Hvad Bibelen siger
Gift dig „kun i Herren“ — hvor vigtigt?
OVERTRÆDER man et af Jehovas bud hvis man gifter sig med en der ikke hører til den sande kristne menighed? Den 1. oktober 1978 modtog vi et brev hvori en ugift kvinde stillede dette spørgsmål, et spørgsmål som mange har funderet over.
Det der bragte hende i vildrede var blandt andet at hun kendte nogle kristne der havde valgt at gifte sig med ikke-troende, for hun vidste jo hvad apostelen Paulus skrev i Første Korinterbrev 7:39. Her taler Paulus om en kristen kvinde (princippet gælder naturligvis også en mand) hvis ægtefælle er død. Døden ophæver ægteskabet. (Rom. 7:2) Derfor siger Paulus at den efterladte har lov til at gifte sig igen. Verset slutter: „Hun [er] fri til at blive gift med hvem hun vil, dog kun i Herren.“ (1 Kor. 7:39) Følgelig er hun ikke fri til at gifte sig med en der ikke er „i Herren“.
Skal udtrykket „kun i Herren“ blot betragtes som et personligt råd fra et menneske, et råd givet af en moden kristen, nemlig Paulus? Eller er det en retningslinje Gud giver sine tjenere? Nogle har spurgt: ’Kan man blive udstødt af menigheden hvis man bevidst går imod dette råd?’ ’Kan det sidestilles med at ægteskabsbrydere, afgudsdyrkere og homoseksuelle skal udstødes hvis de ikke omvender sig, sådan som det siges i Bibelen?’ — 1 Kor. 5:11-13; 6:9, 10.
Det rette syn på spørgsmålet
Andre skriftsteder kan hjælpe os til at få det rette syn på udtalelsen i Første Korinterbrev 7:39. Tænk for eksempel på hvad Abraham gjorde da han skulle vælge en hustru til Isak. Abraham boede med sin familie i Kana’ans land, blandt mennesker der tilbad falske guder. Hvor kunne han finde en hustru til sin søn? Det nemmeste ville have været at vælge en passende kana’anæisk kvinde med gode egenskaber og som tolerant ville sige ja til at børnene blev opdraget i tilbedelsen af Jehova. Men det ville Abraham ikke gøre, for det ville have været troløst mod Jehova. Trods al den ekstra ulejlighed det medførte, foretrak Abraham at finde en hustru til Isak blandt sine slægtninge i et fjernt land. Hvorfor? Fordi disse slægtninge anerkendte den sande Gud. — 1 Mos. 24:1-67; jævnfør 26:34, 35; 28:6-9.
Da Gud senere gav Israel sin lov, lød denne advarsel: „Du må ikke besvogre dig med [folkene i Kana’an], du må hverken give en af deres sønner din datter eller tage en af deres døtre til din søn.“ Og hvorfor ikke? „Thi så vil de få din søn til at falde fra [Jehova], så han dyrker andre guder.“ — 5 Mos. 7:2-4; 2 Mos. 34:14-16.
Men hvad skete der hvis en israelit giftede sig med en afgudsdyrker? Moseloven havde ikke noget påbud om at israelitten skulle lide døden. Det var ikke som med ægteskabsbrydere: „Når en mand gribes i samleje med en gift kvinde, skal de begge dø, . . . Således skal du udrydde det onde af Israel.“ (5 Mos. 22:22) Afgudsdyrkere og homoseksuelle skulle også lide døden. (2 Mos. 22:20; 3 Mos. 20:13) Kan man nu drage den slutning at det ikke betød så meget om man giftede sig med en ikke-troende, eftersom der ikke var dødsstraf for det? Nej! Guds advarsel var ikke til at tage fejl af, og den var velbegrundet: den troende skulle beskyttes imod at blive ledet bort fra Jehova.
Bibelens beretning om hvordan det gik kong Salomon, understreger at Guds advarsel ikke var urimeligt streng. Til trods for al den visdom Salomon havde fået fra Gud, var han så tåbelig at tage sig fremmede hustruer. I årenes løb drog disse kvinder kong Salomons hjerte bort fra Jehova, og i stedet dyrkede han falske guder. Salomon har sikkert tænkt: ’Jeg ved hvad jeg gør, og jeg forlader i hvert fald ikke Jehova.’ Men kendsgerningerne viser at det var det han gjorde. — 1 Kong. 11:1-6.
