Behovet for verdensomspændende enhed
„Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være . . . fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.“ — 1 Kor. 1:10.
1. Hvad hersker der almindelig enighed om i dag, og hvad råber man derfor alle vegne på?
ER DER nogen der vil benægte at vi i dag lever i en splittet verden? Politisk, religiøst, økonomisk, nationalt og internationalt er menneskene i dette tyvende århundrede i splid med hinanden. Den såkaldte „generationskløft“ er et vidnesbyrd om det skel der findes mellem unge og gamle, mellem børn og forældre. Fra alle sider lyder det: „Lad os tale fornuftigt sammen.“ Lige fra konflikterne i Vietnam, Mellemøsten, Afrika og Østeuropa til sammenstødene på universiteter, kollegier, højskoler og folkeskoler, lyder råbet om at vise fornuft, om at gøre en ende på de stridigheder der findes. Alligevel ser det ud til at menneskene ubønhørligt er på vej til at opfylde apostelen Paulus’ ord i hans brev til Timoteus om at menneskene i de sidste dage, hvor der ville komme strenge tider, ville være „uforsonlige“. — 2 Tim. 3:3.
2. Hvordan er situationen trods denne opfordring til at lade fornuften råde, og hvad får det nogle til at mene?
2 Trods alle de forhandlinger der har været ført for at skabe enhed vedvarer splittelserne, og afgrunden mellem folkene vokser. Vanskelighederne i forbindelse med at skabe fred mellem forskellige racer og befolkningsgrupper fører ofte til voldshandlinger og blodsudgydelse. Dette har fået nogle til at mene at disse problemer aldrig vil blive løst og at et menneske enten på grund af sin kødelige afstamning eller sin hudfarve må affinde sig med at leve adskilt fra andre mennesker.
3, 4. (a) Hvilket spørgsmål må man uvilkårligt stille når man ser på splittelsen på det religiøse område? (b) Hvordan ses denne splittelse inden for den katolske kirke og inden for de protestantiske trosretninger?
3 På det religiøse område er splittelserne i sandhed også mærkbare. Når man læser hvad folk fra forskellige kirkesamfund, ja endog fra samme kirkesamfund, mener om et bestemt emne, kommer man som oftest helt i vildrede. Hvor finder man ’det samme sind og den samme overbevisning’ med hensyn til religiøse lærespørgsmål? Det er blevet sådan at selv folk der tilhører samme trosretning ikke længere er enige om hvad de tror, og de finder det umuligt at forklare deres tro for andre. Hvis man undersøger de religiøse opfattelser på det internationale plan, er splittelsen endnu større. Den katolske opfattelse varierer stærkt fra land til land. I Holland udgav den katolske kirke for eksempel en ny katekismus. Ifølge Rom fandtes der otteoghalvtreds kætterske læresætninger i den. Den nye katekismus siger at der ikke findes nogen klar lære om „helvede“, og at „enhver må drage sine egne slutninger herom“. Den betvivler også visse sider af den hellige nadver, og dette berører naturligvis en meget grundlæggende katolsk læresætning, nemlig den påståede forvandling af brødet og vinen ved messen. Der er også opstået splittelse på grund af det edikt om fødselskontrol som pave Paul VI har udsendt, og med hensyn til om kirkens præster skal leve i cølibat. Splittelsen nåede et punkt hvor paven ikke længere kunne forblive tavs angående visse stridsspørgsmål. I New York Times for fredag den 4. april 1969 kunne man på forsiden læse følgende overskrift: „Paven siger at splittelsen inden for kirken er ’praktisk talt skismatisk’.“ Artiklen viste at mange hundrede præster og to latinamerikanske biskopper havde trukket deres præsteløfte tilbage på grund af uoverensstemmelser med Roms lære.
4 Protestantismen med dens splittelser og opdelinger i flere hundrede trosretninger frembyder ikke noget bedre billede af religiøs enhed. Ved stiltiende at tolerere og bifalde umoralitet, som for eksempel utugt og homoseksualitet, og ved direkte at forkaste Bibelens lære ved at stemple skabelsesberetningen og andre bibelske lærepunkter som myter, viser de protestantiske kirkesamfund at de heller ikke er „fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning“.
