En glad giver velsignes
DER synes at være mangel på glade givere inden for kristenheden i dag. Hvad skal man sige til de forskellige metoder der anvendes for at samle penge ind til kirkeligt arbejde, i betragtning af at Bibelen tydeligt viser at Gud velsigner en glad giver, en der giver af hjertet og ikke tvært og tvungent?
Hvad med basarer og lotteri? Hvad med kollektbøssen der går rundt? Og hvad med de kuverter nogle religionssamfund benytter for at få bidrag fra medlemmerne? For ikke at tale om den voksende tendens der er til at sætte folk i forlegenhed så de ikke tør nøjes med at give et ringe beløb, men måske giver langt mere end de evner! „Præsten i en lille fransk landsby,“ beretter Det Bedste for maj 1963, „har sat gang i kollekten ved at gå over til at samle pengene ind i et sommerfuglenet. Alle mønter falder igennem hullerne med beskæmmende klingren. Kun sedler er store nok til at blive hængende.“
Bidrager sådanne metoder til den velsignelse som den glade giver modtager? Man har så vist sine tvivl, for menighedsmedlemmernes lyst til at give frivillige, velmente bidrag fortrænges, og glæden ved at give undertrykkes. Vi skulle opnå stor lykke ved at give som kristne, for apostelen Paulus gav de ældste i en af de første kristne menigheder følgende formaning: „[I skal] huske på Herren Jesu ord, da han selv sagde: ’Der er større lykke ved at give end ved at modtage.’“ (Ap. G. 20:35, NW) Men når man føler sig presset til at give, enten på grund af utvetydige hentydninger eller fordi man møder truende blikke, da er der ingen lykke ved det. Mennesker der giver store summer fordi de vil opnå prestige, får deres løn i form af ære fra mennesker; også de går glip af den velsignelse Jesus talte om. (Mattæus 6:1-4) Mange af de bidrag kirkerne får ind i dag ydes ikke med glæde, men sådan har det ikke altid været. Lad os betragte de første kristne.
De første kristne gav med glæde
Hvordan gav de? Historikeren Edward Gibbon siger: „En ædelmodig godgørenhed knyttede de fjerneste provinser sammen, og de mindre menigheder fik velvillig støtte fra mere velstående brødre.“1 Det var glade givere, for de ydede deres almisser fuldstændig frivilligt. Kirkehistorikeren Neander skriver: „Omsorgen for støtte og underhold til de fremmede, de fattige og de syge, til de ældre mænd, enkerne og de faderløse, og til dem der var i fængsel for troens skyld, påhvilede hele samfundet. Dette var en af de væsentligste grunde til at der blev samlet frivillige bidrag ind når de kristne kom sammen for at tjene Gud.“2
De første kristne havde ikke et betalt præsteskab, de havde ingen tiendeordning og der blev aldrig sendt kollektbøsser rundt. „I den oprindelige primitive kirke underholdt præsterne sig selv ved deres arbejde.“3 „På ethvert — stort eller lille — sted hvor man forsamledes for at tilbede, var der en bøsse hvori alle de tilsluttede medlemmer lagde deres bidrag.“4 Det var fuldstændig frivilligt hvor meget man ville give og hvornår man ville give. Hos Tertullian, der blev omvendt til kristendommen omkring år 190 e. Kr., læser vi: „Hver enkelt bringer en beskeden mønt en gang om måneden — eller når som helst han ønsker det, og kun hvis han ønsker det, og hvis han er i stand dertil; for ingen tvinges; det er et frivilligt bidrag.“5
Ligegyldigt hvor de første kristne kom sammen havde de altså en bøsse som de kunne lægge deres gave i, hvor stor eller lille den nu måtte være. Et lille beløb blev aldrig ringeagtet. De første kristne vidste hvad Jesus Kristus havde sagt om enken der gav to småmønter af ganske ringe værdi — hun havde i virkeligheden lagt mere i tempelblokken end alle de andre. (Luk. 21:1-4) De kendte også det princip apostelen Paulus havde fastslået: „Når den gode vilje er til stede, er den gudvelbehagelig, efter hvad den evner, ikke efter hvad den ikke evner.“ (2 Kor. 8:12) For at kunne dække specielle udgifter lagde de første kristne så meget til side som deres økonomi tillod: „Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til.“ — 1 Kor. 16:2.
Denne form for bidrag bragte giverne mange velsignelser. De gav af hjertet, og det gjorde dem lykkelige. Guds velsignelse hvilede også over deres gavmildhed, og pengene blev brugt til gavn for mange mennesker. Dette medførte den velsignelse som apostelen Paulus beskrev: „Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver. Således bliver I rige i alle måder og kan vise al slags gavmildhed, som gennem os fremkalder tak til Gud.“ (2 Kor. 9:7, 11) Apostelen forklarer at en sådan gavmildhed ikke alene medførte at kristne trosfællers behov blev dækket, men også at en overvældende taksigelse steg op til Gud. Gavmildheden beviste deres tro og ærede Gud.
De første kristne nøjedes ikke med at hjælpe deres trosfæller; de hjalp også ikke-troende ved at bringe dem den gode nyhed om Guds rige. Da de første kristne ydede apostelen Paulus materiel støtte mens han udførte sin missionærgerning, kunne de med rette føle at de fremmede Guds riges interesser. De følte som apostelen selv, der sagde: „Jeg gør alt for den gode nyheds skyld, for at jeg kan dele den med andre.“ — 1 Kor. 9:23, NW.
