derefter løsladt. Over for retten erklærede de at der ikke under himmelen var givet mennesker noget andet navn hvorved de kunne blive frelst, end det navn som tilhørte Jehovas herredømmes hovedformidler. (Ap. G. 4:3-23) Apostlene nægtede at holde op med at følge ham der bar dette dyrebare navn.
11. (a) Hvordan kom evangelisten Filip til at forkynde i Samaria? (b) I hvis navn blev de troende samaritanere døbt, og hvis disciple blev de altså?
11 Senere udbrød der en voldsom forfølgelse i Jerusalem, og den trofaste kristne jøde Stefanus blev stenet til døde. Kristi disciple spredtes fra Jerusalem, med undtagelse af de tolv apostle. Blandt dem der blev spredt var evangelisten Filip. Han drog mod nord til byen Samaria og „prædikede Kristus for dem“. Filip bragte stor glæde til byen på grund af det han forkyndte og de mirakuløse tegn han gjorde. Samaritanerne holdt sig til Pentateuken eller de fem bøger som Moses havde skrevet, og de praktiserede omskærelse. Følgelig tog mange af dem imod Jesus Kristus som den ’bedre mellemmand’ hvem Moses havde været et forbillede på. I forbindelse med disse samaritanere, der kom til troen, adlød Filip Jesu befaling, for vi læser: „Men nu, da de troede Filip, som forkyndte evangeliet om Guds rige og om Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder.“ (Ap. G. 8:1-13; Matt. 28:19, 20; Ap. G. 1:8) Disse samaritanere blev døbt i Jesu navn, de blev troende, døbte disciple af ham.
12. (a) Hvordan kom Filip til at forkynde for en ætiopisk hofmand der sad i sin vogn, og i hvis navn døbte Filip ham? (b) Hvilken handlemåde viste denne dåb at ætioperen havde valgt?
12 Efter at Filip havde gjort mange disciple blandt disse omskårne samaritanere, blev han af Guds engel ledet til en omskåret proselyt af jødedommen. Denne mand, en ætiopisk hofmand, var på vej hjem efter at have tilbedt i Jerusalem. Da Filip råbte vognen an og henvendte sig til ætioperen, var denne i færd med at læse den del af Esajas’ profeti der nu kaldes det treoghalvtredsindstyvende kapitel. Ætioperen spurgte Filip hvem det var Esajas beskrev dér. I Apostlenes Gerninger 8:35 siges der: „Da tog Filip til orde, og idet han gik ud fra dette skriftsted, forkyndte han evangeliet om Jesus for ham.“ Filip fortalte også ætioperen om vanddåben, og så snart de kom til et sted med tilstrækkeligt vand bad manden om at blive døbt. Filip døbte ham naturligvis, i Jesu navn. (Ap. G. 8:36-39) Ligesom de troende samaritanere, fremstillede denne omskårne ætioper sig for Jehova Gud for at gøre hans vilje som en Jesu Kristi discipel.
„Hedningernes omvendelse“
13. (a) Hvilken forskel var der mellem hedningerne og jøderne med hensyn til ansvaret for Jesu død og med hensyn til Lovens forbandelse? (b) Hvornår og med hvem begyndte Jehova at give hedningerne omvendelse?
13 I modsætning til de omskårne jøder på hvem der hvilede et samfundsansvar fordi de havde dræbt Jesus Kristus uden for Jerusalem, havde hedningerne eller folkene fra nationerne ikke haft nogen andel i at pælfæste Guds uskyldige søn, og de behøvede derfor ikke at angre i den forbindelse. De var ikke under den mosaiske lovpagts forbandelse. (Gal. 3:13) De var imidlertid syndere der nedstammede fra den syndige Adam og Eva, og de havde begået utallige hedenske synder som de måtte angre og som Gud havde dømt dem til døden for. De var, som apostelen Paulus sagde til dem, „uden forbindelse med Kristus, udelukkede fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden“. (Ef. 2:12) De var for det meste uomskårne. Men i år 36 begyndte Jehova Gud i sin barmhjertighed at give også „hedningerne omvendelsen til liv“ gennem Jesus Kristus. (Ap. G. 11:18) Det tog sin begyndelse med Kornelius i Kæsarea, hvor Pontius Pilatus, den romerske landshøvding for provinsen Judæa, havde sin bopæl.
