Hvorfor en ny verden er sikker
DERSOM den nye verden var afhængig af mennesker, kunne man ikke være sikker på at den ville komme. „De heltemodige døde vil have givet deres liv forgæves, hvis der ikke ud af sejren kommer en ny jord hvor retfærdighed bor,“ erklærede eksekutivkomiteen under Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika efter den første verdenskrig. Komiteen opfordrede kristne til at arbejde og bede for „at der af den gamle civilisations ruiner må fremstå de smukke konturer af en ny verden“. Men vor indtræden i multimegatons brintbombernes tidsalder har bragt menneskeheden nærmere tilintetgørelsens ruin og ikke til „de smukke konturer af en ny verden“, som de håbede at skabe. Menneskers bestræbelser kan ikke sikre en ny verden.
Men den nye verden kommer heller ikke ved menneskers magt; den kommer ved den almægtige Guds indgriben, han som har lovet „nye himle og en ny jord“, og „i disse skal retfærdighed bo“. Gud vil aldrig lade sin hensigt slå fejl. Han vil hævde sit ord, som han indestår for med sit eget navn. Da vi har fået et sådant guddommeligt løfte, kan vi være forvisset om at der vil komme en ny verden, for „det er umuligt for Gud at lyve“. — 2 Pet. 3:13; Hebr. 6:18, NW.
Kan der herske tvivl om hans magt til at skabe en ny verden? Ikke hvis man kaster et blik tilbage på Guds gerninger i fortiden, der bevidner hans uendelige magt til at hidføre en herlig ny verden. Guds udfrielse af Noa og hans familie til liv på en renset jord efter en vandflod af gigantisk format, er blot en af Guds store gerninger. Gud, siger apostelen Peter, „holdt sig [ikke] tilbage fra at straffe en gammel verden, men bevarede Noa, en retfærdighedens forkynder, sammen med syv andre da han lod en vandflod komme over en verden af ugudelige mennesker“. (2 Pet. 2:5, NW) Så „en verden af ugudelige mennesker“ er ingen hindring for at Gud kan skabe en ny verden; han har én gang tilintetgjort en sådan verden og det kan han gøre igen. Intet under at den allerhøjeste Gud cirka 400 år efter Vandfloden sagde til Abraham: „Skulle noget være umuligt for Herren?“ — 1 Mos. 18:14.
Selv skabelsen af himmellegemerne og vor planet jorden, var ikke noget der var umuligt for Gud: „Ved [Jehovas] ord blev himlen skabt og al dens hær ved hans munds ånde. . . . thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.“ „Han skabte jorden i sin vælde, grundfæstede jorderig i sin visdom, og i sin indsigt udspændte han himmelen.“ (Sl. 33:6, 9; Jer. 10:12) Hvorfor skulle nogen da mene at en ny verden ikke var mulig, eller så meget som tøve med at tro på det guddommelige løfte om en ny verden? „For Gud,“ bekræftede en engel fra himmelen, „er ingenting umuligt.“ Jesus Kristus kunne også sige med autoritet: „Hvad der er umuligt for mennesker, det er muligt for Gud.“ — Luk. 1:37; 18:27.
I begyndelsen skabte Gud en retfærdig verden; mon han ikke også kan genskabe en? Den første retfærdige verden endte ved at en af Guds åndelige sønner og Adam og Eva gjorde oprør, men det betyder ikke at en retfærdig verden er gået tabt for stedse. Jesus Kristus sagde engang til sine apostle: „Sandelig siger jeg jer: I genskabelsen, når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone, skal også I som har fulgt mig sidde på tolv troner.“ — Matt. 19:28, NW.
Hvad er denne „genskabelse“? George M. Lamsas bibeloversættelse, der hviler på gamle østlige manuskripter, gengiver interessant nok Jesu ord således: „I den nye verden når Menneskesønnen skal sidde på sin herligheds trone . . .“ Det som Jesus her hentydede til, var genskabelsen af en retfærdig verden, og det bliver den nye retfærdighedens verden som Gud har lovet. Denne genskabelse, viste Jesus, ville finde sted når han regerede som konge på sin trone i himmelsk herlighed. De „nye himle“, Guds rige i Jesu Kristi hænder, er den himmelske regering der skal styre den nye verden.
Hvad der især i vor tid giver os vished for at en ny verden vil komme, er Guds oprettelse af sit rige i himmelen ved Jesus Kristus, en begivenhed der blev profetisk skildret af profeten Daniel: „Jeg skuede videre i nattesynerne: Og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ (Dan. 7:13, 14) Denne begivenhed giver dem der har kærlighed til Guds løfter, forvisning om genskabelsen af en retfærdig verden.
Med en magt der aldrig går til grunde og et rige der ikke kan forgå, indestår Guds konge, Jesus Kristus, for virkeliggørelsen af løftet om den nye verden. „Thi alle Guds forjættelser,“ skriver apostelen Paulus, „har i ham [Jesus Kristus] deres ’ja’.“ (2 Kor. 1:20) Hvilken forvisning ligger der ikke i denne tanke: lige meget hvor mange løfter Gud har givet eller hvor vanskelige de måtte være at opfylde i menneskers øjne, så har de deres „ja“ i Guds konge, Jesus Kristus.
Vi kan derfor være ganske sikre på at en ny verden vil komme. Guds løfte om „nye himle og en ny jord“ står fast, for han kan ikke lyve; hans løfte vil blive indfriet på grund af hans ubegrænsede magt, en magt som han i tidligere tider har givet bevis for, for eksempel i Vandfloden på Noas tid; hans løfte er pålideligt, for den Højeste selv og hans søn Jesus Kristus bevidner at intet er umuligt for Gud, og at det der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud. Og hvad der gør det guddommelige håb om en ny verden aldeles urokkeligt er den kendsgerning at Guds rige hersker; og dets regerende konge vil snart gøre dette løfte til „ja“, til evig pris for ham som gav løftet om en ny verden.