5. Hvilke spørgsmål opstår på baggrund af sådanne splittelser?
5 Alt dette får os til at spørge: Er det muligt for menneskene at blive „fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning“? Og, i bekræftende fald, hvordan kan en sådan enhed da skabes? Lad os undersøge nogle af de forsøg man har gjort på at løse problemet, for at se om det er muligt at opnå verdensomspændende enhed.
Forsøg på at løse problemet
6, 7. Hvordan kan ulykker somme tider føre folk sammen? Giv eksempler.
6 Hvad kan føre folk sammen så de handler enigt og i harmoni med hinanden? Somme tider kan en ulykke føre folk sammen. Har du lagt mærke til hvordan folk under en naturkatastrofe, som for eksempel et jordskælv, en oversvømmelse eller en orkan, pludselig føler trang til at hjælpe hinanden? I forbindelse med jordskælvet i Alaska i marts 1964 fortæller en beretning at folk „dannede kæde for at beskytte sig i tilfælde af at gaden pludselig slog revner“. En anden fortæller om en ældre dame der kom løbende ud af en forretning med udstrakte hænder og et ansigt der var hvidt af rædsel. Hun slog armene om en kvinde, og de holdt fast ved hinanden. Bagefter sagde kvinden: „Efter at jorden var holdt op med at ryste gik den lille gamle dame sin vej og forsvandt omkring hjørnet. Jeg havde aldrig set hende før og har ikke den fjerneste idé om hvem hun er. Men et kort øjeblik havde vi en fælles interesse — ønsket om at overleve.“ I januar 1969 blev De forenede Staters vestkyst udsat for voldsomme regnskyl. Det blev så slemt at husene skylledes bort under de heftige skybrud. En skreven beretning fortæller hvordan folk flygtede på hesteryg, i bil og med helikopter. I nødens stund sluttede folk sig sammen for at hjælpe hinanden, de arbejdede enigt sammen om en fælles sag. En lokal radiostation udsendte stadig meldinger om evakueringen og om hvornår folk skulle forlade deres hjem. Når politiet havde undersøgt om folk havde forladt et bestemt område, ankom der soldater for at hindre plyndring. Efter oversvømmelserne rensede bulldozere gader og plæner. Tusinder af frivillige tog fat på at hjælpe. Ja, folk samarbejdede enigt under den faretruende situation.
7 Når det på en bestemt egn bliver kendt at der er en indbrudstyv på færde, slutter folk sig også undertiden sammen til fælles bedste og holder omhyggeligt vagt over hinandens huse og ejendele. Så snart tyven er pågrebet eller har forladt området, koncentrerer folk sig igen om deres eget.
8, 9. Vis hvordan nationerne nogle gange har søgt at skabe enhed.
8 I større målestok slutter nationerne sig ofte sammen for at gøre en forenet indsats mod en fælles fjende. I 1899 og i 1907 blev der således holdt to fredskonferencer i Haag i Holland; den første blev overværet af seksogtyve nationer og den anden af fireogfyrre. Mange af disse nationer erklærede hinanden krig i 1914! I et forsøg på at hindre endnu en storkrig som den der hjemsøgte jorden i 1914-1918, havde Versailles-traktaten, der blev sluttet i 1919, til formål at regulere Tysklands oprustning. Så kom 1936, og Nazi-Tyskland overtog Rhinlandet, der ifølge Versailles-traktaten var en demilitariseret zone, og lod hånt om de militære restriktioner.
9 I 1928 blev Kellogg-pagten underskrevet af toogtres nationer. Dens ædle formål var at erklære krig ulovlig „som redskab for national politik“. Men så kom 1939, den anden verdenskrig begyndte, og før denne store krig var forbi var de fleste af disse toogtres nationer indblandet i dette ragnarok.
10-12. Hvad viser historien at man yderligere har gjort for at skabe enhed?
10 Sovjetunionen underskrev en ikke-angrebspagt med Estland, Letland, Litauen, Polen, Finland og Rumænien. Ikke længe efter rykkede Sovjetunionen ind i disse lande eller dele af dem.