14. Vidste Kornelius og de der var samlet i hans hus allerede noget om Jesus, og hvad sagde Peter til dem angående tilgivelse af synder?
14 Den italienske høvedsmand Kornelius og de der var samlet i hans hus, kendte allerede noget til Jesus Kristus. Derfor sagde apostelen Peter, der blev sendt til dem for at forkynde for dem: „I kender det budskab, som har lydt over hele Jødeland, og som begyndte fra Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede, det om Jesus fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med Helligånd og kraft, ham, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af Djævelen, thi Gud var med ham; og vi er vidner om alt, hvad han har gjort.“ Peter fortsatte, og sagde til sidst: „Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.“ — Ap. G. 10:37-43.
15. Hvad viser hvorvidt de forsamlede hedninger fik deres synder tilgivet, og hvad blev de på Peters befaling?
15 Stiltiende, i deres hjerte, kom Kornelius og de hedninger der var forsamlet sammen med ham, til tro på Jesus Kristus, og de fik deres synder tilgivet ved hans navn og fik følgelig en god samvittighed over for Gud. Hvilket vidnesbyrd har vi herom? Beretningen siger: „Endnu mens Peter talte således, faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet. Og alle de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, . . . hørte dem tale i tunger og prise Gud. Da tog Peter til orde: ’Skulle nogen kunne hindre disse i at blive døbt med vand, da de jo dog har fået Helligånden lige så vel som vi?’ Og han befalede, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn.“ (Ap. G. 10:44-48) De blev troende, døbte Kristi disciple.
16. Hvordan kom Paulus og Silas i fængsel i Filippi i Makedonien, og hvad skete der ved midnatstid?
16 Dette var begyndelsen, og efterhånden som tiden gik, var der andre uomskårne hedninger der omvendte sig og blev døbt i Jesu navn. Tag for eksempel det der skete i Filippi i Makedonien omkring år 50. Efter at apostelen Paulus havde helbredt en pige der var besat af en spådomsånd, blev han og hans ledsager Silas fængslet på grund af falske anklager. Ved midnatstid, mens de bad højt og sang lovsange til Gud, indtraf der et stort jordskælv, og alle fanger løstes mirakuløst fra deres lænker. Paulus råbte til den rædselsslagne fangevogter at han ikke skulle dræbe sig selv, for ingen af fangerne var flygtet. Hvad skete der nu? Lad os læse:
17. Hvad sagde Paulus og Silas at fangevogteren og hans hus skulle gøre for at blive frelst, og hvordan reagerede de herpå?
17 „[Han] kastede sig skælvende ned for Paulus og Silas. Og han førte dem udenfor og sagde: ’I herrer! hvad skal jeg gøre for at blive frelst?’ De svarede: ’Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus.’ Og de talte Herrens ord til ham samt til alle dem, som var i hans hus. Og i den selv samme nattetime tog han dem med sig og vaskede deres sår; og han selv og alle hans blev straks døbt. Derefter førte han dem op i sit hus og lod dække bord for dem, og han frydede sig med hele sit hus over, at han var kommen til tro på Gud.“ — Ap. G. 16:29-34.
18. (a) Hvad blev fangevogteren og hans hus medlemmer af? (b) Betød udtrykket: „Tro på Herren Jesus,“ at man først og fremmest skulle se hen til Jesus for at blive frelst, og hvordan fremgår svaret af det der senere skete ved denne lejlighed?
18 Denne uomskårne fangevogter og hans husstand blev døbte medlemmer af den kristne menighed i Filippi, og de modtog uden tvivl den hellige ånd ved at apostelen Paulus lagde hænderne på dem. (Fil. 1:1) „Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst,“ blev der sagt til dem. Der ligger meget i dette enkle udtryk: „Tro på Herren Jesus.“ Dette, og det at den uomskårne hedning Kornelius og de der troede i hans hjem, blev døbt „i Jesu Kristi navn“, får os til at spørge: Hvem var det først og fremmest man skulle se hen til for at opnå denne frelse — Jesus Kristus eller Jehova Gud? Svaret fremgår af at Paulus og Silas, efter at de havde fortalt fangevogteren hvad han skulle gøre for at „blive frelst“, „talte Herrens [Jehovas, NW] ord“ til ham og hele hans husstand, og at fangevogteren frydede sig over at han var „kommen til tro på Gud“.
19. Hvordan var disse uomskårne hedningers religiøse eller åndelige tilstand ifølge Paulus, og hvem måtte de indvi sig til for at blive frelst?