Glade kristne givere i nutiden
Sande kristne i vor tid vil gerne være ligesom de første kristne, der blev velsignet fordi de gav med glæde. Hvor finder man sådanne glade givere? Aflæg et besøg i en af Jehovas vidners rigssale, og De vil finde dem der. Overalt hvor Jehovas vidner holder møder, enten det sker i deres rigssale eller andre steder, og uanset hvor lille en gruppe der er samlet, har de en bøsse til bidrag. Bøssen bliver aldrig sendt rundt. Alt er frivilligt, og man kan bidrage efter ønske. Ingen bliver sat i forlegenhed, ingen bliver latterliggjort og ingen bliver æret for sit bidrag. Bidragene går ikke til aflønning af menighedens forstander men til opretholdelse af salen og til udbredelse af den gode nyhed om Guds rige i det pågældende område.
De mere end 22.000 menigheder af Jehovas vidner der findes ud over hele jorden, forstår også at det ikke alene er nødvendigt at fremme den gode nyheds sag i deres eget distrikt eller land, men overalt i verden. Derfor sender menighederne jævnligt, når de er i stand dertil og efter at have vedtaget en resolution derom, et beløb til fremme af Rigets forkyndelse. Når flere menigheder kommer sammen til zonestævner, giver de ikke alene bidrag til leje af stævnelokalet men vedtager ofte en resolution om at sende et bidrag til Selskabet.
Jehovas vidners menigheder og zoner er ikke de eneste der sender bidrag direkte til Selskabet for at forkyndelsen kan fremmes; enkeltpersoner gør det også. Her i landet sendes bidragene til Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Kongevejen 207, Virum, postkonto nr. 3468. I andre lande sendes de til det lokale kontor, og man kan finde adressen bagest i de fleste af Selskabets bøger og brochurer.
Skønt Jehovas vidner ikke forpligter sig til at yde et vist beløb, erkender de dog det princip der ligger i Paulus’ ord: „Derfor har jeg anset det for nødvendigt at bede brødrene rejse i forvejen til jer og i god tid få indsamlet den rigelige ’velsignelsesgave’, som I tidligere har lovet, for at den kan ligge færdig som en rigelig gave og ikke som en karrig gave.“ (2 Kor. 9:5) De første kristne anså det for rigtigt forud at tage stilling til hvad de kunne give, så der kunne lægges planer for arbejdet. Det er med det samme i tanke at mange enkeltpersoner blandt Jehovas vidner hvert år skriver til Selskabet og oplyser hvor meget de i årets løb håber at kunne bidrage direkte til Selskabet til fremme af den verdensomspændende forkyndelse af Riget. Det skal ikke opfattes som et løfte, men snarere som et overslag over hvad de gerne vil give og hvad de håber at kunne give, om Jehova vil. Selskabet påskønner dette, og ingen får en påmindelse selv om han ikke skulle være i stand til at give det han havde håbet. Alt sker frivilligt. Selskabet ringeagter aldrig et beskedent bidrag. Nogle vidner i visse lande evner kun at yde et lille beløb, ligesom den enke Jesus omtalte. Og de må måske endog både spare og planlægge for at kunne gøre det; men beløbets størrelse er ikke det afgørende. De erfarer velsignelsen ved at give med glæde.
Hvordan anvender Vagttårnets selskab de indkomne bidrag til velsignelse for alle? Sidste år, for eksempel, kunne Selskabet i hele verden anvende et beløb svarende til kr. 18.200.000 til at sende missionærer og specialpionerer ud at forkynde Guds rige. Med et beløb svarende til kr. 3.290.000 dækkede Selskabet udgifterne i forbindelse med udsendelse af zonetjenere og sektionstjenere til de forskellige menigheder, hvor de opmuntrede vidnerne til at holde ud i deres tjeneste. Hertil kom at 104 forkyndere fra alverdens lande blev inviteret til et gratis specialkursus på Vagttårnets bibelskole Gilead i New York. Desuden opretholder Selskabet syvogfirs afdelingskontorer, hvortil der i mange tilfælde er knyttet et trykkeri, for at Selskabets litteratur, som for eksempel dette blad, kan udbredes overalt i verden til en ganske ringe pris.
Den frivillige økonomiske støtte som Jehovas vidner sender direkte til Selskabet eller yder i deres rigssale er ikke det eneste de giver. De ofrer også deres tid og energi på at hjælpe andre til kundskab om Guds rige. I de første to århundreder, bemærker en historiker, „var hele kirken hovedsagelig et missionerende samfund.“6 Alle var glade givere. Ved at følge det eksempel de første kristne satte, og ikke det man ser i kristenheden, erfarer den nye verdens samfund af Jehovas vidner i dag glæden ved at give, og den velsignelse der følger med.
Henvisninger
1 History of Christianity, af Edward Gibbon, s. 177.
2 The History of the Christian Religion and Church, During the Three First Centuries, af August Neander, oversat fra tysk til engelsk af H. J. Rose, s. 156.
3 Early Church History, Edward Backhouse og Charles Tylor, s. 263.
4 History of the Christian Church, af John F. Hurst, b. I, s. 360.
5 Apology, oversat til engelsk af T. R. Glover, s. 175.
6 Martyrs and Apologists, De Pressensé, s. 20.