11 I 1939 underskrev Sovjetunionen og Tyskland den berømte ikke-angrebspagt der blev kendt som „Stalin-Hitler“-pagten. Cirka to år senere mødtes disse to nationer på slagmarken og nedslagtede hinanden.
12 Under den anden verdenskrig samarbejdede De forenede Stater, England, Sovjetunionen og visse andre nationer nært med hinanden imod den fælles fjende, aksemagterne, hvis førende nation var Tyskland med Japan som den vigtigste forbundsfælle. Deres sammenhold for at overleve varede dog kun til kort efter krigen da Sovjetunionen fulgte sin egen kurs, opsat på erobringer. Og siden da er De forenede Staters og Englands fjender fra den anden verdenskrig, især Tyskland, Italien og Japan, blevet deres allierede, og den fælles fjende er på mange områder nu blevet Sovjetunionen.
13. (a) Hvad viser de bestræbelser nationerne har gjort sig? (b) Hvordan ved vi at selviske forsøg på at skabe enhed ikke er noget nyt?
13 Alt dette viser meget klart at disse nationers enhed og fælles bestræbelser kun tjener et selvisk formål, at fremme deres nationale interesser og nå et bestemt mål. Når de først har opnået det de ville, er de ikke interesserede i at bevare enheden og samhørigheden med de andre lande. En undersøgelse af historien fra 1481 f.v.t., da Ægypten var den fremherskende verdensmagt, og til slutningen af den anden verdenskrig, altså en periode på cirka 3426 år, viser at der har været mere end 3000 år med krig og kun 268 år med fred. I løbet af denne tidsperiode er der blevet indgået og brudt cirka 8000 internationale fredstraktater. Siden 1945 er der stadig blevet indgået fredstraktater, alliancer og pagter mellem nationerne, men alle med et selvisk motiv og ikke på grund af et ønske om at leve i enhed og fred med hinanden.
14, 15. (a) Hvorfor hersker der til tider en vis enhed inden for politiske partier? (b) Hvad bliver resultatet ofte bagefter?
14 Den enhed der findes inden for de enkelte landes politiske partier skyldes i mange tilfælde ikke ægte interesse for befolkningen. Under mange politiske valgkampagner støtter man en bestemt kandidat, ikke fordi vedkommende er den der vil kunne udrette mest for folket, men fordi han kan yde dem der støtter ham visse tjenester. Dette kaldes et patronatsforhold. I et sådant afhængighedsforhold støtter folk altså en bestemt kandidat fordi de kan opnå noget ved det. Den enhed der er til stede tjener altså et selvisk formål. Der råbes ofte op om at hvis en bestemt kandidat bliver valgt til et politisk embede, vil han kunne udrette mest for befolkningen som helhed. Der arrangeres politiske møder, der indbydes til valgmiddage og der holdes valgtaler, og under alt dette ser man store skarer af folk der enigt står bag den mand ’der vil kunne udrette mest for befolkningen’. Overfladisk set kunne man godt blive forledt til at tro at så mange menneskers forenede bestræbelser måtte kunne udvirke forandringer til folkets gavn.
15 Når så en sådan kandidat er blevet valgt, må han begynde at betale sin „gæld“, det vil sige holde sine løfter til dem der har støttet ham økonomisk og på anden måde. Dette har ofte til følge at det ikke er den der kan udrette mest for masserne der bliver minister, men den der har tjent valgkandidatens interesser bedst og som måske har stillet et stort bidrag til rådighed for ham under valgkampagnen. Andre som måske også har ydet deres bidrag, blot ikke i samme grad, opdager nu at de løfter der blev givet og den enhed man mærkede under valgkampagnen, blot var en illusion. Intet er forandret, for det der har gjort sig gældende er menneskenes selviskhed, ønsket om personlig vinding og fremgang.
16. Hvilket presserende spørgsmål har vi stadig ikke fået svar på?
16 På baggrund af alt dette står vi stadig over for spørgsmålet: Hvad kan føre folk sammen så de opnår sand enhed og harmoni? Er det ulykker? Er det nationale og internationale traktater og pagter? Er det de mange kirkesamfund? Er det politikerne og dem der støtter dem? Blot den korte undersøgelse af spørgsmålet som vi her har foretaget, vil få oprigtige mennesker til at sige at der må være noget andet. Der må simpelt hen være noget andet, noget mere stabilt og mere sikkert, noget som er bygget på bedre principper. Det er der afgjort også.