19 Vi må huske at disse uomskårne hedninger ikke alene var „uden forbindelse med Kristus“, men at de også var „udelukkede fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter“ og „uden Gud i verden“. (Ef. 2:12) De tilhørte den kategori af hedninger om hvem Paulus skrev: „I ved, at dengang I var hedninger, droges I til de stumme afguder uden at gøre modstand.“ Og: „I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud.“ (1 Kor. 12:2; 1 Tess. 1:9) De var indviet til disse afgudsbilleder eller til de falske guder som disse billeder repræsenterede. De bar måske mærker på deres krop for tydeligt at vise hvilken gud de især var viet til. (Jævnfør Ezekiel 9:4-6; Hoseas 9:10.) Det disse uvidende, uomskårne hedninger først og fremmest havde brug for, var derfor at høre om den eneste „levende og sande Gud“, som er Jehova. Derefter måtte de, for at blive frelst, indvi sig til ham, til at gøre hans vilje. Denne Gud ville oplyse dem om gennem hvem de skulle indvi sig til ham. Hvis de adlød ham, kunne de blive døbt.
20, 21. Hvilke ord som Moses sagde til israelitterne om Guds bud, citerer Paulus i Romerbrevet, kapitel ti?
20 Dette forklarer apostelen Paulus tydeligt i Romerbrevet, kapitel ti. Her, i versene fem til ti, viser han hvordan det Jehova Gud inspirerede Moses til at sige i Femte Mosebog 30:11-14, skal forstås. Moses’ ord lyder således:
21 „Thi budet, som jeg i dag pålægger dig, er dig ikke ufatteligt og er heller ikke langt borte. Det er ikke i Himmelen, så du måtte sige: ’Hvem skal stige op til Himmelen for os og hente det ned til os og kundgøre os det, så vi kan handle derefter?’ Ikke heller er det hinsides havet, så du måtte sige: ’Hvem skal drage over havet for os og hente det til os og kundgøre os det, så vi kan handle derefter?’ Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan handle derefter.“
22. (a) Hvordan var Guds bud kommet israelitterne meget nær dér på Moabs sletter, så det endog var i deres mund og i deres hjerte? (b) Hvad var det eneste der nu stod tilbage for disse israelitter at gøre? (c) Hvad indgik de med Gud på det tidspunkt, som et udtryk for at de ønskede at gøre hans vilje?
22 Læg mærke til at den inspirerede Moses kalder det ’et bud’, noget som de skulle handle efter over for Gud. Dette ’bud’ var lige siden pagtsslutningen ved Sinaj bjerg blevet åbenbaret for dem på en forståelig måde. I løbet af de fyrre år i ørkenen havde de gentagne gange fået den skrevne lovsamling repeteret, og derfor kendte de „budet“ og kunne sige det med deres mund som om det lå dem lige på læben. Det var også blevet indprentet i deres hjerte, så de kunne forstå og værdsætte det. Alt hvad der nu stod tilbage for dem var at beslutte sig til at handle efter det, at gøre Guds vilje. Det var øjensynlig dét Jehova hjalp disse israelitter til at gøre da han gennem Moses indgik endnu en pagt med dem. Herom siges der i Femte Mosebog 29:1: „Det er den pagts ord, som [Jehova] bød Moses at slutte med israelitterne i Moabs land foruden den pagt, han havde sluttet med dem ved Horeb.“
23. (a) Hvem forklarer os den modbilledlige betydning af dette, og hvor? (b) Hvor nær havde jøderne Guds foranstaltning til retfærdighed, men hvorfor undlod de at drage nytte af den?
23 Alt dette havde en forbilledlig betydning, idet det skildrede noget i forbindelse med den større Moses, ’den bedre mellemmand’, Jesus Kristus. Den kristne apostel Paulus forklarer os den modbilledlige betydning i sit brev til romerne, kapitel ti, for at vise hvordan vi kan opnå retfærdighed hos Gud og få en god samvittighed over for ham. Dette kræver tro på Gud, eftersom retfærdighed ikke kan opnås ved ens egne bestræbelser for at holde Moseloven. Da jøderne stolede på at deres egne gerninger kunne gøre dem retfærdige i Guds øjne, følte de ikke noget behov for at tro på den foranstaltning Gud havde truffet for dem og som var dem ganske nær, i deres midte, hvor de kunne tage imod den. For at blive frelst må de kristne handle helt anderledes end disse ikke-troende jøder.