Efter hjemkomsten fra fangenskabet i Babylon tog mange jøder sig fremmede hustruer. Det nedkaldte både Ezras og Nehemias’ skarpe fordømmelse over dem. Ezra sagde at de havde forbrudt sig og „øget Israels syndeskyld“; han lod dem sende deres hedenske hustruer bort. Nehemias henviste til kong Salomons dårlige eksempel og sagde så til sine landsmænd: „Skal vi da virkelig høre om eder, at I begår al denne svare misgerning og forbryder eder mod vor Gud ved at ægte fremmede kvinder?“ — Ezra 10:10-14; Neh. 13:23-27.
Disse beretninger i De hebraiske Skrifter skulle hjælpe os til at forstå hvordan den kristne menighed og vi personligt bør se på spørgsmålet.
De kristne græske Skrifter nævner en række grove synder som kan medføre at overtræderen afskæres fra menigheden hvis han ikke omvender sig. Han bliver naturligvis ikke, som i det gamle Israel, stenet til døde, men udstødt. Det drejer sig blandt andet om synder som utugt, afgudsdyrkelse, ægteskabsbrud, tyveri, drukkenskab og udsugning eller udbytning. Som vist i det foregående blev en israelit ikke henrettet for at gifte sig med en ikke-troende, og der er lige så lidt grundlag for at udstøde en kristen der gør det samme. Men som vi tydeligt har set, var det afgjort en uret handling i Israel. Den der gjorde sig skyldig i den, forbrød sig mod Israels Gud, var troløs imod ham. Derfor kan Paulus’ ord om kun at gifte sig i Herren ikke afvises som blot og bart et menneskes mening. De er faktisk en videreførelse af Guds ords generelle vejledning om spørgsmålet, og de hører med til de inspirerede skrifter der er gavnlige „til reformering, til optugtelse i retfærdighed“. — 2 Tim. 3:16.
På grund af ufuldkommenhed kommer vi alle sammen daglig til kort i at følge Guds vise og kærlige råd. Måske har nogle kristne, uden selv at have lagt op til det, knyttet forbindelse med en ikke-troende på arbejdspladsen eller i skolen, og forholdet kan så have udviklet sig til en forelskelse. Faren for at dette sker, er særlig stor når der ikke synes at være en passende livsledsager at finde i den kristne menighed. Men når sådanne følelser for en ikke-troende bliver stærke, kan man af sit svigefulde hjerte blive bedraget til at tro at man umuligt kan bryde forbindelsen. (Jer. 17:9; Ordsp. 28:26, NW) Én kunne måske tænke: ’Nogle af dem der blev kristne i det første århundrede havde ikke-troende ægtefæller. Disse kristne bevarede åbenbart deres trofasthed og håbet om at ægtefællen ville få troen, så hvis vi gifter os får min ægtefælle måske også troen.’ — 1 Kor. 7:12-16.
Men selv om nogle ikke-troende ægtefæller har antaget kristendommen, skulle vi så mene at Guds råd er forkert? Er vi klogere end Jehova? Utallige eksempler fra kong Salomons tid og til i dag bekræfter visdommen i Guds advarsel — den ikke-troende kan drage sin ægtefælle bort fra Jehova. Og selv om den troende ikke forledes til at dyrke en falsk gud men blot drages bort fra Jehova i den forstand at han hindres i helhjertet at dyrke sin Gud på grund af stadige konflikter og nedtrykthed, må vi så alligevel ikke sige at det havde været bedre om han havde undgået at bringe sig i den situation?
Alle modne kristne håber at de der har giftet sig med ikke-troende, kan hjælpes til ikke at vende sig fra Jehova. (Gal. 6:1, 2) Men til alle der overvejer at gifte sig vil vi gerne sige: det er langt bedre at erkende at Guds råd om ’kun at gifte sig i Herren’ er meget vigtigt. Følger man det, bidrager man i højere grad til sin lykke og til opnåelsen af Guds velsignelse. En indviet kristen som oprigtigt tager dette råd til sig, vil kun se en mulig ægtefælle i en der allerede har bevist at han eller hun er en hengiven tjener for Jehova.