Grundlaget for sand enhed
17. Forklar hvad grundlaget for sand enhed er.
17 Dette andet bygger på en bog som mange har ignoreret; andre har betragtet den som en bog der kan bringe held og lykke, og atter andre har fordømt den. Ja, det er den almægtige Guds sandhedsbog, Bibelen. Den indeholder noget der virkelig kan forene folk uanset deres nationalitet eller sociale stilling.
18. Hvilket råd gav Paulus den korintiske menighed om enhed, og hvorfor gav han dette råd?
18 Apostelen Paulus skrev i sit brev til den korintiske menighed i det første århundrede: „Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning. Thi af Kloes folk er det blevet mig fortalt om jer, mine brødre, at der er stridigheder iblandt jer. Jeg sigter til, at I hver især siger: jeg er tilhænger af Paulus, jeg af Apollos, jeg af Kefas, jeg af Kristus. Er Kristus da delt?“ (1 Kor. 1:10-13) Da Paulus skrev disse ord arbejdede medlemmerne af menigheden i Korint ikke sammen i enhed. De fulgte i stedet mennesker og havde fået den opfattelse at disse mænd på en eller anden måde fortjente deres troskab, på bekostning af den enhed der burde herske mellem dem ved at de alle var af samme sind og overbevisning.
19. På bekostning af hvad fulgte korinterne forskellige mænd, hvilken kraft kunne virkelig forene dem, og hvad får det os til at spørge om?
19 Paulus viste tydeligt disse kristne i Korint at hvis de skulle være tilhængere af mennesker, af Paulus, Apollos, Kefas eller andre, ville det blive på bekostning af det der var deres største styrke, sindets og hjertets enhed. Med ordene: „Er Kristus da delt?“ viste han hvordan det stod til med dem. Hvis tilhængerne af kristendommens lære var delte, kunne der ikke eksistere nogen sand kristen enhed. Paulus sagde videre til korinterne: „Thi når en siger: ’Jeg er tilhænger af Paulus,’ og en anden: ’Jeg er tilhænger af Apollos,’ er I så ikke ’mennesker’?“ (1 Kor. 3:4) For at være andet end „mennesker“ måtte de kristne i Korint, og det gælder for den sags skyld alle kristne, arbejde på at opnå sindets og hjertets enhed. Og hvad er grundlaget for denne enhed? Det er det evangelium eller den gode nyhed som Paulus sagde at Kristus havde udsendt ham for at forkynde. Du spørger måske: Hvad er den gode nyhed? Hvad ligger der i dette udtryk, og hvordan kan den fremme enheden mellem mennesker så de alle får det samme sind?
Den gode nyhed som skaber enhed
20. Er den gode nyhed nødvendigvis blot ét budskab?
20 I en verden hvor der hver dag indtræffer begivenheder der er dårlige nyheder for mange af jordens beboere, skulle den gode nyhed fra Guds ord gøre jordens beboere lykkelige. Bibelen er fyldt med mange gode nyheder og det er dem der udgør en forenende kraft for alle kristne. Vi kan således sige at den gode nyhed indeholder mange forenende budskaber. Vi vil tage os tid til at undersøge et par af disse budskaber der findes i Guds sandhedsord, Bibelen.
21. Hvad er ’den gode nyhed’ i Første Mosebog 3:15?
21 I Første Mosebog 3:15 sagde Jehova Gud til slangen som havde fået Adam og Eva til at være ulydige mod hans retfærdige bud: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ Her bestod den gode nyhed i at Jehova Gud til sin tid ville frembringe en sæd der skulle knuse Guds største fjende, Djævelen, og hans onde sæd. På grundlag af denne gode nyhed og ved at forstå dens profetiske betydning kunne menneskene fatte håb om en fremtid der ville bringe dem velsignelser i stedet for forbandelser og som ville forene alle folk.