Bekendelse med munden
24. (a) Hvad sagde Moses angående Loven og det at vinde livet, men hvad siger retfærdigheden af tro om Guds bud? (b) Hvilken rolle spiller hjertet og munden med hensyn til at opnå retfærdighed og frelse?
24 I overensstemmelse med dette krav som er i harmoni med Guds bud, siger apostelen Paulus: „Moses skriver jo om den retfærdighed, som loven kræver, at det menneske, der øver den, skal leve ved den. Men retfærdigheden af tro taler således: ’Sig ikke i dit hjerte: „Hvem vil stige op til Himmelen (nemlig for at hente Kristus ned)?“ eller: „Hvem vil stige ned i afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde)?“’ Hvad siger den da? ’Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte (nemlig det troens ord, som vi prædiker).’ Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ — Rom. 10:5-10.
25. (a) Hvor nær bragte Paulus dette „ord“ til hedningerne, og hvordan gjorde Herren Jesus især disse oplysninger tilgængelige for os? (b) Nu da „ordet“ var så nær, hvilket spørgsmål opstod der da angående dem der ønskede at opnå frelse?
25 Det var især ved hjælp af ’hedningeapostelen’ Paulus og hans medarbejdere i missionærgerningen at „ordet“ om Gud og hans Messias blev bragt nær til folk fra hedningenationerne, så de kunne gentage det med deres mund og med værdsættelse bevare det i deres hjerte. Jesus Kristus havde også gjort disse oplysninger tilgængelige for dem ved at komme ned fra himmelen og aflægge vidnesbyrd om Gud og hans hensigter; og han var blevet oprejst fra de døde af den almægtige Gud for at han kunne være et levende vidnesbyrd om at Guds hensigt ville blive fuldbyrdet og virkeliggjort. Dermed var det også umiskendeligt blevet bevist at han var „Herren“, Guds herredømmes hovedformidler. Det livreddende „ord“ var altså dér hvor disse hedninger kunne nå det, så nær som var det i deres mund og hjerte. Men spørgsmålet var: Hvad ville de gøre med det? Hvis de ønskede at opnå evig frelse var der kun én ting at gøre. Og Gud havde selv befalet dem hvad de skulle gøre med det for at blive frelst. Husk at Moses blev inspireret til at kalde dette „ord“ for „budet, som jeg i dag pålægger dig“. (5 Mos. 30:11-14) For at blive frelst må vi adlyde budet.
26, 27. (a) Hvilket „ord“ er det Gud pålægger os at tage imod i tro? (b) Hvad svarede Jesus jøderne at „Guds gerning“ var, og hvordan forklarede Paulus grækerne på Areopagus i Athen at dette var den „gerning“ Gud krævede?
26 Ja, Jehova Gud, som opstiller betingelserne for at vi kan blive frelst, har pålagt os det bud at vi i tro skal tage imod ordet, nemlig det ord at Jesus Kristus er Herre og at Gud opvakte ham fra de døde. Det er nøjagtig hvad Jesus sagde til de jøder der spurgte ham: „Hvad skal vi gøre for at udføre Guds gerninger?“ Jesus sagde: „Dette er Guds gerning, at I tror på den, han har sendt.“ (Joh. 6:28, 29) Dette gælder også ikke-jøder eller uomskårne hedninger. For de hedninger der er blevet oplyst, er der derfor ingen anden vej end at indvi sig til Gud for at gøre Guds vilje, for at udføre Guds gerninger. De må vende sig bort fra de falske afguder som de hidtil har været indviet til. Dette er i overensstemmelse med det apostelen Paulus sagde til de hedenske grækere der var forsamlet på Areopagus i Athen:
27 „Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesker det budskab [nu meddeler (NW), opfordrer (AT), pålægger (Ro), befaler (RS) han mennesker], at de alle og alle vegne skal omvende sig [ændre sind, NW]. Thi han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.“ — Ap. G. 17:30, 31.
Offentlig forkyndelse til frelse
28. (a) Hvad får vi befaling til at gøre med hjertet? (b) Hvad er det for et „ord“ vi må tage imod i tro? (c) Hvordan opelsker vi en sådan tro i vort hjerte, og hvad får det os til at gøre?
28 I harmoni med vor indvielse til Jehova Gud for at gøre hans vilje ved at holde hans bud, må vi lydigt gøre som befalet, nemlig ’tro i vort hjerte’. Vi ved at hengivenhed eller kærlighed udspringer fra hjertet, og at det har magt til at tilskynde til handling. Det er med hjertet vi føler værdsættelse. Det er altså med hjertet vi tror. På hvad? På det „ord“ som Jehova Gud har bragt nær til os ved Jesus Kristus. Apostelen Paulus siger at det er „det troens ord, som vi prædiker“. For at kunne tage imod det ord som apostelen Paulus forkyndte må vi lægge tro for dagen, og det må vi gøre med hjertet. Vi må fæstne vort hjerte på dette „ord“ der er blevet forkyndt. I vort hjerte må vi opelske kærlighed til dette „ord“. Med vort hjerte må vi opbygge en oprigtig værdsættelse af dette „ord“. En sådan hjertetilstand vil bevæge eller tilskynde os til at have tro på dette ord og til at tage imod det og handle efter det.
29. Hvad er det vi skal tro i vort hjerte, og hvem er det først og fremmest vi ser hen til efter frelse?
29 Hvad er det vi skal ’tro i vort hjerte’? Dette: „At Gud opvakte ham fra de døde.“ Her ser vi altså at det ikke er nok blot at „tro på Herren Jesus“ for at blive frelst. (Ap. G. 16:31) Først af alt må vi tro på Gud. Som Paulus minder os om, er det stadig sandt at „enhver, der påkalder Herrens [Jehovas, NW] navn, skal frelses“. (Rom. 10:13) Det er Jehova vi skal elske med hele vort hjerte, hele vor sjæl, hele vort sind og hele vor styrke. Han er den Almægtige som oprejste Jesus Kristus fra de døde til udødeligt liv. Det er derfor først og fremmest Jehova vi tjener. Det er ham vi må indvi os til for at gøre hans vilje og holde hans bud. — Rom. 10:8, 9.
30. (a) Hvad må vi med hjertet tro at Gud gjorde i forbindelse med Jesus Kristus? (b) På hvilken måde gjorde Gud således ordet tilgængeligt for os?
30 Vort indviede hjerte som er fuldt af kærlighed og værdsættelse må derfor tilskynde os til at tro at Jehova Gud udførte det enestående mirakel at oprejse den pælfæstede Jesus Kristus fra de døde. På denne måde gjorde Gud det muligt for Jesus Kristus at stige op til himmelen og dér træde frem for Gud og overrække ham værdien af sit genløsningsoffer til gavn for alle mennesker, idet han således købte dem alle. Ved at lide offerdøden steg Jesus Kristus ned i „afgrunden“, men Jehovas ånd eller aktive kraft steg ned i denne ’afgrund’ for at „hente Kristus op fra de døde“. Ved hjælp af en levende Kristus kunne den almægtige Gud Jehova således gøre „ordet“ tilgængeligt for os, han kunne give „ordet“ indhold eller kraft, han kunne få „ordet“ til at indeholde et livgivende budskab til os. Alt taget i betragtning er det således først og fremmest Jehova vi bør adlyde ved at indvi os til ham. Men vi må gøre det gennem hans hovedformidler, Jesus Kristus. — Rom. 10:6, 7; Hebr. 2:9, 10; 5:8, 9.
31. Hvis navn må vi altså påkalde for at blive frelst, men hvorfor må vor mund også bekende Jesus Kristus?
31 Heraf følger uundgåeligt at vi må ’påkalde Jehovas navn’ for at blive frelst. (Rom. 10:13; Ap. G. 2:21; Joel 3:5) Dette kræver at munden, tilskyndet af hjertet, må gøre noget. Med munden er vi forpligtet til at påkalde Jehovas navn. Men eftersom Gud opvakte Kristus fra de døde, kan vi ikke påkalde Guds navn uden om Jesus Kristus. Vi må også bekende Jesus Kristus med munden. Det er grunden til at apostelen Paulus, da han drøftede det troens „ord“ som han forkyndte, videre sagde: „For hvis du offentligt forkynder det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst. For [1] med hjertet tror man til retfærdighed, men [2] med munden forkynder man offentligt til frelse.“ — Rom. 10:9, 10, NW.
32. (a) Hvordan betegnes denne offentlige forkyndelse med munden i andre bibeloversættelser? (b) Hvornår foregår denne mundtlige bekendelse til frelse?