22. Hvad er ’den gode nyhed’ i Første Mosebog 22:16-18?
22 Efter at Abraham, „Guds ven“, villigt havde søgt at bringe sin søn Isak som et offer, sagde Jehova Gud, sådan som vi læser i Første Mosebog 22:16-18: „Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra [Jehova]: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din søn, din eneste, for mig, så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ ’Den gode nyhed’ til Abraham var at Jehova ved en ed indgik en pagt med ham om at alle jordens folk til sin tid skulle velsignes i Abrahams sæd og forenes som ét folk. Det blev nu tydeligt at den sæd som Gud i Eden havde lovet skulle fremstå, ville komme gennem „Guds ven“, Abraham, i hans slægtslinje. — Jak. 2:23.
23. (a) Hvad er ’den gode nyhed’ i Anden Samuelsbog 7:12, 13? (b) Hvilken ’god nyhed’ blev åbenbaret for jomfru Maria? for hyrderne på marken?
23 I Anden Samuelsbog 7:12, 13 læser vi at Jehova Gud gav kong David af Juda følgende løfte: „Når dine dage er omme og du hviler hos dine fædre, vil jeg efter dig oprejse din sæd, som udgår af dit liv, og grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge mit navn et hus, og jeg vil grundfæste hans kongetrone evindelig.“ ’Den gode nyhed’ til David var at der i hans slægt, som stammede fra Abraham, skulle komme en evig arving til et retfærdigt rige. Flere hundrede år senere talte bibelskribenten Lukas om denne ’gode nyhed’ da han gengav engelens ord til jomfru Maria: „Du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Luk. 1:31-33) Den gode nyhed om sæden der først var blevet omtalt i Eden og lovet gennem Abraham og David, blev således nøjagtig opfyldt i Jesus Kristus, om hvem Mattæus begynder sin beretning med disse ord: „Jesu Kristi, Davids søns, Abrahams søns stamtavle.“ (Matt. 1:1) Ved Jesu fødsel kunne himmelens engle derfor glæde sig, og en af disse engle sagde til de hyrder som lå ude på marken i den samme egn hvor Jesus blev født: „Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde [en god nyhed om en stor glæde, NW], som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!“ (Luk. 2:10, 11) Denne bemærkelsesværdige begivenhed ville, når Guds tid var inde dertil, resultere i at alle mennesker blev forenet for evigt.
24. Hvad er ’den gode nyhed’ i Mattæus 24:14?
24 I Mattæus 24:14 læser vi at Jesus i år 33, lige før han blev arresteret og pælfæstet, fortalte sine disciple om en anden god nyhed: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (NW) Dette rige var i sandhed en god nyhed, for det skulle udvirke at alle de løfter som Jehova Gud havde givet, lige fra Eden og helt frem til Kristi Jesu fødsel, liv, død, opstandelse og ophøjelse som konge i dette rige, ville blive indfriet.
25. Hvilke tre spørgsmål i forbindelse med verdensomspændende enhed trænger sig nu på?
25 Den gode nyhed der forener menneskene overalt på jorden har kort sagt mange sider, og vi har blot berørt nogle få af dem, sådan som de findes i Guds sandhedsord. Der findes mange andre gode nyheder i Bibelen, i de oplysninger Gud har givet os i Bibelens seksogtres breve eller bøger. Men spørgsmålet er: Hvordan kan den gode nyhed udvirke en sådan enhed? På hvilken måde kan der skabes enhed mellem jordens folk med deres mange nationale skel, racefordomme og forskellige politiske overbevisninger? Og hvornår vil denne verdensomspændende enhed blive en realitet, nu da menneskene står så splittede og skarpt over for hinanden, og derfor har så stort et behov for denne enhed? Disse og andre spørgsmål vil vi tage op i næste artikel, og vi opfordrer dig til at læse den sammen med henvisningerne til Bibelen, for det vil hjælpe dig til at få tro på Jehova Guds løfter om at han vil skabe enhed blandt alle mennesker i hele verden.
[Illustration på side 368]
Hvad har været resultatet?
8000 fredstraktater
3000 år med krig
268 år med fred