32 Hvornår er det da at man ’med munden forkynder offentligt til frelse’? Det er og må være før den indviede troende bliver døbt „i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn“. (Matt. 28:19, 20; Ap. G. 16:31-33; 17:33, 34; 19:1-7) Denne offentlige forkyndelse er en bekendelse, sådan som det fremgår af den danske autoriserede oversættelse, Kingdom Interlinear Translation og andre bibeloversættelser. (RS; Mo; Je; AS) Byingtons oversættelse og An American Translation gengiver det med „anerkender“. Denne bekendelse eller anerkendelse giver man — som en indviet troende — mundtligt udtryk for over for den kristne tjener der forestår dåbshandlingen. Derefter fortsætter vi naturligvis med at bekende vort håb ved menighedens møder. (Hebr. 10:23) Vi gør det også når vi stilles for myndigheder eller dommere som kræver os til regnskab for vort kristne håb. (1 Pet. 3:15) Det samme gælder i vor offentlige forkyndelse fra hus til hus og når vi kommer igen hos folk som har vist interesse. Men denne bekendelse må nødvendigvis begynde før dåben. Man bliver ikke frelst ved blot at forkynde som uindviet og udøbt.
33. Hvad vil det sige at bekende, og hvad er det vi må bekende over for andre for at blive frelst?
33 At bekende vil sige at forkynde, fremlægge, indrømme eller anerkende noget for en anden eller for andre. Hvad er det da vi med vor munds ord skal forkynde eller anerkende over for andre? Det er naturligvis „ordet“. Paulus siger: „Hvis du offentligt forkynder det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, . . . vil du blive frelst.“ (Rom. 10:9, NW) Vi kan altså ikke udelukke Jesus Kristus af Guds hensigt og ordning, for Jesus er vor „frelses hovedformidler“. (Hebr. 2:10, NW) Vi må mundtligt forkynde, bekende, indrømme, anerkende at Jesus er, ikke blot kong Davids „Herre“, men også vor personlige „Herre“. (Sl. 110:1; Ap. G. 2:34-46) Vi må forkynde dette for andre i overensstemmelse med det „ord“ der er inspireret af Guds ånd.
34. Hvad leder os til at bekende Jesus som Herre, ifølge Første Korinterbrev 12:2, 3, og hvor længe holder vi fast ved denne bekendelse til frelse?
34 Det er grunden til at apostelen Paulus siger: „Derfor vil jeg lade jer [som tidligere tilbad afguder] vide, at ingen, der taler ved Guds Ånd, siger: ’Forbandet være Jesus!’ og ingen kan sige: ’Jesus er Herre!’ uden ved Helligånden.“ (1 Kor. 12:2, 3) Guds ånd i os leder os til at bekende, anerkende eller forkynde det der er ret, nemlig at Jesus af Gud er udvalgt til at være „Herre“. Gud oprejste Jesus fra de døde for at han kunne være en levende Herre. Gud gav den opstandne Jesus sæde ved sin højre hånd og gjorde ham til „Herre“ over alle andre skabninger. Hvis vi ønsker at opnå evig frelse må vi holde fast ved offentligt at forkynde, bekende eller anerkende det samme som vi gjorde før vi blev døbt, nemlig at Jesus Kristus er den Herre som Jehova Gud har sat over os og som vi kærligt har taget imod.
Man fornægter sig selv
35. Hvad sagde Jesus til sine apostle at de der ville følge ham, måtte gøre?
35 Når vi med munden bekender at Jesus er vor Herre, følger der en vis forpligtelse med. Jesus omtalte denne forpligtelse efter at han havde irettesat Peter fordi denne søgte at overtale ham til ikke at fortsætte ad den vej der førte til døden på marterpælen i Jerusalem. Vi læser: „Da sagde Jesus til sine disciple: ’Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!’“ (Matt. 16:24) At fornægte vil blandt andet sige at nægte at anerkende, at nægte at kendes ved, at sige nej til.
36. (a) Hvornår fornægtede Peter Jesus tre gange, og hvem anerkendte han dermed? (b) Hvem hævdede Peter at han tilhørte da han fornægtede Jesus?
36 Den nat Jesus blev forrådt af Judas Iskariot fornægtede apostelen Peter Jesus tre gange. Efter at de der havde mistanke til Peter, tre gange havde anklaget ham for at have været sammen med Jesus, begyndte Peter, sådan som det berettes i Mattæus 26:74, „at bande og sværge: ’Jeg kender ikke det menneske.’“ Ved således at fornægte Jesus stillede Peter sig uden for den kreds der havde været sammen med eller fulgt Jesus. Peter stillede sig ikke bare uden for i det hele taget. Nej, han stillede sig på samme side som de der ikke fulgte Jesus, de der mente at Jesus burde dømmes til døden. Eller, sagt med andre ord, Peter nægtede at kendes ved Jesus som sin fører og lærer, og han hævdede dermed at han tilhørte en anden fører og lærer. Ved at fornægte Jesus indtog Peter ikke en neutral stilling, en stilling hvor han hverken tog parti for den ene eller den anden side, en isoleret stilling uden forbindelse med nogen andre. Nej, ved at fornægte Jesus hævdede Peter at han tilhørte og var ejet af en anden.
37. Hvad vil det altså sige at fornægte sig selv for at følge Jesus, og i overensstemmelse med hvis vilje sker dette?
37 Det samme gælder angående det Jesus sagde til sine disciple og som vi læste i Mattæus 16:24. Ved at fornægte sig selv og tage sin marterpæl op og stadig følge Jesus, siger man ikke blot nej til sig selv med hensyn til et personligt ønske nu og da. Man siger i virkeligheden nej til sig selv med hensyn til at leve resten af sit liv som en selvisk person der ikke følger Jesus Kristus. Ved at fornægte sig selv vender man sin egen selviske, materialistiske livsførelse ryggen og bliver en Jesu discipel, idet man bærer en dødens marterpæl ligesom Jesus. Man fornægter sig selv med hensyn til selv at bestemme og afgøre tingene, og man anerkender Jesus Kristus som sin fører og lærer. Dette skridt tager man naturligvis i overensstemmelse med Guds vilje.
38. Hvad betyder det at sige nej til sig selv for at følge Jesus, og hvis trælle bliver vi da i lighed med ham?
38 New World Translation gengiver Mattæus 16:24 således: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ Hvad betyder det da i dette tilfælde at sige nej til sig selv? Det betyder naturligvis at man ikke længere giver efter for sig selv, giver sig selv ret, eller anerkender sig selv som herre. Vi afstår fra at eje os selv og overgiver os til en anden for at tilhøre vedkommende. Vi bliver ikke herreløse. Hvem kommer da til at eje os når vi fornægter os selv for at tage vor marterpæl op og til stadighed følge Jesus Kristus? Der kan ikke herske tvivl om at Jesus fornægtede sig selv; det betød at han anerkendte at Jehova ejede ham, og at han var Jehovas træl. Når vi fornægter os selv for at følge Jesus, må vi følgelig også afstå fra at eje os selv, og vi må overgive os selv til Jehova, hvis trælle vi bliver ligesom Kristus. Vi ejer ikke længere os selv.
39. (a) Hvad kræves der af dem der træffer dette valg? (b) Hvordan symboliseres dette, men hvad må vi først bekende?
39 Hvad kræver det så af os der træffer dette valg? Det kræver at vi indvier os uforbeholdent til Jehova Gud for at gøre hans vilje ligesom hans søn Jesus Kristus. Det er hans vilje at vi skal være Jesu Kristi trofaste disciple. Det er hans vilje at vi skal forkynde, bekende eller anerkende Jesus Kristus som vor „Herre“ hvem Gud har indsat. Jesus får således myndighed til at befale over os og tildele os pligter. Denne indvielse til Jehova Gud foretager vi naturligvis efter at vi har ændret sind og omvendt os til ham. Vor ændrede livsførelse resulterer i at vi indvier os til Jehova Gud gennem hans hovedformidler Jesus Kristus. Denne indvielse symboliserer vi nu ved vanddåben. Dette er Guds vilje, som vi har indviet os til ham for at gøre. Før vanddåben må vi med vor mund offentligt forkynde eller bekende til frelse, idet vi åbenlyst giver udtryk for hvad vi tror i vort hjerte. Kun ved at gøre det kan vi træde ind på vejen til den evige frelse fra Gud gennem Kristus.
[Illustration på side 90]
Den ’bekendelse til frelse’ som de indviede troende giver udtryk for, begynder før dåben, når de mundtligt besvarer de spørgsmål der stilles af den kristne tjener der forestår dåbshandlingen